Krystallandet var et forunderligt sted. 
Hver region havde sin egen kultur, sit eget sprog, og sine egne forunderlige dingenoter, og himstragimser. Dialekter, og traditioner. I hvert et lille bitte hjørne fandtes der fantastiske skabninger, spændende mennesker, og glemte steder som bare ventede på at blive opdaget! Eventyr! Ære! Lige inden for rækkevidde, alt der var at gøre, var at træde ud af sin dør og gribe dem..!

I stedet stod hun så her. Herja. I kanten af Dianthos' markedsplads, iført den obligatoriske mørkeblå byvagts-dragt, som ikke alene gjorde hende irriterende iøjnefaldende, men som var næsten komisk lille på hendes muskuløse krop, og i tilgift gav den hende det pivilegie at spejde ud over markedspladsen, time efter time. Den nordlige kæmpe kvinde, stod lænet mod et spyd, med spidsen stukket i jorden, og hænderne foldede over den ufarlige ende. En stor flot økse, indgraveret med runer op og ned af skæftet, hang ved hendes side. Hun sukkede dybt, og løftede kort sit blik op mod himmelen, i et spinkelt håb om at dagen snart var gået; dog uden held. 

Ikke engang middag endnu... tænkte hun, og sukkede endnu engang. Hun tykkede blidt på sin underlæbe mens hun så ned i jorden. Med et ryst på hovedet, og endnu et dybt åndedræt, rettede hun sig op og rullede lidt med skuldrene. Der er meget ære i dette arbejde! Du hjælper mange ved blot at være til stede. Udvis lidt disciplin! tænkte hun strengt, og kiggede rundt. Alt på markedspladsen virkede fredeligt lige i øjeblikket, men hun havde stået stille så længe.. måske hun lige skulle gå sig en runde? Hendes tilstedeværelse alene, burde afskrække mange fra at have gode ideer. 

Herja nikkede anerkendene til sig selv, børstede en gylden hårtot ud af sit ansigt, greb sit spyd og satte ud for at gå en runde blandt markedspladsens boder.

((Dette emne er åbent, kom og leg!))

Randall kedede sig. Og man skulle jo leve, ikke?! Så da den sidste krystal var gået til noget morgenmad, fast og ikke flydende, havde han besluttet, at det var på tide at give markedspladsen et besøg. Mon ikke, at han kunne tømme et par lommer, så resten af dagen kunne blive lidt mere spændende?
At lommetyveri mest var for gadebørnene var Randall ligeglad med, han var altid ligeglad med, hvordan han fik krystaller på lommen. Han kunne betales til at gøre stort set alt, men nogle gange var det bare lidt lettere at have lange fingre. Og det var jo ikke fordi, at han ikke havde øvelsen. Han skulle bare være lidt varsom med at stå op af folk for længe, det der med at stinke som en mødding, fordi man var for doven til at bade regelmæssigt, det var ikke så smart. I dag var det heldigvis ikke så slemt, han havde lige været i bad i sidste uge!

Så han havde forladt den kro, han havde overnattet på, og var vandret igennem de åh så velkendte gader ned til markedspladsen. Han stoppede op i udkanten og sugede indtrykkende til sig med en dyb indånding igennem næsen, der forlod hans lunger med et tilfreds suk. Aaah. Dianthos. Krystallandets største hore. Der var noget for alle her og man kunne købe alt for krystaller. Damer, for eksempel. Måske han skulle bytte kroværelset ud med en luders værelse på det lille bordel, han var stamkunde på. Mon hans favorit havde tid i dag? Hun gav sådan en vidunderlig rygmassage... Han gik lidt i stå med et tomt blik og et nydende udtryk ved tanken. Indtil noget bumpede ind i ham.
"Hey, se dig for!" Der kom ikke noget undskyld og Randall gjorde det voksne og rækkede tunge, inden han selv gik ud i mængden.

Der var dejligt mange væsner på pladsen og han slentrede afslappet af sted. Kiggede lidt på de handlendes boder, men mere på købernes punge. Endeligt faldt hans blik på en, der så ud til at være bugende fuld. Uha, der var nok til en hel uge i den pung! Randall bevægede sig langsomt nærmere. Og nærmere. Og i et uopmærksomt øjeblik snuppede han pungen fra bæltet, drejede rundt og skyndte sig nogle skridt frem. Åhåhåhå, den var tung, den pung! 
Det var dog for tidligt at fejre, for han måtte træde udenom en kvinde, der bakkede et par skridt ud foran ham, hvilket fik ham til at snurre rundt og bum. Træde lige ind i en bred person. Med bryster, det var ham alt for bevidst om. Han satte straks et charmerende smil op, men det var nær falmet væk igen, da han så den velkendte uniform. Typisk hans held. En byvagt. Bare hun ikke genkendte ham fra efterlysningen. Hurtigt kom smilet tilbage og han så på hendes ansigt.
"Dét må De undskylde, jeg så mig ikke lige for, der." Han tog et skridt til siden for at smyge sig udenom hende.

Herja var næsten færdig med sin runde rundt på markedspladsen, da hendes øjne fangede de begyndende desperate bevægelser fra en velklædt herre, ved en af de boder på torvet der solgte nogle af de lidt finere genstande, der var at finde. Manden tog sig til hofterne og kiggede febrilsk rundt omkring sig på jorden, og så på mængden omkring ham men tilsyneladende uden held.

Et sug røg igennem hendes massive ramme, men om det var skuffelse over at hendes tilstedeværelse ikke var nok, eller om det var adrenalin fra at der endelig skete lidt, vidste hun ikke. Hun begyndte at gå mod manden, som tilsyneladende havde været offer for noget, med faste skridt, men kom dog ikke særlig langt før en mand stødte ind i hende. Hun stoppede op, og rakte instinktivt en arm ud for at stabilisere manden hun var gået ind i, eller som var gået ind i hende. Han så en kende forhutlet ud, gammel, beskidt, og en smule medtaget.. En del af rakkerpakket tænkte hun, men kom alligevel til at kigge lidt mere indgående på ham. Der var nu noget… så han ikke lidt bekendt ud? Et eller andet bagerst i hendes hoved nagede hende; der var et eller andet ved denne mand, noget bekendt. Men hvad var det? Imens hun funderede over svaret sagde hun:

"Kom De noget til? De må passe lidt.."

Hendes ord faldt lidt hen, idet hendes øre hørte den velkendte lyd af nogen der råbte efter tyven, hun kiggede kort op på den spinkle mand der uheldigt var blevet centrum for alles interesse, og så hurtigt ned på manden foran sig igen. Nu gav det lige pludselig mening det hele. Herja greb endnu engang udefter manden for at stoppe ham fra at fortsætte sin sprint væk!

Havde Randall kunne læse byvagtens tanker, ville han have spillet meget fornærmet. Gammel?! Skidt med resten, men han så da absolut ikke gammel ud! Nok var han efterhånden ved at være blevet 69, men han så stadig ud til at være 35, siden han aldrig nåede at ældedes før han blev fornyet igen. Men det kunne han heldigvis ikke, selvom han nu gerne ville have haft et hint, om hun genkendte ham eller ej.
Hendes ord om, at han skulle passe lidt på, gav ham dog håbet om, at der ikke var problemer.

Og så hørte han råberiet om en tyv. Lort. Det havde ellers lige gået så godt. Han kastede et hurtigt blik på byvagten og satte så af for at stikke af, men en stærk arm blev rakt ud og fik fat i ryggen af hans læderjakke, så han var ved at tumle bagover. Pis. Han nåede dog at finde balancen inden han røg på røven. Tankerne fór igennem hans skæggede skal - hvad skulle han gøre nu? Trække sværdet og tage en kamp, satse på sin charme eller kaste sig ud i en nævekamp?
Tanken om sværdet skubbede han hurtigt til siden, der var ikke plads nok i mellem de andre væsner, og selvom han var ret hjerteløs, følte han sjældent for at gøre noget, der slagtede uskyldige væsner. Medmindre der var penge i det. Hans egen frihed var ikke det værd. 
Nævekampen var mere sikker, men et blik på byvagten fortalte ham, at nok var han højere end hende, men ellers var han lidt af en splejs i forhold til hendes tyngde. Hun slog garanteret som en hest sparkede. Så den tanke droppede han også hurtigt.
Så var der charmen tilbage. Noget han havde i rigelige mængder, hvis man kunne se bort fra hans lurvede udseende!

Så han drejede rundt for at have fronten mod hende, mens han forsøgte at komme ud af hendes greb i hans elskede jakke.
"Hør, der er ingen grund til at blive fysisk, jeg er blot en sølle lejesoldat med nogle fridage, der er på vej ud i byen for at leve livet lidt." Han åbnede sine grå øjne lidt mere op, hans bedste fordel, det kvinderne normalt faldt for, og smækkede det bedste charmerende smil på ansigtet. Pungen var forsvundet ind under jakken, så den i det mindste ikke var synlig.

(( The Lazy Writer, du skal lige huske at tagge mig, ellers ved jeg ikke, at det er min tur c: ))

På trods af sin overlegne styrke, gav det stadig et lille ryk i Herja da manden hun holdt fast i forsøgte at løbe fra hende, men hendes greb i hans jakke var for solidt til at han så let ville slippe væk nu. Ikke overraskende havde det vist sig at han var lige så ussel som han så ud! Idet han vendte sig mod hende stirrede hun olmt på ham, og hendes hånd fik et mere solidt tag i kraven på hans jakke. Han skulle absolut ingen steder. 

Det kom dog bag på hende, hvor grå hans øjne i virkeligheden var. Når de var vendt fra hende så virkede de knapt så interessante, men nu da han så direkte på hende, fik farven og klarheden i hans blik alligevel rystet et eller andet inden i hende. Hendes egne, helt is-blå øjne stirrede tilbage, og hun følte nysgerrigheden boble i sit indre - hun havde aldrig set nogle med lige så blege øjne som hende selv før. Det var dog ikke noget der nåede op til hendes ansigtstræk, og hendes stiren kunne lige så godt aflæses som at han var i flere problemer end han regnede med! 

"En lejesoldat, huh?..." sagde hun, hendes tillid til hans ord kunne tydeligt høres: den var der ikke. "Hvis det bare er det De er.. hvorfor har de så så travlt lige pludseligt??" spurgte hun, trykket på 'De' lidt vrængende, hvis han troede hun hoppede så nemt på den, så tog han grueligt fejl!

Inden hun nåede at sige mere, kom den spinkle fyr styrtende rundt om hjørnet, og havde nær løbet forbi dem før han meget komisk slog bremserne i. Herjas fokus skiftede fra mandens grå øjne, til den nytilkomnes pustende skikkelse. Dog uden at give slip i 'lejesoldatens' jakke. 
Normalt ville en kvinde i tyverne finde det meget fornærmende at blive set som mand ved første øjekast, men hun havde dog aldrig helt forstået den modvilje der var blandt andre kvinder mod sådan en misforståelse - i hverfald ikke indtil hun kom til Dianthos... her var alle kvinderne spinkle, og næsten nymfe agtige. Slanke, høje, næsten yndefulde skikkelser det næsten svævede over brostenene. Det gav mening, at når man så hårdt forsøgte at være noget man ikke er, at man så ville finde det fornærmende at nogen mindede én om realiteten af ens eksistens.

"Er det ham her der har stjålet fra Dem?"

På trods af sit tankemylder, virkede Herja dog uanfægtet af den spinkles fumlen. I steddet gav hun et lille ryk i den ussles jakke for at få ham over mod den anden, da han begynder at forlange et eller andet tilbage. "Hvad har de mistet, Hr.?"

((Og sorry det skal jeg nok! Jeg er helt ny, så jeg skal lige have det hele med ^^"))

Kvindens faste greb gik fra hans jakkes ryg til hans krave og han måtte skære ansigt. Nej, den her kom han vist ikke let fra, selv hans hundehvalpeblik så ikke ud til at have nogen videre virkning. Pis! Hun var garanteret ikke engang til mænd! Det var lige før, at han begyndte at surmule, næsten som så han den tanke som en personlig fornærmelse, men det var måske ikke lige tiden.
At hun ikke stolede på et ord, han sagde, var måske nok ganske forståeligt, hans generelle fremtoning skreg ikke ligefrem ærlighed, men det var faktisk ret sjældent, at han gad at lyve. Især om sådan noget.
"Jo, ser De, jeg skal sådan ski..." Hans ord blev meget heldigt afbrudt af, at manden han havde stjålet pungen fra, dukkede op, ganske forpustet og med et forvildet udtryk. Ved Zaladin, han havde bare ikke noget held i dag!

Der kom en lyd af morskab fra den forhutlede lejesoldat, da den unge mand kaldte byvagten for "min gode herre". Brugte han ikke øjnene?! Der var da både til gården og til gaden! Nogen Randy lagde mærke til med det samme, men det var også lidt en dårlig vane. Han tænkte normalt med én ting og det var ikke hjernen.
"Av, den var pinlig," mumlede han med latter i stemmen, inden han rømmede sig og forsøgte at samle sig lidt om alvoren i situationen. Noget der fik den anden mand til at vende opmærksomheden mod ham og kalde ham et afskum?! 

Straks dukkede der et dybt fornærmet udtryk op på Randalls skæggede ansigt og han rettede sig op i byvagtens greb. Noget der straks var ligegyldigt, som han blev hevet fremad.
"Hey hey, pas på jakken, jeg er ret glad for den!" De første ord var rettet mod den brede byvagt. Han var glad for sin jakke, men det ragede ham om den gik i stykker, han fik en ny, næste gang han døde.
De næste ord gik til splejsen, han havde stjålet pungen fra.
"Du kan selv være et afskum, og jeg aner ikke, hvad du snakker om, jeg har ikke stjålet noget!" Han rynkede fornærmet på næsen, mens han spekulerede over, hvor meget han gad at kæmpe for at komme fri. Han havde mest lyst til at stikke manden en skalle og en blodtud, ikke fordi han var fornærmet, men fordi han lignede en, der kunne bruge det, men lige nu sad han lidt for godt fast i byvagtens skruetvinge af en hånd.

(( Det kan jeg se, derfor jeg mindede dig om det ^^ Det er et lidt indviklet system, første gang man er igennem det. Og velkommen btw! ))

Herja var ikke kendt for at være det mest tålmodige menneske i verden. 
Faktisk var hun kendt for det fuldstændigt modsatte. Men lige i denne situation var det let at gennemskue, at en hurtig løsning ikke var den rette vej at gå, og heller ikke den der var lettest at opnå - selvom det ville være rart hvis det her kunne være hurtigt overstået...

På den ene side, stod hun med et forulempet individ som havde fået stjålet sin pung, som mente at have set tyven, og som krævede retfærdighed. På den anden side, stod hun med et fast tag i kraven på en mand, som hun ikke just havde noget direkte bevis for havde gjort noget kriminelt. Han lignede bare typen. En type hun havde alt for god kendskab til. Indvendigt sukkede hun dybt, det her var lidt af en betændt situation hun var endt i, men hey.. det var hende selv der havde brokket sig tidligere over at der aldrig skete noget når hun havde vagt på markedspladsen.

Herja's blik gik fra den ene mand til den anden, mens hun lyttede og tog mentale noter af deres mimik, deres kropssprog og deres tonelege. Måske hun kunne opsnappe nogle hints her? Nej, det her nyttede ikke noget.

"Okay, så er det nok." sagde hun for at afbryde det verbale mudderkast der var ved at udspille sig imellem den forurettede og den formodede gerningsmand, hvorefter hun rettede hendes skarpe øjne mod Randall som hun holdt fast i, hun tøvede en kende da det gik op for hende at hun end ikke anede navnene på de to hun havde med at gøre "Hør, hvis De ikke har gjort noget, og intet har at skjule, så skulle det ikke være et problem at de viser hvad de har i lommerne, eller under Deres jakke... og hvis De ikke ønsker at vise frem hvad De har på Dem, så kan jeg selv se efter." Efterfølgende så hun mod den velklædte, "Og hvis Herren her ikke har det De har mistet, så skal jeg gerne personligt hjælpe dem med at søge efter den egentlige gerningsmand." Hun holdt en kort pause mens hun kiggede fra den ene til den anden, afvendtende på deres be- eller afkræftelse af hvad der nu skulle ske.

Efterhånden som ordvekslingen udviklede sig, blev det endnu mere klart for Randall, at han ikke ville komme let derfra. Egentligt burde han vel forsøge at komme fri og finde sin frihed, men med hans held ville den solide kvinde komme til at brække hans nakke ved et uheld og hvis han kunne undgå at dø, så ville det være rarest. Det ville være nemt, men han var ved at forsøge at holde mængden af død på et minimum, for at se om det hjalp på... alt. Den gamle nar af en byvagt havde alligevel sagt nogle fornuftige ting. Af en byvagt at være. Randall havde i hvert fald gjort hvad han kunne for at gøre noget godt for sig selv, siden han havde forladt mandens lille hus.
Så i stedet for at begynde at kæmpe for sin frihed, valgte han bare at rulle med situationen og få så meget spas ud af det som muligt. Hvorfor ikke? Man har trods alt kun det skæg, man selv sidder på!

Da byvagten var færdig med sine diplomatiske ord om at tømme lommer og finde den skyldige, løftede Randall en hånd og daskede sig for panden. Valgte det blå damesvin at rage på ham, ville hun ret hurtigt finde pungen, der allerede nu næsten var til at spotte under jakken, så han kunne vel lige så godt bekende sin besiddelse af den beskrevne pung. Havde hun været knapt så høflig, ville han have moret sig med at lade hende kropsvisitere sig, bare for at være så træls som muligt, men selvom det var svært at tro, var Randall lidt af en gentleman overfor damer - også byvagtsdamer - og sexchikane var ikke så meget hans ting. Host.

"Nåh, du mener dén pung!" Med en hurtig bevægelse hev han den frem fra skjulestedet og holdt den op, så de kunne se den. "Den landede i min hånd, da jeg gik fordi dig, jeg troede det var en foræring." Et meget uskyldigt udtryk dukkede op i hans ansigt, mens han så på manden, han så fik havde nakket pungen fra. Det havde næsten været en foræring, det havde været så let at snuppe den.
Pungen blev i hans hånd, mens han vendte blikket mod byvagten, stadig så uskyldig som mulig.
"Jeg kan vel ikke gøre for, at ting falder ned i hænderne på mig, vel?" Et smil dukkede op om hans læber. "Du er også faldet ned i mine hænder, jeg må være heldig i dag." Han vippede lidt med øjenbrynene uden skam, mens han fuldstændigt ignorerede den anden mand.

På trods af sit rolige ydre, pumpede adrenalinen rundt inde i hendes krop. Denne situation kunne i teorien gå begge veje. Tyven i hendes varetægt kunne enten tilstå - hvilket var usandsynligt -  forsøge at flygte, eller sågar vise sig at være uskyldig. Hendes vagt havde været så kedelig, og tjansen som byvagt havde i det hele taget været mere end skuffende indtil videre. Udsigterne til at dette potentielt kunne udvikle sig i en dramatisk retning, trykkede på alle hendes længselsfulde knapper.

Men så skete det usandsynlige; tyven tilstod. Lige dér på åbengade, fandt manden pludselig den manglende pung frem fra dybet under sin jakke. Havde Herja haft bare en smule mindre selv-disciplin og kontrol, ville hendes kæbe være faldet til jorden i bare forbløffelse. I stedet gled hendes ansigtsudtryk over i et knapt så imødekommende et. Randalls bemærkninger ganske vist charmerende på sin egen måde, men dog uden at det kunne finde sig vej ind forbi den nordiske kæmpes moralske kodex. 

"Muligvis ikke.." tilkendegav hun, efterfulgt af en kort pause hvor ved hun vendte et hårdt blik tilbage mod manden i sin varetægt "Men du KAN gøre for, at tilbageholde informationen om det."

Hendes fokus vendte da tilbage til Selmy som tjekkede sin pungs indhold, og eftersom han ikke gav udtryk for at noget manglede nikkede hun bare kort, men anerkendende i hans retning, hvorefter hun endnu engang henvendte sig til Randall

"Noget siger mig, at du allerede kender konsekvensen af at tage en anden mands ejendom.." hendes stemme bar næsten den samme lyd som en skuffet forældre, "men siden jeg har en.... fornemmelse.. af at du ikke ville have råd til at betale bøden, så er du endnu engang heldig." Hun holdt en kort pause, mens hun vendte sig fuldt mod tyven, hendes frie hånd fik fat i et par lettere klodsede håndjern i massivt jern - standard udgave for alle byvagter -, hvorefter hun begyndte at låse dem om hans håndled bag hans ryg. "Vi skal nemlig ud og gå en lille tur!" 

Før hun ellers fik sat hendes fange igang, vendte hun da atter sit blege ansigt mod den forurettede, "Jeg går ud fra alt er som det skal være, Hr. nu.? Eller er der andet jeg kan gøre for Dem før jeg tager mig af manden her?"

Åh, hvor dramatisk, han, den grumme kriminelle, der nu havde afsløret sig selv i sine kriminelle aktiviteter! Et stort lydløst grin var smurt over hans ansigt, han fandt dette ganske underholdende! Deres reaktioner var dog ikke helt så vilde, som de kunne have været, men det gik nok. Det var nu bedre end at få en omgang tæv.
Han mistede dog opmærksomheden lidt, da han fik øje på en underskøn kvinde med en kurv på armen og han blinkede straks til hende med et charmerende smil, hvilket fik hende til at rødme. Inden hendes mand trak af hende. Nå ja, man kunne ikke være lige heldig hver gang. Hans blik hvilede på hendes velformede bagdel, som de forsvandt, inden han kom tilbage til virkeligheden. Noget med at betale en bøde. Lyden af håndjern gav ham et skuffet udtryk på ansigtet. 
"Er det nu også nødvendigt? Jeg har jo givet idioten hans pung tilbage. Han kan da bare sørge for ikke at fremvise den som om, at han vil have den neglet." 

For et øjeblik virkede Randy helt nedslået, som kvinden lagde håndjern på ham. Men det var kun lidt skuespil, der skulle mere til at slå ham ud end et par håndjern, han kunne komme ud af i løbet af få øjeblikke. Fængsel derimod huede ham ikke, for han vidste godt, at så snart hun fandt hans efterlysning, var det ikke en overnatning, men nærmere en livstid. Så mens hun lagde jernet om hans håndled, var han lidt ved at overveje, om han skulle stikke hende en skalle, losse manden i maven og derefter løbe så hurtigt som hans slidte støvler kunne holde til. Tanken om fængsel gjorde ham altid en lille smule mere anspændt, selvom han sjældent sad der mere end en dag eller to, før det lykkedes ham at få en vagt til at stikke ham ned. Eller en anden fange til at kvæle ham bare for at få ro. Men der var hverken damer eller sprut bag tremmerne og det kunne da ødelægge enhvers humør!

Havde byvagten været en mand, havde han ikke engang givet sig selv tid til at overveje sin voldelige løsning, men en kvinde?! Ikke at Randy ikke slog lige så glædeligt på kvinder som på mænd, men de skulle helst slå først. Lidt opdragelse fra hans barndom hang dog ved endnu. Og hvis man nu ikke slog på dem, så kunne det jo være, at de havde lyst til at lave noget andet fysisk udfoldelse med en!
Nå, måske var det en god idé at vente lidt, der var også så mange væsner på pladsen. Hvis han nu så på sine chancer ude i de små gader, han efterhånden kendte så godt som de indfødte, der var det nok lettere at slippe væk uden at blive stoppet af en eller anden idiot med et heltekompleks. Så han nøjedes med at sukke dybt, da klikket fra låsen i jernet lød.
"Og her troede jeg, at vi havde noget sammen, min smukke blomst." Han flyttede blikket til den anden mand, ligeglad med deres samtale. "Men små skravlede mandslinger er måske mere din stil?" At han selv så ud til at være lidt af en bønnestage, var ligegyldigt. Han kunne uden tvivl vinde i en slåskamp mod skrællingen med hænderne bundet på ryggen!

Tyvens måde at reagere på anholdelsen var mildest talt forbløffende. At han hverken råbte, skreg eller på anden måde forsøgte at komme ud af hendes greb forekom hende mærkeligt, og en smule mistænkeligt. Havde han noget begreb om hvad der foregik, eller planlagde han sin flugt? 
Men.. på trods af det hele, var det umuligt ikke at finde ham en smule undeholdende. Ikke nok med at han var en skamløs charmetrold, og tyv, men hans små stik til Selmy kildede hendes indre latter-organ i sådan en grad, at hun måtte ligge mange stramme bånd på sig selv for hverken at smile, eller på anden vis vise at han trængte igennem. Randall var ganskevist en bums på Dianthos' ellers så smukke ansigt, men man kunne ikke fornægte at Selmy ikke var ret meget mand at se på. Andet end hvad der meget åbenlyst markerede ham som mand. Hvor Herja kom fra var mændene som oftest store og muskuløse, og det havde været en omvæltning for hende da hun kom til storbyen, og så at svage mænd også var en stor, og accepteret, del af storbyens samfund. Hvordan de overhovedet klarede sig, eller sikrede sig stærke og robuste afkom anede hun ikke.

"Mange tak Hr."

Hun kunne dog i mellemtiden ikke helt affinde sig med, ikke at kommentere på Randalls kommentar om hendes præferencer i mænd. Hans bemærkning mindede alt for meget om de jokes, og sjofelheder hun havde været vandt til at udveksle med sine kamp-fæller i hendes klan. For første gang sneg et lille smil sig til at trække i hendes mundvige, og mens hun færdiggjorde jernene omkring tyvens håndled, og greb ham i armen, sagde hun: 

"Rettere mandslinger der ikke knækker hvis man sætter sig på dem." hun fnyste en let latter, og gav ham så et blidt men bestemt puff i retningen af kachotten, "Sæt igang, Hr. Tyveknægt, eller jeg smider dig over ryggen som en sæk kartofler." 

I det hun sætter sin fange igang med at gå, giver Herja et sidste høfligt nik til den forurettede og en kvinde hun kun kunne gætte på var hans søster, ud fra udseendet, før hun atter vender sig om. Forhåbentlig kunne hun få aftenen fri, så hun kunne gå ned på baren som Selmy havde udpeget. En drink efter sådan en dag ville være rart..

Manden Randall havde snuppet pungen fra blev tydeligvis fornærmet over hans ord - hvilket også havde været meningen - og forsøgte at give igen. Lidt vattet, selvom han sikkert selv syntes han var helt vild, han lignede typen, og Randall himlede let med øjnene.
"Det er garanteret de samme som sad der sidst, jeg var på besøg," mumlede han. Sikkert ikke, men han kendte uden tvivl mindst én af dem, han havde efterhånden været rundt alle steder og drukket øl med alle. 
Lidt højere sagde han: "De er i hvert fald alle sammen større end en spirrevip som dig!" Efterfulgt at en gnæggen, der dog hurtigt forsvandt, som en smuk ung kvinde dukkede op ved siden af den skravlede mandsling. Oooh, hun var køn. Han så lidt med store øjne på hende, indtil det gik op for ham, at det var mandens søster. Åhåhå, hvis han nu lige kunne...

Hans tanker blev afbrudt af byvagten, der svarede på hans ord om hendes præferencer i mænd. Han drejede hovedet, så han kunne se hende og kneb øjnene lidt sammen. 
"Jeg ville nok bøje lidt, men ikke knække." Han grinede lidt, indtil hun truede med at smide ham over skulderen og skubbede ham fremad. "Det ville da ellers være fint, så var jeg fri for at gå." Men han begyndte nu villigt at traske fremad. Jo hurtigere de kom væk fra den fyldte markedsplads jo bedre, mon ikke han kunne komme op med et eller andet, der ville få ham fri. Fængsel var i hvert fald ikke en mulighed!

Mens hun førte ham ind og ud i mellem de handlende, spekulerede han lidt over sine muligheder. Han blev jo nok nødt til at gøre hende ondt, men så igen, hun var en byvagt. Men han gad virkeligt ikke smides i brummen, for han kom ikke ud igen foreløbigt. Den gamle byvagts ord om, at han kunne prøve at sidde sin tid ud, gav ham kuldegysninger. Hans liste af synder ville give nogle år. Ikke at han ville overleve så længe, selv hvis han ville... Han var nær stødt ind i nogen, hvilket rev ham tilbage til virkeligheden. Nå ja, det var en kvindelig byvagt, så måske der var en anden mulighed. Selvom det ikke lød til, at hans sølle skrog var hendes type. Han havde ikke meget kød på knoglerne, men så havde han så meget andet!
"Hvad bringer ellers sådan en hårdfør nordisk gudinde til Dianthos?" Han skævede over skulderen mod hende og vippede lidt med det ene øjenbryn.

(( Jeg har tagget Selmy, men hvis han er ude, så kan du sende den videre til Herja ))

Herja talte som regel ikke med dem hun eskorterede til fængslet, det ville bare lede til udvekslingen af personlig information, som sådanne forbrydere kunne bruge til hvad som helst, uanset hvor irrelevant det måtte synes. Derfor holdt hun sig som oftest meget stille, på kanten til stoisk når hun sådan marcherede en mand gennem gaderne. 

Som oftest...

Men denne gang, var der alligevel et eller andet ved denne mand der havde vækket hendes nysgerrighed. Et næste usynligt smil trak endnu engang på hendes mundvige, og hun trak let på sine skuldre som respons. "Arbejde..." svaret var kort, men pausen efter var tung af uudtalte frustrationer - lidt tungere end hun havde planlagt det skulle være. En lettere irritation bredte sig i hendes mellemgulv. Der var absolut ingen grund til at lade den her mand vide at hun var utilfreds med hendes nuværende 'tjans'. Måske hun kunne afværge det hele ved at skifte samtalens retning?

"Hvad får sådan en anstændig mand til at stjæle en andens pung?"

Et drillende smil viste sig kort på hendes blege ansigt, men forsvandt så igen under en professionel facade. "Pas nu på Herja.." tænkte hun formanende til sig selv, mens hun guidede Randall til højre, og derved væk fra hovedgaden, hvor der var mange nysgerrige øjne. Alt den her opmærksomhed var ikke nødvendig, men folk kunne alligevel ikke lade være med at glo.

((Undskyld ventetiden! Jeg har ikke været hjemme D: ))

Det var ikke altid, at byvagterne gad at småsludre. Randall foretrak altid at lade mundtøjet løbe, alt andet ledte for det meste til kedsommelighed, så glæden i hans ansigt var oprigtig, da hun svarede ham. Både fordi hun lige havde givet ham en vej ind, men også fordi, nå ja, det var altid rart at lave nye bekendtskaber, også selvom deres hovedformål var at smide en i brummen. Man kunne aldrig vide, hvilke væsner man lige pludseligt stod og havde brug for!

Hendes frustrationer var tydelige og Randalls øjenbryn røg op i panden. Kunne hun ikke lide sit job? Eller var det Dianthos? Den smukkeste by i landet, ud over Piratbyen, der havde alt, hvad en mand som han kunne ønske sig. Men han elskede Dianthos, her var altid sære skabninger at finde.
Hendes spørgsmål fik ham til at trække på skuldrende. Han havde ikke ligefrem lyst til at fortælle hende, hvad han normalt rendte rundt og lavede, noget af det kunne læses i hans eftersøgning. 
"Jeg er i mellem arbejde og en mand skal vel leve, hm?" Hans toneleje fortalte, hvor ligegyldigt det var for ham, at han fandt kriminalitet så let. 

De forlod markedet og snart var der tyndet ud i væsnerne omkring dem. Han skævede rundt og forsøgte at regne ud, hvilken rute hun ville tage. Drejede hun ind af den lille gade længere nede eller ville hun føre ham via det mindre torv? Han vendte og drejede mulighederne i hovedet, mens han gav sig til at fortsætte samtalen.
"Men fortæl mig lige, hvorfor en kvinde som dig vælger at rende rundt og fængsle stoddere som mig? Du ser ud til at være meget mere sjov end det." Om hun ville tage det som den kompliment, han selv anså det for at være, måtte hun selv om, men ordene blev efterfulgt af et lille blink og et smil, stadig over skulderen. I mens han gik begyndte en halv plan at udfolde sig i hans hoved, den afhang dog lidt af flere forskellige ting.

(( Det er helt okay, det virkelige liv kommer først og forventer ikke dag-til-dag-svar ^^ ))