Solen skinnede svagt, varmen var ikke slem på markedspladsen men det var der sikkert nogle der syntes. Nogle kunne sikkert heller ikke være tilfredse med hvordan vejret var, så var det for varmt, så var det for koldt, lige idag var vejret varmt,  ikke for varmt, men varmt takket været solen der skinnede svagt, så det var ikke fordi der var glødende varmt. På hele markedspladsen var der boder, en helt masse mennesker samt væsner der vandrede rundt imellem hinanden, der var faktisk rigtig mange. De fleste kiggede på de der var i boderne, og nogle stod blot og snakkede med hinanden, ja nogle enkle var begyndt at spille musik, og danse. Man kunne vel godt  sige det var gade musik, og dans, og det skaffede et stort publikum der danede en kreds omkring dem, mens de klappede løs. Udover de mange boder, og folk som var på hele pladsen, så var der skam også nogle enkle dyr der rendte rundt og legede med hinanden, dem prøvede de helt yngre børn at fange, hvilket så ganske morsomt ud eftersom de tit blot endte ind i folk, og gamle damer.  Blandt de mange boder der var, var skam også nogle noget fint pynt, og dekorationer, både lamper, blomster, planter, og banner, ja der var lidt af hvert. Der var virkelig hyggeligt, og rigtig flot, det var noget man sagtens kunne kigge på i længere tid, og om aftenen måtte det sikkert være endnu mere flot, når lysende på de kæder der hang rundt omkring blev tændt, og når generelt lysene blev tændt over hele pladsen. Der var en god stemning blandt folkene der gik rundt, og mange grinede, og morede sig, og der var mange der var igang med at købe ting ved de mange boder.

Så var der også en blomster bod, fordi selvfølgelig var der da det, hvor der blev solgt en helt masse blomster, alt fra liljer, roser, til tulipaner, og kaktuser. Der var nogle enkle der stod og var helt betaget over de flotte blomster der blev solgt, og flere og flere endte med at gå hen til netop denne bod, kun fordi der var de flotteste blomster. Stående i boden var en kvinde med kort sort hår, og grønne øjne, og ved siden af hende stod Bailey med det lange brune hår, og de safirblå øjne. Hun havde som altid et smil på læben, og smillede stort til alle der kom forbi boden, selv hvis de så triste eller sure ud, så sendte hun dem et smil. Både hende og den anden kvinde tjente godt på at sælge blomsterne, og det var vel kun en god ting, dog var Bailey kun glad for at hun havde hjulpet, og fået andre til at smile. Efter at hun havde stået og betjent en kunde begyndte hun at høre noget, det lød som om en høj larm der kom tættere og tættere på, og hun kunne høre nogle skrig, og endnu mere larm. Gad vide hvad det nu var, og hvad kunne det være, hun var meget nysgerrig efter det, og overvejede at løbe ud fra boden, og hen i retningen af det. Dog var det måske ikke den bedste idé men det var ligemeget hun var nysgerrig og tænkte kun at det sikkert var noget stort, og spændende. 

Så Bailey gad ikke stå længere i boden, hun var blevet alt for interesseret og nysgerrig efter at vide, hvad den høje larm var, så uden at sige noget, vinkede hun blot med hånden, og skyndte sig at løbe i retningen af larmen. Hun havde et stort smil på læben, og nærmest hoppede glad hen imod larmen, tænk hvis det var noget stort, og noget utrolig smukt noget, eller noget der var blevet hejst op i vejret som strålede. Hun var blevet mere og mere nysgerrig, og da hun så endelig kunne se noget lidt længere henne ved den kreds omkring gade musikerne, mærkede hun noget hårdt ramme mod hende, hun tog sig til hovedet, og selvom det gjorde lidt ondt så smillede hun og kiggede op det var en person hun var ramt ind i, og de stod endda tæt på en krydderi bod, random ja det var det hvist"Det må du undskylde jeg så dig ikke"sagde hun og tog fat i hans hænder for at ryste dem som tegn på at hun undskyldte i vilden sky, over stødet imod ham. Hun kiggede så på ham, og rykkede lidt tættere på ham, og hun kunne slet ikke se at flere og flere folk begyndte at rykke væk, og så bange ud, var det fordi den her person var farlig, eller eftersøgt, eller var det fordi han var en man ikke skulle røre eller være i nærheden af"Lad mig gøre det godt igen, jeg har den perfekte blomst til det"sagde hun med et stort smil, mens hun slet ikke anede at den anden person stod og stirrede på hende som var hun helt skør og langt ude, men så pludselig greb fat i hendes arm hårdt, og træk hende lidt ind til sig"Jeg har ikke tid til en dum tøs som dig, Den Røde Stjerne finder mig sikkert bare hvis jeg står fortsat og snakker med dig"svarede han koldt og skulle til at spytte hende i ansigtet, men det blev afbrudt da Bailey nærmest lyste lidt op, selvom han havde hårdt fat i hendes arm"Den røde stjerne det lyder utrolig smukt, sikke et meget smukt og interessant navn"sagde hun med glad stemme, og smillede stort til ham. Han stod blot som et stort spørgsmålstegn, og slet ikke vidste hvad han skulle gøre, eller sige, så han stod bare med hende trukket lidt ind til sig, med det hårde greb om hendes arm. 

Der var ikke langt til markedspladsen nu. Evian havde vandret i et par timer, for at komme ind til byen, for det var ikke mere end en dag siden, han havde fået endnu et job. Det var ikke meget han havde fået at vide om sit mål, udover en detaljeret beskrivelse af mandens udseende, hans navn og at han boede i Dianthos. Hvorfor den mand var blevet målet anede han ikke, og han spurgte aldrig om årsagen til, hvorfor folk skulle lade livet, da den slags informationer kunne give ham selv problemer. Han gik utrolig meget op i, ikke at sætte sig selv i unødvendig farer, så de oplysninger han havde fået var rigeligt til ham. Evian var iført sin sædvanlige forklædning, men som han nærmede sig markedspladsen gjorde han ikke meget for at holde sig i skyggerne. Hætten var trukket over hovedet og et sort stykke stof dækkede næsen og munden, så kun de lysebrune øjne var til at se. Egentlig var han på vej mod byen, da han havde fået at vide at målet boede der, men det var nemmest at gå igennem markedspladsen, og på vejen kunne han få lidt energi i form af lidt mad.

Larmen, det alle andre nok ville kalde musik, kunne han tydeligt høre, som han kom gående i den ene ende af pladsen. Her var mange mennesker, det var ikke til at se nogle boder ordentligt. Med rolige skridt gik han mod den første bod, men så hurtigt at det ikke havde noget med mad at gøre, så han gik videre. Der skulle ikke mange skridt til, før hans blik landede på lige præcis den mand han skulle ind til midtbyen for at finde. Måske han kunne gøre arbejdsdagen lidt kortere, nu han bare kunne følge efter ham hjem. Men den plan gik hurtigt i vasken, for den unge fyr han stod og snakkede med, faldt om på jorden og manden gik videre ned af pladsen. Der var så mange mennesker, at ingen havde observeret præcis hvad der var sket, men folk cirklede omkring den unge fyr for at hjælpe ham. Det skabte en masse ballade, for folk begyndte febrilsk at finde ud af hvem, der havde været skyld i den unge fyrs fald. Evians blik blev fastholdt på sit mål, som kort efter bragede ind i en ung kvinde. Folks opmærksomhed blev vendt direkte mod de to, og Evian var straks klar over at kvinden nok var i større fare, end hun selv anede, for den mand der havde fat i hende, havde allerede stukket en person ned ved højlys dag.

For at få alles opmærksomhed væk fra kvinden og hans mål, tog han fat i en af de knive der hang på bæltet over brystet og kastede den mod boden han lige havde stået ved. Kniven ramte en lanterne i glas, som gik i stykker med et brag, og alles øjne blev vendt mod boden. Ingen forstod hvad der var sket, men mange var overbevist om at det havde noget med den unge fyr på jorden at gøre. Forvirringen gav Evian et vindue til at forsvinde ind i skyggerne på jorden, der blev skabt af alle menneskerne og kort efter dukkede han op lige bag manden, der stadig havde fat i kvinden. Uden et ord og uden en lyd, trak han den stjerneformede kniv og maste den ind i ryggen på manden. Med hurtige bevægelser, stak han kniven i hylsteret om låret igen, greb fat i kvindens håndled og trak hende med om bag en af boderne. Manden faldt til jorden og folk så endnu mere forvirrede ud end de gjorde for et par sekunder siden. Hætten og det sorte stof, der dækkede det meste af ansigtet, forblev på, som han så ud mod gaden for at være sikker på, at ingen havde set hvem der havde ramt manden. Ingen så ud til at følge efter dem, men en masse mumlen om den røde stjerne lød i panikken. "Han fik ikke gjort dig noget, vel?" Spurgte han kort, mens blikket stadig var rettet mod gaden. Han havde valgt at hive kvinden med om bag boden, så folk ikke skulle ende med at bebrejde hende, for mandens død. Han havde endnu ikke haft tid til at se, hvem hun egentlig var.

Der skete så mange ting at det var næsten svært at følge med, man skulle virkelig have et godt øje hvis man skulle nå at opfange det hele. Eller også skulle man bare stå stille og vente på at man ville kunne se hvad der enlig skete, fordi det var tydeligt der var sket noget, dog selvom der måtte være lang afstand fra den bod hun var blevet trukket med hen bag en af boderne, som hun slet ikke vidste hvad var for en. Generelt havde det hele gået så hurtigt, ja så hurtigt som var det et lyn der lige hurtigt kom susende forbi uden man ville opdage det, og se noget. Bailey der havde stået foran en mand hun enlig slet ikke vidste var farlig, eller kunne finde på at dræbe hende som var hun ingenting, havde hun blot smilet glad til, og været virkelig venlig overfor, fordi hun vidste ingenting omkring ham, om hvem han var og hvad han ville. Hun havde skam heller ikke nået at opfange at der lå en ung fyr på jorden, med nogle folk rundt omkring, hun havde kun fået et lille glimt af det hele, før hun kunne mærke at hun var blevet trukket ombagved en bod, af en person hun hvist ikke havde set før, eller også havde hun, hun kunne ikke se hans ansigt, så det var lidt svært at se om hun kendte ham. Han så nu meget dyster ud, hun var dog ikke bange, og hørte hvad hans spørgsmål var, og hun rystede på hovedet"Nej jeg har det fint"svarede hun og sendte ham et stort smil. 

Hun viste ham så sin arm frem, som hentydet til at der ikke var nogle mærker, af hvad hun selv kunne se, dog kunne hun ikke dreje armen rundt og se nærmere efter, fordi det var et stramt greb han havde haft på armen, dog kunne hun ikke se om der var nogle blåmærker, eller nogle skader efter ham. Hun viftede så lidt med den ene hånd, og lænede sig lidt hen mod hans ansigt der så ud til at kigge ud mod gaderne, måske for at se om der skete mere, eller hvordan det hele var, hun vidste slet ikke hvad der var sket med manden hun havde stået foran lige før, og havde nu hendes hoved ved siden af hans mens hun sad på knæene og kiggede ud på gaderne"Hvad kigger du på"spurgte hun med venlig stemme, og et smil på læben. Det gjorde hende virkelig nysgerrig efter at vide, hvad der skete, hun havde slet ikke opfanget noget som helst, kun hurtigt set at denne mystiske, dystre person hun sad sammen med havde trukket hende med hen bagved boden de nu sad ved. Bailey træk sig så tilbage fra at kigge på gaderne, og sad nu og holdte rundt om hendes knæ"Var det en ond mand, er han efter dig"spurgte hun så og lagde hovedet på skå, mens hun sad og smillede en smule, og havde et lystert blik, det var tydeligt hun var nysgerrig. Dog vidste hun heller ikke, om hun skulle trække hans hætte ned så hun ville se hans ansigt, eller også skulle hun løbe hen til den yngre fyr og se om han var okay, eller om hvad der skete, var hele markedspladsen fyldt med onde mennesker, eller var der sket noget frygteligt. 
"Er dig sket noget med dig"spurgte hun så og holdte stadigvæk blikket på ham, og holdte rundt om hendes knæ, med hovedet en lille smule på skrå, og det lille smil på læben.

Evian holdt et nøje øje med alt panikken på pladsen, som han sad på hug bag boden ved siden af den unge kvinde. Han var nødt til at være sikker på, at ingen mistænkte hverken ham eller hende. Blev han beskyldt for noget, ville hans forklædning være ligegyldig, og alle ville hurtigt finde ud af hvem han var. Hvis hun blev beskyldt, ville hendes liv aldrig være det samme og det kunne han ikke byde en uskyldig kvinde. Der var sket mange ting, meget hurtigt, på pladsen og derfor havde ingen observeret alle detaljer. Ingen så ud til at se efter hverken ham eller hende, så han rettede sig mod hende, som hun forsikrede ham om at hun var okay. Hans blik nåede ikke at se hendes ansigt, for som hun viste armen frem, så han selv efter for at være sikker. Han tog blidt fat om hendes håndled med den ene hånd, og løftede hendes arm let, for at tjekke for mærker fra alle vinkler. Han nikkede svagt, som han måtte konkludere at hun havde ret, da hun fortalte ham at hun havde det helt fint.

Endnu engang blev blikket vendt mod gaden, panikken var der stadig, for folk fattede intet af hvad der lige var sket. Men det var kun en god ting, for det betød at ingen ville mistænke dem, når de engang flyttede sig fra bag boden. "Han var ikke efter mig, jeg var efter ham," lød det roligt fra ham, som han rettede blikket mod hende igen. Nu var manden i hvert fald død, så den opgave han først skulle have klaret når han nåede ind til midtbyen, var i stedet blevet klaret meget hurtigere. Det passede ham fint, for nu kunne han tillade sig at slappe lidt af. Det var først nu han fik set hendes ansigt, men han kunne ikke placere hende med det samme. "Nej, jeg har det fint." Han lagde hovedet let på skrå, mens han betragtede hende. Han slap endelig hendes håndled igen, og førte i stedet hånden op og fjernede det sorte stykke stof, der dækkede det meste af hans ansigt. "Bailey..?" Han lød overrasket, men tonen forblev lav, da han ikke ville ende med at tiltrække sig unødig opmærksomhed. Stoffet blev sluppet og hang løst om hans hals. Hætten tog han ikke af endnu, ikke fordi han havde grund for at skjule sig længere, men fordi det efterhånden var blevet en vane at have den oppe. Det gjorde dog at hans ansigt stadig ikke var helt let at se, men de lange mørkebrune lokker af hår stak frem i kanten.

Uden hun nåede at svare ham, og han havde sagt hendes navn, gik det langsomt op for hende at det var en hun kendte, en hun havde mødt før. Men hvordan kunne det passe, hvordan kunne han være her, lige her på markedspladsen, og pludselig var det som om alting var en masse spørgsmålstegn, fordi hun anede ingenting omkring det ene eller det andet, ja hun vidste ingenting om hvorfor der var en mand død, og at der var en kreds af folk rundt om en yngre person der hvist havde set ud til lå ned. Hvorfor han gjorde det vidste hun ikke, men nysgerrig efter at vide det, det var hun helt klart, hun havde lysten til bare at løbe hen mod kredsen, og finde ud af hvad der skete, dog var det sikkert farligt, der var vel også en meget god grund til at hun var blevet reddet fra manden hun havde stået overfor før, han måtte være farlig, han kunne sikkert have dræbt hende, eller skadet hende meget alvorligt, men det havde han ikke gjort, men for Bailey havde han blot set venlig ud, og sød ud, og hun syntes stadigvæk at han var det, fordi hun anede slet ikke hvorfor hun skulle reddes fra ham, eller om hvorfor hun var blevet trukket bagom boden de var ved. Det havde ikke set ud til at der var nogle der havde opdaget noget, eller set hvad der var sket, men om det var en god eller dårlig ting vidste hun ikke, men hun sad blot og kiggede på ham, hun kiggede på hendes arm som han havde kigget efter mærker, om hun var blevet skadet, eller om der var sket noget, men selv han så ud til at der ikke var noget, og det var Bailey også sikker på var rigtigt, fordi hun var næsten også sikker på det, eller hun havde haft fornemmelsen af at der ikke var nogle mærker, eller skader.

"Hvorfor er du efter ham, hvad har han gjort"spurgte hun med et lille smil, og lagde hovedet en smule på skrå, og hun holdte så rundt om hendes knæer igen, som hun op ad boden ved siden af denne mystiske person, hvis ansigt hun stadigvæk ikke havde set. Dog var det som om jo mere han snakkede, og snakkede, desto mere og mere kunne hun høre at det lød meget som en hun kendte for lang tid siden, en hun havde savnet igennem årene, en hun slet ikke havde troet hun skulle se igen, men igen var det ham. Hun holdte de safirblår øjne hvilende på ham, mens tankerne var fuld igang med at tænke nærmere over, om det kunne være ham, hvis det var var der alt for mange spørgsmål, og hun ville slet ikke vide hvad hun skulle sige, men på den anden side, så ville det også være en dejlig overraskelse næsten at have stødt på ham igen, efter så mange år, for hun havde aldrig troet hun nogensinde ville få ham at se igen. Bailey måtte blinke nogle gange med øjnene for at vende tilbage til, hvad han havde snakket om, og hun skulle lige til at undskylde for at have været lidt fraværende, men lyden af hendes navn der kom fra ham, fik hende til at kigge på ham med et stort blik, og et lille forsigtigt smil, hvorefter hun så kunne se at fjernede det sorte stof der dækkede det meste af hans ansigt, og lige der gik det op for hende at det var ham, det var ham...Hvordan, hvorfor, hvad, hvem, hvor, der var generelt så mange spørgsmål der poppede frem i hendes hoved da hans ansigt kom til syne, hun vidste i øjeblikket ikke hvad hun skulle, men hurtigt mærkede hun nogle tårer trille ned ad hendes kinder, og hun krammede ham uden helt at sige noget.

Hun krammede ham, og lod fortsat tårene trille ned ad hendes kinder, det var glædestårer, hun var glad, og smillede mens hun græd, ja det var vel nok en sjov blanding"Evian!"sagde hun lidt højt, uden helt at tænke over det, hun var bare så glad for at se ham igen, at hendes glæde måske fik hans navn til at lyde lidt højere end normalt. Dog havde hun ikke set om folk havde hørt det, eller opdaget at de var de, det var vel ikke hende de var efter men ham, hvorfor anede hun ikke, ja hun var generelt et stort spørgsmålstegn. Hun holdte så krammet lidt mere og trak sig så lidt tilbage og kiggede på ham, hun havde slet ikke fjernet tårene og sad blot overfor ham og sendte ham et stort smil"jeg havde ikke troet at jeg ville se dig igen"sagde hun med en glad stemme, og mærkede en svage rødmen i kinderne. Var der noget der var det samme stadigvæk så var det hvor køn han var, og han var kun blevet meget kønnere, da hun mødte ham var han ikke så gammel som han var nu, men køn havde han altid været, og nu var han blot endnu mere køn, hun havde kun et par lysegrå shorts på, en mørkeblå stropløs top, og nogle flade sko på fødderne, så hun var ikke den mest elegante, det følte hun ikke.

Evian var ikke helt klar over hvordan han skulle reagere. Han var selvfølgelig rigtig glad for at se Bailey igen, men han havde levet så isoleret i lang tid, og var ikke vant til at vise sine følelser overfor andre. Men glæden over at se et velkendt ansigt, og så endda en han altid havde kunnet lide, fyldte mere end han troede det ville. Han var så overrasket, at han ikke fik svaret på hendes spørgsmål, og han tøvede også med at svare med det samme, da det ikke var en samtale han normalt havde med folk. At drøfte den slags med fremmede, var ikke noget han følte sig tryg ved, for et enkelt forkert ord til den forkerte person, og han ville være afsløret. Men nu var Bailey bestemt ikke en fremmed, og han var sikker på at hun ikke ville fortælle noget til nogen, da det kun ville ende galt for ham.

Han skulle lige til at løfte en hånd, for at fjerne tårene fra hendes kind, men nåede det ikke, før hun krammede ham. Han tøvede ikke en sekund med at gengælde det, som han lagde armene om hende og trak hende helt ind til sig. I samme øjeblik følte han sig mere overvældet af følelser, end han havde været i lang tid, og en enkelt tåre gled ned over hans kind. Han forsøgte at skjule det, ved at begrave sit ansigt mod hendes skulder og det han ikke fik skjult sådan, blev dækket af hætten. "Jeg havde heller aldrig troet, at jeg skulle se dig igen." Selvom han forsøgte at skjule både glæden, og det faktum at han græd, kunne man godt høre at stemmen var tæt på at knække. Han slap hende igen for bare at se på hende igen og endelig hev han hætten af. Det kunne godt være at hendes tøj ikke var specielt elegant, men hun havde altid været utrolig smuk i hans øjne. Hun var blevet voksen, siden sidst han havde set hende, men det havde kun gjort hende endnu smukkere. "Manden der havde fat i dig.. Han stak en ung fyr ned." Startede han ud, for at svare på hendes tidligere spørgsmål. "Jeg var blevet hyret til at dræbe ham, og det vidste han, for jeg hørte ham nævne mit navn." Han fik lige afsløret overfor hende, at det var ham, der gemte sig bag titlen 'Den røde stjerne', men han stolede på hende, nok til at regne med at hun ikke ville sige det til andre. Han talte stadig lavt, for ingen andre end hende skulle overhøre hvad han sagde.

Følelsen af at han havde gengældt hendes kram gjorde at hun følte sig tryg, hun havde aldrig rigtigt krammet ham før, end heller ikke da de var yngre, hun havde aldrig krammet ham. Dog havde der altid været en lyst til det men hun huskede, hvordan alle de andre piger var vilde med ham dengang, hvordan alle de andre piger stirrede og savlede over ham, og hende der var bare crushede på ham helt vildt meget, og hende der følte sig så akavet og genert når han var i nærheden. Det var vildt at tænke på, især hvordan hun nu var både blevet reddet af ham, sad overfor ham, blevet trukket med hen bagved en bod, ja at hun bare sad og kiggede på ham, havde krammet ham, og han havde gengældt det, alting var så uvirkeligt for hende. Aldrig havde hun troet chancen ville komme igen, hun havde aldrig troet hun skulle se ham igen, alle de år var gået, og hun havde altid haft ham i tankerne, hun havde altid håbet hun ville møde ham igen. Tit havde det set sort ud, men så huskede hun sig selv på at hun skulle være glad, og positiv, fordi det sikkert ville komme, og hun havde selv ret, det gjorde det. Hun stoppede ikke krammet med det samme, men græd fortsat og kunne godt mærke at hun havde gjort hans hætte og krave lidt våd, det var som om i øjeblikket at hun slet ikke kunne holde tårene tilbage, hun var bare så glad for at se ham igen"Jeg vidste det var godt jeg aldrig mistede håbet på at se og møde dig igen"sagde hun og trak sig lidt ud, og sendte ham et glad smil, hvorefter hun lagde mærke til at han havde en tåre på hans kind.

Det havde hun ikke troet, hun blev helt overrasket, og rakte en hånd frem for at fjerne hans tåre på kinden, og mens hun rækte ud mod hans kind, lyttede hun til det han sagde. For hende var det interessant, men sådan var det med alting han fortalte, hun huskede slet ikke alle de ting de før havde snakket om, hun havde et eller andet sted aldrig snakket helt vildt med ham, hun havde aldrig rigtigt turde fordi hun havde været så genert, og følt at han hadede hende fordi han tit drillede hende dengang, rev i hendes hår, og hun snublede tit og faldt, hvor hun troede det var hans skyld, så hun gad noglegange slet ikke snakke med ham, og dog så igen der var bare noget ved ham, hun havde et stort crush på ham, den måde han var på, og kiggede på hende på, han var anderledes ved hende end andre. Bailey s hånd rørte ved hans kind, og hun fjernede hans tåre fra kinden med et smil på læben, og tænkte slet ikke på hendes egne tårer hun vidste blot at hun ikke kunne lide at se ham ked af det, eller trist, og hun kiggede på ham denne gang med et stort blik"Dræbe ham, men det vil sige han er ond"spurgte hun så og kiggede kort forbi Evian og lidt ud mod gaderne, det ville sige manden der havde stået foran hende, var manden Evian var blevet hyret til at dræbe, og hun lyttede fortsat efter det han fortalte, og hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, hun var overrasket men stadigvæk med et smil på læben.

Da navnet den røde stjerne kom ud af hans læber, kunne hun ikke undgå at lyse lidt op, og hun smillede større, og holdte hendes øjne på ham, og hun tog så hans hænder i hendes hvorefter hun blev helt glad, det navn havde hun hørt fra manden som så var blevet dræbt af Evian, hvilket hun ikke helt kunne forstå helt endnu, det gjorde da ikke Evian til en ond person gjorde det, eller nej det gjorde det da ikke, hun så ham kun som god, og fantastisk som hun altid havde syntes, og set ham som. Bailey syntes det navn lød så flot, det lød særligt, eftersom hun havde hørt det han havde sagt, sad hun og tænkte lidt nøje over det, og ignorede helt de mange stemmer fra folk der vandrede rundt, og det lød hvist til at flere var begyndt at larme igen"Hyret til, hvad betyder det"spurgte hun undrende med blikket på ham, mens hun sad med hans hænder i hendes, med det lille smil på læben. Dog vidste hun ikke, om der ville ske mere, men måske var det ikke helt sikkert at være på markedspladsen, dog så det ikke ud til at der skete noget ligenu, så hun var nysgerrig til at gå ud på gaderne, der var en helt masse ting at lave, og som de kunne se, dog kunne man aldrig vide om der var flere som Evian var blevet ordret til at hyret.

Evian var overrasket nok i forvejen, og alligevel blev han mere overrasket, da han hørte hendes ord. Han vidste hvilke følelser han altid havde haft for hende, og om hun gengældte dem anede han ikke endnu, men hun havde alligevel håbet på at se ham igen. Han havde brugt så meget tid på at genere hende i fortiden, og han troede egentlig bare at hun fandt ham utrolig irriterende. Men at hun faktisk havde håbet på at se ham igen, bragte et smil frem på hans læber. Med tåren der gled ned af hans kind, kunne han ikke rigtig skjule det for hende, at han også havde håbet på at se hende. Som hun fjernede tåren, lukkede han kort øjnene i for at nyde hendes nærvær, men øjnene blev hurtigt åbnet igen og rettet mod hende. Han trak let på skuldrene over hendes spørgsmål. "Siden han stak fyren ned ville jeg sige ja. Men jeg kender ikke hans grund til at gøre det, så jeg ved det faktisk ikke," svarede han, som han løftede hånden og tørrede hendes tårer væk, med den blå handske der dækkede alt hud.

Panikken i gaden havde lagt sig lidt, og den unge fyr der kom til skade var blevet båret væk, højst sandsynligt mod helbredelseshuset. Hånden mod hendes kind fjernede han igen, efter han havde holdt den der i lidt tid, men han ønskede selvfølgelig heller ikke at gøre hende utilpas. Han lænede sig lidt ind mod hende, for at kunne sige det næste, og stadig være sikker på at ingen andre overhørte ham. "Jeg er blevet betalt for at dræbe ham." Han forklarede ikke mere uddybende, det var et alt for offentligt sted. Han trak sig lidt tilbage igen, før han tog let fat om hendes hånd. Som han rejste sig, hev han roligt hende med op at stå, før han slap hende igen. "Jeg tror godt vi kan gå ud på gaden igen," sagde han med et svagt smil. Han rettede kort på kutten, for at skjule kniven i hylsteret helt. Han trak hætten over hovedet igen og bevægede sig så ud mod gaden, væk fra omme bag boden, og han regnede selvfølgelig med at hun fulgte efter. Det var ikke fordi han var nødt til at trække hætten op, det var nok bare en vane.

Larmen der før havde været meget høj var nu forsvundet, så det betød kun at de fleste folk var faldet till ro nu, og der ikke var så meget ballade mere. Dog kunne man aldrig vide om der ville ske mere, eller om der ville komme flere folk til der var ude efter Evian, det ville være endnu mere overraskende hvis nogle var ude efter hende, fordi hvad skulle hun have gjort. Men det var tydeligt at høre at stemningen i gaderne var mere rolige, og uden nogle skrig, eller råbte i vilden sky, dog kunne man stadigvæk høre en masse grin, folk der snakkede og nogle børn der løb efter hinanden fordi de legede gemmeleg. Som han snakkede og havde fjernet hans hånd mod hendes kind, lyttede hun efter med et smil på læben, der blev større ved at han havde hevet hende roligt med op at stå, som i takt med at han selv valgte at rejse sig op. Hun stod så og kiggede med et stort blik på ham, og strøg en tot hår bagved det ene øre, hun tykkede lidt på de ord han sagde, betalt for at dræbe den person, det havde hun ikke troet"Men du er da ikke en ond person"sagde hun og så lænede sig hurtigt ind mod ham for at være mere bestemt i hendes ord, hvorefter hun kiggede på ham, og trak sig så lidt væk igen, hvorefter hun rødmede en smule. Det havde virket alt for ligefrem måske, men det havde hun ikke tænkt på"Vil du så også dræbe mig"spurgte hun så og denne gang en smule bange, og tog begge hendes hænder til sig og foldede dem lidt brystet.

Hun fulgte med ham ud på gaden igen, der var hvist sikkerhed nu, ellers var hun sikker på at Evian ville få dem i sikkerhed, fordi hun vidste ikke hvad hun ville gøre, sikkert være venlig og smilende som altid. Som de også var gået ud på gaden igen, smillede hun også, og lod de safir blå øjne spejde rundt i omgivelserne, de endte så med at vandre lidt rundt, og var gået lidt væk fra boden de havde været ommebagved. Bailey mødte nogle smil undervejs, hun smillede af venlighed, og høflighed tilbage som de gik ved siden af hinanden, og dog var det som om at hendes hånd strejfede hans i takt med hun gik med lette skridt. Så drejede hun hovedet en smule, så hun kiggede på ham"Der er så mange flotte ting at se, og en helt masse spændende boder"sagde hun og sendte ham et stort smil, og holdte blikket fastlåst på ham, dog glemte hun at kigge ligefrem, så hun stødte ind i noget, og skulle lige til at vælte bagover, men hev ud efter Evian s arm, og træk sig lidt op, hvorefter hun kiggede rundt, hvad var det hun var stødt ind i, ja okay det var klart at det skete, hun kunne bare have set sig for, men Evian var så flot at se på, han havde altid haft et flot udseende, og var kun blevet flottere med tiden"Åårh..."mumlede hun så lidt for sig selv, med et smil, og kiggede til den ene side, det hun var stødt ind i var en bod, hun kiggede på boden lidt.

Hun rødmede over at hun opdagede at hun stadigvæk holdte fast i Evian's arm, og gav hurtig slip, og kiggede lidt ned mest fordi hun følte det var lidt pinligt, først havde hun kun kigget på ham mens de gik, og så var hun stødt ind i boden fordi hun ikke holdte øje med hvor hun gik. Ja ikke nok med det, så var hun ved at vælte bagover men fik hevet ud efter Evian s arm, det var godt det ikke var alt for meget hun hev i hans arm, fordi så var han sikkert væltet sammen med hende bagover, hvilket syn det ikke ville være"Undskyld det var ikke min mening"sagde hun så med et lille uskyldigt smil på læben, og i øjeblikket slet ikke kunne kigge på ham, kun fordi hun rødmede så meget, og følte det var så pinligt. Var det ikke en typisk klassisk ting at gøre, når man var vild med en person, og havde haft et crush på den person i mange år. Nu stod de så ved en bod der så ud til at sælge både blomster, smykker, krydderi, ja det var lidt blandet af hvad de solgte ved boden, men spændende det var det, dog kiggede Bailey ned mod hendes fødder, for ligenu var hun alt for genert til at kigge op på Evian, hun vidste også godt hun havde følelser for ham, de havde altid været der, dog troede hun altid at han hadede hende, siden han tit drillede hende.

Evian kunne ikke holde et let grin tilbage over hendes kommentar, som han rystede let på hovedet. Han så ikke sig selv som ond, han gjorde bare sit arbejde, som han blev betalt for. Det var ren overlevelse. Han havde det ikke helt godt med at tage så mange liv, som han nu tog, men han var nu alligevel fascineret over hvor mange måder kniven kunne bruges på. Om han var sindssyg? Nej, ikke ifølge ham selv, men lettere miljøskadet over sin opvækst, med en ekstremt voldelig far, det var han nok. "Overhovedet ikke, jeg passer bare mit arbejde," svarede han med et smil. Hvis hun ønskede det, ville han selvfølgelig gerne uddybe sin forklaring, men markedspladsen var fyldt med mennesker, og chancen for at nogle ville overhøre det, var rimelig stor. Hans smil blev en anelse større, som hun lænede sig ind mod ham, og en svag rødmen ville kunne anes i hans kinder, hvis det ikke var for hætten der skyggede for det. "Det skal du ikke være bange for, jeg kunne aldrig finde på at skade dig," forsikrede han hende om. Bailey var nok den eneste, udover betalende arbejdspartnere, han ville bruge tid på at beskytte. Hun betød for meget for ham, til at lade være.

Efter den tidligere episode, var det klart at markedspladsen flød med byvagter. De ledte alle sammen efter mistænksomme typer, og derfor valgte Evian at skubbe hætten ned igen. Jo mere han forsøgte at gemme sig væk, jo mere ville folk se efter ham og det havde han ikke brug for nu. Ansigtet blev ikke skjult længere, men kutten gemte stadig kniven væk. Alle vagter lod blikket falde på ham. Han sendte dem alle et venligt smil, som de gengældte, før de gik videre. Når han ikke smilede til vagter, lod han blikket glide over boderne de passerede. "Du må sige til, hvis der er noget du vil se nærmere på. Så venter jeg gerne," lød det roligt fra ham. Han havde ikke travlt længere, da den seneste opgave var blevet fuldført, på underlig vis. Hvis de på et tidspunkt gik forbi en bod der solgte nogle former for mad, så ville han dog lige bruge lidt tid på det, for han var ved at blive godt sulten. Han fik ikke meget tid til at se på de forskellige boder, før hun fik hevet fat i ham. Han nåede ikke at reagere, før han blev hevet tilbage. I faldet fik han vendt sig og landede direkte oven på hende. Straks blussede kinderne op i en rødmen og der lød en akavet latter fra ham. "Det gør ingenting, jeg skulle have stået bedre fast," lo han kort, som om han havde haft en chance for at stoppe faldet, men det havde han ikke. Han blev liggende over hende i lidt tid, mens han holdt blikket fast i hendes. Det var bestemt ikke en dårlig følelse, at være så tæt på hende, men som han rettede blikket op, stod der flere folk omkring dem, der alle grinede over det mindre elegante fald. "Oh, undskyld! Jeg skal nok flytte mig nu!" Sagde han hurtigt, som han straks kom på benene igen og rakte en hånd ned mod hende, klar til at hjælpe hende op. Kinderne var stadig let røde, han var sikker på at hun ikke havde nydt at have ham så tæt på, da han stadig var overbevist om at hun aldrig havde kunne lide ham.

At markedspladsen pludselig var fyldt med byvagter som kiggede rundt, noglegange så det ud som om de bare kiggede, og ikke gjorde noget. Det var vel kun en god god ting, folk bekymrede sig ikke så meget omkring det, der var dog nogle der kiggede lidt ekstra på byvagterne, blot for at se lidt tættere på om de ville gøre noget, eller om de ledte efter nogen. Faldet havde taget en drejning der fik Bailey til at rødme ekstra meget, så hele ansigtet var rødt, hun tog begge hænder hurtigt op foran ansigtet, det her var jo alt for pinligt, tænk at det kunne ske, og så alligevel at han var så tæt på hende det gjorde hende jo endnu mere genert. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre, eller hvad hun skulle sige, lige i øjeblikket lå hun nederst, og kunne svagt se ham ind i øjnene igennem fingrene hun havde foran hendes øjne, mest fordi hun rødmede så meget som hun gjorde. Hun kunne så se at han rejste sig op, og havde rækt hånden frem mod hende, så hun fjernede hænderne foran ansigtet, og rejste sig op, men da hun så fik rejst sig op mærkede hun balancen gjorde at hun lænede sig ind mod ham, hvilket gjorde at hun fortsat rødmede, og kiggede lidt ned mod hendes fødder, som så i stedenfor blev hans fødder. Hun var lænet tæt ind mod ham, og kunne godt høre flere og flere folk fniste lidt, det måtte sikkert også se yderst elegant ud, og det var ganske sjovt hun troede han hadede hende, og han troede sikkert at hun hadede ham, men faktisk var det noget helt andet. Bailey stod med en hånd mod hans bryst som automatisk var blevet placeret der, ved det pludselig vælteri ind mod ham, da han havde hjulpet hende op at stå"Klodset det er jeg hvist meget"grinte hun blidt, og kiggede så lidt mere ned på hans fødder samt hendes, hvorfor var hun så genert i øjeblikket, det var jo bare Evian, ja netop det var bare Evian bare det var nok til at få hele ansigtet samt hele kroppen til ikke at vide, hvordan det hele skulle være, og hænge sammen. 

Bailey lyttede efter, og nikkede så hvorefter hun straks og nærmest hurtigt rettede sig lidt op, og havde ikke givet slip på hans hånd, mest fordi hun slet ikke tænkte på det. Lyden af hans foreslag eller nærmere tilbud om at hvis der var noget, hun gerne ville se nærmere på, ville han vente. Det lød nu meget godt, der var nu en speciel ting hun gerne ville tjekke ud, og det var en blomster bod, fordi hun vidste der var en på markedspladsen, og selvfølgelig skulle de da forbi en blomster bod, dog vidste hun self ikke hvordan han havde det med blomster, men det ville hun sikkert finde ud af, medmindre hun skulle tage chancen og finde hen til den alene, og finde ham bagefter"Der er faktisk en særlig bod jeg gerne vil se og løbe noget ved"sagde hun glad, og sendte ham et stort smil, uden helt at tænke på at ansigtet var en smule rødt, fordi hun havde rødmet, og fortsat gjorde det lidt. Som de stod der foran hinanden, og hun var stadigvæk lænet sig lidt ind mod ham, hvilket hun ikke tænkte over i øjeblikket, nu var det som om tankerne var rettet på blomster boden, og måske også noget mad eftersom hendes mave var begyndt at rumle en hel del, hvilket hun self også syntes var lidt pinligt, så hun kiggede lidt væk fra Evian, hvorfor var det at man skulle være så genert, og især når det var en man havde følelser for, og så var det jo Evian, bare udseendet var nok til at få hende til at stamme, og ikke vide hvad hun skulle gøre, eller sige"Min mave fortæller mig jeg er sulten, så hvis du er frisk så kan vi finde noget at spise"sagde hun med et smil til ham, og valgte at kigge på ham igen. Hendes hånd lå dog fortsat på hans bryst, og hun mærkede hvordan kinderne var røde, og det var som om der pludselig blev helt varmt. 

At han havde sagt at han aldrig ville skade hende var hun glad for at høre, det betød meget for hende. Hun vidste at hun ikke ville skade ham, hun ville aldrig se ham trist, eller såret. Hvis det ville ske, ville hun sikkert finde på en helt masse ting at gøre for at redde ham, ligemeget hvor skørt og underligt det måtte være. Byvagterne gik lidt videre rundt vidste hun, om det var Evian de ledte efter vidste hun ikke, dog var hun glad for at være sammen med ham"Vi kan fejre genforeningen ved noget at spise, og måske noget andet særligt eller hyggeligt"sagde hun og lavede en tænke mine, med et stort smil på læben. 

Evian rødmede en anelse mere, da hun lænede sig ind mod ham efter han havde hjulpet hende op, men uden at tænke over det, lagde han den anden arm om hende, for at forhindre hende i at falde endnu engang. Han rømmede sig og fjernede hurtigt armen om hende igen, men hendes hånd slap han ikke. At hun heller ikke trak sin hånd til sig, undrede han sig dog over, men han ville ikke spørge ind til det, for det ville kun få ham til at rødme mere og det hele var pinligt nok i forvejen. Han skulle vel egentlig bare nyde at hun ikke skubbede ham væk, for han regnede med at det ville ske. "Det er kært," lo han let, men stoppede hurtigt igen og smilet forsvandt. Han havde overhovedet ikke tænkt sig om, før de ord var væltet ud af munden på ham, og var sikker på at han lige havde gjort en akavet situation meget værre. Han burde virkelig lære at tænke før han taler, men det var ikke et af hans talenter, og havde ofte skabt problemer for ham. 

Hånden blev stadig ikke sluppet, men han tænkte ikke så meget over det længere, for han forsøgte mere at få styr på sin nervøse vejrtrækning. Det var da egentlig blevet lidt varmt. Det ville være nemmere hvis han kunne smide kutten, men det var ikke en mulighed. Hans blik var vendt mod jorden og der lød et tungt suk fra ham, som han rystede let på hovedet. Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle begå sig bedst i denne situation, men han gjorde da et okay forsøg. Og helt galt var det ikke gået endnu, så mon ikke han gjorde et eller anden rigtigt. Det nervøse blik blev vendt mod hende igen, som han lyttede til hendes ord og nikkede let. Hvis hun ville bruge tid ved en bod, så skulle han ikke stoppe hende. Det var jo slet ikke meningen at han skulle have forstyrret hende til at starte med. Hans blik dalede mod hendes mave, da han hørte rumlen og i samme øjeblik kunne man høre hans mave sige samme lyd. At finde noget at spise lød som en god plan, en plan han langt fra ville brokke sig over. Og måske hans måltid kunne blive endnu bedre i dag, nu han kunne få hendes selskab. "Så lad os gå mod den bod, du gerne ville købe noget ved," startede han med et lille nik, som han holdt den frie hånd frem, for at indikerer at hun skulle føre an. Den anden hånd slap stadig ikke hendes, og ville heller ikke gøre det, før han mærkede modstand fra hende. "Så kan vi finde noget mad og spise sammen bagefter," fortsatte han med et smil. Han kunne ikke lægge skjul på at han virkelig så frem til at bruge tid med hende, for smilet kunne han ikke gemme væk og det kunne han heller ikke med de rødlige kinder. "Vi kan enten købe lidt forskelligt her og så spise i skoven, eller vi kan tage en tur på kroen. Hvad vil du?" Han lod hende vælge, da han ikke ville gøre noget for at gøre hende utilpas. Et lidt mere privat måltid sammen i skoven, lød hyggeligt for ham, men måske det lød lidt mistænksomt, nu hun lige havde set ham slå en mand ihjel? Udover det, ville han ikke virke for påtrængende i sine idéer, så det var i det hele taget bare bedre for dem begge, hvis hun fik lov til at bestemme.

Hans tegn til at hun skulle føre an mod boden hun ville købe noget ved, og som hun vidste solgte nogle flotte og smukke ting, det var noget af det bedste som hun kendte til, og vidste. At der var en sådan en bod her på markedspladsen vidste hun et eller andet sted godt, hun var sikker på den bod var her, og hun vidste godt hvor den var henne, hun kendte godt vejen hen til den, og at Evian havde gjort tegn til at hun skulle føre an nikkede hun til, og sendte ham et stort smil. Hun slap stadigvæk ikke hendes hånd i hans, den blev ved med at være der, hvilket hun ikke havde noget imod det, og hun tænkte ikke så meget over det, det var på en måde også rart, og meget hyggeligt, det gav en stor tryghed at ide at han var der, og tæt på, ja hvis der nu skulle ske noget, det var måske aldrig til at vide med folk her på markedspladsen, man kunne aldrig vide om nogle ville slå til, eller begynde at dræbe folk, ja samt begynde at angribe dem som gik rundt på pladsen, nu var byvagterne næsten langt væk til at man kunne se dem, men selv de vagter vidste sikkert godt, at man aldrig kunne om der ville ske noget. At de gik hen mod boden hun skulle købe noget ved, og hun vidste godt hvad, men hendes hånd i hans hånd, gjorde intet for hende, hun ville på en måde heller ikke give slip, det føltes faktisk hyggeligt og rart, dog mærkede hun kinderne var røde, og hun kunne også ane at hans kinder også var røde"Det lyde som en meget god idé jeg ved vi snart er ved boden, den er ikke så langt væk"sagde hun og kiggede hen på Evian mens hun snakkede og sendte ham et stort smil, et glad smil.

Som de så nærmede så boden, og hun ville ikke sige hvad slags det var, fordi det skulle være en overraskelse, men det ville være en god overraskelse, eller det håbede hun hvertifald at det ville blive, fordi hun vidste ikke, hvordan han ville have det med det, eller hvad han ville sige. Mens de gik hen mod boden, lagde hun mærke til skikkelser af byvagter der slentrede væk fra de fleste boder, måske havde de ikke fundet de personer som de ledte efter, og måske var det Evian de ledte efter men blot ikke kunne få øje på ham. Bailey følte stadigvæk her var pludselig meget varmt, om det var fordi hun var så genert i Evian s selskab, eller blot fordi han var ved siden af hende, eller om det generelt var fordi alt blodet var stiget op til hendes hoved, fordi hun havde været så rød i hovedet. Ja det var sikkert det hele, og det undrede hende enlig heller ikke, mens han snakkede lyttede hun, og huskede denne gang at holde øje med, hvor hun gik, så hun ikke igen ville vælte ind i noget eller støde ind i noget. Ud af hendes øjenkrog kunne hun se boden, og hun smillede stort og nærmest pludselig begyndte at sætte i løb hen mod den, med Evian i den ene hånd, og som hun håbede var fulgt med hende derhen til boden. Selvom hun faktisk ikke havde sagt noget med at hun ville løbe derhen"Så er vi fremme!"sagde hun med glad stemme, og en smule højt men viste så en hånd frem som tegn til tadaah blomster blod agtigt tegn. 

Hun stod med et stort glad smil og kiggede lidt på boden, okay måske ikke lidt det blev til meget stort kig, og kiggede så hen på Evian. Hun vandrede så hen mod boden, og gav så slip på hans hånd, som hun stod foran boden, og kiggede på blomsterne, men kvinden der stod bagved boden havde hun hilst på før, og hun vidste sikkert godt hvad Bailey var ude efter, fordi de havde jo snakket lidt sammen, og hun gav også Bailey et blink og smillede til hende, og det gengældte hun bare og kiggede så på Evian, hun tog imod den lille æske som kvinden bag boden gav hende, og hun kiggede ned på æsken med det fine bånd på, og det var ikke fordi æsken var så lille dog heller ikke så stor. Så sagde hun farvel til kvinden og stod nu foran Evian, og rækte æsken frem mod ham"Jeg ville have givet dig den da vi faktisk mødtes første gang, men nu får du den, jeg tænkte det ville være en sød gave, og så får den dig sikkert altid til at tænke på mig"sagde hun med et stort smil og grinte blidt. Hun ventede med at gå videre sammen med ham hvis han nu ville åbne æsken nu som var hendes overraskelse, det var enlig en lille genforeningsgave, hun altid havde haft i tankerne, hvis hun nu ville møde ham igen, så derfor kunne hun ligeså godt give ham den, nu hvor de nu havde mødt hinanden igen"Jeg ved ikke om du vil kunne lide ellers behøver du ikke beholde den"sagde hun og lagde hovedet på skrå, med et glad smil på læben. Hans foreslag om de kunne købe lidt forskelligt her, og spise i skoven, eller finde en kro, tænkte hun lidt over, det kunne være hyggeligt en tur i skoven, og de kunne altid tage tilbage til pladsen og finde en kro, det var slet ikke noget problem.

"Jeg syntes det lyder som en god idé vi køber lidt forskelligt og tager det med i skoven, og så kan vi altid tage på kro senere hvis det er"sagde hun med et stort smil og stod og kiggede på ham, dog rækte hun stadigvæk æsken frem mod ham. Hvis han valgte at åbne den nu, ville han finde en smuk rød kunstig rose deri en der aldrig ville visne, så han altid kunne have den på sig hvis han ville, der var også mulighed for at lave et hul i den, så han kunne bære den om halsen, eller andre steder hvis han havde lyst. Mens hun stod med æsken rødmede hun og hun holdte kun blikket på ham, og vidste ikke hvad han ville sige, eller hvordan han ville reagere. Aldrig havde hun købt eller givet en gave til nogen før"En genforeningsgave efter alle de år"sagde hun med et blidt smil på læben.

Uden protest, fulgte Evian med Bailey mod boden hun ville hen til, måske han nærmere blev hevet mod boden, men det gjorde ham heller ingenting. Nu havde han jo sagt, at han nok skulle vente, hvis der var noget hun ville se på. Idet hun satte i løb mod boden, udbrød han et lettere overrasket ”Oh!” men satte selv i løb, for at følge med hende, nu når hans hånd stadig holdt fast i hendes. Han lod blikket falde på boden fyldt med blomster og han smilede skævt. Det var ikke ligefrem hans stil, men han kunne vel have sagt sig selv, at det var lige nøjagtig sådan en bod, hun ville hen til. Evian holdt ikke specielt meget øje med hvad hun fik købt, for han regnede selvfølgelig med at det var noget til hende selv. Men hans blik faldt mod æsken, da den blev rakt mod ham. At han ikke var vant til at modtage noget, medmindre han havde arbejdet for det, var rimelig tydeligt, for han vidste ikke rigtig hvordan han skulle reagere, men han tog imod æsken, som han lyttede til hendes ord. Med to fingre tog han fat i den ene ende af båndet og hev lidt, så sløjfen gik fra hinanden og så løftede han låget.

Evian havde aldrig været specielt glad for blomster, men som han så den kunstige, røde rose i æsken, kunne han ikke lade være med at smile, for bare det at den kom fra hende, fik den til at betyde mere end noget andet. Han lod den ligge i æsken og låget blev lagt på igen, så der ikke skulle ske noget med den, før han lagde den i inderlommen af kutten. ”Den er næsten lige så pæn som dig. Jeg er vild med den,” smilede han og kinderne blussede let op i en rødmen igen. Det gik først op for ham bagefter, hvor plat den sætning egentlig lød, men han havde ment hvad han sagde, for intet var pænere end hende. Forsigtigt lagde han armene om livet på hende, for at hive hende ind i et knus. ”Mange tak,” lød det lavt fra ham, før han slap hende igen. Han ville ikke holde krammet for længe, hvis det nu skulle irritere hende i længden. Kort efter tog han hendes hånd igen og hev hende mod den næste bod. Boden solgte flettede kurve. Normalt ville han ikke bruge krystaller på den slags, men hvis de skulle have mad med i skoven, ville en kurv til at have det i, nok ikke være en dårlig idé. Så han tog fat i den første og den bedste, ikke den største kurv, men stor nok og rakte kvinden i boden to jadestykker for den. ”Hvad kunne du tænke dig at spise?” Spurgte han med et smil, som han roligt trak hende med mod en frugtbod. Det var bare første stop, for han kunne selvfølgelig ikke kun byde hende på frugt, selvom der var utrolig meget at vælge imellem.

Måske troede han at hun hadede ham stadigvæk, og hun havde altid troet at han hadede hende, han havde jo drillet hende en helt masse, så at de begge to troede at den anden hadede den anden var lidt sjov, og når tidspunktet var der, eller at emnet kom op ville de sikkert finde ud af at de faktisk ikke hadede hinanden, men hvad vidste de nu, de troede jo den anden ikke kunne lide den anden. Det ville sikkert komme frem at de begge to kunne lide hinanden, og så ville det først blive sjovt, især når de slet ikke havde haft tanken om det modsatte, men det skulle nok blive interessant og spændende. Hun kunne slet ikke lade være med at rødme over hvor glad han var for hendes gave, og at han ikke havde kastet den væk, eller  givet udtryk for at han ikke brød sig om den gjorde hende glad, hun kunne slet ikke lade være med at smile over det. Det var også første gang hun nogensinde havde givet en anden en gave, aldrig før havde hun givet en en gave, men hun havde tænkt over det i noget tid, at hun gerne ville give en gave til Evian, mest fordi hun aldrig mistede håbet på at se ham igen, men også fordi rosen faktisk var et tegn på kærlighed, som man sagde det var kærligheds blomsten, den var smuk og strålede uden at stå nogle specielle steder, den var smuk uanset hvad, og så var det selvfølgelig også hendes yndlingsblomst. Evian som var hendes store crush da hun var yngre, havde gjort at hun havde haft tanken om at give ham en rose, men det var også en god genforeningsgave"Tusind tak det er sødt af dig at sige det"svarede hun med røde kinder, ja hun var da næsten kuk rød i hele ansigtet.

At han havde sagt at han var vild med den gjorde hende glad, det havde hun ikke troet, aldrig havde hun troet at hun ville høre sådan noget, men det gjorde hende vildt glad. Hun kunne heller ikke lade være med at smile, hun smillede stort som hun stod og kiggede på ham, ligeså flot som han var dengang, men hun kunne stadigvæk ikke undre sig over hvorfor han havde drillet hende så meget dengang, det måtte da kun være fordi han hadede hende. Hun tog en dyb vejtrækning, og måtte komme tilbage til virkeligheden i stedenfor at stå og drømme om diverse ting, og tænke tilbage på første gang hun mødte ham. Da han havde hevet hende lidt ind til sig i et knus, smillede hun blot, og gav et nik fra sig, det gjorde hende glad at han var vild med gaven, og hun kunne nu godt lide knuset, dog var det slet ikke gået op for hende om det var sådan noget folk gjorde mod de folk som de hadede, det vidste Bailey intet om, så hun skubbede ham ikke væk, men blev glad ved krammet, og holdte blikket på ham men kiggede lidt væk som hun mærkede at hele ansigtet begyndte at blive mere og mere rødt, hvorfor var det lige at det skulle ske hele tiden, ja måske det var fordi hun stod overfor så flot og tiltrækkende person som Evian, det var sikkert derfor, hun huskede første gang hun mødte ham alle de gange hun havde været klodset overfor ham, faldet foran ham, haft ansigtet begravet ned i hænderne for at han ikke ville se hun var rød i hele ansigtet"Det var så lidt, jeg er glad for du kan lide den"sagde hun med et stort smil, og stod og smillede til ham.

Hun stod så ved den næste bod hvor de solgte kurver, og de var flotte allesammen, hun kunne ikke undgå at lade øjnene falde hen på dem, og hun kiggede hen på ham da han spurgte, hvad hun kunne tænke sig at spise, for ja hendes mave begyndte igen med at knurre, og det fik hende til at rødme lidt mere, og hun kiggede igen lidt væk fra ham dog med et smil på læben.  Hun var da til tider så genert, især hvis det var overfor Evian, ja kun overfor Evian, hun var nærmest en lille pige der lige havde set hendes første store kærlighed, dog på den anden side kunne man sige at det var Evian jo for hende, den første hun rigtig kunne lide, hun havde haft et stort crush på ham"Jeg kunne godt tænke mig nogle kirsebær eller æbler"svarede hun med et smil på læben, og holdte så blikket på Evian igen, hvorefter hun gik ved siden af ham, og kunne mærke at hendes hånd strejfede hans, og hun var tæt på at undskylde for det, for hun vidste ikke om det ville irriterer ham eller genere ham.

Evian lagde hurtigt mærke til hendes røde kinder, men at hun rødmede over noget han havde gjort, faldt ham slet ikke ind. Han havde jo ikke ligefrem været sød over for hende i fortiden, så hvorfor skulle hun overhovedet kunne lide ham nu? Hvorfor hun overhovedet ville bruge tid sammen med ham, forstod han heller ikke noget af, men han valgte ikke at spørge, for så ville hun måske hurtigt få snakket sig selv fra, at tilbringe eftermiddagen med ham. Og nu så han lige så meget frem til at spise med hende, så intet skulle have lov til at forhindre det. Den korte kontakt de fik i krammet, fik hans hjerte til at banke lidt hurtigere og han var en anelse overrasket over, at hun ikke bare havde skubbet ham væk med det samme. Men det blev ikke holdt længe, for de kunne heller ikke stå og kramme resten af dagen, selvom det havde været rart. Men der lød stadig en svag rumlen fra hans mave engang imellem, for sulten var begyndt at fylde mere og mere. At dagen havde forløbet som den gjorde var ikke ligefrem hans plan, men han var glad for at den gjorde, for så kunne han få mad meget tidligere end han havde regnet med, og så endda i selskab med en kvinde han havde en del følelser for. Selv hvis hun ikke havde de samme følelser for ham, var det lige meget, for han ville bare bruge tid med hende.

I alle andres øjne ville rosen nok have været meget pænere, men Evian havde aldrig fundet den slags pænt. Men siden den kom fra hende, så betød den mere end noget andet sikkert ville komme til. Udover hende, selvfølgelig, for intet betød mere end Bailey. På et tidspunkt ville han også finde et mere sikkert sted til den end lommen i kappen, men den var sikker nok der, indtil videre. Boden var fyldt med diverse frugter, nogle så mere indbydende ud end andre. Han nikkede kort til hende, som hun fortalte hvad hun kunne tænke sig og straks blev både kirsebær og æbler lagt i kurven. Han betalte ikke for det endnu, for han tog et par skridt til siden for også at lægge nogle jordbær, appelsiner og vindruer i kurven. Han stak hånden i inderlommen, skubbede forsigtigt æsken fra hende til siden, som han hev en lille håndfuld krystaller op i stedet og rakte dem til manden i boden. Manden tog imod dem med et stort smil, der var bestemt ikke blev sparret på de frugter Evian havde lagt i kurven, for den kunne kun lige lukkes. Han var sikker på at de ikke ville kunne komme igennem alt det frugt, men det gjorde intet, for hvis de ikke gjorde, så havde Evian mulighed for at tage lidt med sig til turen hjem, og Bailey ville også kunne få noget med sig, hvis hun skulle tilbage til markedspladsen. Han stak en hånd i kurven, for at hive et af kirsebærene op og række det mod Bailey. "Fortæl mig om de er gode nok, ellers bytter jeg dem," sagde han roligt. Det kunne ikke skjules, at han gjorde alt han kunne for at gøre deres måltid sammen, så godt som muligt. Alt skulle være perfekt.

Roligt gik Evian mod en af de andre boder og han regnede selvfølgelig med at hun fulgte med. Han stoppede op ved en mindre bod, der solgte noget forskelligt tørret kød. Kødet var pakket ind i poser af stof i flere forskellige størrelser, og ved hver pose stod der hvad den indeholdte på et lille stykke pergament. Frugter smagte helt sikkert bedre end det tørrede kød, men i hans erhverv var det vigtigt at få en del proteiner ind også. "Vil du have noget herfra?" Spurgte han, som han rettede blikket mod Bailey. Om det var noget hun normalt spiste vidste han ikke, men det var helt klart den nemmeste form for kød han kunne tage med på en skovtur, for det behøvede ingen forberedelse. Han valgte nogle af de mindre poser, en med kaninkød, en med kødet fra en hjort, og en med kødet fra en gris, som manden i boden fik samlet i en større pose af stof. Han afventede derefter Baileys svar, før han ville betale.

Da han rakte et kirsebær frem til hende tog hun imod det, det var efterhånden lang tid siden at hun havde fået kirsebær, så hun glædede sig til at smage dem, bare allerede ved at stå med det i fingrene og kigge på det, gjorde at hun næsten ikke kunne vente med at smage på det, for det måtte sikkert smage vildt godt, hun kunne godt huske hvordan de plejede at smage, de fleste hun havde smagt var virkelig gode, hun kunne ikke huske at hun havde smagt nogle der var dårlige, og ikke smagte godt. Efter at have stået med kirsebærret som hun havde taget imod fra Evian med et stort smil, puttede hun et i munden, for at smage på det, og straks som bærret rørte ved hendes tunge var det som om hele hendes ansigt lyste en lille smule op, fordi det smagte utrolig godt, det var virkelig lækkert. Da det blev spist, kiggede hun hen på Evian med et større smil og strøg en hårtot bagved det ene øre, det var tydeligt at se at hun var tilfreds, og det var nogle gode kirsebær, det var hun helt klart sikker på, og var også sikker på at de andre kirsebær måtte være gode, ligesom det hun lige havde spist. Det var pænt af ham at hun skulle sige til hvis de var gode nok, ellers ville han bytter dem, de var gode, og hun kunne sagtens have spist mange flere, men gjorde det ikke, hun spiste kun et, og det var også fint nok for nu, fordi hun skulle også fortælle ham, om de var gode eller ej"De er virkelig gode, dem behøver vi ikke bytte"sagde hun med et stort glad smil på læben, og holdte hendes blik hvilende på ham. Ja alt skulle være perfekt til deres skovtur, og aldrig havde hun faktisk været på en før, der var ingen der havde inviteret hende, men hun havde heller aldrig haft en hun kunne lide udover Evian, han var den eneste hun havde følelser for, og som fik hendes hjerte til at banke hurtigere end noget andet.

Da de så kom hen til en bod med noget kød lyttede hun efter hvad han sagde, og spurgte hende om, hendes safir blå øjne hvilede hen over det forskellige kød der ble solgt, og hun havde et smil på læben som hun stod og kiggede på det, og nikkede til ham, og var sikker på at han havde taget noget, så hun behøvede ikke fortælle hvis der var noget hun ville have, hun var frisk på at spise næsten alt, hun var ikke den mest kræsne person, dog var der nogle ting hun ikke kunne lide, men der var meget mere af mad hun godt kunne lide. Men hun gav et nik til ham, som tegn på at hun gerne ville have noget kød, lidt af det samme som han selv havde taget, hun kiggede på ham"Jeg vil gerne have det samme som dig"sagde hun glad, og stod lidt og kiggede lidt ventende på ham, som hun langsomt godt kunne mærke hendes kinder blev røde som hun rødmede. Det var underligt på en måde hadede han hende ikke, og kunne han lide hende, hun vidste ingenting, hun var slet ikke vant til det hele, aldrig havde hun haft en person hun havde følelser for, og følelser var det fordi det vidste hun også hvad var, og hvordan det føltes. Hendes store crush, og første kærlighed stod sammen med hende, og hun havde set ham igen og nu var de igang med at handle ind til deres skovtur, det var ret vildt det hele, og hun havde slet ikke regnet med det.

"Jeg glæder mig til vores skovtur, jeg har aldrig været på en før"sagde hun og kiggede på ham, før hun kiggede lidt ned forid hun blev alt for genert og rødmede lidt mere. Hun havde et smil på læben, og gemte dog ikke hendes ansigt væk i hænderne, men hun kiggede ikke på ham fordi hun var så genert og rødmede så meget over det hele, en skovtur med flotte og yderst tiltrækkende Evian, som også var hendes crush, det blev hyggeligt, og dejligt, ja helt fantastisk, dog blev hun ganske genert rigtig megtet. Hun stod sammen med ham, og ventede på at de skulle gå vider,e hvis de da manglede noget ellers var det vel bare på vej hen mod skoven. Så kom hun i tanke om noget som hun stod og ventede på ham, hvad han ville gøre og om han ville videre eller om det var blevet tid til deres skovtur"Er der noget du mangler eller vil have"spurgte hun så genert og med et stort smil, dog kiggede hun kort op på ham og lod blikket hvile lidt på ham, hvorefter hun så kiggede ned igen, hun var alt for genert ligenu, og kunne godt mærke kinderne var langsomt blevet lidt mere røde. 

Kirsebærene blev godkendt af Bailey, så han nikkede svagt, før de gik mod næste bod. Siden hun ville have det samme kød som ham, kunne han egentlig godt have nøjedes med de tre små poser han allerede havde, men det var kød der kunne holde længe, så han kunne vel lige så godt snuppe tre mere. Så var der rigeligt til dem begge og mere til. Han fik betalt manden i boden for alle seks poser og placerede dem oven på kurven, for han ville umuligt kunne presse dem ned til frugten, der var ingen plads tilbage. Med rolige skridt gik han videre, denne gang mod den anden ende af markedspladsen. "Nej, det var vidst det hele," svarede han med et smil. Han så selv frem til deres skovtur, men fordi det var med Bailey kunne han ikke lade være med at være utrolig nervøs. Han var normalt ikke typen der kunne finde ud af at vise følelser, men han følte sig klodset i hendes selskab. Han fik det varmt, kludrede i ordene og følte ikke at benene fungerede optimalt. Det ville sikkert blive bedre, når de først havde sat sig og fået lidt at spise. Ja, mad. Det skulle nok hjælpe på det hele. Han rettede blikket mod hende, for at være sikker på at hun var med, som de begge forsvandt fra markedspladsen og mod skoven.