Nobacy kedede sig noget så forfærdeligt. Hun har rejst rund uden destination i et år efterhånden. Ikke en eneste god kamp! Før hen var der gode kampe bag hvert gadehjørne. Nu er folk ikke andet end svagpissere. Dog kan det da ikke være rigtigt at så få ken hamle op med hende!

Hun havde rejst langt og var endt op ved hovedstaden. Hun var hundesulten! Og det var hvad hun havde spist til morgenmad. En vild hund. Hun havde været sulten, så hun hoppede på hende. Der var stadig en plet blod på hendes trøje.

Hun gad ikke at rejse mere. For den dag i hvert fald. Hun ledte efter et godt sted at slå lejr. Måske skulle hun prøve at tvinge sig adgang til byen?

Da så hun en karavane. En stor karavane som havde besluttet sig for at stille sig direkte foran byporten. Vildt provokerende over for byvagterne. Et smil brød frem på hendes læber. Hvem end der ejede denne karavane havde stil. En rigtig rebel. En rebel. Det betød vel oprør. En glæde brød frem i hende. Endelig! Endelig kunne hun komme i kamp! På et tidspunkt. Første skridt ville være at stille sig under dette bander. Hun gik mod karavanen. Som hun kom tættere på, kunne hun dufte mad. Og ikke bare enhver mad! En ret lavet af ørkenelvere. Et strøg af hjemve kom over hende somnostalagien tog sit tag i hende. Hvis der nogen sinde havde været en tvivl i hendes sind var det hvisket bort nu. Hun gik ind under teltet og stirrede på gryderetten. Overvejede om det ville være værd at dræbe kokken bare for at få noget mad. Og hun blev ved med at stirre på gryderetten.

Zahir havde taget en hurtig gåtur rundt om teltene. De unge elvere, hvis arbejdskraft han naturligvis udnyttede så meget som muligt, ventede nervøst på diplomatens inspektion. Han var egentlig ikke meget interesseret i at undersøge teltene til punkt og prikke, men han gav dem dog et hurtigt skub og et enkelt glimt. Teltene kunne stå selv - så måtte det jo være fint. Hans eget telt - som selvfølgelig var større og mere pompøst - stod ved siden af kokkens telt. Han kastede et henkastet blik mod kokken og mærkede maven rumle en smule. Han nåede lige akkurat at spotte en ukendt skikkelse træde ind i kokkens telt. Straks satte han i hastig gang (med de to unge lærlinge lige i hælene) og var på få sekunder henne ved teltet. Han svingede teltdugen til side og trådte ind i det varme dampede telt. "Hey!" udbrød han, da han stod lige bag ved en ukendt skikkelse. Kokken - som indtil nu havde været optaget af at lave sin mad - gispede chokeret da hun så en anden kvinde i sit telt. Den uvelkomne gæst lignede ikke just en venlig sjæl, med ar og blod på kroppen. Zahir bemærkede dog straks hudfarven og de spidse ører - der var ingen tvivl.
"Kære ven," sagde han roligt og trådte ind mellem gæsten og kokkens gryde. "Velkommen til vores ydmyg karavane. Jeg må fortælle, at trods vores gæstfrihed naturligvis er stor overfor vores egne medborgere, så må jeg alligevel bede dig om ikke at skræmme min kok. Ydrig har en særlig gave for kokkekunsten, og jeg ville være yderst trist hvis hun pludselig skulle falde om med et hjerteslag." Kokken, Ydrig, sendte ham et meget sigende blik og himlede med øjnene, hvorefter hun vendte tilbage med at kokkerere med alskens grøntsager, urter og naturligvis det bedste kød.
"Kom, min ven, sæt dig og fortæl mig: Hvem er du?" han pegede venligt gæsten hen mod et hjørne af teltet, hvor der lå nogle farvestrålende puder og der stod et lille bord. Zahir satte sig på en af puderne - ganske behagelig siddeplads, trods den var på jorden - og gestikulerede til en af de unge elvere, at han skulle lave noget te til dem. Dernæst sendte han et meget venligt smil mod kvinden, imens han nøje studerede hver af hendes bevægelser.

Nobacy vendte sig muggent om. Gæst. At have Nobacy som gæst var ikke just en god forretning. Mange som har haft hende som har fundet sig stukket i ryggen. Hun smilte af denne elver. Han mente at han havde krav på verdenen. En ledertype. En rebelsk type. Åh der var et oprør under opsejling. Denne gang ville hun stå på oprørernes side. Hun fulgte ham til den anviste siddeplads. Hun ikke så meget som kiggede på lærlingene. De kunne sikkert mærke vinde inde i teltet. Men hun var ligeglad. Hun satte sig på puden over for ham. Han studerede hende. Og det smil han sendte virkede ikke ægte. Så hun klaskede samme smil på læberne. Og siger meget ukarakteristisk hendes smil med en sukkersød stemme. “Jeg lugter oprør” ikke et svar. Men hvis denne mand var ved at skabe et oprør skulle han have mænd og kvinder. Mere for at skabe interesse. Hans næste svar ville afgøre om han ser igennem hende, eller er en godtroende hofnar. Hvis han var det sidste ville hun personligt stikke en kniv i ryggen på ham, på et tidspunkt.

Det sidste fik et blodtørstigt smil på hendes læber. Hun kiggede på lærlingene. Ynkelige skikkelser. Skripenter. Som skrev alt ned. Hun tørrede smilet af ansigtet inden de opdagede det. Hun var dog ikke i tvivl om at denne fine herrer kunne se igennem hende. Hun spillede dog stadig en fortabt fremmed for deres skyld. Teltet var en smule klaustufobisk. Ikke at hun led af det. Hun følte sig bare så indelukket. Det gjorde hun altid når hun ikke var under åben himmel. "Du er så fuld af morale." For at være helt ærlig kunne hun se sig selv i ham fra dengang for mange år siden. Hun overvejede grundigt sine næste ord. Hun lænede afslappet sit hoved til siden så han kunne se hendes kind. Hun tykkede på ordet. morale. Det var vist ikke noget hun havde meget af. Men det havde han. Et oprør ville være blodigt. Hun kiggede beslutsomt på ham. "Jeg har aldrig bukket for nogen. Det har jeg betalt for." Hun foldede sit ærme op og viste ham mærkert på håndleddet, inden hun foldede det tilbage igen. Den vind som hun var tvunget til at bruge var så svag at hun ikke gad styrre den. Den legede med en af lærlingenes hår. Elveren så en smule forvirret ud. Det morrede hende. Hun kiggede ham i øjnene og droppede masken mens hun sagde: "Jeg har aldrig lært det."

Zahir betragtede indgående kvinden, som var dækket nærmest fra top til tå med lange og tydelige ar. Hun vendte kinden mod han, så han kunne inspicere arret fra brandemærket en ekstra gang. Han kunne ikke forestille sig de pinsler som hun måtte have været igennem - men det behøvede han heller ikke. Hendes krop viste ham dem trods alt, og han kunne uden tvivl bruge dem til sin egen fordel. Hendes smil var meget sigende, og han tog notits af det. 

"Morale?" gentog han eftertænksomt, og lænede sig lidt bagover med et fjernt blik. Da hun trak ærmet op og blottede de tydelige mærker fra lænker og slaveri, rynkede han utilfreds på næsen. Selvfølgelig havde hun også været en slave. Måske kunne han bruge hendes vrede - men var hun utilregnelig? Der var noget dystert over hendes natur.
"Jeg er ked af hvad du har måtte leve igennem. Du ønsker vel hævn, skulle jeg mene? Måske kunne vi hjælpe hinanden." Han lod et dystert smil glide henover læberne. Han behøvede vidst ikke lægge skjul på sine intentioner foran hende. Med en hurtig viften med hånden, sendte han sine lærlinge ud af teltet. Den ene kæmpede tilsyneladende med en lille kastevind, der gang på gang vippede hans kjortel op over hovedet. De to unge elvere forlod teltet. Kun kokken blev derinde hos dem. Zahir lænede sig frem mod sin ukendte gæst.
"Hvad ønsker du, mere end noget andet?" spurgte han lavmælt, så kun hun kunne høre det. Han kunne lige så godt få det på det rene. "Hævn over dem, der har skadet dig? Jeg kan måske hjælpe dig med at nå det mål. Jeg kan sørge for at du aldrig skal bukke for nogen, og aldrig vil blive straffet for det igen." Han studerede hende fortsat. Hun var ikke en kvinde af mange ord - hvilket han absolut syntes om. Det gjorde det hele meget mindre kompliceret. 

Hun smilede køligt ad ham. Hun ville ikke gøre det nemt for ham. Han var tæt på. Meget tæt på. Hun ville lade ham finde hendes motivation selv. Hun var ret overbevist om det ville give ham en tilfredsstillelse. "Dem jeg har ønsket hævn over har jeg allerede dræbt." Hun kiggede på ham. Smed den hjælpeløses maske fra hendes sind. Hun kiggede på ham med krigeriske øjn. Hun lod kokken høre det. Hun krømpede sig en smule. Det var tydeligt at manden ville have hende som soldat eller livvagt eller noget. Og med en stålvilje skulle han nok få hvad han ville have. Dog ville hun ikke give det ham så let. Nobacy giver ham et sigende smil der fortæller at de bedste vidste resultatet af denne samtale. "Der er kun en ting du kan give mig som jeg efterhånden ikke selv kan anskaffe. Det er meget trættende." Ledetråde. Hun forventede ikke at han ville få det i næste sætning. Denne samtale var som et spil skak. Da han foreslog hævn sagde han skak. Dette spil gik hun ind i uden mulighed for at vinde. Hun kunne lide det. Det var vel en kamp i sig selv. Hun ville gerne snakke med ham oftere. Og næste gang ville de være på lige grund. Hun kiggede udfordrende på ham.

Skak. Et par træk til og han vidste hvad hun ville. Denne mand kunne kæmpe på en helt anden måde en andre personer. Af den grund alene ville hun gerne blive i denne karavane. Han var ikke helt ved siden. Blodtørst var en stor del af hendes person. Men det alene var ikke nok for hende. "Hvis jeg mente at mine fjender var uskyldige i en landsby ville det ikke være den store udfordring at stille min tørst." 
Han var tæt på. At være i samme rum som denne mand føltes som en magtkamp. Noget hun ikke havde den store erfaring i. En ny læremester ville måske ikke være en dårlig ide? Denne mand var den udfordring som hun har søgt så længe. Det var ikke hvad hun havde forventet. Og tiden ville vise om Denne mand måske i virkeligheden en større udfordring? For der ville intet sjovt være i dræbe denne mand. Men disse magtkampe. 
"Jeg ønsker ikke din melidenhed. Og du øsker ikke at få melidenhed med mig." En trussel. Måske pakket ind, men ikke for denne mand. For denne mand var det en åbenlys trussel. Skak. Dit træk, tænkte Nobacy. 

Uden tvivl blodtørst, indså Zahir. Denne kvinde kunne være den kniv, som han kunne bruge mod sine fjender. Hvis da han kunne kontrollere hende. Der var en klar værdi i at have nådesløse allierede, så længe han havde evnen til at kontrollere, hvor deres nådesløshed skulle rettes. Han tog en slurk af sin te og nød den behagelige og milde duft af underjordiske urter. Et kært minde fra deres hjemby. Han sørgede altid for at have en forsyning tørrede urter med sig på sine rejser - det var sjældent at han kunne affinde sig med de gyselige te-planter der blev groet andre steder i landet.

"Du får ingen medlidenhed fra mig." svarede han tørt. "Din fortid er din egen, og den er bygget på de valg du har truffet. Jeg spilder ikke tiden med at sørge over andres baggrund - medlidenhed er ikke for folk som os." Han lænede sig fremover og stirrede hende ind i øjnene med et mørkt smil. "Vi har for travlt med andre ting. Oprør, for eksempel." Han ønskede dog ikke at bruge hele aftenen på denne mystiske samtale. Han hævede armen og bad kokken om at servere dem noget at spise - maden måtte trods alt være ved at være klar. Kokken Ydrig skyndte sig at skænke gryderetten op i to flotte dybe tallerkener. Hun lagde et fladbrød på bordet mellem Zahir og hans mystiske gæst. Derefter tog hun resten af retten og flyttede kedel og madlavningsbord udenfor teltet, så resten af karavanen kunne få noget godt at spise. Normalt spiste de alle sammen, men dette var ikke en helt normal aften.

"Inden længe rejser jeg til Elverly, Tusmørkedalen og til dæmonernes rige, Kzar Mora. Hvor jeg går vil der uden tvivl være kampe at vinde - både fysiske og politiske. Frihed og storhed for vores folk kommer til at koste blod, men det er en pris vi må betale." Han spiste ikke, men stirrede i stedet på kvinden overfor. 

Åh hun var i et hjørne. Et træk mere og hendes motiver ville være afsløret. Hvor var denne mand finurlig. Et oprør som ville koste liv. Det ville betyde at hun ville få modstandere. Tanken fik hende til ubevidst at slikke sig om munden. Kokken troede sikkert at det var for maden. Det afslørede hende sikkert for manden. Men der var så meget han ikke vidste om hende. Men der var nogle ting hun også vidste omkring. Hun kiggede på maden. Tog et par slurke af suppen. Den smagte af hendes barndom. Et ægte smil faldt om hendes læber. Det falmede dog hurtigt. Hun kiggede på ham. "Os og dem. Det har jeg hørt før. Kampen som får oprørene til at hade regeringen. Og borgerne til at hade oprørene. En cirkel der skal rigtigt meget arbejde til at bryde." Hun tog en slurk mere og smilte køligt af ham. "Men sig mig, tror det det er et problem for mig?" Hun håbede virkelig at han ville regne hendes motiver ud. En formidabel modstander. Som kunne skaffe hende de kampe hun søger. Og denne mand var hendes billet til hendes ønsker. Og det vidste han. Gad vide om han vidste det siden at de satte sig ved bordet? Måske. 

"Åh dette oprør vil blive ligesom alle de andre. Være effektivt eller fejle." Hun lænede sig frem. Måske kunne hun vinde denne magtkamp alligevel. At være ligeud er ikke noget han forventer. Og hun håber på at det vil irriterer ham. At vide at hun ved at han ikke kunne regne den precise grund ud. Eller havde han allerede gjordt det? Det var ligemeget. Dette slag måtte blive afgjordt. "Men du vil vinde min loyalitet hvis du vil kæmpe mod mig." Hun kiggede smilende på ham, og før han kunne nå at tænke tanken til ende, hvilket nok ville have et vist indtryk konstanterede hun til sin egen morskab, fortsatte hun: "Denne snak er ikke bare en samtale, er det vel? Dette er en krig. Hvis du kan være mig ligeværdig i disse slag, eller bedre, har du min loyalitet." Hun smilte ved tanken. Hun havde fundet en værdig modstander. Dette var noget hun ikke kunne begynde at forstå. Og han var en elver. Hun var sikret en værdig modstander i lang, lang tid. Og så holdt han på sit ord. Hun slikkede sig om munden  både ved tanken om at få sin blodtørst mættet, men også en ægte sult. Hun begyndte at spise. Og nægtede at sige mere før hun var færdig.