Det var ved at være den tid på året, Elmira var ved at løbe tør for perler og vidste godt hun var nød til at vende tilbage til Emeriz hvilested for at lave nye, men lige som hun var godt på vej mod den ældre del af skoven, var hun stødt ind i et knækket træ. Det var nattens uvejr, som havde skabt et lyn, som havde ramt træet. Elmira gik helt op til træet for at mærke hvor træfibrene var knækket. Det var stadig varmt og hun var tvunget til at trække hænderne til sig igen, som hun viftede med hånden. "Av.." mumlede hun for sig selv, som hun lænede sig mod træet med hænderne mod barken i stedet. Det var knap så varmt, men hun kunne stadig lugte den brændte lugt. Hun rynkede let på næsen, som hun løftede hånden mod træet igen og denne gang placerede den imod træets indre. Den lange kjole svajede let i vinden, som hun trak en splint ud af træet.

Elmira tog afstand til det store træ, som hun holdt splinten i hånden og koncentrerede sig om hendes omgivelser, som hun trådte endnu et skridt tilbage og rakte hånden frem mod træet. Tiden havde vist hende vejen, som træet langsomt samlede sig igen, imens at en perle af vand formede sig på hendes pande. Hun blev ved med at trække, som om hun var i færd med at trække i en snor. Dog stoppede hun ikke før at splinten i hendes hånd farede ud og susede mod træet. Træet havde samlet sig igen og var nu helt. Hun smilte tilfreds og satte sig ned på hug for at tage nogle dybe indåndinger og få kontrol over sin vejrtrækning og hjerterytme. Kjolen havde hun spredt ud omkring sig, som hun hvilede mod sine knæ og stirrede mod sine hænder. Hun følte sig klar til at gå videre og rejste sig derfor op igen og slog kjolen væk fra hende, som den fløj bagud. Underligt nok så gik Elmira rundt i bare tæer, men mest af alt fordi hun godt ville mærke jorden under sine fødder.

Skovene amazonitskovene var en del af landet hvor Jonathan ikke kom så tit, men når man havde vinger og blot kunne flyve til de steder man ville så var det hele fuldstændig lige meget, Jonathan havde været på farten og noget tid og havde med tiden søgt hen imod de mange træer, men ikke for at se naturen men for at træne for selvom Jonathan elskede kvinder og det der hørte til, så var han en del af mørkets hær og en kriger der vil være den bedste, han smed blusen sådan han stod i bar overkrop hvor efter hans øjne lyste op, og i et sæt satte han af på jorden og hoppede over imod et træ der stod foran ham, hoppet var omkring ti meter langt, og ide han landede på træet med føderne, hoppede han bag ud i en salto, og landede igen på jorden inden han skulle til at forsætte, kom en kvinde til syne og straks stoppede han sin træning ( tog mig den frihed at lade de char forsætte sin gang håber det er okay xD )

Som Jonathan stod og prøvede at få vejret, fulgte han den ny tilkommende med hans blik det var en kvinde, en pæn kvinde hvad han kunne se men igen, tog hans sult efter kvinde køn over i ham, men på den anden side det var sådan han var og det ændrede sig nok aldrig, hvad denne kvinde var vidste han ikke og hun havde som sådan heller ikke retning imod ham, men nærmere retning forbi ham hans blik på hende var nysegerigt og u vidne om hvad hun var og hvad hun skulle, men han ville lade den nysgerrighed lade ham komme til gode,  han gik uden videre uden at tage bluse på ud foran hende sådan han ville stå i vejen for hendes bane så hun enten ville være nød til at stoppe eller gå uden om ham.

Elmira placerede en hånd mod hendes bryst, som hun mærkede efter hendes hjerterytme. Der var intet i vejen, men hun nød fornemmelsen af hjertet som pumpede i brystet på hende. Det var en fornemmelse hun endnu ikke havde vænnet sig til også selvom hun havde betrådt landet i snart 400 år. Hendes vejrtrækning var tung, som hun næsten lige havde anstrengt sig for at bruge sin magi. Men hun gjorde det glædeligt for at hjælpe naturen tilbage til sin egentlige gang. Træet skulle ikke lide under uvejrets vrede.
Hun gik dog lidt i sine egne tanker, som hun kunne mærke det bløde græs under sine fødder. Et blidt suk forlod hendes læber, som hun strøg fingrene over den lange kjole, blikket var rettet mod jorden indtil et element forstyrrede hende. Der kom nogle fødder til syne i øjenkrogen, som hun stoppede op og rettede blikket mod skikkelsen. Manden.. han bar ingen trøje og det fik hende til at rynke let på brynene. "Undskyld, jeg så Dem ikke" undskyldte hun forsigtigt, som hun dog endte med at smile til ham. Hun nikkede let med hovedet, som hun var gået død i sine bevægelser. "Ville De noget?" Spurgte hun blidt, som hun ikke helt var sikker på, hvorfor han var stoppet foran hende. Det bekymrede hende ikke, at hans overkrop var bar. Havde det ikke været for overfaldene, så havde hun nok heller ikke haft tøj på. Det var en belastende følelse, men hun havde vænnet sig til det og ville muligvis ikke være foruden.

Denne kvinde var ikke en helt normal kvinde, allerede ide hun talte til ham og på den måde hun valgte sit ord forråd, og i hans første øjekast af hende var der allerede noget ved hende der tiltalte ham, hun havde allerede bestemt sin skæbne overfor ham, blot på udstråling og stemme, han kiggede ned af hende og op igen han kunne nærmest ikke lade være, hans blik var låst på hende fuldstændig og det ville hun også kunne fornemme hvis hun bare kiggede på hans øjne i et kort øjeblik, " det er okay man kan jo heller ikke se alle mennesker der måtte dukke op på ens vej " sagde han roligt med et smil på læben.

han vidste for første gang ikke helt hvordan han skulle forklare sig til hende, men Jonathan var meget ærlig og da hun spurgte ham " ville de noget " kunne han ikke lade være med at sige sandheden, " deres udstråling den gang måde der er noget ved dig, som fik mig til at bevæge mig i deres retning imod dem, jeg flytter mig gerne hvis de gerne vil have det, men er bare nød til at sige det til dem som det hele er " åndsvagt lød det hvis Jonathan så sig selv sige det, men det var ordrene der kom fra hans mund, hvorfor vidste han ikke men han havde ikke i sinde at lade denne kvinde gå, så han håbede at hun blev, men hun var nok på vej videre så han kunne følge efter og virke som en stalker, eller han kunne skifte tilbage til bad Jonathan også vil hun måske nok ønske hun aldrig havde mødt ham.

Elmira brød sig ikke om at stå så tæt på ham, men det var hendes fejl for ikke at have opdaget ham i tide. Hvad skulle hun dog gøre, hvis hun bevægede sig tilbage, så ville hun ende med at fornærme ham og så vidste hun ikke hvad der kunne ske. Hun lagde dog godt mærke til, hvordan han kiggede på hende, det gøs hende ned af ryggen, som hun lagde armene omkring sig, men blev stående. Hun nikkede stille til hans ord, hun havde ikke forsøgt at fornærme ham, men han havde jo ret. ”Jeg befandt mig i mine egne tanker, hr.” undskyldte hun med et nik, som der ikke var nogen grund til at forklare det yderligere. Hun skulle mod den ældre del af skoven, men han blokerede hendes sti og hun gik fuldkommen i stå.

Hvad havde hun egentlig regnet med, når han kiggede på hende på den måde? Hun bed sig let i underlæben, som han besvarede hendes spørgsmål. Hvorfor havde hun spurgt? ”Min udstråling?” hun lød ikke helt overbevist, som hun ikke var sikker på om hvorvidt han allerede havde læst hende. Havde hun afsløret sig selv allerede? Umuligt. Hun flyttede ubevist en hånd mod hendes nakke og skubbede let til håret for at skjule symbolet. ”Hvor er mine manere.. Navnet er Claíre” præsenterede hun med et venligt smil på læben, som hun rakte hånden frem. Måske hvis hun var høflig, så ville han ikke se sig sur på hende? Elmira kiggede forbi ham, før at de grønne øjne søgte hans øjenkontakt igen. "Hvad bringer Dem til Amazonitskoven?" hendes stemme var fløjlsblød, som hun smilte forsigtigt til ham. Hun havde godt set hans vinger og konkluderede meget hurtigt at der var tale om en engel. Hun havde måske en fast tanke om engle, men vingerne fik hende ikke til at trække sig fra noget, der kunne gå grueligt galt, hvis hun ikke passede på.

Et smil kom frem på hans læber at hun var gået i sine egne tanker var meget normalt, der var jo ingen skade sket så der behøves ikke at træde mere i det " det er helt okay frøken det skal du ikke tænke på " sagde han roligt med et smil på læben for Jonathan var på ingen måde fornærmet, som han selv havde sagt det til hende vidste han at nærmest at han var nød til at forklare sig, at rose hendes udstråling uden at vide hvorfor var måske en ting hun nok gerne vil have en forklaring på, han gik et enkelt skridt tætter på hende med det samme blik på hende om hun ville møde det eller ej, " jeg ved godt det her det lyder helt hen i vejret, men det er som du ikke er menneske forstå mig ret der noget unik over dig, uden at vide hvad du er for en eller noget som helst, ved bare der noget over dig der ikke kan forklares " smilte han lidt til hende for at vise at han mente det godt.

Jonathan bemærkede ikke at hun lege med sit hår bag hendes nakke, for det gjord alle piger vel når de førte sig frem, eller hvad nu grunden ellers skulle være, ide hun præsentere sig og rakte hånden smilte han tilbage og gav hende hans hånd " igen unik navn kønt navn også, mit navn er Jonathan " sagde han med endnu et smil han kunne næsten ikke andet end at smile til denne kvinde, hendes spørgsmål omkring hvad han lavede på disse kanter, fik ham til at kigge ned af sig selv og først der huskede at have bar overkrop foran hende, han satte en finger i vejret " to sekunder " og som han sagde et to hurtig ryk frem og tilbage var han tilbage foran hende med hans bluse på.

" jamen faktisk var jeg ved at træne lidt desværre, hvad med dem? bor de her ude? eller var de måske bare på vandre tur? " sagde han med nogle søgene øjne rettet imod hende, ide det mindste havde hun ikke kommenteret hans to forskellige øjn farver som han var født med.

Det var farligt at gå i sine egne tanker, men Elmira fangede ofte sig selv i den slags situationer, specielt når hun var nød til at begive sig mod Emeriz hvilested, det gjorde et eller andet underligt ved hende og hun ville have foretrukket at kunne gøre det uden selskab. Men hans tilstedeværelse tvang hende lidt til at vente. Hun nikkede til hans ord, som hun ikke ønskede at undskylde mere. Det var jo fair nok. Elmira rystede let på hovedet, som han begyndte at forklare sig selv, hvad havde hun mon gjort? Hun rynkede let på næsen, som hun strøg sig selv over armen. ”Jeg beklager, men jeg er blot et menneske” forsøgte hun med et stille smil, det var svært at overbevise ham, når han allerede havde fået en fornemmelse af, at hun var noget andet. Hvordan? Kunne han lugte hendes blod eller hvad var det, som havde afsløret hende? Hun var nød til at vide det, for at kunne forhindre det en anden gang.

Måske han opfattede det hele forkert. Hun følte sig fanget uden rigtig at være det. Og det faktum at han pointerede overfor hende, at hun ikke bare var menneske, gjorde hende bekymret. Hun rykkede svagt med venstre ben, som var hun i færd med at flygte baglæns. Elmira rykkede dog ikke foden længere end nogle centimeter, før hun gik i stå, da han tog imod hendes hånd. Hun smilte stille til ham. ”Jonathan” gentog hun med et nik, som hun forsøgte at give slip i hans hånd igen. Det røde hår dansede over hendes skuldre, som det var løst og vinden igennem træerne var med til at skubbe det over hendes skulder igen. Han forsvandt lige pludselig og Elmira nåede ikke at reagere på det, før han atter var foran hende. Helt tæt på. Hun holdt vejret for en stund, som hun bemærkede hvordan han havde fået trøjen på igen. ”Hvordan?” det var det eneste ord, som undslap hendes læber, da hun ikke forstod hvordan han havde gjort det.

Træne? Hun strøg atter håret væk fra hendes ansigt og om bag hendes øre. Hun trænede aldrig selv, måske fordi hendes evner var det eneste, hun ønskede at arbejde med og så selvfølgelig bygningsværker, men det lød ikke til at være det samme som han ville begive sig ud i. ”Jeg var faktisk på vej til en vens hvilested” svarede hun med en blid stemme, som hun lod blikket dale. Hun bar en taske over skulderen, men holdt ivrigt fat i den. ”Men han kan godt vente” svarede hun, som hun ikke ønskede at være uhøflig, nu hvor han havde indledt en samtale med hende. Hun brugte sjældent tid på at kommenterer på andres udseende, dog kunne hun ikke lade vær med at kigge på hans vinger. Hun havde aldrig rørt en engels vinger før. Men det var nok et ømt emne.

Denne kvinde var virkelig interessant der var noget over hende han ikke kunne forklare, hun var ikke som alle andre han havde mødt hun var så meget anderledes, “ hey hvis du vil vide noget om mig så start med at sige sandheden om hvad du er “ Sagde han med et smil på læben, Jonathan vidste hun ikke blot kunne være et menneske, han havde været sammen med mange mennesker, men hende aura afslørede så meget andet, men hvis hun blev ved med at sige at hun var menneske måtte han tro hende selvom han ikke gjord.

Han lænede sig op af et træ der var lige ved dem, hvor efter han blot stod og ventede på hun ville svare, “ hvad med et spørgsmål hver, og kun ærlige svar tilbage, “ sagde han roligt, selvom han nok gemte på flere hemmeligheder ind hende, men hvis hun selvfølgelig ikke spurgte ind til det var det lige meget.

Jonathan havde bemærkede hendes blik på hans vinger, og det var da altid godt at hun synes der var en ting der var spændende ved ham.

Manden blev ved med at insistere og Elmira vidste faktisk ikke hvordan hun skulle forklare sig ud af det. For hvordan skulle han overhovedet vide noget om hende? Hun havde forklaret sig med, at hun var menneske og hvis hun lige pludselig valgte at skifte forklaring, så ville det først blive mistænksomt.. Hun bed sig derfor svagt i underlæben, som han pointerede, at hun ikke kunne forlænge at stille ham spørgsmål, hvis ikke hun selv ønskede at besvare hans. Elmira gøs let ved tanken, som hun nervøs greb ud efter sin egen arm og strøg hånden over sin underarm. Hun trak sig let tilbage, som forsøgte hun at skjule sig for hans undersøgende blik. "Det er ikke altid smart at ytre sandheden, hr.. I dette tilfælde kan det få alvorlige konsekvenser for mig, så vil De ikke nok lade det ligge?" det var et forsigtigt ønske fra hendes side af. Hun holdt ikke længere fast i påstanden om at hun var menneske, men hun kunne samtidig ikke give ham en forklaring på hvad hun var. Tid var ikke ment til at have en fysisk krop og hun var nervøs for hvad væsnerne i landet ville gøre, hvis de kendte sandheden omkring hende.

Jonathan insisterede, forsøgte at lave en aftale med hende, som hun måtte tygge længe på, for ikke at afvise ham kortfattet. Hvorfor udviste han lige pludselig denne form for interesse for hende? Havde hun gjort noget udover det sædvanlige? Ikke af hvad hun selv kunne komme i tanke om i hvert fald. "Det er en aftale, hvis De undlader at betvivle min eksistens, som menneske" fastslog hun stædigt, der hvilede dog stadig et forsigtigt smil over hendes læber. Elmira ønskede ikke at fornærme manden, for den slags situationer endte ofte galt for hende. Bare denne ene gang var hun nød til at tænke sig om, før hun kastede sig ud i noget. Elmira var af den opfattelse af Engle var fredelige væsner, men hun havde før taget fejl om andre væsner. Så hun måtte være forsigtigt. Nervøst strøg hånden op af hendes arm og mod nakken, som hun lagde håndfladen tænkende over mærket i hendes nakke. Et mærke, der var i konstant bevægelse, men heldigvis var hendes hår med til at skjule det.

Hendes ord var bønfaldene, bønfaldene om at han lod det ligge omkring hvad hun var, han kunne sagtens lade det ligge og han var godt klar over at han var nød til det, hvis han nogensinde ville have noget ud af hende, han nikkede til hende “ jo selvfølgelig “ sagde roligt med et lille smil, selvom han nu var mere sikker på hun ikke var menneske, for den måde hun snakkede til ham på, om at sandheden ville have konsekvenser ikke det gjord ham noget, han frygtede intet.

Han gik et enkelt skridt tættere på hende “ nå dit spørgsmål var hvordan jeg fik min trøje på så hurtigt, jeg har en evne der gør mig utrolig hurtig, som man ikke kan se med det blotte øje “ sagde han smilende, hvor efter han overvejede hans spørgsmål til hende.

“ hvordan har du med kontakt med fremmede “ spurgte undrene, velvidende om at hun ikke hvad han virkelig tænkte på, hun var virkelig speciel på hendes helt egen måde, det fangede ham meget ved hende.

Det var lidt som om, at der faldt en sten fra hendes skulder, da han lod til at indvie i at lade emnet ligge. Elmira var godt klar over, at hun næsten allerede havde afsløret sig selv, for hun holdt ikke længere fast i historien om at hun var menneske. Men hvad skulle hun ellers forklare sig selv som? Han ville næppe kunne forstå sandheden, heldigvis for hende, så havde han indvilliget i at lade det ligge og forhåbentlig var det en aftale, han havde tænkt sig at holde. Elmira nikkede taknemmeligt, som hun næsten endte med at neje for ham i ren og skær taknemmelighed. Men hun var taknemmelig for, at de kunne lade emnet gå og måske fokusere på noget andet.

Jonathan forklarede sig og hun nikkede stille, som hun lyttede og forsøgte at stykke det hele sammen i hovedet. ”Det må være yderst praktisk, hvis man glemmer noget derhjemme og er nød til at hente det” svarede hun eftertænksomt, som hun nikkede for sig selv. Hun var selv havnet i situationen flere gange og det var yderst sjældent at hun havde haft tid til at gå hjem igen. Men med en evne som hans, så ville det ikke være et stort problem for hende.
Spørgsmålet fik hende til at rynke let på næsen, som hun dog nikkede og gjorde klar til at besvare det. Han havde jo besvaret hendes spørgsmål, ikke sandt? ”Jeg har intet imod at hilse på fremmede med hånden, hvis det er det, du tænker på?” De grønne øjne søgte hans efter svar. ”Men ærligt, så ved jeg det faktisk ikke. Erfaringerne fortæller mig, at kontakt er noget vi alle opfatter forskelligt?” hendes stemme var lav, men fattet, som hun svagt smilte til ham. Det var da ikke så slemt, var det?

Hans blik var meget fast i hendes, og hendes svar fik ham blot til at smile, for ham lød hun meget forsigtig og den måde hun svarede på, sjovt men alligevel også ret charmerende han slikkede sig på læberne “ mange af de ting jeg kan er praktiske, så er der også mine vinger der hjælper mig med at komme fra a til b, så jeg klager ikke “ .

Jonathan så virkelig et eller andet bestemt indrømme kvinde, men han kunne fornemme at han var nød til at løsne op for hende, det svært det var det virkelig “ kontakt ja mange folk ser forskelligt på det, “ sagde han og gik endnu et skridt tættere på hende.

Der var ikke mere end et par skridt mere mellem dem, ikke foreningen ville hende noget nærmere for at komme mere ind på ordet kontakt, men hvis han ikke tig fejl ville hun snart bakke tilbage.

Nervøsiteten var begyndt at vise sig i hendes ansigtstræk, som hun løftede højre hånd og langsomt strøg en tot af de flammende røde hår væk fra hendes ansigt og om bagved hendes øre. Der var tale om en naiv udtalelse, som Elmira slet ikke var i stand til at forestille sig, hvad han mon kunne bruge sine evner til. Tanken om at hun måske ikke ville være i stand til at flygte, havde endnu ikke ramt hende. Måske fordi han ikke virkede så truende, som de fleste andre mænd havde? Han lod hende endnu trække vejret, som der stadig var afstand imellem dem. Selvfølgelig forsøgte han at komme tættere på, men det kunne hun håndtere. Indtil videre i hvert fald. De grønne øjne vandrede imod vingerne. ”De er smukke.” kommenterede hun med et forsigtigt smil, som hun rettede blikket imod ham igen.

Hænderne blev foldet foran hende, som han gav hende ret. Ordene farede rundt i hovedet på hende, som hun forsøgte at vende blikket imod skoven omkring dem. Det virkede malplaceret at fortsætte denne samtale herude, men hun havde også planer for dagen, så hun havde faktisk en smule travlt? Men hun var ikke den uhøflige type, så blikket vendte hurtigt retur til ham. ”Hvad laver De så herude?” de havde stadig en aftale kørende om at besvare hinandens spørgsmål og måske hun kunne få ham til at fokusere på hvad end han havde lavet før hun var kommet i vejen for ham? Manden kom tættere på. Det gøs hende ned af nakken, som hun bed sig i læben og valgte at tage ikke ét men to skridt bagud for at øge afstanden imellem dem.

Jonathan kunne fornemme en vis form for nervøsitet, men på den anden side når en fremmede mand nærmere sig en, hans blik var roligt og venligt sådan han på ingen måde virkede til han ville hende noget ondt, og sandt var det jo også så på det område var der intet galt, da hun nævnede hans vinger var smukke smilte han “ tak, nu er det ikke det eneste der er smukt, “ sagde han søgende i hendes blik, Jonathan prøvede virkelig at læse hende så godt han kunne, selvom det var meget svært.

Ide hun hun spurgte til ham, stoppede han med at gå nærmere hende da han også lagde mærke til, at hun ikke var tryk ved at han nærmede sig hende ” jamen jeg trænede blot da det giver mig ro i sindet “ sagde han inden han stillede hans spørgsmål til hende ” gør jeg dem utilpas, ved at jeg nærmere mig dig?” sagde han roligt med et lille smil på læben, han fandt hende virkelig attraktiv på en eller anden måde.

Det var naturligt for Elmira at være nervøs i en situation som denne. Skoven var tom og dyster, om end hun følte sig mere hjemme i skoven end i byen, så kunne det stadig gøre hende utryg, specielt når hun ikke havde nogen ide om hvad mandens intentioner var med denne samtale. Hvad forsøgte han at opnå og ikke mindst, hvordan kunne hun undgå at fremstå som et frygteligt menneske, hvis hun valgte eller følte sig nødsaget til at gå? Nervøst bed hun sig i læben, som blikket dalede mod jorden og hun rodede lidt rundt i skovbunden med højre fod. Elmira bar inden sko, mest af alt fordi hun gerne ville mærke jorden under sine fødder. Det var en ganske betagende følelse. Blikket blev rettet imod ham igen.. Han talte. Roste han lige sig selv, eller var det henvendt til hende? ”Huh?” lød det nervøst fra hende, som hun kom i tvivl om hvad han havde ment med det.

Manden stoppede et stykke fra hende, som Elmira atter kunne ånde lettet op og svagt valgte at drejede hovedet til den ene side for at skubbe håret lidt væk og over sin skulder. Det dækkede dog fortsat mærket i hendes nakke, hvilket var meningen. ”Jamen, jeg skal da ikke forstyrre Deres træning” lød det lettere undskyldende, som hun forsøgte at undskylde sig selv, så hun kunne komme videre. Fingrene havde nervøst grebet fat i hendes kjole, som hun masserede stoffet imellem sine fingre. Spørgsmålet lød og Elmira var tvunget til at synke dybt. ”Jeg…” hun tav igen, som blikket faklede let omkring. ”Ja..” lød det kort, før hun mødte hans blik igen. ”Min tid her har ikke været uden dårlige minder.. ” forsøgte hun at forklare. Måske det var ondt at dømme manden på forhånd, men hun kunne ikke helt lade vær. Det sad for dybt i hende.

Jonathan kende ikke denne kvinde men han kunne lide hvad hans så, og det næste skridt ville være knald eller fald for ham, han lyttede til hendes ord og nikkede “ jeg forstår dig godt men “ sagde han kort hvor efter hans øjne begynde at lyse op, og i et split sekund stod han helt op af hende, helt op af træet med hans hænder på træet og med blikket i hendes “ jeg gør der intet ondt “ sagde han med et søgende blik i hendes øjne, han vidste godt at dette move han lige tog nok ville komme bag på hende, men Jonathan var ærlig overfor hende hun var unik virkelig, det var noget ved denne kvinde som han ikke kunne forklare.

Som Jonathan havde presset hende op af træet kunne det ikke undgås at hans front ramte hendes front, for tæt stod de på hinanden lige nu “ jeg tænker mine ting kan jeg gør på et andet tidspunkt, nu det dig og mig “ sagde han med et smil på læben

Det gøs hende langt ned ad nakken, som hun lyttede til hans ord. Elmira vidste godt, at hun stadig havde mulighed for at gå, og der gik heller ikke lang tid før hun ville have ønsket, at hun havde vendt om for længe siden. Manden var stædig og vedholdende, hun kunne slet ikke se sig ud af det. Hvad kunne hun gøre ved det? Han var tydeligvis langt hurtigere end hende, så hun ville umuligt kunne løbe fra ham og hendes magi kunne ikke røre levende væsner i landet. Automatisk pressede hun sig selv længere op mod træet, den ene hånd blev placeret mod den kolde bark og den anden holdt hun op foran sig, som ville hun lave en barriere imellem dem. Han forsvandt.. for et split sekund var hun lettet, men så dukkede han op igen..

Et gisp undslap hendes læber, som han kom helt tæt på. Elmira forsøgte at vende blikket den anden vej og presse røven tættere på træet for at undgå hans skridt. Men hun kunne ikke komme tættere på. I stedet flyttede hun hånden fra sit bryst mod hans for at give ham et lille og svagt skub. "Vær sød.." fremstammede hun. Der var ikke meget styrke i hendes krop, så hun ville umuligt kunne bekæmpe ham, hvis han virkelig insisterede. "Jeg.. Jeg kender ikke min egen krop, eller jeres kødelige omgang.." fortsatte hun. Blikket hvilede på hendes hånd, som rørte hans overkrop. Hurtigt trak hun den til sig i chok.

Aldrig i hans liv havde han mødt en som var så unormal, men alligevel så normal hende måde hun snakkede til ham på, hun var virkelig utryg ved ham, på en måde forstod han det men på den anden måde ikke, han vil hende intet ondt men stadig virkede det til hun blot vil væk fra ham, men det måde hun snakkede om ham på fik ham alligevel til at blive, han så på hende da hun lagde hendes hånd på hans bryst, inden han kiggede på hende “ du behøver ikke kende din krop, du skal blot gi efter for din lyst, “ sagde han med et smil på læben velvidende at de nok ikke tænkte på det samme angående lyst.

Der var alligevel noget ved hendes ord som gjord at Jonathan ikke helt troede hun blot var et normalt menneske, han kiggede hende dybt i øjne, hvor efter han tog fat i hendes hår og kørte hånden igennem det, “ hvad er du....... “ sagde han imens han beundrede hende hår, han håbede hun ville fortælle det for han havde ikke lyst til at tvinge det ud af hende, “ jeg ved du ikke er et menneske, du bær på en hemmelighed gør du ikke” , Jonathan selv var heller ikke menneske men han tvivlede på de var samme race

Skulle man ikke altid være høflig overfor andre, eller kunne man godt tillade sig at slå fra sig, når først man følte sig utilpas og trængt op i en krog. Andre gange var Elmira gået efter skridtet, fordi hun havde hørt at det skulle gøre ondt. Men når han stod så tæt på, så var det ikke en mulighed. Samtidig med at hun var en anelse nervøs for, hvordan han ville reagere, hvis først hun slog fra sig. Det virkede jo næsten som om at han forsøgte at være flink, men bare havde en underlige måde at vise det på? Hun sank en klump. Hendes lyst? Var det ikke ham, som var igang med at ligge op til noget? "Jeg tvivler" mumlede hun lettere sammenbidt og nervøs. Hun forsøgte at ryste på hovedet.

Manden greb fat i hendes hår, men det føltes knap så voldsomt, som de andre gange hun havde prøvet det. Alligevel forsøgte hun at vride sig fri, denne gang lagde hun begge hænder på hans brystkasse for at skubbe ham væk. "Det kan jeg ikke fortælle Dem" lød det bedende fra hende, hvorfor kunne han ikke bare lade det ligge, slippe hende og lade hende gå? "Hvorfor vil De gerne vide, hvad jeg er? Har det nogen betydning for Dem?" Spurgte hun, legede de stadig den samme leg. Hendes blik mødte hans, som hun ventede på et svar, imens at hun forsøgte at holde ham distraheret, så hun kunne komme i tanke om en flugtplan. Elmira forsøgte stadig at trække sig underliv væk fra hans. Det måtte han da kunne forstå?

Flabet men alligevel forsigtig han kunne lide det, men at hun ikke fortalte han hvad han ville vide begynde at gå ham på, og snart ville han ikke være flink overfor hende mere, også måtte hun lærer det på den hård måde, og det ville hun ikke synes om for så vil hun helt klart ønske hun bare havde givet efter før da han var flink, han nikkede kort som hun prøvede med begge hænder at skubbe ham væk, normalt var Jonathan ikke så nærgående og fortrak mest af alt at kvinder også ville ham, men det ville denne kvinde ikke, nej hun var meget mere tilbage holdne og meget mere sky omkring tæt berøring, Jonathan måtte virkelig gør noget andet så for at få svar ud af hende “ nuvel hvis du mener det er sandt “ sagde han og gik et skridt tilbage sådan han stadig kunne nå hende med hans hænder, og hende ligeså.

Han stod blot og kiggede på hende og overvejet hvad han nu skulle gør ved hende, han vidste også at han måtte finde på noget snart, for så hun hendes snit smuttede hun helt sikkert “ de har intet at miste ved at fortælle mig det, ser du inden denne dag slutter så ses vi nok aldrig igen, på den ene eller anden måde “ Jonathan var træt af at være flink nu skulle der virkelig ske noget, med mindre hun overraskede.