Sted: En mindre kro i Skumringskvarteret
Tid: Sen aften
Vejr: Forårsagtigt lunt

Latteren rungede igennem kroen, der havde en del lystige væsner på besøg, trods at udgangsforbuddet var trådt i kraft. Kroerne i Skumringskvarteret syntes at være fri for vrede Kilepræster og byvagter, måske fordi de var klar over, at der ville opstå store problemer, fik pøblen ikke lov til at fylde maverne med mad og øl og sove på værelserne. Så længe man var indstillet på at blive der natten over, medmindre man ville tage risikoen ude i mørket.
Randall havde ikke planer om at gå nogen steder før solen stod op, hvis han da var i stand til at gå nogen steder til den tid. Om det så bare var ud i stalden for at sove branderten ud i en stak hø.

Lige nu sad han med nogle kort i hånden og skiftevis koncentrerede sig om spillet, drak af sit krus og lo grovt til de jokes og historier, der fløj hen over bordet. Han var i sit es, når han var på kro og kunne udfolde sig. Desværre var der ikke så mange damer at være efter i aften, men så måtte sprutten jo bare være nok! Desuden havde Randy haft mere lyst til sprut end damer på det sidste, så det gjorde nu ikke så meget.

Han var kommet lidt sent til kroen og var ikke så fuld endnu, at det gjorde noget, kortene i hans hånd gav god mening og han smed det ene med et "ha!". Det var jo slet ikke nødvendigt at snyde i aften, lykkens gudinde måtte være med ham! Næste kort han fik på hånden var lige så godt og selvom han nok burde forsøge sig med et udtryksløst ansigt, kunne han ikke lade være med at smile stort. Han skulle nok vinde flere krystaller til mere øl i aften! 
Han var ikke så interesseret i sine omgivelser, selvom hans evige paranoia plejede at få ham til at være opmærksom. Men det var lidt som om, at han havde givet op på det med at undgå at dø det sidste stykke tid, så hvis nogen kom og stak ham ned bagfra... det orkede han ikke rigtigt at forholde sig til. Døden skulle nok ramme ham lige meget hvad.
Så han drak sin øl, spillede kort og morede sig som var det hans sidste dag i live. Eller som ville han forsøge at drikke sig selv ihjel. Intet af det betød noget, i morgen var der endnu en dag, om han så trak vejret for sidste gang i nat. Igen.

Vertis havde haft en meget lang dag, og intet var gået efter planen. Han vandrede gennem gaderne i retning af kroen, og blev flere gange nød til at vente i en gyde til at en patrulje var passeret forbi. Bag ham fulgte der to kultister, i tilfælde af at han tingene blev voldsomme. I sit nuværende humør var vold bestemt ikke udelukket.
Dagen var startet med det lange ridt fra syden, der havde efterladt hans værtskrop forslået og øm, efter hvilken det vidste sig at hans gæst havde mistet bevistheden. Mens han ventede på at hun genvandt bevistheden var han tvunget til at udskyde tre trin i sin plan, og han brændte tungen på sin te. Nu var han tvunget til at gemme sig fra Kile kultister, sammen med ildelugtene Zaladin kultister. Han sukkede dybt, og begyndte at tælle til tusind. At være dødelige var i sandhed røv.

Som han efterlod sin eskorte og trådte ind på kroen, længe efter udgangsforbuddet var trådt i effekt, faldt halvdelen af kroen tavs som de observerede ham. Vertis var iført simpelt tøj, en skjorte og vest i sort samt almindelige bukser, med en fin kappe slået over skuldrene holdt sammen af et sølvspænde. Der var torden at finde i hans mørke øjne, og til sammen gav han et helheldsindtryk af at være for fin til kroen. Det tog kun kort tid før gæsterne mistede deres interesse i den nyankomne, og vendte tilbage til deres spil.
Vertis var taget til kroen for at finde en mand, der var en rygtet stamgæst. Han havde holdt øret til jorden de seneste par dage, og var kommet til den konklusion at den gemene lejesvend var perfekt til den opgave han havde i tankerne. Opgaverne han havde i tankerne krævede omgang med pøblen, og kun Zaladin vidste hvor forfærdelig Vertis var til det. Havde ikke tålmodigheden til det.

Vertis hoppede. Fire mand og en dværg trak sig tilbage som et par fødder blev plantet midt i deres kortspil, på en måde så kroen atter dæmpedes som den fremmede blev genovervejet. "Der er fem krystaller til den første der kan udpege 'Randall'!" råbte Vertis så alle kunne høre det. Han havde ikke tålmodigheden til at være subtil, ikke i aften.

Selvfølgelig registrerede Randall, at der var nogen, der kom ind i kroen, stilheden talte for sig selv, men han gjorde ikke den ulejlighed at vende sig om, for at se hvem det var. Udtrykkende på hans spillekammeraters ansigter sagde at det ikke var noget videre specielt, så han sparkede til ham, hvis tur det var, under bordet. Videre! Endnu et par kort nåede at blive smidt, før et mindre brag og en stemme afbrød spillet igen. Krystaller for at angive Randall? Hvem var nu efter ham?! Der var stille i kroen for et sekund som folk overvejede ordene, hvilket gav Randall tid til at dreje hovedet og se den pænt påklædte mand, der havde en lidt dyster fornemmelse over sig. Nå ja, krystaller var krystaller og der var uden tvivl mere end én, der ville angive ham, så hvorfor ikke bare angive sig selv?!

Dog var manden ved hans side en tand hurtigere som han løftede en hånd for at pege på Randall, men han nåede ikke andet end at komme med en lyd, før han fik en albue i smasken og Randall selv drejede sig alt rundt og lænede sig tilbage, så stolen vippede om op de to bagerste ben.
"Dét' mig! Medmindre jeg har kneppet din kone, så er det ham der!" Han pegede på sidekammeraten, der sendte ham et vredt blik, mens han holdt en hånd på sin blødende næse. Ups. Ikke at Randall havde et gram dårlig samvittighed, manden havde trods alt været lige ved at sælge ham ud til den lettere skumle mand.

Nu hvor Randall havde vendt sig lidt, kunne han bedre se manden. Ikke en han erindrede at have set ham før, men derfor kunne han nu godt have været i køjen med hans kone. Eller på anden måde have gjort sig uheldig bemærket, kommet til at afhjælpe ham med ejendele eller på andet måde have været i vejen. Det kunne også være en, der søgte ham for at tage et arbejde. Hvem vidste? Randall var ligeglad - som han altid var med alting. Ville manden slå ham ihjel, jamen så kunne de da godt tage en bette fægtekamp, han måske, måske ikke kom levende ud af. Selvom han så pænt afslappet ud og tydeligvis havde fået et par krus øl, var han indvendigt anspændt og klar til at trække sit sværd. At være fuld var nærmest en permanent tilstand og han fungerede overraskende godt med for meget sprut i blodet.

Vertis vendte sig rundt mod manden, der højlydt angav sig selv. Alt hvad han havde hørt om Randall havde givet ham et billede af en mand, der sagtens kunne finde på at gøre noget sådant. Det talte til en hvis bravado, der egnede sig godt til jobbet Vertis havde i tankerne. Han drejede hovedet da dværgen begyndte at mumle noget om at han skulle træde ned fra bordet, før hans ben blev trukket væk under ham, men dæmonen lagde ikke stor vægt bag ordene. Han begyndte at gå i lige linje med Randall. Inden han hoppede ned fra bordet, sparkede han til dværgens krus, og dets indhold blev spildt ud af dværgen, til de øvrige gæsters underholdning. 
Han kastede et sidste blik på skabningen, der tydeligt viste at han var i et ilde humør. Var dværgen kløgtig ville han forstå farren, og lade ham være i fred.

Som Vertis bevægede sig igennem kroen ønskede han intet mere end at frigive sin evne. Den konstante tilbageholdenhed havde givet ham en hovedpine, og synet af den dekadente blanding af grådighed og fråseri fik det til at krible i hans fingerspidser. Intet ville være nemmere end at række ud til deres sind, og presse dem længere ind i deres forfald. Det var en skam at han var på en mission. Han havde alvorligt brug for lidt sjov.
Distraheret af sine tanker havde han glemt hvilken af de to mænd, der var og ikke var Randall. Hans blik dansede fra den ene til den anden. Han havde altid været dårlig til at skelne de dødelige fra hinanden, men på det seneste var det blevet værre. "Jeg har et job til Randall," sagde han. Det måtte få den sande Randall til at træde frem. 

Randalls grå øjne hvilede på manden, da denne rettede sin opmærksomhed mod ham og gik ned fra bordet, på vejen væltende et krus ned i skødet på dværgen ved bordet. Handlingen talte sit tydelige sprog og selvom det var ganske morsomt og fik flere til at le, voksede Randalls smil ikke. Nej, han var lidt mere koncentreret om at vurdere manden. Hvem var han og hvad ville han? Han så ud til at være i meget dårligt humør, hvilket ikke tydede godt for Randall. Men han flyttede sig ikke, sad bare tilbagelænet i stolen, der stadig hvilede på de to ben. Ind til videre havde manden ikke gjort noget tegn til at ville ham noget ondt. Ikke at Randall ikke var parat til at trække et af sine våben. Nok så han ikke ud af meget, men han var trods alt gammel soldat og lidt flere år gammel end han så ud.

Manden stoppede op og så fra Randall til sidekammeraten. Han var åbenbart forvirret over, hvem der var Randall, hvilket Randall uden tvivl ville have udnyttet, hvis han havde meldt ud, at han var der af mere... blodige årsager. Men så snart ordet arbejde blev nævnt, landede stolens ben på gulvet med et dumpt klonk, hvorefter de gled rundt på stenene, som Randal skubbede stolen halvt rundt, så han vendte mod manden. Hans ben blev lagt over kors og han lænede sig atter tilbage, afslappet. Provokerende ligegyldig overfor at manden skulle forestille sig at være mere end Randy. 
"Arbejde siger du? Og hvad skulle det så forestille at være?" Hans øjenbryn gled op i panden, som han så spørgende på manden.

Den ene hånd gled ud og greb det halvt fyldte krus, inden han førte det til læberne uden at flytte blikket fra manden, der åbenbart havde et job til ham. Randall havde ellers ikke ligefrem været på udkig på det seneste, han havde fået krystaller på en anden, lidt mere fingernem måde. At stjæle havde bare været lidt mere overkommeligt for den livstrætte lejesoldat i det sidste stykke tid. Ingen at tilfredsstille ud over ham selv.

Vertis kiggede på manden der tilsyneladende var Randall, og derefter på hans kammerater omkring bordet. Manden kunne næppe regne med at han ville beskrive opgaven foran de andre - Opgaven var alt for specifik og lyssky til at han kunne tillade at andre end Randall selv hørte hvad han havde at sige. Hvis ordret blev spredt før tid, ville overraskelsen være ødelagt.
"En simpel opgave. Ingen personlig fare, og godt betalt. På vegne af min arbejdsgiver, der vil forblive anonym." At Vertis løj, kunne Randall umuligt gætte takket være den rige dybe stemme, der skjulte enhver følelse og det kolde, professionelle ydre. I sandhed lignede Vertis mere en håndlanger end en planlægger.
"Du må forstå at en aftale kun kan blive gjort. . . I privat." Han løftede et øjenbryn. Enten måtte de flytte sig, eller Randall måtte fortælle sine venner at de skulle lade dem være.

Manden var svær at læse og Randall var overraskende opmærksom på alt, hvad han sagde og gjorde. Ja, han ville ikke dø, hvis manden dræbte ham, men Randy forsøgte altid at undgå at dø, det var bare ikke specielt behageligt. Også derfor, at han efter over 30 år med død efter død, var ved at være lidt tyndslidt. Hvilket nok ikke var til at se på ham, snusket som han altid var, blot med mørke rande under øjnene grundet mangel på søvn. 
En simpel opgave? Ingen personlig fare? Godt betalt? Som ordene kom ud af den mystiske mand, kunne man se interessen vokse i lejesoldaten. Det lød selvfølgelig for godt til at være sandt, men hans held måtte da snart vende?!

Mandens ord om privatliv fik Randall til at springe op fra stolen. Han havde absolut ingen magt over de mænd, der sad samlet om bordet. Det fleste ville nok stikke en kniv i ryggen på ham, så snart muligheden bød sig, han var trods alt lidt af en pestilens og samtidigt ret mange krystaller værd. Han havde ingen venner, slet ikke blandt sine ligesindede.
Stadig med kruset i hånden så han rundt og endte så med at slå ud med hånden mod et mindre bord, der stod tomt i hjørnet af kroen, lidt væk fra de andre. Det måtte være privat nok. Så han bevægede sig derover, slentrende og ikke helt i en fast linje. Ikke at han var så fuld, men han underspillede sig selv lidt. Lod det se ud som om, at han ikke kunne holde til øllen. Han stolede ikke på manden, troede knapt nok på ham, men lod det hele spille ud som det nu ville.

Afslappet smed han sig i en ny stol og så op på manden.
"Hvad er det så for en hemmelig opgave, din arbejdsgiver så har i tankerne, hm?" Han løftede kruset og tog en slurk af det let lunkne øl. Det billigste huset havde, der skulle mere til for at slå igennem og det smagte lidt af pis, men det gav nu en god brandert og slog ikke helt så hårdt dagen efter som det stærke. Øjenbrynene var atter skudt op i panden og de grå øjne så spørgende på manden over krusets kant.

Der var ikke mange detaljer der undslap Vertis, og da manden begyndte at slendre fuldt troede han ikke på det et øjeblik - men ikke fordi mandens slendren var dårligt emuleret. Vertis havde hurtigt opfanget den årvågne snuhed, der skjulte sig bag hans slidte overflade og lag af apati. Han så ingen grund til at nævne det. Hverken opgaven eller prisen afhang af hans sindstilstand, og det var reelt en meget simpel opgave.
Han fulgte efter Randall, og satte sig i den anden stol ved bordet. Det forsøgte at læne sig tilbage, men møblets kvalitet benægtede ham en behagelig position. "Min arbejdsgiver er kommet i besiddelse af en falden stjerne, og vil have ordet spredt om hendes opkommende salg." Han tog en pung af bæltet, og kastede den mod manden. Pungen indeholdt 3 safirstykker. "Første del af betalingen forløber nu, for dit besvær, og du kan forvente ti gange det, efter opgavens udførsel." Der var tale om en fyrstelig mængde penge, men Vertis havde for nyligt arvet et klækkeligt beløb, med meget kort tid til at bruge det. "Før jeg fortæller dig flere detaljer, er jeg nød til at vide om du er interesseret."
På hans læber kunne man se antydningen af et smil. Det var rent formalia at spørge manden på dette punkt - Vertis kunne lugte mandens grådigheden.

Nysgerrig satte Randall kruset fra sig og lænede sig frem med albuerne hvilende på det fedtede bord.
"En fald..." Overraskelsen var ægte, men han lavede hurtigt en bevægelse med hånden, der tydeligt sagde, at han ikke ville vide mere. Det var bedst ikke at vide, hvem det gik ud over. Han havde ikke ret mange skrubler, men en gang i mellem satte hans samvittighed alligevel i vejen, så han ville ikke vide mere, men lod i stedet manden tale ud.

Pungen kom flyvende i mod ham og han greb den med en hurtig bevægelse, afslørende, at han nok ikke var så beruset som man først kunne antage. Som manden snakkede videre, flåede han pungen op og lod de tre safirer dumpe ud i håndfladen. Safirer. Til den opgave han var blevet tilbudt, havde han regnet med jader. Det var lige før, at han ikke hørte, at det ville blive ganget med ti, når opgaven var fuldført. Gange ti. Tredive safirer for at sprede ordet om et eller andet med en stjerne. For et kort øjeblik så han bare måbende på manden, inden et stort smil voksede frem på hans ansigt.
"For tredive safirer kan du næsten få lov til at kneppe mig i røven." Han løftede hurtigt en finger. "Næsten!" SÅ frisk var han nu ikke, selvom havde kravet været det, nå ja, han havde prøvet værre, uden tvivl.

Safirerne forsvandt ned i pungen igen og pungen forsvandt ind under jakken, tre safirer var dyrebare sager. Der var penge nok til et par dages druk. Om han nogensinde fik resten, det måtte de vel se på, men han kunne da drømme.
"Jeg er din mand. Fortæl endeligt mere." Han lænede sig en smule længere frem, klar over at manden ikke ønskede at andre skulle høre noget. Og det ville Randall selv undgå, når lønnen var så fin!

Vertis løftede et øjenbryn som eneste svar til mandens joke, for en joke regnede han da med at det var på trods af at Vertis fandt den langt fra underholdene. Den virkede som en akut påmindelse om hvor mange andre vigtigere ting han kunne tage sig til lige nu, og resulterede i at hans i forvejen mørke humør blev mørkere. Han lagde mageligt begge sine hænder på bordet foran sig, de behandskede håndflader mod træet, og fangede hans blik med sit eget. Hvis et blik kunne dræbe, ville Randall kunne udvide sin lange liste af måder han var død på.
"Pigens navn er Mia, men hold det for dig selv. Din opgave er at sprede ordet, og hvis nogen opsøger dig, der bruger hendes navn direkte og lader til at være bekymret for pigen, skal du fortælle dem at en mand udsendt af Daman Pallisheaf kontaktede dig." Vertis hviskede ikke, men den dybe stemme rejste alligevel ikke langt i den larmende krostue. "Hvis andre end hendes venner nærmer sig min arbejdsgiver, er aftalen aflyst. Så må du lade hele Dianthos befolkning kneppe dig i røven, hvis du nogensinde vil se den mængde krystaller. Er jeg forstået?" Der var mere end en lille smule fjendtlighed i Vertis stemme, men på dette tidspunkt havde han delvist mistet kontrollen. Han havde intet spist i de sidste to dage, og trængte drabeligt meget til en kop te.

Det var ikke ligefrem fordi, at manden så ud til at tage godt i mod hans humor. Stivstikker. Blikket der mødte Randalls var bidskt, men han trak ikke sine grå øjne til sig. Nej, han var ikke bange, faktisk irriterede den andens overlegenhed ham bare. Randall var godt klar over, at han var nederst i samfundet, men derfor skulle han ikke finde sig i at blive behandlet derefter. Men som med så meget andet - så var han egentligt ligeglad. Og det burde kunne læses i hans blik, der roligt mødte Vertis.

Da manden sagde navnet, skar Randall ansigt. Han havde ikke brug for detaljer. Men som manden snakkede videre, gav det dog mening, at han skulle vide, at det var en pige ved navn Mia. Hans læber bevægede sig uden lyd, som han gentog navnet på manden, han måtte hellere huske det, siden hans gevinst afhang af det. Han var ligeglad med om manden løj eller talte sandt, så længe pengene var ægte. Krystallerne var alt hvad der betød noget, og dette var en ordentligt røvfuld af dem.

Da Vertis sagde, at Randy kunne lade hele Dianthos’ befolkning kneppe ham i røven, før han ville se så mange krystaller, lænede han sig tilbage i stolen og lagde armene over kors. Ordene ville nok fornærme de fleste, men Randall tog dem ikke nær. Selvom det måske kunne se sådan ud.
”En falden stjerne ved navn Mia er blevet kidnappet af en mand ved navn Daman Pallisheaf og hendes venner skal vide det. Og man kan åbenbart få 30 safirer, hvis man lader hele Dianthos’ befolknings kneppe en i røven. Fik jeg det hele med?” Sarkasmen var tydelig i hans stemme og udtryk, som han rakte ud og greb sit krus igen.

Vertis lænnede sig tilbage i den yderst ubehagelige stol, og kunne ikke lade være med at smile, på trods af hans dårlige humør. Det var rart når ting klikkede på plads og planer kunne fortsætte. Og så var der også noget morsomt, et eller andet sted, ved at have en samtale om noget så alvorligt, og alligevel finde tid til at joke om analsex med folkefærd. "Glimrende," sagde han, nærmest som et suk. "Glimrende. . ."
Han kiggede omkring i kroen, og prøvede at komme i tanke om der var mere han havde behov for at sige. Manden lod til at have forstået de vigtige pointer. Således sad han i nærheden af et halvt minut, før det gik op for ham at han var faldet i staver. Tid bevægede sig så pokkers hurtigt.
Vertis rejste sig op, og bukkede kort for manden. "Du vil se mig igen, efter udført arbejde." Han vendet sig omkring, og bevægede sig over mod døren.

Lidt overraskende dukkede der et smil op på mandens ansigt over Randalls ord. Nå, der var lidt liv i stivstikkeren, det var altid noget. Blev han var det måske lige før Randy kunne underholde ham, men han tvivlede på, at manden var interesseret. Randall var i hvert fald ikke, han ville tilbage til det andet bord, hvor han kunne spille kort og fejre sit nye job. Han skulle nok få det udført, når han var kommet sig over morgendagens tømmermænd. Nu var han i gang med at drikke og gad ikke stoppe. Så meget hastede det vel heller ikke. Og han var lige kommet i besiddelse af tre safirer, det måtte kunne være nok til at drikke hjernen ud af det dyre stads.

Han tømte sit krus, mens han betragtede manden, der så ud til at falde i staver for et kort øjeblik. En sær type, han kunne ikke helt finde ud af, hvad han skulle synes om ham. Men det var vel heller ikke så rigtigt, bare han afleverede skejserne, når jobbet var fuldført.
Lidt overrasket over mandens bratte afgang stillede han kruset fra sig og rejste sig fra stolen.
"Altså, jeg ved godt, jeg er nem at finde, men vi skal ikke lige aftale noget nærmere?" En dag eller et sted, han var trods alt ret ustabil i forhold til, hvor han var henne. Den ene dag kunne han være i Lazura, den næste i Tusmørkedalen, alt efter om han døde eller ej. Randall ville faktisk hellere, at han fandt manden. Det kunne være, at han hørte rygtet om hans død og ikke ledte efter ham.
"Jeg kan også finde dig, det er nok nemmere." Han slog et lydløst grin op, for at sælge idéen.

Vertis stoppede brat ved hans sprøgsmål, og vendte sig omkring. Han havde regnet med at deres samtale var færdig, og var allerede begyndt at se frem til at komme væk fra kroens larm. Han lo næsten da han foreslog at Randall fandt ham, men stoppede sig selv da han kom i tanke om at han ville bruge de næste par dage på at gøre sig selv mulig at finde. Det var stadig ikke en god idé at have Randall opsøge ham. Vertis var nød til at have kontrol over hvornår de mødtes.
"Nej, det er bedst hvis du holder afstand. Og hvis du er bange for at vi ikke kan finde dig, kan vi aftale at du møder op på denne kro hver uge ved samme tid." Han sendte ham et beroligende smil, der samtidigt sagde at termerne ikke var op til diskussion. "Du skal nok få dine krystaller." Vertis ord var guld.

Randall så ikke helt tilfreds ud med den aftale, det var så løst. Men hvis det var, hvad han kunne få. Desuden, var Vertis ikke den, der dukkede op, jamen så skulle Randall nok finde ham alligevel. Så svært kunne det vel ikke være, når man havde et navn, det virkede til at det ville lede en direkte til ham. Når han nu forventede at pigens venner kunne finde ham på den måde.
”Det håber jeg da,” brummede han, inden han hævede stemmen lidt. ”Jeg er lidt ustabil, men hvis du hører om min død, så er det bare falsk alarm, jeg skal nok komme efter betalingen!” Nok bedst lige at understrege, at rygterne om hans død ville være overdrevne. Sande, men overdrevne.

Det så ud til, at samtalen var ved at være ovre, så han tog sit krus og bevægede sig over mod det andet bord, hvor manden han havde givet næseblod sendte ham et surt blik. Det kunne godt være, at han skulle bruge nogle af de nye krystaller på at købe ham noget godt at drikke. Så resten af aftenen løb noget lettere.
Og det gjorde den. Druk, kort, skrålen og krystaller, en flok grove mænd, der havde grov humor og øllet flød frit.
Og trods hans lettere sølle tilstand dagen efter, huskede Randall sin opgave og så snart han havde mave til det, forlod han kroen og drog ind til Dianthos for at sprede rygter om stjernen, der var blevet kidnappet.

Vertis håbede at han havde lavet den rette beslutning ved at drage Randall ind i sagen. Han havde regnet en ordentlig betaling for at være rigeligt til at sikre sig at manden gjorde hvad der blev sagt uden spørgsmål, men det lod alligevel til at han insisterede på at have noget at sige. Hvilket formodentligt var hvad der gjorde ham så velegnet til opgaven… Eller en potentiel fare. I værste fald, tænkte Vertis til sig selv, kunne de vel sørge for at rygterne var sande. Han havde tænkt sig at betale manden, hvis opgaven blev udført til hans forventninger, men han havde ingen skrupler mod at dræbe ham bagefter, hvis det blev nødvendigt. Vertis følte sig dog ikke sikker på om Randall var smart nok til ikke at lægge sig ud med kræfter, større end ham selv.

Han vendte sig omkring, allerede fordybet i tanker, og forlod kroen. Dværgen han havde sparket et krus øl i ansigtet på og to af hans venner rejste sig og fulgte efter ham, med vold i øjnene som de skulede rundt på de øvrige gæster. Ingen af de tre skikkelser ville vende tilbage denne aften, eller nogen anden aften for den sags skyld.