Sted: Azursøen
Tid: Formiddag
Vejret: Skyfrit

Fra sin plads på himlen havde Avior ikke haft noget imod byer. De havde lyst klart - ikke lige så klart som ham selv, men de havde i det mindste lyst, og den vold, der altid var at finde i dem, havde underholdt ham. Dæmoner og orker havde været blandt hans yndlingsvæsner at iagttage, varulve de bedste. Han nød volden, de lyster de lød til konstant at have og den magt mange af dem udøvede. Men alt det havde han kun elsket på afstand. I virkeligheden brød han sig ikke om det. Han kunne ikke fordrage lugten af blod, havde han fundet ud af, og sammenlignet med de væsner han havde elsket på afstand, var han ikke andet end en lille bitte skid. En lille bitte skid, der lignede et menneske, af alle væsner.

Det eneste Avior var rigtig glad for på jorden var natten. Han elskede at se op på nattehimlen og drømme sig hjem, og der var ikke gået længe, før han stort set kun var vågen i nattetimerne.

I det hele taget sov Avior dog dårligt og solen stod midt på himlen, da han vadede ud i den største vamdlegeme han indtil videre havde set i sin søgen efter Mia. Han havde taget sine sko af, men beholdt resten af sit tøj på. Det passede ham dårligt, men det var ligegyldigt, når det alligevel blev vådt. Vandet var køligt, men Avior rystede kulden af sig og lod sig dumpe ned i vandet, der bar ham med lethed. Præcis hvad Avior havde haft brug for. Han ville bare gerne føle sig vægtløs igen. Vandet var det sted, der var mest ligesom hjem for ham.

Det var helt terapeutisk for ham at ligge i det, især når solen stod direkte på hans ansigt og varmede hans våde krop op, og han lå, hvor vandets bevægelser højst fik ham til at dreje lidt den ene og den anden vej. Vandet dækkede hans ører og alle de ubehagelige, ukendte lyde omkring ham var dejligt dæmpede. 

Solen stod holdt på himlen, og selvom vinteren stadig var her, var vejret helt igennem fantastisk, hvilket var en god ting. Det var måske ikke det bedste valg den unge Ember havde taget, da hun bestemte sig for at rejse hjemmefra midt om vinteren, men det var nu det skulle ske. Hun kunne ikke bare sidde og vente på at der ville ske noget, som tydeligvist ikke var igang med at ske. Udentvivl at hendes mor var helt ude af den nu, men forhåbentlig ville hun ikke komme rendende.

Det var ikke så meget fordi at Ember havde et bestemt sted hun var på vej hen ad. Det var lidt svært at vide når man sjældent havde forladt piraternes by, men hun vidste at hvis hun krydsede igennem Azurien, så ville hun komme til Dianthos, og måske... måske der var nogen der der havde kendt til hendes far? Hun håbede i hvert fald. Ellers måtte hun jo bare forsætte sydpå. Ikke at der var meget at gå på, men hun mener at hun en gang eller to havde hørt noget om at han måske var varmblodet? Det var i hvert fald ikke nemt for Ember når hendes mor praktisk talt havde skåret sin relation til manden der var Embers far. Og siden Ember ikke kunne se sine egne tråde, så var det svært. Måske hun bare ikke ønskede at se sine egne? Det var ikke altid rart at finde ud af at begge ender af tråden ikke var samme farve, og det var bare på andre mennesker.

Et smil spredte sig over hendes ansigt, som hun så ud over søen hun nu var kommet til. Hun havde kun hørt om dette sted. Azursøen. Den var godt nok kæmpe. I et øjeblik stoppede hun også op og bare nød at se det inden hendes øjne fangede noget. En dreng. Eller en mand. Køn mand. Han sad nærmest og lyste som han sad der, og Ember kunne da også mærke hendes eget hjerte springe et par slag over, som hun var forblændet af skønheden.
Forsigtigt gik hun over til ham. Han kunne ikke være meget ældre end hun var. Og dog. Det skadede dog ikke at sige hej til ham. Desuden var det også ved at være tid til at hun skulle få noget mad inden hun gik videre. "Hej," sagde hun da hun var kommet tæt nok på ham, til at han kunne høre hende.

I lang tid hørte Avior ikke andet end vandet omkring sig, mærkede ikke andet end dets bløde, kolde favntag. Han var halvt faldet i søvn, da han hørte en anden, ukendt lyd. Han åbnede øjnene, stirrede op i den klare, blå himmel med et uforstående blik, og det tog ham et øjeblik at komme nok til sig selv til at forstå, at det var en person der havde lavet den lyd han havde hørt, og ikke naturen.
Med et sæt rejste han sig op og så sig omkring, hans tøj hængende gennemblødt om hans krop.

Det tog ham det korteste øjeblik at få øje på hende. Med den hårfarve hun havde, skilte hun sig virkelig ud fra den golde vinternatur. Den glød, der strålede fra ham, falmede et øjeblik, inden den igen blussede op, med endnu mere kraft end tidligere, som flammen i et lys.
Efter at have fået øje på hende, skævede han sig omkring dem for at se om der også var andre. Han fik det bedre af at bekræfte at de var alene.

"Hvad er du?" Han stillede spørgsmålet med et skeptisk blik på hende og lagde hovedet let på skrå, da han syntes at hendes hår nærmeste sprang gløder, når et vindpust gik igennem det. Han trådte nysgerrigt tættere på, indtil han var helt oppe af vandet. 

Ember havde måske ikke rigtig overvejet hvordan fyren havde ligget i vandet, før at han stod drivvåd foran hende. Tøjet fuldstændig gennemblødt. Det måtte egentlig være koldt, når hun tænkte over det, men det nævnte hun ikke. Det var lidt svært at tænke, når han stirrede så intenst på hende. Hun var  ikke så vant til at få så meget opmærksomhed rettet mod sig, men på den anden side. Det var sket før når folk havde set på hendes hår, og hun kunne heller ikke lade vær med at tage noget af sit hår og sætte det bag hendes venstre øre.

”Mit navn er Ember. Ember Sarto,” sagde hun undrende. Det var en lidt sjov måde for en at spørge om en andens navn. Normalt brugte man hvem og ikke hvad. ”Hvad med dig? Hvad er dit navn?” spurgte hun så, inden at han overhoved havde mulighed for at rette på om hun havde taget det den forkerte vej.
Håret blæste stadig let i vinden, og det gav næsten illusionen af at det var levende flammer der var omkring hende hoved. Ikke noget hun selv lagde mærke til mere.

Avior rynkede sine fyldige øjenbryn sammen, da pigen introducerede sig selv. Det var først, da hun bad om hans navn, at det gik op for ham at hun havde sagt sit eget navn og ikke navnet på en race, som han ikke kendte. Elver, skovelver, kunne hun lige så godt have sagt som det der var kommet ud af hendes mund. Ember, Ember Sarto. Han bearbejdede hendes ord, hans undren tydelig på hans ansigt, inden han endelig kom til et punkt, hvor han kunne svare hende.

"Mit navn er Avior Cair," svarede han og gik tættere på hende, hans blik igen fanget af hendes hår. Gløder fløj fra det, var han overbevist om. Hun lignede en sol. En stjerne. Han skævede op på himlen, hvor denne jords sol stod højt, varm og på ingen måde brændende rød på denne afstand. Ville denne Ember Sarto også blot være et gyldent skær på længere afstand?

"Er du en sol?" spurgte han og stoppede først, da han stod lige foran hende. Var hun en sol, var hun en lille én. "Dit hår brænder som én," forklarede han lavmælt, distraheret af hendes hår, som han rakte en hånd frem for at røre ved.

Ember kunne ikke stoppe sig selv fra den lettere røde farve der kom op i hendes ansigt, som Avior begyndte at være meget påtrængende. Hun var ikke vant til at folk ikke respekterede den personlige bobbel, og især ikke på denne måde. Det hjalp især ikke når Avior kom med noget der mest af alt mindede om et kompliment. Der var mange ting hun var blevet kaldt, men at blive sammenlignet med solen var alligevel noget nyt for hende.

”Nej… nej, det er jeg ikke,” sagde hun, og tog fat i Aviors hånd inden at han nåede at røre ved det. Hun var allerede meget charmeret over ham. Ikke at der skulle meget til. De fleste var bedre en piraterne hvor hun var opvokset. Men selvom dette var tilfældet så var hun også klar over at hun ikke brød sig om at folk bare var så nærgående når hun ikke kendte dem.
”Men det her er normalt ikke acceptabelt at gøre,” pointerede hun med et let smil, men holdt fast i Aviors hånd så den ikke kom tættere på hendes hår, og trådte faktisk et skridt tilbage, så der kom lidt plads mellem dem igen, så hun ikke følte at hun var ved at blive trængt op i en krog af ham.

Avior forstod ikke, hvad Ember var, hvis ikke en sol, og det hjalp ikke at hun ikke selv oplyste hvad hun så var. Han tænkte over det, og kom frem til at hun blot måtte være en Ember, indtil andet blev opdaget.

"Hm. Jeg ved ikke så meget om jeres skikke," svarede Avior affejende, og indikerede i sin tone også at han var ligeglad med dem, men han holdt sig på den afstand hun havde lagt til ham. Til gengæld lagde han sin anden hånd over den af hendes, der holdt fast i hans, så begge hans hænder nu var lagt om hendes.

"Hvis du vil røre ved mit hår er du velkommen," tilbød han, som tilbød han hende at bryde en lov, og lod nysgerrigt blikket glide over hendes ansigt imens. Fra himlen havde han holdt af at se væsnerne på jorden bryde regler og hvorvidt det fik konsekvenser for dem eller ej, og han havde opdaget at det kun var endnu sjovere når man levede iblandt dem.

Ember kiggede ned på sin hånd, og var ikke helt sikker på hvad hun skulle gøre ved at være i denne her situation. Han virkede meget betaget af hende, mere end nogen anden havde været. Hvilket fik hendes blik til at flakke lidt, og hendes kinder blev bare mere røde i det. Det var i hvert fald godt på vej til at passe farvemæssigt til hendes hår.

"Nej, nej, det behøver jeg ikke," sagde hun og forsigtigt prøvede at tage sin hånd tilbage til sig. "Hvor kommer du fra, siden du ikke kender til.... vores... skikke?" spurgte hun så. Fordi der var noget underligt over Avior, og den måde han begik sig på, men det kunne ligeså godt være at han var en elemental, eller var et beskyttet barn. Der var mange ting der kunne gøre at man opførte sig anderledes og var ikke god til skikkene, og lige nu gik Ember over alle de muligheder der var, som ikke inkluderede potentialet af at han var en stjerne.

"Det bestemmer du selv," fortalte Avior hende, igen med samme tone, som var han en gavmild fremmed, da hun takkede nej til at røre ved hans hår. Han følte sig også meget gavmild, især da han gav slip på hendes hånd, selvom han ikke havde lyst til det.

"Jeg kommer fra himlen," svarede han ærligt og lyset i hans glød blev stærkere, da han mindedes sit hjem. "Jeg er en stjerne." Han knyttede sine hænder og skævede med et hårdt udtryk op imod himlen, som var det déns skyld at han var faldet. Solen især havde han et problem med - som den stjerne, der var tættest på jorden, burde det være dens ansvar at hjælpe ham tilbage på himlen, men indtil videre havde den ikke gjort andet end at varme hans skrøbelige menneske-skikkelse.

Denne her dreng blev mere og mere mærkelig, og Ember kunne ikke lade vær med at stirre lidt mærkeligt på ham. Heldigvis gjorde den lidt irriterende personlighed, at han ikke virkede ligeså smuk mere. Der var vidst åbenbart noget om at et smukt ydre ikke kunne skjule et grimt indre.

”En stjerne? Hvordan er det muligt?” spurgte Ember, og var næsten sikker på at lyset måtte spille et puds med hende, fordi han virkede til pludselig at skinne kraftigere. Hun havde godt lagt mærke til at han også gjorde det før, men nu var langt mere kraftigt. Hun var dog ikke sikker på at hun rent faktisk kunne stole på dette.
Hendes egne øjne drev også op mod himlen for en stund, men var kort efter tilbage på…stjernen? Nej, Avior var nok bare bedre at bruge om ham.

"Hvorfor skulle det ikke være muligt?" spurgte Avior, der ikke have bemærket hvordan Ember så på ham. "Min søster, den klareste stjerne af os, faldt. Og hun er måske klarere," sagde Avior med et hint af frustration i stemmen; "men hun er også yngre. Og mere naiv. Så jeg fulgte efter hende for at passe på hende. Men jeg ved ikke hvor hun landede. Udover rygter om et meteorkrater et sted her i Azurien."

Avior var endnu ikke blevet god til at skjule sine følelser, og uheldigvis for ham var mange af hans følelser den slags, som mennesker reagerede negativt på; vrede, tristhed, skuffelse og irritation. Det galt også nu.

Altså... han havde vel egentlig en pointe på en måde. Når så meget andet var muligt, så var det vel også muligt at være en stjerne. Og blot for et øjeblik lod hun sig selv kigge lidt nærmere på sjæletrådene der hang omkring ham. Der var ikke mange af dem, men de opførte sig da også en del anderledes end dem hun kendte. For ikke at tale om at det ikke virkede til at der var mange der befandt sig  her på jorden.
Fordi at hendes fokus nu også var på trådene omkring Avior, opdagede hun også den tråd der lyste let op som han tale om denne søster. Den pegede væk fra hvor hun vidste meteorkrateret var.

"Jeg ved godt hvor det er, så jeg kan godt vise dig vej til det, hvis du vil have?" tilbød hun, før at hun tilføjede. "Men jeg er ret sikker på at det er den forkerte vej hvis du ønsker at finde hende." Hun var ikke helt sikker på at hun faktisk ønskede at rejse med ham her. Han virkede lidt for ladet med negative følelser til hendes smag, men hun kunne vel godt pege ham på vej.

Avior var endnu ikke kommet forbi noget eller nogen, der havde kunnet sætte et smil på hans læber, men da Ember tilbød at vise ham vej, lyste han op i noget, der næsten var et smil. Han følte ikke ligefrem glæde, men han følte håb.

"Hvorfor tror du at det er den forkerte vej, hvis jeg vil finde hende?" spurgte Avior, tøvende og skeptisk, men ikke helt så skeptisk som han kunne have været. Han troede trods alt ikke på at Mia var blevet siddende hvor hun var landet, ventende på ham. Det var hvad hun burde have gjort, men Mia var ikke typen, der ville gøre hvad hun burde, så meget vidste Avior da, på trods af at han aldrig havde oplevet hende med den slags fri vilje.
På trods af at han var skeptisk, kunne han ikke skjule hvordan hele hans ansigt levede mere op ved Embers tilbud.

Hvordan kunne Ember sige det her uden at give væk, at hun havde en rimelig god metode på at vise ham vejen. Selvom hendes beslutning om nok ikke at rejse med ham hele vejen lidt forsvandt, når hun så det søde smil han havde på læberne. Hans attitude virkede næsten til at være blevet langt bedre da hun tilbød at hjælpe ham. Måske han bare ikke var vant til venlighed. Det ville ikke være overraksende med denne verden de levede i.

"Øhhmm... jeg mener at have hørt nogle rygter, om pigen i krateret bevægede sig den vej," sagde Ember i det der mest af alt mindede om en virkelig dårlig løgn, som hun pegede i retning af den vej hun kunne se tråden gik. Hun kunne jo ikke specificere hvor det var henne endnu. Så skulle de jo først nå til hvor tråden endte desværre. Så det kunne være en tur tværs gennem landet hvis hun ikke passede på. Selvfølgelig ville det nok hjælpe hende med at finde hendes far.

Avior fulgte Embers finger med blikket og stirrede forhåbningsfuldt i dens retning, som håbede han at Mia ville dukke op i horisonten hvert øjeblik. Han trak vejret dybt, svagt skælvende, inden han vendte sig imod Ember, hans øjne skinnende af håb.

"Tak." Han havde forestillet sig, at det ville blive svært og irriterende at sige, når han endelig skulle til det, men det røg ud af ham, som havde det virkelig smittet af på ham bare at høre folk omkring ham sige det.

Han vadede hen til sine støvler og trak dem hastigt på. Han havde smidt sin jakke ved siden af den og sit tæppe fra Purnima, som han viklede om halsen som et stort halstørklæde. Tøjet under jakken var stadig fugtigt på trods af solen, men Avior var endnu ikke klar over at man kunne blive syg af den slags. Han begyndte at gå i den retning hun havde udpeget til ham, uden at sige farvel, men efter et par skridt vendte han brat om og gik tilbage til hende, indtil de stod med kun en halv meter imellem dem igen. Hun var ikke lav, men det var alligevel Aviors tanke; at hun var lille. Især når han havde flere lag tøj på og generelt fyldte mere.

"Hvis du vil må du gerne komme med, Ember," sagde han til hende, imens han så hende direkte i øjnene. Han vidste bedre end nogen anden hvor ubehageligt det var at blive efterladt og han ville ikke gøre det mod den sol-lignende skabning der lige havde hjulpet ham. Hvis Purnima havde inviteret ham med, dengang hun havde forladt ham, ville han have brugt sine klodsede, uduelige ben og været faldet så mange gange som det tog, for at kunne følge med hende.

Ember kunne virkelig ikke tro sine ører. Han troede bare på hende? Uden videre? Uden nogle spørgsmål? Det var lidt underligt at forholde sig til, og da han bare begyndte at marchere afsted, kunne hun egentlig ikek gøre så meget end at kigge lidt dumt på ham. Var det virkelig det? Han gik bare den vej end tilfældig pige havde peget ham, uden at overveje hvor meget snadhed der var i det, og uden at sige farvel?
Alligevel kom han tilbage, og Ember kunne nok godt se at denne her verden måske ikke var så ligetil som hun troede. Ikke når der var skabninger som ham på fri fod. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at smile.

"Jeg skal alligevel den vej, så vi kan vel følges," sagde hun, selvom det langt fra var sandheden. Hun havde ikke været nogen bestemt vej hen, men der var noget der undrede hende omkring denne Avior, og hun kunne vel ligeså godt følge ham på vej, mens hun ledte efter sin far. Især fordi hun ikke rigtig anede hvo rhun skulle starte eller slutte med den efterforskning henne.

Avior løftede begge øjenbryn i overraskelse, da Ember fortalte ham at hun skulle samme vej, men efter et øjeblik ændrede hans udtryk sig til ét der næsten udtrykte glæde. Han følte sig under alle omstændigheder heldig.

"Du leder ikke tilfældigvis også efter Mia, gør du?" spurgte han, da de begyndte at gå ved siden af hinanden. Han vidste at han var nødt til at beskytte hende, men han vidste ikke hvordan han rent faktisk skulle gøre det, hvis den her tøs af en eller anden grund havde set sig sur på hende. Hun så lille ud, men han havde ikke lyst til at gøre hende ondt, og desuden var hans eneste rigtige våben også hans evne til at selvdestruere.

Ember rystede hurtigt på hovedet. Nej. Man kunne ikke ligefrem sige at Mia var grunden til at hun gik nogen som helst steder hen. Før idag havde hun heller ikke vidst at der faktisk var faldne stjerner som personer, selvom hun havde hørt om stjerneskuddet der var faldet, så var der alligevel alt for mange røverhistorier hvor hun kom fra.

"Jeg leder faktisk efter min far, men siden jeg ikke ved specielt meget om ham, så er det bare lidt at starte fra en ende af," indrømmede hun og trak lidt på skuldrene. Avior kendte nok ikke nogen her omkring, når han var fra et andet sted, så at spørge ham om han kunne hjælpe var nok lige meget alligevel. Men hvor end Mia var, var jo også et sted at starte.

Avior trak øjenbrynene sammen i skepsis, da Ember fortalte 'sandheden' om hvad hun skulle. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Der var ikke nogen grund til at den pige skulle lede efter noget som helst.

"Hvorfor bruger du ikke bare din evne?" spurgte han uden at lægge skjul på sin skepsis. Fra hans synspunkt af havde hun sagt sådan, fordi hun skjulte noget for ham eller løj for ham, ikke fordi at hun ikke selv var klar over sin evnes muligheder. Han havde meget lidt tiltro til jordiske væsner og da slet ikke til mennesker, heller ikke de halve af dem.

Ember kiggede med store øjne på Avior. Hun havde ikke haft nogen grund til at bringe hendes evne op, fordi den ofte voldede mere besvær end det var værd. Især fordi folk meget hurtigt mene at hun bare kunne hjælpe dem. Men Avior havde påpeget den med det samme. Noget hun ikke havde set komme. Mest af alt fordi hun aldrig var stødt på nogen der kunne læse andres evner.

"Hvordan kender du til min evne?" spurgte hun. Der var en hvis anklagende tone i stemmelejet, før at hun tilføjede. "Desuden kan jeg slet ikke bruge den på den måde." Ikke en løgn for hende. Det var hvad hun mente hun kunne, men at Avior havde set potentialet i evnen var en helt anden ting. Ember havde stadig meget at lære om sin egen evne.