At have en ung pige på hælene var virkelig ikke hvad Kaliyah regnede med ville ske, da hun tog fra Sarghos for flere år siden. Nej, hun havde affundet sig med at være alene resten af sit liv, eller indtil hende og Ryuu fandt ud af en måde at blive adskilt igen, så Kaliyah kunne få sit normale liv tilbage. Men sådan var tingene ikke sket. For ikke at nævne at jo længere Kaliyah brugte med Ryuu, jo mindre ville hun slippe af med ham.
I hvert fald havde hendes liv taget en drejning hun ikke havde forventet, heller ikke nu som hun for en stund havde efterladt Maya bag sig, og hun bevægede sig ind i Vesterdalene for at finde noget mad de kunne spise. Det var nemmere hvis Maya ikke var med trods alt. Hun havde en uheldig ide om at larme, og Kaliyah var i forvejen dårlig til at jage. Det var da kun fordi at hun grilstegte dyrerne at det overhoved kom til at ske.

Langsomt kom i nærmere en hjort, og den skulle da også til at løbe væk, som hun spyede ild, og hvor der før havde været et levende væsen, lå nu et halvbrændt dyr på jorden. Lidt forkullet, men så snart det blev skrabet væk, så var det fint, og det var den eneste måde hun kunne jage på. Så hun bøjede sig ned og tog liget på jorden og tog det over skuldrene, for så at begynde at gå igen. I det mindste var hun ikke stødt ind i nogen varulve, så alt i alt ville hun mene at denne lille tur var gået ganske godt.

Altså tre diamanter var jo også en slags penge når man nu stadig ikke ligefrem var rig. Judas havde haft en rigtig god periode for et års tid siden hvor han havde haft ret så mange penge, på kistebunden. Men det var som om at det her år var startet rigtigt dårligt og han håbede virkeligt at det snart ville blive bedre.
Judas var god med våben, men mente da også selv at han havde talegaverne i orden og kunne han komme udenom kamp så ville han helst det. Både fordi han ikke selv ønskede at komme til skade, og mest af alt ønskede han ikke at skade nogen. Det havde han allerede gjort en gang for meget.

Judas havde brugt uger på at sporer hende, og nu hvor han endeligt var helt tæt på, vidste han udemærket godt at han måtte passe på med hvordan han gjorde. Han kiggede på hende med et roligt blik fra afstand, som han så hende jage den uskyldige hjort. Aftensmad skulle der trods alt til, og Judas var da heller ikke bleg for selv at fange sit bytte.
Han bevægede sig langsomt frem, han ønskede trods alt ikke at skræmme hende. Han havde bue og pil siddende på ryggen, men havde ikke planer om at bruge våben sådan lige ved første øjekast.

"Giver du aftensmad?" spurgte han med et roligt smil som han trådte frem fra krattet, han kendte hende ikke og han havde måske godt luret at hun ikke osede af varme og socialt samvær.
Men om ikke andet så kunne han jo lige så godt give det et forsøg, han havde da i dte mindste et okay charmerende smil hvis han selv skulle sige det, også havde han da helt grundlæggende sociale talenter om ikke andet.

Kaliyah havde ikke hørt nogen kom nærmere, så det var ikke underligt som hendes hoved spandt rundt for at kigge på hvor stemmen var kommet fra. Det lange hår med fletningerne i, fløj omkring hendes hoved og hun kiggede skarpt  på ham. De gule øjne var næsten dyriske i deres udstråling, men tøjet hun bar var ligeså menneskeligt som dem i byerne. Hvis ikke lidt mere letpåkædt, og at der var lavet nogen modifikationer til halen og vingerne.

Manden prøvede… at tale med hende. Hvis der var en ting som Kaliyah havde lært de sidste par år, så var det at folk ikke bare sådan uden videre accepterede hvordan hun så ud. Maya var måske lidt af en speciel sag. Kaliyah havde stadig ikke regnet den pige ud.
”Hvem er du?” spurgte hun, og hendes hage løftede sig bare en smule, så det næsten gav effekten af at hun kiggede ned på ham. Hendes hænder havde stadig hårdt fat i hjortens hove, så den ikke gled nogensteder. Hun så måske ud til at hun ikke ville være særlig farlig i øjeblikket, men hendes mund var trods alt også et problem at holde øje med.

Judas var egentligt en ret afslappet fyr og han brød sig ikke om at komme i hård kamp. Han ville gerne forsøge at tale sig ud af tingene, og det kom jo sikkert ud af de dårlige oplevleser med hans x kone. Han ville bare gerne at folk kom så godt afsted som muligt, så han kunne få sine penge og komme videre i livet.
Desværre var han ofte lidt uheldig og klodset, men denne her gang - nu var han altså nødt til virkeligt at forsøge sig, og forhåbenligt ville der vente penge i den anden ende.

Judas var godt klar over at der var en chance for hun ville gå direkte i kamp og angribe ham, men han håbede alligevel at hans personlighed og skæve smil kunne få hende på andre tanker. Om ikke andet var han jo et ganske selskabeligt menneske og han gjorde jo altid havd han kunne for at være så ærlig og oprigtig som han kunne.

"Bare rolig jeg er ikke ude på noget" sagde han og holde den ene hånd op som hentydning til at han var fredelig, han ville ikke lige prøve at ligge sig i kamp med hende.
"Jeg er blot en simpel mand ude at vandre... En sulten en af typen" sagde han roligt og kiggede i mod hende bytte, han ville gerne have lidt mere kontakt til hende.
Han troede ikek på at folk kunne gå igennem livet uden hjerte.

Kaliyah var en ændret person. Det var hvad der skete når man rendte rundt og talte med en drage i sit hoved til hverdag, og generelt var blevet hevet ud af sine vante rammer i det omfang som Kaliyah var blevet. Det betød dog ikke at Kaliyah ikke havde en hvis ømhed i sit hjerte tilbage for folk. Det var til tider svært, men det var der endnu, for en stund.

”Det er de færreste der kommer i nærheden af mig,” sagde hun. Hvilket var primært henvendt til hendes udseende. Det var svært at ignorere det, når hornene så skarpe ud, og hænderne der holdte om dyret var iført skarpe kløer, som et andet dyr. Halen hun havde svingede også blidt nede ved skovbunden. Der var ikke meget ved hende der skreg af at man havde lyst til at snakke med hende. Hun kommenterede dog ikke på at han var sulten. Hun var rimelig sikke rpå at det var en hentydning, men hun var ikke sikker på at hun ønskede at dele mad med ham endnu.

Judas vidste godt det måske var farligt bare at stå blottet ved en kvinde der havde våben, og som han alligevel godt vidste bare kunne slå hende ihjel. Han smilede roligt til hende, han vidste godt hun måske ikke ville falde for hans charme, men han kunne jo lige så godt forsøge at give det et forsøg.
"Så det du mener er at jeg er heldig lige nu?" spurgte han og smilede forsigtigt til hende, imens han håbede at hun ikke havde tænkt sig at jumpe ham eller noget i den stil, han prøvede jo trods alt at virke ganske forsvarsløs.

"Jeg er altså ikke ude på noget hvis det er hvad du tror" sagde han og holde den ene hånd op, han anede slet ikke hvad han skulle sige lige nu, men han vidste han var nødt til at have hende på krogen, han havde virkeligt brug for pengene og han var ikke ude på at få flere skrammer.
"Såååh, middag? Jeg har noget brød i rygsækken" sagde han og smilede kort i mod hende, ikke sikker på præcist hvor aggresiv hun var.

Kaliyahs eneste våben var hendes klør, ildmagi og så selvfølgelig det store dyr hun i øjeblikket bar på, men det var næppe særlig effektivt at kæmpe med.  Men for nu holdt Kaliyah sig i ro, selvom hendes hale forsatte med at slå blidt nede ved jorden, en urolig tendens.
”Nej. Jeg er imponeret over at du tør,” svarde hun tilbage. Det var ikke fordi at hun ønskede at jage folk væk, men det var en naturlig bivirkning ved at have horn, klør og generelt ligne lidt et monstrum.

Hun stod lidt og overvejede situationen. Ryuu i hendes hoved hjalp ikke med situationen, siden han mente at manden b are skulle grilsteges, sidne det var så lang tid siden at han havde fået lov til at smage noget menneske. Og han så forsatte med at brokke sig over at mennesker normalt alligevel blev for gennemstegte for hurtigt. Hun var ikke sikker på om han mente noget om det han sagde, eller om bare prøvede at irritere hende.
”Okay fint,” sagde hun så endelig. Selvom hun holdt et åbent øje med manden, som hun begyndte at gå mod hende og Mayas lille lejrplads.

Judas kiggede på hende med et roligt blik. Han burde virkeligt få sig nogen flere mennesker at snakke med. Han var stortset ikke social mere, men han forsøgte jo altid at charmerer sig hvor han kunne, også selvom det aldrig var mere end det. Han var færdig med kvinder og distraheringer, nu havde han bare brug for at få opbygget det liv han gerne ville.
"Måske er jeg bare lidt dum-naiv" sagde han i et forsigtigt smil, han kunne ikke rigtigt andet nu end at håbe på hun ikke pludseligt stak en kniv i hans hjerte: "Bål?" spurgte han og antog ikke hun bare ville æde dyret råt.

"Må jeg mon også få dit navn? Eller er jeg ved at nå grænsen af barmhjertighed?" spurgte han i et lille charmerende smil. Det var ikke fordi han regnede med det ville virke, hun virkede ikke sådan super people-friendly, men han kunne da lige så godt give det et forsøg.
Han smilede let, og kiggede i mod dyret, som ville han hentyde til at han kunne hjælpe med at slæbe det hvorend hen hun ønskede: "Jeg er Judas..." sagde han og gik tættere på hende for venligt at række sin hånd frem i mod hende.

Det var i det mindste noget som de to overraskende nok kunne blive enige om. Kærlighed var heller ikke noget Kaliyah havde tænkt sig at nærme sig nogensinde igen. Og det var ikke engang fordi at det nødvendigvis var endt dårligt for hende. Hun var bare klar over at det ikke ville fungere. For ikke at tænke hvad hendes eks-forlovede ville tænke om hvordan hun så ud og hvordan hun havde udviklet sig over de seneste par år.

”Jeg har en lejrplads ikke så langt herfra,” sagde hun med et lille suk, og prøvede at ignorere den dybe irriterende stemme der lige nu var i gang med at gøre grin med denne mand. Ryuu elskede at gøre grin med alt hvad han kunne komme til.
Hun begyndte at bevæge sig igen, og tog ikke engang imod hånden. ”Jeg bliver kaldt Kaliyah, ikke at det vil gøre dig noget godt,” indrømmede hun, selvom hun selv gemte navnet Judas i sit baghoved. Måske han viste sig at være en okay sjæl. Det skete jo til tider, men det var nemmere at være alene.

Det var ikke en lang tur tilbage til lejeren.. hvis man overhoved kunne kalde den det. Der var ganskevidst opsat et lille bål midt i en lille lysning, og nogle redskaber lå deromkring, men ellers var der ingen tegn på at her havde boet mennesker.

Okay hvis bare Judas kunne få hende her afleveret det rigtige sted, så ville han da have lidt penge som han kunne gøre godt med. Han smilede for sig selv, hun virkede da til at gå okay med på hans plan, og heldigvis for Judas så fik han ikke rigtigt følelser for kvinder længere, så han var sikker på han kunne fuldfører dette her uden at komme i klemme.
"En lejrplads? Bor du herude?" spurgte han en smule naivt, lige nu var der jo trods alt ikke andet at gøre end bare spille med og antage at tingene gik i den rigtige retning.

"Kaliyah..." sagde han kort og tyggede på navnet, det var et pænt navn trods alt: "Så hvad bringer dig herud?" spurgte han og håbede at følge hende vejen til hvor hun opholde sig.
Om ikke andet kunne han da forsøge at angribe hende når hun sov, hvis han bare vidste hvor hun hørte til. Judas ville selv mene han var en okay dusørjæger, men de sidste par måneder havde hans statestik godt nok været nedadgående og hvis han selv skulle sige det, utroligt uheldig.

Kaliyah stirred på ham med et blik der tydeligvis sagde at han matte være småsindssyg. Bo herude? Hvor varulvene ellers var. Nej. Gennemrejse kunne hun gøre, men at bo her permanent var udelukket, selvom Medanien var et af rarere steder at bo efter hvad Kaliyah havde oplevet over de sidste par år. Der var i hvert fald massere af mad, og forholdvist varmt.

”Jeg er på gennemrejse,” var det simple svar. Ikke noget om hvor hun var på vej hen, eller hvor hun havde været. Hvilket for en dusørjæger nok godt kunne lyde som om at hun havde gang i noget lidt mere uheldigt arbejde, selvom det ikke ligefrem var tilfældet for Kaliyah.
”Hvad med dig? Der lever trods alt varulve herude, så det er ikke så eftertragtet at være her,” pointerede hun og kiggede afventende på Judas, mens hun forsatte sin gang mod sin lejrplads.

Judas vidste sgu ikke om han ville kalde sig selv et specielt charmerende menneske, men altså det var da ikke fordi han havde haft svært ved at forelske sig i sin kone Agnes, nu levede hun jo desværre ikke mere og det havde nok fået Judas til at opgive den side af livet. Han var af den overbevisning at man kun fandt kærligheden en gang.
Præcist derfor var det lidt nemmere bare at bruge charme og seksualitet i et forsøg på at opnå de ting man gerne ville have, f.eks penge ud af det faktum at han havde fundet en kvinde som nogen efterlyste.

Han rettede let på sin jakke som han nikkede til hendes tale: "Ude og opleve verden?" spurgte han blot og rettede så også let på sit hår, man skulle måske ikke tro det når man sådan lige stødte ind i ham, men han var faktisk ganske forfængelig.
"Egentligt var jeg bare på jagt efter min bror, men jeg har vidst ikke rigtigt heldet med mig i disse tider" sagde han, det var jo ikke helt løgn. Han havde ikke set Darko i flere år, og antog at han nok var blevet en alkoholiker på en bar et sted i hovedstaden.

Kaliyah trak let på skuldrene. Det virkede latterligt at uddybe hvad det var hun oplevede. Mest af alt prøvede hun bare at opleve ikke at være en eftersøgt kvinde, hvilket godt kunne være svært, når hun til tider fik forvildet sig i nærheden af bebyggelser, og Ryuu var heller ikke ligefrem behjælpelig.
Egentlig havde Kaliyah ikke tænkt sig rigtig at underholde mennesket, men det var lidt ligesom at hendes hjerte gjorde lidt ondt, som hun hørte ordet bror. Selv havde hun også haft en bror, men han var noget brutalt blevet myrdet af hende og Ryuu.
”Jeg håber for dit vedkommende ikke at han er herude så,” svarede hun. Stemmen var næsten blød og med en vis sårbarhed i, som hun ellers ikke havde vist.

Endelig nåede de dog frem til lejrpladsen, og Kaliyah smed det store dyr ned på jorden, hvor hun så begyndte at skære i det med sine klør, fremfor en kniv. For det første så det ganske blodigt ud, men hun så heller ikke ud til at være rutineret i det.