Krystallandet
Rabbit 09.01.2018 09:14
Eyad havde totalt mistet overblikket over, hvor længe han egentlig havde været låst fast i gabestokken. Havde det været en uge? To uger? Måske tre? Hans krop var for længst holdt op med at gøre ondt, og i stedet kunne Eyad ikke rigtigt mærke sine arme og hænder mere. Hans knæ gjorde heller ikke ondt mere, med mindre han skiftede stilling. Så kunne han mærke, hvordan de knagede og værkede, og han var helt sikker på, at de begge to var blå og lilla, fordi han havde knælet så længe på de hårde sten.Han var også blevet mere eller mindre immun overfor sulten, der gnavede i hans slunkne mave. Havde det ikke været for de fremmede, der ind i mellem forbarmede sig over ham og gav han et stykke brød, havde Eyad helt sikkert ikke været i live stadig.
De første par dage, Eyad havde været låst fast her, havde han hvæset og spyttet efter vagterne, hver gang de gik forbi han, men det havde kun skaffet ham spark i ansigtet og maven, så efter et par dage var han holdt op. Nu var han kun stille. Han sagde ikke et pip, han var for svag til at spytte og slide mod kæderne, der holdt ham fastlåst. Det lå ellers ikke til Eyad at give op, men der var intet, han kunne stille op. Vagterne havde tydeligvis ikke i sinde at slippe ham løs, og han ingen af Eyads få venner vidste, at han sad her. Hvis de gjorde, havde de ihvertfald ikke forsøgt at befri ham.
