Skriget skar igennem marv og ben, hvor alle stoppede deres arbejde selv samme sekund af ren og sker forskrækkelse og ubehagen det medbragte. Et skrig afløst af horn der fortalte dem alle at de var under angreb. Torbjorn var stoppet midt i en hammerbevægelse og stod med den tunge hammer hævet og blikket rettet mod det den hvide sne udenfor.
Vejret var overraskende roligt. Der faldte ingen sne, faktisk var der smeltet en god del som varmen var vendt tilbage til landet, uden at havde fjernet hele det hvide tæppelag der udgjorde deres hjem. Omkring hans smedje var der dog sjældent noget hvidt at se. Varmen fra den brændende ovn der varmede metallet op, gjorde sit udfald til at smelte alt omkring sig og holde en stærk varme i rummet. Derfor var Torbjorn også kun klædt i en løs kofte med dyb udskæring for at hans hud kunne ånde i varmen. Uden tøven bevægede han sig ud i de kolde omgivelser, stadig med hammeren holdt i et solidt tag.

Skriget var kommet fra en kvinde nær udkanten af landsbyen, men hjælpen var hurtigt samlet. Mænd og kvinder der havde fundet våben løb imod stedet, som Torbjorn selv, mens dem der ikke kunne kæmpe søgte tilflugt i byens midte. De grønne væsner infiltrerede jorden som skadedyr og ødelagde alt på deres vej. Torbjorn svang hammeren hårdt og knuste kraniet på en angribende grønhud, uden tanke for at han ikke var videre godt beskyttet. Men han var ikke den eneste, der havde droppet at klargøre beskyttelse inden de kom deres medmennesker til hjælp. Råb og kamp fyldte lydene omkring ham, mens han forsøgte at kæmpe sig frem mod en familie hvis hus var omringet.

Han sad midt i et møde med sine hirdsmænd da hornet lød. I hans langhus var det svært at høre skriget, men hornet var gennemtrængende nok til, at jarlen rejste sig roligt og så mod sin elite. "Hvem har modet til at angribe Sverdika..." han havde fået en tendens til at tænke højt og én af hans hirdsmænd var med det samme henne ved hans side for at sørge for hans sikkerhed. "Eirik, nej. Det er ikke min sikkerhed, der er vigtig. Jeg har brug for en skjoldmur, og jeg har brug for at nogle af jer sørger for folkets sikkerhed. Sten, du finder de resterende krigere og samler dem," hans sjove humør var forsvundet som dug for solen, da hans hænder fandt spyddet, der altid stod klar ved hans stol, og han fik givet et skjold af én af de andre hirdsmænd. De seks mænd gik ud af langhuset og som de var uden for, løb Sten af sted for at få ordentlig samling på krigerne. Selv marcherede Baldr af sted med de resterende fire mænd bag sig.

Han kunne se dem: Grønhuder, der havde nerverner til at angribe HANS hjem. HANS folk. Et flash af rød gik gennem Baldrs øjne, men i stedet for at give efter for blodrusen tog han spyddet i samme hånd som skjoldet og holdt en hånd oppe foran sig. Pile af is formerede sig. Ti af dem blev sendt direkte i kroppen på den første ork der kom mod dem og Baldr tog derefter spyddet i sin kamphånd og hamrede det mod sit skjold. "Orker! Hvis I vil have en kamp, SÅ KOM HER! I rører ikke mit folk, svinske hunde!" han var ikke vred. Ikke endnu, nej, dette var råberi for at tiltrække sig de fleste af orkernes opmærksomhed. Længere bag ham begyndte flere krigere at samle sig, og idet de første par orker løb hen mod dem, sendte Baldr et blik mod sine mænd. "Spydspids-formation! Jeg tager fronten," et ulveagtigt smil bredte sig på hans læber mens hans mænd gjorde som sagt og hans spyd blev mødt af den første orkhals. Han gjorde et ryk med spyddet for at rive det fri og orken tumlede død om i sneen. Snart kom der dog flere orker.

Torbjorn holdte ikke øje med hvad de andre foretog sig i øjeblikket. Han hørte råb bag sig, der fik ham kort til at miste koncentrationen i sin banken på et primitivt træskjold. Baldr var nået frem til stedet, med krigerne med sig, for at kæmpe grønhuderne tilbage. Torbjorn undgik med nød og næppe en krummet klinke der blev slået i hans retning, knap et par centimeter fra hans næse. Torbjorn hamrede smedehammeren ind i hjelmen på orken der besvimede på stedet, med en øjenselig stor bule i hjelmen.
En ork ved hans sidde blev gennemhullet, bogstaveligtalt, af ispile, og nu kunne han ligeledes se Baldr mere tydeligt. Noget han var taknemmelig for.

Lyden af en dør der splintrede tiltrak hans opmærksomhed hurtigere end Jarls ordre om formation. En ork slæbte en kvinde ud efter sig, trukket i håret med et slesk udtryk, mens en anden havde en hængende over skulderen.
Nok var Torbjorn en rolig velovervejet mand, men der var grænser for hvad selv han kunne klare. Den tunge hammer fløj gennem luften og ramte den førstes skulder med en knasende lyd. Herefter skete det mest naturlige hans vredestilstand bød ham. Torbjorn voksede i størrelse, som ansigtet formede sig om, hænder blev til poter, indtil der stod en fuldvoksen bjørn foran dem der brølede højt og sprang frem. Orken med kvinden over skulderen slap hende forskrækket så hun landte på sneen, for at trække sig sværd mens Torbjorn havde knavet sig fast i den anden grønhuds hals, og stod med et stort bjørneben beskyttende over kvinden den førhenværende levende ork havde slæbt med sig.

Mens Baldrs gruppe af krigere begyndte at presse orkerne bagud kunne han høre et højt brøl lidt til venstre for sig. Et dyrisk brøl. Som han vendte blikket, fik han øje på en gigantisk bjørn. Torbjorn. Han huskede godt smeden hvis lillesøster var blevet dræbt i kamp. Manden der havde givet efter for raseriet ved smerte over sit blod der lå der, død i sneen. Det var typisk denne type folk, jarlen huskede, for det var dem, der havde mistet mest, og dem, der fortjente mest respekt for deres vrede. Baldr kendte nemlig alt til vrede og bare det at se hvordan Torbjorn havde reddet to kvinder fra orker der ville have slæbt dem med og gøre guderne ved hvad med dem, satte med det samme jarlens blod i kog. Hans kæbe arbejdede på højtryk mens han jog sit spyd gennem endnu en ork. "Eirik, overtag min plads," mønstrede han at kommandere, iskoldt og roligt, som han skubbede sig bag krigerens skjoldmur. Han satte med det samme i løb over til den gigantiske bjørn, som to orker havde sneget sig op på "dyret" bagfra. Uden at tænke, kastede han sit spyd i nakken på én af orkerne der sank sammen, død øjeblikkeligt. 

Han trak sit sværd, og løb direkte ind i den anden ork, skjoldet først. Denne ork døde ikke så let, men det gjorde kun Baldr mere vred da hans øjne begyndte at lyse rødt efter at orkens økse havde bidt sig ind i hans ben. Med et smertesudbrud jog han sit sværd direkte i brystet på orken, hvorefter han sendte den flyvende med et solidt spark. "Torbjorn! Vi to sikrer resten af folkene!" hvad end bjørnen forstod det eller ej, havde han tænkt sig at have hans ryg, uden tøven og uden tvivl. INGEN skulle røre ved hans folk. Og da bestemt ikke beskidte, fæle orker. Bedst som den tanke løb gennem hans hoved, blev hans skjold flækket midt over af en ork med en stor tohåndsøkse og igen stod han i en kamp, hvor han kun kunne tænke på hvor meget han havde lyst til at flække pandeskaller, knæskaller og dræbe, hævne.

Kvinden kravlede om bag ham, med den viden at hun havde set Torbjorn forvandle sig. Ellers ville en bjørns pludselige tilstedeværelse nok bringe mere uro end hjælp. Spørgsmålet var hvor effektivt det var at han havde skiftet form, velvidende at han ikke kunne ændre sig tilbage igen i lang tid. En ting var sikkert. hans bjørneform var stærkere, større og langt mere frygtindgydende end hans almene jeg. Det kunne han drage fordele af. Torbjorn rejste sig på bagbenene og lampede til den sidste ork med et halsbrækkende potestød der fik orken til at kollapse på stedet. Sneen knassede som han landede tilbage på alle fire igen. Han puffede med snuden til den kvinde der stadig lå på jorden, til den anden fik hende opsamet og flygtet om bag skjoldmuren.

Det var her Baldr reddede Torbjorn ryg for en del smerte, som spydet fløj igennem luften, advarende om at der var orker bag sig. Torbjorn vendte sig på bagbenene igen og brøllede rungende. Ved lyden af sit navn drejede det store pelsede hoved sig. De brune øjne var nøjagtig de samme som manden bar normalt, og de udviste forståelse. Han kunne ikke svare, men han forstod alt der blev sagt. Bjørnen sprang frem ide skjoldet flækkede og pressede orken ned i sneen med en pote på hans brystkasse og den tunge bjørnevægt til at presse ham ned. Lyden at knogler der knækkede under den tunge vægt efterlod orken livløs under de tunge poter før han bevægede sig videre til næste angreb. Disse havde erhvervet sig med spyd, der gjorde Torbjorn mindre tilbøjelig til at stille sig på bagben selvom det bragte det stærkeste angreb med sig. Et spyd blev splintret som poten svang gennem luften og fik fat, men det var ikke nok til at hyle nogle af orkerne ud af den.

Før Baldr nåede så meget som at tænke på at dræbe orken der havde smadret hans skjold, landede Torbjorns forpoter på orken, der blev kvast under vægt og vold. Baldr kiggede op mod bjørnen og nikkede anerkendende, før han fik hovedet tilbage i selve kampen der stadig var godt i gang. Denne gang var det spydbærende orker, og Baldr snerrede lavt. Rækkevidde-våben mod en bjørn og en mand med et langsværd? Dårlige odds, og han havde ikke i sinde at lade dem få sejren så let Mens bjørnen holdt spydbærerne hen til at splintre et af deres spyd, kiggede Baldr hurtigt rundt. Endnu et skjold lå på slagmarken, ganske vidst et orkskjold, men han var ligeglad. Han skyndte sig hen og samlede det op. En ny taktik formede sig i hans hoved, da han gik mod den første spydbærer med skjoldet løftet. Da han var inden for spyddets rækkevidde, satte han i løb, hamrede skjoldet mod spyddet, men lod selve spydspidsen glide henover skjoldet. Mens han gjorde det, rakte han sit sværd ind over og fik derved låst orkens spyd mellem sværd og skjold. Derfra var det nemt. Han løb fremad før orken kunne nå at træde tilbage, og det øjeblik han var inden for rækkevidde, lod han orkens spyd gå frit, samtidig med at hans sværd jordede sig igennem orkens mave. Én død ork. Så godt, så langt.

Nu stod han midt i deres rækker hvor spyddene de havde ikke kunne bruges med mindre de selv trak sig tilbage. Og de havde for travlt med bjørnen, så Baldr gjorde det af med to orker mere. Den første halshuggede han. Derefter snurrede han rundt på stedet og huggede sit sværd ind i siden på ork nummer to. Et spyd snittede ham hen af siden bagfra og hans øjne lyste omgående rødt ved smerten. Han vendte sig trådte ned på spyddet så det pegede ned i sneen og hamrede sit sværd så hårdt ned i skaftet at det knækkede. Derefter vendtes hans røde, rasende øjne mod den ork der havde gjort handlingen.

Orkerne var ikke ligefrem kendte for at være intelligente væsner, ej heller de bedste til strategier og taktikker. Ud fra hvad Torbjorn før havde set, plejede de bare at løbe direkte ind i kamp og bruge deres overlegende antal som den største styrke. I dag, havde de også tænkt sig en smule mere om, som de holdte spydende an, klar til at ramme ind mod Torbjorns bjørnekrop hvis svaghed var buen. Baldr var hurtig til at hjælpe ham ved at gå til kål på spydholderne og Torbjorn gjorde hvad han kunne bedst uden at rejse sig på bagbenene og dermed vide at han havde tabt kampen.

Et vildt dyr ville havde rejst sig og brugt sit stærkeste angreb uden at være tvunget til at bakke engang imellem og slå ud med poten uden at ramme. Men i sidste ende virkede det. De stærke poteslag slog orkerne omkuld når han endelig ramte, eller splintrede deres spyd, til der til sidst kun var dem tilbage der havde brækkede spyd og kun knive at gøre godt med. De var nemmere at tage sig af. Torbjorn bed ud med de stærke kæber og knuske en modstanders arm, og væltede ham omkuld med poten. Han forsøgte at holde øje med hvorvidt han kunne hjælpe Baldr samtidigmed han holdte sig selv i live. Jarlen så ud til at blive fyldt dybere og mere inderligt med vrede. Torbjorn lampede til en ork der fløj flere meter hen af sneen med et hyl før han kom hen på siden af Baldr. Det var en dyriske lyd der forlod ham, men det var ikke et brøl. Mere en brummende lyd, en beroligende lyd - hvis ikke man vidste bedre kunne man havde svoret på at bjørnen spurgte efter om Baldr var okay.

Der gik ikke længe før denne del af kampen var overstået og Torbjorn var tilbage ved hans side, med en lyd der var mest af alt brummende. Det lød næsten beroligende, og Baldr skævede mod bjørnen, stadig med røde lysende øjne, før lyset svandt ind og han faldt lidt mere til ro igen. "Jeg klarer den Torbjorn. Lad os få folk i sikkerhed," han sendte bjørnen et forsikrende nik, ømmede sig let, og begyndte derefter at løbe - forhåbentligt med Torbjorn i følge - mod det næste hus hvor der så ud til at være problemer.

En lille dreng var i gang med at flygte fra en ork, men denne var faretruende tæt på, og Baldr så sig hurtigt omkring til hans blik landede på en økse, én af nordmændene havde tabt. Han samlede den hurtigt op. "Ulrik, duk dig!" råbte han højt. Drengen gjorde som befalet, og Baldr kastede øksen lige i synet på orken. Han skyndte sig hen til drengen og satte sig på hug med sine hænder på hans skuldre. "Hvor er din far, Ulrik?" drengen græd lidt, men mandede sig op ved synet af jarlen. "J-jeg ved det ikke.. Jeg tror han leder efter Sigurd," Sigurd var Ulriks fars ven, Baldr kunne godt huske det. Sigurd var dog en ældre, lidt mere svagelig mand, så det var ingen overraskelse at Ulriks far var ude at lede efter ham. "Hvis du løber den vej, så kommer du ikke noget til.. Af sted, knægt," han pegede den fri vej ud for Ulrik der løb uden et øjebliks tøven. "Ser ud til at vi hellere må få fat i Sigurd," konstaterede Baldr mens han kiggede mod Torbjorn.

Torbjorn kom ikke rigtig med indvendinger. Både fordi han ikke kunne tale i denne form, men også fordi han ikke rigtig havde noget at indvende sig imod. Baldr havde sagt forsikrende at han havde det fint og at deres hovedmål var at få folkene i sikkerhed. Torbjorn fulgte efter Baldr. Han så scenariet udspille sig foran sig som Baldr kastede øksen ind i orken, Torbjorn forsatte frem og hoppede på den faldne ork, sikrende sig at han var stendød og ikke pludselig rejste sig igen. Han knurrede brummende, afventende.

Sigurd, Torbjorn huskede manden En ældre herre der boede en smule afsiddigt og aflukket efter han havde mistet sin kone sidste vinter. Torbjorn vente snuden i en en mere nordlig retning og løftede sig op på bagbenene for at kunne se bedre frem. Det så ud til at der var flere orker der var trængt igennem og Sigurds hus lå i den retning. Han brummede som svar, inden han satte afsted i løb gennem sneen, med direkte kurs mod de få orker, hvor han begravede sine tænder i skulderen på den første og lampede til den næste med sin pote så orken faldte omkuld.

Der gik ikke længe fra at Baldr nævnte Sigurd for bjørnen, til at Torbjørn satte i løb mod de enkelt orker der stod i hans vej. De blev enten bidt ihjel eller puffet i smadder og Baldr fulgte blot efter med et lille grin i læberne. Det var længe siden han selv havde været i så heftig en kamp. Dragorn for at være mere præcis. Han nåede hurtigt op på siden af Torbjørn og fik lige så sat to orker ud af spillet ved at hakke sin økse i halsen på én af dem og derefter hamre sit skjold så hårdt ind i ansigtet på den anden at den i hvert fald brækkede kæben og begyndte at bløde ud over det hele. 

Smerten var nok til at orken lagde sig. Derfra var det meget nemt at vippe hoved af krop med sin økse. Han kiggede sig hurtigt rundt, og fik øje på Sigurds hus længere henne. Igen bemandet af orker, og med deres økser hævet over Ulriks far. Manden lå død i sneen og dette fik Baldr til at se rødt som han satte i en spurt mod orkerne med et brøl af vrede og intenst rødtlysende øjne.

Bjørneformen bragte store fordele med sig, rent styrkemæssigt. Han var orkerne langt overlegen på den måde, og også langt større. En stor bjørn der løb igennem sneen med blottede tænder og en voldsom pote der kunne slå de fleste bevidstløs med et enkelt dask. Torbjorn lukkede gabet om en ork og slyngede den igennem luften, mens en noget attypisk orklyd forlod dens læber, som den banede sig vej ud over en bjergkant.
Torbjorn pressede en ork ned i sneen som Baldr satte et rødglødende brøl af vrede gennem luften, mens han løb for fulde kræft. Han kiggede efter manden og satte i løb efter ham. Hans vrede var mindre tydelig i de brune bjørneøjne, men man betvivlede ikke vreden. Der lå han, død i sneen. De havde ikke været hurtige nok, men at hævne hans død ville Torbjorn garentere, som han sprang i flæsket de første par orker med et højt brøl.

Dampen fra bjørnens ånde var tydelig i det kolde vejr. Der var ingen tvivl om at alle parter havde kæmpet af bedste evne for at beskytte deres landsby og deres kære. Den brune pels var forpoter, mund og hals var farvet i en rødligsort farve efter orkernes meget mørkere blod der havde væddet sig ind i pelsen. Noget der gjorde den klistret at kigge på, men langt mere drabelig end så meget andet. Ånden var tung, som bjørneformen satte sig ned og kiggede efter de sidste par orker der løb skrækslagende afsted, men der ikke var nogen der orkede at jagte dem når de alligevel var på tilbagetog. Torbjorn havde egentlig ikke kigget på Baldr sådan rigtig. Han vidste godt at den anden stadig var til stede, men han selv var træt og havde i stedet holdt sit fokus på at være sikker på at orkerne også holdte sig til at være på tilbagetog. Han drejede det store bjørnehoved som den anden talte, og lavede et nik med hovedet af forståelse for de sagte ord.

Hvad end tilbud den anden måtte have til ham, ville det blive en ensidig snak, hvis Torbjorn forblev i sin bjørneform. Kampen havde taget nogle timer, men han kunne mærke at han endnu ikke var klar til at vende tilbage til menneskeform. Den gryntende lyd forlod ham som han rejste sig igen, og gik et par skridt med Baldr før han drejede af til sit eget hjem.

Der gik en trekvarter, hvor Torbjorn havde forvandlet sig tilbage med blodet stadig fæsnet til kroppen. Han havde fundet sig en balje med vand, om end kun smålunken, var det bedre end ingenting. Det meste af blodet blev skrubbet af, og nyt tøj blev fundet. Hans gamle var blevet revet itu som bjørnen havde overtaget skikkelsen. Da alt dette var overstået bevægede han sig mod Jarlens hus, og bankede på i det han var fremme. Stadig tavs som bjørnen derfør, men alligevel med evnen til at svare skulle han blive spurgt om noget.

Tilbage i jarlens langhus var der blevet forberedt et simpelt måltid af kød, brød og mjød til jarlen og hans kommende gæst. Baldr sad for enden af langbordet som altid, men han havde endnu ikke rørt sin tallerken. Ikke før Torbjorn var her.
Da manden trådte ind af døren, løftede jarlen sit krus i en skålende gestus, før han pegede på stolen der var ved siden af hans, for siden af det lange bord. Hans blik var stadig ikke lysnet særlig meget op, men han sendte stadig bjørnemanden et venligt smil, mens hans pegende gestus mod stolen blev til ord. "Kom. Kom og sæt dig, Torbjorn Jerrikson, vi har en del at tale om," og han afventede at Torbjorn satte sig, gjorde han endnu en gestus, denne gang mod tallerkenen. 

"Du må være sulten. Jeg er altid sulten efter en kamp, hvor forfærdelig den så end har været. Jeg har fået folkene i køkkenet til at forberede noget hurtigt til os. De skal også ordne ting i dag, så det blev ikke til et stort pragtfuldt måltid. Det må blive en anden dag. Men jeg håber det smager," han ville ikke gå ind på detaljerne om hvad han ville tale om før de havde fået mindst en bid kød hver. Hastværk var meget ofte ensbetydende med lastværk i Baldrs øjne.

Torbjorn vidste at han ankomst var ventet, så snart han nærmede sig Jarlens hus. Vagterne lod ham passere uden at stille spørgsmål, en enkelt af den klappede ham endda venskabeligt på skulderen, og den trætte mand genkendte ham hurtigt som en af sine barndomsvenner. Han smilede og gik ind med dette på læben, et roligt et der afspejlede hans natur. Ro.
Han bukkede hovedet som hilsen til sin Jarl og satte sig på den stol der var blevet ham henvist. Han vidste stadig ikke hvorfor han var her eller hvad den anden havde i sinde at tale med ham om. Men han var ikke nervøs, så meget var trods alt at se i hans træk.

”Tak herre, jeg takker for gæstfriheden” han fulgte Baldr’s indstilling med at få noget at spise. Sulten havde rumlet i hans mave så snart bjørnen var forsvundet igen og havde efterladt ham tilbage i sin menneskeform. Sult var en stor bieffekt af at benytte sin evne, for ikke at tale om at kampens hede havde taget på energiresourcerne. Torbjorn var ikke vant til at få serveret mad for sig, specielt ikke i den mængde, og var fascineret over hvad folk kunne nå at lave på så kort tid. Og det smagte. Det smaget godt. Saftigt kød med den rigtige skorpe, brød der ikke var brændt et eneste sted og den søde stærke mjød der bragte varmen ned i maven, på en anden måde end det store måltid. Torbjorn afbrød ikke Baldr under dette, men ventede til at han selv tog ordet og dermed gjorde klart for Torbjorn hvorfor han egentlig var her.

Herre. Det var stadig ikke et ord, Baldr var vant til at høre blive brugt omkring ham, men et der var i luften næsten hvor end han gik. Han foretrak blot at blive kaldt hvad han hed: Baldr. Eller bare jarl. Jarl var også helt fint for hans ører. Men han undlod at kommentere på det for nu, og nøjedes med et venligt smil i stedet. Det øjeblik Torbjorn tog for sig, gjorde han det lige så. Som sædvanligt saftigt mørt kød, helt upåklageligt. Men mjøden var som altid i tip top stand, og det var mest den, han havde øjne for i dag. Han lod stilheden herske mens han fik et par bidder ned. At slukke den værste sult var at foretrække for ham, sikkert også for Torbjorn. Først efter noget tid, lænede han sig tilbage på stolen og tog en stor slurk mjød. Idet han stillede kruset fra sig, faldt hans blik på manden der sad ved bordet.

”Så du kan blive til en bjørn. Du har imponeret mig og samtlige af mine hirdsmænd,” hans blik var alvorligt nu. Han ville se, om Torbjorn lod sig anfægte af, at tonen var anderledes.
”En så dygtig kriger kunne jeg godt bruge. Du har hjertet på rette sted og din arm er stærk. Eller.. Pote.. Men! Det er lige præcis derfor jeg ønsker at tale med dig. Sig mig.. Torbjorn Jerrikson.. Kunne du tænke dig, at være én af mine hirdsmænd?”

Torbjorn var en tavs mand. Han spiste i tavshed og lyttede for det mete også i tavshed. Men han så altid rolig ud imens. Et mildt væsen, så meget anderledens end hans frygtindgydende dyreform der kunne hærge og ødelægge. Eller i hans tilfælde, kæmpe med stor effektivitet. Han slog hårdt som Baldr selv kommenterede. Han kiggede på den anden, sagde intet til en start men lod sin leder tale ud.

Hans tilbud kom som en overraskelse og det kunne ses i den tavse mands udtryk. Han løftede sine øjenbryn en smule og så alvorligt tilbage på den anden. Tonen havde ændret sig fra før, til at bevæge sig over i det tunge alvorlige emne. En hirdsmand. Han havde aldrig selv tænkt i de baner eller forventet at han kunne komme så langt.
"Jeg høre til i min smedje. Men kan jeg begge dele, vil jeg gerne tage den ære på mine skuldre" han elskede sit arbejde. Han var god til det. Men han ville heller ikke sige nej til Baldr. Ikke fordi han følte sig tvunget eller forpligtet, men fordi han vidste at Baldr havde forstand på dette. Kunne Torbjorn hjælpe ved at være netop dette, så gjorde han det. "Jeg er ingen kriger af opvækst. Der er meget jeg ikke ved" velovervejet i sine ord, nu han stort set aldrig ytrede nogen.

Den tavse smed lod stilheden falde et lille stykke tid, før han ytrede ord, der blot fik Baldr til at smile bredt og venligt. Selvfølgelig skulle manden have lov til at beholde sin smedje, det var vigtigt i forhold til at få våben til folket, samt en masse andre vigtige ting. At han heller ikke havde haft en krigers opvækst var også kun en god ting i Baldrs optik.
"Selv mine hirdsmænd har andre embeder, som de begår sig i, så det ser jeg slet ikke som et problem,"
Han tog endnu en stor slurk af sit krus og smilede derefter igen til Torbjorn. Alle de problemstillinger, som smeden havde, var nemme at fixe.

"Og selvom du ikke har en krigers opvækst, vil jeg stadig sætte stor værd på dine nuværende evner og de andre evner du kan sætte for bordet. En smed kan reparere våben i felten, samt skal jeg ikke betale en fremmed smed hvis jeg når en anden by. Jeg foretrækker mit eget folk når det kommer til våben. Og selvom du ikke er en kriger, kan du stadig forvandle dig til en bjørn. Det er en yderst brugbar evne!" jarlen ville gerne acceptere et nej, hvis Torbjorn ikke ønskede at blive en del af hirden. Mange andre jarler ville sikkert blive vrede over et nej, men ikke Baldr. Alle havde et frit valg i hans by og i hans hird og hær. Ingen skulle føle sig bundne, med mindre de var edsvorne.

Torbjorn brummede som svar til hans ord. Det var godt. Så kunne han i hvert fald fortsætte sit erhver. Et erhverv han alle dage havde haft, og oplært i af sin far siden han kunne gå. Han elskede sit arbejde, men var også villig til at søge andre veje, hvis det var forventet af ham. Ikke kun forventet, men også at han så en mening i det. Orkernes angreb havde i hvert fald forsikret ham om, at der altid var behov for hjælp til at bekæmpe farene der var i landet. Norden var ikke et fredeligt sted.

Torbjorn smilede og nikkede. Han kunne lave våben, og gjorde det aktivt allerede den dag i dag. Men Baldr havde en god pointe! Han kunne hjælpe i felten, og være til nytte for Baldr og hans andre folk når de var andre steder end ved deres eget folk.
Som hans bjørneevne blev nævnt stoppede han sin bevægelse med langsomt at spise, for at kigge fuldt på ham. Et let smil på frem på hans læber. Torbjorn var en tavs mand, og det kom nok alligevel aldrig til at ændre sig. "Jeg vil gerne hjælpe. Men bjørnen er ikke altid taktisk. Det skal du vide" svarede han med et alvorligt blik. En bjørn havde sine indre instinkter, og selvom han havde sit sind intakt i sin form, var der mange ulemper også. Han kunne ikke altid beskytte sine medkrigere i bjørneform, da han ville være så meget større og svære at manorere rundt på en kampplads. Men han bragte en stor intimidering med sig som det store dyr, det hårde poteslag og det høje brøl. Han kunne bestemt også se fordelene.

At Torbjorn var så tavs som han var, så Baldr intet problem i. Manden var en smed og kunne forvandle sig til en bjørn, så var det nok ikke nogen ulempe at han ikke snakkede særlig meget. Og Baldr kendte godt typen i forvejen. Han havde mange i sin hird der heller ikke talte særlig meget, og nogle gange var et blik meget mere værd end en masse, farvefulde ord. Det var ikke Torbjorns talegaver, der havde fået ham i jarlens søgelys. Det var hans vigtigere kompetencer.
"Der er en tid for bjørne og en tid for ulve. Nogle gange er det ene at foretrække frem for det andet. Selv om du ikke er en bjørn, så har du også smedens evner og jeg er sikker på at du stadig kan slå en proper næve som du er nu," forsikrede han smeden med et glimt i øjet. Han mente det virkelig. Han ønskede Torbjorn i sin hird.

"Jeg inddrager altid min hird i planlægning og strategi når jeg ser en kamp forude. Her kan vi også diskutere hvorvidt bjørnen skal komme frem eller ej," ordene var forfulgt af en stor slurk mjød. Baldrs blik blev nu lidt mere seriøst. "Så hvad er din beslutning? Er du klar til at blive en hirdsmand? Er du klar til at folk vil fortælle historier om de glorværdige ting du har gjort?" for det var glorværdigt. En hirdsmand var oftest en helt i landsbyfolkenes øjne. Især en hirdsmand i Baldrs hirds rækker.