Selvom hun måske lå med lukkede øjne, var kroppen stadig hyber aktiv omkring hvad der skete omkring hende. At han havde være nøgen som hun trådte ind i rummet. Men hun bevægede sig stadig ikke, lod lige som ulven selv, stilheden herske over de to skikkelser. Kun hans rumstering var hvad der brød lyden, imod de klamme vægge.
Og selvom det stadig var uforløste ting, som hun kunne mærke lå og ulme i hendes indre. Så var det okay, for i det øjeblik hun havde været alene med ham; kom trygheden igen.
Hvilket var det der skræmt hende allermest, for hvad så, når han ikke var der længere. For han ville unægtelig forsvinde.
Pax ville aldrig kunne overbevise hende om andet, foruden hun tilhørte en anden. Så havde han planer, han havde ærinder han skulle tage sig til; som kunne blive hans død.
Og hvor Evlyn kunne se sig selv, sidde i en lille hytte; nyde blæsten fra sommervinden. Lave mad, ordne blomster; måske børn der løb hende om anklerne.
Så var det ikke noget hun kunne forestille sig ulven, der nu lagde sig ved hendes side kunne blive en del af. Og måske... det hele er lidt overvældende, lad det ligge.

Evlyn mærkede høet der gav efter, som han lagde sig ved hendes side. Helt op ad hende, hun sukkede næsten lidende som hun mærkede hans varme, hans nærhed. Det var igen altædende, følelserne der tromlede hen over hende.
Hvordan havde han den magt over hende?
Alle hendes hår rejste sig, som hun mærkede hans ånde imod hendes nakke.
savnet hende?

Hun grinte lavtmeld.
“hvis du ønsker mig med til træning, forventer jeg ikke at stå over i et hjørne og se på - mens jeg bliver nedstirret, af trunter.”
Tungen gled hen over hendes tænder, før de fugtede hendes læbe.
“jeg er ikke til pynt” mumlede hun til sidst, og pressede sig ind imod hans krop, greb hans hænder og lagde dem om hendes spinkle krop. hun havde også savnet ham

Pax’s brede øjenbryn skred en smule til vejrs i hans hvide pande, som Evlyn irettesatte ham. Stadig lå han med sin arm omkring hende, og da Evlyn greb om hans hånd og tvang deres skikkelser nærmere, måtte Pax gøre sit bedste for at tæmme det voksende smil. Det lykkes ham knap og en lavmælt brummen, der bedst kunne beskrives som et fornøjet grin, forlod hans læber. Dem, der stadig lå gemt væk i hendes blonde hårpragt.
”De nedstirrer dig, fordi du intimiderer dem”, mumlede Pax. Hans hæse stemme kunne ikke skjule et strejf af stolthed over netop det faktum, og ganske ubevidst begyndte hans fingerspidser at stryge hendes bløde hud. ”Desuden forventer de at se, at du selv træder i karakter. Hvis jeg koster rundt med dig, vil de aldrig respektere dig. Så vil du ikke være Evlyn men hende Pax ligger med - eller i hvert fald gerne vil ligge med”, forklarede Pax dernæst og stadig lavmælt.

Langsomt brød smilet dog længere ud og frem henover de arrede læber. ”Alt i alt har du gjort det godt i dag. Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger”, lød det derefter. ”Du har arbejdet hårdt. Hjulpet til hvor du skulle. Du sagde ikke nej til Claras idiotiske udfordring, selvom din krop er færdig og gennemsmadret og nej, du er bestemt ikke kun til pynt. Hvis det var tilfældet, ville jeg ikke –”, fortsatte den brummende klang, men brat måtte Pax dog tie.

For hvad ville du i grunden til at sige? At du elsker hende? At du vil have hun skal blive og stå ved din side?

”- ville jeg ikke være interesseret i, at du lykkes. De skal se samme værdighed, som jeg gør.”

Hun brummede forstående, som han prøvede at forklare hvorfor at dagen var gået som den var gået. Det betød stadig ikke, hun brød sig om det. Men hun kunne vel affinde sig i, at han testede hende af på hans måde. Igen, hun var her i hans territorium; så galte hans regler. 
Men som han forklarede intentionen bag hans måde at opføre sig på, faldt hun også mere til ro. Så hun havde gjort det godt, hun havde opført sig som hun ønskede. Selvom at det stadig lod dem ligge i uklare om hvem de var for hinanden. 
Hvorfor han ønskede at hun gjorde disse ting, hvorfor det var vigtigt for ham. 
Mest af alt, hvorfor var det vigtigt for hende? 
Hendes fingre gled hen over hans, som hun langsomt åbnede øjnene. Kiggede tomt frem for sig, hun mærkede hvordan mørket langsomt væltede hen over hende. Alle de negative tanker, der rev og sled som hun prøvede at finde frem til de positive. 
Men lige nu, kunne hun ingen finde. 

“Du sagde i går... at jeg gjorde dig svag.” kom der fremstammende fra hendes mund, som hun endelig fik åbnet op for den usikkerhed der lå i hende. “Men... jeg bliver overvældet af angst.. når jeg tænker på at jeg snart mister dig igen..” stemmen var en næsten ikke eksisterende hvisken. Kun grundet at der var så stille i rummet, kunne de spinkle ord høres. “For lige ... for lige..” hun sank og lukkede øjnene. Trak hans arme tættere omkring hende. Holdte fast i hans hænder, som hun gav sig selv lov - at lade sig være fuldstændig sårbar igen over for en anden person. 
“For selvom.. at mit hjerte tydeligvis og ganske unægteligt nu tilhøre dig.. Og selvom jeg ved - at jeg aldrig nogen sinde finder en person - som kan eje det som du vil gøre for altid. Så ved jeg.. at en dag så bliver jeg nød til at gå. Fordi det eneste jeg bringer er sorg og mørke.. ikke før jeg dræber Gregory - vil jeg være fri nok, til at være en andens.” hendes fingre klamrede sig omkring hans, i håb om at han ikke gled væk fra hende nu. 
Dette var første gang, at Evlyn Crane nogen sinde havde blottet sig så nådesløst for nogen. Som rev hun bandagen af et blødende sår. Lagde hun sig nu med sit sind åbent for ham, i den viden - at han kunne støde hende væk og hendes spådom om hun ville miste ham, blot var hurtigere end ventet.

Jo mere Evlyn talte, des stivere forblev Pax i sin greb omkring hende. Smilet svandt unægtelig ind og den undertrykte morskab, der havde spillet i de stålgrå øjne, forsvandt som dug for solen.
Til trods for Evlyns greb der blot strammedes om hans eget, rykkede Pax ikke på sig. Stadig lå han med sin næse og læber gemt væk i den blonde hårpragt, men da tavsheden fulgte Evlyns sidste punktum, vendte han hendes krop mod sin. For blot et øjeblik måtte han kæmpe imod hendes egen råstyrke, men så snart Evlyn atter lå med fronten mod Pax selv – han ville ganske enkelt ikke tillade andet -, samlede han sine arme omkring hende.

De stålgrå øjne fæstnede sig ukueligt i Evlyns koralblå. ”Du går ikke nogen steder uden mig”, hviskede Pax mellem sammenbidte tænder. En pludselig vrede, der dog var ganske kold i sin natur, havde sat sig fast i hans bryst og Pax måtte tage en dyb indånding for at tæmme den blot en smule.
”Jeg kan ikke… jeg kan ikke miste dig nu!”, forklarede han lavmælt, i det hans ene hånd lagde sig omkring hendes ansigt, så de ru fingerspidser hvilede i Evlyns hårgrænse. I grunden uden at bide mærke i det, skubbede Pax sig op og lagde sig dernæst over den tynde skikkelse, som ønskede han at stoppe hende i at løbe ud af udhulingens udgang. En klistrende panik havde i løbet af et sekund fået sat klamme kløer i ham og Pax rystede benægtende på hovedet.

”Jeg elsker dig. Det har jeg gjort… så længe”, lød det lavmælt, næsten hvæsende, som Pax tabte pusten i et suk. Det føltes som om, hans krop, på en og samme tid, blev både ti kilo lettere og tungere. Det var trods alt hans egen lille hemmelighed, der pludselig blev afsløret og bragt frem til overfladen; en hemmelighed Pax havde svoret, at aldrig måtte se dagens lys eller nattens mørke. ”Hvis du vil slå ham ihjel… så lad mig fikse det! Lad mig ordne det i stedet for!”

Hun havde svært ved at overbevise sig selv, og derved også kroppen at det var en god idé at vende sig imod ham. Måske var hun bange for, at så snart hun så ham ind i øjnene – så blev alle hendes vægge der var blevet sat omkring det ganske skrøbelige sind fuldstændig revet væk.
Derfor måtte han også bruge lidt ekstra kræfter, på at hun endelig lå på siden men med fronten imod ham. Hun slog blikket væk, som hun mistede pusten af hans grå øjne der stirrede så voldsomt ind i hendes. Men som han ytrede sine ord, fik det hende endelig til at kigge på hans ansigt. Han mente det?
Langsomt drog hun en dyb indånding ind igennem næseborene, det var svært at forstå for hende – at han faktisk gav hende grunde til at blive. Her hos ham.
Hvorfor?
Men jo mere han snakkede, jo mere tydeligt blev det. Han elskede hende.
Tiden gik i stå igen, som hun stirrede ind i hans øjne. Fuldstændig tabt for ord, hun var ret sikker på hun glemte at tænke, eller helt fungerer. Han havde sagt det; ordene var kommet ud over hans læber. Hvordan var det muligt?
Det var også først der, at hun lagde mærke til at han lå over hende. Som han prøvede at holde hende på plads. Kunne dette virkelig lykkes? Kunne de få det til at gå sammen.
Hun slikkede sig langsomt hen over læberne, som hendes øjne blinkede.
Stilheden var overdøvende, som hun lå der og kiggede på ham. Uden at sige noget, for bare et øjeblik glemte hun hvordan man formede dem hen over tungen.
Hendes fingre gled igennem hans hår, som hun hæv ham ned imod sig. Et skævt smil spredte sig hen over hendes læber. Hendes mund ramte hans, ganske blidt og nænsomt. “Og jeg elsker dig” hviskede hun få sekunder efter imod hans læber. Øjnene åbnede sig langsomt igen, som hun kiggede ind i hans.
“Men – nogen ting i denne verden, bliver man nød til at møde alene.” måske var det dumdristigt at hun ville stå op imod Gregory selv.
Men, dette var hendes lod i livet. Og det var en skæbne, hun vidste hun var nød til at gøre for sig selv.

Pax rystede instinktivt og spædt på hovedet. Nej, skreg hans stålgrå øjne mod Evlyns beslutsomme koralblå. For et langt øjeblik kunne han ikke andet end at betragte hende i panisk vantro. Selv ikke hendes milde kys syntes, at få ham bragt ud af trancen.

Jeg kan hjælpe.
Jeg kan gøre det!
Solari.

I samme øjeblik mørkelverens hvide øjne viste sig for hans indre blik, tabte Pax pusten i lige dele lettelse og bange anelser. De stålgrå øjne afslørede på ukarakteristisk vis, at bandelederen tænkte så det knagede mellem samtlige hylder, men det ophørte, næsten i samme øjeblik det var begyndt.
Med et skød Pax frem mod Evlyn og lod hans læber kollidere med hendes i et sulten og hengivent kys. Hans hånd, den hvis fingerspidser hvilede i hendes bløde hår, gled længere ind i alt det filtrede, og for et langt øjeblik lod han sin tunge kæle for Evlyns egen. Til trods for den stadigt stigende panik – den syntes ikke at ville forlade ham – mærkede Pax alligevel, hvordan hans krop reagerede instinktivt på Evlyns nærhed. Først lang tid efter ville han tænke over, hvad det i grunden betød.

Da deres læber adskiltes, var Pax’s åndedrag overfladisk. Igen rystede han på hovedet. ”Ti stille”, hviskede han bedende, ”jeg fikser det. Du går ikke nogle steder uden mig. Hører du?”

Hun lod sig rive med, som han pludselig angreb hendes læber. 
Lige som hans fingre, havde bevægede sig længere ind i hendes hår, lod hun begge hendes hænder glide op af hans nakke og ind i de grå lokker. Som stadig var fugtige fra at han havde skyllet sig selv i vandet. Det hun havde overværet da hun var kommet ind. Var dette, hvad hun kunnen se frem til hver dag mens hun var her? 
Nærhed. 
Hun tog sulten imod det, som et dyr, der havde lidt under en lang vinter uden mad. Et støn forlod hendes næse, som tungen gled ind imellem hendes læber, og gled hen over hendes egen. Dog da han trak sig væk igen, så han kunne sige hende, hvad der kom til at ske nu. Kunne hun ikke andet end at lade et smil vandre frem på de let hævede læber. “... Javel” prøvede hun som en lille spøg. Men vidste godt, hvor alvorlig han var. Men hvordan havde han lige tænkt sig at fikse det? Han havde sikkert tænkt sig at fortælle flere omkring hendes situation, selvom han tydeligvis valgte at ignorerer delen af; det kunne bringe hende lige så meget i fare. Som det ville kunne redde hende. 
Dumdristig, kunne man næsten kalde ham. Men hun vidste også bedre, end at bede ham om at lade være - hvis det kunne hjælpe ham. Og hende, så kunnen han få frie tøjler til at gøre hvad det passede ham. 

“.. Så.. hvad skal jeg lave de næste par dage?” mumlede hun, som hun lod armene glide omkring hans ryg og nakke og trak ham ind til sig. “Jeg.. kunne godt bruge nogle timer i morgen på overfladen.. jeg har nogle ting jeg skal ordne” hun prøvede lidt, at lede samtalen hen på noget der ikke var så dystert som hvad de snakkede om i givet øjeblik. 

I det Evlyns accept lød fra hendes læber, kolliderede Pax’s læber atter med hendes i dybfølt taknemmelighed. Ingen diskussion syntes at følge derfra og Pax kunne mærke, hvordan lettelsen spredte sig i hans brystkasse, som en varm og hed steppebrand.
Ikke, at den erstattede den paniske bekymring, der også var at finde deri. Den fik lov til at sidde der længe endnu, så meget vidste Ulven med sikkerhed.

Pax løsrev sine læber fra Evlyn og til trods for, at hun dernæst begyndte at snakke – nu om de kommende dage – fortsatte han sine sultne kys ned langs Evlyns skarpe kæbe. Han brummede, i grunden mere af almen pli end noget andet, som hans tunge og læber tog hendes hals i en kærlig behandling.
”Jeg… skal ned igen”, mumlede han ligeglad mellem sine kys og lette bid. Pludselig ophørte hans kæleri, i det Pax skubbede sig op at sidde mellem hendes ben. De stålgrå øjne hvilede urokkeligt på Evlyn, lige dele sultent og hengivent, som han snørede sine bukser op og trak dem af. Allerede var han hård og kampklar, til hvad han håbede, ville følge.

Da Evlyn dernæst proklamerede, at hun ville til overfladen, nikkede han igen. Denne gang lod han sine fingre arbejde bukserne af hende, og forinden hans læber atter søgte hendes sensitive hud, så han atter op på hende. ”Hvad skal du?”, spurgte han. Hans tone indbød ikke til mange luskerier, men det var tydeligt, at Pax kun lyttede med et halvt øre.
Et halvt øre syntes dog, at være mere end rigeligt, som han med sine læber arbejdede sig vej ned til hendes køn. Forinden, at hans tunge ville kollidere med hendes mest private punkt, så han op på hende med strenge øjne. ”Du går ikke uden mig.”

I øjeblikket efter ordene havde forladt hans læber, ja, næsten inden han havde nået at sætte sit endelige punktum, lod Pax sin tunge og læber kærtegne Evlyn.

Hun lod sig glide op på albuerne, som han fjernede sig.
Et skævt smil, og hævet bryn var det ansigt han ville møde, mens han lod sig glide ud af bukserne. Igen? Læberne skilte sig lige så stille fra hinanden, som hun betragtede ham i hans helhed.
Dette, var ved at blive farligt.
Det var ganske fornøjeligt, hvor.. hverdagsagtigt dette føltes. Der var ikke samme hast, eller ukontrollerbare handlinger som der havde været tidligere på dagen. Nu var det, afmålt sikre – men stadig lige hungrende.
“Ehm” mumlede hun, mens tankerne svømmede rundt i hendes hoved, som hun prøvede at finde hoved og hale i det hele. Det gjorde det bestemt ikke nemt, at fokuserer når han gjorde.. det.
“Jeg.. ska..” prøvede hun, som hans tunge gled hen over et ganske følsomt område. “Øh!” hun skød sine hofter op. “Jeg har et job jeg skal udføre..” hun fugtede læberne, og lod fingrene begrave sig i det stikkende hø.
“Men.. du kan jo altid.. deltage” hvæsede hun stakåndet, som hun lod hans handlinger overtage alle tanker. Hvordan havde han tænkt sig, at hun skulle fokusere på deres samtale når han gjorde dét!?
Han vidste lige præcis hvad han gjorde ved hende. Og hun både hadet og elskede det, som hun lå fuldstændig under for hans nåde. Hun var ret sikker på, at han ville kunne tvinge selv hendes mørkeste hemmeligheder ud af hende, mens han gjorde det han havde gang i dette øjeblik.
Og måske, fortalte en lille stemme hende. Nød hun faktisk, at underligge sig under en anden. Kunne hun lide at blive domineret af.. ham?
Hun gispede som, han blev ved, og hun mærkede strålerne af noget varmt der bredte sig igennem hende. I sådan en grad, at hun følte hvordan at hendes tær begyndte at krølle sammen og hun havde svært ved at holde sin krop i ro.

Pax vidste, at Evlyn nærmede sig den stejle klippevæg, der var hendes eget klimaks – hvormed han stoppede sine kærtegn ligeså brat, som de var begyndt. De stålgrå øjne slog udefinerbare gnister mod hendes koralblå øjne, i det han satte sig på knæ imellem hendes ben. Dernæst gled Pax’s tungespids, næsten eftertænksomt og fraværende, henover hans egne læber. Alt han smagte var Evlyn og sensationen var berusende.
Omsider nikkede han langsomt men dog resolut. Der var intet ved Pax’s formålsrettede skikkelse, der tillod Evlyn at modsige ham – ikke at han ikke indbød hende til at gøre det, som hans fingre kærtegnede hendes køn med en legende forsigtighed. ”Vi ordner det”, konstaterede han, i det Ulven selv for blot et kort øjeblik, viste sine praktiske og effektive side. Som dug for solen forsvandt det dog hastigt igen, og blev i stedet erstattet af et sultent og krævende udtryk.

Pax’s ru fingre forlod Evlyn, i det nikkede opfordrende mod hende. ”Har du brug for flere mænd?”, spurgte han hæst, så ganske tydeligt påvirket af hans eget begær. Efter hans ord havde forladt ham, greb han om Evlyns spidse hofter og lod deres kroppe forenes. Denne gang var hans bevægelser ikke forsigtige men krævende og hårde fra start.
Pax gav hende tilmed ikke meget mulighed for at svare, før hans læber atter ramte hendes.

Hun var aldrig nået helt så langt som han havde gjort, den sidste gang de havde lagt sammen. Da hun havde været mere fokuseret på hans nydelse, hvilket havde bidt hende lidt. Men som hun mærkede hvor tæt hun var, som varmen skød igennem hendes mellemgulv. Skulle hun endelig til at mærke den fantastiske rus, at lade klimakset slippe.
Men nej.
Det var et næsten ulykkeligt klynken som forlod hendes strube, som han stoppede; han nægtede hende det? Øjnene som først var omtåget og ikke forstod hvorfor, blev grebet hans gnister og hun kunne mærke hvordan at næsten var mere ophidseende. Hun havde aldrig prøvet, det sådan før.
En dyb forhastet indånding blev taget, som han igen rørte ved hende. Hun lukkede øjnene og måtte bide sig hårdt i læben, for ikke at miste begrebet af tid og sted.
“Vi ordner det? Hør!” fremmanede hun, men måtte igen vride sig under hans bevægelser. Zaladin tage ham.

Hun skulle til at blive oprigtig frustreret, da han igen fjernede hans kælende behandling af hendes køn forsvinde. Men før hun nåede at gøre indsigelse, vise hvor utilfreds hun var. Mærkede hun hænderne omkring hendes hofter, og hvordan han trængte ind i hende.
Hun bukkede under, skød sig frem imod ham.
Hendes fingre greb omkring ham, hans skuldre. Neglene borede sig ind i den der ikke var forbundet, en smule kontrol havde hun stadig. Som hun mærkede ham forsætte.
Grådigt tog hun imod hans læber, mens hendes ben lagde sig i et fast greb omkring hans egne hofter.
Hvordan var det muligt, at dette var mere dyrisk end det havde været sidste gang. Dog tog hun glædeligt imod hvad han gav til hende. Hvilket var ganske tydeligt i hvordan hendes krop reagerede på ham.
Lige som sidst, rullede hun dem rundt så hun sad over på ham. Hendes hænder lagde sig hårdt imod hans brystkasse, som hun bevægede sig ned imod ham med lynene gnistrende øjne.
“Du ejer mig ikke.. Jeg kan ordne mine egnet arbejde” ganske givet, at sidste job hun havde været planlægger af, var ikke gået som forventet. Så han kunne få lov til at være med, men kun ham.
Hun lod sig glide frem og tilbage, i hurtige voldsomme bevægelser, mens hendes negle borede sig ned i hans brystkasse.
Hvis han ikke ville give hende hvad hun ville have, måtte hun jo tage det for sig selv.

Pax udstødte en brummende lyd, der havde en undertone af noget fornægtende og snerrende. De stålgrå øjne matchede Evlyns lynende blik, for Ulven brød sig ikke om, hvad den hørte. Da de to elskede, men også kæmpende modstandere, dernæst rullede rundt i høet, overgav Pax sig til nydelsen. Det var ham ikke muligt andet, som Evlyn bevægede sine hofter i hurtige og voldsomme bevægelser. Det var berusende og til at blive ør i hovedet af, men –

Ikke for længe lod han hende finde sig til rette på tronen. Pax end ikke vidste, hvorfra følelsen kom, men han havde lyst til at elske med hende… og sætte hende på plads, alt sammen på en og samme tid.

De arrede fingre greb om Evlyns hofter og med en kraftanstrengelse, hev han sig selv op at sidde. Stadig sad Evlyn overskrævs over ham, men der højdeforskel kom Pax til gode. Hans ene arm lagde sig stramt om hendes skikkelse, tvang hende til at blive siddende med ham selv i hende, mens den modsatte og frie hånd greb om Evlyns blonde hår.
Pax kunne mærke, hvordan et tilfredst smil sneg sig ind i hans ene, forvrængede mundvige, som han tvang deres pander mod hinanden. ”Du er umulig, kvinde”, hvæsede han stakåndet, hvorefter et halvkvalt og moret fnys forlod ham. Dernæst lod Pax deres læber kollidere med hinanden og sit tag forsvinde omkring hende.

Det vil sige – i hvert fald hånden i hendes bløde hår, der i stedet søgte mod omkring hende. Med en klatretyvs smidighed og styrke trak han Evlyns ben omkring sig og dernæst rejste han sig på knæ. I det Evlyns ryg blidt ramte muren – stadig ville han ikke såre hendes forslåede skikkelse – kyssede han hende igen. Og denne gang var det hans tur til at bevæge sig nådesløst. 

Hvor hendes stædighed og stamina kom fra og hende til gode i alt dette. Var hun ganske i tvivl om, som hun fortsatte ufortrødent. Det var som om at han drev energi resurser ud af hende, hun ikke vidste eksisterede i hende. Måske var det også bare, den evige brændende fornemmelse af hun skulle overgå ham. At hun skulle være lige så god, om ikke bedre end ham. Men i hvad? Var det virkelig så vigtigt?
Hun bed sig hårdt i læben, som hun igen mærkede hvordan hun var ved at ride på toppen af bølgen. Hvordan hun endelig ville nå det, men atter skete der en forandring. Og han hev sig op imod hende. Hun kunne ikke længere holde det hurtige tempo hun havde reddet ham for blot få sekunder siden.
En næsten dyrisk knurren forlod hendes strube, som hun kiggede på ham med hendes dybe havblå øjne.
Hun nåede dog ikke at ytre hendes tydelige frustration, før han kyssede hende. Igen nåede han at lukke munden på hende, inden at hun fik et ord ind.
Og hun var umulig? Hvis han bare kiggede sig selv i øjnene, ville han se præcis de samme karaktertræk.

Hun tog imod den nye stilling, som hun pressede øjnene sammen.
“Hvis du fratager mig det igen.. så skriger jeg” fik hun fremmanet, hun var overbevidst om at han ville vide hvad hun mente. Som hun igen kunne mærke at hans stød frembragte det der ville kaste hende ud over afgrunden. Tippe hende over bølgen, så hun kunne fuldende hendes egen ekstase.
Hun var ikke sikker på, hvad hun ville gøre ved ham – hvis han igen fratog hende det.

Pax udstødte et snerrende og lavmælt fnys, som han fortsatte sine hårde rytmik. Til trods for den kamp de havde udkæmpet i høet, forstod bandelederen dog, at den var forbi. Der var ikke mere at udsætte eller fratage, hvormed han fortsatte.
Også hans stålgrå blik var lukket i nydelse, og da han mærkede Evlyns klimaks om sit lem, undslap et tungt, næsten smertefuldt støn hans læber. Det var ikke til at bære og Pax kunne ikke kæmpe mere imod, som han havde gjort siden startens af deres sammenstød. Også hans klimaks fandt sit endelige end ikke øjeblikket senere.

Velvidende at Evlyn stadig hang i de løse tråde af ekstase, holdte Pax omkring hende med et fast greb. Langsomt, næsten kærligt, lagde han hende tilbage mod høet, for derefter at lade deres mættede kroppe adskilles.
Igen fandt han sig selv med små svedperler kredsende omkring hans bryst og ansigt. De stålgrå øjne så, at det samme gjaldt for Evlyn, og for blot et øjeblik tillod han sig at betragte hende. Da Pax omsider også faldt ned i høet, sukkede han tungt. Stadig med overfladisk og hvæsende vejrtrækning lagde han sig mageligt tilrette, med den ene arm placeret omkring Evlyns tynde skikkelse.

Langsomt faldt stilheden tilbage over dem, og for et langt øjeblik lå Pax blot og tegnede på Evlyns hvide mave med en ru fingerspids. Da Pax brød tavsheden mellem dem, var det igen alvorlig. Han havde ikke glemt dagens begivenheder og heller ej hendes ord om Gregory.

”Jeg ville ikke slå dig i arenaen. Det var ikke for at ydmyge dig. Du kan få din kamp, når du er på benene igen.”

Hun fik sit ønske, eller hvad hun mad om. Da bølgerne kastede sig ind over hende, da hun mærkede hvordan at nydelsen skød igennem hendes krop, som et lyn fra en skyfri himmel. Selvom at hun havde mærket hvordan den havde arbejdet sig op imod toppen.
Det var derfor også svært for hende, at holde et højt nydelses suk forlade hendes læber. Som Pax ikke lang tid efter, deltog i at nå klimakset. 

Hendes svedige krop lagde sig ind i mod hans spinkle krop, men vidste også at under den udmagret krop lå en styrke, som hun op til flere gange kunne blive ganske overrasket over. Derfor var hun stadig taknemmelig, da han lagde hende tilbage i høet. Skulle hun være helt ærlig, havde hun ikke lyst til at flytte en millimeter på sig. Hun åbnede det ene øje langsomt, da hun mærkede hans øjne på hende. Et ganske lille smil formede sig på de fyldige læber. 
Hvorfor blev han altid ved med at kigge på hende? 
Men hun spurgte ikke, af grunde hun ikke helt var sikker på. Mest af alt, fordi hun ikke ønskede at ødelægge den dejlige stilhed der var faldet imellem dem. 
Vejrtrækningen der havde været hård og næsten krampagtigt til sidst. Var nu faldet ned, som hun lå og nød hans kærtegn hen over hendes fine blege hud. 

Men stilheden måtte, kunne ikke vare ved. Som ord pludselig lød igennem rummet, Evlyn gabte da hun ikke kunne holde det tilbage og nikkede så. 
“Det ved jeg godt.. men jeg ikke sikker på jeg har lyst igen - for jeg ved du vender mig i støvet” lo hun lavtmeld, inden øjnene åbnede sig og hun kiggede på ham med et smil på læben. Hendes finger spidser gled atter hen over hans brandsår han havde på ansigtet.
Vidste hun overhoved historien bag? Og ville han fortælle hende det, hvis hun spurgte? 

I det Evlyns spinkle finger atter undersøgte hans hvide ar i ansigtet, sneg morede og drillesyge gnister sig ind midt i alt det grå. Med legende lethed lod Pax sin tungespids indfange Evlyns fingerspids og i modsat til sidst, hun havde rørt undersøgende ved arret, var der ingen tænder involveret denne gang.
Da Pax derefter lod Evlyn få sin finger tilbage, kyssede han den i afsked, og lå for blot et øjeblik og betragtede hende med et krusende smil i selv samme mundvige. Omsider brød Pax tavsheden mellem dem, for hendes ord var ikke gået ham forbi.

”Jeg er ikke sikker”, svarede han sandfærdigt, hvorefter han krøb tættere på hende og gemte sin næse i hendes hår for endnu engang. ”Du ved jo, at alting er sløret på mit højre øje. Desuden har jeg tendens til at favorisere min venstre side. Det er åbenbart den mest dominerende. Jeg har også tre ribben der er vokset skævt sammen, så dem kan du egentlig bare puste til og så sortner det for mine øjne”, lød det dernæst i en moret tone, der da også blev efterfulgt af et lavmælt grin.
Blot få uger forinden ville denne samtale aldrig have fundet sted, og Pax selv ville have benægtet, at han ikke kunne se på sit ene øje – skulle Evlyn have konstateret det, vel og mærke. I grunden var det tankevækkende, at de lå her nu, som allierede og ikke rivaler.

For… de var vel allierede, ikke?

Pax lod sin hånd – den, der havde hvilet på Evlyns mave – finde vej op til den blonde kvindes ansigt. Langsomt og forsigtigt lod han hende vide, at han gerne ville se på hende, og igen var Pax blevet alvorlig. ”Kan jeg få dig helt på et tidspunkt?”, spurgte han stille, i det den ulæselige film gled tilbage i alt det grå. ”Så du er min. På den rigtig, borgerlige måde – med papirer og hele svineriet.” 

Et øjenbryn gled op i panden, som han ganske frivilligt gav hende disse information. Ganske givet havde hun jo allerede regnet en del af dem ud. Men; nu når ham havde givet hende dem til hende, hvad sjov ville der så være i at udnytte dem?
Hun var en kvinde der levede for, jo svære det var, desto bedre blev det. Hvorfor skulle hun ellers være gået efter fyrsten og hans guld skæg, bare for at se om det kunne lykkes hende!

Hun svarede dog ikke, som hun lod hendes fingre glide fra kinden, hen over hans øre og igennem hans hår lokker der lå pjusket omkring hans ansigt.
En dag ville hun male ham, for evige hans minde for hende selv.
Hun rettede hendes øjne mod hans, da hun følte hans fingre imod hendes ansigt. Hendes egne fingre stoppede deres rejse hen over hans krop. For at vise han havde hendes opmærksomhed.
Hvad han sagde, fik dog øjnene til at spærre op. Pupillerne udvidet sig, som hun mærkede et voldsomt greb i hendes indre.
Hvad var det han sagde?
Og hvordan kunne hun reagerer.
“hvad er dette? Vil du have mig - som.. partner?” hun brugte ikke ordet viv, udelukkende af den grund at det var for kraftfuld et ord for hende.
Hvorfor?
“hvorfor?” spurgte hun helt automatisk som tanken havde slået hende. Mens hun søgte i hans øjne, for st se om hun kunne finde svaret dér.

Et lavmælt men næsten moret fnys forlod Pax midt i den milde forvirring. ”Fordi jeg vil have dig”, svarede han mumlende, som enhver anden ville konstatere, at solen ganske rigtigt stod op om morgenen – og dernæst tog sin afsked om aftenen.
De stålgrå øjne søgte efter svar, ligeså vel som de koralblå men Pax syntes ikke at finde noget deri. I stedet lod Pax sine hænder gribe om Evlyn, og trak hende dernæst henover sin egen krop. Til trods for at han var fysisk mættet, summede hans hud behageligt ved nærkontakten.

”Hvorfor skulle jeg ikke ville det?”, spurgte Pax dernæst, i det han hævede sine brede øjenbryn blot en smule. ”Du er kompetent, klog, rap i replikken”, begyndte han at opsummere, i takt med at et næsten drillesygt smil sneg sig ind i hans ene mundvige. ”Pisse hamrende irriterende. Enhver mands drøm hvis du spørger mig – og det gør du jo.”
Et lavmælt og hæst grin forlod Pax, i det han spændte i mavemusklerne og hævede sig blot en smule op imod hende. Uden at tage sit blik fra hende – i hvert fald ikke for andet end et sekund – kyssede han blidt hendes læber. 

Evlyn sukkede kort, ganske lydløst. Hun ønskede det, og måske var det dét der skræmte hende allermest. Lige så stille, blev billede af hende med rollinger der rendte rundt omkring hendes ben. Erstattet, af hans arme der lagde sig omkring hendes liv og lagde hoved imod hendes hår. Hans hænder der gled og rørte på en babybule. 
Hun løsrev sig fra hendes ganske klare og tydelige drøm, der havde udspillede sig for hendes øjne - som var det virkelighed. Men kunne det virkelig blive sådan?
Hun havde svært ved at tro på det, men hun ville prøve - hvis det virkelig var det han ønskede. 
Derfor fulgte hun også hans hænders instrukser og lagde sig hen over ham. Som var hun blevet hans tæppe. Hendes fingre gled igennem hans hår, mens hun betragtede deres værk med at udglatte hans grå hår, tog hun en dyb indånding. 
Hun grinede lidt over hans forklaring på hvorfor. Fnyste dog over at det var enhver mands drøm, at gifte sig med en der var pissende irriterende - det tvivlede hun ganske stærkt på. 
Hvem skulle tro han var sådan en romantiker. “Så hvad.. du ser dig selv med mig - nogle børn der løber rundt hernede med blond hår og gennemskærerne grå øjne?” mumlede hun imod hans læber, efter han havde kysset hende. 
Hendes fingerspidser gled legende ned over hans hals og hans kraveben. Mens hun afventede hans svar. Hun nød hans tæthed, og følte sig ganske enkelt helt og aldeles tryg. 

Pax brummede tilfredst mod hendes læber, til trods for at Evlyn endnu ikke havde afgivet ham sit ja. Hendes næstfølgende ord fik dog bandelederens læber til at skilles i et bredt, næsten drenget, grin. ”De skal sgu ikke ligne mig”, brummede han instinktivt, hvorefter han skar en lidende grimasse, der så ganske tydeligt afslørede, hvad Pax selv tænkte om den idé. Af uvisse årsager havde Pax altid hadet, når hans spejlbillede reflekterede i søernes klare vand og han undgik billedet, som enhver anden fornuftig dødelig ville undgå den sorte pest. 

”Jeg blev født med gråt hår. Der har aldrig været farve i det, selvom min – du ved, havde helt flammerødt hår og grønne øjne. Jeg håber, de kommer til at ligne dig. Du er smuk med dine øjne og dit hår”, lød det dernæst, næsten eftertænksomt, i det Pax’s fingerspidser greb om Evlyns eget blonde hår. 


Langsomt fandt de stålgrå øjne tilbage til Evlyns egne, i det han sank en klump i halsen. For blot et øjeblik syntes Pax at tøve, men da spørgsmålet omsider flygtede fra hans læber, var de ikke til at stoppe. 

”Hvordan ser hun egentlig ud? Min lillesøster, mener jeg... hvordan er hun?”, hviskede han.