Nu talte de da lidt hans sprog, men tiden måtte vise det. "Skal vi se på det, når vi når der til?" for humøret kunne snildt være anderledes til den tid, samt hvis de skulle spille med nogle pirater, var det næppe der de skulle sidde som to tosser på hinandens skød og hviske hinanden i øret .. og der gik det op for Basil, hvad han havde udtrykt tidligere. Han rystede en anelse på hovedet af sig selv og sukkede samtidig. 

Havde Stian hørt det som han sagde det eller som han mente det? 

Men en lille glæde kom der i, at han kunne få adressen til Stian, og han kigget nysgerrigt med, som han så hvordan den anden fik skrevet det ned. Det var en ganske køn skrift. Skulle han have skrevet et vigtigt brev, ville han uden tvivl bede om Stians hjælp til dette. Ringe til lange finger var lukket mere sammen, mens pege fingeren havde et lettere bøj, så den og tommelfingeren kunne tage i mod papiret. Han snittet let Stians fingre. "Tak," og papiret blev lagt let i lommen, tæt og lunt og et let klap for at sikre sig, at han kunne mærke det. 

"Mon ikke?" løj han ærligt og redeligt. Han tvivlede han ville nyde godt af den the, bare tanken om at drikke det, fik hans blære til at ville løbe løbsk. Men han fik vendt hovede og krop i mod Stian, som han stoppede helt op. "En øl inden jeg rejser?" gentog han og lod hovedet tilte til siden: "Det kan vi godt, men har du fritid nok til det?" 

 "Lad os det." Imødekom han. Og lidt efter, skævede Stian diskret hen til Basil da han sukkede med et hovedryst. Han undrede sig, hvad der mon gik igennem den andens hovede. Hvis bare Stian var tankelæser; det ville hjælpe ham i en hel del situationer. Som nu.

 Blikket faldt på fingrene der strejfede hans egne, og han kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan huden summede, der hvor fingrene havde rørt ham. Det efterlod ham med en mærkelig følelse af illoyalitet, men også noget andet. Noget mere.. kærligt. 

 Hvad er der i vejen med mig? Tænkte han perpleks, og knugede sin hånd for at nusse med tommelfingeren, henover der hvor Basils fingre havde været på ham. Det måtte være al den tumult fra tidligere. Stian hvilede sit blik på Basil der omhyggeligt fik pakket sedlen væk. Det lille klap på lommen, fik ham til at smile svagt for sig selv. 

 Stian slog lidt overgivende ud med armene, og gned sig lidt i nakken. "Hvis du vil?" Fik han kommenteret ind imellem. Om Stian havde fritid nok? Mja.
 "Jeg kan nok godt, bede om en fridag eller to - Jeg holder sjældent fri." Indrømmede han. Og nu blev han pludselig meget opmærksom på.. at han måske bare var Stian Hwan, byvagt for Dianthos' centrale distrikt. 

 De havde stået foran thehandlen i nogle minutter, og lige så snart de fik det sidste på plads, ville deres veje skilles, og den underlige morgenstund mellem dem, ville ende. Han gnavede sig lidt i indersiden af kinden, med en ærgelig følelse i sig. Men han vidste heller ikke hvordan han kunne få deres stund til at vare længere.

Enigheden var nået og de kunne nu gå med det. 

Uanset hvad følelse der strømmede igennem ham som han rørte ved den andens hånd, ville han ikke reagere ved dem. Trods varmen var der og det gav små sæt i ham. Blot tanken om det fik ham til at smile for sig selv i tankerne. Det var og blev forkert, men han kunne ikke lade vær. Basil måtte fortælle sig selv de var altså venner. Drengevenner. Mand til man ven. 

De gyldne øjne var ved at finde sig til rette med Stian. Det han generelt så på, hvorfor han i sidste ende valgte at række ham hånden frem som en gestus og farvel hilsen, mens den anden faldt om bag nakken: "Det lyder som en date," sagde han og smilede med øjne som mund. Det var nok ikke det rigtige ordvalg, men de havde en aftale og han ville elske at få en øl med venen før han rejste. 

Når hænderne var givet, ville han skulle forsvinde ind i butikken og finde det det topalis the og bare hjem. Hjem og få styr på sit liv. 

 Det lyder som en date. Stian strammede kæben lidt og studsede ved ordet. En aftale, et møde, at ses. Basil kunne have brugt uadskillelige ord for at beskrive hvad det lød som.. eller var som. Men en date. Hvorfor ordet date? Selvfølgelig, var det en talemåde. Det kunne være en venlig talemåde, eller en kontrast der for at afspejle humoren, i deres seriøse aftale. En øl sammen - en date.  Mja, ja, jo. Det kunne vel godt gå an i den sammenhæng. 
 Men hvorfor blev hans hjerte så helt forvirret når han så på mandens oprigtige smil da ordene forlod hans mund? Besynderligt. 
 
 Stian manglede ordentlig søvn. Det må være derfor hans hjerte hamrede lidt ustadigt; søvnmangel og skyldfølelse fra tidligere. 

 Med et godt greb, uden at stramme hårdt, tog han fat om Basils hånd i deres lille farvel gestus. Et eller andet sted hang deres håndtryk lidt i hinanden, men Stian turde ikke at bevæge sin tommelfinger i frygt for at komme til at nusse den andens hånd, eller blive misforstået i det. 
 "Mhrm," rømmede han sig, "Ja. Jeg ser frem til det." De brune og gyldne øjne så ind i hinanden, hvorefter Stian så endelig, lidt tøvende, slap Basils hånd. Han gengældte Basils varme grimasse, med et lille smil.

 Og så stod han der og havde glemt hvilken fod man satte foran den anden for at gå. "Nå. Ja." Sagde han lidt mere opfordrende, mest til sig selv, og rettede på sin uniform, "forsat god dag, Basil. Vi ses lige pludselig." Han gjorde et kort nik til Basil, inden han elegant svang sig op på Nishith. 

 Inden han fik vendt hesten, hvilede blikket lidt ved Basil. Han sendte ham et skævt smil. 
 "Hjem med os Nishith." Sagde han dæmpet til hesten, og fik den igang til at ride tilbage fra hvor de to mænd var kommet fra, så han kunne dreje ned det rigtige sted.

Grebet om vagtens hånd var i samme tryk og form, som hvis man på sigt holdt i hånden. Ingen af deres fingre lod sig gøre noget, de ikke måtte. Men hænderne forlod hinanden, modvilligt og ærgerligt lod han hånden falde ned langs side igen, som den havde mistet noget den ikke ville af med. 

Basil egentlig blot på, som Stian vendte rundt og rettet på tøjet. Helt passiv lod han sig blot stå der og se på, som det var det eneste rigtig at gøre. Op-med-ham-kom-han. Det var en af de ting han aldrig selv ville opleve eller give sig i kast med. At svinge sig op på en hest på den måde. Men hvorfor vendte Stian hesten? Kom vi ikke derfra?  spurgte han sig selv og så lidt forvirret omkring. Det var besynderligt. 

Men han fik selv slæbt sig ind i butikken.