Caydens øjne slog lyn, da Mia forklarede hvordan hun havde valgt Sakse til denne 'oplevelse'. Hun kunne have valgt hvem som helst, men hun valgte en fremmed, en tilfældig mand på et høloft.

"Voksen?!" Han vendte sig mod Sakse, hans ansigt forvredet i raseri. "Hun har været på jorden i fem måneder! Hvis du ikke selv kan se, at hun ikke ved nok om jordens skikke til at tage den slags beslutninger endnu, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige til dig," snerrede han og et øjeblik overvejede han at myrde ham bare fordi han ikke brød sig om ham. Men han vidste at Mia ikke ville bryde sig om det og desuden trængte hendes næste ord igennem til ham.

Han så skeptisk på hende, undersøgende. Hverken Sakse eller Mia var til at stole på, når det kom til risikoen ved samleje. Mia, fordi hun ikke vidste den slags endnu, Sakse, fordi han var en mand, og Cayden vidste lige så godt som alle andre, at mænd lyver og bedrager sig til sex, risikoen for graviditet en bagatel, især når det er en kvinde man ikke kender i andet end én nat.

"Vel?" gentog Cayden med et kynisk blik mod Sakse, inden han skedede sit sværd og lagde en hånd om hendes nakke, hvor han blidt strøg fingrene igennem hendes bløde hår, og bekymret så hende an, imens han overvejede hvordan han bedst greb risikoen for en graviditet an. Han kunne spørge hende, om han var kommet i hende, for hvordan forklarede man dét for en stjerne, der aldrig havde prøvet det før? Han kunne heller ikke spørge Sakse, for hans svar var garanteret ikke til at stole på. Og så alligevel.. Måske kunne det ses på ham, hvis han løj. Om ikke andet, kunne han få en læge til at tjekke, eller få fat på nogle urter der ville fjerne risikoen. Hvis muligt, ville han nu helst ikke udsætte Mia for den ubehagelige oplevelse det var at besøge sådan en healer.

"Kom du i hende?" spurgte han, kun akkurat højt nok til at Sakse ville kunne høre det, og han sørgede for at se ham direkte i øjnene da han spurgte.

Sakse var villig til at gøre en del for at holde stemningen så god eller i hvert fald neutral som muligt mellem de tre parter. Han ville nødig være nødt til at gå i kamp med Cayden, for på trods af sine evner var Sakse på ingen måde sikker på, at han kunne vinde over dæmonen, der helt sikkert kunne mere end blot at vifte rundt med sit sværd.

Han blev dog nødt til at trække grænsen et eller andet sted, og Caydens spørgsmål var langt over grænsen for, hvad Sakse var villig til at gå med til. Det meste af hans barndom var gået med ydmygende, personlige spørgsmål, og han havde bestemt ikke i sinde at give sig i kast med den slags igen.

"Det har du hverken ret eller autoritet til at forlange svar på," sagde han roligt, men bestemt. Hans blik vigede ikke fra Caydens, mens han talte, men da han var færdig, tog han hænderne fra ryggen og bøjede sig ned efter sin sorte kimono, der lå på høloftets gulv. Han børstede den af og begyndte at klæde sig på.

Mens han gjorde det, rettede han sit blik mod Mia, og det blev straks en smule varmere og blødere.

"Hvis du har lyst til at komme med mig, følger jeg dig gerne til den nærmeste by," sagde han, mens hans bandt sin kimono i livet. "Hvis du heller vil blive sammen med... denne Cayden, så gør det." Han tog sin lange, sorte kappe-lignende frakke over sine skuldre. 

"Men jeg har ikke i sinde at blive her og blive udspurgt om mit privatliv," fortsatte han og rettede på sit tøj. "Der er en sjæl, der venter på mig. Måske ses vi igen, Mia."

Han nikkede mod Mia og ignorerede totalt Cayden, idet han rakte ud efter sin taske og sabel, der stadig lå på halmballen.

Hendes læber skilte sig ad, men ingen lyde eller ord valgte at komme ud til trods for, at hun muligvis havde haft planer om at tale men så hurtigt fortrudt lige inden. Sakse havde endnu ikke forsikret hende, om at hendes teori om situationen var korrekt, hvilket ikke helt synede godt for hendes egen sikkerhed i den. Selv hun kunne fornemme, at der lå et eller andet, hun ikke kendte til. Noget hun nok egentlig burde vide. Når man tiede fortalte man heller ikke en løgn. Man holdte blot sandheden for sig selv.

Caydens hånd ved hendes nakke, havde allerede fra det øjeblik, han havde placeret den der, fået det til at løbe koldt ned ad ryggen. Måden hans hånd havde begravet sig op igennem hendes hårstrå skabte både velbehag og ubehag samtidig, hvilket efter lidt tid blev en tand for meget for hende. Desuden virkede kærtegnet så malplaceret. Som et forskruet tag omkring hendes hals for at etablere ejerskab. Dog i stedet for at vride sig væk, løftede hun blot en hånd op og om for at ganske roligt at fjerne hans, inden hun trådte et lille skridt frem.

”Der må være nogle ting for mig at tale med Cayden Roux om, siden han har valgt at troppe sådan op. Ser du, det er ikke ofte han faktisk vælger at vise sig i min tilstedeværelse.” De blå øjne veg ikke væk fra Sakse, mens hun talte, og lige som hans, var hendes blik blødt. Nærmest sørgmodigt. Undskyldende. Kort tillod hun sig at se bort for i stedet at bøje sig ned for at børste resterende hø af hendes knæ. De sveg og var røde, men afskrabninger var ikke mere voldsomme end at kun de få første lag hud var revet løst. Ingen blod. Hele hendes krop virkede stadig svækket selvom hun aldrig var nået fuld klimaks selv. At hun stod op helt fint uden at svaje eller vise tydelige tegn på hvor underligt delen fra hendes hofter til lige over sine knæ føltes, kunne vel være beundringsværdigt.

Med ét skød hun op og så denne gang lidt mere nervøst mod den høje, nu igen, mørkklædte mand. ”Du har ikke tænkt dig at tvinge sjælen fra bonden, har du?!” udbrød hun med en lidt højere stemme uden egentlig at ænse Cayden. Hun skulle lige til at proklamere, at han havde lovet ikke at røre ham til døden havde taget ham, men hun blev pludselig opmærksom på, at han egentlig aldrig havde lovet noget. Havde han vel?

Caydens øjenbryn trak sig sammen i et tydeligt tegn på undren, for trods at han normalt gjorde sit bedste for at skjule sine følelser, fandt han at han kun viste dem endnu mere tydeligt med Mia. Som var hun et barn, der kun lige havde lært et fremmed sprog og han derfor talte langsomt og tydeligt til hende. Hans ansigtsudtryk var det nye sprog for pigen fra himlen og her gjorde han sig også umage med at tale tydeligt til hende, selv når det ikke handlede om ord. 

Han bed mærke i, hvordan hun kommenterede på, at han ofte dukkede op uden at tale med hende. Han var sikker på at hun aldrig havde set ham, medmindre han havde villet det, og endnu en gang mistænkte han en evne hun havde. Han var virkelig nødt til at finde ud af hvad de var og han brød sig ikke om, at han havde undervurderet hende. Det ville ikke ske igen.

Sjæle var ikke noget Cayden gik op i, med undtagelse af sin egen, og livet af en tilfældig bonde kunne ikke rage ham mindre, men da hun talte til Sakse igen, havde hun tydeligvis mange følelser involveret og han lavede straks en mental udregning, hvor han kom frem til at han ville støtte Mia i hvad end hun havde sat sig for, ligegyldigt om det var moralsk korrekt eller ej. Han ville gerne stå ved hendes side lige nu og dét var langt mere værd end en bonde eller tusinde. 

Mias afvisning ramte et eller andet i Sakse. Han burde havde vidst bedre end at håbe på, at Mia ville følge med ham. Han anede ikke, hvad for et slags forhold, hun havde med Cayden, men det var tydeligvis vigtigere for hende, end hvad end det var, hun og Sakse havde sammen. Sakse kunne allerede nu høre sin mors stemme le og formane ham om, at interesse i andre kun have ulykker i slipstrømmen. Liv havde både indirekte og direkte sagt til ham, at ingen nogensinde ville kunne elske ham ligeså dybt og ærligt som hende, så han kunne ligeså godt lade være med at prøve at finde kærlighed andre steder. Fysisk tilfredsstillelse? Det var intet problem, men ingen ville nogensinde kunne måle sig med hendes kærlighed. Sakse afskyede tanken, men han vidste også godt inderst inde, at det var sandt. Liv ville altid være der, aldrig svigte ham, aldrig forlade ham eller glemme ham. Det ville alle andre, havde hun lært ham, og denne dag var et godt eksempel på det.

Sakses blik blev hårdt og køligt, mens hans lukkede sig om sig selv. Det stik, Mias afvisning havde forårsaget, blev pakket ind og gemt væk dybt borte i ham, så dybt at han forhåbentlig aldrig ville finde det igen.

Han spændte sin sabel og taske om livet og så Mia direkte i de smukke, blå øjne, mens han roligt svarede, "Det vedkommer vist ikke længere dig, tror jeg."

Der var intet tilbage af den nervøse, blide Sakse, da Sakse rettede sig ordentlig op og kørte en hånd igennem sit lange, tykke hår en enkelt gang.

"Farvel, Mia," sagde han så og vendte sig for at gå mod stigen, der ledte ned fra loftet.

Mia havde det underligt. Skiftet Sakse havde gjort ved sin attitude mod hende forvirrede hende til et punkt, hvor hun pludselig var forvirret over om, hun måske bare selv havde forestillet sig andet. Men den var langt mere kold, end den havde været i starten. I starten havde han være neutral. Der lå noget tungt og pressede ned mod hendes mave, som når hun havde spist lidt for meget brød lidt for hurtigt og det sad forkert og trykkede et eller andet sted i hendes overkrop.

En del af hende ville nok have brudt ud i fornærmelsen halvdæmonen havde vækket i hende. Han havde lovet hende ikke at tage sjælen, før den selv havde afgivet sig fra bondens krop. Men det var ikke tanken om bondens tilstand, der sårede hende. Det var bruddet af et løfte. Noget der ikke gav nogen mening for hende. Det var nok den forvirring, der blokerede for hendes ord. Og så var det for sent.

Stående tilbage på høloftet, stadig afklædt, fik hende til at føle sig mere end nøgen. Samlejet havde været besynderligt nydelsesfyldt, men nu hvor det var overstået… frøs hun. Trods varmen hendes glød gav hende. Trods hvor blussede hendes kinder stadig var.
Hun blev stående der, et par skridt længere fremme end Cayden, med ryggen til ham, mens hun med næsten for rolige bevægelser løftede sin kjole over hovedet og lod den falde ned over hendes krop. Hendes fødder havde stillet sig ind mod hinanden som en ekstra sikkerhed fra ikke at give efter for de svage knæ. Hun gjorde ikke noget for at binde kjolens snore, der sad på kryds og tværs af ryggen for at stramme overdelen ind, før hun drejede sig halvt mod Cayden og så på ham med store blå øjne. Der var ingen decideret sorg at finde i hendes udtryk, blot uskyldig bedrøvelse, der endte med at passe fint til de ord, der forlod hendes læber.

”…Gjorde jeg noget forket?”

Idet Mia hev sin kjole på, trådte Cayden hen til hende for at tilbyde sin hjælp. Han hev roligt i snorene for at spænde dem ind, men strammede dem kun til et behageligt punkt. Han satte det også på pause, da hun vendte sig halvt imod ham, så han kunne se hende i øjnene. Hans egne var brune og varme, ligesom resten af hans udstråling blev omkring Mia. Denne gang så han bestemt på hende. Der var ingen grund til at skjule sandheden for hende.

"Nej," svarede han og vendte sit vrede blik mod det sted, hvor Sakse var forsvundet. "Han gjorde noget galt. Han skulle ikke have gjort dét med dig, uden at fortælle dig, at du kunne risikere at få et barn ud af det. Han skulle ikke have gjort det med dig overhovedet, uden at have tilbudt at dig en ring."

Han vendte sin opmærksomhed tilbage til snorene på Mias kjole, men var ikke færdig med at snakke; "Her i landet har vi tusindvis af regler, traditioner og former, som vi forventer at folk holder på. Du er ikke herfra, så ingen forventer at du kender eller følger dem. Men hvad den halvdæmon,-" bitterheden flød over i ordet, "-gjorde mod dig, var hverken venligt, godt eller god form. Det var uhøfligt, utraditionelt, og farligt."

Han blev færdig med de sidste snore og med en bild hånd mod Mias skulder vendte han hende om, så de stod ansigt til ansigt igen. Det var vigtigt for ham, at de havde øjenkontakt, da han tilføjede; "Og det var fuldstændig hans skyld. Ikke din."

Per automatik sugede hun sin mave ind, i takt med at Cayden havde taget snøringen af hendes kjole i egne hænder. Det var ikke meget. Blot en refleks. Tøj var blevet en lige så stor del af sit liv som alle andre jordiske væsner, så selvom at hun egentlig nød fornemmelsen af blottet hud, så var det ikke noget hun lagde mærke til i de stunder, hvor hun var påklædt. Eller, som der skete i øjeblikket, når hun klædte sig på igen, for det var sådan en mild fornemmelse.

Mia forstod ikke, hvorfor det ikke virkede korrekt at så dæmonen i øjnene, da hun med hans initiativ vendte sin fulde front mod ham, og godt nok veg hun ikke væk fra det, men hun talte sig ubevidst frem til at blink 0,3 gange flere gange, end hun normalt gjorde.
”Farligt? Hvordan var det farligt?” faldt pludselig forvirret ud af hendes mund, inden hun kunne nå at blive mindet om, hvor ondt det havde gjort. ”Jeg indrømmer, at det ikke var smertefrit, men jeg har svært ved at se, hvordan noget så naturligt for jer jordiske som samleje kan være farligt.” Hun kunne have fortsat videre med hvor ufarligt, hun så sex. Ned til mindste biologiske detalje. Det var næsten at se i hendes øjne, hvordan hun ville have slået fuldkommen over, hvis ikke de havde fanget noget andet, der straks fjernede opmærksomheden fra forvirringen over Caydens knusende bekymring.

Blod.
”Du bløder!” udbrød hun, og havde hun ikke allerede stået så tæt op ad ham i forvejen, ville hun hurtigt havde mindsket afstanden mellem dem. Hendes øjne var blevet større og straks havde begge hendes små finde hænder lagt sig oven på de indtørrede rester af blod på hans tøj, uden vitterlig omtanke om personlig rum. Idét hendes en finger gled hen over det og ikke følte noget vådt, faldt hendes skuldre dog ned igen. ”Eller… du blødte? Datid.” Hun lød forvirret. Igen. Det var ikke selv kommet til hende, at hun selv havde indtørret blod på sit tøj fra bonden, ergo ikke sig selv. Men blodet på hende gik mere i et med den rødbrune farve af kjolen.

"Det er ikke mit blod," svarede Cayden straks, affejende. Han havde helt glemt sin upassende påklædning. Uniformen og blodet på den. Men der var ikke tid til at skifte. Han ville ikke efterlade Mia alene, ikke ét minut.

"Samleje er farligt, fordi graviditet er farligt. Hvis dén mand efterlod sin sæd i dig, kan du risikere at blive gravid. Graviditet er, hvad der slår flest kvinder i landet ihjel. For en kvinde er det farligere end landevejsrøvere, krig og sygdom tilsammen. Og dét er, hvis du overhovedet vil have barnet." Cayden var stadig vred, men han var blevet i stand til at tage lidt afstand til det nu og han talte roligt og faktuelt til Mia.

"Hvordan vil du tjene til mad, hvis du skal passe på et spædbarn? Du vil være tvunget til at gå rundt med det lille barn på ryggen, imens du graver kartofler op fra jorden de næste 10 år. Samleje er farligt." Han snakkede fortsat roligt, men han så Mia i øjnene imens og sørgede for, at hun forstod hvor seriøs han var omkring det. 

Det var ubehageligt. Den måde at hendes hjerte sad og bankede helt oppe i halsen på hende. Selvfølgelig var hun stadigvæk udmærket klar over, at hendes blodpumpende organ ikke havde flyttet sig fra sin plads i ribbenenes bur midt i hendes brystkasse, men hun kunne heller ikke lyve om, hvordan det føltes i daværende øjeblik. Det bankede en tand hurtigere. Tungere, som gjorde det hendes krop tungere samtidigt.

Tanken om at blodet på hans tøj sad stadig og nagede hende sammen med, hvor nemt han havde henkastet det, som var det vitterligt ingenting. Men hans yderligere konstateringer til hendes – ifølge ham selv – dumdristige handlinger og valg virkede til at hovere sig lidt længere frem i hendes fokuspunkt. Ganske langsomt trak hun sig tilbage fra ham igen. Lod sin hånd glide af ham, nærmest som et blidt kærtegn. Men så tog hun endnu et skridt og gjorde afstanden mellem dem større. Hånden lagde hun i stedet ned på sin bløde mave, mens hun sænkede sit blik videre ned på den også. Et anspændt udtryk meldte sig i hendes ansigt i form af spændte muskler i kinderne og en sammen presning af læberne.

”Jeg ønsker ikke at tro, at jeg er stupid nok til at frivilligt udvikle et afkom.” sagde hun noget sagte, men man kunne stadig sagtens fornemme bedrøvelsen i hendes stemme til trods for, at det havde lykkedes hende at pludselig neutralisere den med… vrede. Ophidselse. Hun løftede blikket op til ham igen, men de blå øjne lå ikke på ham længere end et par sekunder, før hun drejede sit hoved en enkel vinkel eller to væk fra ham.
”Du kan med meget stor chance have ret i at samleje, i hvert fald det som samleje kan medføre, kan risikere at være farligt, men jeg er ikke uforsigtig!” Hormonerne, der var blevet sendt igennem hendes krop ved den seksuelle ophidselse, havde trådt ind i form af frustration. Hun viklede omfavnende sin ene arm omkring sig selv under sit brystparti og greb albuen af den anden arm, der blot hang ned langs siden. Hun så tilbage på ham. ”Et barn af en som mig, ville aldrig kunne følge med tilbage til himlen. Ikke med blandet blod. Der ville ikke være en plads til det som der er en plads til mig.” Det var ikke hårde fakta, men det var en teori. ”Sakse gjorde det meget klart for mig, at han ikke var interesseret i børn, så selvfølgelig da han tilbød sig selv til mig, følte jeg det var oplagt for selvfølgelig ville risikoen for graviditet være langt mindre. Hvorfor skulle han lyve for mig?!” Det sidste var måske ikke nødvendigt at melde ind, men det rullede alligevel let og elegant over tungen på hende.

Det skar i Caydens hjerte at se hvordan Mia trak sig væk fra ham. Han vidste, at blodet ville afskrække hende, havde altid vidst det, det var derfor han altid sørgede for enten at dukke ren op eller at skjule sig, når han dukkede op i uniform. Denne gang havde været et nødstilfælde. 

"Det er ikke dig, jeg ikke stoler på," svarede han køligt, da hun erklærede at hun var for klog til at få et afkom. Han vidste at hun var intelligent. Men hun var også naiv. Så når den langhårede dæmon, der lige var kommet i hende, påstod at han ikke gjorde hende gravid, var det ham Cayden ikke stolede på. 

Måden, hun fremlagde, hvorfor hun ikke ville have børn, fik det til at skære endnu mere i hjertet på ham. Mia kunne få ham til at se, hvor gode væsner der fandtes på jorden, som han aldrig ellers så. Måske fordi hun ikke var fra jorden. Intet jordisk væsen ville stoppe sig selv fra at få afkom, bare fordi det ville være nødt til at efterlade det på jorden.
"Mænd lyver," svarede han, som det faktum det var. "At Sakse ikke vil have et barn, betyder ikke at han går op i om du får et eller ej. Det betyder bare, at han ikke selv vil være der til at hjælpe dig med det."

Cayden var stadigvæk påvirket af, hvordan Mia havde bevæget sig væk fra ham og han sprang ned ad trappen fra høloftet for at give hende lidt plads.
"Har du brug for en hånd?" spurgte han hende, uden at se op, for at undgå at komme til at kigge op under hendes kjole. Han ville gerne kommentere på hendes plan om at vende tilbage til himlen, men først når han havde hende i nærheden igen. 

Hvorfor ville hun pludselig ikke lytte til ham længere? Meget – hvis ikke alt – han sagde gav glimrende mening, og som regel ville hun sætte sig ret og bekræfte sin enighed med ham. Men lige nu, på høloftet, i laden, i Medaniens kredse af landet, følte hun absolut ingen ro ved det. Som om at hvad han sagde ikke var hvad hun ønskede, at han sagde. Hun kunne tilmed selv fornemme, hvordan det var at træde på æggeskaller omkring hende. Det strammede sådan omkring brystkassen. Hendes underbevidste tanker var gledet mod hendes første dage, hvor noget så simpelt som en helt ny synsvinkel fra, hvordan det havde været oppe på himlen, havde bragt hende i knæ grundet en smertende hovedpine. Dette var ikke det samme, men det var det eneste hun indtil videre havde at kunne sammenligne det med.

Midt i den tunge atmosfære og hendes egen personlige dilemma, var Mia faldet stum. Pigen der ellers altid vidste, hvad hun skulle sige og aldrig tøvede med at ytre sig om, hvad end der faldt hende ind, stod stumt til, armene omfavnende omkring sig, og så dæmonen være den første til at begive sig ned fra loftet. Hun måtte have fået et pint udtryk i ansigtet, for hun havde aldrig oplevet et sådan såret blik i Caydens brune øjne før.
Hun åndede ud en smule mere sukkende end normalt, ud igennem munden, inden hun lod sine øjne glide hen over de tomme omgivelser omkring sig. Det eneste der var tilbage, som ikke hørte til, var hendes underbeklædning. Med rolige skridt var hun over ved dem og fik med stadig lettere sitrende knæ trådt i dem og trak dem op. Og en sidste gang – stående skjult fra Cayden – lagde hun atter en hånd mod sin mave. Afkom. Børn.

Inden længe kom hun frem igen ved loftets kant, hvor hun først satte sig ned med benene dinglende henover, før hun forsigtigt satte en fod på stien og møvede sig akavet ned langt nok for hendes ridder’s stærke hænder at nå hendes talje og hjælpe hende det sidste stykke ned. Hvis ikke, siden hun trods alt ikke havde sagt højt, at hun ønskede hans hjælp, endte hun blot med at hoppe og landede ganske nydeligt. Dog lod hun dem ikke stå tæt alt for længe, før hun, stadig stumt, gik omkring ham og et par skridt hen mod ladens dør. Dog stoppede hun efter ikke mere end tre små skridt og vendte sig om.
”Mænd lyver,” gentog hun fra hans egne ord, som var det de ord, der hang mest fast i hende. ”Lyver du så også, Cayden Roux?” Han var trods alt en mand.

Cayden ventede ikke på at hun bad om hjælp, men var det blot for hende så snart hun var langt nok nede til at han kunne få fat om hendes talje og løftede hende elegant ned. Lyset om hende gjorde, at hun fremstod som en mellemting imellem en danser og en stjerne, der langsomt og kontrolleret faldt mod jorden. Hans tanker faldt endnu engang på hendes udtalte ønske om at ville vende tilbage til himlen. Noget i ham ønskede at det var umuligt - så han kunne hjælpe hende uden reel fare for at det ville kunne lykkes hende.

Cayden lod hende gå i forvejen et par skridt, fortabt i sine egne tanker, men han mødte hendes blik, da hun vendte sig om. "Ja," svarede han køligt. Det var ikke et spørgsmål der behøvede nogen form for overvejelse. Alle mænd lyver og han havde også løjet for Mia. "Hvis jeg svarede nej, ville du så tro på at jeg havde svaret ærligt? Jeg håber at du efterhånden har lært nok om jorden og om mænd til at vide, at jeg ville lyve for dig, hvis jeg påstod, at jeg aldrig havde løjet."

Hans blik blev bekymret igen. Han ville gerne have set at Mia havde beholdt lidt af sin uskyld lidt længere, også selvom han selv havde arbejdet imod at sikre sig, at hun kunne forsvare sig selv både på den ene og den anden måde. Med kniv og andre våben, og psykisk. Han havde mere at sige, men han ville lige se hendes reaktion an først. 

Det var en ubehagelig og meget ukendt følelse for den unge stjerne, da hendes hals lukkedes sig sammen og gjorde det umuligt for hende at trække vejret i, hvad føltes som i hvert fald 30 sekunder. Tilbage i den virkelige verden og ikke hendes opdigtede en af slagsens, varede det ikke længere end ét, indtil hendes automatiske muskelopspænd faldt til ro igen ved udåndingen af indåndingen, der var blevet blokeret halvvejs igennem. Det var tydeligvis ikke det svar, hun havde håbet på. Eller havde troet. For Cayden Roux løj ikke. Han havde ingen grund til at lyve. Det havde ingen.

”… Selvfølgelig. Hvorfor skulle jeg ikke tro på, at du siger sandheden?” Ordene faldt ud af munden på hende. Klodset og på grænsen til at ikke kunne beherske sig. En grænse der efterfølgende blev overtrådt, og hun kunne ikke holde sin stemme fra at hæve sig igen. ”Hvis jeg skulle acceptere at en person lyver, så ville jeg være nødsaget til at acceptere at alle andre lyver omkring mig.” Mere og mere frustration kom fra i hendes stemme. Og hendes krop blev mere og mere anspændt. ”Men når alle lyver, hvordan skal jeg så vide om, hvad jeg hører er løgn eller sandheden?!” Det var så småt begyndt at blive et vredt råb frem for blot en hævet stemme. Armene var stift udstrakt ned langs siden og endte ud i knyttede næver. ”Jeg bryder mig ikke om den uvished!! Jeg har brug for at VIDE!!”
Hendes glød havde ligeledes steget, men selvom at det var det præcis samme lys, som når den steg, når hun var enten glad og munter eller ivrig, så var dette ikke det samme. Det var mere som en advarsel. En advarsel om den overstimulering, der allerede skete i hendes hoved med dilemmaer og endnu flere dilemmaer. Hendes evner var stadig ustabile og egentlig ude af hendes hænder, og det kom virkelig til udtryk her. Hun var ikke et menneske, trods hun lignede et. Hun var meget mere og muligvis ikke nok for en jordisk hjerne at forholde sig til.
Naiviteten var blot beviser på, at hun var fremmed. Men dette var det første virkelige tegn i dæmonens nærvær, der fortalte, hvilket væsen hun var.

”Løgne er illusioner!!” fortsatte hun ophidset. Den ene af hendes hænder havde flyttet sig op i det skulderlange hår. ”Løgne skaber falskhed!..”

Et suk undslap Cayden, da Mia svarede 'selvfølgelig'. Selvfølgelig fortalte han sandheden. Hvordan kunne hun stadig være så naiv? Cayden både beundrede det og ønskede at beskytte hende, samtidig med at han så ned på det og ønskede at lade hende vide, hvordan virkeligheden forholdt sig. 

"Folk lyver-" sagde han, selvom hun ikke var færdig med at tale endnu, men lod også hende afbryde sig, da hun talte videre. "Mia-" forsøgte han sig igen, men Mia var allerede i gang med at køre sig selv op. Han trak vejret langsomt ind og holdt øje med hende, imens hun fik det sidste af sine frustrationer ud. Han kunne ligefrem se på hende, hvordan hendes tanker kørte på højtryk. 

"Det er ikke godt at lyve, nej," gav han hende ret. "Folk gør det alligevel. Alle gør det. Nogen har gode grunde til det, men de fleste gør det kun for deres egen skyld. Jeg kan lære dig at se forskel, hvis du vil. Hvis man øver sig godt nok, kan man som regel se forskel. Har du lyst til at øve det?" Han talte helt lavmælt og roligt til hende, men også bestemt. Som var han hendes forældre eller underviser. Der var ikke noget at gøre ved, at han havde fortalt hende, at han også løj for hende, så han kunne lige så godt forsøge bare at rette op på skaden. Det havde været dét værd, hvis det ville hjælpe hende med ikke at falde for løgne fremover. 

”Hold mund. Hold kæft!” Hun blev meget brat stum efter at ordene havde forladt hendes mund. Så brat, at hun næsten ikke havde nået at få de sidste bogstaver ud samme med alle de andre. Overraskelsen over at have brudt sådan ud, var at finde som en fin linje mellem den dominerende bedrøvelse, der pludselig begyndte at sprede sig endnu mere i hendes ansigt. I det mindste så hun direkte på Cayden igen. Ikke længere helt så tåget af den afstandtagende panik, hun før havde svøbt sig selv i, mens hun mest af alt havde prøvet og få ting på plads i sit eget hoved.

Hendes fyldige og velformede bryn havde krummet sig fuldkommen sammen og skabte en tydelig buge opad. Hævet højere ved ansigtets midte end ved halerne netop pga. hvor meget de var presset mod hinanden. Det var nemt at se, hvordan hendes kinder var blevet spændt op i anstrengelse og hendes rosa læber var nu gjort til en tynd lige streg. Hun var såret. Og for en gangs skyld var det ikke blandet med klynk men en særlig form for vrede.
Man skulle ikke være en ekspert for at aflæse, hvordan hun fortrød, hvad hun havde sagt, mens hun alligevel stod fuldkommen fast ved det. Hun fortrød kun måden, det var kommet frem på. Det var ikke, hvad hun ønskede at høre fra ham. Ikke lige nu. Han forstod hende ikke. Og det gjort mere ondt, end hun oprindeligt havde troet, det ville kunne.

I modsætning til dæmonen trak hun ikke vejret roligt. Hun hyperventilerede heller ikke på samme måde længere, men hendes brystkasse hævede og sank stadigvæk noget irregulært. Hånden gled ud af hendes hår og efterlod den ene side mere uglet end den anden. Hendes skuldre rystede, sitrede. Og med endnu et sammenklem i sit udtryk, tvang hun sit faste blik fra ham, som hun fluks drejede sig væk fra ham og med hurtigere skridt, hun nogensinde havde taget væk fra Cayden, marcherede hun mod ladens port og begyndte at tvinge den op for at komme væk. Det var blevet så svært at sætte ord på sine frustrationer at flere frustrationer hobede sig op, og hun havde det som om, at hun var ved at eksplodere.

Cayden tav det øjeblik Mia bad ham om det. Han kunne godt mærke på hende at hun havde brug for plads, så han gav hende det. Først da hun begyndte at marchere væk fra ham, fulgte han med. På afstand til at starte med, men så snart de var ude af døren, holdt han sig ved hendes side.

"Jeg er klar over at der er sket en del for dig i dag," sagde han lavmælt. "For meget, måske. Har du et sikkert sted at være alene? Jeg forlader dig ikke, før jeg ved, at du er i sikkerhed." Hvem vidste, hvem hun ville falde i hænderne på, hvis han forlod hende nu? Der var nok ikke mange, der ville nægte hende et sted at overnatte, ikke sådan en ung, smuk kvinde, med ærlighed strålende ud af hende, men ikke alle af dem ville selv være ærlige eller gode mennesker. Intet menneske var selvfølgelig ærligt eller godt i Caydens øjne, men nogle af dem ville heller ikke være ærlige eller gode mod Mia, og den risiko ville Cayden ikke løbe.
Heller ikke selvom han vidste, at Mia ikke gad ham lige nu. Hun måtte bære over med hans tilstedeværelse indtil han i det mindste vidste, om hun havde et kroværelse eller en ven hun kunne tage hjem til. 

Mia stoppede med det samme op, så snart hun opdagede at Cayden havde vovet sig op og gå ved siden af hende. På den måde skabte hun igen en naturlig afstand mellem dem med mindre, han selvfølgelig havde været parat til at stoppe op på det præcise tidspunkt, som hende. Og hun så op på ham med det samme. Fangede hans blik med hendes eget dybt følelsesladede af slagsen. Frustrationen osede ud af hver enkel af hendes porer sammen med den neutraliserende energi, der indtil videre havde holdt hende mere sikker, end hun nok ville have været, havde den ikke svøbt omkring hende.

Øjenbrynene var stadig krummet, og hun virkede næsten til at blive kvalt i den mængde af ord, hun havde siddende i struben, men som var blokeret fra at nå tungen af et eller andet mystisk. Det var en anden form for åndenød, hun oplevede nu. Normalt kom de fra brystkassen. Denne gang sad den helt oppe i halsen, som et bånd, der blev spændt mere og mere. Ubehageligt. Hun brød sig virkelig ikke om det.
Hun sænkede med ét sit blik ned mod hans ene hånd, som hun ikke tøvede med at gribe ud efter. Trådte mod ham, kvalte afstanden mellem dem, og lukkede sine blege fingre omkring hans håndled for til sidst at løfte den op og lagde den ind mod sig. Pressede den ind mellem sin barm, så han virkelig kunne mærke, hvad hun ønskede, at han skulle føle. Hendes hjerte. Og hvordan det bankede for fulde drøn. Hamrede mod hendes ribben og muskler som en vred fordrukken far udenfor sit skarn af en søns gemmested. Det var ikke sådan et hjerte skulle føltes. Det var ikke sensuel ophidselse eller almen forpustelse. Det var ikke engang ukontrolleret vrede. Det var kropslig panik. Afskåret fra hendes ellers meget kontrolleret mentalitet.

”Jeg har det som om, jeg er ved at eksplode-…”
”Kan du ikke se, at hun er ved at gå fuldkommen til?!” Den gamle heksedoktors stemme rungede pludselig i det sene aftensmørke. Vrissen som, da Mia og Sakse havde bragt den døende bonde til hendes dør. I hendes hænder bar hun en bakke med noget tørret kød og ost, så kraftigt, at man næsten havde kunne lugte det, før hun nåede dem. ”Det kaldes et panisk anfald. Og at stå og beskylde hende yderligere har aldrig hjulpet meget på den slags.” Mia havde straks se over mod hende med overraskelse i øjne og ansigt. Hun havde helt glemt at hun stadig havde Caydens hånd mod sin brystkasse, og den gamle dame ænsede ikke uanstændigheden i det, da hun rettede opmærksomheden mod stjernen.
”Kom og sov inde i huset. Der er mere sikkert end i laden. Særligt nu da jeg så din ven gå herfra i al hast. Uduelige mænd nu om dage. Og dig, - dæmon! Du gør bedst i at lade pigen være for nu! Hvis det er sikkerhed for hende du ønsker, af en eller anden dæmonisk morale, jeg ikke kan forstå, så sørger jeg for, at hun overlever natten med varme og mad i maven.”

Cayden trådte to lange skridt foran Mia, før han indså at hun ikke havde tænkt sig at gå videre, og han selv stoppede op og vendte sig imod hende igen. Han var selv mindst lige så frustreret som han kunne se at hun var. Han havde lige set hende med en anden mand, havde måtte indse at hun ikke nødvendigvis følte for ham, hvad han følte for hende, og alt lige siden da var blot gået skævt imellem dem. Han vidste ikke hvad han skulle gøre for at rette op på det og for ham virkede det som om alt Mia gjorde, var at forsøge at skabe afstand imellem dem, fysisk og psykisk. 

Han var lettet, da hun selv trådte hen mod ham igen. Han lod hende løfte sin hånd med et afventende blik og øjeblikket efter forstod han. Han fik selv den samme slags panikanfald. Ikke så ofte længere, ikke efter han havde fået hjælp, men de var kommet ofte efter krigen, ligesom de var kommet ofte efter mordet på hans hustru.
Langsomt løftede han blikket fra sin hånd på hendes barm til hendes øjne. Han var overvældet af et behov for at beskytte hende; få hende til at føle sig sikker igen. Men inden han kunne nå at handle, ramte en gammel kællings ord dem og Caydens blik vendte sig lynende imod hende. Det tog ham kun en brøkdel af et sekund at få sit ansigtsudtryk under kontrol igen, i tide til at skjule det for Mia, omend ikke for heksedoktoren.

"Lad os tage afsked privat, så skal du nok få din vilje, heks." Han var opdraget til at være en gentleman, men under sin hånd kunne han stadig føle Mias hjertebanken og han kunne ikke tage sig af den, når hun stod der og så på ham. Så snart hun vendte sig væk fra dem, vendte han også blikket mod Mia igen. 

"Mia," hviskede han, inden han forsigtigt lagde begge arme om hende og knap så forsigtigt trykkede hende ind imod sig. Hun var blød imod hans krop, der var hård og kantet af træning, og blodet på hans uniform var heldigvis størknet, men han lugtede stadig af sved og metal. "Træk vejret dybt," bad han hende og strøg hende over håret i langsomme strøg. Han stod sådan med hende indtil hun gjorde modstand eller indtil han kunne mærke hende slappe af. Så sænkede han hovedet, indtil hans mund var ved hendes øre. "Er du okay med at overnatte hos den gamle sag?" Han spurgte hende med en prøvende latter i stemmen, for at forsøge at muntre Mia op, men det var et seriøst spørgsmål og det kunne han ikke skjule. Der var mere afstand imellem deres kroppe nu, det var der nødt til at være, fordi Mia var så lille ved siden af ham, ligesom han, som den gentleman han stadig forsøgte at være, rettede sig op for at lade det se anstændigt ud for den gamle dame inde i huset. Hvad hun ikke kunne se, var at hans læber strejfede Mias kæbe, som han rettede sig op. 

Mia havde fuldkommen forstummet igen, så snart hendes kamp med en sætning blev afbrudt, og lige som hendes dæmoniske ledsager havde hendes blik per automatik fundet frem til synderen. Det at se den gamle kone igen, sendte hende straks tilbage til bonden, der havde været hele grunden bag ankomsten til landsbyen og dermed laden. Og dermed høloftet. Og dermed… Hun måtte stoppe sit eget tankespind, før det gik helt galt. Hun havde det ubehageligt nok i forvejen, fordi selvom hun havde troet at det at have Caydens hånd presset godt og grundigt ind mod det galoperende hjerte ville have hjulpet, så hobede det sig blot op igen, som hun stod og lyttede til ordene der blev vekslet forbi hende og omkring hende. Så hårde. Så unødvendigt hårde, deres undertoner var.

”Javel. Men prøv på noget, og jeg har midler til rådighed, dæmon,” advarede heksedoktoren med en både bitter og anerkendende - næsten respektfuld - tone liggende på tungen, og hun så kort mod Mia selv, der blev forundret over opmærksomheden, inden hun lod den unge stjerne og ældre dæmon få lidt tid uforstyrret.
Mia havde ikke så meget som nået at se tilbage mod Cayden, før han svøbte sig selv omkring hende og holdte hende tæt. Helt tæt indtil sig. Selvom omfavnelsen ikke var just blid, så var der noget umådeligt ømt over måden, at han holdte om hende. Klemte hende. Og hun følte endelig sig selv falde til ro. Det var som en hovedpine. Som en tætpakket snurretop der endelig blev hævet fri og skabte en besynderlig svimmelhed. Hun ville måske endda have vaklet, havde han ikke haft et greb om hende. Og så efter noget tid bredte lysten til at vikle sine arme omkring ham, men de var fanget mellem hendes egen brystkasse og hans. Så hun nøjedes med at nusse panden ind mod ham, i takt med at hendes vejrtrækninger blev mere regulærere.

Lyden af hans stemme så lav og så tæt på hendes øre, fik hende dog til at skælve diskret, og hun hævet sin hage og sit blik til at mødes med hans, som han havde trukket sig bort. Kysset - eller hvad det så en var - havde heller ikke fået hende helt forbi, og en hånd, nu mere fri, lagde sig også fjerlet oven på kæbe området, hans læber havde kærtegnet.
”Jeg… Jeg tror I jordiske kalder det ’at have brug for tid’,” fik hun atter sagt frem. Hendes stemme var ikke længere præget af angsten og frustrationen, men den var sagte, som de stod så tæt. Og til sidst tittede et smil frem. Ganske ydmygt. Hun havde det stadig dårligt, men hun havde det bedre. ”Jeg troede aldrig jeg ville ’have brug for tid’ på den her måde, men jeg kan ikke holde styr på, hvad der flyder rundt i mit hoved. Så ja, jeg er okay. Jeg tror det er for det bedste.” Med de ord trak hun sig forsigtigt - og en smule vaklende - tilbage fra Cayden.

"Bare rolig. Jeg er sikker."