Kanismo kom med huen over hovedet så den dækkede for ansigtet gående i retning mod byen, det regnede og det havde det gjort i et styk tid nu.
hvorfor skal det møgvejr også være her lige nu tænkte han for sig selv og holdte med sin ene hånd om sin venstre brystkasse, hvor han havde sine ribben brækket. corsettet eller hvad det var holdte dem fint på plads men smerten var der beklageligvis endnu.
Sværdet's skede som han havde på ryggen var temlig tung at bære på efter al den vand den havde suget til sig, og pilehylstret, som hang ned af højre ben var også godt fyldt op med vand, Rygsækken som der i forvejen var mindre tung uden vand i måtte mindst veje et ton efter hans ejen beregning. Selvom at matematik ikke ligefrem var hans stærke side.
En stor eg kom til syne mellem regndråberne ude i højre side af vejen, hvilket var temlig praktisk i dette vejr da der ikke faldt meget vand ned mellem bladene. Kanismo gik med et mere rask tempo hen mod træet og satte sig op af dets stamme.
Sølvdjalen kunne ikke flyve i dette vejr så den hoppede ivrigt efter Kanismo for ikke at tabe ham af syne.
Træet var en velsignelse for den, der var nemlig nedfaldne nødder på jorden, hvilket den godt kunne tåle så den gav sig til at spise af nøderne på jorden og rettede hovedet op og så sig om en gang imellem.
Krystallandet
