Mørket der herskede udenfor, var begyndt at lette. Den var ikke så tyk mere, dog havde en tæt tåge svøbt huset ind i sit hvide lagen. Så det varede vel en tid før de ville se solen igen. Forhåbenlig snart, da alt dette havde lagt et stort pres på Damia og det kostede hende energi.
Stum så hun hen på Katrina, havde slugt hvert et ord. Men kunne stadig ikke danne en ordenlig sætning, der idet mindste forklarede hendes følelser.
Hun tænte længe over det, og hun tog en hånd om en halskæde som var gemt under hendes kjole. Pludselig slog det hende, hun huskede hændelsen med Tezz, det de havde oplevet. Navnene og stemmerne. Bark...
Damia så fjernt op på Katrina skønt, de utilpasse blikke hun sendte hende. Først isende kolde, nu, blide?
"Bark,, sagde hun svagt, nærmest som en hvisken. Som kunne hun ikke få navnet på hendes fader over læberne.
Hvis hun er min moder, og min fader... Dette var forvirrende, men så igen, så enkelt.
Hun rejste sig op da Katrina rakte hånden ud efter hende. Gik langsomt, som var hun forhekset, hen mod Katrina.
Stoppede dog op kun få centimeter fra barieren. Og så såret på Katrina...
"Du?, I?,, fik hun fremanet i en bekyldende tone, "Forlod mig!,, fik hun endelig sagt. Skønt hun vidste at det ikke var deres skyld, havde hun behov for at føle at skylden var dem... "Hvor kunne i?,,

Nathan var lige så forastenet som Katrina. Han sad bare og kiggede på dem, tænkte over hvad han skulle gøre. Han kom frem til at han nok skulle lade Damia komme ud med sin vrede, desuden kunne hun vel ikke gøre noget ved..deres.. moder så længe barierren var der.

Katrina sad og så på Damia med et lidt tomt blik. Hun forstod udemærket hendes vrede, den samme vrede følte hun selv til sine forældre. Et kort nik kom fra hende da fadernes navn blev nævnt. ,,Bark" sagde hun i en bekræftende tone. ,,Åh min Damiana.." Katrine prøvede forsigtigt at række ud igen, og denne gang kom hendes hånd længere frem. ,,Hvis du vidste hvor meget jeg skammer mig over det.. forlade sit eget barn.. jeg er et monster.. og så skubbe det andet fra sig.." Hun skævede op mod Nathan, men han gengældte ikke hendes blik. Svarede dog surt og hadesfuldt ,,På grund af dig måtte jeg leve på gaden. På grund af dig havde jeg kun én mulighed for at overleve.. jeg måtte blive befamlet af fremmede fordi DU smed mig ud mor!" En vrede man ikke regnede med strømmede fra Nathan, og han rejste sig med et ryk. ,,Over sådan en latterlig ting.. sendte du din 13-årige søn hjemmefre, og tvang ham derved til at blive trækkerdreng! Ved du hvilket helved jeg har været genem!?" De røde øjne sitrede af vrede, og han gik ud af rummet. Han var bange for hvad han kunne komme til at sige eller gøre.

Katrina sad helt tom tilbage, kunne kun svare med et enkelt ord; ,,Undskyld" Det var ikke nok til at hun kunne forvente at han ville tilgive hende, men hvad kunne hun ellers gøre? Hun havde ventet i uger på at han skulle komme hjem. Men uger blev til måneder, og måneder blev til år. Først for nyligt fandt hun ud af at han stadig var i live, og i had over at han ikke var kommet hjem, havde hun angrebet ham. Skammen greb hårdt fat om hende, hun væmmes ved sig selv, og kunne ikke se Damia i øjnene.

Damia så bekymret på Nathan. Kunne mærke hans frustration som senere blev til vrede, eller havde det altid været vrede. Hun ville aldrig kunne sætte sig i hans situation, føle hans smerte. Ønskede det heller ikke, det ville være for overvældene. Især når man blandede det med hendes følelser. Det var forvirrende nok i forvejen, og tungt at bære. Vis hun kunne, ville hun havde grædt tåre for ham, men hun beherskede sig. Respekterede hans vrede, selvom det måtte føles hårdt mod hans moder. Men hun havde prøvet dette før, så lidt af det han følte havde hun trods alt pøvet.
Det var nok derfor at hun lod ham gå. Havde haft lyst til at løbe efter ham, sige 'Lad mig ikke alene med hende!' men hendes pokkers nysgerrighed, havde lænket hende fast.
Da han var borte, lod hun blikket hvile på Katrina, stille, i rolige bevægelser satte hun sig ned og så på Katrina.
Som var hun hovedeattraktionen til en fest, den som alle havde ventet på.
Med store hundeøjne så hun på Katrina, og rakte ud efter hendes hånd. Berørte den blot før hun trak sin hånd til sig igen.
"Du har ret, man må føle sig så forfærdelig indeni. Du ved, jeg har al grund til at hade jer, Nathan har også," hun så på Katrina med de dybe grønne øjne "Men havde det ikke været for jer, eller dig, var vi ikke endt og blevet formet således. Så på en måde burde jeg være taknemmelig, men... Jeg kan ikke tilgive jer, eller dig. Dog," en tåre falder ned over hendes kind og hun er mildt på Katrina "Må jeg sige, at jeg også har tænkt meget på dig,,

Nathan står som naglet til jorden ude i køkkenet. Vejrtrækningen er hurtig og rasende, som en tyrs. Med et sindsygt blik står han og begydner langsomt at falde ned. Et glas vand ville måske hjælpe? Et glas bliver fundet frem, og han hælder langsomt noget vand i det. Ligeglad med om det er koldt eller varmt. Da han er færdig sukker han tilfreds, det hjalp.

Katrina ser på Damia med et blandet ansigt, en blanding af skam, sorg og en smule glæde. ,,Jeg forventer ikke du tilgiver os.. hvorfor skulle du? Det eneste jeg ønsker, er at du forstår at det var for dit eget bedste.. vores forældre, din faderes og mine, ville havde dræbt dig hvis vi beholdt dig lille skat.." Tre tårer faldt fra hvert øje, de grønne øjne hun havde givet videre til Damia. Bark havde de røde som Nathan nu også ejede. Med ét blev Katrine helt synlig, og barieren var væk. Med en lettere tøven trak hun Damia ind til sig, og snusede til hendes hår. Selv efter alle de år, kunne hun genkende den duft.

Nathan havde nu stået og sundet sig lidt, og bestemte sig for at gå derind igen. Da han gik forbi dem, klappede han kærligt et enkelt slag på Damias skulder. For at lade hende vide at han var der for hende. Med et ,,umpf" satte han sig i sofaen og betragtede de to kvinder. Så var de altså søskende.. Skønt. Det var en glad tanke for ham, og det fik ham til at smile, selv om han helst ikke ville det i nærheden af hans mor.

"Ville jeg ikke havde været død alligevel vis den ældre dame ikke havde fundet mig?,, tilføjer hun. Et meget godt spøgsmål, et hun havde haft lyst til at stille Katrina længe. De ville da ikke havde vidst at en ville finde hende, men det ville så betyde at de alligevel ville havde ønsket hende død. Det var ikke en rar tanke, især ikke taget i betragtning af de tåre der faldt fra hendes moders øjne. Så ægte, men så smertefuldt.
Damia havde ikke glemt barieren, så da Katrina holdte hende ind til sig blev hun en smule usikker. Men den følelse varede ikke ved, det kunne hun ikke tillade sig at den gjorde. Det ville få det hele til at se så trist ud.
Det føltes så rart at vide at, hun havde en moder. Skønt de ulykkelige ting det medbragte.
Det var nok bare det at, vide at man kendte til sin oprindelse.

Damia gled så ud af Katrina's favn efter en tid, men tåre glidende ned af kinderne. Hun tørrede hastigt dem af og så på hende en sidste gang,
"Moder,, tilføjede hun mildt, hvorefter hun vendte sig om mod Nathan og skyndte sig hen til ham.
Da hun nåede frem til ham satte hun sig ved hans side og gemte sit ansigt i hans skjorte. Sådan sad hun blot og ventede, hviskede kun det eneste navn hun kunne komme i tanke om: "Nathan,,

Nathan sad stille da Damia kom over til ham, men da hun begravede ansigtet i hans skjorte tog han rundt om hende. Holdt hende tæt ind til sig, fortalte hende med hans krop at han passede på hende. Katrina så på dem, overvejede hvordan hun skulle besvare sådan et spørgsmål. Sandheden vel.. men ville hun tro sandheden? ,,Vi vidste godt at den gamle kone boede der.. vi bad hende passe på dig.." Med en langsom bevægelse rejste hun sig. Hendes kræfter var snart væk, og hun måtte tilbage til sin krop. Et sidste ord kom over hendes læber ,,Undskyld" og så var hun væk. Solens stråler trængte endelig igenem tågen og brød den i stykker. Nathan sad og stirrede på det sted hvor hans mor lige havde stået. ,,Jeg..." han kunne ikke sige noget. Han var lige så paf og forvirret som Damia. ,,Så.. søs..." var det eneste han til sidst fik ud.

FRYS

Damia så først op da hun hørte Nathans usikker stemme. Og da han kaldte hende 'søs' kunne hun ikke holde en glad latter tilbage.
Latteren var blandet sammen med en del følelser; lettelse, vrede, sorg og glæde. Selvom det mest var glæden der dominerede. Hun smilede sødt til Nathan og svarede ham med en kæk stemme "Se, det går meget bedre når jeg føre an, ingen skader, ingen smerte, intet,,
Hun sætter sig op og ser sig nysgerrigt omkring, måske lidt håbende; Håbende på at hendes blik fanger Katrina. Men så igen, var det til hendes lettelse at de eneste der var tilstede i dette hus, var Nathan og hende.
Ved duften af krydderier, kommer hun itanke om suppen. Desværre var den allerede blevet for kold, og sulten var stadig ikke stillet.
Hun sukker og går så stille ud i køkkenet,

Nathan blev sidende i sofaen da hun gik ud i køkkenet. En sær følelse havde plantet sig i ham, og den ville ikke gå væk. Præcis hvilken følelse det var, havde han ingen anelse om. ,,Damia?" råbte han inde fra stuen, et kækt smil kom på hans læber. ,,Jeg synes stadig du skulle tænke over den der drik til din barm.." han flækkede af grin inden hun nåede at svare, ikke fordi det var så sjovt det han havde sagt, men han trængte bare til at komme ud med en følelse der ikke var bitter eller sur. Det glædede ham at Damia nu havde fundet ud af hvor hun kom fra, men han var forvirret over sine følelser for moderen. Havde han tilgivet hende? Nej.. men han hadede hende ikke mere.

Ude fra køkkenet kunne man høre et glas splinter, da Nathan fyrede sin joke af. Hvorefter stilhed.
Lidt efter kom Damia til syne, med et glubsk blik rettet mod Nathan, og hænderne i begge sider. Hun betragtede den fjoggede Nathan, og for et kort øjeblik, overvejede hun virkelig det med spændetrøjen. Og en mundkurv
Damia gav sig og smilte opgivende til ham. Hvad kunne man også stille op? Han var charmerende på sin egen måde, skønt de mange ulemper det fulgte med i pakken.
Men han slap dog ikke for en lille overraskelse. Damia mumlede nogle ord, og lavede små bevægelser med hånden. Hvorefter døren gik op, og en stor slyngplante farede ind for så at gribe ud efter Nathan om foden. For så at hejse ham højt op under loftet.
Damia nynnede tilfreds mens hun igen forsvandt ind i køkkenet, for så at komme ud med en bakke, med suppe og brød.
Forsigtig dækkede hun op på bordet, for så selv at placere sig behageligt i en af stolene med sin suppe som hun guffede i sig.
Hun nynnede tilfreds...
"Oh, Hvad var det de sagde, kære broder,, sagde hun sarkastisk mens hun så op på Nathan

Da slyngplanten greb fat i Nathans fod kom der et lille smerte piv fra ham, men han smilede bare fjoget. Da Damia dækkede bord sagde han stadig ikke noget, selv om blodet var begyndt at løbe ham til hovedet. ,,Jeg sagde blot at deres.." Han kiggede lidt på hendes barm ,,..Barm kunne trænge til en forstørrelse" han trak på skulderne, eller så godt han nu kunne når han hang der. ,,Og det med mundkurren.. måske ikke så dårlig en idé igen.." hans ansigt var næsten rødt nu, af al det blod der strømmede til dt. ,,Damia.. kæreste søster.. sæt mig nu ned.. mit hoved det.. av for satan!" han stak sig på en torn der sad på planten også bebrejdende på hende, dog ikke surt. ,,Se så.." Med et begyndte pelse at vokse ud på ham, og han hang nu i sin ulveskikkelse, det skulle han bare ikke havde gjort, det gjorde meget mere ondt at hænge der som ulv. Pivelyde kom fra ham, og han vred sig i forsæget på at komme løs. Pludselig gav planten slip, og han faldt ned, heldigvis på poterne. De forskelig farvede øjne så på Damia mens han med vilje haltede over til hende. ,,Se nu mit stakkels ben" pev han og satte sig ned. Den plyssede ulv sad lidt inden den rettede ansigtet opad, og begyndte på et ulvehyl. Det gjorde selvfølgelig ikke så ondt, men han nød at drille folk lidt..

Damia gjorde sig intet besvær i at hjælpe ham. Lagde ikke mærke til hans skrøbelighed, da hun havde sænket blikket for at kigge ud.
Det var først da han fik frigjort sig fra plantens greb at, hun lagde mærke til hans nye form og hun mumlede noget utydligt, hvorefter slyngplanten trak sig tilbage. Tilmed lukkede den døren, da Damia alligevel syntes det blev for køligt. Hun skuttede sig i misbehag og nød suppen.
Da han var færdig med at gøre sig bemærket værdigede hun ham et blik, og så ham an "Er du færdig?,,
Men en smule bekymring havde fyldt sig inde i hende, og hun kunne ikke stå imod. Og satte sig derefter på hug foran den dejlige ulv.
Hun tog forsigtig den beskadige pote op og undersøgte den. Hvorefter hun sukkede "Du kommer måske alligevel til at overleve,, sagde hun drillende i en bekymret tone.
"Synd og skam,,

nathan skubbede til hende, med den ømme pote og pev derfor lidt. ,,Du er en ond kvinde.." han luntede ud i køkkenet (uden at halte) og kom ind med en bøf i munden, rå. Men det var det gode ved at være ulv nogle gange, han kunne tåle mere end de fleste. Hvad angår mad i hvertfald..
Mellem smaske lydende han lavede, fik han mumlet noget til Damia ,,Hvad.. hvarf dhet fhor nhoget med ehn ghamel kone?" han ville gerne vide noget mere om hendes fortid. Så han bedre kunne passe på hende, selv om hun ikke kunne lide det.

"Og du er en slem hund,, konstanterede hun drillende. Tilfreds lagde hun sig ned på gulvet, på ryggen, og så op i loftet.
Ud af øjenkrogen kunne hun se Nathan komme luntende ind med et stykke kød, kommenterede dog ikke hans smag, da det ikke generede hende meget.
Hun skulle gentage hvert ord han sagde inde i hovedet, før det gav mening. Ærligt talt kunne han godt tykke af munden først, nok var han en ulv. En meget nuttet en enda. Men dette skulle dog ikke være til hindring for at spise med maner.
Hun sukkede og begyndte. Havde ikke nogen grund til at holde noget inde nu, hvor Katrina allerede havde afsløret en del.
"Den ældre kvinde var en der tog sig af mig, opfostrede mig. Indtil jeg flyttede ud i skoven, men hvis jeg ikke kunne finde mad kom jeg altid til hende. Hun lærte mig at læse, og alle disse ceviliceret ting,, Damia pustede til et tot hår som havde lagt sig over hendes ansigt "Men hun døde, vist af alderdom. Mænd fra landsbyen havde taget hende med sig, da jeg kom til huset efter en månede ude i skoven,, Hun trak på skulderne og vendte blikket mod Nathan.

Ulven nikkede til hendes fortælling, han var færdig med at spise og slikkede sig om munden inden han rullede om på ryggen. ,,Det er jeg ked af" svarede han i en svag tone. Døden.. sådan et rædsomt emne. Det kløede på hans ryg, og han rullede lidt rundt for at få den dumme kløen til at forsvinde.

Dantel kommer futtende hen af gaden i noget der minder om gadedrenge hop, det store svær på hendes ryg hopper og svinger mod hendes ryg, det gør lidt ondt men hun er i godt humør, hvorfor ved hun ikke.
hun stopper op udforan en hytte med lys i

Damia ser væk fra Nathan og rejser sig op. Hvorefter hun gør mine til at tage af bordet. Ligegyldigt ryster hun på hovedet, stadig uden at værdige Nathan et blik "Det bør de ikke være,, Hun forsvinder derefter ud i køkkenet og kommer tilbage med en spand. Hendes kjole er ret så laset, men tager ikke notis af det. Derimod ville hun prøve at vaske al det blod af, forhåbenlig kunne hun redde kjolen. Damia havde endnu ikke nok penge til at købe en endnu, og følte ikke behov for at låne eller spørge folk om penge. Var måske for arrogant til at gøre den slags.
Hun går hen til døren og åbner den, ser overrasket ud på en køn kvinde. Hun nikker og smiler mildt til hende,
"Nathan er derinde, gå de bare ind til ham,, siger hun i den tro om at Dantel er kommet for at se til Nathan. Inden Dantel når at svare går Damia forbi og ud for at hent vand ved brønden.

Nathan sætter sig op da hun taler til nogen i døren, hvem kunne det være? Hurtigt forvandlede han sig til meneske, og rejste sig op. Med forsigtige skridt gik han mod døren, og så et ukendt ansigt. ,,Øhm Goddag" siger han og nikker som hilsen til hende. ,,Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Den høflige stemme går fint til et venligt ansigt.

hun bliver lidt forbløffet over kvinden. hun vender sig om mod hende "jeg kender ikke nogen der ved det navn?" siger hun mildt og vender sig om da hun høre en anden stemme.
hun kigger op på skikkelsen i døren og gå over til ham. "nej jeg kom bare forbi, mens jeg gik rundt i området for at se om der var noget galt nogen steder" siger hun glad.
hun er jo en af byvagterne, så hun skal vel se efter

Damia høre ikke hvad Dantel siger, men er snart tilbage igen med vand.
Hun smutter forbi Nathan og Dantel med hovedet sænket og går ind i køkkenet, for ikke at forstyrre.
Før hun begynder at rense sin kjole tager hun en bakke ud med te og frugt, til Dantel og Nathan før hun forvinder igen...
Damia sætter sig ned på gulvet og begynder at rense sin kjole, hun havde fundet en af Nathans skjorte og havde i klædt sig i denne.

Nathan ser lidt på Dantel og nikker ,,Ja vi har ingen ballade her.. og hvis De ikke har for travlt med deres vagt, så kom endelig ind. Vejret er så koldt i aften" han smilede venligt, og så overrasket på Damia da hun kom ud med frugt til dem. Hun opførte sig næsten som en slave.. ,,Det er min søster, hun har faktisk vært ude for noget.. ja ret forfærdeligt. Måske hun kan melde det til Dem?" Nathan venter ikke på Dantels svar, puffer hende bare blidt ind ad døren og lukker dem bag dem. Så fører han dem ind i stuen hvor damia sidde og renser sin kjole. ,,Ja her er ikke så fornemt.." griner han af det mildest talt ynkelige hus.