Skaden i hendes fod og den efterfølgende panik havde gjort sit for at fjerne den effekt, som hun ellers havde haft på ham ved at vimse nøgen rundt. En skam, men gudskelov havde det ikke ødelagt mere, end at han allerede kunne mærke bukserne begynde at stramme bare ved udsigten til, at han endelig kunne få lov til at afstraffe hende igen. Der var virkelig gået alt for lang gid siden sidst. 

Atter tog han plads i den stol, som han havde siddet i før alt balladen begyndte, og lænede sig tilbage, så der var plads til hende.
"Kom her" Han vidste, at hun forstod, at pladsen på hans skød ikke var til at sidde. Tilfreds så han til, mens hun krydsede den korte afstand mellem dem og placerede sig, hvor han havde beordret. Sådan som hun lå, ville hun ikke kunne undgå at mærke den indflydelse, som hun havde på ham. Ikke at det gjorde ham noget, han betragyede det som hendes belønning, at hun fik det at mærke.

Drillende lod han en finger følge hendes rygrad og ballernes krumning, indtil den forsvandt mellem hendes ben for at fortsætte drilleriet et noget mere følsomt sted.
"Nu forventer jeg, at du er en dygtig pige og tæller, højt og tydeligt, så vi ved, at du får en passende straf" Fingeren som havde haft travlt med at pirre mellem hendes blev fjernet, i stedet blev hånden løftet. Han lod hånden hænge i luften, lod hende undre sig over, hvornår slaget mon ville ramme, inden han lod hånden suse mod hendes ende, hvor den ramte med et tydeligt smæld. Slagene faldt hårdt og præcist men altid med forskellige intervaller, indtil begge hendes baller var farvet røde af slagene. Det måtte være rigeligt straf for nu, desuden var hans bukser efter så stramme, at det var direkte ubehaheligt.

Ublidt greb han fat i hendes ene balle og masserede den hårdt.
"Rejs dig op og gå ind i soveværelset. Vent på mig i sengen, på alle fire" han løftede hånden og lod den falde en sidste gang.

Han havde allerede en gang lagt op til den straf, som der ville falde inden længe, da han igen tog plads på stolens sæde hvor han før havde siddet. Med pladsen givet til at hun kunne tage plads på hans skød, lagde hun sig hen over begge lår med mave og brystkasse liggende mod.
Selvom hun egentligt lå som hun skulle og så komfortabelt det nu var muligt, lod hun det alligevel virke til at hun var nødsaget til at rette på sin position. Rettende på sig, var det fuldt bevidst så hendes krop gned mest muligt mod de bulede bukser, uden det blev for åbenlyst, at det i virkeligheden havde været grunden.

Fingerens færd over rygraden affødte kildende kuldegysninger, der fik selv de mindste nakkehår til at rejse sig og hendes krop til automatisk at give sig lidt under dem. Hun havde aldrig været specielt kilden, men når hele ens krop sitrede og summede på en og samme tid, reagerede den også mere instinktiv på selv de mindste berøringer. Hånden forsvandt ind mellem benene og et suk slap ud, benene gled en anelse mere fra hinanden for at give ham mere plads. Med en svag nikken svarede hun ham føjeligt ”Javel herre, jeg skal ikke skuffe dig”.
Naturligvis ville han ikke gøre hans afstraffelse alt for let at komme igennem, hun skulle ikke bare tælle for sig selv, hun skulle gøre det højt og vigtigst af alt – tydeligt.
Hånden forsvandt fra hendes krop, men slaget faldt mod forventning ikke lige med det samme. Da det endeligt faldt, var det hårdt og der var intet tilnærmelsesvis blidt ved det, som mange af de andre gange før, hvor hans slag var steget i styrke for hvert slag, men altid havde det første været mere hensynsfuldt.
Med en jamren fik hun talt 1, højt og tydeligt. Han holdt ingen fast rytme i sine slag, gjorde det umuligt at forudsige hvor og hvornår næste ville ramme, og på den måde forberede sig på dem og smerten der ville følge. 13 slag faldt på hver af de nu arrigt røde baller, 26 i alt. Alle talt som beordret, mens det havde ikke været helt lige mod slutningen, hvor hun havde måtte holde sig selv i nakken for at huske både tallet og at sige det højt og klart nok.

Hagen blev trykket ned mod øverste del af brystkassen ved hans massage, der sendte skud af smerte fra ballen og op langs rygraden, fik hende til at suge luft ind mellem næsen og bide tænderne hårdt sammen, til de skiltes i et klynkende støn da han afsluttede med et sidste slag, før han gav hende lov til at komme op.
Som han havde beordret gik hun til soveværelset, hvor hun placerede sig cirka midt i den solide træseng, med smukt udskåret detaljer i hovedgærdet og de fire stolper der holdt den åbne sengehimmel. Siddende med benene under sig skar hun en forpint grimasse, lod hun fingrene løbe over guldkæden der fik et skævt smil frem.
Lyttende som en kat lyttede hun efter hvornår han nærmede sig den åbne dør til værelset. Lige inden han ville træde ind ville opdage hun sad og ikke stod på alle fire, ville hun have flyttet på sig så hun lige netop gjorde som han ønskede. Stod med hvert knæ og hånd mod madrassen.

Som slagene faldt over hendes i forvejen mishandlede ende, kunne det næppe komme som en overraskelse, at han ønskede, at hun glemte at tælle eller talte forkert. Hver lille fejltrin ville være en undskyldning for at straffe hende lidt mere. Til hendes irritation, og egentlig også overraskelse, blev der dog talt klart og tydeligt, og han ville trods alt ikke være urimelig og straffe hende ekstra uden en grund. Hans blik hang ved de røde baller, som hun fulgte ordren og forsvandt ind på soveværelset, det var forfærdeligt fristende bare at tage hende, presse hende hen over bordet og.. Men nej, hun skulle have lov til at udføre ordren.

Han tog sig god tid, lod hende stå og vente, uden tvivl spændt på, hvad han nu havde tænkt sig at byde hende. Det var svært at trække tiden ud, og selvom han forsøgte at sidde og genvinde kontrollen over sig selv, føltes sekunderne som evigheder, og til sidst kunne han simpelthen ikke klare at vente længere, så han rejste sig og gik ind på soveværelset. Som altid var synet af hende næsten nok til, at han helt tabte pusten. han blev altså snart nødt til at blive vant til det syn, eller ville det være alt for nemt for hende gang på gang at vende magtbalancen. 

Tanken om at finde en af de mange piske, som han vidste hun gemte på, frem strejfede ham, og et øjeblik underholdt han tanken. Der var noget sært euforiserende over at mærke pisken i hånden, følelsen af at lade den svirpe gennem luften og endelig det tydelige smæld sim ville komme, når den kolliderede med hendes bare ende. Men nu skulle han jo helst ikke ødelægge ballerne fine hud alt for meget, og de var jo allerede en fin lyserød farve. Pisken skulle nok komme i brug, hvis ikke i dag så på et senere tidspunkt, det var han ganske sikker på. Selvom det jo kun var kort tid siden, at han havde taget hende ude i butikken, følte han desuden, han allerede,  havde været mere end tålmodig.

Bukserne blev åbnet så de kunne falde mod gulvet, inden han kravlede op i sengen og satte sig på knæ bagved hende. Som sædvanlig søgte en hånd ind mellem hendes ben, så han kunne sikre sig, at hun var klar, de skulle jo begge gerne nyde det. Hans utålmodighed var dog for stor, så det var ikke længere hun fik lov til at mærke de kælende fingre, inden han flyttede hånden og i stedet tog et solidt greb i hendes hofter.
"Samme regler som til festen. Du skal ikke begrænse dig selv, tilgengæld vil jeg kunne høre, nøjagtig hvor meget du nyder det" og med de ord skubbede han sig ind i hende.

Modsat tidligere, hvor stødene havde været hårde og nådesløse, tog han det nu noget mere stille og roligt, så han i stedet kunne fokusere på at ramme nøjagtig, så han kunne drive hende til vanvid. Han holdt nøje øje med alle hendes signaler, hver lille lyd blev taget ind og vendt og drejet. Hvis det virkede til, at hun ville have det hurtigere, satte han farten op, alt hvad han gjorde var for, at hun skulle nyde det så meget, som overhovedet muligt. Man kunne nemt forledes til at tro, at han gjorde det for at være sød ved hende, men det var langt fra tilfældet. Han havde jo allerede blevet forløst flere gange, så han havde rigeligt med tid til at nyde hende, så hans mål nu var at blive ved, indtil hun blev tvunget ham til at bede ham stoppe. Han vidste, at hun kunne holde til meget, også næsten for meget, når det kom til hans sædvanlige måde at straffe hende på, så han måtte jo hele tiden forsøge at finde på nye tricks og metoder.

Håret der fra starten af aften havde været sat sirligt op, havde efterhånden flere løse lokker der trodsede opsætningen og hang løst. Håret var dog stadig overvejende i sin opsætning, Magda havde lavet. Fielthena behøvede derfor ikke dreje hovedet meget, før hun kunne betragte Declan træde ind i værelset. Uden at det lange mørke hår faldt ned i øjnene. Declan have jo ikke nævnt noget om hun ikke måtte kigge, når han gik nærmere sengen; nærmere hende. Velvidende om at han ikke vidste, at hun ikke helt havde fulgt hans ordre, smilte hun svagt for sig selv da hun drejede hovedet væk.
Sengen gav sig en anelse, uden at knirke, mens han kravlede op i sengen og satte sig på knæ bagved. Skubbende tilbage mod den kælne hånd, blev hans kærtegn uden ord budt ’velkommen’. En blanding af et støn og suk flød sammen med ordene, da Declan igen kridtede reglerne op.

Bevægelserne var på ingen måde hvad hun havde forventet fra ham. De var i stedet rolige, ligefrem blide. Det var både uvant og kærkomment. Selv de blidere stød sendte små lyn af smerte gennem hende, så snart hans hofter ramte mod de mishandlede baller.
Den mindste lyd eller bevægelse, reagerede han på og rettede ind efter. Givende hendes krop nøjagtigt hvad han hungrede efter, som havde den gået sulten alt for længe. Fingrene gravede sig dybt ned i sengetøjet under dem, havde det været det eneste til at give hende et fast holdepunkt, i alt nydelsen. En nydelse der hastigt bevægede sig mod at være for meget. Ikke på et eneste tidspunkt holdt hun igen med sine lyde, der langsomt tog til i styrke.

Skulle han være helt ærlig, havde han mest af alt lyst til igen at tage hende uden hensyn. Fuldkommen ignorere, hvad hun ville have og kun fokusere på egen nydelse. Men nu hvor han havde besluttet sig for, at dette skulle være hendes afstraffelse, var det da også et godt skub til hans ego, når han kunne høre, at han gang på gang formåede at ramme eller gøre noget helt rigtigt. Normalt var hun langt fra let at læse, det var jo, hvad gjorde hende interessant, men i sengen var han nu ret sikker på, at han vidste nøjagtig, hvad hun ville have.

Han tog sig god tid med hendes straf, det var trods alt planen, at hun ikke engang skulle være i stand til at tale eller gå bagefter. Selvom han allerede selv var kommet flere gange i løbet af dagen, begyndte den sædvanlige følelse dog at samle sig omkring hans underliv, der ville ikke gå længe, før han ville være nødt til også at overgive sig, en skam men sådan fungerede tingene jo. Han havde dog ikke tænkt sig at være sød ved hende, bare fordi han selv snart være færdig, nej. Han havde stadig nogle tricks oppe i ærmet til lige at gøre hendes straf det 'værre'.

Hænderne flyttede sig, så de i stedet lå på hendes vidunderlige baller. uden at sige noget trak han sig ud, og placerede sig i stedet, så han ville kunne trænge op i hendes andet hul. Det var en ting, som de endnu ikke havde gjort, og han havde nu heller ikke haft det store behov for det.. Men nu skulle det være, hun tilhørte ham og var hans at tage, alt ved hende var hans, og det kunne hun lige så godt lære. 

Fingrene gravede sig dybt ned i dynen under dem, i et spinkelt forsøg på at give hende et fast holdepunkt i den overvældende nydelse. Fielthena havde aldrig lagt den store skjul på hvad hun ville have og når han gjorde det helt rigtige for hende. Som en dirigent styrende et orkester, flyttede han hende sættere med slutningen på musiknummeret. Indtil musikken stoppede brat.

Håndfladerne klamme og fugtige, maden indtaget tidligere truede med at komme retur som maven krampede og vendte sig, tungebåndet trak i tungemusklen som et forvarsel på kvalmen.
Der var ingen tanke før handling, kroppen handlede instinktivt og før hun vidste af det. I en bevægelse hurtigere end ved deres første møde, fik hun vredet sig væk fra Declan’s knælende skikkelse bag hende, vendt sig rundt og placeret et hårdt spark præcist spark mod hans næseryg.
Lyden var ikke at tage fejl af, stærk efterfulgt af et blodigt vandfald, næsen var brækket i kollisionen med hælen. Som havde det ikke været straf nok, nærmest kastede hun sig over ham, med en arrighed som en vild kat, hvis eneste mål var at tilintetgøre en indtrængen på dens territorium.
Panikken der havde stået malet over det blege ansigt i køkkenet, var sammenligneligt med den der var til stede nu. Panik, vrede og had flød sammen, gjorde hende både hård i blikket af de opspærrede øjne, med kæben spændt hårdt i sammenbidte tænder ”HVAD HAR DU GANG I!?!” snappede hun arrigt, uden at dæmpe de slag der haglede ned over Declan’s skikkelse. Modsat foden, var slagene ikke placeret med samme præcision, men langt mere febrilske.

Det hele skete så utroligt hurtigt, at han slet ikke nåede at reagere. Det ene øjeblik stod han og var i gang med at gøre krav på det sidste ved hende, som han endnu ikke haft fornøjelsen af at opleve. Og det næste øjeblik fik han et spark i ansigtet, som væltede ham ned på ryggen med et smertefuldt brøl. Med det samme tog han hænderne op til næsen. Den blødte. Den var uden tvivl brækket. Hvad i alverden foregik der! Vreden begyndte at brede sig i hans krop, og han skulle lige til at skælde hende ud, da hun pludselig var over ham.

Febrilsk forsøgte han at få fat i hendes hænder, så han kunne holde hende fast, men hun havde alle dage været stærkere end ham, og nu havde hun også fordelen ved at være øverst. Det ebeste han kunne gøre, var at forsøge at beskytte sit allerede forslåede ansigt.
"Stop det Fielthena!" Vreden var forsvundet til fordel for forvirringen. Hvad var der overhovedet sket? Hvad havde han gjort forkert? Han vidste da godt, at hun havde tendens til at være hidsig, men hvis han havde gjort noget, som hun ikke ville have, kunne hun cel have sagt nej? Han havde da aldrig set hende reagere sådan før. Måske lige bortset fra, da hun forsøgte at drukne ham, men der kunne han da til dels forstå hendes vrede.
"Hvad har jeg gjort? Jeg har ikke gjort noget galt!"

Minderne væltede ind over hendes sind som en tyk tåge, hvor alt hun så var ham. Ikke Declan, men ham der i så mange år havde gjort hende ondt; arret hendes krop og sind siden barnsben.
Broren i det søskendepar der havde frarøvet hende enhver chance for at være et barn, udvikle et sundt følelsesregister og frie vilje over egen krop. Ham der havde som Declan nu gjorde, taget hvad han havde ment var retmæssigt hans og nu betalte Declan prisen for en anden mands handlinger.

De første ord trængte ikke igennem tågen, de blev ikke andet end en mumlen i en dykkerklokke, utydelige og fjerne. Hænderne undveg hans, men ikke med overlæg, det var rene tilfældigheder. Declan’s hænder endeligt lukkede sig om hendes håndled. De første hårde ryk gled over i ryk der ikke længere var med den fulde styrke, som hun forsøgte at trække armene fri. ”HVOR KUNNE DU?!” ordene blev frustreret skreget ned mod Declan. Hastigt efterfulgt af våde øjne.
I den foroverbøjet position, fik tårerne ikke lov til at ligge længe langs nederste vippekant. Tyngdekraften trak dem fri fra det grønne blik, til de faldt mod Declan’s nøgne hud under hende. De vilkårlige slag var stoppet, erstattet med salte tårer af en ødelagt kvinde.

Det var bestemt ikke nogen nem opgave at få fat i hendes hænder, så da det endelig skete, holdt han fast. Dog ikke så meget, at det ville gøre skade på ham. Han kunne sagtens regne ud, at han havde overstrådt en grænse, som han ikke vidste, at hun havde, men af en eller anden grund havde han en mistanke om, at hendes udbrud handlede om mere end bare det. En mistanke der kun bleb endnu stærkere, da tårer pludselig faldt på hans nøgne brystkasse.

Da tårene begyndte at falde, forsvandt de sidste rester som måtte være tilbage af vreden. I stedet tog bekymringen over - hvornår havde han egentlig sidst været bekymret for en anden person. Han havde ALDRIG set hende græde før, han var faktisk ikke engang sikker på, at han havde set hende trist og nedtrykt.
Med lidt besvær, da han ikke ville slippe hendes hænder, fik han sat sig op og hevet hende op på sit skød. Han slap hænderne, så han kunne lægge den ene arm om hende og stryge hende over håret med den anden. Imens vippede han forsigtigt frem og tilbage. Det var ikke ulig den måde, hvorpå han ofte havde siddet med sin lillebror, da han var lille og havde haft mareridt.

Han gav hende tid til at græde, hun måtte uden tvivl havde brug for det. Imens sad han bare og holdt hende tæt, indtil tårene forhåbentlig stilnede lidt af.
"Hvad skete der?" Han havde brug for at vide, hvad han havde gjort forkert, så han ikke gjorde det igen. Samtidig havde han en fornemmelse af, at der lå noget dybere bag hendes sammenbrud. Bare tanken om, at nogen måske havde gjort hende ondt, fik hans mave til at trække sig sammen og gav ham en sur smag i munden. Det her var helt nye og ukendte følelser for ham, og han havde ingen ide om, hvad de betød.. Men det var ikke vigtigt lige nu, for en gangs skyld var det ikke ham, som det handlede om.

Det var ikke til at sige hvornår tårer sidst var trillet ned over hendes kinder, det havde hun glemt for længst. De var blevet fortrængt sammen med alt andet der havde ført til dem. For jo mere man græd desto værre blev det i sidste ende, sædvanligvis. Denne gang fulgte der ikke en konsekvens.
Arme lukkede sig beskyttende omkring hende. Den stærke kvinde Declan altid havde set var krakeleret for øjnene af ham, men først i hans omfavnelse smuldrede hun fuldkommen. Ingen havde holdt om hende før, på sådan en måde som han gjorde nu. Gjorde det umuligt for hende at samle sig selv op og samle sig, før alt fik lov til at flyde frit.

I stedet for at kæmpe imod og forsøge at komme væk, lænede hun sig tættere. Hovedet gemt hulkende væk ind i halsens krumning mod skulderen. Han gav hende tiden til at få tømt de ophobede tårer.
Med næsen snøftende og rød som de forgrædte øjne, stilnede stormen af. Ynkelig, hvor er du ynkelig! Tanken var den første tanke der ramte og kørte som et ekko der gav genlyd i hendes indre. Et indre der i øjeblikket føltes lige dele tomt og lettet på en og samme tid.
Han havde spurgt hende om noget havde han ikke? Gennem ledende efter ordene uden at stille spørgsmålet hvad tilbage. Roligt sad hun for en stund tavst i lånehajens favn, kun med enkelte snøft, til at fylde rummets stilhed. Det var først her hun blev klar over hvordan kroppen rystede som et espeløv.
”Jeg kan ikke.. Jeg hørte ikke hvad du spurgte om.” erkendte hun flovt i så lav en hvisken, at havde de ikke siddet tæt ville Declan næppe have hørt hende.

For en mand som Declan, som var så vant til at have styr på det hele og generelt være i kontrol, var det forfærdeligt at føle, at han intet kunne gøre. Altså udover at holde om hende og forsøge at give hende tryghed. Men det føltes jo bare ikke som ret meget, reelt set kunne han jo ikke gøre noget for at hjælpe hende. I hvert fald ikke før hun besluttede sig at svare på hans spørgsmål, men samtidig ville han jo ikke presse på og risikere, at han faldt endnu mere fra hinanden. Han følte sig virkelig på bar bund, og han brød sig virkelig ikke om den følelse.

Selv det virkede til, at hun havde fået bare lidt mere samling på sig selv, fortsatte han med at stryge hende over håret. Han brød sig ikke om, at hun rystede så voldsomt.
"Det gør ikke noget" han kunne jo sagtens høre på hende, at hun var flov, og han kunne egentlig godt forstå hvorfor. Han var selv brudt fuldkommen sammen engang, og selvom det havde været noget anderledes, end hvad der lige var sket for hende, havde det været ubehageligt og nærmest pinligt.

Var det værd at spørge igen? Han var stadig utroligt bekymret, men samtidig havde han et behov for at få be- eller afkræftet sin mistanke om, at nogen havde gjort hende fortræd.
"Jeg spurgte, hvad der var sket, men du behøver ikke fortælle mig det, hvis du ikke vil" Han kyssede hende blidt på håret.
"Men hvis du vil fortælle mig det, vil jeg gerne vide, om der er nogen, som jeg skal tage mig af" han troede ikke på, at det ville være nødvendigt at uddybe, hvad han mente, hun var jo efterhånden godt bekendt med, hvad han gik og lavede.

Øjnene sved og føltes tunge efter at have grædt, men hun modstod trangen til at gnide dem. Havde det virkelig altid føltes sådan her, efter man havde grædt? Følelsen var næsten mere ubehagelig end selve det at græde
 I øjeblikket havde hun glemt alt om den brækkede næse og blodet. Det var først da hovedet rykkede sig tilbage og hun så på ham. En grimasse af noget forpint gled over hendes udtryk. Hun havde ramt ham godt, det måtte hun alligevel erkende. ”Kan vi ordne din næse og blodet først?” blodet generede hende ikke, men det generede hende at vide at blodet var hans og skabt af hendes reaktion. ”Kom.” bød hun forsigtig, mens hun gled ud af hans arme og rejste sig fra sin plads på hans skød. Hun skulle nok svare ham, men først med lidt mod samlet dertil.

Hvis Declan adlød, ville hun når han var på benene, lukke sin hånd om hans. Herefter ville hun fører ham fra soveværelset, til baderummet ved siden af. Hånden blev sluppet efter at have flyttet på en træskammel, som hun bad ham sætte sig på ”Tag plads på den.”. satte han sig på skamlen, trådte hun slev hen til den vandpumpe der var i rummet, hvor hun med enkelte pump fyldte en af spandene i rummet. Herefter greb hun både en ren klud og spand før hun gik tilbage til Declan.
På knæ tog hun plads foran ham ”Undskyld.” kom det oprigtigt fra hende, før hun med den opvredet klud begyndte at fjerne blodet fra ansigtet. Undskyldningen var ment både for skaden, men også for den smerte der ville komme; når hun nærmede sig den brækkede næse.
En klump med spyt der i mellemtiden havde vokset i munden, blev synket og en dyb indånding taget. ”Du kan ikke tage dig af den, ham... Dem. Det har jeg gjort selv, for længe siden.” begyndte hun med en tøvende stemme at svare på Declan’s spørgsmål. ”Dem var et søskendepar, som.. Hvor meget ved du om mig Declan?” indtil nu havde hun undgået hans blik, men nu søgte hun det efter et ærligt svar.
Hun havde forsøgt at finde alt hun kunne om ham og hun forventede lidt det samme. Forventende det var lige så sparsomlige oplysninger han havde kunnet finde om hende, som hun kunne om ham. Hvad han nok havde fundet frem til, var hun var dygtig til det hun gjorde og eneste kendte familie var ikke familie, men den ældre mand hvis guldsmedje hun havde overtaget. Alt før med børnehjem og søskendeparret og deres metoder, var næppe noget han havde kunnet grave frem.

Midt i alt forvirringen over hendes pludselig sammenbrud, havde han nær glemt, at hun havde sparket ham over næsen og højest sandsynligt brækket den. Han var så vant til, at hans skader healede af sig selv, men brækkede lemmer havde altid taget ham længere tid at heale. Normalt ville han få en mere erfaring healer til at tage sig af det, men lige nu havde han jo andet at tænke på. Ikke at det gjorde ham noget at lade Fielthena gøre det, især hvis det betød, at hun kunne få det lidt bedre.
"Jo, lad os det" han fulgte efter hende, da hun rejste sig fra hans skød.

Da hun lukkede sin hånd om hans, gav han hånden et lille klem, selvom han ikke vidste, hvad hun gik igennem lige nu, var det tydeligvis noget som var rigtig svært for hende. Han vidste ikke hvorfor, men han ville gerne være der for hende. 
Som beordret satte han sig på træskamlen og betragtede hende tavst mens hun gik rundt. normalt ville han sidde og betragte hendes krop, nyde hendes skønhed, men det var slet ikke der, hans tanker var lige nu. I stedet holdt han øje med selv det mindste tegn på, at hun ville bryde sammen igen.
Tænderne blev bidt sammen, da hun begyndte at vaske blodet væk. Det var ikke første gang, han brækkede næsen, og han havde da også prøvet værre, men derfor gjorde det stadig forbandet ondt.

Det kom ikke rigtig bag på ham, da hun fortalte, at hun selv havde taget sig af hvem end, der havde gjort hende fortræd. Hun var fint i stand til at klare sig selv, det vidste han jo godt. At hun så ikke burde have været nødt til selv at ordne det, det var så noget helt andet. 
Hvor meget han vidste om hende? Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun havde forsøgt at samle så meget information om ham, som overhovedet muligt, og hun forventede nok, at han havde gjort det samme.
"Hvad du laver i Dianthos, hvad jeg lige kunne finde om din forretning.. Resten har ikke været relevant nok til at grave dybere ned i" 

Om så hun havde forsøgt så havde hun ikke kunnet skjule, at ønsket om at få gjort ham bare lidt i stand, i virkeligheden var et forsøg på at trække tiden ud; at samle mod til sig.
Hun skyldte trods alt at forklare sig for Declan, når hun både havde reageret så voldsomt og ikke mindst brækket hans næse. Han havde næppe købt ethvert forsøg på at tale hele episoden ned, til ingenting.
Det var med lettelse at Declan fulgte hendes forslag, gjorde som hun bød og lod hende i stilhed få gjort spand og klud klar. Det sidste hun havde brug for, var den ene efter den anden flodbølge af spørgsmål kom væltende ind over hende lige nu. Kun hendes rumsteren og deres åndedræt var hvad der for en stund, fyldte i baderummet.

Hun gjorde virkelig alt for at nænsomt som muligt, at fjerne blodet fra hans ansigt. Alligevel kunne det ikke undgås at når hun kom for tæt på næsen, at han måtte bide tænderne sammen som smerte skød fra næsen. Hun vidste jo allerede nu at Declan kunne heale, men tvivlen om det kun gjaldt vævsskader, og ikke knogler strejfede hendes tanker.
Lyttende vred hun den blodige klud, efter at have dyppet den på ny i spandens vand. Han vidste altså ikke mere end hun selv havde gættet sig frem til. Det tog hende lidt tid, hvor hun flyttede uroligt på sig uden at løfte blikket fra spanden ”Jeg har ingen familie, ikke en jeg kender til. Kvinden der fødte mig, efterlod mig til kulden.” En dyb indånding og det grønne løftede sig, før hun fortsatte med at fjerne den smule blod der stadig var tilbage ”Nogen må have fundet mig i tide eller også havde hun lagt mig ved det børnehjem jeg voksede op på, til et par besluttede sig for at ville adoptere mig. Det sødeste og mest hjertevarme ægtepar.. - Jeg må have været omkring 5 år da de hentede mig?” fortsatte hun med at forklare, men som ordene faldt blev de også gennemsyret af foragt og harme. "De var et søskendepar og de var som rovdyr, på jagt efter børn der udviste talent for at blive de perfekte tyve eller lejemordere.".

Hvis nu bare hun lod næsen være, ville den heale .ed tiden, endda hurtigere end normalt takket være hans evne. Det ville kun være kort tid med smerte. Men en del af ham nænnede ikke at bede hende stoppe med at fjerne blodet, selvom det var meget ulig ham at tage hensyn til hendes følelser. Han forsøgte endda at lade være med at lave smertefulde ansigtsudtryk, men det var en tabt kamp, selvom han gerne ville tro, at han var uovervindelig, vidste han jo også godt, at det ikke var tilfældet. Det irriterede ham, for hun virkede til at have det rigeligt dårligt i forvejen, der var ingen grund til at gøre det værre ved at vise, hvor ondt skaden, som hun havde pådraget ham, faktisk gjorde.

Fortællingen gav ham en sur smag i munden og fik vreden til at gennemsyre kroppen. Ikke rettet mod hende, men mod hendes mor og de folk, som havde taget hebde til sig. Selvfølgelig kunne han ikke vide det, mn foragten i hendes stemme fortalte tydeligt, at de, eller i hvert fald nogen, havde gjort hende ondt. 

Langsomt og forsigtigt, for ikke at overvælde og forskrække hende igen, greb han hendes hænder, og knugede dem i sine.
"Fortæl mig det hele. Hvis du har lyst, selvfølgelig. Jeg skal nok lytte" og prøve at holde mit temperament nede men det var der næppe nogen grund til at tilføje, for det vidste nok begge to godt, at det ville han ikke være i stand til. Eller, han håbede da, at hun vidste, hvor gal han blev alene ved tanken om, at nogen havde tilkadt sig at skade hende.

Det havde aldrig slået hende ind, at jo mere hun pillede omkring den foreslåede næse, desto længere tid ville knoglen være om at heale sig. Måske hvis hele scenariet havde været udspillet af noget helt andet end hendes gennemgribende panik, så havde hun faktisk taget sig tiden og brugt sin fornuft, i stedet købte hun sig tid, som i sidste ende alligevel ville være spildt. Sandheden ville komme frem før eller siden, om hvem hun i virkeligheden var, gemt under alt det hun var blevet til siden.
Alligevel blev hver af de aftørrende bevægelser mindre og mindre, for hvert af hans forpinte trækninger der lagde sig over hans ansigt. Før hun til sidst sad med den våde klud i sit skød og de grønne øjne fæstnet urokkeligt på den. Indtil Declan’s hænder søgte hendes, hvor de knugende lukkede sig omkring dem, ikke hårdt eller fastholdende, men blidt og beskyttende.
Den trodsige, selvstændige og stolte side af kvinden foran ham, ønskede mest af alt at trække dem til sig, mens øjnene ville lyne mod ham og den medynk hun ikke ønskede at modtage. Styrken til at lade de sider vinde var bare ikke til stede, ikke i øjeblikket. Ikke mens hun forsøgte at samle de skår hun på ny var blevet slået itu i og på ny skulle samles.

”Der var mange andre børn i alle aldre. De havde så mange børn, Declan.” ordene kom ud med en hovedrysten, fuld af mistro ved tanken alene. Ikke fordi børn i det hele taget betød det store for hende. Alt hun kendte til børn og barndom var trods alt blevet frarøvet hende, i en tidlig alder. Tiden forinden på børnehjemmet var fyldt med indbyrdes konkurrence og barnlige modbydeligheder. ”Dem der ikke kunne leve op til forventningerne, de forsvandt, som havde de aldrig betrådt jorden… Vi blev trænet fra før solen stod op og til længe efter den var gået ned, hvis vi fejlede så... -” læberne pressede sig sammen, en dyb indånding taget og klemte øjnene imens hun forsøgte at fortrænge de minder der i så mange år havde været fortrængt, trængte sig på. ”- du må aldrig bruge spanskrør på mig, aldrig nogen sinde...!” øjnene gled op, kun for at se direkte ind i de grå der hvilede på hendes blottede skikkelse, både figurativt og bogstaveligt.
Et absurd grin lød sammen med den trækning i mundvigene der gav hende en anstrengt smilende grimasse ”Det var ikke det værste, piskeslagene, på et tidspunkt bliver din ryg så følelsesløs af slagene, så du mærker dem ikke længere, men at knæle på korn og ris med vægt på dine skuldre… På et tidspunkt borer de sig ind i den tynde hud på knæene, hvis du sidder længe nok.” mens hun fortalte havde hun ubevidst ændret sin siddende stilling, fra at være knælende med hælene under ballerne, til at have knæene trukket op mod sin overkrop. Hun havde ingen gang trukket en mine, da vægten skiftede til at ligge alene på de foreslået baller, mens fingrene løb over de mange små ar på begge knæ.

Normalt ville Declan være fuldkommen ligeglad med, hvad andre ville have og ikke have . Han tvang sig ikke på folk, det var der intet sjovt i. Normalt havde dog ingen problemer med at skubbe lidt til folks grænser, men den her grænse, den ville han nok komme til at overholde.
"Det lover jeg" I tankerne gik han alle deres gange sammen igennem, havde han virkelig aldrig brugt et spanskrør på hende? For ham gav det ikke helt mening, hvordan hun kunne have været udsat for noget så traumatisk, og så stadig lade ham gøre så mange voldsomme ting ved hende. 

Kampen mod vreden blev sværere og sværere, jo mere hun fortalte. Hvordan kunne nogen overhovedet få sig selv til at gøre sådan noget mod hende, og så endda i en ung alder? Han vidste da godt, at han selv havde gjort langt værre ting ved folk, men han ville aldrig gøre sådan noget ved hende, og da slet ikke ved et barn! Han havde ikke mange regler her i livet, men børn skulle man holde fingrene fra. Blikket faldt på de små ar, som dækkede hendes knæ. Flere gange havde han undret sig over, hvor hendes mange år kom fra, men han havde aldrig ville spørge, hun var jo generelt ikke meget for at dele for meget om sin fortid.

Han vidste ikke, hvad han skulle sige til hele fortællingen.. hvad kunne han overhovedet sige, som ikke ville lyde dumt eller ville gøre det hele meget værre. I stedet gled han ned på gulvet, så han kunne trække hende ind til sig, hvis hun altså tillod det. Der var stadig så mange ting, som han følte, at han ikke vidste, men samtidig havde han ikke rigtig lyst til at høre det. Han vidste godt, at det måtte være utroligt hårdt for hende at fortælle det hele, men det var så underligt for ham, at han faktisk bekymrede sig om, hvordan hun havde det. Mest af alt havde han bare lyst til at løfte hende ind i sengen, så hun forhåbentlig kunne få lidt ro på.

Hun burde ikke være så komfortabel i at lade Declan gøre de ting ved hende, som han fik lov til. Det burde med logiske øjne frembringe minder om fortrængte traumer, nøjagtigt som det havde gjort i aften. Hvorfor det bare ikke forholdt sig sådan, kunne selv hun ikke svare på. Det var et spørgsmål hun for længe siden havde opgivet at få svaret på, i stedet havde hun valgt at hvile i den nydelse hun i stedet fik ud af det, og holde sig fra det der ville sende hende tilbage i en forskræmt lille piges sind.
For ude fra seende, måske endda for Declan selv havde hun allerede for længst givet ham sin fulde tillidserklæring, både ved at lade ham overvejende være den styrende part og ikke mindst lade halskæden forblive om hendes hals, for hvem ville tillade det hvis de havde en mindste tvivl for deres sengepartner?
Declan havde som hende selv vist sig at være let omskiftelig i sit humør, og det havde flere gange pustet til en lille flakkende flamme af mistillid og ubehag. Denne gang stolede hun blindt på hans ord, da han lovede aldrig at gå mod hendes bøn ”Tak.” det var alt hun mønstrede at sige, selvom om ordet føltes fattigt.

Blikket havde været så fastlåst på de arret knæ, at det først var da armene lukkede sig omkring hende, at Fielthena blev klar over Declan havde flyttet på sig. Til hendes egen store overraskelse, søgte hun ikke væk fra de lukkede varme. Spændingerne der havde siddet i hendes krop, slap en smule ved følelsen af ham holdene hende tæt. Kunne det passe at hun følte sig tryg, beskyttet i hans spinkle greb? Tanken blev slået ned og skubbet væk igen med undskyldningen, at det var hele den uvante situation og de oprevne følelser som spillede hende et puds. Hun var jo tydeligvis ikke i balance med sig selv, lige nu og her!
Med panden lagt mod hans hals, lukkede de grønne øjne sig sammen, tagende sig et øjeblik inden hun fortalte videre ”Jeg kan ikke... Du ved... For det var sådan han tog...” mig ordet blev bremset i halsen, der snørede sig sammen bare ved tanken og gjorde spyttet bittert i sin smag. ”Undskyld, jeg skulle have været bedre til at sige hvad jeg ikke ville have, så havde vi ikke siddet her.” irritationen var tydelig at hører, en irritation der var rettet mod hende selv.

Han var gal på sig selv over, at han havde været så uforsigtig. Fuldkommen uden at tage sig tid til at tænke tingene igennem, han havde bare gået ud fra, at han kunne gøre, som det passede ham. Normalt ville det lille tilbageslag ikke betyde noget, han skulle nok få rettet op på det på en eller anden måde, men den her gang havde han svært ved at skubbe det fra sig. Han blev nok nødt til at lære, hvordan han kunne tage hensyn til hende.
"Du skal ikke undskylde for det" Han kyssede henses hår, inden han tog forsigtigt fat i hendes skuldre, så han kunne rykke hende lidt ud, så han kunne lide sit blik møde hendes.
"Jeg vil ikke høre, at du nogensinde undskylder for, hvad der skete med dig" hårdene kunne måske godt lyde hårde, men stemmen var langt fra hård, måske nærmere.. bekymret?

Med en del besvær formåede han et rejse sig op, stadig med hende i armene, og sætte kursen tilbage mod soveværelset. Han forsøgte at skjule, hvor besværligt det egentlig var for ham at løfte rundt på hende.. måske han alligevel burde træne bare en lille smule. I hvert fald bare nok til, at han ville kunne løfte hende uden de store problemer. Det ville i hvert fald gøre en del ting en helt del nemmere.
Selvom han havde foretrukket at holde hende trykket ind mod kroppen, indtil han var klar til at ligge sig med hende i sengen, blev han nødt til at sætte hende på sengekanten, mens han fik skubbet de tykke tæpper til side. De tog dog kun et øjeblik før han blidt puffede til hende, for at få hende til at kravle ind under dynen, så de kunne lægge sig sammen.
"Tak for at du fortalte mig det" sagde han, da de begge var kommet ned under tæpperne. Han lagde sig på ryggen og rakte armen ud mod hende, som invitation til, at hun kunne ligge sig ind til ham.

Declan havde aldrig ligefrem fremstået som en synderlig blid mand. Fielthena havde godt nok set ham påtage sig mange roller, men aldrig den blide og medfølende som nu. Alligevel virkede det ikke nær så påtaget, som det føltes oprigtigt da han placerede et kys mod det mørke lokker. Læberne skilles ad, som ville hun modsige ham, men ordene satte sig fast i struben og alt der mødte hans bekymrede ord var et indforstået nik.
Det var jo ikke ligefrem fordi hun selv havde synderligt meget lyst til, at undskylde for noget hun havde brugt år på at fortrænge så dybt, at hun aldrig havde drømt om fortiden ville vælte op til overfladen af hendes sind.

Armene lukkede sig omkring hans skuldre, under løftet af hende. Skridtene afslørede at selvom vejen fra baderummet til soveværelset ikke var den længe, så kæmpede Declan alligevel med at bære hendes vægt ind til sengen. ”Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne.” sagde hun i det han placerede hende på sengekanten. Ordene kunne hurtigt have virket kryptiske, hvis ikke det var fordi hun vidste Declan var klog nok til at regne hentydningen bag dem ud. Det var ikke sikkert han nogensinde ville kunne få lov til at tage dén del af hende.
Følgende hans puf, kravlede hun under den tilbagetrukket dyne, uden at lade blikket forlade den rødhåret lånehaj, da han tog pladsen ved siden af ”Du kunne have været død, jeg kunne have slået dig ihjel.” det var ikke fordi hun ikke hørte takket, men hun vidste bare ikke hvad hun skulle sige til det, så derfor blev det i stedet hvad der rumsterede bag pandeskallen. Havde hun haft en af sine knive ved hånden, ville hun sikkert have snittet ham fra øre til øre i den panik, som havde lukket sig stramt om hende og gjorde hende blind for hvem der modtog slagene.
Det var forsigtigt, tøvende ligefrem at Fielthena flyttede sig tættere på ham. Det var så uvant at skulle ligge ind til ham, til nogen mand i en seng, uden der var mere i det end bare at ligge tæt.