Havde Ellis rørt ham, ville Juno have trukket sig. Han kunne ikke gøre for det, det var bare sådan han reagerede på berøring det meste af tiden efter Thanos og Vargas. Men Ellis rørte ham ikke, og i stedet for at et rus af angst, følte Juno en svag skuffelse. Han kunne godt lide at tro, at han ville have velkommet Ellis' varme krop og noget andet at tænke på, selv hvis alt de gjorde var at holde om hinanden, og selvom han vidste, at han løj for sig selv, når han tænkte sådan.
Han sukkede dybt og trak det tæppe, Ellis havde lagt over ham, tættere om sig. Han var på nippet til at takke ham, da søvn pludseligt overtog ham. 


Juno vågnede i præcis samme position, som han var faldet i søvn i. Hverken solen eller fuglene var stået op endnu, men himlen var langsomt ved at blive lysere. I hans drøm havde Hector været i live. Hele hans bande havde været i live. Nu følte han sig mere alene end nogensinde før, som natten havde stjålet dem alle med sig. 
Lydløst løftede han en kold hånd til sit ansigt og tørrede sine tårer væk med et ærme, inden han løftede blikket til Ellis, der så ud til at sove endnu. Juno havde heldigvis hverken skreget eller grædt højlydt i søvne, selvom han vidste, at han havde gjort begge dele før. 
Forsigtigt flyttede Juno på sig, indtil hans pande lå så tæt op mod Ellis' skulder som den kunne, uden at han rørte ham. Han havde brug for at kunne mærke et andet menneske i nærheden, og han tvang sig selv igennem én indånding ad gangen, indtil hans krop langsomt slappede af. Han kunne ikke falde i søvn igen, og det blev kun endnu sværere efterhånden som himlen blev lysere. 
Han havde ikke lyst til at være alene længere, men han ville heller ikke vække Ellis, så først da fyren rørte på sig, spurgte han hviskende; "Ellis? Er du vågen?"

Kulden trængte igennem Ellis’ søvn og forfulgte ham i hans drømme, sammen med synet af blod og Maas’. Død. Råbende. Truende. Trods mareridtet flyttede han ikke ret meget på sig, og han vågnede kun ganske kort for at dreje på sig og derefter falde i søvn, direkte ind i drømmen igen. Det var som om, at hans hjerne forsøgte at rydde op i det, der var sket, men intet gav mere mening end i vågen tilstand. En gennemtrængende skræk og følelse af opgivelse fyldte ham, indtil en kvinde lagde en hånd på hans pande og blidt sagde til ham, at alting nok skulle blive godt.

En stemme fik kvinden til at forsvinde i tågerne, og Ellis rørte lidt på sig. Den kolde morgenluft føltes klam, og tæppet kunne næsten have været ligegyldigt, så meget frøs han.
”Mhmn?” kom det søvndrukken fra ham, inden hele hans krop sitrede af kulde, og han slog øjnene op. Der var ved at blive lyst, men der var ingen sol, bare skyer. For et øjeblik var han bare forvirret over at være ude, og resterne af drømmen fór igennem hans sind. Maas. Han havde slået Maas ud og var stukket af hjemmefra.

Endeligt drejede han sig, så han kunne se på Juno. Den lyshårede dreng, han havde valgt at hjælpe, selvom det havde ødelagt hans eget liv. Lige nu var han ikke sikker på, at han ikke fortrød, men der var ikke nogen vej tilbage. Og han vidste, at han ikke ville fortælle Juno, at han fortrød sit valg. Ikke med vilje, i hvert fald.
”Hvad er der?” mumlede han træt og sukkede, et suk af træthed, der skulle føre noget mere ilt til hans hjerne, inden han strakte sig, stadig let rystende af kulde. Det ville blive en meget lang dag. Men de skulle videre, i tilfælde af, at nogen ledte efter dem.

Inde i Junos brystkasse gik der en enkelt krampe igennem hans hjerte, da Ellis mumlede et søvndrukkent svar, og han blev overvældet af et behov for at knuge sig helt ind til den halv-fremmede dreng, der havde efterladt hele sit liv og alle han kendte, for at hjælpe ham. Men Juno rørte sig selvfølgelig ikke den mindste smule, i stedet paralyseret af tvivl. 

Først da Ellis drejede sig mod ham, slog Juno øjnene op og mødte Ellis' blik, og hans spørgsmål, som Juno ikke vidste hvordan han skulle svare. Der var en million ting, han gerne ville sige eller spørge om, men intet han vidste hvordan han skulle sige.
Han havde aldrig før været så passiv. Hele sit liv havde han taget initiativ, insisteret på at være lederen af både det ene og det andet, truffet alle valg hele tiden, selv når han ikke vidste hvad det rigtige var, og selv når de havde været i livsfarlige situationer. Han kunne ikke se sig selv i at ligge her og vente på at Ellis fortalte ham, hvad de skulle.

"Er du klar til at komme videre?" tvang han ud af sig selv, noget mere forsigtigt end hvad han havde håbet på, at han lød, imens han kæmpede sig op at sidde. Kulden slog straks til ham, hvor hans tæppe hang åbent, og han skar en grimasse, imens der gik et ryst af kulde igennem ham. 

Selvom Ellis var træt, kunne han tydeligt se på Juno, at hans hoved var et rod. Der var noget i de blå øjne, der fortalte et tydeligt sprog, de små rynker i ansigtet, måden han så ud. De lå så tæt, det var svært at undgå at lægge mærke til. Juno måtte have flyttet sig tættere på i løbet af natten, men det var måske ikke så sært med kulden, der lå over verden. 

Det så ud som om, at han ville ham et eller andet, altså, andet end at vække ham. Ellis ventede tålmodigt på, hvad det kunne være, men der skete ikke andet end at Juno trak sit tæppe til side og spurgte, om han var klar til at komme videre. Ja, de skulle videre.
Med endnu et suk, denne gang af opgivelse, skubbede han sig op at sidde. Varmen forsvandt fra ham i samme øjeblik tæppet faldt ned i skødet af ham.
"Åh ved alle guder, det er koldt." Han klaprede kort tænder og begyndte straks at komme på benene for at få varmen. "Jo, lad os komme af sted, mon ikke, at det giver varmen at gå." Han bankede sig selv lidt med armene, inden han greb tæppet og stoppede det tilbage i sin taske.

"Jeg tænker, at vi kan holde pause og spise lidt senere?" spurgte han, men regnede ikke rigtigt med, at Juno ville brokke sig over det. Dog som han stod der, gik det op for ham, at de ikke havde fået et vandskind med. Opdagelsen gav ham en klump i maven, og pludseligt følte han ikke, at han havde styr på noget som helst. Hvordan kunne han glemme et vandskind? Der var jo ingen garanti for, at de kom forbi noget vand på vejen. Ellis sank en klump og forsøgte at skjule det opgivende, forfærdede udtryk, der var gledet over hans ansigt, mens han svang tasken på ryggen.
"Hvis vi følger vejen mod syd, kommer vi forbi en landsby ca. to dagsrejser væk." Han vidste ikke, om Juno var interesseret i at gå ind i en by, Ellis selv mærkede straks frygten melde sig, men lod være med at sige noget. Der var længe til, at de var der alligevel.

Juno ville have svaret Ellis, da han udbrød at det var koldt, men der var en klump i hans hals der stoppede ham, og han endte med blot at nikke i enighed. Han fulgte med Ellis og rejste sig også op, efterlignede hans bevægelser, hans hoved for stort et rod til selv at kunne se, hvad der skulle gøres. I stedet pakkede han sit tæppe sammen, som Ellis gjorde det, og hev sin taske på som Ellis gjorde det. 

"Mmh," svarede han distræt ved Ellis' forslag om at spise senere. "Det er alligevel for koldt til at sidde ned og spise lige nu." Hans blik havde vandret, men vendte nu tilbage til Ellis' ansigt, der tydeligt fortalte at noget var i vejen. Heldigvis havde Ellis set mere eller mindre bekymret ud fra det øjeblik Juno havde mødt ham, så han så ikke nogen grund til at gå i panik over Ellis' nu ekstra-bekymrede udtryk. 

Juno selv lyste en smule op ved tanken om en landsby. Livet på landet vidste han ingenting om, men i byer kunne han klare sig. Selv i små byer, gik han ud fra. Han kunne snakke sig til ting, handle sig til andre ting, stjæle sig til det meste. Med sine magiske evner, sine trænede talenter, og sin charme, var der ikke dét han ikke troede at han kunne skaffe dem. 
"Jeg er god til byer," svarede Juno med et halvhjertet smil i Ellis' retning, og sagde det kun højt, fordi han håbede at det ville berolige ham lidt.

"Det var dejligt," mumlede Ellis lidt distraheret, som han ikke helt kunne slippe forfærdelsen over at have glemt noget så vigtigt som vandskind. Uden at sige mere, ledte han Juno tilbage på vejen og begyndte at gå mod syd. Væk fra sit hjem, som han uden tvivl ikke var velkommen i mere. Og som han, da han havde gået lidt, fordybet i tanker, konkluderede, at han ikke ville tilbage til. En tanke der gav ham et strejf af angst, for hvad så? Han havde overhovedet ikke gennemtænkt noget som helst, og lige nu ... lige nu havde han ingen plan, intet mål, han havde ... ingenting. 

Tankerne gjorde ham tavs og fjern, som de gik. På et tidspunkt kom de forbi en lille bæk, til Ellis store lettelse, hvor han fik sig selv og Juno til at spise noget, og stille tørsten. Han sagde ikke noget om vandskind, hvis Juno ikke bragte det op, og håbede, at de kunne finde vand nok til de kom frem til den lille landsby, hvor han sikkert kunne købe et eller to med de krystaller, han havde stjålet fra Maas. Han håbede ikke, at Juno ville tænke for meget over det, men han virkede også til at have tankerne et helt andet sted.
Der blev ikke sagt så meget på turen, hvilket gjorde knuden i Ellis' mave større, for alting føltes så forfærdeligt. Hvad Juno havde fortalt, hans forslåede ansigt, der kun blev mere tydeligt, som dagslyset blev stærkere, omend der stadig var overskyet, kampen med Maas, manglen på vand. Alting fyldte i Ellis hoved og lagde sig på hans skuldre. Men han sagde ikke noget. Han gik bare.

De havde også fået noget frokost, og det var ved at nærme sig aften, da der dukkede en gård op lidt fra vejen. Den lå meget ensomt og forladt, og Ellis kunne ikke huske, om de ville møde andre huse på vejen, så han stoppede op, da hjulsporet drejede fra vejen.
"Måske vi skulle se, om vi ... jeg ved ikke ... måske kunne få ly for natten?" Det så ud til at trække op, om der så kom sne eller regn ville det være rart med ly. På den ene side var det et spørgsmål, på den anden side var det egentligt bare for at sige, at han havde tænkt sig at spørge. Tanken om en nat mere på jorden i kulden var næsten ubærlig. Han savnede sin seng.

Juno var lige så tavs som Ellis var. Engang imellem skævede han til ham, men når han så hvor langt væk i sine egne tanker Ellis var, vendte Juno også tilbage til sine. Han ville ikke have takket nej til noget til at distrahere ham fra sine tanker, der kun kredsede om døden af sine venner, men i det mindste kunne han bevæge sig og dét i sig selv var nok til at han kunne distrahere sig selv fra de værste af sine følelser. 

Juno tænkte ikke selv over manglen på vand. Han fulgte med Ellis som en tom dukke, der gjorde hvad han gjorde, og ellers blot fulgte fugle-livet med blikket.
Det var først da Ellis foreslog, at de skulle søge ly for natten på en gård, at Juno blev til en rigtig, levende dreng igen, med egne tanker og følelser. Og de følelser var frygt og væmmelse.

"Vi ved ikke hvem der bor derinde," svarede Juno lidt for skarpt. Men det var koldt og Juno havde godt lagt mærke til, hvordan Ellis periodisk havde skævet til himlen. "Du spørger," tilføjede han køligt og i stedet for at gå ved siden af Ellis, som han havde gjort indtil nu, faldt han straks flere meter bag ham og nægtede at komme tættere på Ellis, gården og døren, ligesom han også lagde sine arme beskyttende om sig selv og vendte hele sin krop væk fra ham, da han bankede på. Han havde ikke lyst til at se på eller være en del af det, overhovedet. 

Ellis kunne ikke lide det glimt, der løb over Junos ansigt, og han så næsten helt forskrækket ud, som Juno skød hans idé ned. Lidt forvirret løb det igennem hans hjerne, at Juno virkeligt ikke virkede til at kunne lide andre væsner, noget der gjorde ham lidt trist i maven. Ellis selv kunne godt lide at være social og møde nye mennesker. Om end lige nu ville han gerne undgå at møde folk, der kunne fortælle, hvor de var. Men der var regn på vej, og kulden gik igennem marv og ben.
Han åbnede munden for at argumentere for, at de skulle gå derind, men Juno skiftede hurtigt om, og gav ham besked på, at han skulle spørge. Så Ellis lukkede munden igen og nikkede.

Hele vejen op til gården gik Juno bag ham, som surmulede han, men Ellis var alt for træt til at finde ud af, hvad det hele gik ud på. Der stod et par heste på en fold ved huset, sammen med et par geder. En flok høns trissede rundt på gårdspladsen og brokkede sig lidt, som de blev forstyrret af Ellis, der gik langs stalden og op til hovedhuset, bygningerne formet som et L. Lige som han skulle til at banke på døren, lød der en stemme i mod dem.
"Hvad vil I?" En mand var dukket op i stalddøren med en greb i hænderne, klar til at bruge den som et våben. Han lød uvenlig og hans blik gled med sammenkrummede bryn fra den ene til den anden.

Ellis sank en klump og rømmede sig.
"Vi ... vi er rejsende mod nord, og det begynder at trække op til regn, så vi håbede på at vi måske kunne få lov til at søge ly i stalden natten over. Vi skal nok forsvinde igen inden solen står op." Han flyttede lidt på sig. "Vi kan betale."
Manden så ud som om, at han overvejede det, mens han igen så fra den ene til den anden, hans blik hvilende lidt på Junos blå mærker i ansigtet, inden han nikkede og brummede.
"I kan kravle op på høloftet. Og hvis I smider et par skillinger kommer jeg op med et par skåle grød."
Lettelsen skyllede igennem Ellis, der nikkede, og skyndte sig at tage tasken af for at grave ned til posen med krystaller. Forsigtig med ikke at vise, hvor mange der var, tog han det op, som han mente at huske, at et måltid mad kostede på en kro. Han gik over til manden, der så tilfreds ud, som han tog i mod dem.
"I kan bruge brønden som I vil." Han lavede en håndbevægelse mod brønden, inden han stillede greben fra sig inden for døren og mumlede noget med, at han nok burde fortælle lillemor, der at der skulle laves ekstra mad, og derefter traskede hen til hovedhuset og ind af døren, efterladende Ellis og Juno til selv at finde høloftet.

Hele vejen op til bygningen forsøgte Juno at komme på flugtplaner. Alt fra, hvordan han skulle få Ellis med sig væk, til hvad han kunne kigge efter for at finde ud af, om dem der boede der, var farlige, hvilke svagheder de havde, hvor i nærheden de kunne gemme sig, eller om de skulle prøve at løbe fra dem. Han var spændt op i hele kroppen, da en dyb stemme afbrød hans tanker, og alle planer han havde lagt, alle flugtruter og forsvars-teknikker, glemt. I stedet reagerede hans krop, som den altid gjorde; han frøs fast på stedet. 

Mentalt tiggede og bad Juno sin krop om at flytte på sig, bare ét skridt, som mandens blik hvilede på ham, men intet af det hjalp. Alt han kunne gøre var at stirre tilbage og håbe, at musklerne i hans ansigt i det mindste ikke også forrådte ham alt for meget.

Først da Ellis gik hen mod manden fik Juno kontrol over sin krop igen. Med sit hjerte i halsen fulgte han efter Ellis og lagde tavst en hånd mod hans ryg, for at fortælle ham, at han var der med ham. Indtil videre havde Ellis ikke udvist den frygt Juno havde, men Juno havde set Maas, og desuden fik han det selv bedre af at vide, at han kunne hive ham med sig væk, hvis det blev nødvendigt. Han sagde ikke et ord til deres vært og først da døren smækkede efter ham, tog Juno en dyb, hakkende indånding og stavrede hen til brønden. Han hev ikke vand op af den med det samme, selvom han godt kunne trænge til det, men brugte et øjeblik på blot at støtte sig til den og få sin vejrtrækning under kontrol.

Han savnede byen. Med dets byvagter og hans venner, hans familie og Giles; folk der ville hjælpe ham.

Det var ikke svært at se på Ellis, at han var lettet og glad over, at de fik lov til at overnatte på høloftet. Og de fik endda mad, varm mad lød det til, og tanken fik hans mave til at knurre. Det var ikke engang et døgn siden, at han sidst havde spist et varmt måltid, men det føltes som evigheder. Der var sket så meget. Og utrygheden ved at være på landevejen fyldte nok mere end han ville indrømme.
Men han havde ikke været decideret bange for bonden, for han forventede ikke, at han ville gøre dem noget. Junos reaktion på at gå op til huset havde gjort ham lidt bekymret, og bondens første uvenlige fremtoning havde fået hans hjerte til at banke hårdt, men de fleste folk på landet var nogenlunde venlige og hjælpsomme. Efter Ellis' erfaring var folk, der ikke havde ret meget, gerne villige til at hjælpe andre, der heller ikke havde ret meget. I hvert fald på landet.

Han havde ikke rigtigt kigget på Juno under snakken med bonden, og han var ærligt talt blevet lidt forskrækket, da han havde lagt en hånd mod hans ryg, da han ikke havde set ham komme nærmere. Så han havde slet ikke opfanget hans frygt for manden, og selv hvis han havde, havde han ikke kunne gøre noget ved den.

Så da han vendte sig mod ham, fik han en rynke i panden over hans udtryk. Han lignede en, der havde mødt en varulv. Øjnene var tomme, og han var bleg som en kalket væg. Et syn der fik Ellis til at blive stående, mens Juno gik hen til brønden og støttede sig op ad den. Ellis' hoved føltes som om, at han ikke havde sovet i dage, og han vidste først ikke, hvad han skulle gøre, men bekymringen for den fremmede fik ham alligevel til at gå over til ham og lægge en hånd på hans skulder.
"Er du okay?" Der var en bekymret rynke i hans pande og samme følelse var at se i hans øjne og at høre i hans stemme. Det var nemmere at bekymre sig om andre end sig selv, og det var, hvor hans fokus skiftede hen. Juno lignede virkeligt en, der enten var ved at besvime eller ved at brække sig.

Juno var bange for, at han ville kaste op, hvis han åbnede munden for at svare Ellis. I stedet nikkede han anspændt og trak vejret dybt ind igennem næsen et par gange, inden han langsomt flyttede blikket fra horisonten og over på hans nye ven. "Jeg er okay," svarede han hæst og skævede over Ellis' skulder, mod døren bonden var forsvundet ind af.

"Jeg har bare brug for noget vand," løj han glat, imens hans blik vendte tilbage til Ellis'. Det var tydeligt at se, at Ellis var bekymret, og Juno vidste ikke hvad han skulle stille op med det. Han hældte mest til at berolige Ellis, for han havde ikke lyst til at lade fyren bekymre sig uden grund, og der var alligevel ikke noget han kunne gøre for at hjælpe. Men så gik døren op, og Juno væltede bagud, direkte ind i brønden. Hans hjerte sad i halsen på ham, hans hånd klamrede sig til trækonstruktionen brøndens spand sad fast i, og koldsved løb ned ad ryggen på ham, imens bonden gik mod dem.

"Hva' hulens? Står I stadig herude? Maden bliver kold." Først nu så Juno de to skåle, der var i hver af bondens hænder, og da han kom tæt nok på, lykkedes det ham også at række en hånd ud og tage imod den ene. Takket være mørket bemærkede bonden nok ikke noget, men hvis han gjorde, kunne han se at Juno udstrålede intet andet end vrede i sit ansigt, selvom hans kropsholdning udtrykte noget helt andet. Juno forsøgte at forsvare sig selv ved at overbevise sig selv om, at ét skridt tættere på ville betyde, at han ville slå fra sig, og dén energi strålede af ham, selvom han burde være taknemmelig for mad og husly. 

Det var så tydeligt, at Juno løj, og Ellis mærkede forvirringen gøre ham ør i hovedet. Ærligt talt blev han også lidt såret, for han gjorde alt han kunne for Juno, men den lyshårede jævnaldrende dreng virkede ikke ligefrem taknemmelig. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen. Han var træt og bange, intet var, som det skulle være, og han kunne ikke rigtigt håndtere at skulle kalde Juno ud på en løgn lige nu.

Pludseligt så han ud som om, at han var klar til at hoppe i brønden, og Ellis vendte sig, lige som bonden snakkede til dem. 
"Ja, vi ville lige tage noget vand. Tak for jeres gæstfrihed, vi er meget taknemmelige for at..." Han blev afbrudt, som et par dråber vand ramte hans ansigt. Store dråber, der begyndte at plaske ned omkring dem.
"Kom I hellere med ind. Jeg kan lige vise jer stigen til høloftet, og så skal jeg vist lige have dyrene ind, det ser ud til at blive vådt." Han stak Ellis den anden skål, mens han skævede til Juno med et lidt mørkt udtryk og gik over til døren til stalden. Ellis kastede et blik på Juno og følte sig en smule opgivende, for her var manden så venlig og Juno lignede en, der var klar til at starte en slåskamp. Ikke at han på nogen måde måtte kunne tro, at han ville kunne klare den brede bonde, der nok ikke var helt ung, men samtidigt tydeligvis havde lavet hårdt arbejde hele livet. Ellis ville i hvert fald ikke overveje at springe på ham. Men så igen, han havde slået Maas ud...

Han blev revet ud af tankerne, som de kom ind i læ og bondemanden pegede ned i den nærmeste ende af stalden. Der stod en kraftig stige, der ledte op i et stort hul i loftet. Der duftede af dyr og en ko så med store øjne på dem, mens den gumlede på en tot hø.
"Bare stil skålene ud foran døren til huset, inden I tager af sted i morgen."
Ellis nikkede og sendte manden et taknemmeligt smil.
"Selvfølgelig. Mange tak."
Manden brummede og gik ned mod en anden dør, sikkert for at få sine dyr ind.

Ellis lod Juno kravle først op af stigen, så han lige kunne holde øje med, at han kom op. Ikke at han ville kunne gribe ham, hvis han faldt, men han kunne i det mindste give ham noget støtte, hvis det blev nødvendigt.
Oppe på loftet var der tørt og fyldt op med velduftende hø. Ellis sukkede lettet, det ville blive en noget bedre nat end den første. Regnen trommede på taget, og en mus smuttede i sikkerhed, som Ellis fandt en bunke hø at sidde i. Grøden var stadig varm og duftede godt, så han hev skeen op af den klistrede masse og begyndte tavst at spise. Han var træt, og han vidste ikke, hvad han skulle sige til Juno, stadig lidt såret og forvirret over hans opførsel.

Juno skævede til Ellis, da han takkede bonden for hans gæstfrihed. Det var slet ikke, hvad han selv ville have sagt, havde han været typen, der sagde noget i den situation, men det gjorde ham opmærksom på hvor forskellig deres oplevelser af den slags mænd var. Derfor fulgte han også kun tavst med, dog på god afstand, da de blev vist ind i laden.

Oppe på høloftet spiste han i stilhed, men allerede halvvejs igennem stak han kun lidt til grøden med sin ske, mere optaget over, hvordan han skulle forklare for Ellis, hvad der lige var sket. For han vidste trods alt godt, at Ellis havde fortjent en forklaring.
"Jeg har ikke..." begyndte han, og lod skeen falde ned i skålen, for at gnide begge hænder mod sit ansigt, opgivende. "Jeg kendte en mand, der..." Hver gang han åbnede munden, føltes det som om hans hjerte knugede sig sammen, eller som om en klud blev stoppet ind i munden på ham. 
"Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle det, uden at lyde som en tøsedreng," indrømmede han endelig, og gned sine øjenlåg, indtil han var sikker på, at der ikke ville komme tårer ud af dem, og så derefter ned på sin skål, hvorfra han spiste endnu en skefuld grød uden at løfte blikket til Ellis'.

Der var stille, som de sad der og spiste. Stille ud over noget rumsteren nede fra stalden og en hest der kom med et lille vrinsk. Ellis følte sig drænet for energi, og bare det at løfte skeen til munden var en stor opgave. Grøden var lidt salt, men smagte ellers fint, og selvom han ikke rigtigt havde noget appetit, var hans krop sulten, så det gled fint ned. Og det varmede, selvom han ikke følte, at han kunne blive varm helt indeni. Han var så fortabt. Men når han forsøgte at tænke over det og lægge en plan, føltes det som om, at nogen rørte rundt i hans hjerne med en grydeske. Så han koncentrerede sig om at få mad i maven.

Da Junos stemme nåede ham, løftede han blikket og så på ham. Lidt forvirret, som han ikke rigtigt gav nogen mening. Uden helt at vide, hvad han skulle sige, betragtede han ham gnide sine øjne og spise en skefuld grød mere. Ville han forklare, hvorfor han havde reageret så aggressivt overfor den venlige bonde? Ellis sænkede også blikket til sin mad og rørte lidt formålsløst rundt i det sidste grød, inden han svarede.
"Jeg tror, at du og jeg har vidt forskellige meninger om, hvad en tøsedreng er," sagde han dæmpet. Han sukkede og så på ham igen.

"Du skylder ikke mig en forklaring for noget som helst, men du kan ikke opføre dig sådan hver gang vi beder om hjælp nogen steder. Og jeg ved ikke med dig, men jeg ved ikke noget om at leve på landevejen, så jeg kommer til at bede om hjælp mange gange fremover. De fleste bønder deler gerne lidt ud af, hvad de har, især hvis man kan betale for det, men det kræver, at de føler sig bare nogenlunde trygge ved én. Taknemmelighed rækker langt herude." Han var ikke sulten mere, men tvang sig selv til at spise videre, uden at se på Juno. Så snart skålen var tom, ville han finde sit tæppe frem. Han var træt og de skulle tidligt op næste morgen. Og han havde en fornemmelse af, at han snart ville begyndte at græde, hvis han skulle holde sig vågen meget længere med sine forvirrede tanker.

Juno sad i chok, ved Ellis' ligefremme svar. Måske Hector Giles havde baby'et ham; været ekstra blide omkring ham, behandlet ham som et barn, været for forstående, når han var brudt sammen. For Ellis lagde ikke fingre imellem, da han satte Juno på plads, og Juno kunne ikke gøre andet et se på ham, med munden let åben. 

Mest af alt havde han lyst til at reflektere Ellis' opførsel og sætte ham på plads. Fortælle ham, at ikke alle bønder var gode. At ikke alle fremmede mænd, ville hjælpe dem, men at nogle af dem ville dem ondt, og at Juno hellere ville klare sig selv og være på den sikre side, end han ville bede om hjælp og leve i frygt.
Men Ellis havde en pointe, for ligegyldigt hvor gerne Juno ville klare sig selv, så kunne han ikke. De havde brug for hjælp, hvis de ville overleve.

Der gik længe, inden han svarede Ellis, længe nok til at de begge havde spist op, og Ellis allerede var i gang med at finde sit tæppe frem. "Okay," svarede han lavmælt, inden han også vendte sig mod sin oppakning for at finde sit eget tæppe frem. "Jeg opfører mig pænt fra nu af."
Så meget måtte han kunne gøre, hvis han tog sig sammen; lade som om, at han var komfortabel og taknemmelig. For Ellis' skyld. Og for sin egen overlevelses skyld. Han ville ikke kunne slappe af, men han ville kunne sige tak, hvis han var nødt til det. Det blev han nødt til, at lære nu. 
Han gav Ellis sit løfte uden at se på ham, for selvom han følte sig berettiget i sin frygt, skammede han sig alligevel over at have sat Ellis i et dårligt lys foran bonden, når nu det betød noget for ham. 

Ellis så ikke på Juno, som han spiste færdigt, og det gik derfor ikke helt op for ham, at Juno var chokeret over det, han havde sagt til ham. Det var ikke det, der var meningen, men Ellis var træt, ødelagt og han var en ret direkte person i forvejen. Og det var jo sandt, det ville være svært at få hjælp, som de rejste, hvis Juno var så aggressiv mod alle de mødte på vejen. Det blev han jo nødt til at vide, så han kunne ændre det.

Men ærligt talt tænkt Ellis ikke nærmere over det, han havde sagt, hans tanker var i stedet drevet mod fremtiden i et desperat forsøg på at finde ud af, hvad han skulle nu. De skulle nu. Der havde ikke rigtigt været noget spørgsmål, om de skulle følges ad eller ej, det gjorde de bare. Og hvis Ellis skulle være ærlig, passede det ham godt, han var ikke sikker på, at han ville kunne holde sig selv kørende, hvis det kun var ham. Ind til videre havde det været ham, der skulle være der for Juno, og det holdt ham i gang. Tvang ham til at fortsætte.

Da Juno tilkendegjorde, at han nok skulle opføre sig pænt, nikkede Ellis og lagde sig ned, pakket ind i sit tæppe. Selvom de var indendøre og dyrenes varme nåede helt op på høloftet, var der stadig koldt, men de ville nok ikke få store problemer med at holde varmen i høet.
"Det lyder godt. Godnat." Han havde ikke overskud til at sige mere, så han rullede om på siden med ryggen til Juno og klemte øjnene i. Hvis Juno ikke ville ham noget, ville han bare ligge og lytte til hans bevægelser og vejrtrækning. Uden helt at kunne stoppe det, begyndte tårene at dryppe ned i høet. Ikke at der kom en lyd fra ham, han havde en god øvelse i at græde uden at blive bemærket. Mass havde nok trøstet ham, da han var lille, men som han blev større og det ofte var Maas' skyld, at han græd, havde han lært at være helt stille. Man kunne fornemme hans krop ryste lidt, men han trak vejret nogenlunde roligt igennem munden. Han havde brug for at græde. Alting kollapsede i hovedet på ham, som han for en tid var nogenlunde tryg og havde tid til at reagere på alt det, der var sket.

Hvis man var lidt mere opmærksom end Maas, kunne man måske nok fornemme, at noget var galt, men han gjorde hvad han kunne for ikke at lade Juno vide, at han brød sammen.

Juno slukkede for olielampen, de havde fået med, da Ellis havde sagt godnat og han selv havde fundet sit tæppe frem. Han lagde sig ned ved siden af Ellis, med sin ryg til hans, for at de i det mindste kunne få en smule varme ud af hinanden, selvom de ikke rørte hinanden.

Han lå søvnløs, indtil han genkendte den umiskendelig vibration af gråd. Stort set lydløst, men Juno havde brugt så meget tid på at græde, og så meget tid sammen med andre der græd, at det var umuligt for ham at tage fejl af. 
Han lå i stilhed, usikker på hvad han skulle stille op. Han kendte trods alt ikke Ellis helt vildt godt. Hector ville han have trukket ind til sig, holdt om og måske talt med. Her valgte han at sætte sig op.

"Ellis," hviskede han, for ikke at komme til at forskrække ham, og lagde en hånd over fyrens blonde hår, som han forsigtigt strøg sine fingre igennem, i en bevægelse han selv fandt beroligende. "Det bliver okay. Så snart vi kommer til en by skaffer jeg os nogle flere krystaller. Vi kan få et kroværelse og en rigtig seng. Mænd som Maas følger ikke efter dig så langt. Vi er snart frie. Det her er kun.. det er kun en periode. Vi er snart ovre den." Han snakkede lavmælt, ikke meget højere end en hvisken, og håbede, at hans historier og løfter ville være nok til at berolige Ellis bare lidt. 

Hvor længe han lå og græd, vidste Ellis ikke, men så længe var det ikke, før Juno begyndte at røre på sig bag ham. Det var ikke rigtigt muligt at gøre noget, før Juno hviskede hans navn, men da en hånd rørte hans hår, stivnede Ellis og holdt op med at græde, lige så pludseligt som et lys, der blev pustet ud. Stiv i kroppen og med store, lidt skræmte øjne, der stirrede ud i mørket, lyttede han til, hvad Juno sagde til ham. Han ville gerne tro ham, gerne tage den tryghed der lå i ordene til sig, men han kunne ikke. Det var ikke kun frygten for, at Maas ville komme efter dem eller melde dem til byvagterne. Det var alt. Han havde mistet sit hjem og alt hvad han kendte. De andre unge i byen som var hans eneste venner. Han havde det lidt som et blad, der var faldet ned fra sit træ og nu drev rundt i luften uden mål og med.

Det var for sent at skjule, at han havde grædt, så han snøftede stille ind og tørrede sit ansigt med bunden af ærmet, inden han svarede.
”Jeg har mistet mit hjem,” mumlede han kort og uhørligt, inden han lidt højere snakkede hen over sig selv. ”Jeg trænger bare til at sove. Jeg er træt.” Det var ikke for at afvise Juno, men han kunne ikke overskue, at den fremmede yngre mand ville til at trøste ham. Og han var jo ikke den eneste, der havde mistet, Juno havde også. I en brand. Hvor han havde mistet kære. Det havde Ellis trods alt ikke. Så han ville ikke begyndte at ynke sig selv, Juno havde det værre.

Han flyttede lidt på sig, hvilket umærkeligt skubbede ham lidt væk fra Juno, så han kunne se op mod ham, uden helt at dreje ansigtet. Han følte lidt, at han blev nødt til at sige noget mere, så det ikke var så akavet. Han endte med at række ud og give Junos underarm et blidt klem.
”Prøv at sove, vi har en lang dag forude i morgen.” Han sendte ham et næsten oprigtigt smil, inden han trak tæppet længere op og gemte sig under det. Han lukkede øjnene og håbede, at Juno ikke ville snakke mere om det. Ellis ville ikke græde mere, selvom han havde ondt i maven og kvalme, men det ville ikke hjælpe noget at forstyrre Juno. Regnen bankede stadig mod taget. Det var godt, at de var kommet i tørvejr.

Juno stivnede, da Ellis svarede ham. Han havde ikke været forberedt på det svar han fik og han måtte bide ordene i sig, om, at han havde også mistet sit hjem. Og hans hjem var ikke bare ét, han kunne vende tilbage til, hvis han ville. Det var brændt ned, med dem han elskede i det. 

Selv opslugt af sin egen situation, hørte han Ellis kommunikere, at han ville være alene med sin sorg. "Mmh," mumlede han uengageret. Han vidste, at han burde trække sig, at det var dét, Ellis ville have fra ham, men han havde mest af alt lyst til selv at bryde ud i gråd med ham, og han havde slet ikke lyst til at føle sig endnu mere alene end han allerede gjorde. 
Ellis' hånd om hans underarm kom bag på ham, og i et akavet forsøg på at gengælde det, greb Juno fat om Ellis' underarm og gav også ham et klem, inden han slap ham og trak sig væk.

Juno lå helt stille og lyttede til Ellis' vejrtrækning, når ikke regnen druknede alle andre lyde ude, og på trods af hvor udmattet han var, gik der flere timer, før han endelig faldt i søvn.

Ellis stirrede ud i mørket i et stykke tid, inden han alligevel faldt i søvn, udmattet af det sidste døgns begivenheder. Hans drømme var et stort rod og et mareridt fik ham ti at slå øjnene op med et svagt gisp og med trangen til at græde pressende sig på. Han blev liggende lidt med bankende hjerte og lyttede til Junos vejrtrækning. Den kraftige regn var holdt op, men det var ikke ved at blive lyst endnu. Til sidst gav Ellis op på at falde i søvn igen, og han satte sig forsigtigt op i høet for at se på sin rejsekammerat, han kunne skimte i mørket. Han var ikke vred på ham for, hvad der var sket. Et eller andet sted vidste han godt, at en konfrontation med Maas nok ville have været uundgåelig hen af vejen, han havde bare ikke regnet med, at den ville være så voldelig. Han havde slet ikke været forberedt. Træt gned han sig i ansigtet, inden han lidt forsigtigt lagde sit tæppe over Juno og derefter sneg sig nedenunder. Han skulle tisse, og han havde brug for lidt frisk luft.

Han var ikke væk længe. Den ene hest havde krævet lidt opmærksomhed, og han havde også været ude for at drikke vand var brønden. På vejen tilbage til stalden havde han samlet en sten op, som han sad og formede i høet, mens verden langsomt blev lysere.
Til sidst besluttede han sig for, at det var på tide at vække Juno og komme videre, han havde trods alt lovet at de ville være væk, når solen stod op.

Blidt lagde han en hånd på Junos skulder og gav den et klem.
"Juno? Vi skal videre." Han talte dæmpet til ham i et forsøg på ikke at forskrække ham. Han ville ønske, at han kunne lade ham sove videre, men det måtte vente til en dag, de havde lidt mere kontrol over situationen. Et kroværelse eller noget i den stil.