Julia betragtede afventende Jeffrey, som han kom ind og uden det store sank tilbage ned i den forladte stol. Han lignede en der havde været på benene alt for længe og fandt stolen en ligedel lettelse og irritation. Den var trods alt heller ikke hvad hans krop helst ville have lige nu kunne hun forestille sig. Han mødte hendes blik som hun talte og fik mod hendes vilje antydningen af et smil til at krybe over hendes træk. han havde ikke ventet hendes spørgsmål. Godt. hun lod blikket falde til gulvet hvor det hørte til.

Uforudsigelighed var på nogen måder hendes ven her, men også hendes fjende. Efter de år der var gået kunne hun kun håbe han ikke havde forandret sig mere end hun havde - og hvor meget havde hendes liv skiftet hendes reaktioner? Valg, egne såvel som andres, kunne ændre alt på så kort tid.
Hun lod ham sidde i stilhed til hans ord fortalte hans blikket havde vandret til hende uden hun havde opdaget det. Ord der fik hende til at se op og knytte hænderne let, før hun sig i det. "Bedre, tror jeg. Der er nok noget tid til godt." Hun forsøgte sig med et affærdigende smil for at slå skaderne hen som mindre end de var. Hendes side gjorde ondt igen, men hun havde ikke lyst til at vise det.

Da der blev banket på døren sank hendes blik tilsyneladende til gulvet, mens hun i virkeligheden tog pigen ind. Dennes måde at bevæge sig på, de forsigtige og frygtsomme blikke og hele hendes adfærd overfor manden i magt. Så anderledes fra pigerne på kroen i sin tid. Ikke noget beroligende syn. Havde Jeffrey ændret sig mere end hun havde fået indtryk af?
Atter fik hans spørgsmål hende til at møde hans blik. Hun bed sig let i læben og sænkede det så. "En stol ville være at foretrække." Det ville nok sætte hende nærmere ham, men også bedre. Mere naturligt for et måltid delt. En illusion af fortiden hun kunne bygge på.

Jeffrey kunne ikke bebrejde hende for at ville skjule hvordan hun havde det. Hun havde uden tvivl opfanget det samme hos ham, trods han var en del bedre til at lyve end flere af hans krigere havde opdaget. Men med Julia var det noget andet. Det var trættende altid at have en facade oppe, og det havde været nemt - alt for nemt - at falde tilbage til de mere vante roller de havde haft før i tiden. Noget i ham mente stadig ikke han behøvede at skjule sit egentlige jeg for hende, men tiderne havde ændret sig. Og han var mere skeptisk. Nok tillod han hende, både frivilligt og ufrivilligt at se mere end han burde, men ikke alt. Ikke endnu. Nok aldrig, kendte han sig selv ret. “Tid burde ikke være et problem at give dig” ingen skulle stille spørgsmålstegn til hvorfor hun var hos ham. Mange antog nok bare at han fandt sin egen måde at afstraffe hende ved at holde hende her. Andre mente nok han havde udset sig en anden form for slaveri for hende. Hvad end deres tanker var, ramte de formentligt forkert, men det var bedre end de kendte sandheden. Han gad ikke spørgsmål fra dem alligevel.

Jeffrey lavede en gestus med hånden til stolen, som hun svarede ham. Hun skulle være velkommen. Han selv var sat til rette i sin egen og tænkte et øjeblik på køkkenpigen. Han havde ikke spekuleret over hvordan det var at arbejde i køkkenet, og det gjorde han sådan set stadig ikke. Det var mere det signal hendes adfærd sendte, om ham og om stedet. Nok havde Jeffrey aldrig rørt hende, men det forhindrede næppe andre i det.
Først da Julia havde sat sig vendte hans blik mere tilbage til situationen og han gik i gang med at spise, stille og roligt. Tænkende over om han skulle stille nogle spørgsmål, eller blot nyde sin mad og derefter få noget stærkt tiltrængt søvn.

Julia holdt Jeffreys blik som hendes affærdigende smil gled over i et slet skjult muntert. Til trods for den anspændte situation og hele dens alvor, så kunne hun ikke tilbageholde en latter. En hun hurtigt fortrød som det jog i hendes side og hun brød den af med en forpint grimasse. "Nej, næppe..." Tid var noget hun havde brug for til at komme sig, men også havde begrænset af. Hun skulle væk. Annabelle ventede derhjemme på hende.
Tanken trak det morende fra hende og det glimrende eftersom de også blev afbrudt da.

Hun fulgte hans gestus, trak stolen ud og satte sig forsigtigt. Stadig afventede hun hans træk og så blot passivt på bordet foran sig eller hans hænder. Maden trak men ikke nok til at hun ville starte først. Noget der krævede mere viljestyrke end hun var villig til at indrømme. Han tøvede heldigvis ikke længe eller sagde noget som hun fulgte hans eksempel. Lod dem blot spise i stilhed.
Som de havde gjort så mange gange tidligere, skønt stilheden aldrig før havde været så anspændt som nu.
Julia slugte ikke maden, men det var tæt på. Hun havde stadig mange ugers sult at rode bod på og hendes krop brugte havde den fik hurtigere end den faktisk fik det til at rette op på skader nu endnu mere end da. Som hun løftede glasset med vand, lænede hun sig mere tilbage og mistede udstrålingen af hast. Mere roligt betragtede hun atter Jeffrey afventende hans næste træk, hans næste manøvre i det komplicerede spil de så pludseligt var blevet kastet ud i.

Jeffrey havde aldrig været en mand der smilte meget, men som Julia begyndte at grine, hvor kort en fornøjelse det end var, kunne man se hvordan smilet bredte sig på hans læber og nåede op i de nu ældre øjne. Han var ikke klar over at det var en lyd han havde savnet i sit liv. Alting var blot gået tilbage til normalt da hun var rejst, men det kom gradvist tilbage til ham hvordan det havde været. Men det var en kort fornøjelse som alvoren faldte tilbage over hendes træk uden han endnu vidste hvad det gemte på.

Jeffrey begyndte ufortrødent at spise, men tøvede efter et par mundfulde for at se den hast Julia lagde frem, trods hun stadig spiste pænt og behersket. Sult kunne gøre kroppen desperat. Han startede bevægelsen op igen og fortsatte i stilhed. Han havde ikke noget at sige eller kommentere på, men tog i stedet alting ind i sine tanker i stedet, som den observatør han oftest var.
Han fortsatte i ro og mag til der ikke var mere tilbage til hans tallerken og han kunne i stedet drikke noget afkølet vand og først der kigge ordentligt op på Julia igen. ”Hvad er der?” Der var en let morskab i hans stemme over at hun havde betragtet ham så meget. Han vidste godt hvorfor, men for ham var det mere behageligt at svare på den måde som før i tiden. Det bragte noget mere kærkommen frem, i stedet for tankerne om hvad hun havde været igennem.

Julia drak afmålt af glasset, før hun sænkede det og lod de hvile mod hendes lår frem for bordets flade. Vand havde været holdt tilbage og brugt til at presse de endnu ikke knækkede slaver. Langt mere effektivt end mad, da væske var så meget vigtigere. Det var da også hvad fik hende til halvt at skjule glasset hun sad med og ikke stille det fra sig, hvor det kunne blive taget væk.

"Hvad mener du?" Hun mødte Jeffreys blik lige på og spørgende, skønt hun havde en rimelig god ide om hvad han hentydede til. Spillet var dog hans og han ville få lov til at arbejde for hvad han ville have. Andet ville simpelthen ikke gå og hun kunne jo være heldig at han ikke fandt de rette spørgsmål at stille.

Jeffrey havde absolut ikke tænkt sig at fratage Julia hendes vand, men det var også fordi hun sad i en anden situation her end hun havde gjort i fangekælderen. Det var en velkendt og ikke mindst effektiv metode til at få sine fanger til at tale på. Eller til at afstraffe dem når de ikke havde opført sig ordentligt. I sommervejret, på de mere isolerede steder, var det ikke unormalt at sætte ulydige slaver ud i sollys, bundet til en pæl i en tre dage uden vand. Det virkede imponerende effektivt, og døde de, jamen så var der flere at tage af. Barskt og Jeffrey var blevet ligeglad som årene gik.

”Du bliver ved med at kigge på mig, Julia” svarede han med ro i stemmen som han let løftede et øjenbryn. ”Er der noget du vil spørge om?” eller var det som han både frygtede og regnede med. Skadet af tiden hvor et flygtigt uopmærksomt øjeblik kunne medføre katastrofale følgere. Det var hvad der skete i fangekælderen.

Blikket Julia mødte hen over bordet var så roligt som nogensinde og havde det glimt af underliggende intelligent hun altid havde fundet der. Glimtet der havde advaret hende for sent første gang de havde mødtes og so havde holdt hende på tæerne i al tiden efter. En udfordring til hendes egen og en der ikke bare tog noget sagt for gode vare.

"Du er en tiltrækkende mand, så kan det undre?" Hun havde fundet et afblødende smil frem, der både skulle sløre det intet havde med at gøre hvorfor hun holdt øje med ham og at hun faktisk stadig mente det. En balancegang i signaler. Som altid. Så rynkede hun brynene sigende og lagde hovedet let på skrå som hun yderst forsigtigt satte glasset op på bordet. "Har jeg en ret til det?" At stille spørgsmål var sjældent vel modtaget fra en i magt, men her vidste hun at hvad end hun spurgte om afslørede mere om hendes tanker end svaret sikkert gjorde om hans.

Det var ikke fordi hun løj for ham. Det havde han formentligt kunne fornemme hvis hun gjorde. Men ordene kom alligevel som en let overraskelse. Hun havde et talent ud over det sædvanlige til at tale udenom og det kunne han ikke andet end at smile lidt mere muntert af i få sekunder før han var tilbage i roen. "Det plejer ikke være grunden for så mange andre" påpegede han og det var skam også den fulde sandhed. Jeffrey havde ikke i mange år, været målet for betagede blikke, men som forfremmelserne havde løftet ham i rank var de fleste bange for ham og det var tydeligt i deres øjne.

Jeffrey holdte sit glas mens han kiggede på hende. Den forsigtighed hun lagde frem og den mistro der var til at hun havde flere rettigheder end en hund i baggården. "Ellers havde jeg ikke spurgt dig" bekendtgjorde han først som den ordensmagt han var, men tilføjede, efter at havde sat sit eget glas fra sig på bordet. "Du har ret til at stille alle de spørgsmål du vil, men jeg garentere ikke for at jeg svare dig"

Julia lod det muntre glimt blive i øjnene, som hendes ord faktisk trak et smil fra Jeffrey. Så han havde ikke tabt al humor i den tid der var gået. Noget værd at hæfte sig i. En brik mere til puslespillet, der tegnede et billede af en mand meget lig ham hun havde forladt og langt fra med så mange synlige ar som hun selv. Ar hun virkelig måtte pakke bedre væk end hun havde gjort om morgenen. "Oh? Hvad har de da af grund?" Flirtede hun med ham? Ganske sikkert, men det faldt hende så nemt og var desuden et godt slør.

Hun trykkede sig instinktivt lidt tilbage mod stolen, so hans stemme slog over i en kommanderende fasthed, som hendes blik også flakkede kort. Så skubbede hun følelsen fra sig og smed smilet tilbage frem, som det skjold det havde fungeret som i år. I et kort glimt havde hun siddet ved et helt andet bord langt væk og det havde været en anden mand overfor hende endnu engang utilfreds. "Skal jeg huske." Hun lød dog ikke til at ville stille nogen. For nu var de stadig for sigende om hende frem for ham.

Det virkede irriterende godt. Jeffrey følte på en måde at han var tilbage i kroen hvor han så hende første gang modsætte sig nogen der ikke tog det særlig pænt. Hvordan hun havde været der, omend meget mere sorgfri og fritstillet. Noget tiden havde ændret en del på. "Er du sikker på du vil vide det?" spurgte han med en lethed og smil der normalvis ikke var at se i disse tider. Han følte sig mere løssluppen, men der var en lille klokke i baghovedet der blev ved med at fortælle ham at han skulle passe på. Hun havde trods alt en magt ingen anden syntes at havde haft over ham.

Jeffrey tog en dyb lang indånding og lod den roligt forsvinde ud igennem næsen. Han lænede sig mere afslappet tilbage i stolen fremfor hele tiden at være så opstrammet i rank ryg og autoritet. Han var trods alt stadig udkørt. Han lod hende gemme sine spørgsmål til senere, for han troede ikke et sekundt på at hun ikke havde nogen. Men hun besluttede selv om hun ville fortælle ham hvad der lå på sinde. Næsten da. "Du tænker meget på ham, gør du ikke?" siden hun virkede mere bange for ham end for Jeffrey kunne han ikke være noget rart bekendtskab. Og det spøgte i hendes sind.

Julia noterede sig hvordan Jeffrey slappede mere af ved hendes ord og byggede videre på det som hun spekulativt sænkede blikket. Det blev på ham under de sænkede vipper, men virkede langt fra så direkte betragtende som før. "Nej, deres mening betyder ikke det store alligevel." Letheden var rar, forførende ligefrem, men deri lå faren også for dem begge. Spørgsmålet var hvem der ville falde i først og afsløre mere end ønsket for et smil hos den anden.

Afsløre sig var dog nemmere end nogensinde for Julia fandt hun ud af, som hun stivnede og trak sig. Ikke en god indsigt ind i sig selv at få på så kritisk et tidspunkt. Hun havde ellers altid kunne forstille sig og blive til en anden, men noget ved Jeffrey og snakken her skar hendes værn væk og efterlod hende sårbar fra det velkendte.
Hans ord ramte da også lige på og fik hende til at komme med et lille nik, før hun kunne presse sig selv. Ærlighed var altså nødvendigt. "Han er en svær mand at glemme." især fordi hun vidste han ville være der hvis.. NÅR hun kom hjem og ville være alt andet end begejstret for denne udflugt af hendes.

Deres mening betød intet. Ikke for Jeffrey i hvert fald. Han havde efterhånden tydeligt accepteret at folk tænkte som de gjorde, uden at det tilfældigvis havde noget som helst med ham at gøre. Så længe de ikke direkte planlagde hans mord eller det der var værre, kunne det rage ham en høstblomst hvordan de så på ham. Til gengæld var det rart at se den ro der faldte mere over Julia med den løshed og ikke mindst lethed der var i snakken.

Men den lethed forsvandt også med hans spørgsmål. En reaktion han havde regnet med, og alligevel ramte den ham i mellemgulvet som en sten. Det var hårdt at få bekræftet at det var et ondt bekendtskab hun havde gjort sig. Eller rettere, et bekendtskab som var ond ved hende. "Hvad har han gjort dig?" Jeffrey skjulte den hurtigt tiltagende vrede han mærkede i brystet. Han havde ikke regnet med at blive så vred, men hele situationen, han følte jo han næsten lige så godt kunne havde siddet på kroen med hende og nogen havde været for nærgående uden hendes tilladelse. Men det var en anden situation! Det måtte han blive ved med at huske sig selv på. Men han ville også vide hvad den mand var, hvem han var og hvorfor han var så svær at glemme. Eller rettede det han havde gjort.

Så enkelt et spørgsmål og så svært et på samme tid. Julia slog blikket helt ned og vendte ansigtet en smule væk fra Jeffrey, som hun ledte efter ord at sætte til et svar. Hvor meget havde hun allerede fortalt ham? Bevidst eller mellem linierne. Nok til at holde sig nær sandheden var hendes bedste mulighed, skønt det gjorde ondt at skulle indrømme den svaghed hun havde udvist.

"Hvad end han følte han havde ret til." Hun løftede blikket til hun kunne se ham gemmen vipperne og fugtede så læberne forsigtigt. Så få og enkle ord og så sigende alt efter hvor meget han allerede havde stykket sammen. De fik hende også til at finde lidt af vreden frem hun havde gemt i så mange år og bruge den til at rette sig og møde hans blik fulgt. "Han var aldrig min ide eller mit valg. Kun noget jeg var tvunget til at leve med." For familiens ære, men mest af alt for Annabelles skyld.

Det brændte i ham for at vide det hele, men han kunne ikke tvinge det ud af hende. Ikke som han normalvis ville tvinge oplysninger ud af folk. Specielt ikke når han samtidig med kunne se det smertede hende. Smertede hende at han havde set det, men forhåbentlig mest hvad der var sket. Men hvad kunne han gøre ved det, andet end at vide hvad der var sket i hendes liv? Prøvede han egentlig på at hjælpe hende, eller var det udelukkende for hans egen vindings skyld. Lige nu var han i tvivl.

Jeffrey forholdte sig fuldstændig i ro, tavs som hun startede, trods det nagede dybt i maven. Han vidste hvad det betød, men han sagde det ikke. Mest fordi han ikke behøvede. De var begge indforstået med hvad hun mente. Vreden hun følte var også berettiget og ikke noget han ville tage fra hende. I stedet så han på hende, med et glimt af medlidenhed i sine øjne, selvom roen var mest fremtræden. "Fortsæt" det var ikke en ordre, for en gangs skyld var det udelukkende en opfordring til hende - Måske tog han fejl, men han følte også hun havde brug for at komme du med det. Lade den vrede få luft, også selvom det var overfor ham.

Vrede var en farlig følelse. Den kom snigende ind på en og fjernede al den opbyggede fornuft og andre sunde ting der holdt munden lukket og hemmeligheder inde. Det var en følelse Julia undveg når hun ikke var alene, men som nu havde fundet en flænge i hendes forsvar og sneget ud i det åbne. Med alt for meget kraft.
Den fik hende til at møde hans blik direkte og til trods for medlidenheden hun så deri og den forståelse hun vidste han havde fået, så havde hun lyst til at følge hans opfordring. Smide al sin frustration på bordet mellem dem og få luft efter så mange år i stilhed.
Alligevel tøvede hun.
Roligt tvang hun vreden under kontrol og ned hvor hun kunne tænke, løftende hage lidt og holdende hans blik. "Jeg gjorde som de ønskede for jeg var ikke givet andet valg. Havde jeg aktivt modarbejdet det.." Hun trak på den ene skulder og så væk med et bittert drag. "Så havde det nok startet endnu værre." Der var meget der kunne gøres, som ikke viste spor og hun havde hørt truslen mod barnet hun bar i deres stemmer.
Hendes blik fandt hans igen. "Så ja. Jeg blev gift med Andrew og ledt efter en vej væk siden."

Jeffrey var afventende. Lod hende tage styrringen af hvor meget hun ville dele og hvor meget af det der var styret direkte af vreden og om fornuft overhovedet havde plads. Men hun vidste sig at havde en del mere styrke i at holde sin vrede tilbage end han havde regnet med i denne situation. En genkendelighed der fik et træk i hans læber, men det blev aldrig til et helt smil.
Hun gav ham stadig nogle svar. Nogen ting der lå gemt i hende og som trængte til at slippe fri.

"Jeg troede det var meningen i skulle være de gode i samfundet" kom der endelig fra ham efter lang tids stilhed hvor han blot fastholdte hendes blik. Han havde set hvad familier kunne gøre, og hvor onde nogle krav de satte op. At hun var blevet giftet væk på den måde, afslørede nok også en højere stand end hun havde ville give udtryk for tidligere. Men det ville han ikke grave i nu. Det var hans oplysning at gemme på - i hvert fald for nu. "Vejen du fandt væk, var næppe meget mere skånsom" pointerede han dog til sidst i en rolig tone. Så igen, der var noget psykisk værre ved at blive mishandlet af den person der ifølge samfundet skulle havde elsket end aller højest.

Julia fnyste ved hans ord og svarede uden at have styr på sin tunge. "Godhed har aldrig været et krav til adelen!" Som ordene forlod hende, slog hun en hånd op for munden og så bare på Jeffrey med et blik der tydeligere end noget andet fortalte hun ikke havde ville fortælle ham det. Så lod hun dog hånden falde, rystede let opgivende på hovedet af sig selv og mærkede endda et lettelsens smil snige sig frem. Det var alligevel nemmere at han vidste hvad hun havde sneget sig væk fra. "Og det havde du vel gættet. Ingen andre end adlen er så gode til at aftale giftemål for avl, magt og meget lidt andet." Kærlighed var nærmest aldrig en grund og når det var ikke uden problemer for de stædige forelskede.

Hun rakte ud og tog en tår mere af vandet for at købe sig lidt tid, før hun rystede på hovedet. "Jeg ved ikke helt hvad jeg havde ventet eller håbet..." Tydeligvis ikke hvad hun havde fundet, men det var nok åbenlyst for dem begge. Havde det virkelig været et forsøg på at forsvinde havde det også været et dårligt et af slagsen.

Se, lige de ord havde han ikke regnet med at høre. Jeffrey's øjenbryn skød op og han så overrasket på hende, men mest overrasket over at hun kastede hånden op foran munden, som forsøgte hun at trække tilbage hvad hun havde sagt. Han blinkede et par gange og kom med en brummen til hendes næste ord. "Ja, det er et talent adlen har." Han havde gættet hun var af højere stand, men adlen var nok en trin højere op end han helt havde forestillet sig. Hun havde spillet rollen som servitrice så overbevisende at lige den forfinnet del ikke var det første han ville tænke. "Adlen har selvfølgelig også en tendens til at være de første til at skifte alliancen når magten skifter" konstaterede han overraskende neutralt selvom han i maven havde en bitter tanke om hans egen familie.

"Måske det som du havde engang" her mente han ikke nødvendigvis ham selv, men mere hele situationen der. Det havde formentligt ikke været en skidt tid for hende dengang på kroen. Hun havde virket glad - han havde troet på at det var hvad hun var, da de havde været der.

Julia så den uoverlagte oplysning ramme Jeffrey og ramme ham med overraskelse. Hun havde været sikker på han havde luret hende på den måde hans spørgsmål og kommentarer var blevet vinklet, men åbenbart havde hun taget fejl. De højere købmandsslægter efterlignede selvfølgelig også adelen på mange punkter, men alligevel. "Så du havde ikke gættet det..." Trods det var uforsigtigt og hun sikkert ville komme til at fortryde det senere, så var der kommet en gnist af morskab op i hendes blik.

Hun nikkede let til det næste. Det var lidt hvad store dele af adelen altid gjorde. Skiftede fra side til side for at beholde hvad de fandt deres. "Du kan jo altid se om du kan få løsepenge for mig?" Hun fik det til at lyde som en glimrende ide, noget de nok begge var helt enige om at det ikke var. Formentlig dog af vidt forskellige grunde.

Atter ramte hans ord lidt for tæt på sandheden og fik hende til at se væk. Der var intet hun hellere ville end kunne gøre den handling om, som førte hende væk fra landsbyen og tilbage ind i fængslet af et liv. "Fortiden er sket." De kunne ikke gå tilbage. Det havde hun aldrig troet - heller ikke at hun havde kunne finde ham hvor hun havde forladt ham. Hun fandt atter hans blik og skyggen af et smil. "Jeg havde måske en anden chance i tanker dog." Det var løgn og hun vidste det, men stadig liggende op af tanker hun sagtens kunne have haft. Hvis hun var taget af sted af den grund hun lagde frem.

"Ikke lige så højt oppe af rangstien nej" bekendtgjorde han ærligt og fandt det egentlig ganske forfriskende at hun sagde det så direkte. Han smilede også et af sine sjældne smil til hende over kommentaren. Hans smil falmede tilbage til det rolige udtryk med antræk i siden af munden. Et ansigt der afslørede at han var udemærket tilfreds med samtalen lige nu.
"Det kunne jeg.." svarede han, med en klang der sagde at det havde han ikke tænkt sig. Specielt ikke nu hun havde fortalt ham at manden der ventede så utålmodigt på hende derhjemme var alt andet end rart bekendtskab for hende. Så kunne han hurtigt bilde sig selv ind, at blive her var i hendes bedste interesse.

Jeffrey rynkede brynene en smule som han så på hende. Han troede ikke rigtig på hendes ord, men det var heller ikke en komplet løgn. Der var noget i hendes måde at sige det på, som afslørede en eller anden form for ønske. Det var i hvert fald det gæt han havde. "Måske" måske det skete, måske ikke. Ingen, eller i hvert fald meget få, kendte til fremtiden.