Izilarna betragtede hans evne med stor fascination, hun havde aldrig set noget lignende. Med et lille smil nikkede hun anderkendende da han var færdig, og havde fjernet alt det tyktflydene substans igen. Diskret rykkede hun sig llidt, så Alexander havde lidt mere plads at sidde på.
"Jeg har aldrig set nogen der kunne sådan noget! sagde hun så, og stivnede en lille smule da hun mærkede hvordan han lagde armen omkring hende, hun var i al almindelighed ikke så glad for kropslig kontakt, heller ikke selvom Alexander nu var en ret charmerende fyr. Izilarna var dog også en bestemt kvinde, og hun rejste sig derfor, ikke fordi at hans berørting var ubehagelig, han skulle bare ikke tro, at hun var som så mange andre kvinder, der bare lod sig rive med at søde ord, og en betalt regning vel at mærke. Skøger, det havde landet alligevel nok af, og Izil havde ikke i sinde at være en af dem.
Hun rømmede sig kort og sendte ham så et lille smil, efter at han havde været så ærlig med hende, så hun ikke noget galt i at give ham en lille forsmag på hendes evne.
"Tja, det er i virkeligheden bare en lille den af min evne!" sagde hun så, og sendte ham et lille blink. Hun tog kort en dyb indånding, inden hendes øjne igen ændrede sig og blev gule og pupillerne aflange, hendes ører spidsede en smugle til, og sorte striber begyndte at finde vej i det lange eller kridhvide hår.
Fra hændene og til albuerne blev hendes hud kulsort, hvorfra den ellers tonede ud til en grålig farve, mens lange skarpe lløer groede ud fra negnele, og hendes hjørnetænder spidsede til at være spidse og halvlange, årde i over og undermund. Dog demonstrerede hun ikke sin evne til at skifte farve og kamuflere sig 100% i et lokale, eller til at kravle på vægge, det kunne som sagt blive hendes sidste udvej.
"Som sagt er det jo ikke noget særligt, der findes mange formskiftere i Krystallandet!" sluttede hun med en lille latter, der var en nelse dybere end normalt
I am the Who, when you call; Who's there!