Mørket er besejret, men Krystallandet står over for en usikker fremtid, ind til den næste tronarving er fundet.
Vil fyrstedømmerne være i stand til at stå sammen, eller vil landet endnu en gang blive kastet ud i kaos?
Incubus trak hurtigt hånden til sig da hun begyndte at bevæge på sig. Han bakkede tilbage og satte hovedet på skrå.
"Så, du bliver en kæmpe monster varulv, når du går udenfor? En slags omvent normal varulv? Interessant." sagde han roligt og lod tungen glide over læberne.
Han forsøgte at følge dyrets blik, men anede ikke hvad hvad hun så på eller hvad hun tænkte på. Hun var ikke så let at gennemskue når han ikke kunne se ansigts træk.
Uzuri begyndte at mærke at forvandlingen var gået igang. Det ville tage lidt tid, det vidste hun, men hun kunne mærke at hun krympede. Centimeter for centimeter. Hun så desperat rundt, hvorefter hun løb om bag en boghylde. "God start.. Først er jeg tæt på at spise ham og nu har jeg intet tøj!?" Tænkte hun og sendte nogle irriterede tanker til sin tante og onkel. Hun så ned på poterne og kunne se, hvordan fingrene lansomt blev længere og smallere. Plus så begyndte hun at tabe pelsen. Det gjorde aldrig ondt, når hun forvandlede sig til menneske. Til gengæld gjorde det forfærdelig ondt når hun forvandlede sig til dyret.
Incubus så efter dyret og så temmelig forvirret ud, da den forsvandt bag en reol. Han trak på skuldrene, da han alligevel ikke kunne se noget i mørket. Han placerede hænderne i siden og hævede et øjnbryn. Han så på reolen hun havde gemt sig bag og ventede tålmodigt. "Er De okay, frk. Lilly?" spurgte han prøvende. Han anede ikke hvorfor hun gemte sig eller om han burde gøre noget. Han var lidt forvirret i dette øjeblik, så han lod tingene gå sin gang.
Hun ventede lidt og hviskede noget til sig selv. Hun smilede da hun kunne forstå hvad hun sagde. Hun så ned ad sig og opdagede at hun var helt forvandlet. "Jeg er okay. Ehm.. Det kunne vel ikke være at der var et tæppe eller noget, deromme?" Spurgte hun prøvende og følte sig mere sårbar, end nogensinde. Hun håbede inderligt, at han ikke kom derom.
Incubus hævede et øjnbryn og betragtede rummet. "Øh... Ja... Det er der vel..." brummede han og betragtede de forrevne tørklæder der lå hist og her. Han samlede et op, "uh, silke. Lækkert," sagde han sarkastisk og betragtede det, før han lod det falde.
"Har De problemer, lille dame?" spurgte han og hævede et øjnbryn. Han havde en idé om hvad hendes problem kunne være, og det fik ham til at smile svagt.
"Nej, nej.. Slet ikke.. Jeg.. Ehm.. Jeg fryser bare." Hun tog en bog ud, fra den boghylde der skilte dem ad og stak den ene arm ud. "Ehm.. Vil du være sød at række mig et?" Spurgte hun så og prøvede at holde øje med ham, ved at lave et lille mellemrum, mellem to af bøgerne, med den frie hånd.
Han sukkede, "javel Deres højhed." sagde han galant og greb et nærtliggende stykke afrevet stof, gik hen og placerede det i hendes hånd. Han bemærkede hendes bare arm og hævede et øjnbryn. Han smilte og røstede på hovedet.
Han drejede rundt og tog et par skridt væk.
"Nåja, det kan jeg godt se. Dyret bruger jo ikke tøj, og pigen bruger ikke pels,"
"Ehm.. Jah, også det." Sagde hun og tog taknemmeligt imod stoffet. Hun så lidt på det. Det var egentlig rimeligt stort. Hun rystede lidt på hovedet og tog det over sig. Hun bandt det og tjekkede at man ikke kunne se noget, man ikke skulle se. Så gik hun langsomt frem fra bogreolen, med et form for smil, på læben. Hun så imod vinduerne. "Smart tænkt.." Sagde hun så og rodede lidt i hendes lange sorte - og meget uglede hår - som på en eller anden måde var vådt? Det var det altid, også selvom hun havde været inde i en uge eller et år, for den sags skyld. Det var altid vådt. Men det kunne være at det havde noget at gøre med hendes vejr evne.. Måske?
(Bliver nødt til at gå.. Er lidt syg og tror jeg skal til at kaste op.. Kommer nok ikke mere i aften..)
Han betragtede hende da hun kom frem igen, med et overrasket ansigts udtryk. Hans øjne begyndte at søge febrilsk rundt i rummet, efter noget han kunne se på, i stedet for den halv-nøgne kvinde foran sig.
Han trak på skuldrene og smilte for sig selv. "Jamen jeg er ikke helt dum," påpejede han og smilte for sig selv. Han betragtede hende i nogle sekunder og fokuserede i længere tid på hendes hår, da han ikke helt forstod hvorfor det virkede lettere fugtigt.
Uzuri så lidt rundt og ledte efter noget hun kunne tale om. Men det var lidt svært at finde noget i mørket. Hun sukkede lavt og så hen imod ham. "Hmm.. Så fik du også mødt, min lidt mørkere side.." Sagde hun, med et skævt smil.
Han hævede et øjnbryn. "Ja, det var noget af en oplevelse. Jeg har på fornemmelsen at du må være sulten?"
Han bed sig i læben og hævede hovedet en smule. Mørket irriterede hans øjne lidt, men han vendte sig hurtigt til det. Dog kunne han stadig ikke se så meget af hende, hvilket for hendes vedkomne nok var meget godt.
"J e g er ikke sulten.. Jeg har bare gemt den side af mig, væk i lang tid og så kan du nok forstå at den er sulten.. Jeg er ikke!" Sagde hun og havde brugt lang tid på at overbevise sig selv, om at hun ikke havde nogen indflydelse på dens humør eller personlig.. Eller dens behov. Hun vred håret og efterlod en stor vandpyt på gulvet. Hendes hår så dog ikke en smule tørrer ud, end før. Hun havde engang prøvet at vride alt vandet ud af hendes hår. Dog gav hun op, da hun havde fyldt 7 badekar med vand.
Han hævede et øjnbryn og trak på skuldrene. Han betragtede vandet på gulvet. "Ja, okay. Men jeg har på fornemmelse at du ... eller DEN forsøgte at æde mig, og hvis det sker igen, så kan jeg love dig at det bliver smertefuldt." brummede han og lagde armene over kors.
"Jaja.. Så siger vi det.." Sagde hun med et smil. Hun så lidt rundt og så hen imod ham igen. "Men det var din egen skyld. Jeg advarede dig. Jeg ville aldrig tage noget af det der af, hvis ikke du havde fået mig til det!" Sagde hun så og rynkede panden over sig selv. Hvorfor forsvarrede hun dyret?
Han tog et skridt baglæns og blev lidt fjern i ansigtet. "Så det er min skyld? Du kunne da have fortalt mig sandheden," muggede han og missede med øjnene. Han var ikke så interesseret på at de kom for nær hinanden, specielt ikke når hun knap havde noget tøj på kroppen.
Han bed sig i læben og sank en klump, han følte sig lettere utilpas på nuværende tidspunkt.
"Jeg sagde at jeg ikke ville tale om det. Du kunne bare have respekteret mine følelser." Sagde hun med den mest hellige stemme hun havde. Hun så på ham med et lille smil og ventede på hvad han ville sige til det. Hun så godt at han tog et skridt bagud og besluttede at hakke lidt på det. "Er du blevet lidt bange for mig? Altså jeg siger ikke at du skal skamme dig over det, jeg er jo rigtig farlig ikke?" Sagde hun med, denne gang, sin mest provokerende stemme.
(Bliver nødt til at gå nu, men kommer igen lidt senere.. Min mor skal på computeren, såh.. =(..)
Incubus bed sig i læben og tog endnu et skridt baglæns. Han holdt vejret og lod tungen glide henover læberne og holdt vejret. Han hostede kort og så væk. "Jeg er ikke bange for dig," forsikrede han selvsikkert og så igen på hende. Han rømmede sig og mærkede at han stod op at væggen.
"Nej, nej.. Det er jo derfor du bliver ved med at bakke væk fra mig.. Ikke?" Sagde hun og gik et par skridt nærmere ham, for nærmest at trænge ham op i en krog. Hun smilede lidt, da han bakkede igen og nød at hun havde overtaget lidt endnu. Hendes våde hår, lavede et vådt spor efter hende, men hun var lidt ligeglad.
Uzuri vendte kort opmærksomheden væk fra Incubus og gik hen til vinduet. Hun kunne svagt skimte mørket udenfor. "Jeg bliver nødt til at gå.. Men vi mødes nok en anden gang" Sagde Uzuri så en smule hånende. Dog sendte hun ham et smil da hun gik. Han var egentlig meget sød.