"det er nu ikke det men det er utrolig mange jeg har gjort det ved" siger han mens han stadig stirrer ned i jorden
han kigger så op igen og smiler venligt til hende

"For min skyld må du kysse de andre singler så meget du vil, men mig må du altså stoppe med at kysse" siger hun drillende, og smiler sødt.
"For jeg holder mig nu til én" siger hun og klapper ham på låret.

"det ved jeg at i mennesker gør" siger han mens han smiler
han tegner et eller andet mystisk tegn i støvet med en finger
en kvadrat i en cirkel hvor hvert hjørne er omringet af endnu en cirkel

"Jeg er altså en krystalisianer" siger hun og smiler venligt.
Ying har ikke rigtigt fattet at han faktisk sagde at han ikke var et menneske/krystalisianer.

"Jeg er altså en krystalisianer" siger hun og smiler venligt.
Ying har ikke rigtigt fattet at han faktisk sagde at han ikke var et menneske/krystalisianer.

han tegner endnu et tegn
den er mere simpel
en trekant med en streg fra toppen og igennem bunden
"O Fat obas, kel binol in syls" siger han og betragter tegnene

"Hvad er det du siger?" spørger hun undrende.
ing betragter stille tegnene i jorden.

"det ved jeg ikke" siger han og tegner et ekstra tegn
en rombe med et kors i
"jeg fandt de her tre tegn engang" siger han og retter sig op

"Hvor henne?" spørger hun og ser sig omkring.
hun vender blikket mod tegnene, og betragter dem stille.

"i en hule. i nærheden af dværgenes dybe hule" siger han og kigger på sine tegn
han visker dem ud efter et stykke tid

Hun stirre længe på tegnene.
Også længe efter de er visket ud.
hun bliver ved med at kigge undersøgende på de steder Gwion før havde tegnet.

"måske står der noget i jeres.. øh biblitek om de tegn" siger han og smiler venligt til hende
han kigger ned i jorden
killingen hopper ned og løber stille hen imod skoven

"Det må vi undersøge en dag, men nu skal jeg finde et sted at sove." siger hun og krammer Gwion, lige før hun rejser sig og går, mens hun vinker.

OUT// sorry men må smutte...

"okay" siger han og vinker tilbage
han rejser sig op og går også væk derfra

//OUT

Der blæser en lidt kølig vind gennem den lille landsby, og Aishe kommer gående, med små hastige skridt, trækkende med den store tunge arbejdshest. Rakkalaphen følger hende tæt i hælene. Den vejrer lidt, og fortsætter så med at gå igennem det store midtpunkt i den mindre by.
Aishe ser søgende rundt, men erkender at hun nok måtte have været kommet tidligere på dagen. Så havde hun jo muligvis kunne have haft skaffet sig nogle kunder. Hun lagde kort en hånd på tasken om hendes hofter, for at sikre sig at krystalkuglen ikke var gledet ud.

En skikkelse med en lange, sort kappe og hætten trukket op over hovedet passerede Aishe. Helaene stoppede langsomt op. Der havde ikke været en sjæl at se i flere timer, og den her pige var da den sidste type hunhavde forventet at se.
Diskret gik hun over til noget der lignede en tom bod, og lod som om hun undersøgte den. Hun kunne ikke lade være med at sende korte blikke mod pigen, som om hun forventede at noget skulle ske.

Aishe blev egentlig også lidt overrasket over at se at der faktisk er nogen. Hun rynkede en anelse på panden, og fulgte den unge kvinde med blikket. Rakkalaphen lagde ørerne kort tilbage, men Aishe gav den ikke tegn til noget. Hverken at stoppe eller fortsætte. Hun fortsatte roligt med at gå, men stoppede så alligevel op og så på et tomt plads imellem to boder.
Her slap hun roligt hestens tøjler, og hesten rystede sig, tilfredst for endelig at kunne få et hvil. Hun vendte sig mod kvinden, ved at dreje en halv omgang, og vinden tog lidt fast i det kraftige sorte hår, og det halvdel af ansigtet der nærmest var rent brandsår kom til syne, inden hun med et smil, sagde i en rolig tone:

"Sikke en aften."

Hvad det kunne bruges til vidste hun ikke, men om det blev en indledning til en samtale kunne man jo altid håbe på. Og hvis hun var heldig nok, kunne hun måske tjene nogle penge på denne kvinde.

Helaene så direkte ind i Aishes øjne.
Hendes (Helas) øjne var fuldstendigt tomme, som de altid var når fremmede kom indenfor en radius af 4 meter.
"Mhm," mumlede hun tilbage som svar, før hun så væk.
Hun opfangede hurtigt sit eget spejlbillede i ruden bag boden, og sukkede overrasket. Hun var ikke nær så beskidt som hun plejede at være. Hendes hår hang godt nok yungt om hendes spinkle skuldre, men så var det heller ikke værre. hun blinkede et par gange, bare for at være sikker. Måske var de få penge hun ejede nok til at starte et ordinligt liv - der ikke var på gaden.

Aishe brød sig ikke om dette tomme blik, og lukkede de smalle øjne halvt, med let panderynken. Denne kvinde virkede egentlig ikke - i hendes øjne - som en der burde leve på gaden.

"kunne De tænke dem at få en spådom?"

"Hvad skulle det gøre godt for?" spurgte Helaene tomt.
Hun troede ikke på ting som spådomme og sådan noget, efter hendes menig, vrøvl.
Hun vidste at hun kun selv kunne bestemme hvordan hendes fortid blev. Det ver ikke fordi at hun ville være grov mod denne pige, men hun kunne bare ikke tro på sådan noget. Kort lukkede hun øjnene, før hun høfligt sagde;
"Nej, ellers tak."
Hun brød sig ikke om at hun havde reageret så hårdt, og hun prøvede halvhjertet at rette sin fejl.