Viktors åndedrag blev fanget mellem deres læber. Smagen, anderledes end han huskede den. Deres første kys, brygget mere på alkohol og angst - stod nu i skarp kontrast til de ædru noter i Marius’ spyt. Det gjorde ham svimmel. Høj, på deres intense udveksling, og duften af vanilje der stadig hang om hertugsønnen. Han faldt tilbage, mere liggende og gengældte kysset med delvist lukkede øjne. Hånden der før havde støttet ham til at sidde, gled ivrigt ind i de mørke, vilde lokker. 

Kysset blev brudt med et rystet pust og da Marius' hånd satte farten op, bed Viktor tænderne sammen i et anstrengt støn. Han lukkede øjnene, og nød det. At have Marius på sig, over sig. Hans egen hånd, i strygende ryk som formede han et mesterværk af Marius. Det var noget helt andet at blive rørt ved, end at røre selv, og det sendte ham til himmels hurtigere end han kunne følge med.

"Marius..." stønnede han forpustet - lavt. Han kunne mærke at han var på vippen. Håret der havde været i lokkerne, gled ned til hertugsønnens skarpe kæbe. Forbi hagen, og fingrene famlede formålsløst mod læberne før hånden lagde sig trygt mellem fordybningen af Marius' skulder og hals. 

Han ville mere... Ville Marius? 

Kysset havde gjort Viktor underdanig, som havde Marius læber tvunget ham længere ned i sengen, men samtidig gjort dem tættere. Hånden i håret havde været besidderisk og berusende. Bedre og mere svimlende end den bedste brandert.

Der var noget dominerende pludselig at være øverst igen og selvom kysset var brudt, følte Marius magten ved at satte farten op i søgen efter Viktors udløsning.

Marius - hans navn blev sagt så lavt at det lød som om det kom langt væk fra. I en anden verden. Som prøvede nogen at hive ham ud af en drøm.

Men der var også noget hungrende i det sagte ord og i fingrene der aflæste Marius ansigt som i en søgen.

Det var næsten nok til at få ham til at komme.

I et frustreret grynt stoppede Marius og hev Viktors hænder væk og op over hans hovedet. En voldsom handling i kontrast til de kærlige berøringer.

Det eneste man kunne høre i rummet, var deres fælles hurtige vejrtrækning og Marius kiggede næsten fortvivlet ned på adelsdrengen under ham. Lampens skær forstærkede de opblussede kinder og glimtet i de varme brune øjne. “Viktor..” sagde han svagt tilbage.

"...?"

I et sekund kunne Viktor kun tro, at Marius afviste ham. Satte en stopper for deres galskab - for hvad ville ellers drive ham til at fjerne hans hænder? Han mærkede grebet stramme om hans håndled, mens pulsen hamrede hårdt og insisterende som brændevin i halsen. Han fleksede sine fingre og blikket flakkede undersøgende rundt på Marius' ansigt, gengældte de fortvivlede øjne - som tvivlede han selv; på alt hvad der lige var sket, og hvordan han havde tolket det hele. 

Der lå en alvor over dem, midt i al heden. Og måden Marius sagde hans navn på, så spinkelt, men samtidigt fuld af uforløst sandhed - fik det til at krible bag brystet, helt ned i maven på Viktor. Han sank, så adamsæblet bevægede sig langsomt.

Panden rynkede sig nu, mens øjenbrynene gjorde et kort ryk. Viktor forsøgte virkelig at læse hertugsønnen. Han fugtede læberne - og så, mekanisk, næsten tøvende, begyndte han at nikke uden at sige et ord. Som prøvede han at sige med blikket; Gør det - Jeg vil gerne. Han var alligevel underlagt ham. Spor af Marius kunne hverken slettes fra ham, eller sengen, som det var nu. 

“Bare… lad være med at stoppe.” hviskede han, nøgen i stemmen.

De usikre tanker fløj kort rundt i en stund, som prøvede de at presse sig op og ind i den svævende tilstand. Som grå skyer der kom faretruende på en fredfyldt solskins dag.

Et kort øjeblik vandt de og Marius pressede fortvivlet på den andens håndled. Næsten som et skræmt dyr der ville gå til angreb.

De smukke musikalske fingre der næsten havde fået Marius til at komme, fleksede som prøvede de at få luft i det faste greb. Mest var det skammen over at han allerede havde været så tæt på der havde sat en stopper for det hele.

Marius kunne ikke fokuserer i kampen op at finde ro inde i sig selv og Viktor lå som en sløret drøm under ham. En drøm han ikke ville vågne fra endnu.

De små nik fik det slørrede ansigt til langsomt at komme i fokus igen. Krøllerne der vippede i håret, de mørke øjenvipper der omkransede de evig opsøgende øjne, munden der pludselig formede forsigtige ord.

Det var nok til at hive Marius tilbage. Tilbage under vandet, som var Viktor en nymfe der atter fortryllede ham, klar til at drukne ham.

Marius lænede sig ned og kyssede Viktor igen, et overgivende ynk undslap de sultne læber. Hans hofter begyndte langsomt sine rytmer mod den andens varme lem.

Kysset spredte farverne tilbage i Viktor, skyllede alle bekymringer bort, som var det Marius selv, der blæste ilt tilbage i hans lunger.

Han spredte læberne. Og benene. Hænderne knugede sig, stadig i deres overgivne position, som Marius bevarede ham i. Han brummede mod hertugsønnens læber, da deres kroppe pressede sig tættere sammen.
Viktor rullede med hofterne for at gnide mod ham, og for at få Marius endnu tættere på sig, svang han benet over hans lænd.
Sengen gav en kort lyd fra sig ved friktionerne, men Viktor hørte kun sit hamrende hjerte - og deres delte lyde i kysset.

Han pressede sig mod ham, kyssede ham som havde han hungret efter dette hele sit liv. Jagtede følelsen af nærvær og kærlighed, og lappede det i sig, som kunne det frelse ham.

Og han ville ikke tænke på ham - men tanken var allerede der.
Som et strejf af parfume i en tom sal.
Frederik Ludvik  var ikke bare fortid, han var blevet en vane. Noget hans hjerte søgte automatisk.

Frederik havde kun givet ham skygger. 
Rester, han samlede op og gemte i lommen, som små glasperler man kunne lade fingrene glide over, når ingen så det.

Han åbnede øjnene igen, bare for at se Marius. Slette billedet af Frederik, der hjemsøgte ham. Glasperlerne kunne ikke vælte ud af lommerne, ikke her. 
Ikke nu. 
“Marius...” hviskede han i et støn, i et forsøg på at trodse sine egne tanker og forblive i nuet.

Han ville ikke indrømme, at han brugte Marius til at glemme en anden.
Det var ikke intentionen. 
Men han strøg en hånd hen over Marius’ kind. Fast besluttet på sin egen overbevisning. 
Han ville Marius.

Deres hofter bevægede sig som i en hed dans der forenede dem. Nu var det Viktors tur til at holde Marius i et fanget greb med sine ben. Det forstærkede blot den hungrende nærvær de begge søgte så intenst.

Det var et greb som Marius havde oplevet med piger før, en stilling der gjorde det nemt for ham at glide ind i deres varme. Men her mødte han kun Viktors tilsvarende stive lem og Marius undrede sig over om han mon kunne søge ind i Viktors varme. Muligheden tændte ham underligt meget. Ideen om at komme så nær adelsdrengen var berusende, stærkere end whisky.

Hans undren gjorde ham uopmærksom og han lagde ikke mærke til Viktors korte tøven. Dog blev han trukket tilbage da hans navn blev hvisket med så meget længsel, forstærket af hånden der havde undsluppet Marius greb og placeret sig blidt på hans kind.

Det var nok til at Marius turde initiere hans næste træk. “Viktor..” svarede han kort tilbage, med lige så meget længsel i ordene. Hans hånd bevægede sig ned af siden på Viktor og henover hans faste og bløde balle, til en indgang han aldrig troede han skulle overtræde.

Det her var ukendt land for Marius, han kendte kun til kvinders våde lyst. Ville det være lige så nemt at trænge ind eller skulle fingrene gøre arbejdet, ligesom der nogle gange skulle til hos pigerne.

Han pressede nysgerrigt en finger imellem ballerne der var let spredte i deres stilling. Hans øjne søgte Viktors i håb om at finde tilladelse og en form for bekræftigelse i at det han gjorde var rigtigt.

Han dirrede under Marius' berøring. Deres lem, i en gnidende, insisterende fægtekamp. Nu kunne Viktor godt forstå hvorfor Marius sammenlignede fægtning med elskov og omvendt - men det var med sikkerhed ikke det Marius havde ment da han sagde det. 

En feberbølge bredte sig i hans krop, summede som ildmyrer under huden, og da friktionen stoppede, gispede han - som kom han op efter luft efter en alt for lang dukkert

Måden Marius sagde hans navn på, fik hjertet til at krølle i ham; så blødt, og længselsfuldt. Han havde hungret efter at høre sit navn blive kaldt fra en andens læber på sådan en måde, at han fuldkommen overgav sig til det der skulle til at ske. Irritationen, og frustrationen fra tidligere, for længst glemt i Marius' kys og vaniljeduft. 

Vejret forlod Viktor stakåndet, og han prøvede at orientere sig. Han mærkede hånden, der gled ned. Helt derned. Gåsehud bredte sig hen over ballerne som bevis på at Marius' fingre havde været der. De nøddebrune øjne flakkede i en blanding af håbefuld lyst og nervøsitet mellem Marius og det han var igang med. Han havde virkelig tænkt sig at...

Viktor nåede ikke at tænke tanken til ende før et overrasket støn forlod ham. Fingeren pressede ind i ham, og han vred sig en smule ved indgrebet. 
"Ah..." han forsøgte at dæmpe sit støn. Tynde vægge... nåede han netop at tænke.
"Mere spyt --" det lød ikke som en ordre. Snarere som en desperat bøn, stemplet med skam og lyst. 

Spyt.. så der skulle altså noget til, for at gøre oplevelsen bedre for Viktor. Det virkede nærmest grotesk at skulle gøre noget så forkert, som at spytte, men også pirrende.

De nøddebrune øjne reflekterede følelser som også kunne mærkes over Viktors krop. Den var spændt i både lyst og afventende nervøsitet. Marius prøvede ikke at lade det påvirke ham, han ville blot have de begge fik en god oplevelse og adlød så. 

Fingeren der havde søgt adgang hos adeldrengen, blev langsomt trukket ud og derefter gjorde han det utænkelige og spyttede. 

Han kiggede ned på Viktor næsten for at søge bekræftelse igen, før han førte fingeren tilbage. Rigtig nok så gled den lettere ind og et lille triumferende smil spredte sig over Marius læber. 

I hans rus over den vellykkede situation, blev Marius kun endnu mere ivrig og snart pressede han endnu en finger ind. Det var ret betagende at se hvordan hans fingre klargjorde Viktor for ham og han kunne mærke hvor hård det gjorde ham. Hans øjne afspejlede lysten han følte i kroppen og han kravlede oven på Viktor igen, i håb om han kunne trænge ind i ham nu.

"Okay..?" spurgte han stakåndet og lod sine fingre glide ud og lod hans stive lem tage over. Langsomt pressede han sig ind imens hans øjne var fastlåst til de brune under ham. 

Sekunderne hvor Viktor blot lå og betragtede Marius over sig, føltes nervepirrende og intense. Og så spyttede han i sin hånd. Et syn så smukt og råt at det føltes uvirkeligt. Et syn til ære for ham. Han skød brynene i vejret da den våde finger fandt vej ind i ham igen... og så kom der endnu en. Brum blev fanget i hans hals - dybt og fonetisk mens maven slog knuder, så hårde at Viktor følte sig syg - kroppen et stort vanvid. 

Han reflekterede et smil tilbage til Marius. Så triumferende så adelssønnen ud; med sine vilde krøller, og skarpe kæbe, at Viktor selv ikke kunne lade være med at smile. Det klædte ham - så ægte i sin uskyld, og langt fra arrogant. 

Viktor nikkede før ordene vandt frem, "Okay," sagde han blødt, men med en desperation i blikket der talte for sig selv. 

Varm, hård og invaderende. Noget helt andet end fingrene. Noget helt andet end hvad den unge Alryss havde prøvet før. Viktor måtte kvæle sit støn jo mere Marius pressede sig ind i ham. Vejrtrækningen hurtig og tung i hans mund, med et bedende blik og dansende bryn malet i det fregnede ansigt. 

Sensationen af Marius skyllede gennem ham som et delirium. 
"Marius..." undslap det ham lavt, anstrengt og fortabt i følelsen af at blive et med ham. Han hev ham ned til sig da han trængte længere ind. Hænderne knugende ind i den slentre ryg, mens Viktors hjerte hamrede, som havde han aldrig rørt et andet menneske før. 

Følelsen af at trænge ind, var så intens at Marius måtte koncentrerer sig for ikke at komme med det samme. Det var en fornemmelse han aldrig havde prøvet før. Så omfavnende, så himmelsk. Hans egne grynt forvandlede sig til støn, frygten for at blive hørt druknede i takt med hvor længere han trængte ind.  

"Okay.." stønnede han, så opslugt det lød mere som et beroligende ord end et spørgsmål til Viktor. 

Hans hænder borrede sig ind i lagnet, i et greb så hårdt at det rynkede sig imellem hans fingre. Han følte Viktors ivrige hænder presse dem tættere på hinanden, hvilket kun fik dem forenet endnu mere og Marius øjne røg op i ekstase. 

Varmen fra deres kroppe og akten, fik sveden til at pible frem henover Marius hud, men han var for langt væk i sin egne nydelse til at registrerer noget. Hans hoved faldt ned imellem Viktors hals og skulder, hvor han plantede kys imellem hans støn. 

Han var langt nok inde nu, til han kunne begynde at bevæge sig og hvert stød fik ham tættere på klimaks. Det var for godt til han kunne holde sig tilbage og før han vidste af det fik han ved et sidste stød hvisket "Vik.." før han kom hårdere end han troede muligt. 

Hele kroppen rystede med den bedste orgasme han nogensinde havde oplevet og han kollapsede ovenpå Viktor. Vejrtrækningen kom i hurtige støn og han følte kroppen smelte ned i Viktor og sengen. I sådan en fryd at Marius følte han aldrig ville kunne rejse sig fra.  

Deres lavmælte støn blandede sig med hinanden i tunge prust. Sengen, der kun var beregnet til én, knirkede i takt med deres bevægelser - vuggende, elektrisk. Viktor rullede med hofterne og mærkede sig selv koge under Marius’ fugtige hud. Han kunne mærke sveden løbe ned ad sin egen krop.

"Nh…" Han drejede hovedet for at give Marius mere plads; plads til de kærlige kys, der blev plantet på hans hals. Puden dæmpede Viktors støn, og han bed tænderne sammen, da endnu et stød ramte dybere.

Viktors fingre fløj op i nakken på Marius, ind i krøllerne, som han knugede begærligt. Han kunne ikke bedømme, om samlejet gjorde ondt eller føltes fantastisk. Måske lige dele af begge…

Perifert fangede han de mørke lokker i øjenkrogen, og brystet strammede sig ved den sammenligning, der var på vej til at danne sig i hans tanker. Han tvang den væk, sendte den bort, druknede den i den måde Marius hviskede hans navn på. Tæerne krøllede sig i lagenets folder, da det endelige ryk kom, og en tyk varme spredte sig i ham.

Viktor greb Marius, da han kollapsede. Fingrene løsnede deres greb i det krøllede hår og gled ned ad den fugtige ryg i blide strøg. Vægten af ham mindede Viktor om, at det hele var virkeligt. Alt i ham dunkede... klimaks var tæt på, men endnu ikke nået… og han søgte det. Krævede det. Han rykkede sig en anelse til siden, så han kunne se Marius; så deres kroppe slap hinanden, om end kun kort. 

Han fandt vej til den andens hænder og førte dem til sig. Med sin egen hånd om Marius guidede han ham videre... mod det punkt, hvor kroppen kunne give slip. Han sank en hæs klump, før han lænede sig frem og kyssede ham mellem sine luftige støn.

Hænderne der før havde knuget lagenet som gjaldt det livet, lå nu slappe og tunge ligesom resten af kroppen. Fugtigheden imellem dem var fanget i deres næsten synkroniske hvertrækning. Indtil tætheden blev brudt af Viktors spæde bevægelse, da han rykkede sig en smule til siden og frigjorde en dråbe sved der skabte små kuldegysninger over Marius allerede følsomme krop.

En sidste rystelse spredte sig og Marius var klar til at lukke øjnene og hengive sig til søvnen. Men de forsigtige klaver fingre der før havde kærtegnet hans krøller og ryg, var nu målrettet og førte Marius hånd til det stadige ivrige lem.

Et søvnig smil spredte sig og Marius åbnede de tunge øjenlåg kun for at blive mødt med Viktors stadig sultne øjne, før han lænede sig ind og fangede smilet med hans mund.

Opmærksomheden vækkede hurtigt Marius op igen og han mødte Viktors lyst med sin egen ved at gengælde kysset og håndens greb med begejstring, klar til at mærke Viktor give efter under hans berøring.

Det var berusende at have magten og høre de støn han skabte hos den anden, ved at bevæge hans hånd i faste ryk. Han prøvede at fange hver lyd med sin mund som kunne han drikke Viktors begær.

Det var svært ikke at blive påvirket af hvordan den ellers stive og kontrollerede adelsdreng, nu gav efter ved siden af ham og viste sine følelser helt ud til de røde kinder og hævede øjenbryn. Marius blev nød til at bryde kysset så han kunne overvære hvordan Viktor faldt fra hinanden ved hvert ryk han gjorde. Det var et smukt syn. Et farligt syn. Et syn han kunne blive afhængig af. 

Marius virkede til at forstå, og Viktor slap den førende hånd og lod hertugsønnen tage over. De slentrende fingre lukkede sig om Viktors begær, og varmen boblede ildevarslende og ivrigt fra berøringen, sendte bedende klynk ind i Marius’ mund.

Han fik sin arm fri under sig og løftede den over hovedet, så han halvt lå på den - gjorde den passiv - mens den anden hånd var fri til at kærtegne den nøgne krop. I de kåde øjeblikke af deres berøring væltede Viktor i sin grundvold, som vidste han knap, hvad han gjorde. Uerfaren i praksis, men ikke i sine dagdrømme.

Hans støn blev skarpere, ændrede sig til en mere desperat lyd, forstærket af måden Marius’ hånd fortsatte i hurtige ryk. Viktors blik gled væk, båret mod stjernerne, samtidig smerteligt bevidst om, at hvis han ikke holdt igen, ville hele Zircon høre ham. Hånden fandt Marius’ talje, grebet strammede, og han sank. Hurtige prust forlod ham, før de brune øjne endelig fandt tilbage til den krølhåret skønhed foran ham. Der var noget drengeagtigt over Marius sådan - krøllerne flade af sved, kinderne varme, udtrykket åbent på en måde Viktor aldrig før havde fået lov at se.

"Marius—" hørte han sig selv hviske, lavt og luftigt.

Og uden yderligere varsel gav han efter for Marius' magt. Krampagtigt og vidunderligt, i sit eget klimaks, omgivet af den andens varme og åndedrag. Viktor blev liggende et øjeblik, sindet indhyllet i en let, delikat tåge, mens han langsomt fandt sig selv igen.

Han rettede sig med et tungt, mættet åndedræt, før han søgte tættere på Marius og kyssede hans kæbe, flygtigt ramte mundvigen.

"Kom her," mumlede han døsigt og trak ham ind i en omfavnelse. Hans eget hoved skjult mod Marius’ kind. Ligeglad med sveden og det rod, deres kroppe ville efterlade til morgenen efter. Lige nu ville han bare være tæt på ham. Den søde duft fra Marius beroligede Viktors hjerte og lullede ham langsomt i søvn.

Marius - med et sæt vågnede Marius til sit eget navn, som blev det hvisket imod hans hud ligesom i går, fyldt af begær.

Al den varme som de havde delt, blev pludselig til en isende realitet i den spirende morgensol. Dog var det svært at komme væk fra den voksende ubehag, med alle lemmer viklet ind i hinanden.

Trods den smalle seng og svedige kroppe, havde de formået at sove sammen, som var de smeltet sammen til en. En symbiose som havde føltes tryg og rigtig.

En flygtig tanke Marius hurtig hviskede væk. Forvirringen over hvad der var sket imellem dem klyngede sig til ham og gjorde ham usikker. Det her var ikke meningen skulle ske.

Alle de timer han havde prøvet på at udrydde på dagdrømme, som præcist udfoldede sig på samme måde som det skete i nattens hemmelige mørke. Problemet var, det her havde føltes meget bedre.

“Det er forkert.”

Hans fars stemme runger i hovedet, med en prædiken han har lyttet til hele hans liv. En ny form for sved kribler frem over kroppen og den smalle seng føltes pludselig alt for lille. 

Marius begynder langsomt at trække sine arme og ben til sig, men det er svært for Viktors søvntunge krop virker ikke til de vil give slip på ham. Panikken omklamre ham og Marius kan næsten ikke trække vejret. Han slipper endelig fri og med en rystende koldsvedig krop begynder han stille at tage tøj på, bange for at vække Viktor.

Det var en fejltagelse. At hengive sig til en fyr. Hvorfor skulle Viktor også være så forbandet charmerende eller rettere irriterende..

Efter at have gået frem og tilbage på værelset korte gulv, som kunne Marius undslippe sine overdøvende tanker, sætter han sig forgæves på enden af Viktors seng, hænderne foldet foran sig og med et dødt blik på gulvet.

Viktor vågnede langsomt, som om han blev trukket op gennem lag af søvn. Kroppen føltes tung og varm, lemmerne stadig dovne, mættede på en måde, han aldrig før havde kendt. En behagelig ømhed lå i ham - ikke smerte, men erindring.
Det tog ham et øjeblik at forstå, at det ikke var en drøm.
At natten ikke var gledet væk med mørket.

Hjertet slog et lille, forskrækket slag, da erkendelsen landede. Han var nøgen. Tæpperne kradsede blødt mod huden. Og Marius…
Varmen ved hans side manglede.

Viktor åbnede øjnene helt og lod blikket glide gennem rummet.
Og dér sad han - på kanten af sengen.
Krøllerne endnu vildere end aftenen før, skuldrene spændte, kroppen vendt væk, som om han allerede var på vej et andet sted hen.

Et søvnigt smil gled uvilkårligt over Viktors læber. Han strakte sig, lod kroppen ryste de sidste rester af søvn af sig, og satte sig op.
“Godmorgen,” sagde han lavt. Stemmen bar stadig nattens blødhed. Uden at tænke videre lænede han sig frem og lod læberne strejfe Marius’ skulder; et flygtigt, instinktivt kys, som om det var det mest naturlige i verden.

Men i det samme så han ham rigtigt.

Stivheden i ryggen. Hænderne foldet for stramt. Blikket, der ikke løftede sig.

Viktor stivnede midt i bevægelsen. Smilets ekko forsvandt fra hans ansigt.

Han rettede sig op, trak sig en anelse tilbage for bedre at kunne se ham. Brynene samlede sig i en stille forvirring, og noget i hans mave trak sig sammen - ikke frygt, men en forsigtig opmærksomhed.
Han tog en langsom indånding.
“Hvad er der i vejen?” spurgte han blidt. Ikke anklagende. Ikke krævende. Bare… der.

Marius verden var indskrænket til den ene handling han havde givet sig hen til i går. Det havde været så nemt, lige så nemt som at forføre de piger som ivrigt gav sig hen til ham. Det havde føltes lige så godt, hvis ikke bedre. Noget inde i ham havde blomstret. Noget han ikke kunne genkende. Normalt ville han have kedet sig efter akten var overstået og nemt afvist pigerne efterfølgende. Denne gang var der noget inde i ham som skræmte ham. 

Denne gang havde alt føltes rigtigt. 

Men det var forkert. 

Tankerne hvirvlede rundt og overdøvede alt. Han hørte ikke engang Viktors langsomme opvågning. Den svage stemme der sagde godmorgen. Kroppen var i stedet strammet op som en fjedre, der var klar til at hoppe ud af en alt for lille boks. Det var lige før han sprang op, da et strejf af noget blødt og genkendeligt plantede sig på hans skuldre, men i stedet spændte han blot endnu mere op.
Musklerne var så anspændte at de næsten begyndte at gøre ondt, men ikke engang det registrerede Marius. 

Hænderne var knuget så tæt sammen at neglene lavede halvmåner i huden. Marius prøvede desperat at synke, men munden var knas tør. Han kunne ikke få sig selv til at kigge op, i frygt for hvad hans blik ville møde. I stedet fandt han endelig stemmen og sagde tørt "Jeg er altså ikke til mænd".

En skeptisk latter boblede ud af Viktor, mens han prøvede at forstå, hvad Marius sagde til ham. Den døde dog lige så hurtigt, som den var kommet, og han så på Marius med brynene trukket dybere sammen i vantro og usikkerhed.

En knude samlede sig i maven, og en pludselig utilpashed skyllede gennem ham.

Uden at sige noget stirrede han på Marius. Ventede på at han måske ville sige mere. Læberne skiltes, men samlede sig stramt igen.

Viktor sank og måtte lukke øjnene et øjeblik, før en stille frustration trak i hans ansigt, da ordene endelig landede. Han rystede stille på hovedet. 

Han var ikke til mænd?

"Du…" Halsen var tør, og han måtte synke igen. Blikket gled væk fra Marius og fandt vinduet i stedet.

Han fnøs tungt ud gennem næsen og kørte hånden ned over ansigtet. Viktor satte sig mere op i sengen.

"Okay?" Ordet forlod ham uforstående. Næsten som en opfordring til at Marius måtte forklare sig. Hjertet hamrede nu hårdt i brystet.

Det var svært ikke at blive påvirket af den følelse der skyllede over Marius, da han kunne mærke Viktors forvirring. Det satte sig som en ubehagelig klump i hans mave og i hans hals. Det gjorde det umuligt at sige mere. Der var heller ikke mere at sige. Det der skete i mørket, skulle forblive i mørket. 

Kroppen spændte mere op, da Viktor begyndte at bevæge sig, frygten for han ville røre Marius skræmte ham, for han længtes efter det.

Varmen de havde delt imellem dem i går, spredte sig som et koldt skjold op af Marius ryg og han kryb næsten sammen og det var nok til han endelig hoppede op af sengen. Han skulle væk. 

Han trak sine underbukser på i sådan en hast at han næsten faldt. Et frustreret fnøs blev pustet ud af næseborene og han fandt hurtigt sine bukser og skjorte frem, øjnene stadig solidt plantet på jorden.

Normalt ville Marius have brugt tid på at gøre noget ud af sig selv, nu hvor han endelig var omringet af folk han kunne charmerer, men med håret stadig uglet og skjorten knappet forkert op, greb han fat om håndtaget, klar til at flygte. Alligevel stoppede han inden han åbnede døren. Som ventede han på noget. 

Viktor ventede. Han ventede med en klump i halsen. Med stille raseri i øjnene ventede han på, at Marius ville forklare sig. Sige et eller andet.

Men det gjorde han ikke.

Noget i Viktor begyndte at røre på sig som kogende vand, der langsomt nåede kogepunktet. Til sidst boblede det over.
"Det var ellers ret overbevisende arbejde for en mand, der ikke er til mænd." Ordene forlod ham i såret ironi, netop som Marius rejste sig - som en hund med halen mellem benene. Viktor håbede næsten, at de ville ramme som en lussing. 

Og alligevel mærkede han straks fortrydelsen. Frustreret kørte han hænderne op i krøllerne for at samle sig, før han sagde noget endnu værre.

Så gik det op for ham, hvorfor det ramte så hårdt. Han havde hørt det her før.

Frederik havde sagt det samme.

Hænderne gled op foran ansigtet, og han pressede roden af håndfladerne ind i øjnene, indtil stjerner dansede bag øjenlågene.

"Så gå." Ordene kom skarpt.
"Bare gå."

Ordene som Viktor prøvede at ramme Marius med, druknede i hans høje hjerteslag som overdøvede alt. Panikken havde spredt sig ud i alle lemmer og kropsdele og vækket den velkendte rastløshed, som sjældent ville forlade Marius krop. 

Alligevel var der en form for usynlig snor der trak i ham. Det forpustede hjerte, slog et længselsfuldt slag og da han stod frosset ved døren vendte han sig kort for at se en sidste gang på Viktor. 

Men det var for sent. Viktor så ligeså fortvivlet og opgivende ud, som Marius følte sig.   

"Gå"  Det simple ord føltes som en mavepuster, det slog så hårdt at det fik Marius ud af hans tøven. 
Med skam og forvirring, greb han fat i dørhåndtaget og gik endelig ud. Hovedet var bukket lavt, som havde han tabt en fægtekamp. Men dette tab, føltes større end noget andet han kendte til.