" Jeg tror, at du er mindre end mig. " Var den ældre knægt hurtig til at svare igen. Frederik havde dog ikke tænkt sig at uddybe, selvom han tænkte at Viktor måske godt kunne regne ud hvad han mente. For på alle måder var Viktor mindre. Han var yngre, lavere, vejede helt sikkert mindre. Alt sammen ting der havde noget at sige i forhold til hvad man kunne holde til. 

 Da Frederik havde sat sig i stolen og som det virkede til at Viktor lige så stille faldt til ro, begyndte at falde hen, faldt Frederiks blik på lampens dansende flammer, der kærtegnede indersiden af dens glas. Det var hypnotiserende og Frederik lod sig blot blive fanget af dens lokkende slik der talte for at han skulle lade sig blive mærket af flammens varme. Han havde aldrig godt kunne lide varme. Ligeså stille forsvandt alt andet omkring Frederik, efterlod ham i et mørke kun med ham selv og flammens lys, ind til der ikke var andet end mørket tilbage. 

 En pludselig ubehag ved øret fik Frederik til at vifte hvad end der generede hans øre væk. Det blev dog ikke til mere end et halvt vifte og et klask, da hånden ramte noget hårdt ned en tilhørende lyd. Med et sæt åbnede Frederik øjnene op, for fornemmelsen mod hånden havde gjort det tydeligt at det ikke bare var en lille flue der havde generet ham. Træt glippede han med øjnene og så på Viktor der med stor sandsynlighed havde været offeret for hans hånd, og han lukkede øjnene i, vippede hovedet bag over mod stolens ryglæn og sukkede træt mens han gned ansigtet lidt.  
 " Hvad end du gjorde.. lad hver med at gøre det igen.. " Stemmen var morgenhæs og Frederik rømmede sig lidt for at slippe af med det. Øjnene åbnede sig igen, og det mørkeblå blik faldt på Viktor igen, overvejende og betragtende. Hvordan mon han havde det i dag?

Gennem det åbne vindue kunne fuglenes kvidren høres, og rummet var badet i blide farver, som et idyllisk maleri. Viktor betragtede Frederik med en nærmest andægtig ro, og hans nøddebrune øjne gled over øjenbryn, vipper, næseryg, indtil de fandt hans læber - et lille suk gik gennem den unge junkers mave, og han var lige ved at rode Frederik i håret, opslugt, af det foran ham, at han slet ikke så den hurtige bevægelse fra Frederiks hånd.

"Ah!" Udbrød Viktor overrasket, vækket af sin trance, da Frederiks hurtige hånd ramte ham som en lussing lige omkring mundvige og kind. Han gned sig ømt, hvor Frederiks hånd havde ramt, og mødte de trætte, mørkeblå øjne næsten med det samme der stirrede op på ham. Med en hæs, morgentræt stemme til følge. Viktor stirrede paf til bage; og alligevel kunne han ikke lade være med at tænke, sødt, om Frederik. Han lagde knapt mærke til den flygtige tanke, og lod være med at svare på Frederiks morgensure bemærkning.
 "Godmorgen." Sagde han misfornøjet, og lo lidt chokeret over episoden. Brynene rynkede panden en smule mens han stillede sig tilbage op af vindueskarmen. Viktor lagde armene over kors. Det var jo ikke mere end et dask, men det fik stadig kinden til at summe. Og det var bare i Frederiks halvsovende tilstand; hvor hårdt kunne han slå hvis han rent faktisk mente det? Var den unge alryss knægt ikke vågen før, så var han det i hvert fald nu

Viktors mundvige trak sig dog alligevel efterfølgende op i et skævt smil - der var ikke så meget der kunne hylle ham ud af den, skønt han havde da gerne undværet det. Fortrød han det? Ja, sikkert, Men det var en komisk situation, og ville han gøre det igen? Højst sandsynligt.

Frederik var tilgivet, uanset hvad. Noget sagde ham, at der sikkert ville være mange ting i fremtiden han blindt ville tilgive ham for.. utvivlsomt.
 
"Nå, Har du sovet herinde hele natten?" Spurgte han nysgerrigt, og prøvede at tilbageholde smilet der sneg sig frem i krogene af hans læber. Et smil der højst sandsynligt ville afsløre, at tanken glædede ham lidt for meget, end hvad det nok burde. Så derfor pressede han læberne sammen og gik hen til sin taske for at finde noget rent tøj han kunne tage på. Smilet skød dog mere frem som han havde ryggen til Frederik. "Det må være en behagelig stol så." Tilføjede han drilsk, og gned sig lidt i hele ansigtet da svimmelheden pressede lidt på hans øjne. Han fik hevet en hvid skjorte frem, og nogle mørkebrune bukser til følge og begyndte at komme i tøjet. Ja, det kunne han altså godt selv!

 Viktor virkede ikke alt for slået ud over at blive slået halvt ned, og Frederik gjorde derfor ikke mere ved det. Det var jo heller ikke noget han skulle undskylde for, det var trods alt Viktors egen skyld. Hånden ruskede op i håret og kørte det til siden, så det sad lidt bedre. 
 " 'Morgen.. " mumlede han tilbage, glad for han ikke havde drukket mere i løbet af aften. Han var tung i hovedet, men værre var det ikke. Og han skulle sikkert hører hans mor brokke sig over Frederik forsvandt midt i festen, på turen tilbage til Azurien. 

 Frederik nikkede til Viktors spørgsmål, og rullede lidt med øjnene over det. Det havde ikke været han mening at falde i søvn, men det var han endt med. Nogle skulle vel også holde øje med den ustyrlige knægt Viktor tydeligvis var. Det var i hvert fald hvad han bilde sig selv ind. 
 " Mh.. Du kunne jo tydeligvis ikke være foruden en barnepige.. " Brummede Frederik som svar, og så på den krølhårede knægt med et løftet, sigende bryn. Viktor burde vel kunne regne ud hvad han hentydede til. Han burde kunne mærke hvad han hentydede til. 
 " Men stolen er nu heller ikke til at klage over.. " tilføjede han og lod hænderne glide lidt frem og tilbage over stolens armlæn. Blikket fulgte Viktor som han rodede i tasken efter tøj. Frederik løftede det ene bryn og fulgte med som Viktor begyndte at tage tøjet på selv. Så han kunne godt selv? Et skævt smil trak op i hans mundvige. 
 Det var ikke meningen at Frederik ville sidde og se på Viktor klæde om, men det var som han hans blik blev fanget. Han betragtede hvordan den lyse ud lige stille forsvandt for hvert stykke tøj han kom i. Frederik sank en klump som han tvang blikket væk. Hvorfor blev han ved med at stirre på ham.. Det var ikke bare forkert, men også en utrolig underlig ting. 
 " Hvordan har du det? " Spurgte han, nysgerrig på om Viktor var ramt af tømmermænd, eller en heldig sjæl der ikke blev helt så påvirket. 

Viktor vendte blikket mod Frederik og forsøgte at holde sine ansigtsfolder så udtryksløse som muligt. Men så begyndte han at krakelere, og brynene løftede sig i en moret grimasse, mens han uundgåeligt trak på smilebåndet. Heh, han ruskede lidt op i de rodede krøller.
 "Jeg klager ikke over at du var min barnepige, Frederik." Kommenterede han nonchalant til bemærkningen. Forsøgte at virke cool omkring hele hændelsen. Men han kunne godt mærke kinderne blive varme, og blikket dykkede fokuseret ned på sine fingre som knappede skjorten - lidt forlegen over hvordan han havde været ynkelig overfor Frederik igår, men stadig.. et eller andet sted tilfreds med resultatet. Frederik var jo her, på værelset da han vågnede. Han var her hos Viktor. 

Lyden af Frederiks fingre, der gned mod stolens armlæn, fyldte rummet med en sensuel klang, der fik Viktor til at falde hen i en ubønhørlig tilfangetagelse af sine sanser. Han kunne ikke modstå fristelsen og lod sine nøddebrune øjne vandre diskret hen på hænderne, fingrenes gnidninger, hvilket fik hjertet til at slå hurtigere i hans bryst. Øjeblikket var så intimt (for ham), at han ønskede at blive til en del af stolen, der var tæt på Frederik. Berørt af dem.. Men nej, han måtte tvinge sit fokus væk fra denne dragende tanke og i stedet fokusere på at klæde sig på. Med rolige bevægelser trak han i sine bukser og klikkede selerne på. Han mærkede ikke Frederiks blik på sig, i sin koncentration. Selvom han prøvede at distrahere sig selv, kunne han ikke tænke på andet end de slentre, stærke fingre. Ro på Viktor - hvad sker der for dig. Han tog en dyb indånding og pustede ud, indså at han ikke kunne få selen lukket bag til. Skulle han spørge Frederik om hjælp?

"Jeg har det .. sådan da." svarede han til Frederiks spørgsmål om hvordan han havde det, "Jeg er ret trykket i hovedet og svimmel dog." Han gned læberne lidt sammen og traskede så hen til Frederik da han havde besluttet sig, imens han forsatte med at tale, "Tror jeg fik det meste ud i nat, og vandet hjalp også en del." Sagde han slutvist og vendte så ryggen til Frederik da han kom helt tæt på ham. Viktor så sig over skulderen, "Uhm, Frederik vil du ikke klikke den på for mig?" gestikulerede han, og kunne ikke lade være med at føle sig dum over at blive så urolig ved tanken om Frederiks hænder på sig. Viktor fumlede med manchetten af sine ærmer imens, afventende på hvad Frederik ville gøre. og hans hænder.

 Næsen rynkede lidt ved Viktor kommentar og Frederik brummede blot lidt utilfreds. Han havde dog ikke haft så meget imod det som han gav udtryk for. Det havde været rart med en undskyldning for at stikke af fra festen, og nu kunne han altid bruge det mod Viktor, at han ikke kan holde på sit alkohol. 

 Blikket gled ned over Viktors ryg da han stod foran Frederik og stolen. Der gik et øjeblik hvor Frederik bare sad helt stille, som skulle han overveje først, om han ville hjælpe. Det handlede dog mere om den bare hud han følte stirrede tilbage på han ud gennem stoffet. 
 " Du skulle have spændt dem, inden du tog dem på. " Brummede han inden han rejste sig fra stolen. Han havde ikke tænkt over hvor tæt Viktor havde stillet sig ved stolen og da han rejste sig, stod de pludselig meget tæt. Frederik sank en klump, mens fingrene langsomt og lidt klumset fik spændt selerne. 
 " Nu ved du til en anden gang, ikke at drikke så meget, og huske at få spist noget.. " mumlede Frederik og trådte væk fra Viktor og hen så han kunne se ud af vinduet. Der måtte være nogle der havde puttet et eller andet i hans mad eller drikke dagen før, det var den eneste forklaring på hvorfor han blev ved med at have det så mærkeligt med Viktor.
 " Vi må hellere komme ned til morgenmad, " Frederik gned træt ansigtet. Der ville helt sikkert blive sat spørgsmålstegn ved han ikke sov på værelset med hans søskende.. Han måtte se om ikke han kunne finde på et god undskyldning for hvor han forsvandt hen. Var det en god undskyldning at være barnepige for en Alryss?

En lydløs klump satte sig i halsen på den unge junker da han smånervøst stod og ventede på at Frederik skulle reagere eller sige noget. Hvorfor var han så lang tid om at reagere? Hvad tænkte den ældre ven? Billedet af Frederiks fingre sad som brændt fast i alle afkrogene af hans sind. Gnidende fingre - Gnidninger. Han sank endelig klumpen og rynkede panden forvirret over sig selv mens han gnubbede ansigtet - Frederiks brummen brød tavsheden, billederne - og så, stivnede Viktor som Frederik endelig rejste sig. "Mhm-hm." kunne Viktor ikke andet end at brumme til kommentaren. Så tætte - han kunne mærke den andens varme stige ind i ham gennem skjortens stof - varmen steg op i hans kinder - forræderisk. Som var der en usynlig kraft der trak dem ind mod hinanden følte han et sug gå igennem ham. Fingrene mærkede han fumle bag sig, små ryk i selerne, og Viktor stirrede blot frem for sig, fandt noget fnuller på gulvet hvor det nøddebrune blik blev fastlåst, mens han forsøgte at holde vejrtrækningen i ro. Langsomme fingre - hjertebank, hjertebank, hjertebank.

Puha. Frederik trak sig væk, og Viktor gned læberne sammen mens han så efter ham. Hjertet knugende i brystet, mens han forsøgte at se upåvirket ud af hele hændelsen. Han spændte bare selerne på ham - det var bare.. Viktors skræmmende fantasi der gik amok af ingenting. Han kom med et medgivende, dæmpet kluk til Frederiks råd - eller belæring. "Tak, Frederik." var det eneste han kunne komme på at sige - men han mente det, tak for det hele. 

"Ja, det lyder som en god idé. Jeg kan også mærke, at min mave begynder at knurre, så det vil være dejligt med noget morgenmad." sagde han med et lille nik, og gik så hurtigt benene, og den dunkende fornemmelse i krop og sind, ville lade ham komme hen til døren. Væk fra rummet med de.. underligt summende fornemmelser der sad i tapetet. 
"Ah." han standsede op, og med en lille næserynken gik han hen og bukkede sig ned for at samle natpotten op. Han holdt vejret, og sagde anstrengt, "Den skal.. vel også tømmes..?" han kiggede væk fra den, og bar den hen mod døren. De kunne vel skyde forbi badeværelset på vej ned til morgenmaden - men nu kunne han bare mærke en stigende kvalme fra igår komme frem når han stod med den klamme mikstur i keramikskålen.  

 Hænderne føltes helt svedige efter at have spændt Viktor seler, og Frederik stod og gned dem mod hinanden, mens blikket forsat var vendt ud af vinduet. Blikket trak sig dog fra udsigten, og skævede mod Viktor da han takkede ham. Han vidste ikke helt hvad Viktor takkede for, men alligevel fik han mumlet et lidt fraværende.
 " Velbekomme. " 

 Da Viktor begyndte at gå mod døren vendte Frederik sig rundt og fulgte ham med blikket lidt, inden han vendte blikket ned på vesten, hvis knapper havde åbnet sig hen over natten. Med vante fingre fik han dem knappet igen, og hånden blev endnu en gang kørt gennem håret for at sikre sig det sad nogenlunde ordenligt. Vesten blev hevet lidt ned i og diverse krøller blev børstet ud med glad hånd. Eller, Frederik prøvede i hvert fald. Blikket flyttede sig så hen på Viktor da han samlede natpotten op. Det ene bryn løftede sig lidt, men han sagde ikke noget.
 Frederik stod lidt og så på som Viktor kæmpede lidt med at være i nærheden af natpotten. Mundvigene trak lidt på sig, men Frederik prøvedet at holde udtrykket neutralt, bare lidt endnu. Viktor havde godt at lige at blive pinet lidt mere hans fejl for dagen før. Og da Viktor skulle til at gå ud af døren, trak Frederik endelig på skuldrene.
 " Er sikker på tjenestefolket nok skal tage sig af den når de ordner værelserne senere.. " Den ene side af munden trak sig op i et skævt smil, der afslørede at han med vilje havde stået og holdt lidt på informationen. Om Viktor så stadig selv ville tømme den, det måtte være op til ham selv. 

Med hovedet trukket så meget tilbage halsen tiillod ham, stod han og holdt natpotten på god afstand fra sig selv. Men Viktor stivnede da Frederik endelig sagde noget, og med et tørt udtryk i øjnene vendte han sig om og mødte det skæve smil der sad malet på den ældre knægts læber. Meget morsomt. Viktors bryn skød til vejrs, en smule betuttet, mens han nikkede lidt til Frederiks morsomheder.
 "Ah." sagde han, og bed tænderne lidt sammen, tørt. Følte sig dum - selvfølgelig ville tjenestefolkene da tage sig af det. Han rømmede sig besværet, stadig mens han tildels holdt vejret når dunsten fra natpotten svævede til vejrs. Og så kunne han ikke mere, han satte den fra sig - før det blev for gralt. "Fint - Jeg tænker de klarer den så." sagde han hæst og stillede den hurtigt fra sig på gulvet hvor den ikke stod i vejen, men hvor den ville blive spottet. 

Lidt forkælet var man vel altid - og priviligeret. Nu hvor der også var tjenestefolk på Svennings gård, kunne man lige så godt lade dem ordne.. rodet. Han ville bare ud fra værelset nu. "Lad os gå." sagde han med en lille tudse i halsen han forsøgte at rømme væk, og ruskede en sidste gang op i sine krøller. "Det gjorde du med vilje." skulede han lidt til Frederik, hentydede til til dét der skete før, men skønt han prøvede at opretholde en sur mine, gled et tilbageholdt smil frem på læberne. 

Viktor åbnede døren, og ventede på Frederik for at gå til morgenmaden. Han var ikke sikker på, om det var morgenmaden eller Frederiks selskab, han længtes efter mest.

 Det blev kun mere komisk som Viktor blev helt fornærmet over Frederiks.. forsinkede kommentar. Begge mundvige trak sig op, og tungen presse sig en smule op mod tænderne i overmunden, med spidsen ud forbi tænderne. Et meget legesygt udtryk. 
 " Det tænker du alligevel, så? " Frederik stillede sig hen til væggen ved siden af døren, med skulderen op mod væggen og armene foldet hen over brystkassen. Så stod han der og så afventende ned på Viktor som han stillede natpotten fra sig på gulvet.
 " Du må da sikkert også gerne rende rundt med den til du bliver hentet...  " Frederik trak på skulderne og foldede læberne sammen og prøvede at trække smilet lidt tilbage igen.  

 Hænderne blev stukket i lommerne og Frederik gik ud gennem døren, uden at have fået det  det skæve, småprovokerende smil helt at læberne. Det gjorde du med vilje. Et lavt, lille kluk forlod ham som han trak lidt på skulderne til Viktors utilfredshed.
 " Måske.. " Det var dog ret tydeligt det havde været med fuld overlæg. 
 " Du overlever nok, " sagde han så, som han gik ned af gangen og mod trappen så de kunne komme ned og få noget morgenmad.