
Stian Hwan
Byvagt i det centrale bydistrikt
Stians blik var vendt opmærksomt mod Basil og ventede på at modtage, måske den samme, forklaring. Den var nogenlunde den samme, men han måtte holde vejret lidt på
'jeg havde ikke regnet med at der ville ske noget' - Der skete jo ikke
noget; de sov bare. Stian var egentlig stadig i tvivl over hvordan de havde ligget op ad hinanden, for inden han fik orienteret sig, var han blevet skubbet ud af sengen, og pludselig stod Alister der.
Om jeg ville have stolet på ham? Den unge byvagt gned læberne tænksomt sammen, men Basil glemte jo én ting; Stian ville jo være der hele natten og holde vagt. Stian stolede ikke på nogen der var i arresten, så om Basil havde brugt sine fjer eller ej, ville udfaldet vel være det samme (minus deres sengedeling); bare på den anden side af tremmerne.
"Jeg ville jo have siddet der hele natten og holdt vagt, Basil. Ville du forsøge at stikke af, havde jeg stoppet dig." påpegede han, som hvis det var det mest oplagte der ville ske.
Stian havde drejet hovedet for at give sig selv en pause fra stemningen. Fra Basil. Han sank en klump, efterfulgt med et træt suk, og så mod loftet imens manden med vingerne forsatte sin tale.
'så vandt jeg vel alligevel noget' - Dét fik Stian til at vende blikket tilbage til Basil, afventende,
nysgerrig (selvom mimikken ellers var en smule udtryksløs) Han kneb øjnene lidt sammen, og ventede på tilføjelsen.
Et venskab. Stian rettede sig mere op og så en smule forbavset hen på ham. Trods hvordan det hele endte, så havde de jo
egentlig haft en hyggelig aften - selvom han nødig ville indrømme det. Men nu stod Basil, helt oprigtigt, og blottede sig. Det var hverken hånligt, eller sagt humoristisk.
Han mente det. Stian søgte blikket ned mod støvlesnuderne igen, med en svag nuance af røde kinder.
Så vi er venner? Spørgsmålet kredsede rundt i hans tanker, men han vidste ikke om han ville formulere det sådan. Det kunne godt misforstås negativt.
"Mhm." brummede han lidt istedet, inden han mødte Basils blik igen med et skævt, tilbageholdt smil. Det var helt klart set ned på at gøre sig bekendte med folk der sad i arresten. Men det var noget andet med ham jo, for det hele havde været en stor misforståelse.
"Skal jeg følge dig ud?" spurgte han endelig, venligt, og lukkede afstanden mellem dem. Han lagde armen bag Basil, men rørte ham ikke - det var mere for at skærme ham fra rummet, og føre ham ud istedet.