Optil nu havde det været komisk nok. Frederik, der blev konfronteret af en anden person. Og sågar så direkte, for ville den høje, flotte mand lange ud fysisk mod en komplet fremmed? Ved Winchell havde de to lært hinanden og de var hjemme hos Winchell. Nu var de komplet fremmede og i offentligheden. Ville Frederik kunne tage en slåskamp lige nu og her?
Winchells nye ven trak kort på skulderen. Det var ikke en diskussion, han ønskede at høre mere til. Havde der ikke været en anden sætning i luften, ville Winchell have åndet lettet ud. Måske snakkede alkoholen i ham. Ved andre, når alkohol kom i store mængder, ville de være mere vovende og opbrustende. Især hvad mandfolk gik af. Men lige nu ønskede Winchell ikke e konflikt. Ikke mellem de to. Kunne han ikke bare rive sin ven med op på et værelse og give en tur, så Frederik blev glemt hos dem begge?

Og dér kom, hvad Winchell frygtede. Derfor tog den buttede mand initiativet til at svare før den anden. "Sikkert ikke noget." sagde han hurtigt, mens han prøvede at finde på mere at sige. Men han kunne ikke tænke på mere at sige, for på en måde var Winchell enig med det. Af de to var Winchell modigere end Frederik. På den front, hvad der kom til deres lyster. Den ene lyttede til dem og fordybede sig i dem, imens den anden flygtede fra dem. 
"Jeg taler om, at nogen tør stå ved, hvem de er." Winchell kiggede strengt på den anden, men han reagerede ikke. Derfor vendte blikket tilbage til Frederik for at se en respons. Men Frederik kiggede på ham kort. Ja, nærmest observerede ham. Hvorfor?

 Selvom Frederik havde været så vedholdende med ikke at kende Winchell, kunne han ikke lade hver med kort at sende Winchell et skulende blik, da han begyndte at blande sig. Det kom ikke ham ved, og den unge olieforhandler ville bestemt ikke at han skulle til at blande sig. Han havde fået mere end nok af den buttede mand for resten af livet. 

 Blikket flyttede sig i et ryk tilbage på Winchells ven, da hans snakkede, og  han fnyste af hans ord. Mundvigene trak sig en smule op i et lettere komisk smil. Som fandt han manden sætning underholdende rystede han let på hovedet og så lidt rundt mens en lav, luftig latter lød fra ham.
 " Jeg har ingen problemer ved at stå ved hvem jeg er.. " Frederik lod blikket finde tilbage til manden, med brynene rynket i en skulende grimasse. Den i forvejen høje mand rettede sig mere og sagde med en hårdere tone;
 " Ved De overhovedet hvem De står og snakker med? " Det var ikke fordi Frederik var af den indbildning at alle vidste hvem han var, eller at han havde en høj social rangering, men han var ikke i tvivl om manden foran ham - ja begge mænd - var af et helt andet samfundslag end hans var.

Noget drama var godt, andet var ikke. Og noget tredje var midt i mellem. Både godt og dårligt. Dette drama lå i den ende, for i på den ene side ville Winchell mere end gerne høre mere om denne samtale, for Frederik virkede til at blotte sig mere, end han muligvis tænkte, han gjorde. Men omvendt, sidst Winchell havde konfronteret ham med hans sande jeg, var det ikke just endt kærligt. Den buttede mand ønskede heller ikke at genskabe denne tragedie, bare med endnu en deltager. Sidst havde det været Frederik, der kun havde været aktiv i kamp, men Winchells nye ven virkede mere end frisk nok til selv at lange nogle slag, skulle han modtage nogen selv. 

I det mindste virkede Frederik til endnu at opretholde sin facade, tænkte Winchell, da han så smilet fra den høje, flotte mand. Helt i det røde var han ikke - endnu i hvert fald. Men det stoppede selvfølgelig ikke den tredje deltager blandt dem.
"Jeg tror, du kender min nye ven her. Måske du engang prøvede, men bakkede ud af frygt." Og dér faldt kobberøren for Winchell. Ansigtet på den buttede mand sagde nok. Det var ikke direkte sandheden, men den var tæt nok på, at han frygtede for Frederiks reaktion. Derfor trådte Winchell da også et skridt bagud. I tilfælde af, at Frederik ville sende en knytnæve i gennem lufte - Winchell behøvede ikke at blive fanget i dens rute efter at have ramt, hvem den først skulle ramme. For tro det eller ej, lige nu var Winchell nok ikke den værste mod Frederik. Hvis han selv skulle antage.

 Det var ikke til at vide om manden bevidst forsøgte at trykke på Frederiks knapper, eller han bare var fuld og dum. Han havde selvfølgelig ret i det han sagde - på sin vis i hvert fald - for den unge olie forhandler kendte nemlig godt Winchell. Desværre. Det var selvfølgelig ikke noget han havde i sinde at indrømme, slet ikke nu hvor han havde gjort det klart han i hvert fald ikke kendte noget til uhumske og ucharmerende mand. 
 At manden havde ret, var også det der gjorde at Frederik blev noget mere stiv i betrækket. Hænderne knyttede sig sammen, og udtrykket blev utroligt sammenbidt. Den underholdte holdning han havde haft lige før var helt væk. Frederik tænkte at det var utroligt irriterende, så frisk og vågen han pludselig virkede, for før Winchell var gået hen til ham, havde han jo virket til at kunne falde ned af stolen når som helst. 

 Frederik greb fat i mandens krave da han hentydede til at olieforhandleren havde været sammen med skøgen - eller i hvert fald forsøgt - og han trak ham helt tæt. Øjnene var smallet vredt sammen og næseborene udspilede som han trak vejret gennem næsen for at holde lidt bånd på sig selv. 
 " Hør her, din sprutbakkelse! " vrislede han ud gennem sammenbidte tænder.
 " Jeg kender ikke din ven, og jeg har på ingen måde lyst til at kende til sådan en horesøn! " Trykket der blev lagt på ven, talte tydeligt sin sag for hvad Frederik tænkte om Winchell. Da det sidste ord havde forladt ham, slap han fulderikken i en voldsom bevægelse, der fik manden til at træde et par snublende skridt bagud. Frederik blev dog ikke stående for at se om han kunne holde balancen eller ej, men vendte sig i stedet med det samme rundt, for at gå mod udgangen i et rask tempo.

Ansigtsskiftet på Frederik var tydelig for Winchell og alle andre. Den buttede mand blev ikke bange for den høje, flotte mand, men han blev da urolig i sin mave. For vreden ville ikke gå ud over ham, men hans nye ven her. Og erfaringen fortalte, at Frederik havde en masse vrede at dele ud, når det skulle være. Winchell kendte typen. Dem, der skjulte sin sande natur. Og dette skjul skabte et had i deres indre, som i tider og utider skulle ud på den ene eller anden måde. 
Frederik forkortede helt afstanden mellem ham og manden. Kraven blev taget i og man kunne høre Winchell gispe hviskende. Hvad skulle der ske nu? Han lyttede blot til Frederiks ord tiltalende ikke ham. Men han stod tæt nok på at kunne høre hvert et ord.

Før hans nye ven - måske Winchell skulle få et navn på ham, selvom det ikke just var nødvendigt tit - trådte Winchell frem. Om det var idiotisk at stille sig mellem to sværd måtte tiden vise. Han lagde hånden på Frederiks bryst for svagt at skubbe ham bag ud. Det samme blev gjort mod vennen omend mere på maveregionen. Øjnene kiggede fikseret på ham. "Frederik, slap af. Ingen grund til at være som før." Winchell tænkte ikke helt over, hvad han sagde. Havde han tænkt mere om det, vidste han måske, at hvad han sagde stod i stærk kontrast til, hvad Frederik havde sagt. At de ikke kendte hinanden, at de ingen historie havde. Det knuste Winchell med sine ord i håb om at få de to mænd til at falde ned. Frederik kunne i sandhed være en zalans idiot, men ak, det var alle de flotte, naive fyre jo.

 Winchells ord fløj for døve ørere. Frederik var begyndt sin gang ud af kroen, så snart han ikke længere havde fat i den anden mands krave, og med en susen for ørene fra vreden, var Winchells ord fjerne og utydelig for den unge oliesælger. Og det var nok også for det bedste. Det var uden tvivl en sætning der kun ville gøre hele situationen værre. 

 Med raske, lange skridt og hænderne knyttet langs siden, stormede Frederik mod udgangen. Han havde ikke i sinde at give hverken Winchell eller sprutbakkelsen muligheden for at nå at stoppe ham. Frederik tvivlede på Winchell kunne flytte sin store skrog så hurtigt, og selv hvis han kunne, ville han skulle navigere gennem kroen uden at ramle ind i alt muligt. Urgh, hvor han hadede den mand.. Hænderne knyttede sig mere sammen, mens tænderne bed hårdt sammen. Sprutbakkelsen forventede han at ville snuble igennem kroen, og sikkert vælte over det mindste der var lidt i vejen. 
 Han skulle bare holde tempoet, og ikke give dem nogle chancer for at nå op til ham.

 Så snart Frederik nåede kroens dør, åbnede han den. Uden så meget som at skæve sig over skulderen, gik han ud af døren. Han havde et kraftigt behov for at smække døren, men i samme øjeblik som han gik ud af døren, var der en anden der skulle ind. Frederik brummede vredt, som han gik ned af gaden mod det nærmeste bordel. Han skulle nok vise dem, at han turde stå ved hvem han var, og det var en der ikke var til mænd!

På en måde frygtede og glædet Winchell sig, hvis Frederik valgte at lade sine næver tale. Det var en underlig tanke at have. Måske, fordi han selvfølgelig frygtede, hvis det atter skulle lande på ham, men måden, hvorpå sandheden kom frem fra den slags mænd og kvinder, var netop ved vrede. Det var den eneste måde, de kunne udtrykke deres sande sandheder.
Men ak, Frederik forlod kroen med tunge skridt. De tre mænd havde skabt et mindre drama i beværtningen. Nok til at tiltrække lidt nysgerrige blikke, især fra de nærmeste borde og personer. Men nu, hvor trioen var blevet til en duo, var folk atter tilbage til deres egne liv og egne krus.

Hvorfor Winchell kiggede mod døren, vidste han ikke. Han vidste, Frederik ikke ville komme valsende tilbage for at gøre noget. Det var et meget færdigfuldt exit. Alligevel fangede Winchells mørke øjne mod døren. Det var først, da mandens hånd blidt kælede mod hans skulder, at den buttede mand kiggede ved sin side.
"Glem ham," sagde han roligt og tykt. Et blidt kys blev placeret på øret og med hviskende ord blev det næste sagt. "Op på værelset med os, smukke." Dét behøvede ikke at blive sagt to gange. For skønt Winchells tanker endnu var lidt på Frederik, var fokusset nu på denne mand. Og det var også velfortjent. Fortjente Winchell ikke en, der kunne stå ved det, han eller hun ville? Hvem de ønskede. Ingen hemmeligheder, ingen frygt, kun sandheder. Fortjente alle ikke det?