Zahinael holdt øjenkontakten med Eyidivan, mens han talte. Det var så sjældent det skete. At nogen faktisk turde stille sig op foran spionmesteren og sige, hvad de tænkte. I netop det her kompleks, kunne Zahinael faktisk ikke huske sidste gang det var sket uden at han selv havde været nødsaget til at påkræve sig øjenkontakt. Tvinge dem til det. Og det nyttede selvsagt ikke at sende små sky får tilbage til deres folk som spioner, hvis de ikke engang kunne holde øjenkontakt mere. Det tog altid tid at bygge folk op fra grunden igen, og at Eyidivan turde netop dette - netop nu - betød, at han var væsentligt længere i processen, end Zahinael havde troet. Fantastisk.
Et lille smil brød frem på hans læber, og mens det kunne tolkes som taknemmelighed over, at Eyidivan delte sin viden med ham, afslørede glimtet i øjnene den selvtilfredshed, Zahinael følte. Hans lille fisk var ved at blive voksen og ansvarlig.
"Det handler sjældent om magtsyge," svarede han, mens Eyidivan forlod lokalet. "Det gør du klogt i at huske, Eyidivan Ke'Jaelin."
Han ville få brug for det, når han skulle tilbage til sit folk.