Junos lettelses-grin fik også unægtelig Paxs mundvige til at sitre og den efterfølgende forespørgsel blev modtaget et moret, åndeløs fnys. "Vent, er det dét vi har gang i?", hviskede Pax opstemt, hans tone ligeså drillende som resten af hans statur.
Ikke, at han rent faktisk svarede den anden. I hvert fald ikke med ord. I stedet rakte han ned og greb om Junos køn, hans fingre blide men også faste, som hånden begyndte at køre op og ned i lange strøg. Bevægelsen var ikke langsom som de forrige, ikke tirrende men med al intention om at give den anden så meget nydelse som overhovedet muligt.
Kun et øjeblik stoppede Pax sin berøring og kun for at hjælpe Juno med at lade dem forenes helt. Så snart han kunne overlade den del til Juno, rev Pax dog sin hånd til sig og lod den finde tilbage til hans køn, ivrig efter at behage på så mange måder, han overhovedet kunne komme i tanke om.
"Bliv hvor du er", hviskede Pax bekræftende, skulle Juno være det mindste i tvivl. Han kunne godt i aften. Så meget vidste han. Hvad Pax dog også vidste, var...
"Få det til at gøre ondt."
Juno havde tilbudt ham, at afhjælpe hans egen metode; den der hverken var alkohol eller stoffer, men som stadig fik hans tanker på ret køl. Noget, han havde brug for denne nat...

"Du var så langsom, det så ud som om du var i tvivl," svarede Juno med et grin, der forvandlede sig til et støn lige så snart hans hånd lukkede sig om Junos køn. "Tak," hviskede han, efterfulgt af endnu et støn, da den ældre fyr hjalp ham ned over sig. 
"Jeg bliver," gentog han distræt, i gang med at bevæge sig over Pax, så snart han havde vænnet sig bare den mindste smule til sensationen. Det var sværere, når der gik længere tid imellem, men det problem havde han aldrig haft med Pax, og der gik lang tid imellem at Juno tøvede. 
Heller ikke ved den gråhåredes anmodning stoppede Juno sin bevægelse over ham, men stønnede blot imod hans læber, imens han roligt flettede sine fingre ind i hans krøllede hår, for med en pludselig og hård bevægelse at rykke i det, så Pax's hage blev tvunget op. 
"Jeg elsker dig, så du har bare at sige fra, hvis jeg gør noget, jeg ikke må," hviskede Juno mod Pax's mund og satte tænderne i hans overlæbe, indtil han smagte blod. Blod, som han slikkede af Pax's tænder, som var det alt han nogensinde havde gjort. Den erfaring han havde fået mod sin vilje, kunne han lige så godt udnytte til sin egen fordel. Når den samme erfaring gjorde, at andre mænd knap nok kunne se på ham, uden at efterlade ham i panik, var det kun fair, at der var dele af den han kunne bruge med Pax. 

Juno var ikke forsigtig, da han satte tænderne i Pax's hals i stedet og efterlod sig dybe, mørke mærker hele vejen ned, eller da han pirrede hans brystvorte med to fingre imens. Pax havde bedt ham om hans hjælp, og det var lige så vigtigt for ham at hjælpe Pax nu, som det havde været for Pax at hjælpe ham med hans nox. I lommen af de bukser, han stadig havde på, lå der en lommekniv, men da Juno trak sig nok tilbage til at betragte sit værk og med markant pres mod den ømme, mishandlede hud, stryge en finger over mærkerne på Pax's hals, håbede han at Pax havde ondt nok til, at han ikke behøvede bruge den. 
Pludselig desperat efter at bevise, at han var nok i sig selv, lagde Juno en hånd om sin kærestes hals og klemte om de bløde sider, hvor han ikke afskar luft - alt han gjorde, var at vise, hvem der bestemte, og bore fingrene ind i de mærker, han vidste allerede gjorde ondt i sig selv. 

Han ville ønske at han kunne påstå, at han kun gjorde det for Pax's skyld, men sandheden var, at han nød det. Aldrig før havde han haft den mængde af kontrol som Pax netop havde givet ham, og da Juno igen kyssede ham, havde det meget lidt af gøre med hans bløde læber, og mere at gøre med, kun at skulle strejfe dem med sine tænder, for at få dem til at bløde igen. 

I samme øjeblik at Junos hænder forsvandt ind i hans krøllede manke og rev til, stoppede al tankegang bag Paxs pande. I det øjeblik overgav han sig, lod Juno påføre ham dén smerte, han mente, han fortjente og hengav sig til den på samme præmis som nydelsen, der unægteligt også eksisterede i ham.
Des mere skade Juno forvoldte ham, des mere lydløs og livløs blev Pax. Hans vejrtrækning forblev overfladisk men lyden af den udeblev snart, des længere han kom ind i en mærkværdig ekstase, dén der rengjorde hans bevidsthed og tankerække.
Junos bid, Junos hænder om hans hals, Junos fingre der gav ham blå mærker var alle kærkommende og Pax nød det, selvom han lå stille, nærmest som var han forstenet under den andens behandling. Det blod Juno ikke fjernede med sin tunge, gled lige dele ud af hans mund ved mundvigen og ind i den, men heller ikke dét, fik Pax til at reagere med en fysisk handling.
Han kunne ikke tænke. Han tænkte ikke længere og det var rart. Han havde afgivet alt, han var og lagt det i Junos hænder, end ikke interesseret i at overveje, hvad den anden tænkte om ham. Pax kunne end slet ikke mærke sit køn, mærke sit køn i Juno eller om han på noget tidspunkt nåede et klimaks eller ej.
Et sted midt i tågen af vished om, at hans hals var blå, at hans læber var hævede og blødte, sneg en lille stemme sig ind i Paxs bevidsthed: Han kan godt lide kontrollen…
Og hvis Juno godt kunne lide den, kunne Pax også give afkald på dén i det her øjeblik. For dem begge.
Inden at Pax forsvandt endnu dybere ned i sin bevidsthed, hørte han sig selv hviske: ”Mere…”

Juno trak sig stakåndet væk ved lyden af Pax's stemme. Den pludselig lyd, hvorend lav, satte stilheden omkring dem i perspektiv og med ét gik det op for Juno, at han var den eneste hvis støn og tunge vejrtrækning brød stilheden. Pax så ikke bare ud til at være langt væk, han så ud til helt at have glemt, at det de havde gang i skulle føles godt. 
Forsigtigt trak Juno sig yderligere tilbage, hvor han så Pax's hævede læber, blodet, der plettede hans mundvig og kind, de mørke, blå mærker, hvor Juno havde suget og bidt Pax. Den side af Pax, der havde nydt hans sugemærker i badet, så ikke ud til at være til stede nu, og Juno tillod sig selv et enkelt snøft, chokeret over sin egen opførsel, inden han rystede på hovedet af Pax's forespørgsel og lænede sig helt ind til ham igen, for kærligt at slikke blodet af hans ansigt. 

"Kom tilbage til mig," bad han lavmælt, inden han forsigtigt kyssede Pax's ansigt, hals og skulder, imens hans hænder strøg lige så kærligt, men insisterende over Pax's krop og arme. "Jeg kommer kun, hvis du kommer i mig," insisterede han og flyttede sin kærestes hånd fra sit lem og til sin hofte, for derefter at læne sin pande mod hans brystkasse med et suk. Han ville ikke tvinge den gråhårede mand tilbage til sig, men han ville heller ikke fortsætte uden ham, så i stedet var alt han gjorde, at stryge en hånd over Pax's krop og arm, om og om igen, som kunne han leve hans krop op ved at holde den varm. På én gang vidste han, at han kunne bryde ud i gråd hvert sekund, at det sikkert ville hjælpe, og at gråd ville ødelægge mere på længere sigt, så det lykkedes ham at tage en dyb indånding og vente. 

En eftertænksom rynke fandt vej ind imellem Paxs øjenbryn, som forstod han ikke, hvad Juno i grunden havde sagt, for... han var der jo. Han var lige dér. Han nød det - han havde brug for det.
Så snart forvirringen dog havde sat sig fast i ham, gik det med ét op for ham, hvad det måtte ligne for Juno og det var også den vished, der straks sendte ham ud af sin næsten trancelignende tilstand.
"Hey. Alting er okay", hviskede Pax i det, at han satte sig op og derved også tvang Juno op i en siddende stilling.
Hævelsen ved halsen og hans blodrøde læber summede som en reprimande bagerst i hans hoved, men Pax skubbede bevidstheden omkring det af sig og lagde i stedet al sin opmærksomhed på den blonde mand.
Hans arrede hænder fandt vej op til begge af Junos kinder, hvorom de lagde sig blidt. Begge af Paxs tommelfingre begyndte derefter at kærtegne Juno og forinden, at han lænede sig det sidste stykke frem, spyttede han det sidste blod ud af sin mund, uvidende om at det i sidste ende ikke ville gøre nogen forskel.
"Jeg bad om det -", huskede Pax Juno på, forinden at han guidede ham om at ligge på ryggen, deres kroppe midlertidigt ikke nær, som de havde været før.
Pax fulgte med og tog sig af Junos bukser, for at skabe mere plads til sig selv, hans blik ikke vigende fra den andens. "Og jeg kunne godt lide det. Jeg havde brug for det. Mere end du aner."
Pax lænede sig frem og kyssede Junos nøgne bryst, hvorefter han med sin mund bevægede sig op til hans ene brystvorte, som han bed blidt i. Des længere op Pax kom, des tættere kom hans køn også på Junos og da Pax afkrævede hans læber med sine egne, ramte han omsider det, han havde jagtet hele vejen op.
Langsomt men stødt blev de atter et, Pax nu den der tog styringen. Hans åndedrag blev atter hørligt, som han bevægede sine hofter, så kollisionen imellem de to kroppe lød i det mørke køkken. "Jeg elsker dig. Alting er fint."

Den panik, der havde været ved at bygge sig op i Juno, forsvandt i samme øjeblik, som Pax satte sig op. Der var ikke noget at gøre ved, at han så blodig og hærget ud, men med hans hænder mod sine kinder, kunne Juno ikke tro andet, end at alt ville blive godt igen.
"Du - bad om det, men det har jeg også gjort. Og du var sød ved mig alligevel," svarede Juno med et hik, forskrækkelsen havde givet ham. Det var ikke helt sandt, for han havde kun sagt at Pax måtte gøre hvad som helst, med undtagelse af at røre ham, når han sov. At han måtte spytte på ham eller holde ham nede, hvis han ville. Sandheden var, at havde deres positioner været omvendt, ville Juno ikke have tøvet med at spytte Pax i munden. 

Juno hikkede igen, da han lå på ryggen, men var i stand til at tage en lang indånding inden Pax bed ham, og hans vejrtrækning igen mest bestod af støn, der først blev dæmpede, da deres læber mødtes igen. Det var svært at tro på, at Pax sagde sandheden, at alting var fint, når han smagte af blod, men Juno ville så gerne tro på det, og Pax vidste præcis, hvad han skulle gøre for at få Junos krop til at have det godt, selv når hans hoved havde det dårligt, og alle de bekymringer og undskyldninger han havde på tungen, blev glemt til lyden af Pax's åndedrag, lyden af deres svedige kroppe der mødtes, og følelsen af Pax's bevægelser, der fik Juno til at bryde sit løfte om først at komme, når Pax gjorde, da han med ét tømte sig imellem dem.
Juno kæmpede efter vejret, imens følelsen fuldstændig blæste alle andre tanker væk og efterlod ham med et dumt smil mod Pax's læber, imens han låste sine ben om ham og med sit kropssprog opfordrede ham til at blive ved. 

Pax tyssede instinktivt på Juno, ivrig efter at dæmpe enhver bekymring eller selvhadende tanke, han var overbevist om, var ved at finde fæstne i den anden. "Jeg elsker dig", hviskede han bekræftende, som for at minde Juno om, at han selv havde bedt om den hårdere behandling, at han havde ønsket at få den. "Alting er - okay", stønnede han, hans læber så tæt på Junos egne de kunne være, foruden at de mødtes i et åndeløst kys. "Alting er fint. Vi er okay. Du er sød ved mig. Jeg bad om det og jeg fik - fik det."
For Pax var det slet ikke en bevidst tanke, at Juno havde bedt ham om det samme engang, hvormed det aldrig skulle gå op for ham, at det var der, Junos tankerække var endt. Det var derfor mere instinkt end noget andet, at Pax fortalte ham, at han stadig var sød ved ham, at han stadig var alt, Pax kunne ønske sig og drømme om.
Pax havde heller ikke opfattet Junos ord som mere end et løfte om, at de begge skulle ende med den ekstatiske nydelse, så da han tømte sig imellem dem, begyndte Pax i stedet på selvisk vis at jagte sin egen.
Han skulle opnå den ikke lang tid efter, hans vejrtrækning overfladisk, næsten hvæsende og hans hjerte uregerligt. Fortsat stod hans tanker stille, knust af den bølgende fornemmelse, der på en eller anden måde fortsatte i det uendelige.
Først da han for endnu engang vendte tilbage til virkeligheden, så han hvordan, at han lå: støttende på hans underarme, hans ene hånd omkring døråbningens panel, som havde han forsøgt at kravle endnu tættere på Juno skønt, at der ikke var mere plads at give. Dét forskrækkede ham og pludselig med bekymrede øjne, så han reserveret ned på anden, usikker på hvad han ville finde.
"Er du okay?"

Juno havde hungret lige så meget efter Pax's udløsning, som han havde sin egen, og først da den skete, følte Juno sig hel igen, som havde de opnået at løse alle problemer i deres forhold ved blot at rulle rundt på gulvet sammen, indtil de begge kom. Det ville næppe være sidste gang Juno brugte dén metode til at fikse noget, der egentligt krævede hårdere arbejde end dét. 

Junos blik havde været sænket, fokuseret imellem dem, hvor deres kroppe mødtes, og han så undrende op på Pax ved hans spørgsmål. Inden han nåede at tænke en eneste tanke, spredtes et smil på hans læber over, hvor smuk fyren over ham var. Særligt, når han ikke udstrålede Ulvens kulde, men en bekymring, Juno godt kunne lide at tro var reserveret til ham selv og Ronia. 
"Jeg er okay," mumlede han, stadig høj på det de lige havde gjort, og uden at fjerne sit blik fra hans, strøg Juno en finger over den hvide, våde masse imellem dem, kun for at tørre den af mod sin tunge og løfte sig op i et lige så vådt, saltet kys med Pax. Den nagende fornemmelse af, at der var noget de burde snakke om, blev druknet af følelsen af Pax's tunge mod sin egen, indtil smagen af blod kom tilbage, og Juno havde det som om han blev vækket fra en lang drøm, da han langsomt trak sig ud af kysset og lagde sig ned igen. 
Med sit blik søgende over de skader han havde forvoldt bandelederen, sank Juno en klump, inden han turde se op på ham igen. "Jeg ved godt du ikke har lyst, men - du bør skælde mig ud. Hvis du ikke gør det, så gør jeg. Og jeg er ret hård ved dem, der gør min kæreste fortræd." Som kunne han få Pax overtalt til at se fornuften i det han sagde, strøg Juno en finger langs alle de mærker han havde efterladt på ham. Bidemærker og sugemærker, mest langs halsen, men også steder, hvor Juno knap nok havde været klar over det, ned ad hans skulder og bryst, startende med hans hævede og blodige læber. 

Pax skar en grimasse af lettelse og gengældte dernæst Junos salte kys. Først da den anden trak sig fra ham igen, lod Pax deres kroppe adskilles, hans bevægelse ligeså blid, som hans søgen efter forløsning havde været hård.
For optaget af at tage Juno i nærmere øjesyn, sikre sig, at han var uskadt, bed Pax ikke mærke til Junos grænsende til skamfulde blik. Kun den lette, summende smerte ved hans berøringer modtog nogen respons, eftersom Paxs krop instinktivt beordrede ham, at trække sig væk fra dét, der forvoldte den smerte. Det skete pludseligt men der var ingen vred fornærmelse at spore i de tofarvede øjne, da Pax for endnu engang så ned i Junos blå.
”Stop”, bad han stille, hvorefter han rullede rundt på gulvet og trak Juno med sig. Først da han lå behageligt med den blonde mand over sig, rystede han på hovedet. ”Det er jo bare… bid og blå mærker”, lød det dernæst, næsten som forstod han ikke hvorfor, at det overhovedet voldte Juno nogen kvaler. Forvirringen viste sig ligeledes i hans ansigt i form af en eftertænksom rynke mellem hans øjenbryn og ude af stand til at se ironien, spyttede han for endnu engang blod og salte efterladenskaber ud på gulvet.
”Jeg ville have gjort noget værre, hvis jeg havde gjort det selv”, sagde Pax dernæst, ivrig efter at fjerne hvad end, Juno følte af selvhad eller skam. ”Og jeg bad om det. Jeg ville gerne have det. Det ser sikkert også værre ud end det føles. Man bløder jo bare… mere alle de bløde steder…” Pax skævede afventende til Juno og knugede ham dernæst hårdt indtil sig. ”Du skal stoppe med at føle… hvad end det er, du føler. Hvis du havde bedt mig om det, så ville jeg have efterladt dig i en værre tilstand.”

Det registrerede sig slet ikke for Juno, hvad det var Pax ville have ham til at stoppe med, og i stedet for at se indad, stoppede han sine fingres søgen over mærkerne på den andens krop. Han så også kun forvirret ned på Pax, da de byttede plads på gulvet, og Pax's blodige spyt stemte ikke overens med hans påstand om, at han havde det okay. 
Juno havde allerede en opfattelse af, hvad der var sket, som Pax's ord havde svært ved at ændre på i sig selv, indtil han fortalte ham, at han ville have efterladt Juno i værre stand, og alt Juno kunne svare var, med en forventningsfuld glæde han ikke kunne skjule; "Ville du? Virkelig?" efterfulgt af et fnys og et varmt ansigt han smilende gemte ind imod den mindste hærgede side af Pax's hals. 
"Selv når du kommer direkte fra at være ulv, vil du ikke tage mig bagfra," pointerede Juno med slet skjult varme i sin stemme. Det var ikke helt sandt, for Pax havde taget ham sådan før, men Juno havde bidt mærke i, hvor sjældent det skete - hans pointe var alligevel kun, hvor meget hensyn Pax altid tog, selv når han virkede dyrisk. "Hvis jeg bad dig om det samme, ville du kramme følelsen ud af mig," påstod Juno med et grin, hans humør løftet af Pax's ord, selvom han ikke troede på dem, og da deres læber igen mødtes, sukkede Juno blot imod smagen af blod med et smil. 

Pax lå og fik kontrol over sin overfladiske vejrtrækning, alt imens at Juno gjorde grin med hans kærlighed. Han kunne, skulle han være ærlig, ikke blive enig med sig selv om, hvad han i grunden følte ved dét faktum, for på den ene side havde Juno ret: Pax ville aldrig lægge en forkert hånd på ham eller krølle et eneste hår på hans hoved. Juno var hans; hans ansvar, hans liv, hans alting.
Modsat brød han sig dog heller ikke om, at Juno så ham som svag… én, der ikke kunne gøre dét, der skulle til, én der ikke kunne tage de sværere valg…
Med ét ændrede Paxs omfavnelse sig til én, der i langt højere grad havde til intention om at holde Juno fastklemt snarere end én affødt af omsorg. Dernæst løftede han sit ene ben og lod sin hæl kollidere med dér, hvor Junos ene nyre gemte sig under huden: det omvendte spark var ikke hårdt men blot en art reprimande om, at han kunne forvolde ham skade, hvis han ønskede det; til stede og signalerende mod det sensitive område.
Dernæst rakte Pax sin ene hånd ned til Junos bukselomme, hvorfra han fremdrog den lille lommekniv. Det var instinkt, vane mere end vilje, men Pax havde set den; den lå der trods alt altid. I en flydende bevægelse havde han klikket låsemekanismen, så det ru blad sprang frem med et hvæsende sus og rullet dem begge om, således at Pax atter var øverst.
Imens han betragtede Juno, hans øjne påtaget tomme, næsten kølige, stak han kniven imellem læberne, med dét formål at hans hænder atter blev frie. Han arbejdede effektivt og brugte dén fordel, det var, at han var fysisk større end Juno til at fastlåse ham til sin ønskede position på gulvet. Junos ene arm blev rykket ned imellem hans stærke ben, hvorefter han næsten teatralsk og langsomt, løftede sin modsatte hånd og greb om kniven.
”Kom igen”, mumlede han, hans tone grænsende til at være lig en kynisk forretningsmand. Der var intet ved hans statur der ikke var skuespil, men det var en rolle, Pax havde genspillet utallige gange og som han efterhånden gjorde godt.
Pax rakte frem og greb om Junos frie hånd, hvorefter han tvang hans arm rundt, således at toppen af hans blonde hoved lå fastklemt under hans albuebøjning. Med modsatte hånd lagde Pax knivspidsen mod den bløde, blottede hud.
”Der er selvfølgelig også andre muligheder…”, lød det dernæst overvejende, hvorefter Pax flyttede både redskabet og sig selv længere ned, således at han i stedet kunne sætte kniven mod Junos lyske. 
”Eller…”
Knivspidsen blev ført om bag Paxs ryg og landede nær Junos lem, hvorefter Ulven hævede sine øjenbryn i en spørgende gestus. Han sad sådan for en kort rum tid før, at han pludselig bøjede sig frem, så deres læber atter var nær hinanden og forinden, at han mumlede, ”jeg kan også bare give dig et kram”, nikkede han opfordrende i Junos retning. 

Instinktivt vidste Juno, at der var ved at ske noget, idet Pax strammede grebet om ham, men han ignorerede den følelse i ham, der sagde at han burde reagere, og først da var en truende hæl imod hans nøgne hud, så Juno måbende på Pax, søgende efter en forklaring. 
Uden forklaring, og før han vidste af det, lå han nederst igen, på ryggen og ikke bare med Pax over sig, men med Pax med en kniv over sig. Juno vidste ikke hvornår han havde tabt vejret, men han følte sin vejrtrækning helt ned i mellemgulvet, da han så Pax stikke kniven imellem sine læber, og da vågnede han også selv op, men selvom han ikke lod Pax få fat i sine hænder, virkede det som om det var let som ingenting for den større fyr at få fat om hans ene arm og tvinge den ned under sit ben. 
"Jeg kunne godt komme igen", svarede Juno med et kæphøjt smil, men en åndeløs stemme, der ikke matchede smilet. Han understregede sine ord ved at lægge en hånd mod Pax's lår og denne gang prøvede han slet ikke at kæmpe mod, da Pax greb om hans hånd. Først da den var tvunget rundt gav Juno den et ryk; først prøvende, derefter med mere kraft, for at teste Pax's greb, indtil det gik op for ham at Pax havde fat i ham, og hans ord blev kun endnu mere sande; hvis Pax blev ved med at holde fast i ham, kunne han godt komme igen. 

"Jeg er ikke bange for dig, skat," svarede Juno med en skinger stemme, der afslørede, at han i hvert fald kortvarigt havde anerkendt at Ulven var farlig, Pax var farlig, og kniven i hans hånd var også mere end nok til at være farlig - særligt i nærheden af hans lem. Juno tog en skælvende indånding og gav endnu et ryk med sin arm, for at få den fri. Først da det var tydeligt, at Pax ikke slap ham, sukkede han mod hans læber. "Okay, jeg indrømmer at du er farlig," svarede han og strøg kærligt sine fingre over det, af Pax's arm, han kunne nå. "Jeg skal nok - opføre mig pænt. Hvis du nogensinde får lyst til at holde mig nede, imens vi gør det." Tilbuddet var sagt med et forsigtigt smil, trods alt en smule påpasselig med ikke at pisse Pax af - muligvis for første gang nogensinde. 

Pax forblev siddende, hans øjne grænsende til vurderende og eftertænksomme imens, at Juno talte. Da stilheden atter sænkede sig over dem, spyttede han for endnu engang, hvorefter han lagde kniven mellem sine blodrøde læber, ligeglad med dét han efterlod på gulvet.
"Hm", brummede Pax dovent og kun for endnu engang at pointere, at det var ham, der i dét øjeblik styrede slagets gang.
Med den (nu) frie hånd rakte Pax ned og greb om Junos arm, den der havde været fanget mellem hans hofte og Paxs eget inderlår, og trak den ud. Hans greb var stadig fast men med et par hævede øjenbryn i en sigende grimasse, udfordrede han Juno til at kæmpe imod. Forinden dog at vente på noget svar, lagde han armen til rette bag den anden, og samlede sine stærke fingre i en låsemekanisme, der afhang af hans egen vægt. Efter sine adskillelige klatreture i Undergrundens skjulte skakter og klippevægge, havde Pax opbygget en atletisk muskulatur, som selv den mest garvede soldat ikke kunne prale af. Hans kropsforståelse for sig selv var god, hvormed han vidste, hvor meget og hvor lidt pres, der i grunden skulle til for at holde Juno på plads.
Og Pax var hurtig. Ulve var hurtige.
Pax lagde vægten på sin ene knæ og løftede sig op, slap dernæst taget om Junos håndled og greb i stedet om hans buksekant, således at den blonde mand for endnu engang kom til at ligge på maven under ham.
Pax sukkede tilfredst og lagde sig henover Juno, hans eget køn presset mod den andens baller. Forinden at Pax lagde sin mund nær Junos øre, lagde han demonstrativt kniven fra sig end ikke ti centimeter fra alt det blonde hår og de for kønne øjne. Handlingens intention kunne ikke være tydelige: så lidt betragter jeg dig som en trussel.
I grunden var det nu ikke sandt og Pax ville lade Juno bruge kniven på ham, skulle han nogensinde ønske det. Han havde trods alt altid tænkt, at det var ham, der skulle overtage hans plads...
Pax nappede i det øverste af Junos øre, som tegn på at han legede og at han derfor ikke skulle bekymre sig for alvor. "Jeg tager dig ikke bagfra, fordi jeg aldrig kan lade dig gøre det samme, og fordi, at jeg vil se på dig, når vi knepper. Jeg kan nemlig pisse godt lide at se på dig. Desuden er jeg et dominerende røvhul, så når vi er sammen som nu, vil jeg ikke overfuse dig, bestemme, tage mere end jeg allerede tager, som jeg kan komme til, når vi er udenfor med de andre. Du er min. Og du skal behandles på dén måde, som min skal behandles på. Også af mig." Pax var ikke sikker på, at Juno ville forstå. For ham var det dog tydeligt: jeg er bange for at tage mere end jeg kan give og jeg ved ikke, hvorhenne at grænsen går.

Den afvisende brummen Juno blev mødt med, fik kun hans hjerte til at galopere hurtigere afsted, overrasket over at opdage, at hans kæphøje attitude og smarte smil ikke havde været nok til at smelte Pax med det samme. Det var i stor stil stadig Pax der styrede slagets gang og Juno følte sig på ukendt terræn, på trods af at have bedt om netop det der skete. 
Juno behøvede ingen tydelig udfordring fra Pax, for at kæmpe imod - han var ikke interesseret i at gøre det nemt for den anden, men det blev også hurtigt tydeligt, at han ikke behøvede gøre det nemt; Pax havde styr på ham, om Juno ville det eller ej. 
I det øjeblik, med begge hænder holdt på plads over sit hoved af Pax's vægt, så Juno, hvad han var sikker på at alle andre i Ulvens Flok også så; en stærk og frygtindgydende leder, der ikke kun havde styr på deres sikkerhed, men som lige så let kunne ende deres liv. Juno åbnede munden, men var målløs. Desuden var Pax på ingen måde færdig med at lege med ham, og Juno mærkede igen magtforskellen, da han kom om at ligge på maven, som kunne Pax blot kaste rundt med ham, som han ville. Det var nok til at blive frustreret over, hvis ikke Juno havde fået lov til at mærke Pax's lem mod sig også, og hans tænder om sit øre. 

I flere sekunder lå Juno og kæmpede med modsigende følelser, og med at behandle dét Pax havde sagt til ham, inden han med et suk løftede sin røv helt tæt op mod Pax's krop. Derfra ventede han et par sekunder; bare nok til at lade Pax tro, at det var det eneste, han havde fået ud af alt han havde sagt. 
"Du er et dominerende røvhul," gav han ham ret med et hæst grin. "Det havde jeg næsten glemt." Juno skævede med et smil og et glimt i øjnene over sin skulder op til Pax. "Fordi du er så sød ved mig." 
Juno rakte en hånd frem, men i stedet for at gribe ud efter kniven, greb han fat om Pax's hånd og trak den til sig, indtil han kunne kysse hans håndflade. "Hvis du vil se mit ansigt imens, gør vi det bare foran et spejl." Juno grinede imod Pax's hånd, velvidende at han ikke havde lagt vægt på de samme ting som Pax havde ønsket at gøre tydelige for ham. 

Pax kom til at le lavmælt og lyden kom ligeså meget bag på ham, som det også måtte gøre på Juno. Med ét var det snarere Carl, end det var både Pax og Ulven, der befandt sig over den blonde mand men kun... kun for et øjeblik, indtil et eller andet forsvandt bag Paxs stålgrå øje og han atter blev den, han havde været, forinden at de begge var kollideret i køkkenet.
"Du er så fuld af lort", mumlede Pax moret, hvorefter han kyssede Junos bløde hals og nakke: adskillelige blide og bløde kys, hengivne i deres karakter. "Og liderlig. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, om det er fornærmende eller en skide kompliment." Pax fnøs moret og nappede for endnu engang i Junos øre, forinden at han helt forsvandt og i stedet bevægede sig længere ned mod den andens nøgne lænd.
Paxs læber søgte Junos hud ned langs ryggen, indtil han nåede hans struttende ende. Med et fast om Junos ene balle, satte Pax tænderne om alt det bløde, hans bid hårdt men kortvarigt.
Til trods for deres (måske voldsomme) leg, var Pax i dét øjeblik fuldstændig betaget af Junos krop og med en næsten barnagtige glæde, begyndte han at lade sin ene hånd vandre.
De arrede fingre gled henover alt, hvad de kunne komme i nærheden af, deres bevægelser blide, næsten masserende. Des længere ned Pax kom, des mere fjernede han sig også fra Juno, indtil han tog hans bukser med ned det sidste stykke.
"Er det noget, du gerne vil have? At jeg tager fat på den her måde...", brummede Pax spørgende, på en eller anden måde tøvende, ikke sikker på, hvad Juno ville svare på hans egentlige alvorlige forespørgsel.

"Det er et kompliment," mumlede Juno, høj på de kys han fik imens, men ikke desto mindre var det sandheden. Juno var altid liderlig omkring Pax; bare tanken om ham var nok i sig selv. Det havde ikke noget at gøre med, hvordan Pax rørte Juno, for Juno ville have været våd af frygt, hvis enhver anden mand så meget som havde lagt en hånd på hans skulder. Ikke at nogen havde turde dét siden han var vendt tilbage til Dianthos med Ulven.

Med et smil blev Juno liggende, imens Pax bevægede sig ned af ham, og havde han ikke været så optaget af at modtage den andens kys, ville han måske have udnyttet chancen til at sætte sig op, men han blev pænt liggende hvor han var, bange for at kærtegnene ville slutte, hvis han først afbrød dem. 
Først da Pax stillede sit spørgsmål satte Juno sig op, kun for at lade sig falde ind i Pax's arme, så han kunne læne sig op mod ham og kysse den hud han kunne nå. 
"Jeg foretrækker, når du er sød ved mig," indrømmede han så endelig, så lavmælt at det knap kunne høres. "Men jeg kan også lide når du holder fast i mig." Juno strøg distræt en hånd over Pax's lår, inden han ombestemte sig for hvad han ville, og i stedet lagde et af sine lår over hans, så hans egne kunne ligge spredt. "Du må ikke holde op med at være sød ved mig", bad han hviskende og skævede tøvende op i de tofarvede øjne, bange for om han havde krydset en grænse, han ikke kunne vende tilbage bag. 

Pax fulgte Juno i det, at han satte sig op. På intet tidspunkt forlod det tofarvede blik den anden og da han omsider besvarede hans spørgsmål, måtte hans ene stålgrå øje afsløre den lettelse, han følte indeni. Ikke sikker på hvorfra den kom, forblev Pax dog tavs et kort øjeblik før, at han nikkede.
Jeg vil helst være sød ved dig, tænkte Pax, velvidende at han ikke kunne få sig selv til at sige ordene højt og i stedet for at svare, samlede Pax sine arme omkring Juno og hev ham op i sin favn.
Hans læber, der ikke længere blødte, men som var ømme, hævede og bestod af mørke plamager, dansede henover Junos bløde kind og hals, indtil Pax til sidst stak sin næse ind i alt det blonde hår.
"Godt... for modsat hvad du helt sikkert går rundt og tror, så kan jeg faktisk ikke lide at være et røvhul." Pax smilede skævt, halvmoret, mod Junos hud, velvidende at hans ord ikke var helt sandfærdige. Hvad han skulle have tilføjet, havde han været ærlig var 'ikke overfor dig i hvert fald'.
Pax hev Juno længere op og ind i sin favn, indtil han til sidst kunne rejse dem begge op. Han smilede ned til Juno, men vendte ham dernæst rundt og så ham an bagfra. Nok havde Juno sagt, at han var okay, men Pax ville vide sig sikker, se det med hans egne øjne...
Der var intet blod, kun rester af ham selv og grebet af tilfredsheden klappede han Juno hårdt i røven. Ikke at den blonde mand fik lov til at reagere særlig meget på det, for lidt efter smed Pax ham over skulderen og satte afsted mod soveværelset.
"Jeg har noget, jeg skal vise dig."
Pax smed storsmilende Juno fra sig i sengen, hvorefter han forlod værelset igen. Han vendte lydløst tilbage ikke mange minutter senere med en pakke af brunt og tykt papir.
"Det var en lille... spøg", forklarede Pax, da han landede dovent ved siden af Juno og rakte ham det, han holdte i hånden. "Nu hvor du sagde, at jeg ikke skulle risikere mit liv, så tænkte jeg, at det ville gavne mig, når jeg tog i skoven." Pax så med leende øjne på ham, afventende hans reaktion.
Indeni alt papiret lå et halsbånd, betydeligt større end ét til et menneske og på et lille skilt af sølv stod Junos navn og adresse.

Juno så lettelsen i det grå øje, og følte den selv i samme øjeblik. Lige så lidt som Pax ville ham ondt, ville Juno rent faktisk skades af ham. Holdes nede, drilles og blive drillet tilbage, mærke hans styrke og få en synlige reaktion på hvad end han kunne finde på at kaste efter Pax af ord - alt dét ville han gerne have. Det der føltes farligere, ville han højst have i små mængder.
"Jeg kan ellers meget godt lide det, når du er et røvhul overfor andre end mig." Juno gengældte Pax's smil, selvom han ikke kunne se det, og klamrede sig ind til ham, indtil han blev rejst op og, med stor utilfredshed, måtte finde balancen på sine egne ben. En utilfredshed der forsvandt, erstattet af et hvin og derefter et højlydt grin, som reaktion på smækket i sin røv. "Pax!" Udbrød han, da han oven i købet blev løftet op, men det blev efterfulgt af en høj og varm latter, Juno på ingen måde kunne kontrollere. 

"Bølle!" Råbte han efter den krølhårede mand, imens han satte sig til rette i sengen, med et tæppe hevet op i sit skød. Lige så snart Pax var tilbage ved ham, strøg han en hånd igennem hans hår og ned til hans nakke, som han kærtegnede distræt, imens han åbnede papiret, der skjulte pakken. 
Hans øjne blev store ved synet af halsbåndet og han blev nødt til at trække sin hånd til sig, for at kunne løfte det med begge hænder og læse inskriptionen på skiltet. 
Min. Han er min. Det var alt Juno kunne tænke, selvom han vidste at det ikke var, hvad Pax havde sagt. Langsomt, og med et dumt smil der var umuligt for ham at skjule, så Juno op på Pax igen og lænede sig ind for at kysse ham.
"Ja, hvem kunne finde på at gøre en drengs hund noget?" drillede han og knugede alligevel halsbåndet ind til sig. Han pressede sine læber mod Pax's én gang mere, inden han spurgte, mere seriøst; "Tror du det vil hjælpe? På risikoen?"

Pax lo lavmælt ved Junos store øjne men trak dernæst på skuldrene. ”Jeg plejer at være de steder, hvor der ikke kommer andre end dem, der bor der permanent”, forklarede han henkastet, hvorefter han lænede sig tilbage, hans underarme støttende mod den hårde madras. ”Og jægere plejer ikke at være noget problem. Jeg lugter dem før, at de ser mig, men nu –” Noget spøgefuldt, næsten frydende satte sig fast i hans stålgrå øjne, som Pax blinkede til Juno ” – nu kan jeg ligge og dase i solen uden at bekymre mig.”
Pax gengældte Junos kys men lænede sig dernæst ind efter endnu et, ikke mættet af kontakt skønt de havde være forbundet blot øjeblikke forinden. Da han atter lænede sig tilbage, var det kun for at skubbe sig selv op at sidde og ligge sig henover den blonde mand for endnu engang, det mest af hans krop hvilende over ham og den øvrige mod sengen.
”Og jeg kom til at tænke på noget andet i dag også –”, indrømmede Pax, hvorefter alt det spøgefulde og morede forsvandt fra ham, og i stedet blev erstattet af varme. ”Har du ikke rundet din fødselsdag? Er du ikke vinterbarn?”

Juno følte sig straks tryggere ved Pax's beroligende ord. Hvem end der kunne komme tæt nok på en ulv til at sætte halsbånd om det, måtte også være magtfuld. Det ville bestemt ligne et rigtig dårligt valg at gøre dén ulv noget. Selv hvis man var ligeglad med, at den tilhørte noget, så måtte man erkende at der ville være konsekvenser ved det.
Det var med lettelse i hele kroppen, at Juno kyssede Pax, og da han kom ned at ligge under ham, så han op på sin kæreste med et blidt blik, der var sjældent hos den enten legesyge eller sure dreng. Han nød følelsen af vægten over sig, og et øjeblik så han ulven over sig - den ulv han ville gøre alt for at beskytte. 

"Jo," svarede han og vidste ikke hvorfor varmen steg op i hans kinder. Hvornår havde Pax sidst kommenteret på hans fødselsdag? Det måtte være flere år siden. "Jeg er 20 nu. Vi er næsten samme alder." Det sidste blev påstået med et selvsikkert smil og et løftet knæ, som Juno skubbede mod Pax's side, som en trussel om, hvad der ville ske, hvis han modsagde ham.