Hun stod blot og betragtede den høje mand, der gik baglæns væk fra hende, som havde han lige brændt sig på åben ild. 
Men det som der skete efter det, fik dog et instinkt til at brænde i hende, da han pludselig skød ud af hoved indgangen. Hvor skulle han hen, ville han bare smutte nu? Hvorfor var hun ikke lettet?
Måske fordi der havde været noget over hans udtryk, den måde han havde betragtet hende på. Og derefter var det blevet for meget, hvilket gjorde hun gik efter ham. Hendes egen mave snurrede rundt, men ikke på samme måde som da Pax tømte sin mave for det indhold, som den så desperat havde brug for.

Hun tog en dyb indånding, som hun hurtigt fortrød, da lugten af mavesyre penetrerede hendes næsebor. Hendes hånd rakte ud efter ham, men gled så langsomt tilbage. Inden hun tog en dyb indånding, og gjorde det alligevel.
Hendes hånd lagde sig rundt omkring hans skulder, mens hun vente sig sådan så hun var foran ham. Da hun havde sikret sig han var færdig med at kaste det hele op. "Jeg ved godt, ingen af hos bryder os om at blive rørt ved, men - lad mig få det støv ud af dine øjne. Du kan ikke vende tilbage sådan her." hviskede hun hæst, lad mig tage mig af dig, bare for i aften. Så behøver vi aldrig snakke om det igen. 

Pax sad et langt øjeblik og kæmpede mod kroppens refleks; den, der desperat forsøgte at vende hans krop på vrangen, men uden andet resultat end de hjerteskærende lyde af anstrengelse, der skød ud igennem natten. Van til en sådan situation, forholdt Pax sig afventende, næsten tålmodigt, men det var ene og alene af den grund, at han ikke lod sin bevidsthed blive i den virkelige verden. I stedet mødtes han med Carl i skoven…

Evlyns ord trængte igennem dagdrømmen og Pax sagde farvel til den gråhårede knægt, hvorefter han så op på hende. Der faldt salte tårer fra hans øjne men han græd ikke. De var forårsaget af den fysiske overbelastning og tavst nikkede han sin accept. Hun forstod, ligeså vel som han forstod hende, hvormed der ikke længere var noget… at beskytte. Hvad Pax havde set i Evlyns blik, genkendte han nemlig instinktivt.

”Tak”, mumlede han hæst, hvorefter han omsider og krampagtigt fik rejst sig.

Hun smilede blidt, da hun så han vendte tilbage til hende. Til omgivelserne omkring dem, og tog en dyb indånding. "Behøver du ikke takke for, lige nu, er vi bare Pax og Evlyn." hviskede hun, som hendes fingre lagde sig mod hans kind, men trak den hurtigt væk igen. Da det ikke var hvad hun ville, eller, var det hvad hun ville? Han gjorde hende så forvirret! 
Men hun formåede at holde tankerne for sig selv, og fra hendes ansigt, som hun hjalp ham om at komme op, og fik ham med tilbage indenfor. Regnen havde allerede formået at gøre hendes blonde krøller slatne, og hendes tøj fugtigt. Men det var ikke så vigtigt, som hun fik ham med ind i køkkenet, og placerede ham i stolen igen. 
Hun gik ud i haven, og fandt spanden hvor regnvandet samlede sig. Der fik hun fyldt den gamle gryde  op og en anden spand hun havde taget med ud. Da hun kom tilbage inden for, placerede hun gryden på ildstedet, der stadig hyggede sig. 

Derefter fandt hun nogle klude, og placerede metalspanden ved vandet, så også det kunne varmes op. 

Hånden mod Pax’s kind forsvandt i samme øjeblik, at den var kollideret med hans hud men forvirringen, det forårsagede, forblev hos ham, selv da de begge vendte tilbage til køkkenet. Han formåede aldrig at svare hende med andet end et tavst nik, og da han satte sig til rette på en stol, stadig halvblind af støvet, skævede han til den blonde kvinde, hvor end hun gik.

Hvad havde hun tænkt, da hun rakte ud efter ham? Hvorfor havde hun gjort det? Var de ikke rivaler? Eller kunne de virkelig lægge det fra sig for blot et øjeblik?

Pax sad tavst, afventede Evlyns næste gøremål. ”Vil du foretrække, at jeg selv vasker det af?”, spurgte han, velvidende han sad og stirrede som en sindssyg, i håb om at se den smule, han kunne. 

Hun kiggede over skulderen, og så hvordan han prøvede at finde rundt, ikke kun i rummet med hans halvblinde blik. Men også hans tanker, der helt tydeligt ikke kunne finde ro, som de stormede bag den grå pande. Derfor kunne hun ikke se for sig, hvordan han skulle kunne gøre det selv. “Du ender med at have vasket mere af gulvet, end dig selv.” Lo hun og rystede på hoved.

Da vandet føltes varmt, gik hun hen til hans siddende skikkelse. “Med mindre du helst vil gøre det selv, så skal jeg nok lade være.” Sagde hun dog alligevel, på trods af hendes ord havde lydt som, at han ikke selv skulle have lov. 
Igen skulle hun dog minde sig selv om, at hun nok ikke havde brudt om det. Havde det været ham, det skulle gøre hende ren. Derfor stod hun foran hans skikkelse, afventende og knugede kluden hårdt ind mellem hendes hænder.

Pax fnøs moret men forholdt sig dernæst tavst. Evlyns skikkelse bevægede sig nærmere og selvom hun ikke fremstod tydelig for hans øjne, var han ikke i tvivl om, hvorhenne hun befandt sig. Hendes duft lagde sig om ham, des tættere på hun kom og han var nær ved at bide af hende, at hun skulle tæmme den, for den var… rar. Lokkende. Feminin i sådan en grad, at han ikke kunne undgå at tage en dyb indånding.

”Så lad os få det overstået. Ellers kradser jeg begge øjne ud”, brummede han, hans stemme ikke nær så krigerisk som hans indre. Hun kunne trods alt ikke gøre noget ved, at hun duftede af den kvinde, hun var.

”Det svier af Zaladins til.”