Maximillian vidste ordren kom, før at hun havde sagt den, som deres bånd mellem de to sind ikke helt var brudt endnu.
Det kriblede ned af hans ryg, og boblede i hans mave af frustration og vrede, for selvom han kunne holde det ud, så var det nedværdigende og ikke hans stand værd. I Kzar Mora havde han været en er var mere værd end hende. Hans længtes efter de dage, men det var umuligt at gå tilbage til det. Riget var smadret, og det ville være forfærdelig at indrømme hvordan han havde været låst under menneskets magt i årevis.

Men hans øjne vidste ikke den trodsighed der boblede i hans indre. Han var en skuespiller, en løgner, og det sidste han ønskede var at Florence vidste det afsky og had han følte mod hende. Havde deres stand været mere lige, så havde han nok forsøgt at få sine frustrationer ud på andenvis. Uheldigvis havde han aldrig rigtig arvet sin kære moders evner.
”Som De ønsker, Fyrstinde,” lød de bløde ord, og man kunne næsten tro at han var en lydig og sød slave.

Som hun gav slip på ham, rejste han sig op, bukkede for hende, inden hans ben endelig bar ham ud af lokalet. Det kunne godt være at han havde kunne mærke og høre hvordan hun ønskede at han skulle gøre. Men det havde ikke været så direkte en ordre, at han ikke kunne få hjælp. Hun burde vide bedre end at give ham bløde vendinger, skulle hun ønske at det var ham alene der gjorde det.

At han senere fik sin frustration ud på andenvis, og mod en der havde intet at gøre med situationen, der vidste ingen. Det var blot et par nye ar til en ryg fuld af dem.