Det at de ikke ønskede at komme for tæt på den slags smitsomme bæster var selvfølgelig ret så forståeligt. Han kunne da også forestille sig at det måtte være en af de værste skæbner for en Isenwald at blive smittet af en varulv. Han vidste ikke hvordan de så på den slags. Var det for dem som når en soldat faldt i krig? En ærefuld måde at lade livet på?
"Det giver selvfølgelig ret god mening. Jo længere væk jo sværere er det selvfølgelg at gøre jer noget." Han kunne dog ikke lade være med at tænke at det stadig ville være ekstra farligt hvis de kom tæt på så.
"Så må jeg jo sørge for kun at gøre det hvor det ikke kan ses." Han havde sagt det før han egentligt havde indset hvordan det måske kunne forstås. Derfor forstummede han også kort før han rystede på hovedet, hvilket hun jo selvfølgelig ikke kunne se. Det var dog ment som for at få hende til at glemme det eller om ikke andet at få hende til at tænke på det som det var ment.

"Jeg er ikke rigtig selv i tvivl om hvad jeg ville se." Han var sikker på han nok ville genleve tabet af hans hustru. Han havde dog ikke nogen ide, om om det måske kunne være en anden person han så. Han valgte dog også at bruge den kommentar til at slutte samtalen, mest for ikke at lede den hen på mere om det, da han jo forstod hun ikke kunne lde at skræmme folk.

Han hørte glæden i hendes stemme, og trods han godt vidste hvorfor hun selvfølgelig var glad, så kunne han ikke lade være med at bruge det til at spøge med. "Jeg er tydeligvis ikke godt nok selskab endnu, må forbedre mig!" Han morede sig, og rejste sig så langsomt op, og rakte en hånd ned til hende så han kunne hjælpe hende op. "Lad mig hjælpe dig op at stå. Det kan begynde at smuldre lidt." Der ville nok falde lidt sten ned, nok kun småsten denne gang. Stadig hvis hun tog hans hånd trak han hende ind til sig, for at kunne dække dem begge med hans skjold. 

Astrid smilede ved hans forståelse for at varulvene helst ikke skulle komme for tæt på. Desuden havde Astrid da altid noget sølv på sig, enten som våben eller som smykke, som ville kunne bruges mod varulve – skulle uheldet være ude. Nærkamp havde desuden ikke været et problem, ved den det seneste møde med en varulv. Men enhver varulv som kom tæt på, ville have sin fordel, eftersom de var så meget større og tungere. Næsten som hvis man skulle op og slås mod en orker. Det ville være mere held end forstand, hvis man slap fra det. ”Derfor vi som børn bliver introduceret til både ridning og bueskydning,” tilføjede hun med et kækt smil, selvom det måske kunne få ham til at tro at hun var på samme niveau som sin familiemedlemmer – hvilket ikke ligefrem var situationen.

Overraskelse ramte i den grad Astrid, som Alaric fortalte, at han bare måtte sørge for eventuelle skader og blå mærker ikke kunne ses. Der gik måske en anelse for lang tid, før hun fik svaret. Men hun vidste at uanset hvad, ville det kun smide brænde på det uanstændige bål han lige havde tændt, ”Det lyder som en god plan. Så kommer du ikke i problemer,” smågrinte hun. Hendes svar kunne dog også blive forstået på den mere anstændige måde.

Astrid valgte ikke at grave dybere i deres samtale omkring frygt, særligt eftersom det virkede til at det generelt var et ubehageligt emne for dem begge.  Den efterfølgende kommentar om at han ikke var godt selskab fik hende dog til at grine lidt, ”Held og lykke, det får du brug for,” smågrinede hun mens hun kunne høre han rejste sig op. Hendes blik prøvede at følge ham, hvilket selvfølgelig var svært i det komplette mørke. Uden et ord løftede hun en hånd op for at finde hans. Det varede et øjeblik og et kort sammenstød med ydersiden af hans lår, før hun fik fat i hans hånd og i fællesskab kunne få hende op på benene. Hun spærrede dog øjnene op som hun blev hevet tættere. Var det virkelig nødvendigt for smulder? Hun valgte derfor at trække dig bare en anelse væk så de ikke stod komplet uanstændigt tæt. Hun følte ikke for at skulle undskylde for at trække sig væk, men lod blot sit blik se mod den fremtidige udgang.

Det gav selvfølgelig god mening, ridning lod dem holde afstanden, og bueskydning lod dem dræbe på den afstand de skabte sig selv. "Er i alle søskende så lige gode til det eller er der stor forskel?" Hun var jo arving, så hun var nok den ældste og havde brugt mere tid, men eftersom at hun også havde mere ansvar så havde de andre måske mere tid til hverdag at bruge på at træne, modsat Astrid.

"Fyrstinden behøver jo ikke vide alt hvad vi har lavet." Han grinede igen, han mente det dog rent seriøst. Han forestillede sig også at Astrid ikke altid fortalte alt til fyrstinden. Dog var det også fordi det lod til at mørket gav dem begge et mod til at være lidt mere flabede overfor hinanden, som om mørket tillod dem at opføre sig som almindelige folk istedet for adelige.

"Det kan jeg mærke, så må jeg forsøge at holde på dig fysisk istedet." Han havde sagt det lige som han trak hende tæt på sig. Han lod hende dog bare trække sig væk fra ham. Det havde passet ham helt fint at bruge smulderet og mørket som en undskyldning på at trække hende ind mod sig, men da de nok snart blev befriet var det en bedre ide at de ikke stod helt i armene på hinanden. Han stod derfor også bare og ventede på at der kom lys igennem. Det var ret pludseligt at en af stenene blev flyttet og lyset brød ind i det lille kammer. "Sikke en skønhed!" Udbrød han som han stod og kiggede på Astrids nu oplyste ansigt. Kommentaren var bevidst med hvordan den kunne forstås til enten at omhandle lyset, friheden eller hendes ansigt. Da der nu begyndte at komme folk til slap han langsomt Astrid helt og løftede hånden for at bede minearbejderen om hans tavshed. "Hvad er klokken ved at være?" Han spurgte de arbejdere der var ankommet, da han ikke vidste hvor lang tid de havde sat der.

Hun smågrinte lidt som han spurgte om hendes søskende, ”Alexander er i lysets hær, så han er ikke blevet trænet på samme måde. Og Thalia…” hun tænkte et øjeblik, ”Hun er vel dygtig nok,” konkluderede hun og nikkede lidt, selvom han ikke kunne se det. Det var trodsalt ikke fordi Astrid var god til at bruge tid med sine søskende, så det var generelt ikke et nemt spørgsmål at få. Sandheden var dog nok at de to adelige søskende næsten var på samme niveau.

Astrid trak et stort bredt smil, som han nævnte at fyrstinden ikke behøvede at vide alt, ”Hun får generelt ikke mange ord ud af mig,” hun rystede lidt på hovedet, ved tanken om forholdet mellem de to. De snakkede generelt ikke meget, og Astrid var god til at give korte præcise svar, så Astrid kunne komme videre i teksten. Det ville måske undre Alaric lidt, at Astrid ikke snakkede meget med sin moder, eftersom Astrid indtil videre havde snakket en del mens de to havde været sammen.

Upassende, var det eneste der gik igennem Astrids hoved inden hun trak sig væk. Et var hendes ord og sætninger kunne være uanstændige og flabet, et andet var hvor tæt hun ville lade folk komme ind på livet af hende. Som der blev banket hul igennem til deres lille kammer, klemte hun øjnene hård i, for ikke at få noget skidt i øjnene, men også grundet lyset fra arbejdernes olielamper blændede hendes øjne. Hun vendte blikket i modsatte retning af lyset for så at åbne øjnene langsomt og skæve op mod Alaric, for så at se han så på hende, som han nævnte en skønhed. Hun kneb kort øjnene sammen, men ikke grundet irritation fra lyset, men som et nonverbalt svar. Det kunne dog være utydeligt, eftersom det fik hende til at trække en anelse på sit smil. Endelig slap han hende og stilede efterfølgende et spørgsmål om hvad klokken var. Astrid kunne høre der var lidt diskussion ude i gangen, men til sidst kom der et entydigt svar, ”Klokken er fire!” lød det fra en af minearbejderne, hvilket fik Astrid til at se ordenligt over på Alaric med et overrasket blik, dog uden et ord. Lyset kunne nu afsløre at Astrid havde fået lidt mørkt støv omkring øjnene, særligt centreret om næsenbroen, øjenlågene, brynene og lidt ud mod tindingerne.

"Så jeg kan gætte mig til at han er mere trænet i konventionel kamp." Nu var det jo trods alt også soldater til lysets hær han selv trænede, så han havde jo en ret god ide om hvad det betød for en kampstil, selvfølgelig var der hvisse krigere og riddere i hæren som havde en meget uortodoks stil.

Hendes svar omkring hendes søster vidste han dog ikke hvad han skulle sige til, svarede hun sådan fordi hun ikke turde sige hendes ærlige mening eller fordi hun ikke vidste hvad hun skulle mene.

"Hvordan kan det være?" Hun virkede ret så snaksagelig omkring ham. Han havde ikke snakket så meget med nogen som han snakkede med hende lige nu, derfor var det ham meget underligt at hun fortalte at hun ikke snakkede meget med hendes mor. Havde hun mon ting som hun ønskede at holde skjult for fyrstinden.

Da de nu endeligt stod i lyset, kunne han se hendes smil igen, det var et lille smil hun gav og de sammenknebne øjne virkede en smule formanende som et forsøg på at fortælle ham at det ikke var helt passende det han havde gjort. Han sendte hende blot et bredt varmt smil som svar. Hvis hun som person ikke kunne lide det ønskede han hun fortalte ham det, men hvis det var deres stand der fik hende til at agere sådan kunne han ikke være meget mere ligeglad. "Fire siger i!? Så kan vi desværre ikke nå skoven mens de arbejder der." Han tænkte dog at de sagtens kunne ride derud alligevel, han lagde så mærke til skidtet der sad om hendes øjne. Han kiggede på en af arbejderne og bad ham om noget vand. Han lænede sig så frem mod en af arbejderne der stod for styringen. "Lad ædelstenen derhenne sidde, jeg vil gerne selv frigøre den senere."  Han talte lidt lavt, men vidste ikke om det var lavt nok til at Astrid ikke hørte det. Da han så fik vandet sendte han arbejderne væk ret hurtigt og gik hen til Astrid da de var alene igen. "Du har fået lidt skidt omkring øjnene, vil du lade mig fjerne det?" Han syntes på en hvis måde snavset klædte hende, det var nok bare kontrasten, både med huden men også det at en adelig var beskidt på den måde. Han spurgte hende mere end bare at gøre det da en hånd nær ens øjne kunne være meget ubehageligt. 

Astrid rystede på hovedet i mørket, ”Jeg ved ikke hvor meget han træner generelt,” forklarede hun, ”Han vil ikke snakke med mig,” uddybede hun deltvist, for med det samme at fortryde hvad hun havde delt og håbede inderligt at Alaric ikke spurgte ind til hvorfor de ikke snakkede. Det ville ende ud i en noget kompliceret forklaring om at Alexander var bange for hende, grundet hendes evne.

Astrid bed sig lidt i læben, som han spurgte ind til hvorfor hun Astrid ikke snakkede meget med sin moder. Hun udgav et lille suk før hun prøvede kort at forklare, ”Jeg holder folk på afstand,” lød det fra hende. Det kunne også virke underligt, eftersom hun med en hvis lethed havde fundet et godt selskab med Alaric. Astrid følte sig på mange måder forrådt af sin egen moder, eftersom hun ikke havde været tilstede i størstedelen af hendes barndom. Hun havde ikke lyst til at binde sig tæt til sin moder, for at blive stykket i ryggen, når det betød mest. Generelt var Astrid blot blevet skuffet og ked af det for ofte, til at ville prøve at etablere et ordentligt forhold til sin moder.

Hans varme brede smil, fik hende til at lukke øjnene, før hun skjult himlede med dem. Han var da også pokkers charmerende. ”Det går nok jeg ikke når at se dem arbejde,” forsikrede hun ham, og trak let på skuldrene. Der var alligevel dagen i morgen. Astrid løftede undrende et øjenbryn, som han spurgte om noget vand, eftersom ingen af dem virkede til at være ved at dejse om af vandmangel. Det varede da heller ikke længe før han fik noget vand og vendte tilbage til hende. Som han nævnte hun havde noget skidt om øjnene lod hun straks den ene hånd komme op til ansigtet, for at få noget af skiftet af fingrene, og for at bedømme hvor galt det var. Eftersom hendes finger stadig var beskidte, lavede hun blot en ny mørk streg parallelt med sit øjenbryn. Hun så derefter på sin hånd og opdagede hvor beskidt den var. ”Jeg kan ikke selv se det, så det må du gerne,” forklarede hun smågrinende, for efterfølgende at lukke øjnene og løfte hagen en anelse, så han kunne komme ordentligt til. Hun havde stadig stoffet om sit håndled fra inden de gik ned i minen. Dette kunne han selvfølgelig bruge som en klud. ”Det kunne også være jeg lige skulle få renset mine hænder,” mumlede hun stadig med lukkede øjne.

Det blev ham meget tydeligt at dette ikke var et emne han skulle fortsætte med at snakke om, derfor lod han det også bare dø. Han kunne dog ikke lade være med at tænke at han havde ondt af Astrid og hendes bror, had end der gjorde at de ikke snakkede sammen var en skidt ting.

"Hvis du holder folk på afstand og det kommer til at inkludere mig..." Han holdt en kort kunstpause i det han sagde. Han lod lige arbejderne forsvinde før han fortsatte, det tog heldigvis ikke længe før det skete. "... så må jeg jo endnu engang uanstændigt trække dig til mig." Han smilede skævt og varmt til hende som hun kunne se hvis hun åbnede øjnene nok til at se det.
Det var dog også ment som at han ikke bare sådan ville lade hende holde ham på afstand, at han rent faktisk ville kæmpe for hende. Han ville ikke blot lade hende skabe afstand mellem dem baseret på ingenting.

Han tænkte det var fint at lade skoven vente så, de kunne slappe lidt af så. Være mere udhvilede den næste dag til en tur i skoven. Hvis det blev for sent ville det jo også blive for risikabelt at bevæge sig igennem mørket. Han var glad for at hun lod ham vaske hendes ansigt, det var en hvis ære, og en hvis tiltro der lagde i det. Hans blik faldt på hendes ansigt som hun lukkede hendes øjne, og da hun løftede hagen lidt op mod ham faldt hans blik ned på hendes læber. Hans hjerte slog lidt kraftigere før han rystede på hovedet af sig selv. Han fik med kun den ene hånd lidt besværligt bundet kluden af hendes arm, og imens han bandt den af gled hans blik tilbage til hendes læber flere gange.
Han fugtede kluden og med rolig hånd tårede han først soden og støvet af hendes pande, og så hendes næse. Han var endnu mere forsigtig da han tørrede det af omkring hendes øjne. Hans fingre var endnu blidere da han fik det lansomt og forsigtigt tørret af hendes øjenlåg. 
Han manglede nu kun det ved hendes tindinger. Han tørrede først af hendes venstre tinding, og da han kom til hendes højre tinding tørrede han det langsomt af som for at forlænge tiden han havde til dette. "Jeg er der næsten, bare vent lidt." Det var egentligt en løgn, og han trak også vejret dybt efterfølgende, før hans hånd lod kluden falde til jorden og hans hånd fandt hendes hage som han løftede meget blidt, før han nok ret dumdristigt stjal hendes læber for et kys. 
Efter det forberedte han sig mentalt på den kommende lussing som han umuligt kunne undgå efter så upassende og alt for dristig handling.

Astrid rystede langsomt på sit hoved som han endnu engang nævnte han ville trække hende til sig, dog var der sneget sit et lille smil frem på hendes læber. Eftersom hun på daværende tidspunkt stadig stod med sine øjne åbne, var det tydeligt at se hans varme skæve smil. I det mindste hev han hende ikke ind til sig denne gang, det ville måske også have været lige offentligt nok, selvom minearbejderne allerede havde forladt dem.

Som han begyndte at binde stoffet om hendes håndled op skulle hun til at åbne sine øjne for at hjælpe, men nåede slet ikke så langt, før han havde bundet den op selv. Det havde måske ikke været så pænt af hende, ikke at hjælpe til. Men så igen, noget succes skulle han vel have med kun en hånd.

Der gik ikke længe før hun kunne mærke den kolde klud mod sin pande. Det var rart i den varme de havde siddet i. Der var en opmærksom forsigtighed i hver en bevægelse som han begav sig, hvilket blot gjorde hende mere tryg ved at have ladet ham fjerne det. Havde hun selv skulle stå for det ville hun på ingen måde have kunne få det hele væk. Efter turen i minen, trængte hun nok alligevel til et bad, eftersom de havde siddet i nogle timer i varmen fra jorden. Hun sørgede for at løfte sine bryn lidt, som han gik til øjenlågene, så han kunne få alt soden væk.

Som hindes tindinger blev tørt af, ventede hun tålmodigt, som han nævnte han næsten var færdig med at fjerne det sidste. De opmærksomme øre hørte dog både hans dybe vejrtrækning og efterfølgende at noget faldt til jorden. Hun ville have kigget ned for at bekræfte om han ville bruge den til hendes ansigt igen, efter at den havde ligget på jorden, men nåede slet ikke så langt, før hendes hage blev løftet blot en lille smule mere og der blev påført et kys på hendes læber.

Hun skyndte sig at trække sig væk fra ham slyngede sin højre hånd ud efter hans kind i håb om at den ville lande som en succesfuld lussing. Hun var chokeret og følte han havde trådt en anelse for meget over grænsen. Hun havde trodsalt lagt sin tiltro til ham, hvilket han så grådigt havde taget til sig, ”Hvad bilder du dig ind?” hendes øjne så op og ned ad hans ansigt. Man kunne tydeligt se hun var blevet overrasket og ikke helt kunne finde ud af hvordan hun skulle tage situationen. Hun vidste ikke om hun skulle føle sig beæret, eller befamlet.

Hendes hånd var helt og holdent forventet, han vidste den ville komme og alligevel blev han blot stående og tog slaget. Han mærkede hurtigt hvordan hans kind varmede og, ja hvordan den nærmest brændte, men alligevel så brændte hans anden kind næsten lige så meget. Han vidste udemærket at det han havde gjort var forkert.
Soden og støvet fra hendes hånd smittede af på hans kind, men det var ikke tydeligt da den grå og sorte farve blev skjult af den dybe røde farve af slaget og hans egen flovhed.
Han var flov over sig selv, han var glad for at der ikke var nogen af arbejderne tilbage selvom lyden af klasket nok rungede gennem gangene og alligevel kunne høres. Forhåbentligt var det ikke noget nogen af dem ville tænke over. 

Det blik hun så på ham med fik ham kun til at føle sig mere flov, og spørgsmålet. Ja spørgsmålet var nok det værste, hun havde fuldstændigt ret. Var det varmen? Var den steget ham til hovedet? Var det hendes lokkende, smukke læber? Var han simpelthen blevet lokket af dem? Var det bare situationen? Det glinsende vand på hendes ansigt som fik hende til at skinne som en juvel en olielampens skær? Tankerne var mange, men en dominerede dem tydeligt. Ja hun var smuk, ja det var varmt, ja de havde lige haft en særlig situation men intet af det var undskyldning for at have overtrådt hendes grænser. Han skulle have indset det inden han gjorde det.

"Jeg lod MINE tanker om din skønhed overrumple mig, og gjorde noget jeg ikke burde have. Jeg har ingen anden forklarng, JEG var for betaget til at opføre MIG anstændigt overfor dig. Jeg kan ikke andet end håbe jeg ikke har knust al tiltro du har til mig." Han sendte hende et meget forsigtigt smil og bukkede hovedet for hende. Han havde lagt tryk på nogle af ordene, for at vise at han ikke forsøgte at komme med undskyldninger. Han forsøgte at forklare, og ville fortælle at han vidste det han havde gjort var forkert. 
Han fortrød det, selvom følelsen af hendes læber hade været behageligt, opvejede det på ingen måde det at have muligvis såret hende. Det at muligvis have knust hendes tiltro til ham var en langt være konsekvens end lussingen, især hvis hun følte det som at være blevet forrådt af nogen hun stolede på. 

Hendes hånd summede straks efter slaget mod hans kind. Hun kunne tydeligt se hvor hendes hånd havde ramt hans kind, for der var et tydeligt mærke af sod på hans kind, omkranset af en stærk rødmen, som reaktion efter slaget. Den uberørte kind var dog mindst lige så rød, hvilket hun ikke helt kunne få til at hænge sammen. Hendes hjerte sad helt oppe i halsen og bankede løs, mens hun lyttede til hans forklaring og prøvede at berolige sig selv ved at tage dybere og tungere indåndinger. Hun rystede bare lidt på hovedet og kneb øjnene lidt sammen mens hun prøvede at fatte ord til at beskrive at det ikke gjorde det mere okay.

”Så du går måske og kysser på alle kvinder du finder kønne?” var det eneste hun kunne få ud. Det lød bebrejdende og knust. Hendes øjne så stadig op og ned ad ham, komplet chokeret over situationen. Hun havde ikke lyst til at svare på hvorvidt han havde tabt hendes tiltro eller ej, for som hun stod lige nu, havde hun ikke lyst til at tilgive hans handling. Han skulle i den grad til at samle hvert et stykke op, og lime det forsigtig sammen igen og kunne ikke springe et stykke over.

Med en dyb indånding bed hun sig selv i underlæben før hun nærmede sig ham med hastige skidt. Hun samlede kluden op med en grov bevægelse og fugtede den på ny. Hun rettede sig op og stod med den kolde våde klud i hånden. ”Du er sort på kinden. Må jeg?” lød det sammenbidt fra hende, som hun nu stod overfor ham klar til at tørre det af hun lige havde plantet på hans kind. Hvis ikke han ville tage imod hendes forslag, ville det være ekstra svært for hende at finde tiltroen til ham igen. For hvorfor skulle hun stole på ham, hvis ikke han stolede på hende? Han skulle dog heller ikke se hendes gestus som en tilgivelse.

Han bandede over sig selv indvendigt. Hvad var der dog sket, var det hans egen ensomhed der havde sneget sig op på ham. Han forsøgte ihærdigt at forstå hvordan han kunne have været så dumt. Derfor da hun kom med hendes spørgsmål blev han så overrasket at han svarede hende med det samme. "Nej!" Svaret var prombte og bestemt, men hans overrumplede hjerne af bare ideen om det, ideen om at han ikke så hende som noget særligt og noget specielt gjorde ham forvirret nok til at fortsætte. "Du er den først der har fået mig til at opføre mig så dumt." Han følte ikke han helt fik det sagt rigtigt. "Jeg mener... Jeg har ikke følt som jeg gør med dig før." Om han var forelsket eller blot interesseret vidste han ikke helt, men den følelse han oplevede var ny. Ikke engang noget han havde følt med hans afdøde hustru, som han havde elsket med hele hans hjerte. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, men nej." Hun var helt klart speciel, og han ville ikke smide det på gulvet nu.

Da hun påpegede at hans kind var beskidt blev han en smule overrasket over at hun også tilbød at vaske den for ham. Han nikkede derfor også bare og lige som hun havde gjort så løftede han hovedet let, og vendte kinden over mod hende og lukkede så øjnene. Når hun kunne tiltro ham nok før til at lukke hendes øjne, kunne han også. Hvis hun mente han fortjente en lussing mere så fortjente han den, han havde dog også tiltro til at hun ikke ville gøre noget han ikke havde fortjent. "Selvfølgelig må du det." Hendes sammenbidte stemme gjorde det dog også tydeligt at han ikke skulle forvente at blive tilgivet lige med det samme. Inden hun begyndte at tørre det af. "Jeg ved jeg dummede mig mere end kan beskrives, så jeg lover dig at jeg nok skal gøre mig fortjent til din tiltro igen." Hans ord var måske ikke de bedste, men han forsøgte at vise hende at hun var speciel. At han ikke blot ville lade hende glide fra ham. SOm han havde sagt tidligere ville han ikke bare lade der skabe afstand mellem dem.

Hans svar var tydeligt, og han havde ikke behøvet at sige mere end nej. Men han ville sige mere, og det skulle han da også have lov til, nu hvor hun havde smidt sådan en påstand efter ham. Opfører sig dumt, fik hende til at føle sig en anelse truet, for ville hun ubevidst lokke ham til at gøre dumme ting igen? Hans tilføjelse fik dog vendt hele skuden, som fik hendes hjerte til at sænke sig lidt mens et undrende og måske en anelse bekymret blik blev dannet på hendes ansigt. Hun skulle til at fremstamme et spørgsmål om hvad han følte for hende, men han nåede næsten at svare på det før hun nåede at spørge om det. Hun sank en klump og lod rettede sig så mere op.

Så snart han havde nikket til hende, at hun godt måtte fjerne soden fra hans kind, valgte hun at tørre sine fingre af, inden hun lagde en blid hånd på den modsatte kind, for at modstå den modstand der ville komme, når hun begyndte at fjerne soden. ”Tak,” lød det lavt og næsten uhørligt fra hende. Hun lyttede til hans sidste ord, inden hun begyndte langsomt og blidt at fjerne hver en aftegning af hendes hånd. Hun havde virkelig ikke noget at sige til ham, og følte måske mest for blot at lade emnet ligge. De måtte vel også snart vende tilbage til hans hus.

Da det så ud til alt var væk, sørgede hun for lige at dukke sig lidt, for at se om der var noget under hans kæbe, hvilket hun fjernede. Det kunne godt være han stod med lukkede øjne, men hun valgte alligevel med en hurtig bevægelse at lade kluden stryge over hans næsetip. ”Så er du ren,” lød det fra hende, før hun trak sig lidt væk fra ham igen, med kluden mellem hænderne.

Han vidste heller ikke rigtigt selv hvad han skulle sige mere. Hun lod til at have accepteret hans forklaring, og gav ham muligheden for at gøre sig fortjent til hendes tiltro endnu engang, og han havde da også alle planer om at gøre siig fortjent til den igen. Vise hende at hun ikke havde taget fejl i første omgang, påtrods af det han lige havde gjort.

Hans kind sveg, og da hun rørte ved den så sveg det kun mere og han bed derfor sammen for ikke at gøre det for tydeligt. Hendes hånd mod den anden kind var derimod behagelig, kølig, blød, en blid berøring. Alt i alt en rigtig rar følelse hvis han skulle sige noget om det.
Da hun lod kluden røre hans næse, begyndte han at klø den før han langsomt åbnede hans øjne. Hans læber træk op i et lille bitte smile over det med næsen, men heller ikke mere end det.

"Jeg tænker vi bør vende hjem ad før det bliver for sent." Han samlede olielampen op og begyndte at føre dem op ad. Han havde stadig et mærke fra hendes hånd på hans kind. Det blev køligere og køligere som de kom op ad. Da de nåede op til hestene var han hurtig til at finde hendes kappe og give den til hende. Hans venstre arm dunkede nu af smerte, men han gjorde sit bedste for ikke at sige noget. Han glædede sig ikke til turen hjem, men han tænkte dog hun gerne ville have et bad. "Skal jeg bede min staldknægt vise hvor Maria kan skaffe varmt vand til at lave dig et bad?" Han tænkte jo at hun nok gerne ville have hendes tjenestepiges hjælp. 

Han satte sig op på hesten, og kunne der ikke holde et grynt af smerte tilbage som hans venstre arm svang lidt. Den venstre albue var efterhånden også ved at være svulmet op til at være på tykkelse med hans skulder og overarm.

Så snart kluden rørte hans kind, lagde hun mærke til han bed sammen, men sagde ikke noget til det, eftersom det skulle fjernes og hun i forvejen gjorde det meget blidere end han havde fortjent. Astrid lagde straks mærke til han trak på et lille smil, hvilket smittede af på hende kortvarigt. Det var noget så forfærdeligt at han blot kunne smile til hende, og derved påvirke hendes humør i en retning. Det var trodsalt kun kort.

Uden et ord, fulgte Astrid med op af minen, gående ved siden af ham. Man kunne høre at nogle af minearbejderne stadig var i gang længere nede, som hvis der stadig manglede nogen eller også var de bare ikke færdige. For hvert skridt de to op mod overfladen, blev det køligere og køligere. Havde Astrid været helt alene ville hun måske have prøvet at varme sine bare arme, ved at gnide hænderne op af dem. Hun følte hun lige skulle vænne sig til klimaet endnu en gang. Alaric var dog hurtig til at finde hendes kappe frem, hvilket hun uden et ord tog imod og svang om skuldrene for at lukke den mellem kravebenene. Mens hun lukkede den så hun op mod Alaric, som tilbød hun kunne få et bad når hun kom hjem. ”Det må du gerne,” svarede hun ret så kortfattet. Hun var ikke sikker på om hun ville tage et bad med det samme eller inden hun gik til køjs.

Eftersom hun havde to hænder, gik det hurtigt med at sætte sig op på den høje hest, men så snart hun sad oppe kunne hun høre Alaric give lyd fra sig, så hun skridtede hurtigt hesten over til ham. ”Er det din arm?” spurgte hun og skævede ned til armen ved siden af hende. Hun kunne tydeligt se at ærmet omkring armen var strammere end på modsatte side. ”Skal vi se på den inden vi rider hjem?” forslog hun ham, og så så op mod ham igen.

Turen op af minen var fuldstændigt grufuld. Han havde næsten ingen lyde at lytte til, intet der kunne distrahere ham. Han gik derfor bare og tænkte over hvad han skulle have gjort istedet, hvordan han kunne gøre det bedre igen eller hvordan han kunne genvinde tilliden hos hende.

Derfor var han også glad for at de kom op fra minen. Han nikkede for at sige han havde hørt hende og derfor ville sørge for at der blev gjort et bad klar til hende.
Han havde lidt haft et håb om et tak fra hende omkring kappen men det gjorde det kun mere tydeligt for ham hvor meget arbejde han stadig havde at gøre.

"Ja den føles som om den er større end normalt og dunker værre end min kind." Det var overraskende smertefuldt for ham, men han ønskede at være til så lidt besvær muligt.
Da hun svang sig op på hesten og så spurgte om de skulle tage et kig på hans arm tænkte han lidt over det.
Hvis de skulle se ordentligt på hans arm skulle de enten have hans skjorte af eller også skulle de sprætte ærmet op.
"Kan vi godt hvis du kan sprætte mit ærme op?" Han foreslog selv at sprætte ærmet op så hun ikke blev sat i en situation hvor hun kunne føle sig tvunget til at se hans bare overkrop.

Astrid prikkede lidt til siden af hesten, så hun fik noget afstand imellem dem, så hun kunne hoppe ned. ”Så kom herned,” foreslog hun, og gik over på den side han ville stige ned fra, så hun give noget støtte. Så snart han var nede vendte hun sig med en nærliggende sten og strakte armen i retningen af stenen, ”Tag plads, så ser vi det an,” foreslog hun, samtidig med at hun bevægede sig hen til stenen.

Hun hev derefter kniven fra sit overlår op. Den havde været gemt under tunikaen, og havde ikke været synlig. ”Stoler du på mig?” spurgte hun og løftede et øjenbryn til ham. Han skulle i hvert fald stole på at hun ikke ville stikke ham ned, efter det stjålne kys. Hun mente selv at skære ærmet op ville være det nemmeste og mindst smertefulde i forhold til at skulle rive ærmet op og eventuelt ruske i armen.

Han hoppede af hesten da hun bad ham hoppe af. Han var glad for hendes støtte og følte sig også en smule ynkelig. Selvom han selvfølgelig havde beskyttet hende viste hans skade også at han havde mere træning at gøre hvis han skulle kunne gøre det ordentligt.

Han satte sig på stenen og vendte siden lidt til så hun let kunne komme til armen. Han kiggede overrasket, ja nærmest chokeret på hende, som reaktion på hendes spørgsmål. "Ja selvfølgelig stoler jeg på dig?" Han lød ret så vantro da han ikke havde nogen ide om hvorfor han dog skulle andet end at stole på hende.

Da hun begyndte at sprætte ærmet op bed han hårdt sammen, det var klart den bedste måde men det gjorde stadig ondt.
Han kiggede ned på den opsvulmede og røde albue og så op på Astrid.
"Nok ikke så underligt at jeg har ondt i den?" Han grinede lidt, og gjorde sit for at finde den gode stemning frem igen.

Hun trak kort på smilebåndet, som han fortalte det var en selvfølge. Hun rystede let på hovedet før hun forsigtigt to fat i ærmet og gled kniven ind under ærmet. Hun følte selv at kniven med en hvis lethed, fik sprættet ærmet på skjorten op. Hun lagde dog godt mærke til at han prøvede at bide smerten i sig alligevel.

Armen var nu synlig for dem begge, og hun lagde kniven ned i dets hylster, og så op på ham, sin han prøvede at lave sjov med alvorligheden. Hun valgte dog ikke at kommentere på det. ”Kan du bøje og strække din arm? Og hvad med at dreje den?” spurgte hun, som hun fokuseret så på den hævede arm og prøvede at vurdere hvad der var sket. Hendes højre arm viste endda bevægelserne som hun efterspurgte, for at være sikker på han forstod hvad hun bedte ham om.

Han nød at se hende trække let på smilebåndet fordi det betød at han da stadig kunne varme hende lidt op.

Da hun begyndte at kigge på armen og spurgte indtil hvad han kunne gøre med den begyndte han på de ting hun spurgte til.
Han kunne med lidt besvær godt dreje armen, og at bøje armen gik fint udover han ikke kunne bøje den helt for selve hævelsen. At strække armen var derimod ret så let for ham.

"Det lader fa til at jeg kan det meste dog lidt besværet og med en smule smerte." Han tænkte selv bare at han nok skuke holde armen i ro og sørge for at hvile den, men måske hun vidste noget han ikke gjorde. "Men jeg tænker at jeg vel bare skal holde armen i ro i et godt stykke tid?" Det irriterede ham dog fordi det betød han ikke rigtigt kunne træne ordentligt den næste tid. Det var dog det hele værd når han havde reddet eller skånet hende.

Hun vurderede hver en bevægelse og kunne se at han umiddelbart ikke havde nedsat bevægelser, udover noget hævelsen i armen der nedsatte hans evne til at bøje den. Uden rigtig at spørge tog hun fat om stumpen og forsigtigt langt nede på hans overarm. "Hvis du lige lader mig lave bevægelserne en gang," foreslog hun, "og sig til hvis det gør ondt". Så snart han slappede af i sine muskler lavede hun hver en bevægelse med forsigtighed og lyttede til ham hvis det gjorde ondt.

Hun ville ikke love ham at det var nok med et stykke tid før hun havde set bevægelserne lavet i afslappet tilstand.