Renny mistede tidsfornemmelsen igennem smertehelvedet. Aldrig havde hun troet, at dét skulle blive hendes eksistens, og hun mærkede hvordan, at det knuste hendes indre væsen bid for bid; det, der altid havde været fuld af gåpåmod og livsglæde, og som havde bragt hende steder hen, der var som lukket land for andre.

Dæmonen tog det fra hende hver gang, at han plantede endnu en af sine smertekugler, og uanset hvad end Renny forsøgte, at fortælle sig selv, svandt ordene ind og blev stumme, hver gang de sprang. Til sidst var der ingen behjælpelige tanker. Ingen fortrøstende ord, hvis kerne var håbefuld.
Hun kunne end ikke bibeholde vreden. Også den forlod hende.

På et tidspunkt stoppede det men Renny registrerede det ikke med det samme igennem tågen af tårer, spyt og opkast. Hun kunne ikke længere lugte; hverken sig selv, det forrådnede skibskammer eller manden overfor hende. Kunne hun stadig se? Renny vidste det ikke og det føltes ikke længere vigtigt at forsøge.

Koldklamme hænder landede på hendes fregnede og våde kinder, og tvang hendes ansigt op. Konjekturerne af hendes bøddel var det eneste, Renny rigtig bed mærke i men hans stemme, hans spørgsmål, skar i hendes øregange.
Om det var den årelange løgn eller loyalitet kunne Renny ikke svare på, men ordene der forlod hende, vidste hun, var ikke det svar, han ledte efter: ”Jeg – arbejder på – et skib. Vi – fragter…”

"Forkert. Svar," Zahinael lød skuffet. 
Der var ikke vrede i hans stemme, kun den dybeste skuffelse, som man normalt kun fandt hos forældre. Endnu en smertekugle formede sig i hans hånd, men inden han nåede at tabe den ned på Renny, blev hendes tårevædede ansigt oplyst fra en ny vinkel. Zahinael snurrede rundt med flakkende blik i rummet og fik øje på en lille lyskugle, som en ildflue, der svævede hen mod kvindens ansigt.
Han så fra det lille lys til Renny og tilbage igen. Langede ud efter ildfluen, der bare svajede lidt i luften og så stoppede op lige foran Renny. Zahinaels blik blev drevet mod hvor den var kommet fra. Døren. Nøglehullet?

"Hvad var det?" hvæsede han som han trampede mod døren og smækkede den op. 
Gangen var tom. Havde han ikke sat en vagt...? På gulvet lå hans vagt, bevidstløs. En rasende brummen steg op gennem dæmonens strube og endte i en moret latter, dyb og fordrejet af at have råbt så meget ad Renny. så hun havde  ikke arbejdet alene. Hvor spændende.
"Det ser ud til jeg skal ud og finde en af dine venner, Ren," sagde han og smækkede døren bag sig, hvorefter hans fodtrin forsvandt op ad trappen og hans råbende stemme blev fjern. Han havde tænkt sig at gennemsøge hver en krog af skibet og hive hver og en af dem ombord ud af deres skønhedssøvn, hvis han blev nødt til det. Han ville finde hvem end der havde prøvet at komme i kontakt med hans offer, og så ville han have to små spionfugle at lege med indtil de nåede deres sydlige destination.