"Der skal altid være en første gang for alting i livet," hummer hun med et smil. Hun ser op på ham igen som hun kan fornemme han kigger på hende, det var tydeligt at se han stadig tænkte lidt over nogle ting, hvad vidste hun ikke men han tænkte. Hun hørte ham sukke, som hun havde vendt blikket tilbage til bålet, med et fokus på flammerne, men hun var alligevel opmærksom på ham. Som han igen begynder at snakke ser hun på ham igen, nok var det meget lavt, men det var ekstremt tydeligt for hende når hun havde lagt hendes hoved på hans skulder, så var det svært at undgå at høre hvad han sagde om det var meningen eller ej hun faktisk skulle høre det.

"Længe siden du har fået blod? Eller er det bare duften der gør du har lyst til blod?" Spørger hun, meget nysgerrig omkring hvordan det faktisk fungere, for hun aner det ikke men hun vil alligevel vide det. Hun havde ikke så vidt hun vidste mødt en vampyr før, så det var nyt for hende så selvfølgelig var hun meget nysgerrig hvad angik alt det her med blod. Hun var jo ikke selv en som havde et behov for at spise, men en vampyr måtte da have et behov for blod, men hvor ofte? Hun kunne godt mærke hendes nysgerrighed måske var grænseoverskridende for nogle, men det virkede ikke til han havde meget imod hendes spørgsmål. Hun havde jo vidst fra første gang han sagde det, at det nok kunne blive lidt af et problem med hendes duft, fordi åbenbart var engle noget vampyrer gik efter uden hun havde været helt klar over det. Nu var hun da blevet klogere lige på det punkt, hvilket jo kun var positivt, så vidste hun hvor opmærksom hun var nød til at være omkring andre vampyrer, hun følte ikke for at være alt for opmærksom i Dimitris selskab, for nu havde han lært han ikke bare skulle tage hendes blod, altså medmindre han ville dø, måske var det noget andet hvis han spurgte først, ikke hun havde overvejet det, måske hvem ved. Ikke at Gaia kunne li den tanke, men ulven vidste også den ikke havde noget at sige i hvad Xilla besluttede medmindre det ville koste dem livet så havde hun nået at sige, men kun på det tidspunkt.

Enlig var han helt enig med det hun sagde om at der skulle være en første gang for alting i livet. Det var han helt enig i, og det var noget han ikke havde troet ville ske. At han skulle være enig med en engel, men selvom han heller ikke sagde noget så havde hun ret. Han lod hans blik hvile sig på bålet, og kunne så småt ane solen langsomt begyndte at stå op. Der var selvfølgelig lidt tid endnu, hvor han kunne sidde her foran bålet sammen med hende, men han var nød til også at komme væk snart. For solen og varmen var farlig for ham. Men måske det ikke ville være så slemt, at han ville blive nød til at tage afsted"Solen står op langsomt, lad os håbe det ikke er alt for slemt så jeg stadigvæk vil kunne lære dig at svømme"sagde han imens han drejede hovedet hen imod hende, og blinkede til hende.

Hendes spørgsmål fik ham til at nikke, og han lagde sig bagover, så han lå på jorden. Han lagde hænderne ombagved hovedet for at ligge en smule bedre. Han kunne ikke huske hvornår han sidst fik blod, det havde nok været lidt tid siden"Det er nok rimelig lang tid siden, men jeg er ikke helt sikker men duften af dig lokker mig"sagde han som han lod hans blik hvile sig på himlen, imens der bredte sig et lille smil på hans ansigt. Han havde jo bidt englen, og drukket noget af hendes blod. Men før det var der nok gået lidt tid før han sidst havde drukket noget blod. Men lige nu behøvede han det ikke, han kunne nok godt klare sig i nogle timer inden tørsten igen ville melde sig. Han betragtede himlen lidt mere, og sukkede så"Gid man kunne ligge her i lidt længere tid"sagde han imens han få sekunder efter lukkede øjnene. 

Hendes blik fangede solen, der langsomt var begyndt at begive sig opad, langsomt men man kunne begynde at se det snart var ved at være morgen igen. Hun hummer lidt, imens hun lytter til hvad han siger. "Vi krydser fingre, der må da også være lidt træls at skulle gemme sig indenfor om dagen, er det ikke?" Hummer hun svagt, imens hun ser tænkende mod himlen, den er dog ikke så klar her til morgen, så det ikke helt til at sige hvad der vil ske med dagen i dag. 

Hun vipper hovedet på skrå, da han vælger at ligge sig ned, jamen det kunne man også gøre. Hun rynker lidt på næsen, inden hun gør et træk på skulderne, tydeligt vampyren var meget rolig i dette øjeblik trods alt. "Jeg er sikkert bare ret lokkende," siger hun drillende, men alligevel med et wink, inden hun ser ud over vandet. Hun var alligevel begyndt at være lidt drillende, men sådan var hun bare når hun så chancen til det. Hun hummer lidt, imens hun nikker lidt. Hun kunne godt forstå ham, vejret var stille, morgnen var altid en rolig tid, meget skønt. Hun lægger sig ned vedsiden af ham, hun kunne altid ligge her, det kunne han jo bare ikke. "Det er forståeligt nok, morgnen er altid rolig, det altid fantastisk om morgnen bare at ligge," hummer hun, som hun ser op på himlen, imens hun lytter på trods af det kun er træerne hun kan høre, som bevæger sig lidt som der kommer en svag vind engang imellem. Dyrene havde ikke nærmest sig søen hertil morgen, men det vidste hun allerede at de ikke ville. Hun havde det nemt med at få dyr til at holde sig væk fra et område hun var, de brød sig ikke om den svage duft af ulv, tydeligt ingen af dem ville nyde et møde med sådan en.

Som hun lagde sig ned ved siden af ham drejede han hovedet hen imod hende, og han sendte hende et bredt smil. Så drejede han hovedet op imod himlen igen, og betragtede de mange stjerner. Himlen var altid flot om aftenen, og natten. Aldrig havde han haft glæden ved at kigge på dem så meget som han gjorde lige nu. Han havde slet ikke regnet med at Xilla ville ligge sig ned ved siden af ham, men det var nu hyggeligt nok. Han lyttede til det hun sagde, og han nikkede for det var rigtig. Det var ville være træls, hvis han skulle gemme sig indenfor om dagen, men det var tit det han var nød til at gøre. Et suk forlod hans læber, og han drejede hovedet hen imod hende igen, og lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt.

"Det er også træls, men jeg er vant til det for sådan er det at være vampyr"sagde han og blinkede til hende, før han så hørte hendes ord om at hun nok bare var lokkende. Han grinede lidt som han gav hende et puf med skulderen. Det var nok rigtigt, ellers var hendes blod og duft bare utrolig lokkende for ham. Han var ikke helt sikker endnu, hvad der mest lokkede ham. Men det betød nok heller ikke særlig meget lige nu, han nød bare kulden lidt mere før solen ville være fremme på himlen. Han tænkte lidt som han lå ved siden af hende på jorden, og nærmest håbede at solen ville være langsom om at stå op for han vidste at han var nød til at tage væk"Det kan være vandet er blevet lidt varmere, men jeg er ikke sikker"sagde han undrende som han lod hans blik glide hen forbi hende så han kunne se på vandet. Dog skulede han en smule hen på hende med et bredt smil.

Hun ser over på ham, som hun hører ham komme med et suk, tydeligt han ikke virkede så glad for situation om ikke at kunne være ude om dagen. Hun hummer lidt til den sætning, han havde vel en pointe han kunne ikke ændre meget ved det nu han faktisk var vampyr. "Man kan hurtig blive van til det, især hvis man ved det kan have konsekvenser hvis man ikke bliver hurtig van til det," hummer hun roligt, for hun havde selv svært ved at vænne sig til at være engel, men hun kunne i det mindste have et mere eller mindre normalt liv på trods af det, han var blevet lidt begrænset ved hele hans dag skal foregå indenfor.

En latter kommer fra hende, som han puffer til hende, tydeligt for hende hvorfor uden han behøver kommentere på det, hun napper til hans skulder igen for at drille lidt mere. Et kækt smil pryder hendes læber, inden hun ser et øjeblik ud over vandet, det burde være lidt varmere, måske ikke meget, men nok til det ikke kunne gå helt galt. "Hmm, der er da en chance," siger hun tænkende, som hun har vendt blikket tilbage på ham. "Du godt klar over jeg har bidt dig flere gang end du har bidt mig," siger hun drillende, med et kækt smil, mere fordi hun egentlig lige kom i tanke om hun har bidt ham tre gange, bare fordi hun ville drille. Meget mystisk, men det var nu alligevel meget ironisk for hende. Det ham der er vampyren ikke hende, men så igen han kan ikke li Gaia, så måske det alligevel gir lidt mening.

Hendes kommentar om at hun havde bidt ham flere gange end omvendt, fik ham til at puffe lidt til hende igen. Han blinkede til hende før han satte sig halvt op, og kravlede hen over hende. Han holdte hende lidt fast med begge hænder imens han sendte hende et bredt smil. Det var ikke et ondt eller hårdt greb, han strammede ikke grebet men bare holdte hende nede ved at drille hende lidt. Han lod hans blik glide ned over hende, og lod blikket finde vej op til hendes ansigt igen"Jeg kan sagtens bide dig lidt mere, hvis du savner det"lød det kækt fra ham med en drillende stemme.

Han gav så slip på hendes hænder og satte sig op, trak det ene ben op under sig. Han betragtede bålet lidt igen, det ville sikkert brænde lidt endnu. Så han behøvede ikke tænke på brænde lige med det samme, hvilket var godt. Han sad nemlig ganske afslappende, og fandt Xilla's selskab ganske hyggeligt. Dog vidste han godt at han snart var nød til at forsvinde væk. Mest fordi solen snart ville være oppe, han rejste sig så op og kiggede ned på hende. Han lod hans blik hvile sig på hendes ansigt, og rakte en hånd ned til hende"Skal vi prøve igen, med det svømme træning eller stoler du stadigvæk ikke på mig"sagde han med et kækt glimt i øjet. Han vidste slet ikke om hun ville tage imod hans hånd, men nu havde han rakt den hen imod hende så hun kunne komme op at stå.

Hovedet lagde han på skrå, og den frie hånd begravede han i hans ene bukselomme. Hvis hun ikke ville tage imod hans hånd, var det okay. Det ville ikke være noget han havde noget imod, han var alligevel så sød og venlig overfor hende, hvilket var meget underligt. Så han kunne da ligeså godt tilbyde hende en hånd også"Jeg ønsker ikke at dø af varmen og solen"grinede han lidt til det hun havde sagt.

En latter kommer fra hende, som han pludselig kravler hen over hende. Tydeligt han ikke er ude på at gøre hende ondt, men mere for at drille, det var altid sjovt når folk var med på lidt dril. Verden ville være kedeligt hvis ikke folk kunne være med på lidt drillerier, i hvert fald hvis man spurgte hende. "Spørgsmålet er jo nærmere om jeg faktisk savner det," siger hun med et kækt smil, samt et wink. Ikke engang Gaia gad at vippe et øre lidt i det øjeblik, tydeligt hun har fundet ro på hele situationen igen, hvilket bare var positivt. En afslappet Gaia var nemmere at arbejde med i hovedet, end en Gaia der ville flippe ud.

Hendes blik følger ham, som han sætter sig op igen. Hans selskab var faktisk ret hyggeligt, utroligt nok når man tænker på starten af det hele. Hun tager fat i hans hånd, da han tilbyder den, så hun kommer op mere elegant end hun ville hvis hun selv skulle op. "Lad os prøve, det værste der kan ske er at jeg faktisk drukner," hummer hun, som hun stirre et øjeblik ud på vandet. Hun kommer med et grynt, som hun prøver lade vær med at grine af hans kommentar, om han nu ikke ønskede at dø af varmen eller solen. "Det ville faktisk være ret trist, hvem skal jeg så bide hvis du dør af solen eller varmen," siger hun drillende, inden hun går hen mod vandet. Tæppet er tæt omkring hende stadig, men hun ved også den må hun hellere smide som de kommer tættere på vandet, ingen grund til den også bliver våd, så skal hun vente længe på den tørre, det gad hun virkelig ikke, magtede hun slet ikke på nogle måde. Hendes øjne fanger vandet som ligger helt stille, Gaia er et øjeblik ved hende, for at sikre sig hun ikke allerede går helt i panik bare af at se på vandet. Hun laver en grimasse, bare tanken om at drukne, den var virkelig ikke rar, slet ikke når det heller ikke var så længe siden igen det faktisk var ved at ske, eller er det blevet længe siden nu?

Hans øjne fulgte hende som hun gik hen imod vandet, og han valgte selv at gå hen imod vandet. Hans øjne gled hen over vandet, og han lagde hovedet en smule på skrå. Han håbede ikke at vandet ville være alt for varmt, men så længe vandet var en blanding imellem varmt og koldt var det vel ganske fint. Dimitri kiggede hen på Xilla, og han gik tættere på hende da hun nævnte at hvis han døde hvem skulle hun så bide. Han grinede lidt, og løftede en hånd op imod hendes ansigt hvor han prikkede hende på kinden"Ja det ved jeg ikke, jeg kender ingen bedre vampyrer end mig"sagde han som han blinkede drilsk til hende, og lagde armene over kors. 

Han skulede kort hen imod vandet, og følte sig allerede klar til at mærke vandet. Han var slet ikke bange for at det ville være for varmt, men var lidt spændt på at mærke det. Det var underligt men også sjovt hvordan deres møde pludselig havde ændret sig. Men han var vel bare i godt humør, og som de stod og kiggede på vandet kunne han godt mærke varmen langsomt begyndte at prikke lidt til hans hud. Men det var ikke slemt endnu, så han kunne sagtens holde ud endnu. Han holdte blikket på hende og tænkte over hendes ord, han kunne vel drukne hende, men han havde ikke lyst til det"Er du klar til at gå i"spurgte han undrende med et løftet øjenbryn, og blinkede så til hende med et skævt smil.

Hun kommer igen med et grynt, over hans store selvtillid han lige har sig. "Jeg kan ikke kommenterer på det, du er den eneste vampyr jeg er stødt på, så hvem ved om der er en bedre end dig," siger hun med et kækt smil, tydeligt en drillende undertone i det hun siger. Hun går ned og lige mærker med hendes fødder på vandet, det er bedre end tidligere, eller engang i nat. Det burde hun godt kunne klare, kulden prikker ikke på samme måde som den havde gjort om natten, hvilket er et positivt tegn. Så hun var vel blevet så klar som hun nu kunne være, når man tænkte på det handlede om at gå i vandet.

Hun smider tæppet fra sig, "så klar som jeg nu engang kan blive," hummer hun, inden hun går ud og dypper tæerne først, derefter går hun længere ud i et roligt tempo, indtil hun kommer hvor det går hende til livet, så stopper hun alligevel, som hun skuler ud til resten af vandet, som hun ved er mere end bare lidt dybt, der hvor hun slet ikke kan bunde. Hun krydser armene, som vinden nipper lidt til hendes hud. Det var alligevel en svag kold vind som kom der, men vandet var ikke alt for koldt, hun ville kunne stadig forvandle sig til Gaia hvis det går helt galt, det ville ikke påvirke dem. Kulden fra vandet prikker kun lidt på hendes hud som er under vandet, men ikke noget som er yderlig af betydning. Hun så over sin skulder, som hun sendet et skævt smil til Dimitri, som hun tydeligvis et øjeblik havde gået væk fra, da hun havde mere travlt med bare at komme ud og stå lidt i vandet, for at få panikken til hurtigere at forsvinde, eller et håb om det meste er forsvundet når han vil begynde at lære hende at svømme, så mange ting kunne gå galt, men hun ville vælge at stole på ham, det værste der kunne ske var at hun blev nød til at forvandle sig til Gaia for at lade vær med at drukne.

Som hun begyndte at dyppe hendes tæer gik han ned i vandet, han gad ikke til at tage alt tøjet af, og generelt ikke tage tøjet af. Så han gik bare ned i vandet med tøj på, og som han stod i vandet kunne han mærke på vandet, at det ikke var for varmt eller koldt. Det havde en tilpas temperatur, og det virkede på Xilla at hun stolede mere på ham nu, end før. Så håbede han at han kunne finde ud ad lære hende det på en god måde. Så længe han bare sørgede for at hun ikke ville drukne var det vel meget godt. Dimitri kiggede rundt en smule, og kunne godt mærke vinden raste hen over dem. 

Den var forfriskende, og han kunne godt lide det. Han skulede hen til Xilla, og sendte hende et bredt smil. Han gik lidt tættere på hende da han hørte hendes ord, og prikkede hende på kinden igen som han blinkede til hende"Så er jeg nød til at give et godt indtryk af mig, hvis du ikke møder andre vampyrer"sagde han med et skævt smil. Han kunne godt lide vandet som han stod mere i det, og det virkede også til at hun ikke var så meget i panik. Men han havde dog stadigvæk på fornemmelsen af at hun stadigvæk var lidt i panik, han vendte hans opmærksomhed på hende, og tænkte over hvordan de kunne starte"Jeg lader dig ikke drukne"sagde han som han rakte en hånd frem imod hende imens hans øjne hvilede sig på hendes ansigt.

"Men hvad hvis jeg møder andre, og de faktisk giver et bedre indtryk end dig?" Siger hun drillende, inden hun blinker til ham. Hun puffer til ham med hendes hofte, imens hun fornemmer vandet omkring hende. Hun lader fingerene flyde igennem vandet, som hun for en fornemmelse af det hele, selvom hun ikke er helt sikker på hvilket ben hun skal stå på. Hun vil gerne lærer det, men hun bliver nød til at slappe mere af. 

"Jeg stoler på dig," siger hun med et selvsikkert smil, som hun tager fat i hans hånd, i det øjeblik hun havde bestemt sig. Hun tager en dyb indånding, derefter puster hun langsomt ud, som hun fornemmer panikken langsomt forlader hende krop. Hun giver hans hånd et klem, mere for at fortælle hun er mere parat end hun var lige før. Det var hele tiden op og ned med dette vand, hun var yderst panisk for at drukne, det var ikke en rar følelse, en følelse hun nok havde prøvet lidt for mange gange allerede. Hvilket også var derfor hun ikke længere kunne svømme, hun kan ikke engang huske hvorfor i første omgang, hun kan bare huske fornemmelsen af at drukne. Hun rystede lidt på hovedet, for at få de tanker ud af hendes hoved igen, hvis hun første begyndte at tænke på det, så ville det nok aldrig stoppe, så meget vidste hun da omkring det. Nu regnede hun bare med han tog det til sig hun valgte at stole på ham, for det kunne ende på forskellige måder det hele, men han virkede til hun kunne stole på ham i dette øjeblik, hvilket også var grunden til hun nu stolede på ham.

Måske det første de kunne gøre var at dykke, at prøve at få hovedet under vand. Han tænkte lidt, det var måske en start. Han kunne gøre det sammen med hende, på den måde ville han også være sikker på at der ikke skete noget der ikke skulle. Han var dog også sikker på, at hvis det ville ende med at hun ville være tæt på at drukne skulle han nok være hurtig til at hjælpe hende. Hele hans fokus og opmærksomhed var på hende, som han betragtede hende. Dimitri valgte så at brætte begge ærmer op på skjorten, bare så han bedre kunne bevæge hans arme og så hans skjorte ikke ville blive alt for våd. Han lagde hovedet på skrå og lod kort hans blik glide ned over ham. Han var sikker på at han ville være nød til at tørre hans skjorte bagefter.

"Jeg er sikker på du nok vil møde nogen der er bedre end mig, for jeg er frygtelig dog kan jeg være sød som du har fundet ud ad"sagde han som han puffede til hende med hans skulder. Det var ikke et hårdt puf men et blidt et. Hendes ord om at hun stolede på ham fik ham til at tænke luskede tanker, men han var nød til at ryste dem af. Han holdte hans hånd i hendes, og greb ud efter hendes anden hånd. Så stod han foran hende, og sendte hende et bredt smil"Okay det første vi skal er få hovedet under vandet, for på den måde kan du vænne dig til det hvis det skulle ske at du kommer til at få hovedet under vandet"sagde han med en bestemt stemme, som han stod og holdte hende i hænderne.

Hun puffede endnu engang til ham, som hun kommer med et grynt over det han siger. Så frygtelig var han nu heller ikke, så længe man havde en Gaia til at hjælpe. "Du er da sød nok, når du bliver sat på plads af en kæmpe ulv først," hummer hun. Tydeligt han ikke havde været så glad for den overraskelse som Gaia havde været, men man kunne vel ikke bebrejde ham, hun havde skarpe tænder trods hun lignede en stor plysbold, med alt den vinterpels hun har. 

Hun laver en grimasse, som han snakker om at have hovedet under vandet. Det havde hun nok ikke regnet med, men det kunne måske gå an. Det var aldrig til at vide, hvordan det helt præcis ville gå, for hun har aldrig frivilligt haft hovedet under vandet, tænk hvis hun blev forskrækket, kom til at sluge noget vand og derved drukne? Nok havde hun Dimitri lige der, men hun var bange for at drukne, hvilket var grunden til hun ikke kunne svømme.

Men den måde han havde sagt det på, så vidste hun også hun ikke havde det mindste at sige, han havde besluttet sig, og hun havde valgt at ligge alt sin tillid over til ham, så var det lidt svært bare at sige nej. "Okay, lad os se på det," siger hun roligt, som hun ser ham i øjnene, for at være helt sikker på hun kunne stole på ham, men intet gav væk at hun ikke kunne i det øjeblik. Hun nikker lidt bestemt, mere til sig selv, hun havde bestemt sig, nu skulle hun bare ikke bakke ud af det igen.

Det var godt at hun var frisk på at prøve det, så han sørgede for at holde fast i hendes hænder, som han langsomt bøjede sig i knæene, for at lade overkroppen sænke sig ned under vandet i et langsomt tempo. Han holdte øje med Xilla om hun var med, og at der ikke skete noget. Tænk at han var blevet så sød overfor en engel, han kunne virkelig ikke forstå det. Han var i strålende humør nærmest som han følte sig underholdt og i godt selskab af hende. Han fortsatte så med at lade hans krop sænke sig under vandet, og da hans ansigt nærmede sig overfladen holdte han blikket på Xilla for at sikre sig at hun var klar. 

Han følte ikke at han havde lyst til hurtigt at dukke sig under vandet, før hun var klar. Han gav hende et tegn og viste hende hvordan hun kunne sørge for at holde vejret så hun ikke ville få alt for vandet ind. Dog var Dimitri altid klar til at hjælpe hende, hvis noget gik galt. Vandet var i det mindste ikke blevet helt vildt varmt lige nu, det havde en god temperatur. Det var helt rart, dog havde han været hurtig og spottet solen var endnu tættere på at stige helt op på himlen. Der var noget tid endnu, heldigvis"Ja tænk at jeg kan være sød"sagde han og kunne ikke lade være med at grine en smule, og han gav hendes hænder et klem"Er du klar til at få holde vejret lidt som vi får vores hoveder under vandet"spurgte han med et løftet øjenbryn men dog med et smil på ansigtet.

Hun lader hende krop synke længere ned i vandet, glad for de ikke var så langt ud så hun altid ville kunne nå bunden. Hun hummer lidt, som vandet langsomt kommer længere op. Der er dog intet tidspunkt hun giver slip på hans hænder, for hvis der nu skete noget, bare nej. Hun kommer dog med et grynt over hans svar, "alle kan være søde, spørgsmålet er hvad der for dem til at være det," siger hun med et stort smil, hun havde sine øjeblikke i hvert fald hvor man ikke skulle tro hun var så flink som hun er, dog det meste af tiden var hun flink.

Hun lader vandet være omkring hendes hals, inden hun brummer lidt tænkende som hun ser i vandet, før hun ser på Dimitri igen. "Okay, lad os prøve," brummer hun lidt, som hun lader sig selv synke længere ned, for at få hovedet under vandet. Hun kan mærke hvordan hendes hjerte hammer hurtigere, hvordan panikken langsomt prikker til hende som hun kommer under vandet. Mest af alt har hun lyst til at skrige som hun føløer hendes lunger nærmest brænder, selvom hun ikke har holdt vejret særlig længe. Men det som hver gang vandet bevæger sig en smule, er det lige før hun går helt i panik. Hun klemmer hans hænder hårdt, som hun nærmest for en fornemmelse af at drukne, selvom hun ikke har taget vand ind. Gaia prikker lidt til hende, men prøver at holde sig mest muligt væk, for ellers ville det nok ende med Gaia ville tage over, det ville heller ikke være så smart, når hun vidste hun selv blev nød til at lærer det. Hun kunne ikke altid regne med Gaia, hvis hun kom i meget koldt vand. Hun skubber sig selv op igen, så hendes hoved lige er over vandet igen, som hun prøver at skubbe tankerne ud af hovedet, imens følelsen af at være okay kommer tilbage til hende. Okay, det burde ikke være så slemt, men hun havde nok heller ikke overvejet omfanget af hvorfor hun ikke svømmer, som tydeligt nu bunder ud i en panik, hvorfor ved hun ikke, hvilket frustrere Xilla. 

Som han kunne mærke, at hun klemte hans hænder hårdt løftede han et øjenbryn og bed tænderne sammen. Han fik hovedet op over overfladen igen, og kiggede på Xilla en smule bekymret. Det var som om han godt kunne mærke, at hun havde troet hun var ved at drukne og måske var gået i panik som hun havde klemt hans hænder hårdt. Han havde ikke fjernet hans blik fra hende, selv under vandet havde han kigget på hende for at være sikker på, at hun var okay. Han havde holdt lidt øje med hende, bare for at se hvordan hun klarede det og hvordan hun havde det.

"Er du okay"spurgte han undrende med et bekymret ansigtsudtryk, som han gav slip på hendes hænder, og løftede den ene op til hans ansigt hvor han strøg hånden hen over det våde hår. Vandet var faktisk ganske fint for ham, det var ikke for varmt og heller ikke koldt for Xilla. Det var godt de havde ventet til at gå i vandet til nu, for det havde været alt for koldt for hende hvis de havde været i vandet lige med det samme efter hans kamp imod Gaia. Dimitri lagde hovedet på skrå som han lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt, og han kunne godt fornemme, og se på hende at hun havde været i panik, så måske det var dumt at spørge hende om hun var okay. Men han skulle lige være sikker"Ja måske jeg burde grave min søde gemte side frem lidt oftere, selvom det er svært og umuligt"sagde han og sendte hende et bredt smil. Han lod hånden fortsat glide hen over hans hår, og holdte blikket på Xilla imens han ventede på hendes svar og reaktion.

Hun brummer lidt, irriteret over det faktisk kunne være så svært, bare med hovedet under vand, hun ville aldrig vide hvorfor noget satte en panik i hende. Ikke engang Gaia, vidste hvad det hele gik ud på, for hun havde det absolut fint med vand. "Det tror jeg," siger hun, med rynker lidt på næsen, som hun vipper hovedet lidt på skrå, for hun kan ikke forstå det sådan rigtig, for hvorfor sker det? Men hun må nok bare indse det noget gemt langt tilbage, som hun selvfølgelig af gode grunde overhovedet ikke kan huske. Hun kan kun huske en håndfuld ting fra før hun blev engel, men hun havde valgt bare at acceptere det var sådan det var, dette var tydeligvis en af dem.

"Bare rolig, den side skal nok komme frem hvis du føler for det, eller den rigtige person, du kan ikke tvinge dig selv til altid at være sød," siger hun med et stort smil, samt et træk på skulderne. Man kunne ikke altid være den søde, for nogle krævede det noget bestemt, eller en bestemt person, du kan ikke tvinge en person til at ændre sig. Hun kørte håret igennem det lange sorte hår, som det sad helt klistret til hendes hoved, fordi vandet tyngede det ned. Hun forstod sjældent pointen i alt dette med at være i vand, jo det var fint, men hvor nødvendig er det? Det nok mere tanken om at drukne der for hende til at tænke sådan, men sådan er livet nu engang, og hun kan intet gøre ved det lige meget hvor meget hun ville, eller måske kan hun, hvem ved.

Det lød ikke til at hun var sikker på at hun var okay, og det havde været tydeligt i hendes stemme. Han holdte det undrende og bekymret udtryk på ansigtet, før han kiggede ned imod vandet. Han kunne ikke undgå at tænke over hvordan han ellers kunne have gjort det. Han var sikker på at det havde været den bedste start for hende, måske de skulle prøve igen. Før de kunne fortsætte, men Dimitri var nød til at stå og tænke over det lidt. Det kunne være at han bare skulle gå videre med noget andet måske, så de ikke behøvede at gøre det samme igen. 

Men han følte også at han var nød til at vide, hvordan og hvorledes med hende"Vi kan prøve igen, måske det vil hjælpe"spurgte han undrende med begge øjenbryn løftet men dog havde hans hænder i hendes stadigvæk. Han havde mest gjort det for at give hende lidt mere tryghed, så hun ikke behøvede at være i panik. Men han var slet ikke sikker på, om det overhovedet hjalp. Måske han bare skulle give slip på hendes hænder? Men han havde enlig ikke lyst til det mest fordi han ville sikre sig at hun havde det lidt bedre med at have hovedet under vand som han holdte hænderne i hendes"Du må endelig sige til, hvis jeg presser dig eller hvis du ikke vil have jeg holder dine hænder"sagde han med et bredt smil.

Han gav så et nik fra sig til hendes ord om at den søde side nok skulle komme frem, hvis han følte for det eller hvis den rigtige person var der. Han tænkte lidt over de ord, det var aldrig noget han før havde tænkt på. Men hun havde ret, og det fik ham til at give hende et klem på hendes hænder, intet hårdt intet stramt men bare et ganske normalt og blidt klem"Er det en engle ting at sprede glæde hos andre, eller få andre til at være søde"drillede han som han gav hende et blidt puf med skulderen.

Hun ser på ham med et smil, mere opmuntrende for det var tydeligt at se det hele også undrede ham. "Lad os prøve igen, medmindre jeg ender med at klemme dine hænder for hårdt," siger hun, det sidste lettere drillende, for hun vidste hun havde klemt ret hårdt det sidste af tiden under vandet. Hun prøvede at løsne sig selv lidt op igen, hun brød sig ikke om at være så anspændt som hun havde været. Hun brød sig ikke om at vise nogle svaghed, men dette var tydeligvis en for hende.

Hun kommer med et svagt grynt, over han siger hun måtte sige hvis han pressede hende, eller sige hvis hun ikke ville have han holdt hendes hænder. Hun klapper ham svagt på kinden, med et kækt smil. "Jeg ikke ligefrem en du kan tvinge til noget, så gør jeg ting så det fordi jeg selv vil, det skal du ikke tænke på," siger hun med en hummen, før hun blinker til ham, for lige et øjeblik kom hun selv til at høre den kunne forestås på mange måder. Var der en ting hun nogle gange var god til, så var det at sige sætninger som kunne have flere betydninger.

Hun napper til hans skulder, som han puffer til hende. "Nej det er bare mig, sådan er jeg så fantastisk," siger hun med et kækt smil. Nok kendte hun ikke just andre engle, men hun vidste de fandtes både gode som dårlige, men nok ikke alle ville være så rolig omkring en vampyr som hun var i dette øjeblik, men hvad kan hun sige, ingen trussel så der ingen grund til at være på dupperne i nærheden af andre væsner. 

Det var dejligt at hun var frisk på at prøve igen, han ville heller ikke give op. Det skulle nok lykkes det var han sikker på. Han havde heller ikke noget imod at tage det stille og roligt, og gøre det i et langsomt tempo. For han var både sikker på at der var bedre for hende, men også at hun måske kunne vænne sig mere til vandet. Det ville være meget nemmere at vænne sig vandet når det jo ikke var koldt, men i det mindste var vandet ikke alt for varmt. Han havde sikkert også været hurtigere op ad vandet, hvis det havde været varmt. Han lod hans blik hvile sig på hendes ansigt, og studerede hendes ansigt imens han gav et nik fra sig.

Så holdte han stadigvæk fast i hendes hænder, og bevægede sig ned under vandet igen, stadigvæk i langsomt tempo. Han holdte hans øjne på hende, og gav hende et blidt puf med skulderen før han holdte vejret så snart han ramte vandet, og han var pludselig under vandet nu. Han kiggede hen på hende for at sikre sig at hun var okay, han gav ikke slip på hendes hænder. Dimitri forstod dog godt, hvis hun ville gå i panik, eller blive bange igen, men det gjorde bestemt ikke noget. Hvis det ikke var fordi de var under vandet havde han sikkert grinet over hendes kommentar til at hun måske ville kunne klemme hans hænder alt for hårdt. Det ville ikke gøre ham noget, bestemt ikke, og hvis det ville blive så slemt at hun brækkede hans knogler skulle de nok heale. Det var han sikker på, og som de var under vandet betragtede han hende, men han sørgede også for at de ikke var under vandet i så lang tid. Det kunne nemlig sagtens føltes ubehageligt hvis de var under vandet i alt for lang tid, specielt når hun havde det som hun havde det med vandet. 

Da han kom op på overfladen igen sammen med hende sendte han hende et smil, og spyttede lidt af vandet han havde fået ind ud, dog ramte han ikke hende. Endnu engang kørte han hånden hen over hans hår"Du må være meget fantastisk siden du har den virkning på mig"grinede han og gav hende et blidt puf, han syntes det var underligt dog lidt morsomt som hun havde været glad for at nappe til hans skulder.