Der faldt atter ro over rummet, som Philotanus havde forladt det og efterladt ham med Nianna. Men Orcus var ikke sikker på om det var smartest for ham at blive eller gå sin vej. Følelsen fra tidligere var forsvundet og han var nu mere bekymret for at skade hende end hun kunne skade ham.. Han rynkede på næsen flere gang, hver gang han ville åbne munden eller bevæge sig tættere på, som han dog endte med at stå stille et stykke fra hende. Han havde faktisk ikke rørt sig ud af stedet i et godt stykke tid. Kroppen var også begyndt at blive en smule rastløs, men han kunne ikke bare gå eller nærme sig hende, så han blev stående. Hendes stemme bragte ham ud af sit fangeskab, som han rystede ihærdigt på hovedet. "Du har kun forsvaret dig selv" forsøgte han at forklare hende, som han strøg fingeren over sit øre. Blodet var efterhånden tørt og han kunne slet ikke mærke smerten på samme måde. Det betød intet.

Orcus fik pludselig øje på hendes tåre, som han helt automatisk trådte frem imod hende, løftede hånden, som han skulle til at tørre den bort, men bremsede sig selv, da han var lige ved at røre hende. Måske det var for meget at røre ved hende lige nu. Ikke fordi han var bange for at modtage hendes følelser, men fordi han var bange for at hun måske frygtede berøringen. "Jeg tror din evne bliver styret af dine følelser, du har været ude på en større omgang" forklarede han roligt, som han lod blikket hvile imod hende og sendte hende et forsigtigt smil.

Han overvejede at vende rundt, så hun kunne bearbejde sine tanker uden at blive forstyrret af hans tilstedeværelse. Han kunne ikke vide med sikkerhed, at han havde ret i sin udtalelse, men han kunne forsøge at guide hende, som han selv havde lært det med sin evne. Evnen forsøgte jo bare at forsvare hende. Omend den havde en underlig måde at gøre det på. Nianna gav pludselig udtryk for at hun gerne ville have, at han blev der, som han sank en klump, før at han forsøgte gik hen ved siden af hende og satte sig på sengekanten. "Jeg kan godt forstå, hvis du trænger til ro" lød det stille, som han ikke ville bebrejde hende, hvis hun havde brug for det. Men det var lidt som om at han følte trang til at gøre mere. Han løftede derfor armen og lagde den forsigtigt omkring hende. Den ville ikke være svær at skubbe bort, hvis ikke hun ønskede kontakten.

Nianna løftede sit blik imod Orcus, som han forsøgte at overbevise hende om, at hun ikke havde skadet ham. Inderst inde vidste hun måske godt at hans ord var sande, det havde været som et forsvar da hun angreb ham fysisk, men hvad med nu? Hendes blik gled rundt i det store rum, der var en tydelig opgradering af cellen, men var dette ikke blot en ny celle. En følelse af at være fanget, og rummet der samlede sig omkring hende, fik hende til at trække sig helt sammen i sengen, med hælene placeret oppe på dets kant. 

Orcus der pludselig kommet tættere på hende, får hendes blik til at hæve sig imod ham, hun vidste ikke hvad hans intentioner var, men da han stoppede sig selv, hævede hun sin ene hånd imod den kind hvor tåreren var faldet fra. Hun havde aldrig grædt før, aldrig følt sig så forvirret, vred, ensom, alene eller knust på en gang, hun ønskede blot det skulle stoppe, at det hele ville gå væk. Hun ville ønske hun kunne bruge sin evne på sig selv, men i stedet for at vise, så skjule, gemme det hele væk, smide det ind i flammerne og lade det brænde op, så hun ikke skulle føle det hele på en gang. "Jeg vil ikke føle mere...." hendes stemme knækkede over i gråden, som et par hulk lød fra hende, men hun kendte ingen metoder til at glemme følelserne, til at kunne lukke af for det hele og blot være. 

Nianna mærkede sengen give sig ved hendes side, og vendte blikket imod Orcus, som tårerne havde fået frit løb ned over hendes kinder. Modvilligt lod hun hans arm blive omkring hende, inden hun lagde sig ind imod hans krop, påpasselig med ikke at røre hans hud nogen steder. Hun ville ønske der var noget han kunne gøre for at fjerne det hele, bare få hende til at glemme dette øjeblik, give hende en udvej, til hun bedre ville kunne kontrollere det hele igen. 

Der var sket et eller andet, da Philotanus havde valgt at blande sig i deres øjeblik, nu var ingen af dem i stand til at vende retur til den tidligere følelse, som de begge så hinanden an og lagde for meget i deres bevægelser. Det var lidt som om at Nianna havde smittet ham med følelsen af at ikke var nok. Nok følte hun ikke præcis det samme, men han var faktisk nervøs for at komme for tæt på hende. Han var ikke bange for hendes kræfter, da det blot gav ham en indsigt i hvordan hun faktisk havde det, så han bedre kunne forstå hende, men det var tydeligvis noget, der skræmte hende. Det var aldrig en god ting at lade sine evner skræmme sig, for så ville det bare tage overhånd, men hvordan kunne han forklare hende det uden at skræmme hende yderligere?

Hun tørrede selv tåren væk, som Orcus ikke turde komme for tæt på hende lige nu. Han kunne fornemme den øget afstand imellem dem, men han havde endnu en trang til at være i nærheden af hende. Det hele var ligesom gået i stå, men han var noget så forbavset over hendes udtalelse, som hun gav udtryk for at hun hellere ville være foruden følelser. Der måtte ske noget for at ændre hendes mening. Uden dem kunne hun jo ikke advare sig selv. "Hvis du intet føler, så kommer du nemmere i fare" prøvede han halvt mumlende, som det ligesom var hendes sanser, der gjorde hende i stand til at mærke, hvornår noget var farligt og hvornår noget var okay.

Et lavt suk forlod hans læber, som hun lod ham ligge ved siden af hende. Det var mildt og gav udtryk for en vis form for tryghed, som han havde vendt blikket imod loftet over dem. Der var en let himmel af stof over sengen, men man kunne stadig godt fornemme de mange udsmykninger i loftet over dem. Han rettede sig en smule, som han lagde sig om på siden for at flytte en hånd imod hendes kind, som han tidligere ville have gjort, da han havde fået øje på tåren. "Der er intet i vejen med at dele med andre" sagde han roligt, som han sendte hende et opmuntrende smil med på vejen.

Hun lagde sig stille om på siden, med hovedet hvilende på hans brystkasse, hun prøvede at undertrykke hendes mange følelser, men det var svært, kun hendes hulk formåede hun at kvæle, så tårerne blot i stilhed løb ned over hendes kind og ned på hans ellers så fine hvide skjorte. Hun ønskede ikke at lytte til ham, for hun ville ikke tro at der var nogen fare her, ikke lige nu, ikke sammen med ham. Hun knugede sin ene hånd fast i hans skjorte inden hun hævede sit blik for at se på ham. Hendes ellers så klare lysegrå øjne, bar tydelige præg af de tårer der trillede over hendes kinder. Hvis hun skulle føle alt dette, på grund af ham og på grund af hans frygtelige bror, så skulle han også! 

Hun lagde sin hånd på hans kind, med et fast blik rettet på ham. Alle følelserne så intense at hun følte hun blev rykket midt over, trukket i alle retninger, som et lille barn der blev mobbet af en hel omkreds af børn, der skubbede hende rundt og gjorde hende bange og forvirret. Mistro, frygt, vrede, lyst, glæde, sorg, omsorg, nærvær, savn, misundelse, forvirring. "Hvordan skal dette hjælpe mig?" græd hun, tydeligt frustreret over ikke at kunne finde hoved og hale i nogen af sine tanker. 

Hun rettede sig en smule op i sengen, hvilede på den ene albue, men hun fastholdt sin hånd på hans kind, hvis han virkelig ville forstå hende, have hun skulle dele, så skulle han få præcis det, hver en følelse hun overhovedet havde raserende i sin krop. Hun forsøgte at få sine tårer til at holde inde, kæmpede for at samle sig selv, hvilket langsomt begyndte at virke også. Til sidst trak hun hånden til sig og vendte ham ryggen, hun kiggede ned på sin hånd, med et svagt suk, inden hun vendte blikket imod pejsen og dets flammer, hun fokuserede mere på sit eget hjerte, på at få det under kontrol, få det hele til at dæmpe sig i hende. Måske skulle hun have bedt Orcus om at gå, måske det havde været lettere så, men hvis hun drev ham væk nu, ville han så komme igen?

Det gik langsomt op for ham, at han måske bare skulle lade hende tale og så holde sin mund. Hun var grædefærdig og tydeligvis ikke i stand til at tage imod hans råd lige nu. Selv ikke da hun efterspurgte dem. Det forvirrede ham en smule, som han ikke selv mærkede sin egen smerte i brystkassen. Der langsomt byggede sig op, men han var mere fokuseret på hende, end hvad der egentlig foregik. Så længe at han bare blev liggende stille og roligt, så var der ingen fare for at hans krop ville lide overlast. Orcus forsøgte at trøste hende så godt det nu var muligt, men hun delte ikke mange ord med ham og fortsatte med at holde sig en smule på afstand, selv da hun lænede sig ind imod ham og placerede hovedet imod hans brystkasse. Han trak vejret langsomt, bange for at en pludselig bevægelse ville få hende til at flytte sig.

Noget forandrede sig i hende, som hun uden videre lagde hånden imod hans kind. Blikket var fast og han fik lige pludselig en følelse af, at hun ville ham ondt eller i hvert fald få ham til at føle sig lige så fortabt, som hun var. Orcus gispede kort, som følelserne strømmede ind over ham. Han rørte sig ikke ud af stedet, som han blot ville trille af sengen, hvis han flyttede sig for meget. Blikket hvilede i hendes, som han dog var tvunget til at lukke øjnene i kaosset. "Nianna.." mumlede han lettere fortvivlet og forstyrret, som det gøs ham ned af ryggen at få det hele på én gang. Var hun ude på at slå ham ud med de mange følelser? 

Den følelse han ikke rigtig kunne slippe var vreden og sorgen, som han greb ud efter hendes hånd, men snart blev væltet rundt i sengen, så han atter lå på ryggen. Orcus kæmpede med ikke at lade vreden tage over. Han brummede en smule, næsten på samme måde, som Philotanus havde gjort det. Med ét rejste han sig op for at undslippe hendes nærvær og ikke lade vreden tage over. Han faldt faktisk ned på gulvet med et bump, ømmede sig, men som han skulle til at rejse sig op gav kroppen op. Han faldt ned på knæ igen, rømmede sig og hvilede begge hænder på gulvet. Hvorfor lige nu? "Beklager" lød det stille og en anelse svagt fra ham.

Hun havde nægtet at lade sig stoppe af hans ord, ikke førend hun følte at han havde fået sig en smagprøve for livet, der var ingen grund til at skulle føle sådan, der var ingen forklaring god nok, engang havde hun kun kendt til håb, glæde, jovist en let ensomhed, men intet så overvældende, som havde hun altid kun fået en lille smagprøve af livet, indtil nu. 

Hun mærkede sengen bevæge sig, da han rejste sig, men hun ventede ikke blikket væk fra flammerne, den måde han havde lydt præcis som Philo gav hende bange anelser, måske havde hun trådt over stregen, måske var de mere lig hinanden end hun havde troet? Hun sank en lille klump og knugede sig sammen på sengen, hun havde dog ret i en ting fra tidligere, den var ubarmhjertigt blød og frygtelig at ligge i. Et bump fik hende dog til at løfte hovedet, da hun ikke havde forventet den lyd. Der kom den igen, hvad skete der? 

Der havde været rolig i noget tid, men Philotanus kunne også sagtens overhøre deres samtale, som han forsøgte at udfylde hullerne og lægge to og to sammen. Det var svært at sige hvad der foregik inde i rummet, men han reagerede så snart, at han kunne høre nogle bump. Det kunne betyde mange ting, som han dog ikke forlod værelset, men blot gik hen til døren for at åbne den lidt mere. Endnu et bump. Hvad var det mon de foretog sig derinde? Han rynkede en smule på næsen, da der blev stille og han kunne høre hendes stemme igen. Måske de var rullet af sengen.. Et suk forlod hans læber, dog blev hans rolige fremtoning erstattet af vrede, som han hørte hendes stemme kalde på ham. Der var panik i hendes stemme og han havde aldrig troet at hun ville kalde på ham, når Orcus var derinde.'

Philotanus spildte ikke tiden, som han hurtigt nåede hen til rummet. Først kiggede han imod sengen, men inden han nåede at konkludere, at de ikke var i sengen, så han Orcus og Nianna ud af øjenkrogen. Den måde Orcus krop reagerede på, vidste han udmærket hvad der foregik. Philotanus vendte blikket bag sig for at få en fornemmelse af, hvor lang tid der mon var gået.. Flere timer og Orcus havde ikke været i stand til at indtage sit rusmiddel i al den tid. Det kunne kun gå for langsomt nu. 

Hurtigt skyndte han sig hen til dem begge. Han anså hende ikke, som han greb fat i Orcus arm og hev ham op, før at han bukkede sig let ned for at samle ham op. Philotanus rejste sig hurtigt igen, som han næsten løb ud af rummet uden at tænke over, at hun nu havde frit spil til at bevæge sig rundt. Han satte kursen imod Orcus eget værelse, da han vidste, at drengen havde et lager derinde. Døren blev næsten sparket op, som han løb derind og lagde ham i siden af sengen. Så rodede han igennem nogle skuffer indtil han fandt, hvad han ledte efter. "Lidt endnu" lød det bekymret fra ham, som han pakkede pulveret ud og valgte at hælde det ned i munden på Orcus. Så satte han sig på gulvet for at vente på at det ville begynde at virke.

Det hele skete så hurtigt, at Orcus slet ikke nåede at opfatte, hvad der foregik. Han kunne mærke hendes varme fra tidligere, men også høre hendes bekymring. Han var dog ikke rigtig i stand til at reagere på hendes ord, som han egentlig var klar til at tage sig et hvil på gulvet. Det var ikke ligefrem den perfekte timing, som han egentlig havde regnet med at skulle hjælpe hende på benene igen. I stedet var hun nu trådt til for at hjælpe ham, selv når hun intet vidste om hans situation.

Skridtene på gangen var raske og hurtige, som han godt kunne høre Philotanus nærme sig. Der blev ikke sagt et ord imellemtiden, som han bare forsøgte at trække vejret nogenlunde kontrolleret. Han hostede en enkelt gang, som blodet langsomt trillede ned over hans hage. Der var ikke kræfter til at tørre det bort. Det var der, at han mærkede et hiv i sin arm og snart lå han oppe i Philotanus favn. Hans hovede lå slapt imod Philotanus arm, som han ikke brugte nogen muskler til at hjælpe ham med at bære hans vægt. "Nej ikke nu... Nianna, vent" mumlede han, før at han blev båret ud af rummet.

Fra det ene øjeblik til det andet, kunne han igen mærke en blød seng under sig, som han sank ned i madrassen og vendte hovedet imod Philotanus. Han blinkede kort, før at han lod øjnene være lukket. Han måtte spare en smule på kræfterne. Orcus gjorde ikke modstand, da Philotanus valgte at hælde pulveret ned i hans hals, som han formåede at synke det, før at han vendte blikket væk fra ham og ellers bare lå, som Philotanus havde lagt ham.

Nianna så bange til, mens Orcus virkede til at blive slap i kroppen, hun vidste ikke sit levende råd, men hun frygtede at det var hendes skyld, at hun havde skadet ham, at hendes brændende ønske om at lade ham mærke det hele havde revet ham i stykker. Da han hostede blod op, lyste panikken ud af hendes øjne som hun tørrede det væk fra hans hage med hånden. Hun nåede ikke at gøre mere før Philo havde nået dem og rev Orcus ud af hendes arme. Hun rakte ud efter ham, men frygten for at skade ham yderligere, fik hende til at trække armene til sig. “Undskyld..” hviskede hun igen som de forsvandt ud af rummet. 

Alene tilbage i rummet, blev hun siddende på gulvet på knæene, hendes blik fladt ned på hendes hænder, hvor Orcus blod stadig var. Havde hun slået ham ihjel? Bange for sig selv bøjede hun sig ned imod gulvet med hænderne hårdt knyttede ind imod hendes bryst. Hvis hun havde grædt før, var det intet sammenlignet med nu, hun følte intet andet en sorg og frygt, frygt for sig selv, end ikke Philips vrede frygtede hun, hun havde fortjent alt han måtte gøre ved hende, hvert et slag der måtte vente, og hun var indstillet på at tage imod hvert eneste, ikke kæmpe imod men blot lade ham afreagere, for intet han kunne gøre ville måle sig imod den vrede hun følte imod sig selv. 

Som tiden skred frem, blev hendes tårer afløst af en tomhed, hun havde ikke flere tårer at fælde, og først der gik hun samling på sig selv, hun rejste sig fra gulvet og bevægede sig med tunge skridt hen til pejsen hvor hun faldt ned på knæ på bjørneskindet med hænderne i skødet med håndfladerne opad så hun kunne minde sig selv om hvad hun havde gjort. Hun ænsede end ikke den åbne dør, selvom hun kunne stikke af og måske nå væk, ønskede hun at blive, ønskede Philos vrede imod hende i et spinkelt håb om at hun kunne komme til at føle noget.

Philotanus veg ikke fra Orcus side, som han dog himlede en smule med øjnene, da han tænkte over Orcus' ord inden de var kommet ud af rummet. Han mumlede en smule utilfreds for sig selv, men hvilede ellers hænderne imod sengen for at sikre sig, at han kunne være der for Orcus, hvis det overhovedet blev nødvendigt. Han var slet ikke vred, kun bekymret for om det var for sent at Orcus havde fået stofferne eller om der var tid nok. Hvis han endte med at falde i søvn, så måtte han jo lade ham ligge i fred og ro. Blikket hvilede imod Orucs brystkasse, som han bemærkede at knapperne var lukket, men mest af alt kiggede for at sikre sig, at drengen stadig trak vejret.

Der sænkede sig en stilhed over værelset og palæet, som Philotanus lige pludselig kom i tanke om at han havde efterladt Nianna alene i det store rum. Han vendte blikket imod døren, men havde ikke planer om at gå fra Orcus' side, så han måtte i stedet lytte efter om hun gik ud på gangen og forsøgte at stikke af. Egentlig vidste han godt, at det ikke var hendes skyld, at det var sket, men han kunne ikke lade vær med at tænke, at hvis hun ikke havde distraheres Orcus, så havde han måske bemærket smerten i brystkassen før det var for sent. 

Det havde ikke været hans plan, at Nianna skulle tage skylden for situationen, men han havde heller ikke mulighed for at forklare det for hende, som han endte med at besvime og bare døsede en smule hen. Det eneste han faktisk bemærkede var at han blev flyttet fra det ene sted til det andet, som han ikke gjorde modstand eller forsøgte at blive ved Nianna. Der var ingen kræfter til at forhindre Philotanus i at forlade værelset.

Pulveret rørte hans tunge og gled langsomt ned i svælget, som han sank en enkelt gang og ellers lod sin krop arbejde. Der gik ikke lang tid før at den begyndte at reagere på stoffet, som han vred sig lidt i smerte, før at et suk forlod hans læber. Han åndede ud og trak vejret dybt ind, før at han slog øjnene op igen og stirrede op imod loftet. Langsomt løftede han armene, som de var en smule sløret for ham, men ikke nogen ny oplevelse for ham.

Ud af ingenting satte han sig op. "Philo!" råbte han næsten, som han for et øjeblik havde glemt at manden sad lige ved siden af ham på gulvet faktisk. Han vendte kroppen imod ham, som han smed benene ud over og forsøgte at rejse sig. Han skulle handle hurtigt, hvis ikke Nianna tog chancen og forsøgte at stikke af. "Nianna, hvor er hun?" spurgte han en smule forvirret og fortvivlet, som han så sig omkring. De var inde på hans værelse, men hvor var hun så? Havde Philotanus smidt hende ned i cellen eller? Kroppen ville ikke lystre helt endnu, som han holdt godt fat i sengekanten for ikke at falde forover.

Nianna havde aldrig oplevet et sådan tomrum indeni sig før, han havde fået lov til at komme ind bag hendes forsvar, hun havde rørt noget i hende hvis plads altid havde været tom, og nu på grund af hendes barnlige forsøg på at give igen, havde hun skadet ham? Tanken var ubærlig som hun sad foran flammerne, hun rørte ikke en muskel i kroppen, trak næsten ikke vejret, det var som om alt på hende lukkede ned for at forberede sig på vreden. Udfra det hun havde set, troede hun ikke længere Orcus var iblandt dem, det var blot et spørgsmål om tid.

Som tiden skred frem mærkede hun den prikkende fornemmelse i hendes ben, der begyndte at sove under hende, en svag brummen lød fra hende, som hun ignorerede den voksende fornemmelse i hendes ben, hun kunne ikke rykke sig, hun følte sig slap i hele kroppen, kun flammerne foran hende virkede levende. Skulle hun mon opsøge Philo, så de kunne få det overstået? Hun tvivlede på hendes ben ville kunne bære hende bare hen til døren, så hun skød tanken fra sig. Hun mistede al tidsfornemmelse som hun sad der, om hun overhovedet sov registrerede hun ikke, alt smeltede sammen omkring hende, alle lyde og alle dufte.

Philotanus vidste godt, at han intet kunne gøre, når stoffet bare skulle have lov til at virke lige nu. Derfor lænede han sig tilbage på hænderne og ventede. Hovedet blev lænet bagover, som han svagt lukkede øjnene og bare lyttede til Orcus' verjtrækning, han var forholdsvis afslappet omkring situationen, da det ikke var første gang og sikkert heller ikke sidste gang, at Orcus ville glemme at tage sine stoffer jævnligt. Han åbnede roligt øjnene, da han syntes at høre noget, men stirrede bare op i loftet, som lyden ikke lige umiddelbart gentog sig. 

Der gik noget tid, men da Orcus først begyndt at bevæge sig og næsten råbte op, faldt Philotanus bagover med et bump, som han ømmede sig og tog sig til hovedet, da han havde ramt med hovedet først. Han strøg fingrene over området, før at smerten hurtigt forsvandt igen og han atter satte sig op for at vende blikket imod ham. Nu kunne han ånde lettet op igen, som han rystede på hovedet af hans ord. Han skævede imod døren. "Højst sandsynligt hvor du efterlod hende" lød det en smule henkastet, som han dog rettede sig op og straks lagde en hånd på Orcus lår. "Hvil dig lidt endnu.." lød det stille fra ham, som han insisterede på at Orcus ikke allerede skulle rejse sig. 

Efter at have kendt ham så længe, så vidste han godt, at Orcus ville insistere på at se Nianna. Men hvis han kunne forhindre ham i at bevæge sig, så ville han helst gøre det. Derfor rejste han sig op og lagde en hånd imod Orcus pande for at få ham til at ligge sig ned. "Jeg skal nok se til hende" mumlede han køligt, men han forsøgte også at sende ham et opmuntrende smil. Han måtte lægge irritationen til side, hvis han skulle se til Nianna. Nu hvor han alligevel stod op, vendte han sig rundt og gik ud af værelset. Døren blev omhyggelig lukket bag ham, som han gik langs med gangen imod det rum, som han forventede at finde hende i. Han havde ikke hørt hende flytte sig, som han gik hen til døråbningen og så sig omkring.

"Nianna" stemmen var fortsat hæs, men der lå ikke så meget vrede i den, som der tidligere havde gjort. Ordene virkede en smule henkastet, som var han kun dukket op for Orcus skyld og ikke hendes.

Der havde bredt sig en underlig form for panik i hans krop, som han ikke kunne tænke på andet end Nianna, som han lidt havde været tvunget til at efterlade på det store værelse. Han følte en trang til at gå tilbage til hende, men kunne også godt mærke på sin krop, at han ikke ville være i stand til at gå uden hjælp lige nu. Philotanus ville næppe hjælpe ham med at stå oprejst allerede, uanset hvor meget han tiggede lige nu. Han rynkede en smule på næsen, da Philotanus gjorde det klart for ham, at hun nok ikke havde flyttet sig fra værelset siden sidst. Hvad kunne det mon betyde?

Han mærkede pludselig hånden imod sin pande, som han flyttede blikket fra døren op imod Philotanus. Det var tydeligt at han ville have ham til at lægge sig ned igen. Han brummede en smule opgivende, som han ikke gav sig så let. Men da Philotanus gav udtryk for, at han nok skulle tjekke til hende, så blev han en smule mere medgørlig. "Kun hvis du lover ikke at gøre hende fortræd" lød det en smule bebrejdende, som han havde lagt armene over kors. Philotanus himlede med øjnene, som en respons, men det var nok til at Orcus vidste, at han ville gøre sit. Så skulle Nianna bare ikke provokere ham yderligere.

Døren gled i og efterlod Orcus med et tomt blik i øjnene. Han havde lagt sig ned i sengen igen og hvilede øjnene for en stund. Fordi han var nysgerrig af natur, bevægede noget i sin lomme sig, som en metalkugle trillede ud og langs med gulvet. Den kunne lige nå under døren og farede så efter Philotanus, før at det overhalede ham og strøg ind i rummet. Den stoppede først, da den ramte ind i Niannas ryg henne ved pejsen.

Hun mærkede en puf imod sig, det var ikke meget, men alligevel nok til at hun hævede blikket en smule fra sin trance, et øjeblik var hun i tvivl om hun reelt havde mærket noget, eller om det blot havde været en indbildning, men da hun drejede hovedet for at se efter, opdagede hun den lille metal kugle, hun rynkede let panden og forstod ikke hvor den var kommet fra. Tøvende samlede hun den op i hånden, og vendte sig tilbage imod flammerne, mens hun bevægede den lille kugle mellem fingrene. Det var først da hun kiggede ind i flammerne igen, at hun kom i tanke om hvor hun havde set det materiale henne før, det var det samme som Orcus havde brugt til at tænde ilden i pejsen, men betød det så at han var okay? Hun vendte sit blik imod den smule blod der var på hendes fingre, inden hun hørte sit navn.

Det var Philo, men han lød ikke vred, som hun havde forventet han ville have gjort. Ganske stille knugede hun kuglen i sin hånd, inden hun vendte blikket over imod døren, hvorfra hans stemme havde lydt. "Klare han den?" spurgte hun forsigtigt, usikker på om Philo overhovedet ville fortælle hende det hvis han gjorde. Hun lod blikket falde ned på hendes blodige fingre igen, inden hun fortsatte. "Det var min skyld..." Hendes stemme var blot en hvisken, inden hun vendte sig væk fra ham igen, og kiggede ind i flammernes beroligende dans i pejsen. Hun vidste ikke hvad der ellers kunne have forsaget hans skade, så det måtte være hende.

Hun ventede stadig på at han skulle komme over, trække hende ned i cellen, slå hende, eller værre. Hun fortjente det, for det hun havde gjort imod Orcus.

Philotanus fik godt øje på den lille metalkugle, som trillede forbi hans fødder og ind på værelset. Han himlede en smule med øjnene, som han kiggede sig over skulderen for at kigge imod Orcus værelse. Der var stille dernede fra, så han var ikke på benene endnu. Heldigvis for det.. Så vendte han sig atter imod Niannas rum.. Eller hvad han skulle kalde gæsteværelset lige nu, måske det var en opgraderet celle, hvis ikke hun passede på? Han skubbede tankerne bort, før at han bevægede sig ind i rummet og blot lod blikket hvile på hendes skikkelse for en stund.

Der var noget over hendes skikkelse, som fik ham til at trække sig en smule. Egentlig var tanken at gå hen til hende, men han valgte at blive en smule op afstand af hende. Philotanus havde formået at bevæge sig nogle få skridt væk fra døren, som han dog stoppede forholdsvis brat op, da han kunne mærke på stemningen, at den var noget så trykket lige nu. Hun virkede mere sårbar end tidligere? "Ja, han gør" svarede han kortfattet, som der ikke var nogen grund til at gå i detaljer lige nu. Lige indtil hun valgte at give sig selv skylden for situationen. Han var fristet til at udnytte den, men så så kuglen i hendes hånd. Orcus ville ikke bryde sig om løgnen.. I stedet tog han en dyb indånding, som han langsomt bevægede sig tættere på, hænderne var foldet på hans ryg, så hun ikke troede, at han gik efter at tage hende med sig. 

"Det var ikke din skyld.." lød det stille fra ham, som han fnøs let af sin egen opførsel lige nu. Han mumlede let for sig selv, da han ikke var overbevist om at han skulle fortælle hende om Orcus svaghed og afhængig af rusmidler. "Det var hans egen skyld.. Orcus har levet på rusmidler så længe jeg kan huske.. Lige siden hans bror døde.." fortsatte han, nu med armene over kors, som han var stoppet op nogle skridt før han nåede hen til pejsens varme og hende.

Hendes skuldre sank en smule sammen, da Philo fortalte at han nok skulle klare sig, så var hun alligevel ingen morder, hun havde ikke slået ham ihjel. Hun mærkede hvordan Philo kom nærmere, men det undrede hende, at han slet ikke virkede så vred som hun havde forventet han ville være. Hun vendte blikket en smule imod ham, for at finde ud af hvad præcis hans intentioner var. Hendes øjne var stadig røde efter at have grædt, men der var ingen tårer at se længere. Den måde han bar sig selv nærmere på, med hænderne på ryggen virkede ikke faretruende.

Hun kunne næsten ikke tro hendes egne øre, da han forklarede hvad årsagen egentligt havde været, at hun ikke var skyld i hans smerter, selvom hun ikke forstod præcis, hvad det egentligt var der bar skylden, hvad disse rusmidler var, men hun forstod dog det sidste, at hans bror var død. Hendes ansigt lagde sig i en undrene mine, for hun troede faktisk at Philo var hans bror, de lignede hinanden utrolig meget, med kun enkle små forskelle som deres øjne, og tydeligvis også måde at være på, mon han havde haft en anden bror der var død? Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det hele, hun følte sig lettet over hun ikke havde båret skylden, men også trist over Orcus måtte stå igennem dette, at have mistet et familiemedlem. Havde Nianna vidst at hele hendes egen familie også var blevet slagtet, kunne hun måske have endt samme sted som Orcus, men hun var lykkeligt uvidende om deres tragiske skæbne.

Jo nærmere Philo kom hende, jo mere tårnede han sig op over hende, og hun måtte lægge hovedet tilbage for at kunne se hans ansigt, han virkede behersket men ikke en der lige frem nød situationen, hvilket fik hende til at vende blikket væk fra ham og i stedet fokusere på den lille kugle.

Det undrede ham en smule, at Nianna faktisk bekymrede sig så meget over Orcus tilstand. Det virkede næsten på hende, som hun faktisk havde troet at Orcus var død og ikke ville vende tilbage. Måske tanken havde strejfet ham før, men han tænkte ikke længe over det, netop fordi han bildte sig selv ind, at Orcus ikke ville dø lige foreløbig. Han var der jo for at beskytte ham, så han ville ikke lade det ske. Derfor ville han heller ikke lade hende påvirke drengen for meget, for det kunne kun gå galt faktisk. Det kunne han jo også godt se hos hende. Det røde omkring hendes øjne bevidnede i hvert fald, at hun havde grædt en del. Mon det var før Orcus kollapsede eller efter? Han var i tvivl, men ønskede at spørge ind til det, lige nu fokuserede han på Orcus og det ønske han havde haft.

Det var heldigt at Nianna ikke valgte at spørge yderligere ind til hans forklaring, som han blot nikkede for sig selv og undlod at uddybe det, så længe hun ikke havde flere spørgsmål. I stedet lod han stilheden sænke sig over dem igen. Det var en noget andet situation, end hvad der var sket i hulen, men lige nu kunne han godt ignorere den følelse han havde omkring det hele og se udover sin egen næsetip. At Philotanus faktisk havde overtaget Orcus's brors krop var en helt anden samtale, som de nødigt skulle have lige nu, for det var ikke engang sikkert at pigen ville forstå en eventuel forklaring, for hvad vidste hun egentlig om de forskellige racer, når hun ikke vidste meget om alt andet?

Philotanus lagde armene over kors, som han så hende kigge ind i pejsen. Han overvejede faktisk at gå, for nu havde han ligesom gjort sit og det føltes en smule dumt bare at stå der og glo. Derfor nikkede han roligt til hende, som han vendte rundt. "Orcus befinder sig i lidt længere nede af gangen" forklarede han, som han kiggede sig over skulderen og forsøgte at møde hendes blik.

Nianna så undrede op på ham da han bevægede sig væk, havde han virkelig lige opfordret hende til at søge hen til Orcus, hun lagde hovedet undrende på skrå, men hun vidste ikke om hun turde, for hun var stadig ikke overbevist om det ikke havde været hendes skyld, ikke bare den mindste lille smule. Hun nikkede stille som svar, inden hun skævede ned på metal kuglen i hendes hånd. 

Hun blev siddende en stund og kørte kuglen rundt mellem hendes fingre, Philo var gået. Hun sukkede dæmpet, der var ikke meget mening i at blive siddende her foran pejsen, når hun mere af alt ønskede at se til Orcus, til sidst endte hun også med at rejse sig op, hendes ben vaklede let under hende, som blodet igen strømmede til hendes ben, hun måtte støtte sig imod pejsen. Hun stod lidt og trippede fra det ene ben, til det andet, indtil hun følte sig mere sikker på benene og det værste ubehag var væk.

Tøvende bevægede hun sig imod døren, den stod stadig åben, hun kiggede ud på gangen, der lå helt øde hen, hun vidste ikke om det var en god ide, det kunne være en fælde, men det kunne hun ikke tage sig af nu, hun knugede kuglen i hånden, inden hun begyndte at gå ned af gangen i den retning hun før havde set Philo bære Orcus. Hun gik fra dør til dør, til hun fandt den rigtigt. Hun bankede stille på den, inden hun skubbede døren en smule op og kiggede ind på Orcus, tøvende trådte hun et skridt ind, men hun vovede sig ikke nærmere, hvis han nu ikke ønskede hendes selskab, hun måtte bare se om han var okay.

Egentlig havde Orcus forventet en masse støj, da han lod Philotanus tjekke til Nianna, men der var så underlig stille, at han ikke rigtig var sikker på, at det nu havde været en god ide at sende ham derned. Han lå faktisk og vendte og drejede sig i sengen, som han blev ved med at overveje hvilke scenarier, der kunne udspille sig dernede. Det var en smule frustrerende ikke at være i stand til at vide hvad der foregik. Det var jo ikke fordi metalkuglen kunne give ham en indsigt i det, sådan fungerede hans evne nemlig ikke. Men han kunne fornemme, at den ikke længere kunne bevæge sig frit, så enten havde Philotanus samlet den på, måske havde hun eller også var den kommet hen, hvor den bare sad fast.

Det var en smule frustrerende bare at ligge i sengen og vente på, at der ville ske noget. Orcus kiggede fra tid til anden imod døren for at se om han kunne fornemme en skygge under den, men der var ikke meget bevægelse på gangen, som han gav sig til at stirre imod loftet. Hvad mon de snakkede om? Og havde Philotanus overholdt deres lille aftale? Egentlig var han overbevist om at Nianna ville brokke sig, hvis han havde gjort hende ondt eller forsøgt at tvinge hende mod cellen, men der var ikke mange lyde, han kunne tolke ud fra.

Til sidst blev han al for rastløs, som han skubbede benene ud over sengen og satte hænderne i madrassen for at skubbe sig op på røven. Han var ved at gøre klar til at rejse sig, da han hørte en banken på døren. "Ja ja.. Jeg skal nok blive i sengen" mumlede han irriteret, som han lidt forventede at det var Philotanus, der kom for at sikre sig, at han ikke allerede var på vej ud af sengen, men til sin forbavselse var det ikke tilfældet, som hun trådte ind i rummet. Han spærrede øjnene op, da han kiggede imod hende, som han straks forsøgte at rejse sig op. "Nianna" lød det overrasket, som han satte fødderne i gulvet og skubbede sig væk fra sengen. Han vaklede en smule, som han greb fat i hovedgærdet på sengen, så han havde noget at støtte sig op af. "Er du okay?" spurgte han tydeligt bekymret for hende og ikke sig selv. Han havde jo følt hendes smerte tidligere, før hans krop havde opgivet.