Som Sibalghym fandt vej op og placerede sig foran hende, stoppede Isiodith brat, men ikke tids nok til at undgå, at støde på hans mørke duft, som slog mod hende i den lette vind. Hendes smalle øjenbryn krøllede sig let sammen i midten af hendes blege pande, som hans rødglødende øjne betragtede hende vredt og den nøgne forundring blev blot større, som Sibalghym dernæst erklærede, at han ville have noget at spise.
Hastigt lod Isiodith sine isblå øjne glide henover skulderen, som forventede hun at se Elverlys kampdygtige vagter komme styrtende imod dem, med deres sværd hævet faretruende, men end ikke øjeblikket efter havde Sibalghym grebet om hendes tynde arm og ført hende væk fra stien.

Isiodith satte sig på hug bag buskadset, så hendes hvide og sønderrevne kjole spredte sig fint omkring hende. En gruopvækkende vrede havde også fundet vej til hendes bryst, for hvordan kunne han af alle tillade sig at blive rasende over hendes nægtelse? Han havde trods alt en anden, der ventede på ham derhjemme!

De isblå øjne betragtede Sibalghym, som de atter havde fundet vej tæt indtil hinanden og de slog lyn, der dog ikke var så imponerende som mørkelverens. ”Jeg pløkker aldeles ingenting!”, hvæsede Isiodith højt tilbage, hvorefter hun abrupt rejste sig og forlod deres skjulested.
Med hastige skridt stillede hun sig i lysningen, der netop havde været ved at passere og med erfarne fingre, rodede hun rundt i den mosede jordbund. Tilsyneladende fandt hun, hvad hun søgte, for hun gav ham et kommanderende nik, der indbød ham til at følge med.

Isiodith førte Sibalghym længere ind i skovens dyb, væk fra stien, de egentlig burde følge, men til sidst stoppede hun brat op og søgte skjul bag et bredt træ. ”Se”, bad hun i en hvisken, som hun dernæst indikerede, at noget uventet var at finde bag deres gemmested. Og ganske rigtigt, en ensom kronhjort græssede fredeligt end ikke 25 meter fra dem. Den var ligeså imponerende at se på, som den var muskuløs, med sit kæmpe gevir der måtte veje mange kilo.
Isiodith brød sig ikke om tanken, men noget sagde hende, at Sibalghyms vrede ville eksplodere i et flammehav, lod hun sig ikke bøje på denne. Hun havde allerede nægtet ham et behov – hvad ville der ske, hvis hun fornægtede ham endnu et?

Og så alligevel, tænkte Isiodith overvejende, som hjorten græssede videre, tilsyneladende uvidende omkring dem begge. Hun behøvede jo ikke at ramme – blot gøre et forsøg. Ja, tilmed kunne hun jo træde forkert og alarmere dyret om deres selskab.
Mulighederne bevægede sig med lysets hastighed igennem hendes hoved og som hun trak en pil fra pilekoggeret og lagde den mod buekanten, bankede hendes hjerte forræderisk. Aldrig før havde hun slået et levende væsen ihjel – og for hvad pris?

Isiodith sænkede langsomt pilen, hvis spids var rettet nådesløst mod den hvide kronhjort, men kun for at hæve den i en hurtig bevægelse og sende pilen afsted. Hun kunne ikke træde tilbage nu og lade Sibalghym aflive dyret, for hendes passivitet var, om muligt, en endnu større synd og på denne måde, kunne hun undgå, at dyret led unødvendigt.

Som pilehovedet brød med dyrets kranie, blev Isiodiths øjne våde og da blodet dernæst flød fra dyret, vendte hun ryggen til Sibalghym og gik sin vej. Og det var til trods for, at alt hun ville, alt hendes krop tiggede og bad hende om, var at vende om og omfavne ham. 

Isiodith end ikke bed mærke i de salte tårer, der flød fra hendes isblå øjne, før hun så genskæret af sin egen skikkelse i Sibalghyms ildrøde blik. Hastigt fjernede hun alt det våde fra hendes bløde kind og dernæst rystede hun på hovedet, alt imens et opgivende smil fandt vej til hendes fyldige læber.
"Jeg afviser dig ikke, Sibal", svarede hun, som et tungt suk forlod hende, i det Isiodith bemærkede, hvordan hun havde glemt at trække vejret.

De isblå øjne fandt vej til Sibalghyms smukke ansigt for endnu engang, hvorefter hunelveren lagde begge sine slanke hænder på hver sin side af ham. Stadig med fugtige øjne smilede Isiodith til ham, lige dele varmt og grænsende til drillesygt, i det hun sagde: "Jeg havde bare håbet, at have dig for mig selv." Et lille kluk forlod hende, som Isiodith hev sine hænder til sig og dernæst nikkede mod den døde hanhjort.

"Hvordan...? Kan du bærer noget af kødet med dig?", spurgte Isiodith dernæst, oprigtig nysgerrig, for deres forfølger kunne umuligt være langt væk og som Isiodith havde tænkt tanken, så hun sig over den spinkle skulder. "Vi kan ikke blive her Sibal. Vi bliver nødt til at bevæge os." Dernæst strøg hun ham over armen, i det hun gik forbi ham og tilbage mod dyret, der var faldet for hendes hånd.

Isiodith fnøs og himlede med de isblå øjne, før hun sendte ham et sarkastisk smil. ”Jeg skal lige beslutte mig”, lød det overvejende, hvorefter hunelveren forlod Sibalghym og skridtede igennem skoven.

De hvide træer strakte sig højt mod den lyseblå himmel og til trods for solens ihærdige forsøg, var luften kølig mod Isiodiths hvide hud. Så snart at hun befandt sig udenfor Sibalghyms ildrøde øjesyn, lod Isiodith de spinkle skuldre falde og tankerne var snart det eneste, hun koncentrerede sig om. Hun gik længe med varsomme skridt og samlede nedfaldne grene og tørre blade fra den mosfyldte jordbund, indtil hun nåede en bæk, hvis vand rislede stilfærdigt. Over hendes mørkebrune hårpragt sang Lindeskovens fugle i stilfærdig, skæv symfoni og for et øjeblik lod Isiodith sine nøgne fødder berøre vandets overflade.
Isiodith vidste, at hun ikke kunne forblive ved den smalle bæk for længe, men øjeblikkene sneg sig uskyldigt afsted, imens hun vaskede sig. Da hun omsider vendte tilbage til Sibalghym, var hendes kjoles bund våd, ligeså vel som hendes lange hår og hunelveren kunne ikke sige, hvor længe hun havde været væk.

Ikke at Isiodiths tanker kredsede omkring det faktum, for hvad de isblå øjne så ved hendes tilbagevenden, fik hendes indre til at vende sig frastødt. Omkring Sibalghym lå krondyrets blodrøde indvolde og med vante bevægelser, var Sibalghym i gang med at forberede dens kød.
Isiodith undlod at kommentere på synet og fokuserede i stedet på at lave bål. Snart efter kunne Sibalghym grille kødet i de bløde flammer og Isiodith kunne tørre sin kjole, såvel som sit mørke hår i bålets varme.

Dernæst gik turen videre. Isiodith førte an igennem skoven og fortalte, imens de skridtede: ”Vi bliver nødt til at bevæge os i udkanten af Lindeskoven. Ellers kommer vi for tæt på Elverly igen og jeg kunne forestille mig, at vagterne har udvidet deres søgeområdet betragteligt. Når vi kan ane toppene af Tvillingebjergene, må vi anlægge kurs mod sydøst, og da er der ikke lang tid tilbage, før skoven munder ud i marsklandet. Derfra er der nogle dages vandring til hovedstaden, alt efter hvor hurtig du bevæger dig.” Isiodith skævede flygtigt henover skulderen, som ville hun sikre sig, at Sibalghym forstod, hvorefter hun sendte ham et lille smil.

Efterhånden nærmede de sig de sene eftermiddagstimer og skoven begyndte at forandre sig. De hvide træstammer begyndte i stedet at antage en grålig farve og jorden under deres fødder blev mere og mere ubarmhjertig, som de gik. Isiodith formåede stadig at hoppe elegant fra væltede træstammer, til små mosbeklædte sten hvormed hun undgik de sumpede småområder, de med større hyppighed var begyndt at passere.
I det at solen var begyndt at takke af for dagen, skævede Isiodith sig atter over skulderen. ”Skal vi slå lejr?”   

Den kølige vind fik Isiodiths sønderrevne kjole til at danse omkring hendes tynde ben. Over det umage par hang den rødglødende sol og Isiodith var for et øjeblik fordybet i historien om Den Røde Sol, man kun kunne se efter en krigshærget nat, før Sibalghyms ord bragte hende tilbage til virkeligheden.
Straks fornemmede hunelveren den hadske undertone, for ikke før havde Sibalghym henvendt sig med sådanne spydigheder og for blot et øjeblik, gnistrede de isblå øjne lige dele overrasket og uforstående. Så rystede hun på hovedet og sendte ham et skævt smil.
”Det ville ikke være fordelagtigt. Jeg bliver langsommere i mørket. Langsommere end dig. Desuden er jeg træt og kunne bruge at hvile mig”, konstaterede hun med et spædt skuldertræk. For blot et øjeblik kunne hun ikke skjule et drillesygt glimt i de glimtende øjne, men straks vendte hun ryggen til Sibalghym. Så kunne han lære det – hun var ikke bare et ligegyldigt stykke kød!

Til trods for mørkelverens tone, var Isiodith ikke frygtsom i hans nærhed. Af uvisse årsager vidste Isiodith, at Sibalghym ikke ville påføre hende skade. I hvert fald… Ikke for nu.
Med varsomme skridt aflagde hun afstanden mellem deres lejr til en bæks udspring ikke langt derfra. Der afklædte hun sig sit våben og kjole, så hendes nøgne skikkelse lyste rødligt i solens skær og Isiodith vævede for blot et øjeblik, før hun lod sin glide ned i bækkens kølige vand. Der var vel intet galt i, at understrege hvad Sibalghym gik glip af, var det vel?

Isiodith gøs ved mødet med kulden, så musklerne i den slanke ryg stod tydeligt frem for blot et øjeblik, men straks begyndte hendes slanke hænder at vaske den rødglødende krop. Det lange brune hår svævede naturligt i vandets overflade omkring hende, indtil Isiodith tvang sig selv under overfladen.
Vandet omsluttede hende glædeligt og til trods for kulden, var stilheden altomsluttende og behagelig. For blot et øjeblik var omverdenen hende ligegyldig, for lydene forstummede og blev til svage ekko. Trykket under vandet hjalp til og da Isiodith atter satte sig rank op, så hendes overkrop atter blev blottet, tog hun en dyb indånding.

Flygtigt skævede hun over mod Sibalghym og noget skinnede i de isblå øjne. Noget, end ikke Isiodith selv anede. ”Skal du ikke vaske dig?”

Isiodith ignorerede den beklagende og hadske lyd, der undslap mørkelveren bag hende. Tilsyneladende var Sibalghym også barnlig – og hvem skulle i grunden have troet det, tænkte skovelveren sarkastisk, imens hun afklædte sig.

Deres kortvarige eventyr havde fået et flammehav af fanden-i-voldskhed til at brænde i Isiodiths magre bryst og som hun trådte nøgen ned i bækkens kolde vand, mærkede hun kun følelsen vokse. Hvordan skulle hun nogensinde kunne vende tilbage til livet i Elverly? Når tankerne vandrede tilbage til hjemstavnen, forefandt Isiodith hele byen og dens folk umådelig… kedelig. Måske tilmed indspist, skulle hun være grov og jovist, det kunne hun måske tillade sig i konstatere i hendes tanker. De var, trods alt, hendes egne.

Som Sibalghym gjorde hende selskab ved bækken, vendte Isiodith ryggen til ham for at skjule de nøgne bryster. Dem, kulden fik til at stritte og gjorde hendes blege hud endnu hvidere, til trods for den røde sols stråler. 
Ikke at forlegenheden havde meldt sin ankomst. I sandhed ønskede hunelveren intet andet end at pirre Sibalghym; ham, der tilsyneladende ikke havde ville have hende. Ikke rigtigt, når han nu havde en at vende hjem til. Det slog Isiodith, at hun var den eneste, hvis kerne var blevet vendt og drejet i tusinde stykker på deres tur, for Sibalghym kunne vende hjem og lade som om, at ingen ting var sket. Og hvorfor skulle samme skæbne ikke være hende mulig? Måske kunne hun give ham hendes krop, og han hans egen til hende, uden at Isiodith nogensinde skulle lade sine tanker vandre mod hans skikkelse igen?

Som følelsen af uretfærdighed stødt voksede sig større, vendte Isiodith sig rundt mod Sibalghym. Oh, om han ikke skulle pirres, så Isiodith nikkede, som hun langsomt samlede sit våde hår på ryggen. Hun vidste, hvordan hun for bevægelsens skyld, måtte skyde brystet frem mod ham og som de ildrøde øjne betragtede hende, kunne det umuligt gå ubemærket hen.
Isiodith aflagde langsomt afstanden til ham og de isblå øjne skinnede af lige dele begær og vrede, som hun lod sine våde hænder lande på hans nøgne bryst. ”Vi skal have det her af dig, hvis jeg skal vaske dig ordentligt. Er du ikke enig?”, spurgte hun, i det de slanke øjenbryn fløj op i panden og hun betragtede ham afventende.

Langsomt lod Isiodith sine blege hænder glide indunder skovelvernes uniform, der beklædte Sibalghyms stærke brystkasse. Hendes profession havde gjort hende ganske behændig med at løsne alverdens klæder til alskens kroppe, så det forekom hende nemt at fratage Sibalghym jakken.
Som Isiodith fik den af ham, bevægede hun sig rundt omkring ham, for vel og mærke gribe om overdelen bagfra. Dernæst smed hun den smuktudseende uniform fra sig på det tørre mos og stillede sig tæt mod Sibalghyms nøgne ryg, hvor hun langsomt lod de hvide hænder glide nedover hans muskler.

De isblå øjne betragtede hans mørklilla hud og en spæd tanke hviskede, at det var som om, at Sibalghym selv ikke var lavet af andet end sener og faste muskler. Han var stærk.
Isiodith lod sig dog ikke dvæle ved det faktum for længe, for i stedet trådte hun tilbage om foran ham. De hvide fingerspidser hvilede behændigt mod buksekanten, som de isblå øjne lagde sig i Sibalghyms ildrøde. ”Vi skal også have dem her af”, sagde hun bestemt, selvom hendes stemme skælvede let. Derefter greb hun om stoffet og tvang det nedover Sibalghyms stærke hofter, til hun til sidst sad på hug foran hans nøgne krop. Ikke at hun lod sit blik forsvinde fra hans. Som faste perler lå de fæstnet i hans, i det hun sagde; ”du skal træde ud af dem.”