Storm lod som om, at han var optaget af den almindelige udskårne træske, der lå ved skålen, som var den af det pureste guld og med de smukkeste graveringer, så han så ikke, at Zirra smilede til ham. Deres forhold til hinanden var for ham stadig dybt forvirrende, for hun var hans fjende, men i dag havde de været venner. Og sidst havde de været elskere, i hvert fald for en kort, euforisk stund. Men i bund og grund var de modstandere i en krig, ingen af dem havde noget at sige til.

Hendes spørgsmål fik ham dog til at løfte hovedet, men han nåede ikke at svare som den gamle kone kom først.
”Vissevasse. Jeg er ikke færdig med dig, så I skal i hvert fald blive her til i overmorgen. Hvis du sætter dig ud på en hest nu, er det meste spildt arbejde.” Hun flyttede blikket til Storm og smilede lidt tilfreds. ”Og det er ikke så ofte, at jeg har besøg af friske unge mænd, der med glæde kaster sig over det arbejde, jeg ikke selv kan lave.” Konen begyndte at hælde mad op i skålene og skævede lidt til dem begge. ”Men jeg kan selvfølgelig ikke forhindre jer I at tage af sted.”

Storm sukkede hørbart, da hun nævnte det fysiske arbejde. Hvis han skulle være ærlig, så håbede han ikke, at de skulle blive alt for længe. Det var rart at arbejde med sine hænder, men han kunne godt mærke i sin krop, der var noget udmattet selv efter et par timers søvn, at han var vant til at svinge et sværd, sidde på en hest og kaste med knive, og ikke svinge en brændeøkse og tætne tage.
Men hvis Zirra ville have bedre af at vente en dag mere, så var det planen. Han tog imod skålen med stuvning og skævede mod den lyshårede kvinde. Der var ingen grund til at tage for tidligt af sted, så hun ville blive dårlig inden Dianthos. Ingen ville løfte et øjenbryn over, at han kom en dag senere, når han alligevel slet ikke var planlagt til at vende tilbage til Dianthos. Og så på gåben.
”Jeg tænker, at det er bedst, at vi bliver, så du kan få hvilet noget mere?”

Bordet var pludselig mere spændende end noget andet i rummet - eller det ville Zirras blik på det i hvert fald gerne tro. Til i overmorgen.... Hun var ikke sikker på, hun kunne holde sig selv stabil til i overmorgen. Det var lang tid. Rigtig, rigtig lang tid. Kroppen skreg efter hendes egen seng og et kærligt kram fra en, der elskede hende. Sindet skreg på at være ved venner og familie... og elsker. 
Ikke at være patient hos en helbreder, der ikke vidste hvorfor hun var blevet mishandlet og ikke kunne yde den emotionelle støtte, hun havde brug for. 

"I overmorgen," gentog hun. "Så kan hesten også nå at hvile ud."
Stemmen føltes langt væk og hul for hendes indre øre, og hun måtte bide sig selv let i tungen for at holde tårerne tilbage. Så tog hun skeen op for at begynde at spise. 
Maden var stadig lidt for varm, og det frustrerede hende mere end det burde, at hun skulle sidde og puste på det før hun kunne fylde sin mund og undgå mere samtale. Kunne de i det mindste tale om vigtige ting, ville det være noget andet, men med helbrederen ved bordet, måtte både hun og Storm agere så almindeligt som overhovedet muligt. Hvis hun spurgte dem om noget som helst, ville de med god sansynlighed blive tvunget til at lyve, og håbe på de var klare nok i hovedet til ikke at modsige hinanden alt for meget. 
For nu sænkede stilheden sig over bordet i det mindste. Måske kunne hun undgå samtale helt og derved akavede situationer med halve sandheder og direkte løgne. Der var få ting, hun hadede lige så meget som at lyve. Det var ikke et så stort problem på opgaver, men lige nu ville hun få svært ved at lyde overbevisende.

Med maden gradvist fyldende maven mærkede hun trætheden dukke op igen. Hendes krop var i den grad ved at procesere hændelserne, og healing krævede mad. Selvom hun lige havde sovet, følte hun en utrolig trang til bare at bede om at blive lagt ind i sengen igen, selvom der var færre tæpper, end hun var vant til at ligge på. Måske var det ikke kun kroppen hvilebehov, der drev hende til den lyst. Måske var det netop fordi hun havde lyst til at komme væk fra almen-patient rollen hos den søde, men uvidende gamle dame.

Et eller andet ved Zirras stemme var ikke helt rigtig, da hun svarede, og Storm skævede til hende, men sagde ikke noget. Den gamle dame virkede ikke til at opdage noget, men Storm havde en fornemmelse af, at hun lagde mærke til mere, end hun gav af. Han vidste ikke helt, om han skulle gøre noget ved hende, inden de tog af sted, i tilfælde af at hun havde opfanget for meget, men han orkede næsten ikke at skulle være sådan. I stedet følte han lidt, at han ikke ville gøre som Mørket forventede af ham. Lade hende være og lade tingene gå sin gang.

For et øjeblik var der stille, som de begyndte at spise. Maden var god og Storm tillod sig selv at slappe lidt af for et øjeblik. Være i nuet og bare nyde varmen sprede sig i kroppen. Konen havde uden tvivl puttet nogle urter i maden, for han blev nok lidt mere afslappet end hvad normalt ville gøre, men han var for træt til at bemærke det.

Til sidst blev stilheden dog for meget, og han endte med at spørge ind til, hvad hun ellers havde af ting, der skulle laves. Resten af måltidet gik med lidt småsnakkeri om hegn og et stykke jord, hun gerne ville have gravet op. 

For Storm var der faldet ro på, da han havde spist en portion mere og den trivielle snak og urterne havde gjort sit for at få ham til at tænke på andet end alle problemerne, han var ved at drukne i. Han følte, at han godt kunne gå ind og sove, selvom det ikke var så sent på dagen alligevel. Lidt sløvt drejede han hovedet og så på Zirra, der havde været tavs. Hun så også træt ud.
"Skal du hjælpes tilbage i seng igen?" Han rakte ud og rørte let ved hendes underarm uden at tænke nærmere over det. Bare for at berolige hende lidt. En logik er måske ikke hang helt sammen, de var jo fjender. Men forhåbentligt var hun ikke så bange for ham mere.

Zirra nikkede bare. Forsigtigt og afmålt skubbede hun stolen ud og tog hans hånd som hjælp til at komme op. Hun lod sig føre mod sovekammeret for hvad der føltes som fjortende gang i dag. 
Den varme mad lå tungt i maven, men kroppen værkede stadig, og mens næringen skulle finde vej gennem systemet, var der tydeligvis færre ressourcer til at holde smerterne på afstand. Samtidigt kørte tanker uhæmmet rundt i hovedet på hende, og informationen om krig kom hele tiden op til overfladen. Hvad hvis det ikke holdt sig til Kzar Mora? Hvad hvis det kom hertil, til Dianthos? Hvad hvis... 
Der var ingen nytte i de tanker, og Zirra prøvede at kaste dem væk og vente med at spekulere, til hun kunne aflægge rapport og vende det med en eller anden hos Lyset. De havde mere styr på den slags og vidste uden tvivl også allerede, hvad der var i gærde, og hvordan det skulle håndteres. 

Sengen føltes blødere end nogensinde før, da Storm hjalp hende ned på den. Turen herind havde føltes som en dagsmarch, og pludselig føltes hans berøring klam og uvelkommen, selvom den var ment som en hjælp. Uden at gører et stort nummer ud af det - for hun vidste, hun var mærket af følelser og traumer lige nu - fik hun lagt sig ned og trukket et tæppe så langt op, som hendes arm lige gad. Nu hvor hun lå ned føltes sengen hårdere end den havde gjort lige før, og hun savnede sine egne bløde tæpper. Eller den gæsteseng, hun lånte, når hun besøgte sine forældre. Selv Bertrams halvgamle mølædte tæppebunke virkede som et bedre alternativ end det her.
"Jeg vil bare gerne hjem nu," mumlede hun, mens hun vendte sig om på siden med hovedet mod væggen, og halvvejs igennem sætningen blev hendes ord brudt op af små hulk.

Som Zirra tavst kom på benene med hans hjælp, takkede han den gamle kone for maden og fik sagt noget med, at de begge var trætte for at indikere, at hun nok fik aftenen for sig selv. Hun ønskede dem en god nat, og Storm koncentrerede sig om at føre Zirra ind i sengen. Det lille værelse med de to senge føltes småt, men samtidigt var det også deres sted at finde fred, og han sørgede for at lukke døren bag dem, så de kunne være alene.
Han havde et godt tag i hende, som han hjalp hende ned at sidde, men noget fik ham til at slippe hende, så snart hun var placeret på sengekanten. Det føltes forkert at røre hende, hvilket i sig selv føltes forkert. De modstridende følelser gjorde ham træt og forvirret.

Hun trak selv tæppet op og Storm var ved at tråde tilbage for at lade hende være alene, da hun sagde, at hun gerne ville hjem og begyndte at græde. Han stivnede for et øjeblik, usikker på, hvad han skulle gøre. Ville hun trøstes? Skulle han lade hende være? Han havde vitterligt ingen anelse og hans første indskydelse var faktisk at gå. Forlade rummet. Huset. Gå udenfor og se på stjernerne til han troede, at hun var faldet i søvn, så han selv kunne gå i seng.

Men det gjorde han ikke. I stedet satte han sig på hendes sengekant, stadig usikker på, hvad han skulle gøre. Selvom han var over tre et halvt århundrede gammel, havde han ikke brugt meget tid på at trøste andre. Der havde sjældent være nogen at trøste, og slet ikke i de sidste over 70 år i Mørket. Langsomt og tøvende rakte han ud for ganske forsigtigt at røre ved hendes skulder, klar til at trække hånden til sig, hvis hun ikke ville have ham til at røre ved sig.
”Når du har hvilet et par dage mere, får du lov til at tage hesten og ride hjem. Hjem til familien.” Lod hun ham røre sig, lod ham hånden hvile på hendes skulder, ellers trak han den til sig for at lade den hvile i hans skød. Han ville også hjem. Han havde bare ikke et hjem, ikke rigtigt, selvom Kzar Dûn havde været hans hjem i de sidste mange år. Længslen efter et rigtigt hjem havde han ikke mærket det store til det meste af sit liv, men lige nu ramte den ham lige så hårdt som hendes hulk.

Gråden overvældede Zirra. Hun græd og græd. Storms hånd blev ikke flyttet - selv hvis hun havde ønsket den væk, havde hun ikke kræfter til at gøre det. Hendes sind føltes tomt og mørkt og tæpperne føltes som kvælende slanger og klamme hænder omkring hende. Der var ingen tryghed at finde i det lille rum, selvom Storm var lige ved siden af hende og havde været den, der havde fået hende væk fra dæmonerne i live. 
Ondsindede tanker sneg sig ind i hendes hoved. Havde det været bedre bare at dø? Ville han følge efter hende tilbage til Dianthos? Sige til Skyggen hvem hun var? Ville hendes familie komme til at lide under hendes relation til Storm?

Gråden blev ved indtil hendes krop gav op. Gav op på at holde hende vågen. Gav op på at forsøge at sammensætte meningsfulde tanker. Gav op på at lytte til de onde tanker, såvel som de gode. Søvnen føltes utryg. Selvom Storm var der. Fordi Storm var der?
Hun havde set ham som en god person og var blevet overrasket. Nu så hun ham på arbejde, men han opførte sig som den gode person, hun havde set i ham fra starten af. Han ville altid være fjenden. Hun ville altid være fjenden. Hvordan kunne hun sove trygt nær ham? Hvordan havde hun gjort det?

Zirra lod sine øjne glide i og faldt i søvn på den tårevædede pude. Hun havde ingen forhåbning om, at de næstfølgende dage ville blive bedre end denne.