Var det virkelig kun hende, som var forvirret over situationen? Elmira forstod ikke helt hvorfor Nobacy sprang rundt i følelserne på den måde. Hun følte ikke rigtig at hun kunne følge med, det var lidt som om hun var nød til at gøre en ekstra indsats for at kunne følge med i Nobacys tankegang eller i hvert fald forsøge at følge med i hvad der kunne få hende til at sige alle de ting. Hun havde for længst sluppet tøjlerne til hesten, som den uden videre kunne føre dem til bondens hjem, imens at de fik talt ud om, hvad der var sket imellem dem. Der var sket en del på den korte tid og Elmira følte stadig en del af skylden, men hun var blevet klar over, at det ikke faldt i god jord hos Nobacy, hvis hun pådrog sig skylden overfor hende. Underligt nok, så havde Elmira ikke rigtig lagt mærke til alle de ar, som prydede hendes arm, men nu hvor Nobacy lod til at være optaget af dem, gik det op for hende, hvor mange ar hun faktisk bar rundt med. Det var et skræmmende syn og hun ønskede ikke rigtig at vide, hvad det havde haft af betydning for hendes fortid. Det var ikke meningen, at hun skulle blande sig i det.

Underligt nok så virkede Nobacys stemme beroligende på hende, hun følte, at hun kunne slappe af også selvom det var lettere svært, når vognen vuggede frem og tilbage, som den blev trukket over de store sten på vejen. Hesten var travlt optaget af at komme hjem og Elmira havde lidt ladet det hele være op til hesten, imens at hun fokuserede på Nobacy. Det kunne lyde som om, hun havde en del på hjerte, som hun gerne ville ud med. Roligt rakte hun hånden imod hende, gjorde tegn til at hun skulle ligge sin i hendes. ”Du har allerede gjort en del for mig” svarede hun med et oprigtigt smil på læben, som hun nikkede til hende og smilte blidt, høfligt. ”Min smerte er min, jeg ønsker ikke at inficere dig med det.” hun mente det. Nobacy havde været igennem en del, det kunne hun tydeligt se på hendes ar, så hvorfor trække hende yderligere igennem mudderet? Hun løftede let den anden hånd op imod hendes kind, som hun lænede sig tættere på hende og så hende i øjnene. ”Tak” havde hun overhovedet fået sagt tak for hendes hjælp?

((Undskyld den ekstreme ventetid, men jeg havde ingen krea og glemte at gemme et helt svar jeg havde skrevet... Nå lad os fortsætte!))

Hånden hun rakte ud mod hende var det smukkeste syn hun nogensinde havde set. Som Nobacy rakte sine hænder ud for at røre ved hendes hånd fløj billeder forbi hendes indre syn. Fortid fra alle dem hun havde svigtet. Deres ansigter. Deres navn. Hun havde altid vidst det. Men nu så hun det klart. Claires smukke grønne øjne viste hende alt. Hun viste det sikkert ikke selv. Men Nobacy vidste hvad der var ved at ske. Hvis hun tog Claires hånd ville det være slut med at løbe. Hun skulle se sin fortid I øjnene. Hun blev pludselig bange. Flere billeder viste sig for hendes øjne. Det var alt sammen med Claire. Hende som græder. Hende som griner. hende som er lykkelig. Hende som er knust. Hende som græder. Åh Nobacy ville gøre forfærdelige ting ved dem som fik Claire til at græde. Hun så sig selv. Så sig selv slå ihjel. Så sig selv smile mens hun gjorde det. Hun smilte af det. Af det hele. Det her var hvem hun var. Hvem hun ville blive. Hun ville ikke ændre sig. Men det var slut med at løbe fra hendes fortid. Det var en ny start. Hun skulle ikke længere dræbe. Måske have en god kamp, som kunne resulterer i en eller andens død, men liv ville hun ikke længere tage uden at tænke over det. Hun kunne mærke at hun havde en ny fred helt ind i sjælen. Den ville sikkert forsvinde, men nu vidste hun hvem hun var. Hun var et monster. Og hun var stolt af det. Et monster kan også elske. Kan have empati. Kan se det gode i folk. Hun tog Claires hånd i sine.

Claire rørte hendes ansigt. Det var som at blive rørt af en engel. Hendes hånd så blød og varm mod hendes kind. En varm følelse flød igennem hende ved berøringen. Det var som om tiden stod stille. Hun nød det. Det var første gang i lang tid hun havde følt ægte glæde. Over tusinde år? Da Claire lænede sig tættere på begyndte Nobacys hjerte at banke hurtigere. Så hurtigt at hun var overbevist om at hun kunne høre det. Hun rødmede. "Jeg vil bære din smerte med dig. Vil du bære min smerte sammen med mig?" Nobacy lænede sig tættere på Claires ansigt. Åh hun ville så gerne... Men ikke hvis Claire nægtede. Hun turde ikke tænke på det.

//Det skal du bestemt ikke undskylde, vi kan alle have travlt x3 Jeg har selv haft en mindre pause på omkring en måned x3 Men jeg er glad for at vi kan fortsætte!

Det var lidt som om at Nobacy havde brug for fysisk kontakt for at kunne falde til ro. Eller måske det bare var sådan, som Elmira følte det i situationen lige nu? Egentlig var hun lidt i tvivl og nervøs for om hun nu også gjorde det rette ved at tilbyde hende sin hånd. Stilheden imellem dem var også med til at gøre hende mere nervøs omkring situationen, for det virkede som om at Nobacy forsvandt ind i sig selv igen. Hvad mon hun brugte al den tid på at tænke på? Skulle hun være bekymret for, at hun havde slået hovedet og måske havde problemer? I sidste ende endte hun ud med at rynke let på brynene og ligge hovedet let på skrå. Hvor længe skulle hun mon vente? Fanget i sine egne tanker, gav det et sæt i hende, da Nobacy valgte at tage hendes hånd. Blikket gled ned på deres hænder, før at et varmt smil gled over hendes læber i takt med at hun rettede blikket imod Nobacy. Hun gav hendes hænder et svagt klem og et fortrøstningsfuldt smil. Der var ingen grund til at bekymre sig yderligere. De havde det jo begge fint nu?

Det var ikke nok at holde hendes hånd, hun havde brug for mere kontakt. Det var nok første gang, at hun faktisk valgte at opsøge kontakten på denne måde, men hånden blev forsigtigt lagt imod Nobacys kind. Smilet hvilede stadig på hendes læber, som hun lænede sig tættere mod vognen for at være i stand til at betragte Nobacy bedre. For hun havde det da godt, eller forsøgte hun at skjule det, når hun ikke kiggede? Endelig blev stilheden brudt imellem dem, som elveren åbnede munden og ytrede et ønske. Elmira nåede dog ikke at besvare ordene, før at vognen stoppede brat op med lyden af et vrinsk og Elmira fik overbalance, så hun endte i vognen sammen med Nobacy. Hendes hånd var endnu placeret imod hendes kind, men den anden hånd var endt imod hendes lår for ikke at vælte hende omkuld. Deres ansigter var så tæt på hinanden.. Elmira kunne mærke hendes ånd, som hun for en stund lukkede øjnene og tog en rolig indånding. ”Ja..” svarede hun efter noget tid, som var intet hændt. De grønne øjne blev atter åbnet, som blikket gled ind i Nobacys.

//Okay jeg lader bare være med at love noget angående min krea :P

Hendes hjerte bankede lige så hurtigt som hvis hun lige havde været i en kamp. Hun var overbevist om at Claire kunne høre hendes hjerteslag. Selv om hun godt viste det var umuligt. Hun havde hørt bypiger snakke. De lød som dummer snobber. Men hun havde hørt andre tale om det før. Så mange gange. Følte hun virkelig kærlighed? Var hun forelsket. Berøringen fik verden til at virke fuldstændig ligegyldig. En frygt fik hende til at holde vejret. Hvad hvis hun sagde nej? Hvad hvis hun ikke ville have hende? Hvad hvis hun ville straffe hende for alt hun havde gjort. Hvis hun sagde nej ville hendes verden gå i stykker. Og hun ville ikke vide hvordan hun ville se ud efter. Kærren stoppede bræt. Claire faldt ned oven på hende. Hun kunne ikke tænke lige. Claires øjne var så smukke. Hun var oven på hende! hvad skulle hun gøre? Hun kunne da ikke bare... Hun lænede sig tættere på hende. Var hun god nok? "Ja" sagde hun. Hendes verden stod fuldstændig stille et par øjeblikke. Hun kunne ikke fatte det. Hun havde lyst til at løbe væk. Hun kunne ikke. Hun var ikke god nok til hende. Hun hun. Nobacy rykkede forsigtigt sine læber tættere på hendes. Hun kunne ikke stoppe. Hun ville ikke stoppe. Hun håbede... på mere.

Det var en besynderlig situation at befinde sig i, hvor Elmira normalt ville have trukket sig for længe siden, så holdt hun stædigt fast i kontakt med Nobacy. Hun kunne egentlig ikke forklare hvorfor, men hun prøvede heller ikke, i stedet kunne hun ikke lade vær med at smile hele tiden. Hvad kunne det betyde? At hesten stoppede var dog en anelse uventet, så Elmira røg fuldkommen ud af det, hvilket også affødte en sød latter, som hun forsøgte at rejse sig, så hun ikke endte med at mase Nobacy, det ville hendes sår næppe have godt af. Det var jo meningen, at hun skulle slappe af og hvordan kunne man det med en anden ovenpå sig? Det føltes dog ikke helt som om Nobacy ønskede at hun skulle flytte sig, så hvad var det helt præcis, hun gerne ville have hende til?
Elveren kom tættere på, smilet på Elmira’s læber blev ikke mindre, det blev måske en anelse mere anstrengt og nervøs, som hun var usikker på, hvad Nobacy ville hende. Havde hun misset et spørgsmål eller et tegn på noget? For hun havde da besvaret hendes tidligere spørgsmål, eller var der mere i det? Nobacy kom stadig tættere på og uden at tænke sig om valgte Elmira at møde hende på halvvejen, så deres læber mødtes. Aldrig havde hun kysset nogen før, højst på panden eller på et sår, hvis et barn havde slået sig. Men dette måtte være hendes officielle første kys og kontakten skræmte hende ikke. Tværtimod flyttede hun hånden fra Nobacys kind mod hendes nakke og hånden på hendes lår gled langsomt til hendes hofte. Det var lidt som om at noget guidede hende uden at vide hvad. Dog gik det hurtigt op for hende, hvad hun havde gang i, så hurtigt trak hun sig. De grønne øjne var chokeret og overrasket, men man kunne fornemme en vis form for behag i dem også. Hun endte dog på røven modsat Nobacy, hvor hun langsomt førte fingerspidserne over sine læber. ”Det må De undskylde..” skyndte hun sig. ”Jeg ved ikke, hvad der gik af mig” fortsatte hun beklagende.

//Afsluttes grundet inaktivitet, skriv endelig hvis du synes vi skal fortsætte eller starte noget nyt! :3