Xaphans udtalelse var ikke noget som Deavás tog sig af, i stedet var han langt mere optaget af den hud han nu sad med. Han væmmes ikke ligefrem af den gummiagtig konsistens, som han smilte for sig selv. Han vendte dog blikket mod manden, der fortsatte med at skrige af smerte. Det var der, at han fik en ide, som han placerede knæet imod mandens brystkasse, så han åbnede munden yderligere. Der gik ikke lang tid, før at Deavás havde presset hudstykket ned i svælget på manden. Han nåede kun lige at trække fingrene til sig, før at manden bed sammen og forsøgte at kaste op. Men han kunne ikke vende kroppen om og hans reflekser var ikke voldsomme nok til han kunne kaste op, imens at han lå på ryggen. ”Bedre?” lo Deavás lidt, som han så på Xaphan ud af øjenkrogen. Der var en svag hånlig tone i hans stemme, som han dog trak let på skulderne og vendte retur til det sår, de havde skabt på benet. Blodet var ikke til at stoppe og Deavás havde ikke tænkt sig at forbinde ham, så han lod det flyde ud på jorden, imens at han førte fingrene over det åbne sår. Det var yderst smertefuldt for manden, men lydene blev blokeret af det stykke hud, som han havde i bunden. Hvis han forsøgte at hive det ud af munden, så ville Deavás ikke tøve med at knække hans fingre eller håndled, så han ikke kunne spænde i musklerne i hænderne. Deavás gav roligt plads til Xaphan, som han med en enkelt sætning fik dræbt mandens håb om at overleve det. Han lod dog ikke til at være villig til at give op så let, som han straks vred sig, lige indtil Xaphan fik sat sig tilrette. Så var der ikke meget bevægelse tilbage i ham.

Der hvilede et koldt smil over hans læber, som han nikkede til Xaphan og bestemt ikke havde noget imod at han forhindrede mandens bevægelser. Så kunne han bedre koncentrere sig om såret og den hud de havde fået fjernet. Området var yderst sårbart og selv den mindste berøring ville følges så meget værre end de kunne drømme om. Det var uden tvivl fascinerende at overvære, men endnu bedre at kunne røre ved, som manden gav et spjæt hver gang, at Deavás rørte ham. ”Du lader ellers til at hygge dig” svarede Deavás med et nik mod hans hænder, som Xaphan havde begravet i mandens sår. Hvad ledte han mon efter? Deavás fulgte opmærksomt med, som det så ud som om at han havde problemer med at finde frem til det han ledte efter ”Har du brug for hjælp?” spurgte han køligt, som han løftede hænderne mod såret og placerede fingrene ved siden af Xaphans hænder, så han kunne bruge hans hænder til at lede også.

Xaphan kiggede lidt på Deavás der havde gået op til mandens ansigt og puttede noget i munden på ham. Så han kendte åbenbart til Lykke. Det var da altid noget, men så igen de fleste dæmoner kendte vel til hinanden. Han nikkede lidt som svar og kiggede ned på såret de havde lavet. Han fik et skævt smil på læben og sagde. "Meget bedre. Orker ikke at høre på hans råberri hele tiden.." han var rolig i sin stemme og kiggede på Deavás med det skæve smil. Han kiggede lidt ned på såret igen og smilet blev lidt bredere.

Som han sad der med benene på hver sin side af manden og roede rundt i såret var han slet ikke forberedt på hvad manden gjorde. Han slog godt nok ud efter Xaphan og ramte ham flere gange, men han rørte sig ikke ud af flækken. Kødstumpen han havde haft i munden blev spyttet ud så der rendte blod ud af mundvigen på manden. "Kan du så lade vær med det der. I Kiles navn dette er ikke for sjov. Jeg tilbeder Kiles Orden og jeg forlanger at du stopper med det samme." alt i mens manden slog fra sig og vred sig så meget han kunne kom der også nogle UH oh ARGH i mellem sætningen han sagde. Dette tog Xaphan sig dog ikke af. I stedet var han mere opsat på at finde det han ledte efter. Han tog sig ikke af hvad Deavás gjorde før han rettede ud i såret så Xaphan kunne komme bedre til. Han ledte videre efter musklen og fandt den endelig. Han lagde en hånd rundt om musklen og klemte til. Hvor efter han begyndte at hive til i musklen. Det var en hård muskel, men det var en benmuskel som regl altid, især når manden lå og spændte og prøvede at slippe væk fra dem.
Xaphan kiggede lidt på Deavás og sendte ham et smil. Han kunne mærke at musklen begyndte at gå i stykker i mellem hans hænder. Godt nok var han ikke så stærk men han var stærk nok til at kunne gøre dette, det var jo ikke fordi at han havde noget modstand sådan rigtigt.

Deavás kunne ikke prale af, at han havde mødt denne Lykke, men dæmoner var selvfølgelig ens på mange punkter. Om end han ikke selv havde noget imod larmen, så havde han ingen problemer med at lukke munden på ham, eftersom at han egentlig ikke brød sig om hans prædiken. Deavás havde aldrig rigtig været troende og han ville næppe komme til at blive det. Ikke når han så hvordan det gik for folket inde i Dianthos. Der var uden tvivl tale om nogle magtliderlige præster, som ikke kunne få nok eller som endnu ikke havde mødt ordentligt modstand. Han havde hørt om oprører og lignende, men så vidt han vidste, så var Kile præsterne stadig i kontrol over byen. ”Det er vel smag og behag” svarede han med et drillende smil på læben. Larmen kunne selvfølgelig trække andre til og de skulle nødigt have selskab de forkerte typer eller personer. Deavás så helst at det bare var ham og Xaphan for nu.

Det var ikke overraskende at manden formåede at spytte hudflappen ud, men Deavás orkede egentlig ikke at proppe den ind i munden på ham igen, da han egentlig var travlt optaget af noget andet. Så måtte Xaphan finde en måde hvorpå de kunne lukke munden på ham mere permanent. Deavás kunne altid finde nål og tråd frem, men så ville han gå glip af muligheden for at trække såret længere og gøre det dybere. Xaphan skulle jo ikke have al det sjove for sig selv. Derfor valgte han også at ignorere mandens prædiken, som han brugte fingrene til at sprede såret og give Xaphan mere plads til at arbejde på. Hvad han egentlig ledte efter, vidste han ikke, men et skummelt smil spredte sig over hans læber, som Xaphan fandt frem til det og begyndte at hive til. Deavás kunne mærke bevægelsen i benet og konkluderede meget hurtigt, at han måtte have været ude efter hans muskel. ”Bliv endelig ved” kommenterede Deavás køligt, som Xaphan valgte at smile til ham. Imens strøg Deavás neglene over mandens knogle, som han langsomt skrællede blod og sener af benet for at blotte knoglen helt. Det var et blodigt syn, men Deavás var ikke meget påvirket af det, foruden det brede smil som havde lagt sig på hans læber.

Xaphan himlede lidt med øjne da manden blev ved med at komme med opfordringer og sin prædiken. Han kiggede lidt på Deavás og trak på skuldrende. Hvis han skulle blive ved med at høre på det pjat så måtte de jo fjerne tungen eller sy munden sammen, eller noget helt tredje. For han orkede da virkelig ikke at høre på alt det pjat lige nu!
Han sagde ikke noget til Deavás men kiggede bare på ham med et blik der kunne sige mere end tusind ord. Han himlede lidt med øjne som manden blev ved med at snakke om Kiles Orden og deres formål. Hvor var han dog glad for at have fået fat i en af de idioter!

Deavás ord ramte Xaphan dybt og han kunne høre hvordan skrålene blev højere og højere og slagene i ryggen blev mere voldsommere. Han rørte sig dog ikke det mindste men satte benene ned på jorden så knæ og lår rørte jorden. Han rettede sig lidt op og begyndte at hive voldsomt til. Han hev og hev indtil musklen begyndte at give slip på låret. Den løftede sig og Xaphan hev mere til. Der var ingen modstand så hans styrke var nok til at få musklen til at give slip. Musklen løsnede sig fra senerene og Xaphan fik et smil på læben. Han kunne ikke andet end at smile over det og han kiggede lidt ned på såret som han hev mere og mere til. Musklen gav endelig slip på de sidste senere og manden skreg i åbenlys smerte. Han bed sig i læben som han fortsat hev til og til sidst kunne han mærke hvordan musklen havde givet helt slip på det hele. han løftede hånden og kunne se hvordan såret blev mere og mere åben grundet hans hånd i såret, og hans åbenlyse hiverri. Han kiggede lidt på Deavás da han nu fremviste den store muskel fra benet. Manden var begyndt at græde og såret pumpede ud med blod. "Så er der klar til at hives mere hud af." kom det fra ham og kastede musklen væk fra dem og ud mod breden. Rengøringen måtte Blizz tage sig af når han engang kaldte på hende.

Deavás måtte huske at takke Blizz for at komme med lige netop denne præst, for så var der en chance for at de kunne redde landet fra minimum en af de prædikende tosser, som ikke gjorde andet end at snakke. Noget som manden tydeligvis var et bevis på, det var ikke nemt at lukke munden på ham og Deavás var egentlig træt af at forsøge. Det var spild af hans tid at bekymre sig om hans ord i stedet var han langt mere interesseret i hvad Xaphan havde gang i. De kunne gøre mange ting imod manden, men lige nu lod det til at være nok bare at rive lidt i hans muskler og kradse knoglen. Det var selvfølgelig ikke det værste der kunne være sket, men indtil nu havde Deavás ikke valgte at bruge sine redskaber, da det var langt mere interessant, når man fik lov til at bruge sine fingre og rigtig få blodet på kroppen. Det kunne heller ikke undgås, at blodet flød udover det hele på gulvet. Hvis de ikke snart lukkede af for nogle blodårer, så ville manden måske ende med at forbløde og så ville lege være ovre alt for hurtigt. Heldigvis var der kun et sår ét sted på hans krop, så det ville være nemt at lukke det af og begynde et andet sted. Skulle det komme så langt.

Hvis de blev ved med at torturere manden på denne måde, så ville han til sidst ende med at miste sine kræfter og så ville der ikke være meget modstand, men så længe at Xaphan kunne modstå smerten i ryggen, så så Deavás ingen problemer i at de ikke havde bundet ham. Så fik han også sine aggressioner ud samtidig med at de faktisk nød hans raseri. Lyden at muskel som blev revet over, var virkelig fæl og Deavás havde ikke troet, at han skulle få fornøjelsen i dag, som han lo let af den muskel, som Xaphan endte med at sidde med i hånden. Der var en fordybning i mandens ben, som var der, hvor musklen tidligere havde siddet, men nu var den revet ud og smerten måtte være ulidelig for præsten. ”Nok har du ikke meget erfaring, men jeg kan lide din teknik” lo han let, som han nikkede til hans ord. Deavás pressede dog hænderne ned i såret, som han greb fat om knoglen. Manden skreg op, hele hans krop rystede. ”Vi kan risikere at han besvimer snart” forklarede han roligt, for han havde oplevet det mange gange, når smerten blev for overvældende. Men det var ikke nødvendigvis et problem. Det kom an på om de gerne ville høre hans skrig eller bare ville have lov til at arbejde i fred.

Xaphan tog sig stadig ikke af manden der slog ham i ryggen, han havde prøvet det er var værre. Han havde trodsalt kæmpet i kazr Mora, og i dragekrigen, så hvad gjorde et par flade i ryggen? Han rystede lidt på hovedet og kiggede på musklen han sad med i hånden. Det gjorde ham faktisk ikke noget. Han vendte blikket ned imod fordbyningen i benet og smilte blot bredt. Det var da heldigt at der var vand lige i nærheden, så kunne de da blive vasket bagefter. Han trak lidt på skuldrende og kiggede på Deavás og så på det voldsomt blødende sår. "Kan du stoppe det der? For jeg kan desværre kun gøre mere skade med mine hænder." han var egentlig lige glad med om Deavás kunne stoppe blødningen eller ej. Det handlede jo bare om hvornår manden ville dø hvis ikke det blev stoppet.
Han smilte dog stolt til Deavás "Man kommer lidt ud af træning når man ikke kommer så tit ud." kom det roligt fra ham og smed med musklen hen imod vandkanten. Blizz kunne jo altid ryde op efter dem når de var færdige.

Deavás fik lige sagt sine ord da manden besvimede, til dels pga smerten og til dels på grund af blodet der ikke var stoppet. Xaphan lagde hurtigt mærke til det da dunkene i ryggen stoppede og vridene ikke kom mere. Han vendte sig lidt om for at kigge på manden. "Det var sku også på tide, lidt arbejdsro.." mumlede han mest for sig selv, men Deavás ville kunne høre det så tæt på som de sad på hinanden. Xaphan vendte sig ned imod såret og undersøgte det, han kunne sagtens stoppe blødningen med lidt nål og tråd, men det var altså ikke noget han gik med til hverdag. Så det var vel bare spørgsmålet om Deavás kunne gøre noget ved blødningen eller om præsten bare skulle forbløde. Xaphan puttede hånden ned i såret for at stoppe blødningen i et kort øjeblik men fjernede så hånden i tilfælde af at Deavás ville gøre et eller andet ved det.

Erfaringen fortalte Deavás at et menneskes krop umuligt ville kunne holde til denne form for tortur særlig længe. Derfor var de også nødt til at gøre noget ved det, hvis ikke han skulle døse hen og forhindre dem i at nyde godt af hans skrig. Der var ikke mange skrig tilbage i hans stemme, men Deavás var overbevist om, at de bare skulle finde de rette knapper af trykke på og så skulle han nok give udtryk for sin smerte. Det bekymrede ikke Deavás at de blev smurt ind i blod, da han faktisk havde været det i forvejen, men om ikke andet, så havde han da glemt alt om sit sår og det faktum at det havde generet ham tidligere. Det var for længst blevet overdøvet af mandens smerte. Præsten havde ikke en chance. Han nikkede roligt til Xaphans ønske om at han skulle forsøge at stoppe det. Det var som sådan ikke svært at stoppe en blødning som det. Han skulle bare finde en måde at blokere såret på. Så kunne de altid starte et andet sted. ”Jeg har mine metoder til at forlænge morskaben” svarede han med et nik, som han placerede en hånd på hver side af det åbne sår og forsøgte at presse det sammen, før at han flyttede let på den ene hånd, så han kunne holde det lukket med den ene hånd, imens valgte han at rive et stykke af præstens frakke af, som han fik bundet rundt om såret.

”Der skal ikke meget øvelse til, før at man falder ind i rytmen igen” lo han stille med et smil, som han pressede knuden på stoffet imod såret bare for at provokere det lidt mere. Det lod dog til at være for sent, som manden alligevel endte med at besvime. Smerten i benet ville ikke være nok til at vække ham, eftersom at hans krop havde givet op. Så skulle de virkelig true ham på livet for at han ville vågne med et overlevelsesinstinkt og intet andet i tankerne. ”Hvor skal vi så starte nu?” spurgte han med et sygeligt smil på læben, som han ikke følte, at de var færdig med at eksperimenter med den menneskelige krop.

Xaphan kiggede lidt på Deavás og det han gjorde. Det var altid noget at nogen kunne stoppe blødningen, for Xaphan orkede faktisk ikke lige nu. Han vendte blikket ud imod Blizz som hyggede sig i vandet og så tilbage på Deavás. Han rystede lidt på kroppen, det havde været hårdt at hive musklen ud af kroppen på ham. Det var dog noget der hurtigt stoppede, han var ikke blevet dårlig eller noget, men det kunne da forekomme på et tidspunkt. Hvis ikke englen i ham kom frem først.
"Morskaben lyder ikke helt så dårlig" kom det fra ham og vendte sig om imod manden hvis arme blev langsommere og vridene i kroppen blev dårligere. Måske han ikke havde det så godt. Det måtte tiden jo vise, men når alt kom til alt så var Deavás den mest erfarne af de to på nuværende tidspunkt.

Manden besvimede og det kom ikke som nogen overraskelse for Xaphan næh han havde todsalt lige mistet en masse blod og en muskel. Så det skulle jo komme før eller senere. Han rejste sig op efter at havde siddet på mandens underliv i et stykke tid. Han lagde hovedet lidt på skrå og strakte sig i et kort øjeblik. "Ja hvad skal vi så finde på der kunne være godt. Du må have god erfaring, det har jeg ikke lige frem selv." kom det roligt fra ham og vendte blikket ned imod Deavás. Et smil spredte sig på læben og han lagde hovedet lidt mere på skrå.

Egentlig havde Deavás godt fornemmet kvalmen hos Xaphan tidligere, da han havde smidt hudflappen væk, men det lod ikke til at være et problem længere. Han skulle tydeligvis bare lige ind i rytmen igen og så var der ikke længere problem med maven. Lugten var stadig overdøvende, men de havde efterhånden siddet så længe i det, at lugten langsomt forsvandt i hvert fald for Deavás. Der var ikke længere grund til at rynke næsen af lugten, som han atter havde vænnet sig til den jernagtige lugt. Han var dog overbevist om at der også var en anden lugt. Måske manden havde skidt i bukserne eller sluppet sin blære i panik? Kroppen knoklede for at holde sig selv i live, så alle ressourcer blev vendt imod at få hjertet til at pumpe blodet rundt. Heldigvis fik Deavás forhindret manden i at forbløde på jorden.
Han lo let af hans kommentar, som han nikkede let med hovedet og fulgte Xaphans blik mod mandens ansigt. Smerten havde tydeligvis fået ham til at lede efter andre måder at få afløb for smerten på. Læben var lettere forrevet og blodet havde lagt sig tungt over hagen og ned over halsen. Måske han endda havde forsøgt at begå selvmord, for at få smerten til at ende? Kunne han have bidt tungen over i smerten?

Kroppen blev livløs, vejrtrækningen blev langsom og Deavás kunne ikke ignorere det faktum, at han var en anelse skuffet over, at mandens krop allerede havde lukket af. Hvad var der sjovt i det? Han lod dog blikket glide fra mandens ansigt imod Xaphan, som han rejste sig op. Deavás strøg fingrene igennem græsset for at få den værste blod af sine fingre, ikke at det generede ham eller var klamt, det var blot begyndt at klistre let til hans fingre. ”Normalt når jeg at stoppe før de besvimer..” lo han køligt, som han trak let på skulderne og lod blikket vandre over mandens krop. ”Men vi blev vist begge grebet af stemningen” der hvilede en konstant latter over hans tone, som han ikke rigtig kunne se noget problem i at de var gået for langt. Manden skulle bare have en mindre pause og så ville de nemt kunne vække ham igen. ”Måske noget vand kan gøre det?” svarede han med et nik imod søen og Blizz, som stadig morede sig i vandet. Mon ikke hendes hale kunne lave en mindre flodbølge af vand, de kunne bruge?

Xaphan havde haft lidt kvalme ja, men ikke noget han ikke kunne styre. Det havde jo gået alt sammen indtil videre, så hvorfor skulle det ikke det resten af vejen? Han bed sig lidt i læben og lagde faktisk først mærke til lugten nu. Lugten af jern, og lugten af hvad var det? Det var ikke urin for han var ikke blevet våd på tøjet, måske det var noget andet? Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at kigge. Istedet fjernede han sig fra manden og bevægede sig ned imod vandet for at vaske sine hænder. Han kunne høre hvert et ord der blev sagt til ham og Xaphan kunne ikke lade vær med at smile. "Måske gjorde vi, men hvad gør det når man har det sjovt?" kom det roligt fra ham og vendte blikket mod Deavás.

Tiden havde næsten stået stille alt imens de havde torturret denne mand, og det gjorde faktisk ikke Xaphan noget, solen var godt nok på vej ned, men når man havde det sjovt hvad gjorde vejret så? Ingen ting i følge ham. Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på manden og så ud på Blizz. "Lidt vand kunne måske gøre underværker." kom det fra ham og begyndte at le. Han rettede hovedet op og så ud på Blizz igen, måske han skulle kalde på hende, og få hende til at tage noget vand med, eller lade hende komme tættere på breden og plaske lidt med vandet? Han var ikke sikker. Han kiggede lidt fra Deavás til Blizz og så ned på manden der var helt væk. Han trak lidt på smilebåndet og gik over til manden. Han bukkede sig ned og klappede manden et par gange på kinderne, men intet skete. "Måske det der vand kunne være en god ide" kom det fra ham med et grin på læben bagefter.

Der var intet i vejen med lidt kvalme, så længe at Xaphan kunne holde det inde, for det sidste Deavás ønskede var, at blive dækket af hans opkast, bare fordi han var en anelse sart. Det var selvfølgelig ikke til at sige noget til, når det normalt var englen, som havde kontrollen. Deavás tvivlede i hvert fald på, at englen ville have en mave til at kunne modstå denne form for tortur, så han var blot glad for at dæmonen endnu ikke havde forladt hans side. Dukkede englen op, så ville han nok hurtigt forsvinde i skoven igen. Men lige nu hvilede fokus dog på den ynkelig skikkelse af præsten, som fuldkommen var døset hen. Kroppen forsøgte at holde ham i live, men der var tydeligvis ikke meget energi tilbage i kroppen, så der ville gå noget tid, før at han ville vågne af sig selv. Deavás lo af hans kommentar og nikkede til det. Han havde dog endnu ikke et ønske om at vaske sine fingre, som han kort studerede præstens krop. Der måtte være flere områder, som de kunne udnytte. Han løftede skulderne let for at løsne dem let, så han ikke var helt så anstrengt i den nuværende stilling. Tortur fik ham egentlig til at slappe af.

Det var lidt op til Xaphan om han ville kalde på dragen eller ej, men uanset hvad, så havde Deavás ikke planer om at blive gennemblødt, hvis nu dragen fik lov til at plaske med vand i nærheden af dem. Derfor valgte han også at rejse sig op igen, som han strakte armene let og lod blikket hvile imod Xaphan. ”Medmindre at vi skal lade ham være..” han overvejede det for en stund, som han uden tvivl ville leve resten af livet i smerte, hvis de undlod at gøre det af med ham, men i stedet lod ham leve, for han ville have svært ved at gå og der ville næppe komme nogen forbi lige med det samme, som ville kunne hjælpe ham.

Xaphan havde intet imod at have lidt kvalme, han havde det godt nok ikke lige nu, selvom han lige havde haft det, men det kunne da forkomme at han fik lidt mrtr kvalme før eller senere. Måske når englen ville dukke op igen og så hvordan præsten var blevet maltrakseret. Eller også ville englen jo bare jage Deavás landet tyndt for at finde ham igen. Han kiggede lidt på vandet han stod ved og havde vasket sine hænder. Han tørrede sine hænder af i sine bukser  selvom det ikke var så nemt da der stadig var blod på bukserne efter alt det hivning med musklen, og alle blodårene der havde bristet og sprøjtet ud over det hele.

Xaphan havde bevæget sig tilbage til manden og efter han havde klappet ham på kinderne kiggede han på Deavás og sendte ham et smil, dog forsvandt det hurtigt da Deavás snakkede om at lade ham være. ”Det kan der ikke være tale om” hans øjne begyndte at blive smalle og man kunne se på ham han mente hvad det var han sagde. Han ville ikke lade manden gå fri, nu skulle de gøre det der skulle gøres og så kunne Blizz spise resterne. Han kiggede ned på sine blodige hænder og så ned på Deavás igen. ”Vi gør arbejdet færdig, derefter kan Blizz få præsten” kom det fra ham og vendte blikket ned imod præsten og smilte kort, dog forsvandt det lige så hurtigt som det var kommet frem.

Kvalme eller ej, så var det ikke noget som Deavás havde problemer med. Han var van til det.. Han havde leget med eksperimenterne i mange år efterhånden, så der skulle faktisk meget til at gøre ham utilpas. Eller han havde faktisk ikke fundet noget der gjorde ham utilpas endnu. Derfor tvivlede han også lidt på, at det ville lykkes Xaphan at skubbe ham udover. For knægten ville uden tvivl bukke under først. Der hvilede et roligt smil på hans læber, som han kiggede ned på den næsten livløse præst. Det var et sørgeligt syn, men kun fordi det betød, at de ville have svært ved at provokere yderligere smerte. Der ville i hvert fald ikke komme nogen reaktion ud af det og hvor var det sjove så henne? Selvfølgelig ville han ikke have noget imod at undersøge liget efterfølgende, efter tegn på smerten, men.. Deavás tørrede blot blodet af i de mørke bukser, som det ikke rigtig var til at se.

Det kølige smil vendte retur til hans læber, som Xaphan bestemt ikke var fan af, at han lade præsten værre. Det ville måske også være dumt, for så ville de ende med et vidne til deres gerninger og det kunne plette hans ry. Så det ville faktisk være en skidt ide.. ”Enig..” svarede han med et bestemt nik, som han foldede hænderne foran sig og lo let. ”Hvad med et kig ind i brystkassen?” foreslog han med et sygeligt smil på læben. Det ville være et grusomt indgreb og det ville uden tvivl kunne vække manden, hvis det begynde at prikker til hjertet eller lungerne.

Xaphan var ikke ude på at give Deavás kvalme, ej ville han give sig selv kvalme. Men nu havde hans dæmon side ikke været fremme i rigtig lang tid. Englen havde det med at være godt udstyret i at beherske sig så det var svært at komme frem en gang i mellem. Det gjorde dog ikke Xaphan det mindste, man var jo som man nu engang var og det var der ikke noget at gøre noget ved. Han rømmede sig lidt og kiggede på præsten og så på Deavás. De var da enig om noget, det var altid noget! Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede ned på præsten igen. Han bukkede sig ned gav præsten nogle klap på kinderne men der kom intet respons på det han gjorde. I stedet vendte han blikket mod Deavás og sendte ham et smil. "Hvad tænker du på der?" kom det roligt fra ham og kiggede ned på brystkassen af præsten. Han begyndte at flå præstens trøje af så brystkassen blev synlig. Han kiggede lidt på brystkassen og lod en hånd køre op og ned af den. Der var ingen ar at se så evnen kunne desværre ikke komme i brug nu. Men dæmonen havde åbenbart en ide, og Xaphan elskede ideer lige meget hvad det så end var. At kigge ind i en brystkasse var en smal sag, men lige frem at komme der ind var noget andet. Det kunne gøres på mange måder, men uden tvivl ville præsten dø af det på den ene eller den anden måde. Det ville bare være et spørgsmål om tid før det skete. Han drejede hovedet lidt for at kigge på Deavás og så på brystkassen igen. Sådan så han fra side til side et par gange inden det blev holdt på Deavás for at høre hans tankegang.

Eftersom at der ikke var meget liv i præsten mere, så ville de være nødsaget til at gøre noget drastisk for at vække ham eller forsøge at vække ham. End ikke det ville være en klar løsning på at vække manden fra sin søvn. Hvis de ikke var forsigtige, så ville det bare ende med at manden ville dø af kvæstelserne og så ville de ikke få meget lyd ud af ham. Deavás var dog ikke af den overbevisning at det kunne skade at give det et forsøg. Præsten var i forvejen dømt til at dø i dag eller i morgen, afhængig af hvor lang tid de havde tænkt sig at strække det, så han bekymrede sig ikke for, hvad der skulle ske med ham. Uanset hvad, så kunne Deavás lige så godt udnytte situationen og se, hvordan præstens indre havde reageret på presset efter at være blevet tortureret. Mon musklen havde hevet mere med sig ned i benet? Flyttet rundt på organerne eller om det havde været nok bare at rive det over og efterlade en fordybning i huden omkring såret? Han var nysgerrig og håbede lidt på at Xaphan ikke havde planer om at stoppe ham. ”Jeg tænkte, at vi kunne åbne ham op..” uddybede Deavás, som han trådte tilbage til manden og satte sig på hug ved siden af. Han rodede lidt rundt i lommen på sin kappe for at hive skalpellen frem fra tidligere. Han placerede pegefingeren mod skalpellen og vendte den let i hånden.

Der var flere måder, de kunne gøre det på, men uanset hvad, så kunne det tyde på at de ville være tvunget til at skære ham op. Specielt da Xaphan blottede brystkassen og gjorde det klart for dem begge, at der ikke var nogen ar på overkroppen. ”Vil du skære eller skal jeg?” spurgte han med et køligt smil på læben. Hvis de var heldig så kunne nogle af organerne have omgivet og så ville brystkassen uden tvivl flyde med blod. Så længe at manden forblev bevidstløs, så havde de måske også en chance for at starte godt ud, før at den brændende smerte ville vække ham. Skalpellen blev lagt i flad hånd, så Xaphan kunne tage den fra ham, hvis han ønskede. Ellers var han klar til at ligge snittet selv.

Der var ikke meget liv i præsten og selv det kunne Xaphan godt se. Men ville der komme liv hvis de begyndte på at skære i ham? Han var ikke sikker men det var da et forsøg hver at prøve. Han lagde hovedet lidt på skrå og nikkede lidt for sig selv. Det var et godt forsøg at prøve det ad, så hvorfor ikke bare lade Deavás gøre som han nu ville, der var jo ikke nogen til at stoppe dem sådan lige her og nu. Han drejede hovedet lidt fra side til side for at være sikker på der ikke var nogen til at tage deres glæde fra dem, men der var ingen at se, så hvorfor ikke bare nyde det helt? "Det ville være en glæde at åbne ham." han vendte blikket lidt ned på præsten og kom med et mindre smil. Han var ikke sikker på om det var ham eller om det var Deavás der skulle føre kniven.

Da kniven blev lagt frem imod ham kiggede han lidt på den og så på Deavás. "Jeg synes du skulle have lov denne her gang, jeg førte fingeren før, så du føre kniven." han kiggede lidt på på præsten imens han snakkede og kiggede så over på Deavás. Han sad fortsat på hug ved siden af præsten og hans blik hvilede på Deavás mens et smil spredte sig på hans læber. Han lod en finger køre ned igennem brystkassen på præsten og han tænkte sig lidt om. Deavás måtte jo helt selv om hvordan snittet skulle ligges, det ville Xaphan slet ikke blande sig i, han ville heller ikke blande sig i hvad der nu skulle ske. Han havde trods alt lavet stort set alt arbejdet indtil videre.

Så længe at dragen befandt sig i søen, så var der næppe nogen, som ville turde at nærme sig dem. Det var ikke alle, der var tryg ved drager og det var kun de færreste, som følte for at stifte bekendtskab med drager. Hvilket uden tvivl var en situationen, som de begge kunne udnytte. Deavás tvivlede på, at de ville få besøg, så han havde ingen problemer med at gøre det værre for præsten. Nu hvor de var kommet så langt allerede, så var der faktisk ingen grund til at efterlade præsten i live. Han ville ikke leve længe, men hans krop ville også være et bevis på deres gøren, så Deavás overvejede allerede nu at smide ham i søen eller fodre ham til dragen. Medmindre at hun skulle være kræsen.. Fokus blev vendt tilbage på halvdæmonen, som han smilte til ham af hans ord. Det var noget de kunne være enig om, så der var ingen grund til at holde sig tilbage. Medmindre at Xaphan lige pludselig fik det dårligt, så skulle ubehagen gerne forstærkes.

Smilet på de smalle læber blev bredere, som Xaphan tillod Deavás at føre kniven. Der gik ikke mange sekunder, før at Deavás havde kniven i hånden og havde vendt blikket imod præstens kroppen. Han lå stille og fredeligt hen, men det skulle de nok få lavet om på inden længe. ”Den gestus siger jeg ikke nej til” lo han stille, som et skævt smil spillede over hans læber. Han rettede blikket fra præsten mod Xaphan og tilbage mod præsten, som han placerede en flad hånd imod brystkassen for at føle sig frem til ribbene. ”Måske han skal holdes nede..” kommenterede han kort, før at han placerede spidsen af kniven imod huden og nikkede til Xaphan. Hånden blev lagt ovenpå skaftet, som han gav det et slag og et knæk lød. Så var de i gang. Men hvad med manden?

Blizz ville ikke fjerne sig fra vandet før Xaphan sagde til at hun skulle, det var han næsten sikker på. Dog kunne man aldrig vide med en drage, det vidste alle og enhver. Han vendte blikket ud imod hende og så tilbage til Deavás igen.
Der var ingen fare for at Xaphan ville blive kræsen, han var specielt ikke særlig kræsen med noget, der var heller ikke noget der kunne få det til at vende i maven på ham. En ting skulle dog nok være det første på et tidspunkt, det handlede vel bare om hvornår. Han vendte blikket ned imod manden bare for at finde ud af om manden stadig havde noget liv i sig, endtil videre så det sådan noget.

Det skæve smil og latteren som Deavás kom med kom ikke bag på Xaphan, nej det var ikke engang uforståligt det hele. Det virkede til at Deavás havde en masse erfaring med knive, og det var ikke lige frem noget Xaphan kunne sige sig noget imod. Han brugte aldrig rigtig våben ud over de knive han selv havde siddene inde under tøjet, men at bruge dem mod mennesker i en tortur var ikke noget han gjorde sig af. Deavás havde en hel del mere erfaring, men nu havde Xaphan's mørke side heller ikke været kommet så meget frem det sidste lange stykke tid, så han var jo rusten.
Deavás ord fik ham lidt ud af sine egne tanker og kiggede på manden. Holde ham? Ja men hvor arme eller ben, kunne dæmonen ikke have været lidt mere specifik? Han rejste sig op kiggede lidt på manden, benene ville ikke være noget problem der havde de allerede revet en muskel op, armene derimod ville kunne gøre en del skade hvis det kom til stykket. Han satte sig op imod hovedet og tog fat i armene for at holde dem væk og lagde noget af sin vægt oven på mandens skulder.
Kniven ramte manden og en blodstænk ramte Xaphan på armen da Deavás havde ramt en åre. Manden der ellers havde været væk stak i et hyl og spyttede noget blod ud af munden. ”Slå mig ihjel mumlede manden dog sagde Xaphan igen ting, det kunne vente, men manden kunne tage det helt roligt hans kulle nok komme til at dø.

//Afsluttes grundet inaktivitet fra min side af - jeg har brug for at starte med nye tråde x3 Skriv endelig, hvis du mangler en tosse til dine ideer!