Mørkelveren var langt væk - den ting var sikker. For formodentligt første gang siden de drog ud på deres lange og farefulde ærinde, sov Asith tungt og dybt. Så tungt at man et øjeblik skulle tro han var kradset af i løbet af natten hvis det ikke var for det tunge, langsomme åndedrag som gav og tog fylde fra hans brystkasse. Han rykkede ikke engang på sig som Selmy steg ud af den knirkende seng ved siden af og forlod værelset for at give ham hvile. Hvad end han havde af paranoide sanser i sig, så sov de ligeså dybt som han selv. 

I nattens kulde havde den glatte sandsten, som udgjorde bygningens fundament og gulve, været et ubekvemt hvile for trætte fødder, men nu hvor ørkensolen atter bagede ned over oasen med en tør varme, var den kølende sten en velsignelse i sig selv. Ligeså var ørkenvinden der ind imellem rystede i den tætte, grønne have og fik palmer og blade til at sveje elegant og kaste lysglimt ned imellem deres skygger. Da Selmy steg ud på plateauet hvor de var kommet ind, fandt han hesten hvor den var efterladt - dog med et par forfriskede bekvemmeligheder i form af en spand vand og en improviseret trillebør med spiseligt haveaffald såsom klippet grønt gras, overmodent frugt og halm. Haven ved hans side, som før havde lignet en dyb, mørk jungle i nattens mørke, brød i dagstimerne frem som den grønne juvel den var i det golde ørkenlandskab. Farvestrålende planter og frugttræer brød de grønne nuancer med gul, rød og purpur og i det grønne græs var der glimt fra en nylig vanding.

Narissa var forsvundet ind i havens midte, men Selmy var heldigvis ikke overladt til sin egen navigation; En lille beskeden sti af asymmetriske sten ledte fremad. Selvom stedet ikke var gigantisk var det nemt at få sig selv drejet rundt i de store, vilde bede af eksotiske planter. Fulgte Selmy stien ville han med det samme komme forbi de første vandløb, som eventuelt ville blive til flere. Udgravede åer bragte vand igennem hele området og sørgede for den vilde bevoksnings helbred.

I midten fandt Selmy Narissa, ved siden af hvad man kun kunne antage var hele oasens drivkraft; en større sø med det klareste, hvor det klareste blå vand glimtede under åkander og alskens undersøiske planter. Her kom de mange klukkende vandløb fra og strækkede sig ud som mange tynde fangearme i snoede mønstre. Et par tynde, improviserede akvædukter var bygget af et bambuslignende materiale over dem og bragte vand videre ud i haven fra oven. Under en af disse stod ørkenelveren og var i færd med at fylde en balje med vand fra en simpel hane-mekanisme man kunne åbne i akvæduktens top. Hun bar igen blot et tyndt, hvidt stykke stof omkring sig der var bundet i en elegant knude omkring hendes hals.

Narissa vendte sig kort og lod sit rav-farvede blik falde på Selmy alt imens vandet fyldte balgen bag hende med langsomme plask. Selmy var givet et nik. “Jeg havde ikke regnet med at se jer oppe allerede.” Proklamerede hun og vendte sig igen imod sin balje. Et par små, farverige fugle fløj over dem og satte sig på en af hegnspælene der holdt akvædukten oppe, afventende. 

Narissa lænede sig og lukkede for vandet da baljen var fuld og vendte sig endelig fuldkomment imod Selmy, som gerne ville forlænge deres ophold med et par tage med det tilbud at han kunne arbejde for det. Der kom ikke megen reaktion eller overraskelse over hende ansigt - faktisk så var hun ganske nedtonet og virkede umiddelbart ikke som en speciel selskabelig type til trods for at have accepteret deres bøn om ly. Arbejde? Hendes arme lagde sig tankefuldt over kors imens hun virkede til at overveje hendes muligheder for at sætte ham i sving. 

“Et par dage…” mumlede hun lavt og lagde atter sit blik på Selmy. “I forsyner jer selv.” Sagde hun først og fremmest. “I kan tage hvad i behøver fra frugttræerne og slagte en af mine høns.” Hvor end de så var. Man kunne kun antage at de var fritgående og at der ligeså ville være en mindre jagt inkluderet i det tilbud, hvis de altså ville have kød i maven. “I må vaske jer selv og jeres gevandter i mine vandløb, hvis i behandler dem med respekt.” Det sidste blev sagt med en gennemført alvor; der var stor værdi i vandet på grunden, uden tvivl. Så var der stadigvæk det der med Selmy behjælpelighed. Narissa lagde hovedet på skrå og gav ham et vurderende blik.

“Du ankom med bøger…” Startede hun lavt. Hun havde ikke rigtigt lagt mærke til at der kun var den ene, men at han generelt havde haft bøger på sin person da de ankom i nat. “Hvis du er velskreven, har jeg noget du kan foretage dig.” Nævnte hun endelig. Det var ikke hårdt arbejde, men måske ikke det ideelle for Selmy, som før havde vist stor interesse til Oasens tropiske planteliv og nok hellere ville bruge tid i haven. “Jeg er svag i de skrevne ord og han som normalt er mig behjælpelig er bortrejst for en tid.” Tilføjede hun med et svagt træk på skuldrene. Hun lænede sig endeligt ned for at samle baljen med vand op i sin favn og begyndte at gå - hun forventede sikkert at han blot fulgte efter. Det var dog kun et par meter der var tale om indtil det igen blev sat ned ved siden af hvad der lignede hønsenes foderstation. Ingen af fjerkræene var til syne, men man kunne høre en sagte klukken fra inde imellem træerne. Alt imens talte hun videre. “Hvis du gør det for mig og assistere mig hvis jeg mangler andet hjælp, skal jeg se hvad jeg kan gøre for at hjælpe din ‘ven’ på benene igen.” Til det lød hun en smule skeptisk, men det var heller ikke fordi Asith udgjorde den allermest tillidsfulde rejsepartner for uvante øjne.