De røde øjne faldt tøvende på vandflasken, men han endte op med at tage imod den. For en gangs skyld i dette forfærdelige sted var det dog ikke tørsten der var værst, men den tomme, hule følelse og den drænende energi. Han drak, men ikke det hele. Han havde trods alt stadig sin forstand og vidste at de stadig var et langt stykke fra deres næste mål. Han sænkede atter flasken og tørrede et par rebelske dråber af sin spidse hage. ‘Vi må klare os med hvad vi har’, huh? Hvad de havde var det basale, men hvad de havde brug for var beskyttelse, specielt hvis deres destination var så farlig, som lejrens overhoved havde ladet dem fortælle. Med et opgivende suk løftede Asith blikket for at stikke Selmy en besvarelse, men han kom ikke så langt. Faktisk havde han nærmest helt glemt hvad han havde i sinde at sige så snart knægten yderligere brød den følsomme intimsfære og lagde begge arme om ham og rykkede ham tæt. Asith mistede halvt balancen og måtte sætte den ene hånd ned i sandet for ikke at falde ned over Selmy og gengive deres bommert fra hestens ryg. 

Asith blev stille, men skubbede ikke sig selv fri eller sagde noget stødende for at afværge den akavede følelse der blomstrede i ham. Han var for træt til at afværge Selmy med hans sarkasme og for at være ærlig, så følte han heller ikke at knægten fortjente det… Ligeså lidt som Asith følte han selv fortjente nænsomheden han blev givet. Han drog et opgivende suk imod Selmy’s skulder og løftede hånden der før havde været ansvarlig for hans balance. Den landede på Selmy’s øvre ryg og forblev der indtil han engang måtte være træt af nærheden. Det føltes sært og unaturligt. Som om det var en skik kun udført af fremmede og var så sær og eksotisk at den ligesågodt kunne være en obskur dans eller et ukendt sprog. Han havde observeret det på afstand og af-og-til blevet påtvunget et uvelkomment af slagsen men aldrig rigtigt ‘deltaget’... Og det faktum fik ham til at føle sig sølle og mærkeligt ung.. Men også set. 

Asith nåede at selv-reflektere for et øjeblik inden hans ansigt blev oplyst af et skarpt blåt lys og kilden dertil fik ham til at gøre store øjne. “.... Selmy?” Asith trak sig væk imens hans blik fortsat hang fast ved hvad man bedst kunne beskrive som et blåt missil af chakra, som fløj til vejrs fra et eller andet sted i ørkenen nær dem! Det nåede en vis højde inden det knitrede som en sprængning, hvorefter det blå lys hang dovent i himlen som en alt for nær stjerne af isblå ild. Det lignede nærmest fyrværkeri, men der var ikke noget brag eller et sus da det steg op fra bag bakkerne. Alt det var, var lys der havde efterladt en hale af mindre gnister, som dannede de linen på en svævende drage.

Asiths øretipper vippede et par frusterede grader nedad imens hans trætte udtryk forværredes til en miserabel grimasse. “Er jeg endelig gået fra forstanden?” Mumlede han svagt, som havde han et kort øjeblik glemt at gemme sin maniske talen til sig selv til øjeblikke hvor han rent faktisk var alene. Af ren refleks rakte han en hånd op for at hænge den i hestens snor så det idiotiske dyr ikke løb nogen vegne. 

For Selmy var der intet akavet over at sidde og holde om Asith, især fordi det var en beslutning han selv havde truffet. Det ville have været akavet, hvis Asith stivnede fast på stedet og ikke brød sig om det, men som Asith lagde panden mod hans skulder samt en hånd på Selmys ryg, var omfavnelsen så godt som gengældt, og måske kunne man håbe, at det tilmed var ønsket. Det havde en beroligende, healende effekt på Selmy, helt uden at der var chakra involveret. Han kunne sagtens have holdt ved i de fem minutter Asith havde bedt om at hvile, og mere til. Det varede faktisk ikke så længe, før det så småt kunne klassificeres som uacceptabelt lang tid at kramme for to mænd, der udgav sig for at være venskabelige overfor hinanden, så da Asith mumlede hans navn ind mod hans skulder og trak hovedet væk, kunne Selmy straks føle nervøsiteten skylde indover ham, og var ligeså rede til at trække sig væk og rømme sig.

Men han så lyset, der farvede Asiths ansigt i et køligt skær, og i stedet for at trække sig helt væk fra Asith, forblev hans arme omklamrende om ham i et noget strammere greb. Det var med ærefrygt, at han så på det magiske fænomen der udfoldede sig for øjnene af ham. ”Nej. Det er flot.” Formåede Selmy at sige i et lavt forbløffet toneleje, der matchede Asiths. Men ja, det var flot, men han følte også frygt, sårbarhed og mest af alt nysgerrighed. Alle uforklarlige og smukke ting han havde oplevet, havde primært været Asiths illusionsmagi, som udformede sig i lys, lilla røg og glødende ildfluer. Men denne gang kom kilden fra noget andet? 

Som lammet flyttede han sig ikke ud af stedet, og han var så bange, at han ikke engang nåede at tænke på at hesten ville kunne blive forskrækket af det. Han bemærkede kun Asiths arm ud af øjenkrogen, der greb i tøjlerne, men Selmys blik var som fæstnet på magien i himlen. Der var ingen tvivl. Selmy vidste at de var nødt til at opsøge kilden, hvis ikke kilden altså ville opsøge dem før han nåede at genvinde førligheden.

”…Jeg tjekker efter. Du bliver.” Lød det fra en pludselig overmodig Selmy, som havde hånden hvilende på sabelskaftet. Normalt var det ikke noget han normalt meldte sig frivilligt til, men Asith havde aldrig virket svagere. Og et enkelt blik kastet imod sådan en mørkelver som ham, ville få alle mand til at beskyde ham på afstand, før han fik lov til at sige noget… Så hvis der i dette tilfælde overhoved var tale om mennesker, eller andet civiliserede folk, ville det være bedst hvis Selmy sneg sig ind på dem.  

Flot?? Måske, men det var ikke ligefrem Asiths først indskydelse når ukendt magi pludselig gjorde sig til kende over nattehimmelen. Det store blå lys begyndte langsomt at sænke sig igen, dalende som et ufatteligt langsomt snefnug imens kæden af de mindre lys forblev hvor de var som et pejlemærke. Det virkede til at lysenes kilde stadig lå et par minutters gang fra hvor de var, men mon ikke man kunne skimte det hvis man bestigede den stejle bakke, som hesten før havde forsøgt sin flugt op ad. 

Asith fik endeligt sit blik vristet fra lyset og imod Selmy da knægten overmodigt besluttede sig for at tjekke det ud. Det var vel ikke nogen overraskelse, at Asith ikke havde en optimistisk idé til hvad lyset kunne komme fra og trods han selv gladeligt brugte magi, stolede han ikke det mindste på andre chakra-udøvere. “Vent lige et øjeblik!” For en kort stund kunne man tænke sig at Asith havde genvundet nok energi til at beordre Selmy til at blive hvor han var, men i stedet søgte Asith sin egen hofte. Han løsnede rimmen som fastspændte hans daggert fra hans brede mavebælte og rakte det op imod Selmy. “Her. Den drager mig ingen nytte i min tilstand.” Sagde han i stedet, bund alvorligt og anstrengt da bare det at holde daggerted op imod ham fik hans muskler til at beklage sig. Det var vel også kun fair. Asith havde haft sine klamme hænder på Selmy’s kæreste eje i et langt stykke tid, så nu var det kun i sin orden at Selmy kunne give lidt igen. Desuden var det noget lettere at bruge daggerten end de klodsede, trods smukke, kurvede sabler de havde taget fra kilepræsterne.

Tog Selmy imod daggerten, satte Asith sig atter tilbage i sandet med armene om tæppet på hans skuldre og fastholdte sit paranoide blik imod knægten, skulle han søge opad for at spejde imod lysenes ophav.

Fra sandbakkerne kunne man skimte det og for et kort øjeblik skulle man tro at Selmy og Asith var meget tættere på deres mål end først antaget, for et grønt og frodigt stykke jord dukkede op blandt de gyldne sanddyner. Desværre var det ikke oasen der var i sigte. Området var langt mindre end et større handelssted og der var ingen at se i dets udkant. Den lille oase var omgivet af en ringformet bygning, som udgjorde ydervægge af sandsten. Der var lidt for langt endnu til at tillade at Selmy kunne se nogle detaljer, men der var tegn på liv dernede i form af et par glasløse vinduer oplyst i flammende guld. Halen af blå lys forsvandt et eller andet sted i ringens midde hvor palmer og andet planteværk stak op og groede lystigt. Der var for langt og den lille bid jungle var for tæt til at se igennem, men man kunne kun antage at et sådant lille privat paradis måtte have en vandkilde.    

Selmy nåede kun lige at hæve sig fra sin knælen ved mørkelverens side, før han lod sig afbryde af ham. Hvad nu? Det kunne vel ikke være hans mening, at han stadig fandt Selmy uegnet til at handle egenhændigt? Og dog… Som Selmy sendte ørkenlandskabet, der nu var oplyst af blåt, ukendt lys, kunne han måske godt tænke sig, at Asith talte lidt fornuft til ham… Selvfølgelig var han ikke i stand til at forsvare sig selv. Hvad tænkte han på, sådan at- ”Mh…?” Selmy fik stukket daggerten i hånden, og med det samme forstod han at Asith havde tillid til ham trods alt. ”T-tak” Fremstammede han smånervøst. Han kunne genkende vægten fra det dødbringende håndvåben i hånden, som han havde fået lov til at øve sig på under sin træning med ham. Så vidt han vidste var daggerten Asiths fornemmeste, måske eneste ejendel, og der var noget ærefuldt ved at få lov til at låne den. ”Du får den igen inden længe…” Lovede han og kiggede på Asith, inden han skjulte daggerten, ved at binde den på indersiden af stofbæltet, som var viklet om Selmys taljemål. Med en hånd bag ryggen ville han kunne befri den i det skjulte, i tilfælde af hvis nogen skulle kunne finde på at fratage ham hans sabel. 

”Nuvel…” Han måtte drage et afgørende suk, før han endelig overtog tøjlerne til Thatos og besteg sadlen. Det føltes mærkeligt at efterlade Asith herude uden hverken våben eller hest. Han havde kun den halve flaske vand og et tæppe at gøre godt med. Hvis der skulle komme nogen forbipasserende mænd, ulve eller sandhvaler var han dødsens… Så Selmy følte sig presset til at skynde sig lidt. Med et puf i hestens sider med hælene satte han gang i hesten fra rask trav til galop.

På lang afstand fra Asith, stoppede Selmy Thatos på bakketoppen. Herfra var der udsigt til et landskab, der i første øjekast fik Selmy til at tro, at de faktisk var ved deres deldestination! Men hurtigt gik det op for ham, at det umuligt kunne være oasen. Der virkede øde omkring junglen, og der var bygget en lukket bygning rundt omkring det, som for at holde alle de trængende væk fra paradiset… Det virkede umådeligt uretfærdigt og grådigt at gøre krav på ørkenens få ressourcer. Men mest af alt var der noget meget mærkeligt og unaturligt ved stedet her… Han kastede et blik tilbage mod Asith, som han dårligt nok kunne ane derfra hvor han stod. Det gjorde ondt at se ham sidde der alene, men det var trods alt bedst hvis han undersøgte stedet før han bragte dem begge i unødig fare.

Så beslutsomt red han videre igennem det åbne landskab, mens hjertet begyndte at hamre advarende i brystet på ham. Der var intet herude der kunne skjule hans ankomst, men faktisk var Selmy ikke sikker på om der overhoved var så bemandet på dette sted. Han kunne ikke umiddelbart se nogen der patruljerede udenfor, eller nogen der stod rede på toppen af bygningen med bue og pil, for at skyde ham ned. Mon man skulle banke på porten… eller finde indgang ved de lysende vinduer…? Tanken om bare at bryde ind, gav ham kolde fødder. Han kunne lige akkurat se sig selv blive modtaget på den anden side af vinduet, så snart han forsøgte… Nej, hvis blot lysets skriftruller gik i dybden med hvad man skulle gøre i specifikke situationer, ville de nok vejlede ham til at banke på, præsentere sig som en mand af lyset og tilbyde betaling eller arbejde i gengæld for mad og ophold…

Som Selmy kom tæt på murene, hev han i tøjlerne og fik hesten til at bremse op, så han ikke styrtede imod bygningen, som i et angreb. Han ville nærme sig med fred, og sablen forblev i skeden, som var bundet til bæltet. Nervøst kiggede han rundt, og så særligt efter skygger i vinduerne…

Selmy blev opslugt af landskabet og tilbage sad Asith i sandet og prøvede ihærdigt at holde blikket op imod bakken hvor han sidst havde set den blonde tot hår. Hans blik føltes dog ligeså tungt som hans lemmer, specielt med det blå lys bidende igennem mørket og efter blot få øjeblikke var det permanent vendt nedad imens han fortsat hev tæppet længere og længere ind over sin nakke. Han havde godt og grundigt ødelagt sine chancer ved at fragive sig daggerten, hvis Selmy ikke kunne finde tilbage. Asith havde altid været af den overbevisning at han hellere ville tage vare på sit eget endeligt end at give sig selv op til en fjende - i dette tilfælde en flok ulve, som nok skulle finde ham hvis Selmy ikke gjorde. Det ville være en fantastisk ironi hvis det ville være den samme flok, som de havde skræmt fra deres skyggerige sted tidligere. En fuld cirkel om man ville.

Den lille private oase gjorde sig mere synlig for Selmy idet han kom tættere på. Så snart man ikke kun så strukturen ovenfra, kunne man se at det kun var omkring halvdelen af den ringformede struktur, som var bag lukkede vægge. Resten var åbne områder hvor det bare var søjler, som opretholdte det solide, hvide tag. Arkitekturen var gammel og, på nogle punkter, lettere medtaget som om bygningen havde været igennem lidt af hvert. Det var uden tvivl bygget af ørkenelvere i sin tid og sandstenen sikkert hukket ud af ørkenen selv, for hele bygningen virkede organisk og gennemført, som om det var én stor udhugning i stedet for mange stablede stenblokke. Et kønt syn, men sikkert langt kønnere i dagstimerne. Lige nu ville det gå meget i ét med nattens blålige toner, hvis det ikke var fordi der var et åbenlyst pejlemærke. Slyngplanter voksede vildt så snart terrænet ændrede sig en smule og dækkede hele sektioner af de kurvede sandsten og inkorporerede sig selv med de fine og avancerede mønstre, som var prydeligt hukket deri. Fronten af strukturen var mest væg, men langt fra defensivt. En stor træport pyntet med metalhængsler og smukke, snørklede håndtag stod åben og her og der kunne man spotte mere gyldent lys i form af lanterner og fakler. Der var ingen tvivl om at hvem end der tog sig af dette sted, ikke havde noget imod at tiltrække sig opmærksomhed. Det blå lys kom stadig fra midten, så hvad end der forårsagede det, var stadigvæk hengemt. Der gik et stykke tid og der var endnu tegn på liv bag de sandfarvede vægge og man kunne for en stund lade sig tænke at det kunne være forladt eller endda hjemsøgt… Lige indtil at en enkelt skikkelse dukkede op nær en af de glasløse vinduer for at tilse et lys, der var gået ud. Vedkommende var næsten helt hengemt i skygger og kun obskure omrids af de dunkle lys afgav en menneskelig silhuet. En tændstik lyste op og blev placeret på lysets væge, dukkede et feminint ansigt op. Det var kortvarigt og tændstikken blev blæst ud så snart den havde gjort sit arbejde og skikkelse fortsatte imod det næste vindue uden at have lagt mærke til Selmy. 

Selmys blik var så travlt optaget med at holde øje om der var nogle inde bag vinduerne, at han helt undgik at opdage hvilken sjældenhed af en bygning han havde fundet. Det var først da han begyndte at søge mod en indgang, og måtte gå langs murene, før han bemærkede tegningerne på væggene, der snoede sig i de elviske, organiske mønstre. Da det gik op for ham hvilken afstamning de mindede ham op, udbrød han et gisp i ren og skær begejstring og slap straks hesten, for at gå langs væggene og mærke på arkitekturen med sine egne hænder. Selmy havde ellers udsigt til paladset hjemme fra sit værelse af, men det var en nyere bygning, der på ingen måde kunne imponere ham så meget som dette alabaster-rige. Kunne det virkelig være ørkenelvernes værk? Men… Selmy var overbevist om, at der ikke var nogle bygninger tilbage i Rubinien, andet end de storslåede ruiner østpå. Det var dæmonerne, der havde sørget for at smadre den eneste skønhed, der var at finde i de i forvejen barske ørkenområder, og det havde tvunget ørkenelverne til at gå under jorden et sted. Bogstaveligt talt. Så kunne dette sted være en form for forbindelse til Thal’Elor? Eller måske eh… En…! Pludselig stoppede Selmy sig selv fra at gå et skridt mere. Han havde nær tråd på en lille snoldet plante, der på en eller anden måde havde banet sig vej op ad de fine sandkorn, og straks blev Selmy betaget. Han knælede for at undersøge den nøje. Den var helt grøn og så ud til have rødder helt ind til kilden, inde i midtercirklen af bygningen. Utroligt hvilke vilkår en så lille en plante kunne overkomme. Det her skulle Asith bare se… Det ville imponere ham mindst lige så meget, var han sikker på! Men først ville Selmy lige følge beplantningen ind, som trak ham med ind blandt de storslåede søjler, hvor naturen så ud til at overtage bygningen med bevoksning. Det var utroligt smukt, og meget, meget oldtidselvist og fremmed. Et menneske som Selmy kunne umuligt være velkommen her…

Under sin ekspedition rundt omkring, fik han plukket lidt eksemplarer af plantevækst, som han kunne bruge til sin samling, og selvfølgelig havde han gravet de lange rødder med op, da de var en vigtig del af klassificeringen, når nu der var så mange ens, men åh så forskellige arter! Egentlig ville han bare lige have et par stykker med, men han endte med at have så meget på sig, at han dårligt kunne håndtere det.

Før Selmy vidste af det, stod han pludselig foran porten, og igen, et menneske havde sikkert ingenting af gøre her. Men her var jo så stille og øde, og porten stod jo åben i en velkommen. Ikke? Et tøvende blik tilbage mod hesten, der havde fulgt efter Selmy, var nu stoppet op for at spise løs af alt det grønne, der voksede op over det hele, og det skulle den selvfølgelig have lov til… I mellemtiden var Selmys nysgerrighed allerede ved at lokke Selmys ben videre ’indenfor’, og det gav selvfølgelig anledning til, at kigge ind ad vinduerne. En bevægelse derindefra, fik Selmy til at springe hurtigt ind til væggen, og pludselig var Selmy klar over hvor langt han havde trodset sine egne grænser. Selmy var IKKE en indbrudstyv, og alligevel stod han her ved vinduet og smuglurede på den fremmede person, og med halvdelen af haven i favnen. Åh du godeste… Der var nogen her…!

Selmy’s entusiasme og indsamling af rødder og blade var ikke helt så diskret som han måske havde håbet på. Og hestens gladelige tyggeri hjalp i den grad heller ikke på hans forsøg på at være stille. Uanset hvad, havde vedkommende, som tog sig af lysene i den bevarede ruin sanser, som var gode nok til at opsnappe de uregelmæssige lyde Selmy fremmanede. Skikkelsen stoppede så snart den havde nået det næste vindue og et par gule, refleksive iriser vendte sig i hans retning, som blev han beluret af en ræv eller en ulv i stedet for en person som han selv. Skikkelsen svang til siden og forsvandt igen for bare et kort øjeblik inden den dukkede op i bygningens port. Først kom en lanterne af rustens metal frem fra bag portens låger og dernæst den slanke arm, som holdte den oppe. 

Personen, som havde tændt lysene i vinduerne kom til syne og det viste sig at være en kvinde. Med langsomme skridt bevægede hun sig halvt ned af trappen der forbandt bygningens hævede fundament med ørkensandet og lænede sig for at lade lyset ramme den fremmede med favnen fuld af planteliv. Hun var lyshåret og hendes hud mørk som fugtigt sand. Hun var iført en lang og let toga af et tyndt og luftigt hvidt stof, der draperede sig elegant ned til hendes ankler. Derudover havde hun ligeså et skærf over sig, da hendes bekædning kun var praktisk for den hede ørkendag og ikke de kolde, utrøstelige nætter. Hendes fødder var bare på nær ankelkæder og tåringe af et gyldent metal. Samme metal prydede hendes arme og hals, hvor hun ligeså bar en ravfarvet amulet. Hendes øjne var gule, store og rovdyrs-agtige i mørket, hendes ansigt symmetrisk og hendes ører spidse med det lange glatte hår anbragt sikkert bag dem.

“Hvem der?” Hendes stemme var ikke ligeså let og betagende som hendes udseende, men den var ikke uvenlig. Nærmere vagtsom og bestemt, for trods de åbne porte og den store blå ledestjerne over dem, kunne man aldrig være for forsigtig med den opmærksomhed man fik i nattens mulm og mørke. Specielt ikke når de sneg sig rundt ved oasens periferi som en gemen lille plantetyv! Elverkvinden tog endnu et enkelt modigt skridt ned i sandet og kneb øjnene sammen. Hun fik øje på hesten først og fremmest og dernæst Selmy som, af alle ting, berøvede oasen af prøver fra dets planteliv. Synet af ham var åbentbart nok til at tage noget af alarmen ud af hendes udtryk og i stedet så hun forvirret ud. Hun sænkede dog ikke paraderne og skar en vagtsom grimasse. “Giv dig til kende!” 

Optaget af hvad det mon var der gemte sig inde i bygningen, glemte Selmy alt om at sikre sin ryg for hvad eller hvem end der måtte snige sig op på ham. Det var ikke hendes skridt, men lyset fra lanternen, der afslørede hendes ankomst, men der var det allerede for sent at reagere. Selmy vendte sig forskrækket om og måtte se ’op’ på hendes ansigt, da hun var en kvinde med en elvers højde. 

”Det eh. Det er Selmy Kiefer” Præsenterede han. Hans stemme var på forhånd ynkelig og bønfaldende, trods han skulle forstille at være det stærke køn og den eneste, der umiddelbart så ud til at være bevæbnet – og så med en sabel af ørkenelvisk afstamning. Åh du godeste… hun måtte tro han var en gemen tyv. Her luskede han rundt i hendes område med favnen fuld af planter og en hest pakket med alverdens ting og sager der i hendes øjne måtte være tyvekoster. Og takket være Selmys prioriteringer, havde han heller ikke en arm fri, for at have den rede ved skaftet af hverken sablen eller daggerten, der endnu trykkede farligt mod hans læn.

Selvom han ikke turde andet end at stirre op i de gule øjne, lod han i et flygtigt blik se op og ned ad hende, for at se sin fjende an. Selvom hendes stemme havde en autoritær virkning på ham, lignede hun ikke en, der ønskede at gøre ham fortræd, men det ændrede ikke på at hjertet havde placeret sig oppe i halsen på ham. ”Undskyld mig. Jeg skal nok lægge dem tilbage” Beklagede han, en anelse mindre ynkelig end først. Og hvor mærkeligt det end lød, at lægge en plante tilbage, havde Selmy netop gravet planterne op med rødder og jord, således at de kunne plantes tilbage hvis det var. Han ville nødigt give dem op, men hvis det kunne redde ham fra at skulle ud i kamp med en ørkenelverkvinde, så måtte det være sådan. ”Der var et smukt lys på himlen, og min rejsepartner og jeg er meget muligt faret vild… Der har været ulve. Der har været handelsmænd og slaver, der har været sandorme! Vi… Vi ønsker blot et hvilested!”

Selmy havde langsomt bakket sig mere bagud. Der var intet ved den blonde mand, der virkede truende mod hende, og det var lige før det måske kunne blive til hans fordel for engangs skyld. Hun var en kvinde, så måske var der noget blødhed inde bag den elviske stolthed, der ville høre på hans bøn og få medlidenhed med ham. Han kunne ikke ligefrem prale af at være udspekuleret nok til at optræde med et skuespil. Hans ord havde udformet sig af ren desperation. Tanken om at Asith stadig ventede derude et sted alene, plagede ham.

Den høje mørkelverkvinde mistede en smule af sin alvorlige fremtoning da Selmy nærmest kastede hans navn fra sig og med det samme undskyldte for at have taget eksemplarer af slyngplanterne. Ikke at de betød så meget. På hendes lille plet af paradis havde plantelivet med at forsøge sig på at opsluge strukturen… Og trods de ikke var normale for Selmy, var de ikke just sjældne oaseplanter. Kvinden sænkede sin lanterne med et undrende udtryk imens Selmy ellers gik i gang med at forklare hans situation. Det lød som om der var en lang historie bag hans egen og sin partners nød. For meget til at tage op nu hvis der stadig var en af dem et sted i ørkenen. Kvinden tog et godt kig på Selmy og kunne sikkert se ham meget bedre end han kunne se hende og efter et kort øjeblik, gav hun ham et nik. “Selmy Kiefer..” Mumlede hun, som om hun var nødt til at have navnet i egen mund før hun kunne beslutte om hun turde bringe ham indendørs. “Du kan forklare dig senere. Bring din partner.” Svarede hun endelig og tog et enkelt kig op imod det magiske nødsignal, som stadig hang og badede det umiddelbare område i blå. Hun vendte sig igen for at gå tilbage indenfor, ikke bange for at vende Selmy ryggen eller for at efterlade den høje træport åben efter hun havde passeret den - invitationen var klar og kortvarig og nu manglede Selmy blot at få sin anden halvdel med sig til den ørkenelviske oase.

Minutterne gik fra at være usandsynligt lange til umuligt korte. Som om et enkelt blink rykkede ham hele øjeblikke ind i fremtiden uden at Asith gjorde noget for det. Kulden var ligeså bipolar og det ene øjeblik frøs man ind til skindet og det andet var man klar til at lægge sig i det kolde sand og lukke øjnene. Asith vidste heldigvis bedre, men der var grænser for hvor længe han kunne modstå udmattelsen både mentalt og fysisk. Ind imellem løftede han blikket for at se imod det hængende blå lys, blot for at minde sig selv om at Selmy stadig havde et pejlemærke. Dog ikke til Asith selv… Og i dalen på den højere bakke, var han alt andet end synlig.

“Kom nu…” Mobbede han sig selv lavmælt. Hvis han i det mindste kunne få sig selv op på toppen af bakken, var han mere synlig og ikke opslugt af ørkenens buede horizont. Et ben af gangen kom han op at stå og forbandede at han før havde taget evnen til at løbe og gå ubesværet for givet.

Det var ikke en nem stigning og op til flere gange mistede han fodfæstet eller mistede mere højde end han opnåede. Det føltes som en evighed af løbende sand og dårlig balance indtil han endelig kunne se over bakken. To skridt mere og han kunne igen sidde med tæppet over sig og med det lange, hvide hår løftet af den fygende vind. Han spejdede, ledte efter hvad Selmy havde set og søgt og fandt silhuetten af bygningen der var forbundet til det blå lys af en hale af en mindre slags. Han stolede selvfølgelig ikke på det.. Og jo længere han stirrede imod den fjerne form af struktur, jo større voksede isningen af paranoia sig i hans mave. Hvis Selmy ikke kom tilbage… Hvad gjorde han så? Hvis han var blevet mødt af fjendtlighed i stedet for hjælp??

Kom nu... Han stirrede imod bakkernes toppe og håbede på at se det blonde hår dukke op bag dem når som helst. 

Kvinden var nok hurtigt blevet rolig ved synet af ham, men det ændrede ikke på at hun stadig var skræmmende for Selmy. Hun var en fremmed elver fra den barske ørken, men hendes beklædning var også ret… udfordrende for en bydreng, der endnu ikke helt var vant til at omgås det modsatte køn. Kvinderne i Dianthos viste end ikke arme eller ben. 

At høre sit navn blive gentaget af en kvinde med ørkenelvisk accent, fik hans navn til at virke fremmed for selv ham. Gad vide om det ville være et navn, der ville blive husket, eller om det ville blive glemt med tiden? Kiefer var ikke noget navn man hørte ofte, og hvis nogen reagerede på det, kunne det kun betyde, at de på en eller anden måde havde stødt på hans farfar, som var en meget berejst mand. De planter Selmy havde i favnen, kunne meget vel allerede være tegnet i bogen et sted, men derfor var det rart, at han ikke blev bedt om at smide dem.

”Tak..! Tusind tak..!” Udbrød han lettet. Endnu engang havde ærlighed og venlig tilgang virket. Men det hjalp nok også, at Asith ikke stod bag ham og så farlig ud, eller selv i sin smukkeste menneskeform opførte sig mærkeligt og gjorde alle godtfolk omkring dem utilpasse. Måske skyldte han hende at forklare… eller advare… at hun kunne forvente at møde en fæl mørkelver, men han ønskede ikke at blive afvist på det. Når først han blev genforenet med Asith og fik bragt ham hertil, måtte de på en eller anden måde forklare sig og overtale hende. Asith var svag og nu ubevæbnet… Det kunne måske lade sig gøre. Selmy ville meget nødigt være tvunget til at gribe til våben og gøre krav på stedet, men det kunne han måske blive nødt til, hvis der ingen nåde var for hans rejsepartner.

Han skyndte sig hen for at gribe tøjlerne til sin hest, og hurtigt i galop forlod han det indbydende ruinparadis for at ride mod Asith. Han kunne i det fjerne se at Asith havde kæmpet sig op på bakketoppen. Det lettede at se ham stå på sine ben igen, i levende live. Hesten havde fået lidt energi igen fra at have spist af de grønne planter, og ganske hurtigt nåede de Asith.

Til afspejling af Asith var Selmy pludselig meget mere frisk. Han kunne ikke lade være med at smile over at skulle bringe ham den gode nyhed. ”Vi er ikke dødsens alligevel!” Han trak i hestens tøjler for at få den ned i fart, og fik vendt den med siden til Asith, så han kunne komme op hurtigt. Han rakte ham sin ikke skadede arm. ”Det virker tomt derhenne. Der var kun en elverkvinde, der tillod at vi kunne slå os ned. At du så lige er mørk, det har jeg ikke informeret hende om.” De nye planter stak ud af Selmys taske, afslørrende om, at han trods alt ikke havde noget imod at lade Asith vente alene ude i ørkenen, til fordel for at samle til sig af materiale til Sidonius’ bog. 

Da Selmy endelig dukkede op igen over sanddynerne var Asiths blik vendt opad imod stjernehimlen. Han havde ladet sig tror at han så op til flere stjerneskud, men sandheden var blot at periferien af hans syn ikke længere var helt til at stole på. Da Selmy kom tæt nok på og med det samme begyndte at tale, fandt de røde øjne ham atter og en smule ro kunne skimtes over det udmattede mørkelver fjæs. Han var i god behold i det mindste. Hvis der havde været et baghold camperet i ruinerne havde de begge været foder til hvad end ørkenen ellers gemte på… Men det var åbentbart ikke tilfældet. Vi er ikke dødsens? Asith lyttede kun med et halvt øre til resten af Selmy’s fortælling imens han gjorde sit bedste for at komme op på sine ben igen ved hjælp af hestens seletøj. Han så ikke planterne eller det opløftede blik i Selmy’s øjne for det var svært at bemærke andet end hans eget medtagede legeme. Men der var en plads i skyggen til dem? Det var alt han behøvede for nu.. og trods han selvfølgelig ikke stolede det mindste på en fremmeds godhed, så kunne han ikke tillade sig selv at være kræsen eller sige nej til velgørenhed. 

Det var et sølle syn at se ham klatre op på hesten og så snart han sad der, var der ikke engang en kort tilpasningstid før han igen var lænet udmattet imod Selmy’s ryg. Hesten satte igang og med frygt for at æde endnu en mundfuld sand, foldede Asiths lange arme sig omkring knægtens liv. Han var for medtaget til at overveje sin skrøbelige intimsfære og det var som om den alligevel var blevet godt og grundigt opbrugt som resten af ham var.

Asith var sikker på at det kunne havde reddet et enkelt minut da de nåede skyggen af oase-ruinen, men i virkeligheden havde han bare mistet turens reelle længde i en halv-døs. Først da det blå lys fra det magiske nødblus var i zenit og en gylden flamme foran dem, løftede han blikket og lod det genspejle i ædelstenen på hans pande.

Foran dem stod elverkvinden på den højre side af den åbne port. Hun sagde ikke noget endnu, men gav et håndsignal der gennede dem igennem porten sammen med hesten. På den anden side kunne man stadig skimte haven i bygningens center og taget i betragtning at der ikke var nogen steder at fæstne hesten på ydersiden, kunne man kun antage at det måtte gøres indenfor dens grænser.

Asith hævede sig en smule fra Selmy’s skulder for at dele et gengivet udtryk af vagtsomhed med kvinden. Hun virkede ikke overrasket, men nærmere vagtsom, som hun havde været før. Red de igennem, blev porten lukket igen og de befandt sig på en hævet terrasse af sandsten, som befandt sig umiddelbart ved siden af den lukkede halvdel af den cirkelformede struktur. “Kan du høre frøer…?” Mumlede Asith træt med en lavmeldt stemme. Der var intet at høre udover vinden i de høje palmer og et klukkende vandløb et eller andet sted dybere i oasen. For nu var det meste mørkt og den frodige kerne var kun nærigt oplyst af små lanterner her og der. Kvinden kom atter nærmere efter at have lukket porten og holdte lanternen op så hun bedre kunne se dem. Efter et øjebliks bedømmelse nikkede hun imod en horizontal bjælke, som var fastsat den nærmeste væg. “I kan tøjre jeres dyr der.” Instruerede hun. Asith især blev givet et langt og tankefuldt blik inden hun satte lanternen ned og gav hendes nu frie hænder til at afhjælpe dem deres ting og give den åbenlyst rundsmadrede mørkelver en hånd for at komme ned. Asith tog ikke imod den og måtte i stedet lide et knæ imod det hårde sandsten da hans ben ikke rigtigt havde været med på landingen. Hun tog ikke på vej og i stedet afbyrdede Selmy hvis han tillod det. “Og hvad er dit navn?” Spurgte hun. Selmy var trods alt den eneste der havde givet det fra sig. Til det gav Asith hende blot et tøvende blik.

“Jeg er Narissa. Dette er mit hjem.” Ørkenelveren tog initiativet da Asith virkede som en vagtsomme type. “Asith..” Besvarede han da endelig og lod blikket falde på Selmy.    

Selmy sænkede hestens fart da de nærmede sig strukturen, og høfligt bukkede han hovedet i et nik mod elverkvinden, der ventede dem lige ved porten. Han kunne i hvert fald ikke få sig selv til at tale allerede, for måske ville snak indlede til spørgsmålet om hvorfor han ikke havde nævnt noget om den Zaladinmuterede skovelver bag ham. På vejen derind beundrede Selmy oasen. Trods dets mørke og det endnu kølige nattevejr, var det helt klart en oplevelse at se alle lanternerne blinke til dem. Gad vide om det var noget elverkvinden gjorde for sig selv hver aften…? Eller om der var en særlig årsag til det? Han stoppede Thatos i midten af det hele, mens han lod sit blik kigge betaget rundt. 

Selmys beundring af paradishaven blev afbrudt brat da han hørte Asiths stemme bag sig der mumlede noget om frøer. ”Nej?” Selmy kunne som regel ikke høre hvad Asith kunne høre, medmindre de kom lidt tættere på kilden ”Det må være noget i dit h-” Denne gang afbrød Selmy sig selv, da han bemærkede at Elverkvinden var færdig med at lukke porten og nu havde indhentet dem. Det gik ikke at han talte så uformelt i hendes nærhed, hvis han var gæst. Men mon ikke hendes spidse ører kunne høre hvad der skulle høres? ”Tak” Svarede han i stedet, noget høfligere til hende end han var overfor Asith. Han bemærkede straks at hun nærmede dem, og blev et øjeblik nervøs for hvad hun ville med Asith. Men hendes indbydende hånd lettede, og på en måde var det også rørene, at opleve andre end Selmy selv behandle Asith med en sådan venlighed. Han så forventningsfuldt efter for at se om Asith også var lige overrasket, men i stedet for taknemmelig var Asith afvisende!? Uforskammet! Det var lige så det gjorde ondt at overvære, men heldigvis lod elverkvinden ikke til at reagere på det det mindste? Eller hvad? For at udvise venlighed, var det en god ide at tage imod venlighed, havde Selmy erfaret. Så han tog selvfølgelig imod hendes hånd og kom endelig ned på terrassen igen.

Selmys blik skiftede nervøst mellem Asith og elverkvinden Narissa et øjeblik. Intet tydede på at situationen udviklede sig dramatisk, men det var i hvert fald ikke Asiths fortjeneste. Kun Narissas da! Selmy så en god mening i at gribe ind nu… Nu, før det blev akavet. Og da han fik øjenkontakt med Asith kunne han se, at han krævede Selmys hjælp til at føre samtalen i den rigtige retning. Han tvang derfor et forsigtigt smil frem, trods hans fysiske tilstand var så dårlig, at selv det at smile virkede barskt for ham. ”Det er et storslået hjem du har, Narissa” Kommenterede Selmy. Han løj ikke. Det VAR storslået. Så storslået som en ruin nu kunne være. Der var historie her. Der var arkitektur. Der var magi! Men selvom det hele forbløffende og interessant, overdøvede det ikke følelsen af udmattelse og kvæstelse. Han ville bare ikke… starte ud med at kræve et sted at sove lige med det samme. Forhåbentligt kunne hun se det på dem, og selv tilbyde det.

Hvis han turde – og det gjorde han åbenbart, forlod han Asith og Narissa et kort øjeblik for at gå de få skridt hen til søjlen, for at tøjle hingsten. Han vendte straks tilbage og kiggede på Asith i overvejelse inden han vendte opmærksomheden tilbage på kvinden. 

Det var en akavet og indtil nu uprøvet situation at være under en anden persons nåde på denne måde og stadig være usikker på formaliteter. Selvfølgelig havde Asith ikke det mindste overskud til at lave smalltalk med deres uventede værtinde, som i stilhed stod og observerede ham alt imens Selmy forsøgte at lyde optimistisk og komplimenterende. De vendte begge blikket imod Selmy da han forsvandt med hesten og Asith mærkede hurtigt hvordan hans ben ikke var helt med på at slæbe rundt på ham mere. Heldigvis var terrassen omringet af tykke og smukt udskårne søjler og baluster, som indhegnede det hævede område og dannede en overfladisk balkon over den lavere læggende oase. Asith lænede sig imod den kølige overflade, nu halvt siddende, og pressede sit åndedrag langsomt igennem sig for at modstå svimmelhed. Narissa lagde uden tvivl mærke til den medtagede mørkelver og så snart Selmy vendte tilbage til dem, lagde hun sine rav-farvede øjne på ham og virkede pludselig en smule mindre skeptisk og kontant. 

“Ingen grund til høfligheder for nu.” Hendes elviske accent var klar, men mere gebrokken end dem de havde mødt i den kaotiske lejr inden de havde redt ud. “I er ilde tilredt og kan forklare jer bedre efter hvile. Denne vej.” Hun vendte på sine bare hæle og bevægede sig igennem en åben hvælving der ledte ind i den aflukkede halvdel af strukturen. Asith gav Selmy et enkelt usikkert blik inden han med en smule forsigtighed løsrev sig fra sin plads på terrassens ræling og begyndte at gå efter hende. Han insisterede i stilhed på at være mellemledet imellem den fremmede kvinde og Selmy trods hans tilstand var helt til hundene og Selmy var den midlertidige vogter af hans daggert.

Det indre af strukturen var minimalisktisk indrettet. De havde trods alt kun set en enkelt beboer indtil videre. Der var bænke af flettet materiale og lyst træ, keramiske krukker i mange størrelser, fyldt med grådige planter og i alskens jordfarver og lyst, luftigt stof rullet op over vinduerne som skulle agere gardiner når de varme dagstimer rullede ind over stedet. Akitekturen i sig selv gjorde op for manglen på mangfoldig indretning dog. Lofterne var afrundede og akustikken var rig. I væggene var der snittet geometriske mønstre og indhak hvori de tændte stearinlys stod og i nogle afkroge kunne man se levn fra den røde, grønne og gyldne maling, der engang havde gjort interiøret endnu smukkere. Det var gammelt og utvivlsomt havde set modgang, men for en ruin var det ganske velbevaret og gennemført smukt. En lang løber af rødfarvet hør banede deres vej igennem den første lange, åbne gang og var et blødt afbræk fra det nedkølede gulv. De gik igennem to andre hvælvinge inden gangen blev til et større, rundt rum der mest af alt lignede en oldgammel ørkenelvisk stue. Et stort ildsted markerede midten og var omkredset af en orange form for metal og der var et enkelt langt bord med tilhørende stole, som stod foran endnu en port der utvivlsomt førte ud til oasen. Udover det var der en trappe ned, som fulgte rummets runde vægge og endnu en dør der førte videre igennem bygningen.

“Der er ikke lavet varmt mad.” Sagde Narissa og stoppede nær det dovne ildsted. Rummet var godt opvarmet og Asiths hold på tæppet om sine skuldre løsnede sig lidt. “Men jeg kan give jer grønt og drikke.” Hun udstrakte sin lange arm imod åbningen der førte videre igennem bygningen og fortsatte: “Anden dør på jeres højre hånd.” Instruerede hun. “Der er der plads til jer begge. Bliv der til jeg kommer igen.” Hun gav dem begge et dømmende blik og tilføjede inden de kunne gå nogen steder: “Og jeg advarer jer. Jeg er her nok alene, men det gør mig ikke forsvarsløs. Misbrug ikke min gunst.” De var trods alt fremmede og hun virkede ikke til at være helt grøn når det kom til at møde dem der fandt vej til hendes lille paradis. Asith skar an mistroisk grimasse men havde hverken energien eller en god grund til at udfordre hende. I stedet nikkede han blot og begyndte at bevæge sig i den anviste retning. 

Selvom Narissa var yderst gæstfri overfor dem og sikkert havde sine gode grunde til at være vagtsom overfor to fremmede mænd, hvor den ene af dem ovenikøbet var en historisk fjende, kunne Selmy ikke lade være med at være nervøs for at jokke hende over tæerne og gøre hende fornærmet. Generelt var accenter og dialekter noget der kunne gøre enhver Dianthosianer utryg, og Selmy følte sig efterhånden oplyst og berejst nok til at være over det, men han vidste ikke hvordan han skulle tale til hende. Hun kunne velsagtens være flere hundrede år gammel, selvom hun så ung og smuk ud? Hvordan talte man med elvere? Den eneste erfaring Selmy havde var Asith, hvor tonen var… varierende. Overfor den endnu fremmede elverkvinde, følte han, at hans ord snublede nervøst over hinanden, og i tilfælde som nu, hvor han ville takke hende, kunne han slet ikke få det sagt. Det var som der ikke kunne komme en lyd ud af ham. Udover at han burde fokusere på den forklaring de skulle komme med i morgen, kunne han ikke lade være med at tænke på alle de spørgsmål han havde. Spørgsmål til hende! Til stedet her! Til den blå stråle der skød igennem himlen…

På vejen hentede Selmy sin taske med sine vigtigste ejendele og tog den over skulderen, hvorefter han småluntede efter de to andre høje skikkelser, for ikke at falde ud af geleddet. Asith lod til at klare den for nu, men Selmy blev lige bag ham, parat til at gribe ham, hvis hans ben skulle svigte. Han havde en ide om at der var risiko for det… Det blev godt for dem begge at få noget søvn. Hans blik gled hurtigt fra Asith, da der pludselig kom mange nye arkitektoniske udtryk til ham, som de bevægede sig indenfor i den store sal. Han var stadig tom for ord, men han hev vejret ind til sig i overvældelse. ”Åhh..” Uden at han havde hævet stemmen det mindste, blev hans forbløffede udtrykkelse ført igennem rummets akustik og fremstod meget højlydt ved siden af lyden af deres skridt. Stilheden imellem dem var ufatteligt larmende, uden at være det, men den var ikke længere akavet, når Selmy var forgabt af at være til i det smukke rum.

Som Selmy kiggede længe op i loftet bemærkede han slet ikke at Narissa og Asith stoppede op, før hans krop puffede ind i Asiths ryg. Det var lidt flovt at han kunne blive medtaget og derfor uopmærksom så let, men han havde slet ikke de samme sikkerhedsforanstaltninger som Asith. Undskyldende lagde han sin hånd på Asiths ryg et kort øjeblik og gik hen og stillede sig ved siden af ham, for at høre hvad deres værtinde havde at sige. Han gættede på at de skulle være bag døren, allerede før hun fortalte det og skulle til at nikke godkendende. Hendes advarsel virkede dog lidt som var det sagt i en trussel, og Selmy så et øjeblik forskrækket ud – altså mere end han gjorde af naturens side.

Asith godtog det tilsyneladende og begyndte allerede at bevæge sig mod døren, hvilket var godt da han var ilde tilredt. Men Selmy blev stående ved hende, selvom han også trængte til at ligge ned.

”Ah, det skal du ikke frygte for. Vi er ikke ude på at genere nogen.” Han ville gerne beskrive dem som værende harmløse, men hans indre billeder af Asith i sine kronede dage, holdt ham fra at bruge lige netop det ord. Desværre skulle han nok lide under de indre billeder, han havde af Asith der dolkede bjørne og Asith der kvalte præster med sine bare næver, for altid. Men LIGE NU var han da harmløs… Hans blik blev lidt bekymret, ved tanken om hvad hun som kvinde kunne frygte, ved at invitere de to mænd indenfor. Selmy havde fordomme om at de rubinske mænd ikke ville lade sig holde tilbage for at forgribe sig på en skønhed som hende. ”Vi har desværre ingen krystaller på os, men vi vil gerne vise vores taknemmelighed på anden vis. Hvis du har noget arbejde der skal gøres eller…” Han trak beklagende på skuldrene, som han kunne høre på sig selv at de var et meget fattigt bud han kom med. Han smilte så venligt hans træthed tillod ham. ”Det kan vi finde ud af i morgen. Du behøver ikke forsyne os med noget for nu… Lige nu tror jeg blot vi vil sove. Men tak. Tusind tak...” Et lille bakkende skridt mod døren bød op til at han var klar til at skilles med hende for i aften, med mindre at hun havde yderligere at drøfte med ham. Han håbede sådan på at lokalet ved siden af bød på et blødt underlag og måske et tæppe… Men et lukket lokale i ly for solens hede var også mere end nok til at gøre ham tilfreds.

Narissas rav-farvede øjne fandt Selmy idet han stod frem for at give hende lidt ro på sindet. Hun virkede naturligvis en smule defensiv, men som Selmy forklarede og endda tilbød hende hjælp som betaling for deres overnatning, fjernede rynkerne sig fra hendes skeptiske pande. hun gav ham et enkelt nik. “Det kan vi tale om i morgen.” Sagde hun blot med sin rustikke dialekt og lod dernæst Selmy og Asith til dem selv. Hun blev stående i det runde rum med den varme ild indtil Selmy havde fulgt efter sin rejsepartner, hvorefter hun søgte trappen der uden tvivl førte ned til bygningens kølige kælderrum. 

Asith havde fulgt ørken-elverens henvisning og den første dør til højre i den sandfarvede gang stod åben og afventede Selmy’s ankomst. Rummet de var blevet givet for natten var sparsomt og minimalisktisk indrettet som resten, men der var tydelige tegn på at det nok blev brugt mere ligesom det større rum de lige var kommet fra. To enkeltsenge lavet af rustikt træ, bast og samtlige vævede tæpper stod imod væggen på deres venstre hånd og hver havde et mindre møbel ved deres side. Et enkelt stearinlys stod på det ene hvor det andet havde en tom vase. En kommode af lignende rustikt håndværk stod overfor sammen med en tilhørende taburet hvorpå der stod et sæt med vaskeskål og kande, støbt i små-skåret brun og blåmalet keramik. På væggene hang der vævede tæpper med gerometriske mønster i okker, rød og sparsomt blå og fra det buede loft hang der hånd-spundet myggenet der omsvøbte hver seng for at beskytte fra oasens insekter. Af lys var der blåt en enkelt tændt lanterne i vinduet som blafrede let og synkroniseret med et perleforhæng, der sparsomt gav dem udsigt over plantelivet udenfor.

Asith havde allerede skubbet et af nettene til siden og havde sat sig på den nærmeste af sengene. Han havde fået flået den ene sandal af og samlede stadig kræfter for at få den anden af. “Et held at der er plads til gæster her.” Brummede han lavt med bøjet hoved og en skeptisk tone. Han fandt det mere obskurt og mistænksomt end heldigt. “Underligt sted for et herberg.” Så igen, Asith havde ikke en kæft ide om livet i ørkenen eller hvordan man kunne have så meget overskud at man bare sådan kunne invitere et par fremmede ind i sit hjem. Asith vogtede trods alt over sit eget som var det en eftertragtet skat og ikke det pis-hul det nu i virkeligheden var. Han havde dog ret i at rummet lignede et gæsteværelse, som var lavet med formålet at huse de tilrejsende og ikke bare en tilfældig krog hvori de kunne sove. Stedet var måske gammelt og ikke i den fineste stand, men sengene var bløde og trods den sparsomme indretning var det langt fra kummerligt. Til Gengæld var der koldt med al det sten i strukturen og ørkennatten udenfor og Asith tøvede ikke med at hive det øverste, tykke tæppe over sig. Han løftede da hovedet for at se på Selmy.    

Sikke fornøjet Selmy blev, da han opdagede at der stod ikke bare én, men hele to senge opredte og klar til dem. De så indbydende ud, og det at han kunne se at Asith allerede havde smidt sig, gjorde ham opmærksom på, hvor træt og udkørt han selv var blevet. 

Han lukkede døren i bag sig med et skub og slentrede igennem det åbne lokale og hen til den ledige seng, hvor han placerede taskerne op ad sengebenet. Han lod til at være i sin egen, lidt drømmende verden, mens Asith varslede sine mistænkeligheder, men at han var lidt virkelighedsfjern, betød ikke at han ikke lyttede. Han tog sig blot god tid om at svare ham. ”Hun er en kvinde, Asith. Og alene.” Lød det ret så afslappet fra Selmy, næsten med en antydning om, at han sagtens kunne tage hende, blot fordi han var født mand.

Som enhver øvrebydelsborger, gik flyttede han sig instinktivt hen og tog plads på taburetten, for at tage sine sandaler af, vaske sit ansigt i fadet, vaske sine arme, og til sidst vaske sine fødder rene fra sand. Selmy ville ikke kunne sove, hvis han lod sig geare op af Asiths ord, men levede egentlig lykkeligt i naivitet. ”Modsat fyrsten var det os der kom til hende, og ikke hende der kom til os…” Begrundede han, denne gang lidt mere seriøst. Han ville gerne stole på Narissa, for han kunne ret godt lide hende, faktisk. Nok var hun på mange måder stiv i betrækket og skræmmende, men hun var også enormt mystisk og interessant. Og hun havde hjulpet dem og givet dem den ro de havde brug for, i stedet for at forlange informationer ud af dem lige med det samme… Det var lidt svært at forstille sig, at en kvinde så smuk som hende, kunne være ond…

Han blev siddende på taburetten, selvom hans krop længdes efter ordentlig hvile. Men han vidste, at hvis han lagde sig ned, ville han måske falde i søvn med det samme. Han var nødt til at sikre sig, at Asith også faldt i søvn, så han ikke forblev vågen hele natten, som et natdyr. Hans blik hvilede på Asith, og han var rimelig komfortabel med at se ham i øjnene nu. Men han var ret sikker på at de sorte og røde øjne var blevet mildere i det med tiden.

Selmys smilebånd bredte sig i form af et smil, og lattermild fnysen forlod hans næseboer, som det pludselig slog ham. ”Har du ikke glemt noget?” Han rejste sig fra skamlen og bevægede sig roligt nærmere Asiths seng og knælede på det kolde gulv. Hans hænder søgte ind efter Asiths fod, hvor han begyndte at binde Asiths sandal op. Selmys blonde lokker faldt ned over ansigtet på ham, så han i stedet tiltede hovedet, så håret ikke var i vejen for sit udsyn til sine hænders føre.

‘Hun er kvinde’ havde aldrig rigtigt været et stensikkert tegn på uskyld i Asiths bog, men han kom trods alt også fra et matriakalsk samfund og i sidste ende havde han nok taget langt flere knobs fra kvinder end han havde fra mænd. Dog var han også klar over hvor stor kontrast der var på kønsrollerne i Dianthos i forhold til Kzar Mora. I den store, sprudlende by kunne man næsten fristes til at sige at kvinderne blev underkuet på grund af deres køn hvorimod Asiths hjemstavn havde for vane at underkue hvem end individet kunne slippe afsted med… Og Asith var i al ærlighed ikke sikker på hvilken model der var den værre af de to. Og endnu mindre var han overbevist om at fruentimmeret kunne stoles på, men han var alt for udmattet til at følge sin mistænksomhed til ende.  

Mørkelveren kunne mærke sin krop blive tung og øm nu da han ikke længere var i højt beredskab og ikke behøvede at tvinge sig selv hverken stående eller opmærksom. Sandalen han manglede forblev glemt imens Selmy talte på en måde, som gjorde det svært at tro på at han kom lige fra en håndfuld ret traumatiske dage ude i ørkenen. Var det det berygtede overskud, som noblen ofte havde eller var han blevet ufatteligt hærdet over deres rejse? Asith var sikker på at han personligt kun havde taget skade, men Selmy? Selmy virkede som om han ‘voksede’ efter al deres modgang. Typisk.

Asith havde ikke energien til at modsige Selmy’s entusiasme. Det var trods alt også et ufatteligt lykketræf at de stødte på stedet - også selvom det magiske nødblus havde gjort det klart at det nok var oasens formål. At give en håndsrækning til dem der havde forhvilet sig ud på fremmede himmelstrøg i det barske ørkenmiljø. Det fik Asith til at undre sig over hvor mange af deres slags hende Narissa måtte have stødt på indtil videre. Nok ikke kun den slags med godt på sinde, taget hendes ensomhed og varsomme øjne i betragtning. Ved Zaladin, hvis det var Asith, havde han nok aldrig lukket dem ind.   

Det tog Selmy’s kommentar omkring sandalen for Asith at vågne fra sin udmattede undren og inden han vidste af det, havde han Selmy knælende foran sig. Asiths fødder var ikke et kønt syn efter deres traven; Hans hud var slæbet tyndt og matteret af sandet og hvor sandalernes stropper havde omfavnet ham, var der synlige mærker efter læderet havde gnavet imod ham. Først nu hvor han fik dem af, kunne han virkelig mærke hvor medtaget de var blevet. 

I enhver anden situation havde han nok fundet det akavet, men han tænkte hverken hurtigt eller langt og accepterede i stilhed den hjælp han fik. Igen vandrede hans øjne og med dem hans tanker inden de fæstede sig på Selmy’s pandehår. Han løftede en enkelt hånd for at spille sin pegefingernegl over de hængende lokker som var de harpestrenge. “Dit hår er blevet langt…” Mumlede han distræt. Underligt. Han så så anderledes ud nu i forhold til de første dage af deres rejse - det var lidt som om at et sted i midten, havde en anden person taget Selmy’s plads. Var det Asiths skyld…? Når han endelig kunne give ham tilbage til sin familie, ville det overhovedet være den samme knægt? Asiths lange vipper lagde sig tykt over hans sløve, røde øjne idet han sænkede sit blik. Ned til hænderne der havde befriet ham for det stramme og ukomfortable fodtøj. Var det de samme hænder? Eller havde Asiths indvirken fået ham til at slide sine finger-aftryk af. "Måske vil hun klippe det for dig..." Tilføjede han så endelig og overvejede knapt nok hans eget abnormt upraktiske lange hår. Det handlede heller ikke så meget om at være praktisk, men måske nærmere om at genskabe noget af det, som Asith mente han havde ødelagt.  

Foden blev befriet fra den stramme lædersandal, og Selmy placerede sandalerne pænt sammen, så Asith ville være i stand til at få dem på igen i morgen. I modsætning til Asith havde han stadig overskuddet til at være nogenlunde ryddelig og effektiv. Stadig på et knæ stod han med Asiths mørkhudede fod i sine blege hænder. Hans lange, spinkle herrefingre trykkede ham i trædepuderne i en overfladisk, men virksom fodmassage, for at give ham den smule omsorg som Selmy selv var vokset op med i healerfamilien. Asith måtte efterhånden tro at det var normal opførsel blandt Dianthosianske mænd, men sandheden var, at det nok var en tand for intimt til at være tilladt. 

Han undgik fuldstændig at se op på ham, før det gik op for ham, at Asith strøg ham langs pandehåret, og i samme øjeblik skippede han et hjerteslag. Nervøst slog han blikket op på ham, men blev beroliget af at Asith blot var træt og distræt. ”M-hm?” Smilte Selmy afventende på at finde ud af, om det var ment som en kompliment eller en konstatering. ”Hun? Narissa?” Spurgte han tilbage med en kritisk mine. Asith kunne umuligt være seriøs. Han kunne da ikke bare sådan… trænge sig på. Og han vidste da også godt, at Selmy slet ikke kunne tale til kvinder, og da slet ikke letpåklædte, barske ørkenelvere. Bare tanken om at skulle efterspørge en klipning og forberede sig på et afslag var ydmygende nok i sig selv. Det fik næsten varmen til at stige i Selmys kinder. ”Så hellere forsøge at klippe det selv… Det blev ellers klippet så pænt af min søster før jeg tog hjemmefra…” Sagde han lidt vagt, næsten dæmpet nok til at det kunne være sagt til sig selv. Det begyndte også at gå op for ham hvad Asith havde forsøgt at pointere – At der var gået lang tid…

Det lette, men lindrende pres, som blev pålagt Asiths fødder var en komplet uforudset og sær fornemmelse. Han havde aldrig aktivt søgt en healer for ‘små-skavanker’ som belastede fødder. Faktisk, så undgik han i det hele taget healere medmindre han var så forbandet forslået at han ikke selv kunne sy sit sår sammen eller banke en skulder tilbage i led. Healing var en luksusvare og Asith havde i forvejen ikke mange ressourcer at spilde på noget så trivielt som smertende fødder. Trods det havde han efterhånden nydt godt af Selmy’s færdigheder. Han kunne stadig mærke sin skade fra bjørne-angrebet klø, selvom det for det meste var helet pænt op.

Berøringen af Asiths fødder føltes mærkelig og intim, men Asith var for gennemført ødelagt til at lade sig forskrække af en smule berøring. Om det så var ømhed fra Selmy’s side eller et pro-aktivt forsøg på lindre for lindringens skyld. Det formåede dog at distrahere ham nok til kun at lytte på knægten med et enkelt øre og først da Selmy nævnte sin søster kunne Asith igen abstrahere fra berøringen. “....” Asith bed akavet sine kæber sammen og lød sit trætte blik løbe hen over Selmy’s hoved for at fokusere på en tilfældig skygge i rummet, der bevægede sig dansende under lyset fra de bevægelige stearinlys. “Ikke at det behøver at blive klippet…” Mumlede han tørt. Hvorfor ved Zaladin diskuterede de overhovedet Selmy’s hår? Hvad var der i vejen med ham? De kom ud på den anden side af en ufattelig håbløs situation og alt Asith kunne kommentere på, var Selmy’s forpulede frisure?

Et par lave bank på døren kunne høres inden Asith formåede at komme med en ekstra kommentar. Narissa’s stemme kunne høres på den anden side samt lyden af keramik der blev stillet. “Vand.” Sagde hun på sin gebrokne dialekt og hun blev ikke hængende for en snak, men i stedet ledte hendes fodtrin igen væk fra rummet. Asith skævede til døren og lyttede skarpt indtil han ikke kunne høre hende mere. “Her er ikke engang en lås…” Mumlede han dystert og kunne åbenlyst ikke lide ideen om at sove i en fremmeds bolig i et værelse der ikke kunne sikres. Man kunne kalde det en souvenir fra af at bo i skumringskvarteret. At vågne til lyden af en fremmed der rusker i ens dørhåndtag var nærmest hverdagskost og de fæ, som ikke kunne forsikre deres ejendom ville finde sig foruden dagen efter.

I et øjeblik mærkede Selmy hvordan Asith frustrerede ham. Kunne Asith ikke være lidt klarere i spyttet, så Selmy vidste om han skulle lade sit hår klippe eller ej? Hvordan foretrak han ham? Åh nej… Det gyste i ham så snart han hørte sætningen opstå ud i det blå i sine tanker. Sæt hvis han en dag skulle komme til at slynge sådan noget ud af sin mund? Han havde brug for at trække sig lidt væk.

Men det der for alvor fik revet hans hånd til sig, var nu lyden af ørkenelverens lette banken på døren. Hånden havde forsvundet fra Asiths nærhed, som havde han frygtet at hun ville komme ind og være vidne til Selmys overgreb af den forsvarsløse mørkelver. Ja, det var sådan han følte sig lige nu. Lusket og ulækker. ”…Tak” Kaldte Selmy tilbage en kende forsinket. Men knapt så nervøst som det ville have været sagt, hvis han havde svaret hende hurtigere. Han lyttede efter hendes fodtrin som ikke var helt lette at høre. Asiths endnu mistroiske, anklagende mumlen verificerede, at hun var nået væk. Han skævede til Asith med et løftet øjenbryn. Hans blik sagde noget i stil med; ’Prøv at styre dig, Asith’. Alt efter hvordan Asith læste ham.

Han rejste sig og gik hen til døren. Lagde sit runde øre mod den, før han åbnede døren, hvor han så sig til begge sider. Nej. Hun stod ikke på lur nogle steder. Og ærlig talt ville han gerne tro på det bedste i hende. Også så han kunne lære Asith at ikke alle ville dem ondt. Gangen var ret tom, men keramikkrukken stod der. Han løftede den op i sin ene arm og lukkede døren sig.

”Hun prøver bare at hjælpe…” Sagde Selmy. ”Og I morgen gør jeg hvad jeg kan for at hjælpe hende, med hvad end hun har brug for. Og i mellemtiden skal du hvile dig og samle kræfter. Dine evner har vist sig ganske brugbare.” En særlig gnist opstod i hans gråblå øjne, som han, grundet Asiths smerter, havde ansvaret for dem begge.