Nia's lettere skælvende åndedræt bevidnede om hvor bange hun var for det, han ville gøre imod hende. Det gav ham en klar fornemmelse af at hun enten troede han ville smadre hendes mave til ukendelighed - eller at hun aldrig rigtig var blevet slået i maven før nu.
Uvidenhed kunne være en skræmmende ting.

Han smilede af hendes frygt nu.
Og en anelse mere da han mærkede hvordan hendes muskler slappede af og gjorde hendes mave blød og sårbar - og ganske tiltrækkende at se på i hans øjne.

"Det var bedre..." hviskede han i hendes øre, efter at have lænet sig lidt tættere på hende.

Hånden lagde sig nu fladt på hendes bare mave, og begyndte nærmest kærligt at kærtegne den med varme, blide bevægelser.
Det var utroligt intenst for ham allerede, for det var jo som han havde forklaret ikke kun volden, der tiltrak ham.
På trods af dette, var hans åndedræt fortsat roligt... 

Efter en ti sekunders tid med kærtegn over hendes ganske nydelige mave, knyttede han hurtigt næven, og gav hende et ganske let slag lige på navlen.
Der var ingen grund til at starte hårdt ud... men han kunne dog ikke dy sig for drillende at presse næven et par centimeter ind efter at den havde ramt...

"Se...? Det er ikke slemt hver gang..."
Meen, det skulle nu nok tage til...

Selvom Nia ikke så på Zane, kunne hun sagtens fornemme smilet om hans læber, det nærmest underliggende grin idet han lænede sig tættere ind over, hviskende i hendes øre. Pusten fra hans talen og åndedrag fik en gysen igennem hendes krop og gåsehuden til at springe frem på den bare hud.

Det var med nærmest tilbageholdt åndedræt at hun mærkede hans flade hånd mod hendes mave, i nærmest kærtegnene bevægelser, om det var for at få hende til at slappe mere af eller for overraskelses momentet var hun ikke helt klar over, men det var faktisk næsten helt behageligt, hvis hun så bort fra positionen hun stod i. 
Slaget kom, nærmest ud af det blå og fik et mindre spjæt til at gå igennem hendes krop, langt mere af forskrækkelsen end over smerten for der var nærmest ingen, kun et lettere ubehageligt tryk da han pressede næven lidt længere ind, hvilket per automatik fik hende til at trække maven til sig, med blikket skævende efter hans øjne, bare ganske kort.

Hun åbnede munden let og tog en dybere indånding for ligesom at hjælpe hende selv med at få maven ud af den indtrukne position, mærkede huden om navlen nærmest svulme op omkring hans næve, idet hun gjorde trak vejret ind og kortvarigt holdt det der.
" Ikke hver gang.. " Gentog hun, med bange anelser for hvor hårdt han i bund og grund ville slå når han kom ordentligt i gang. Som en gadebokser velsagtens.  
Igen drejede hun hovedet til siden, mod kaminen, væk fra ham.

Han kunne mærke forskrækkelsen idet hendes krop spjættede. Hvordan hendes hud reagerede på hans berøring. Nervøsiteten havde et fast tag i hele hendes krop, så det ud til...
Det gjorde ham ikke noget. Reaktioner var interessante...

Da Nia kiggede, ville hun kunne se begær i hans øjne - det var tydeligt at han nød dette, og det var tydeligt at han ikke ligefrem havde noget imod at hun trak maven ind.
Han havde vist endda nævnt det før... sårbarhed var godt.

Hvis hun i hendes kvaler havde overskud til det, ville Nia dog også kunne se noget andet i hans særprægede, lilla øjne. En eller anden form for følelse som han lige nu holdt i skak, men som alligevel var der en anelse.
Noget som han ikke ville have frem...

"Netop..." sagde han lavmeldt og vendte blikket mod hende, netop som hun så væk fra ham.
"Ikke hver gang... "

Han kunne ikke forklandre hende for at kigge væk. Tvang var jo tvang, og hun havde bestemt ikke lyst til at stå der!

Zane fjernede roligt næven fra hendes mave igen, og lukkede kort øjnene.
En idé var dukket op, som måske kunne gøre dette endnu mere interessant. Altså for ham...
Spørgsmålet var bare om han kunne få hende til det - eller om han ville ende med at fortsætte tingene som de var lige nu.

"Du siger at du danser..." begyndte han, og strøg blidt fingrene en enkelt gang hen over hendes bare mave, før han trådte to skridt bagud, væk fra hende.

"Så gør det... dans. Og læg fokus på bevægelser, som du tror jeg vil bifalde."
Han smilede køligt og kiggede udfordrende på hende.

Igen var der det underlige ved hans blik, det udefinerbare som hun ikke kunne sætte prik på hvad var. Det var på en måde skræmmende, men også spændende. Nej! Hun ville ikke tænke over det, ikke ligge mere i det, for hvad nu hvis det kun var tegn på mere ballade at føre sig ud i, hvis hun spurgte ind til det, eller forsøgte at finde ud af hvad det var.
Hun sank stille noget da Zane talte igen.
Ventende på et slag der aldrig lod til at komme; hvor blev det af!?
Med en mindre utålmodighed dyede hun sig til igen at se til siden, mod hans næve, der dog istedet blev til to strygende fingre, hvilket fik hende til at blive overrumplet på et lidt andet plan.  Kærtegn eller slag? Det var jo nærmest som om at han ikke kunne finde ud af det selv. 
Blikekt søgte igen op imod hans med en nikken. " Ja, jeg danser.. " Svarede hun mens han trådte væk og gav hende plads til bevægelsesfrihed.  Hendes blik gled kort over på det efterladte skørt, men turde dog ikke spørge om hun måtte tage det på, nej skørtet der normalt dækked g skjulte benene undtagen siderne, når hun dansede, måtte undgåes. 
Om hun kunne danse? Jo! Hun ville til hver en tid hellere danse end at stå og blive slået på.
Hun åbnede munden mens hun lod nogle syngende toner forlade halsen, for ligesom at få en melodi indprentet i hans hoved så det ikke bare var akavet stilhedsdans, for det eneste der kunne give bare lidt rytme var hendes armbånd og ankelsmykkerne. Som hun var sikker på at melodien var nogenlunde fast i ham men ikke fast nok til ikke at ændres, kom et smil frem på hendes læber, ikke et af de helt dybe og sandtfølende, men den slags smil man ville se på optrædende der kender til hvad de gør og som forsøger at fange opmærksomheden selvom rutinen måske keder dem; gøglersmilet.

Langsomt, en smule tøvende i starten, satte hun gang i en mavedans, en af dem der satte mere fokus på mave og bagdelen end på overkroppen, forhåbentligt ville det være noget han ville værdsætte, værdsætte på en måde der ikke fik vilddyret frem i ham. ændrende melodiens rytme med hjælpe af hendes smykker når den ændrede sig, normalt var hun jo vant til at danse til musikanters melodier, ikke til lyden af intetheden og knitrende træ. 

Der var nu alligevel noget rart ved at få forløsning for hendes spænding og angst på denne måde.


( Og lidt inspiration til du har en ide om hvad det er noget nær hun disker op med; https://www.youtube.com/watch?v=CsGiG1zvuXI ) 

Zane smilede atter en anelse da hun begyndte at danse. 
Melodien og rytmen fangede han hurtigt - havde han ikke været kriger, ville han have haft talent som skjald.

Det var erotisk lige fra første øjeblik - også fordi hun var så let påklædt som hun var.
Hver eneste bevægelse fangede hans blik, og efter ganske få øjeblikke, vidste han at dette ikke ville være nok, som han et eller andet sted havde håbet.
Nej... i stedet for at være nok, gav bevægelserne ham blot endnu mere lyst...

Så da Nia i sin dans trådte lidt nærmere, trådte han hurtigt frem imod hende, lagde den ene arm om hendes ryg, og plantede et solidt knytnæveslag midt i hendes fristende, bare mave.
Slaget blev hurtigt efterfulgt af endnu et, denne gang i den øvre del, og denne gang var de halvhårde... og dybe nok til at det ville gøre ondt - men dog ikke så meget at det ville slå luften ud af hende.

Han holdt fortsat igen - for nu. Han ville have at hun fik adrenalinen, og ikke kun smerte.

"Du danser godt..." sagde han med en mere fattet stemme end han havde troet han kunne mønstre.
"Men det giver mig blot endnu mere lyst til at føle hvordan min næve synker dybt ind i din perfekte, sårbare mave..." hviskede han så, mens hans blik blev intenst.
Det underlige glimt i hans øjne var nu blevet mindre, som om det var nemmere at holde det tilbage.

Om han havde planlagt det fra da han opfordrede hende til at danse, eller ej, var ikke til at sige. Men en ting var nu ganske sikkert for Nia: Zane var som en hugorm der ventede på et dyrs mest sårbare og uagtsomme øjeblik, for så at slå til. 
Det var billeder der kom frem for hende idet hun mærkede det første slag, ude af stand til at kunne træde væk fra det idet han havde hendes ryg i et fast greb. Hvor hun måske ville have forsøgt at fortsætte dansen, stoppede den brat idet hun mærkede det andet slag lige nær til at slå luften ud af hende, og dog formåede hun at holde den inde i sig, i stedet kunne hun føle en vis smerte efter slaget, hvilket hun også gav udtryk for.

Et køligt blik, men ellers ikke ville tro muligt fra et par så varmt farvede øjne, blev sendt til Zane, på trods af hans stemmes effekt. " Det må du meget undskylde, men jeg er ikke ligefrem vokset op med den slags danse man gør sig til hofbal. Hvis det var sådan et show du havde forventet dig at få. " Småsnerrede hun igen, mens hun lagde en hånd på hans næve. Selvom hun absolut ikke kunne lide dens placering på hendes mave, var det bedre at den var der end så mange andre steder.  Et par lidt mere forsigtigt prøvende åndedrag blev taget. " Eller hvad havde du forventet af sådan en som jeg? " Hun løftede hovedet og så ham direkte ind i øjnene. En frygt der var gledet over i en afslappethed var gledet over i hvad nok bedst kunne betegnes som en irritation og frustration over at hun ikke bare kunne danse færdigt, over at han slog til sådant, men også over at hun tilsyneladende ikke kunne tilfredsstille ham på andre måder.
Og dog var der stadig den underliggende frygt for at få ødelagt sine organer til uigenkendelighed.

Det syrede i de ting han gjorde... det underlige og foruroligende... det som ville få folk til at kalde ham en freak... gjorde ham på den ene side rasende og frustreret. Og på den anden side gav det ham en særpræget lyst til at underlægge sig alle, som havde den slags meninger om ham - og simpelthen bevise at han kunne gøre hvad end han ville, uden at nogen kunne dømme ham som freak eller psykopat.

Det var også noget han måtte fortælle sig selv for ikke at falde ud over en stejl kant, og tumle ned i et ukendt, dybt mørke som selv hans magiske øjne ikke kunne penetrere.

Hver eneste ting omkring ham, lige fra hans hadede race til hans mystiske øjne til hans mærkelige, seksuelle lyst som Nia lige nu led under, var ham en byrde - og hvor han dog hadede det!

Zane's blik havde ændret sig i et øjeblik mens disse tanker strømmede igennem hans hoved.
De var som en syndflod, og de var blevet sat i gang af intet mindre end Nia's kølige blik og ligegyldigheden i hendes øjne.

Hun var nøjagtigt lige som alle andre... og selvom han vidste at han ikke kunne forklandre hende for det, fik det ham stadig til at syde af indestængt raseri.

"Jeg er pisseligeglad med hofdans... og for at være ærlig, havde jeg måske en idé om at en dans kunne være nok. At jeg ikke gad dig mere når du havde danset. Det var, på sin egen usædvanlige måde, et forsøg på at vise nåde - som fejlede." hvislede han med en hæs stemme, som tydeligt blev holdt tilbage fra at bryde ud i et inferno af vrede...

"Døm mig hvordan end du vil... en sygelig trang som min er noget jeg må finde en balance med. Og hvis den eneste mulige balance er at give ind til lysten, og tage med magt, så er det dét jeg gør. Vær du nu bare taknemmelig for at jeg ikke slår dig ihjel!" 

Med en voldsom bevægelse, hev han sin næve væk fra hendes hånd, vendte sig væk fra hende og gik et par skridt væk, mens han begyndte at samle sig selv igen.
Al det had og al den indespærrede vrede... det måtte ikke få frit løb nu.
Ikke endnu.
Det var ikke tid...

Nias øjne hvilede fortsat på Zanes ansigt, forsøgte at aflæse de mystiske øjne, hvis farve hun aldrig havde set lige, forsøgte at aflæse hans kropssprog, både den bevidste og den knapt så bevidste.
Idet hans øjne ændredes kortvarigt igen, fornemmede hun at hun havde overtrådt en grænse, ubevidst dog da hun ikke var klar over hvad havde udsløst den brusende vrede der pludselig emmede fra ham. Hvor han før havde været som en kat der legede med musen, var han lige nu ændret til hvad der vidst bedst kunne beskrives som et vilddyr der forsvarede sit territorium og forsøgte at få en anden til at underligge  sig den.

Var det hvad han forventede at hun gjorde?  Ubevidst tiltede hun hovedet en anelse til siden. 
" Men en dans var ikke nok vel? Det fik dig dybere ind i... Din lyst og trang." Hendes hånd strammedes kort om hans i et lille forsøg på at hjælpe ham mere ned på jorden. Han havde tøjlet sine lyster godt indtil dansen, og hun tvivlede ærligt at det ville være behageligt overhovedet hvis hans vrede fik overhånd. Den slags vrede kunne tæske en person ihjel.


Hun slap hans hånd da han vristede sig fri, hånden gled automatisk over til at ømme maven mens hun fulgte ham kortvarigt med øjnene. " Men jeg er skam taknemmelig for at du viser mig nåde Zane. Du kunne let som ingenting skære min mave op og hive mine indvolde ud, eller flænse min hud og kvase mine organer." 

Hun bevægede sig over mod kaminen og sparkede lidt af tøjet væk for ligesom at skabe plads til sig selv. Det var ikke ovre, det var hun skam godt klar over, og mens hun mest af alt havde lyst til bare at løbe ud i sneen eller op i overetagen for at skabe afstand mellem dem.
Sigøjneren tvang sig selv til at forholde sig roligt, midt i al den følelsesmæssige kaos, stoppede op på et punkt hun fandt behagelit i temperaturen og satte sig ned, med blikket skævende hen efter mørkelveren. På sin vis kunne hun forstå ham for hvad det var han måtte gå igennem. Stigmaen ved hans race, som stigmaen ved hendes levevis, en trang til at råbe og skrige og smide med ting over alt det uretfærdige, det man gerne ville, men som omverdenen ikke så på med gode øjne. selvom det måske ikke var helt ens deres situationer, så var der stadig visse ligeheder.
Måske det var det der fik hende til at ligge sig ned på gulvet, på ryggen, med blikket op imod loftet som hendes arme langsomt blev strakt ud oppe over hendes ansigt, mindende sig selv om aftalen de havde lavet, men også om at det hele snart var overstået. 
Hvis han dog ikke fik nye pludselige indskydelser. 

* Hvad man dog ikke gør for overlevelse. *

Var det en snert af forståelse han fornemmede i hendes stemme...? Var det mon endda et lille stik af medlidenhed?
Hvor vovede hun... naturligvis kunne hun ikke forstå en sortelvers sadistiske skavanker - og medlidenhed!? Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på dette... 

Men naturligvis.
Det måtte være ham der havde misforstået det.

Zane fnøs, lukkede øjnene og skubbede tankerne bort.
Det var langt fra tid til at tænke den slags - hun var jo blot en omgang sjov, ikke? En omgang sjov som havde lukket op for det, han havde undertrykt i så mange år.

"Jo... det virkede modsat. Du har helt ret." sagde han så og så atter over på hende.

Han kommenterede ikke hendes ord om at han havde vist hende nåde. Det var sandt, han kunne have sprættet hende op eller knust hendes organer med langt mere voldsomme slag - men noget af det som var sværest at forstå var, at det havde han ikke lyst til. Han ville langt hellere gøre det på en måde så hun ikke kom decideret til skade af det - eller rettere, ikke kom permanent eller alvorligt til skade. 

Det var ihvertfald sådan han havde det lige nu.

Han kiggede lidt efter hende da hun satte sig ned ved kaminen, for så at lægge sig ned på ryggen med hænderne over hovedet - hvilket havde den ønskede virkning af at hendes mave så endnu mere afslappet og sårbar ud...
Han lod blikket glide hen over hende en enkelt gang, ganske langsomt, før han med stille skridt gik over til hende, og knælede ved hendes side.

"Du hader mig, ikke sandt? Sig det blot. Det bliver ikke værre af det." sagde han med neutral stemme, uden helt at vide hvorfor - måske ville han bare have en bekræftelse på at han var et monster...
Mens han talte, lod han to fingre løbe fra kanten af hendes top og ned over det bløde, varme og for ham meget tillokkende maveskind.

Hun havde knapt bemærket at hun havde lukket øjnene i, ikke før hun tog sig i at tænke at det var besynderligt at ilden ikke kunne ses. For en stund lå hun blot der med lukkede øjne og lyttede, opmærksom efter bevægelserne fra mørkelveren. Skridtene der kom hen imod hende og stoppede på en dæmpet knirkende gulvbrædde. Hun lyttede efter hans vejrtrækning, men slog først endelig øjnene op da han knælede ned ved hende.
Nias umiddelbare indskydelse var at skabe mere afstand imellem dem, og alligevel kunne hun ikke få sig selv til det. Et løfte kunne hurtigt blive brudt og det kunne gå begge veje. 
Om hun ville overleve at bryde aftalen mellem dem var ærligt, meget tvivlsomt. Altså lod hun sig selv blive liggene, sårbar som bare Zaladin.
De brune øjne søgte mod Zans sære lillae øjne, men blev hurtigt distraheret af hans fingres bevægelse mod hendes hud. Blikket fæstenede sig mod en bjælke. Om hun hadede ham?
Forsigtigt rystede hun på hovedet mens hun forsøgte at ignorere den sælsomme følelse hans fingres bevægelse gav hendes maves småømme skind, og hendes indre. 
" Jeg kender dig ikke nok til at kunne hade dig.. Frygte dig, ja.." Hun fik løsrevet sit blik fra bjælken og mødte igen hans. " Frygten er der, men ikke hadet. Hade dig tror jeg ikke at jeg vil kunne gøre medmindre du viser dig værende som Ikar. " Navnet blev nærmest spyttet ud af ren foragt for manden der i sin tid havde holdt hende og Hakim spærret inde og tortureret, i hvad havde føltes som evigheder nede i den mørke, kolde og fugtige kælder. Det kunne godt være at han var død nu, men hun hadede ham stadig lige meget.
Hun havde ikke rigtigt nævnt navnet siden hans død, men bare minderne om hvad han havde udsat hende og Hakim, og nok også andre for, var tilstrækkeligt til at få hende til at spænde op, dirrende let i kroppen der bestemt ikke havde glemt hvad den havde gennemgået der.
  

Han så godt at hendes blik søgte hans, men at det hurtigt fandt noget andet at fokusere på da han rørte hende.
Ingen forklandringer fra hans side...  hun var der jo trods alt ikke helt frivilligt, den kære tøs!

Zane lyttede til hendes ord, og mærkede hvordan hun begynde at spænde over det hele da hun nævnte denne Ikar.
Så hun var altså bange for Zane, men hadede ham ikke... på trods af den situation hun var i? Halvnøgen, sammen med en mand som på sadistisk vis nød at 'lege' med hendes bare mave...?
Hvad i alverden havde denne Ikar mon gjort, som havde sat så tydeligt dybe spor?

Det vækkede hans nysgerrighed.

"Fortæl mig om Ikar... og jeg undlader at straffe dig for at spænde musklerne." sagde han, mens han fortsat kærtegnede hendes mave med rolige, blide bevægelser.

Han havde lyst til at slå hende igen... dybt og intenst... men lige nu, var hans nysgerrighed større end denne lyst - og det gav hende da trods alt lidt tid uden smerte!

Ikke at han ikke regnede med at hun ville have dette overstået så hurtigt som muligt... suk... hvis dog bare man kunne finde en kvinde, som faktisk nød det!
Den halvtåbelige tanke fik ham til at smile lettere fornøjet.

Fortælle om Ikar? Nias blik standsede dens vandren hen over bjælken, stoppede kortvarigt imens minderne om Ikar, minder som hun havde forsøgt at fortrænge længst muligt væk, sivede op til overfladen og fik hende til at give en bæven fra sig med blanke øjne. 
Hastigt blev tårerne dog blinket bort, de ville alligevel ikke komme til nytte, i al fald ikke her. Istedet rettede hun blikket mod Zanes og holdt det fast. " Ikar var et svin i forklædning som et menneske.. Mage til lavtstående skabning skal man lede længe efter. "
Hun var egentligt ikke meget for at snakke om sine prøvelser, især ikke overfor en mørkelver som nok ikke ville kunne forstå det fra hendes synspunkt. 
" Han herskede i en længere årrække over Balzera, efter at have spredt falske rygter om sin bror om at han havde dræbt deres far for at overtage pladsen, og at faren havde overgivte sin titel og ring til den yngre bror. Den ældre blev fanget og låst inde i fangekælderen, dybt nede uden vinduer og mulighed for at vide hvor mange dage der gik. Hvilket nok også var meget godt. " Hun var næsten sikker på at vanviddet ville have været større ved hende og Hakim hvis de havde vidst præcis den mængde tid der gik nede i det kolde, fugtige mørke.
 
" Jeg var kommet forbi byen for at få skaffet mig noget mad, et hvil og lidt penge på lommen. Der blev jeg opsøgt af Ikars mænd der fik mig bragt til Ikar. Først troede jeg at han havde en kone eller lignende der havde brug for min hjælp, det viste sig dog ikke at være tilfældet. Nej han fik mig ført ned i samme dybe kælder, men i et andet og langt mindre rum. " 
Endnu engang spændte det op i hendes muskler mens hun bed sig i læben i et forsøg på at få sig selv til at slappe mere af. 

" De tog mine ejendele fra mig og efterlod mig derinde i mørket. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men jeg syne sikke det var frygteligt længe til jeg fandt ud af at jeg ikke var alene. Jeg kunne høre skrig og brølen som fra et vildt dyr. Pisk der ramte bar hud. Og midt i det hele Ikars hoverende latter. "

Endelig brød Nia øjenkontakten og drejede i stedet hovedet til siden. " Døren ind til min celle blev låst op og jeg blev ført ned af de sidste trapper ind hvor... Jeg kan ikke beskrive det... Det var umenneskeligt at se hvad Ikar havde udrettet på den stakkels mand, som jeg først langt senere, forstod var hans bror.. Det krævede tid og arbejde at få ham healet op, og det var ikke altid at det mad og vand vi begge fik udleveret var nok til at jeg havde chakra nok til at helbrede alle skaderne. Ikar var ikke bane for at lade mig forstå at hvis jeg ikke var samarbejdsvillig fik jeg ikke mine ting at se igen, at jeg så ville ende same vej som Hakim. "

Hun følte sig underlig, kold og livløs som hun fortalte det sidste, som en kludedukke tømt for sit indmad.

" Jeg ved ikke hvor længe vi var derinde, men jeg kan stadig i mine drømme høre de umenneskelige lyde der kom fra det rum. "
Mon 'eventyret' havde været nok for Zane? Ville hun møde forståelse eller latter? For nu lå hun bare og så til siden, vagt bemærkende den kærtegnene finger på hendes mave, og lyttede.

Teknisk set var dt jo mere si bagrund hun havde forklaret om end det var Ikar som Zane havde spurgt ind til.

Zane's blik var roligt og fattet, mens han lyttede til hendes fortælling. Deres låste blikke gjorde blot historien dybere, inden Nia kiggede væk - sikkert fordi minderne var smertefulde...

Da hun var færdig med historien om Ikar, Hakim og den stakkels healer, gav han hende et let klap midt på maven, og lod sig rulle om på ryggen, så han lå ved siden af hende og kiggede op i loftet, på en af de mange tværbjælker.

"Ikar... lyder som en psykopatisk, ukreativ og vulgær mandsling." sagde han, vel vidende at det kom fra en person, som lige havde påført Nia fysisk smerte - og som kun var i overvejelsen om om han var færdig med dette.

"Det lyder som om hans tortur af Hakim var ddet værste du har oplevet - altså ikke fysisk tortur, men psykisk terror blandet med fangenskab og sult. Så er det jeg udsætter dig for vel bedre...?" lød det halvt nysgerrigt fra ham.
Han havde aldrig udlevet denne bizarre lyst før, og han havde ofte spekuleret på hvordan et potentielt offer ville føle det - for det var ikke altid et spørgsmål om at smerte var modbydeligt. Der kunne ligge langt mere i det.

"Hvis det var mig, ville jeg have gjort det af med Hakim hurtigt og smertefrit... og så ville jeg have brugt en god portion tid på dig - en blanding af velvære og så det jeg jeg har udsat dig for her indtil videre. Mærkeligt, ikke sandt?" sagde han så og drejede hovedet såhan kunne se hende.
"Måske er jeg et sadistisk dyr - men ikke på samme bestialske måde som Ikar - som jeg formoder er afgået ved døden."

Nia havde ikke været sikker på hvad hun havde forventet reaktionen fra Zane ville have været, men det lille, let indikerende klap på maven og at han lagde sig ned åben og sårbar ved siden af hende, havde bestemt ikke været med i tankerne. Begge dele tilsammen medførte et lidt undrende, hævet øjenbryn.

Hun nikkede. " Ja, det var han, og mere til.  Selvom de tortur metoder han brugte, i al fald fysisk, var effektive nok i sig selv. Bare ikke effektive nok."
 Blikket vandrede igen hen over bjælkerne, mens et dæmpet suk forlod hende. Om hans handlinger var bedre? Hun var ikke meget for at indrømme det, men hun foretrak hellere tiden nu, med Zane, end at skulle høre på skrig og se groteske skader og et ødelagt menneske. 
"Jo... Det er det vel.. Jeg bryder mig ikke om det, men det vil trods alt hurtigere være overstået end hvad han udsatte mig, os, for."  
Nia drejede hovedet over imod Zane, så det mørke tykke hår fulgte hendes bevægelse i en mere behagelig gysen. "Velvære og smerte.. " Det lød som en underlig sammenblanding, men Nia kunne godt se hvori ideen lå. At få kærtegn der snart endte i slag mod maven, var simpelt men effektivt middel. I bund og grund var hun nu glad for at Ikar ikke havde fortaget sig på hende, selvom der da havde været tidspunkter hvor hans blikke mod hendes krop havde sagt mere end nogen ord.  " ..Hvad du nævner er enkelt, hvis man formår at balancere mellem kærtegn og slag. Enkelt, men effektivt. "

Igen vovede hun sine øjne til at møde hans violette, idet et fast nik forlod hende. " Ja, han er død. Blev dræbt for et par år siden og Hakim tog sin retmæssige plads.  Jeg var der selv til at kunne se hovedet blive skilt fra kroppen efter den endelige kamp mellem de to brødre.  Jeg håber at Kile giver hans sjæl hvad den fortjener. " Hun var ikke meget for at bringe guderne ind  billedet, hun vidste at man skulle være varsom med hvem man bad til og tjente, selvom hun nu ikke selv bad synderligt meget til Kile, snarere lå det i Aladrois og Shara. 

"Hvis man ikke på bestialsk vis kun er ude på at påføre smerte, men også mere eller mindre velvære og nydelse, så er der gode veje frem - men de ting som Ikar udsatte sin bror for, var naturligvis meget langt fra dette. Nej, det jeg taler om er en balance, som du selv siger. Noget for begge parter." sagde han roligt mens han mødte hendes blik.

Nej, hun brød sig ikke om det. Det var ganske tydeligt - men en eller anden dag skulle han nok finde en, som var en smule mere forskruet og lidt til en side.

Zane smilede grumt da hun kort beskrev hvordan Ikar havde mødt sit endeligt.
Så vendte han blikket op imod loftet, løftede sin ene arm og fokuserede på sine magiske kræfter.
"Havde jeg været Hakim..." sagde han, som en lilla gnist dannedes i luften og skabte en lille, lilla flamme med form som en mand med både arme, ben og hoved.

"Havde jeg givet ham en meget langsom, meget smertefuld død."
Den lille flammemand bevægede sig som i stærk smerte, mens dens lemmer én efter én svandt ind - lidt ligesom hvis de blev brændt - for så til sidst at svinde helt ind og dø...

En lyd der næsten kunne lyde som et grin forlod kort Nia. Nej, det havde bestemt ikke været nydelse Ikar havde været ude efter da han torturerede sin bror, det havde da været helt klart fra starten af.
Hendes blik løsrev sig fra hans som hans bevægelse med armen fik hende til at fokusere på de underlige lillae flammer der dukkede op, som fik sigøjnersken til at overveje om der mon lå en anden form for styrke i de lillae flammer, mens hun betragtede skikkelsen der bevægede sig rundt. 
Hun følte det nærmest snøre sig samme i hendes mave som han viste hende flammens endeligt, mens han snakkede om at give en langsom og smertefuld død.
" Jeg tror ikke at Hakim turde tage den chance. Ser du Ikar havde en dæmon i sin magt. " Forklarede hun. Hun havde godt nok kun set og været nær dæmonen få gange, men man vidste aldrig med den slags skabninger, hvad de kunne finde på især når de var bundet ved navnet. 

Hun drejede hovedet og så istedet over imod kaminens flammer, i et forsøg på at glemme Zanes ondskabsfulde smil før det indprentede sig for evigt på hendes nethinde.
"Man kan opnå meget med en dæmon, men man kan også miste lige så meget med den."

"Ah..." sagde han og rynkede på næsen, som om hun havde omtalt noget virkelig væmmeligt.
"Dæmoner..."

Han rystede kort på hovedet og så så på hende, som hun kiggede over mod flammerne.
Havde han skræmt hende...?
Ikke at han kunne forklandre hende, når hun nu var i denne noget ubehagelige situation... her lå hun, halvnøgen og ventede på at han enten ville lade hende være, eller sende endnu et slag ind imod hendes ganske tiltrækkende mave igen og igen... indtil han måske endda fandt på at afslutte hele legen med en kniv.
Det var vel en lille smule som at være fanget af en dæmon, ikke?

"Dæmoner er modbydelige skabninger, jeg kan ikke selv lide krapylerne..." sagde han så, og lod drillende en enkelt finger glide hele vejen op over hendes bare mave, ganske blidt og nærmest som et drillende kærtegn.

"...og hvis psykopaten havde en dæmon i sin magt, så forstår jeg udemærket Hakim's frygt. Men fortæl mig nu, min lille sigøjner... er der mere at sige? Mere at tale om?"

At gøre hende fortræd var for ham ganske voldsomt tiltrækkende... men af og til kunne ord være bedre. Og det var ikke tit han mødte nogen for tiden - og når han gjorde, veg de naturligvis fra ham.

Dette var et velkomment øjeblik - og 'legen' kunne jo altid fortsættes senere...

Nia lå blot og lyttede til Zanes stemme, mens en gysen engang imellem gled gennem hendes krop, ikke af angst, men mere af den påtrængene kulde. Hun havde aldrig stået ansigt til ansigt med dæmonen, men hun havde hørt den gå forbi ned til torturkammeret, på det punkt havde hun været heldig.

Endnu engang kom en finger ned på hendes mave og fik huden til kortvarigt at trække sig tilbage, mens hun med et småfrustreret suk måtte indse at de kærtegn han gav hendes mave lige nu faktisk var ganske behagelige.
Langsomt drejede hun hovedet over for at møde hans forunderlige øjne. 
" Det er der vel ikke.. Jeg har fortalt mig, og nu ved du en del om mig, men jeg ved nærmest intet om dig.. Men det kræver jeg heller ikke af dig, for sandsynlighede for at vi nogeninde skulle mødes igen er temmelig lille.. " 
..Og det selvom de begge lod til at være omvandrende gennem land og rige. 

Hun drejee sig om på siden for at vende fronten helt imod ham, uden at tage sig alt for meget af at fingeren nok forsvandt igen. " Men sig mig.. Hvornår blev jeg din? Du har hverken givet mig ring, mærke eller  gjort mig med barn, så jeg kan på ingen måde se hvordan jeg skulle være bundet til dig. "
Der var en let drillende undertone i hendes helt reelle spørgsmål. At elskere sagde at hun var deres 'lille sigøjner' var hun vandt til, men der havde ingen elskov været i dette. det nærmeste havde været en farlig og evig trussel på livet. At hun var  hans fange så længe han selv tillod det. Det var vel hvad han havde ment med at hun var hans, og alligevel kunne hun ikke have forhindret sig selv i at stille spørgsmålet. 
Det var nu stadig ikke et udtryk hun fandt kærkomment.  Når den slags udtryk kom ud, var det for hende en kraftig indikator om at stikke af og fortsætte sin færden, men det kunne hun ikke bare lige. Ikke med Zane. 
Her var hun blot som en rotte i en fælde, ventende på dommen om død eller frihed. En forfærdelig tanke, som hun straks skød væk fra sig igen.

At hun fandt hans berøring behagelig, var ikke just noget han opfattede.
Hun lå der vel kun fordi hun var bange for at han ville gøre alvor af sin trussel, og bruge kniven på hendes mave i stedet for næven - eller de lette kærtegn.

Tværtimod blev hendes suk opfattet som at hun var træt af, at han rørte ved hendes bare mave... 
Men det var ikke noget der rørte ham så forfærdeligt meget.

"Ah, så intet at tale om, synes du... og vær blot rolig, jeg fortæller dig ikke om mig selv. Hvorfor skulle jeg pladre løs om mig, til en person som for det første ikke er interesseret, og som for det andet ville ænske at jeg lige nu befandt mig tusind kilometer væk?" sagde han med et let smil da hun havde vendt fronten mod ham.

Det stoppede hans lette kærtegn af hendes mave, men pyt...
Han regnede med at 'lege' mere med den lidt senere.
Måske...

"Og hvis vi alligevel skulle mødes igen, ville det være ganske komisk. Jeg kan lige forestille mig hvordan du vil tage dig til maven og kigge den anden vej, mens du husker det der er sket her i denne kro. Jeg mener... hvor tit møder man en mand, som tænder på at slå en tiltrækkende kvinde i maven...? Jah, psykopater og sadister er der nok af, men den her er sgu noget man husker. Ganske simpelt for mærkeligt, ikke sandt...?" kom det fra ham med rolige ord, mens han lod sig rulle om på ryggen og stirre op i loftet.
Hun måtte finde det endnu mere mærkværdigt at han ikke fortsatte med det lige nu... at han ikke gjorde hende noget - eller at han ikke tog hende nu, her på gulvet.
Hun var jo trods alt en smuk kvinde.

"Min lille sigøjner..." gentog han og smilede med et let grin.
"Bare noget man siger... du er jo lidt i min magt lige nu, ikke sandt...? Nej, du er din egen... når jeg altså lader dig gå igen. For det gr jeg... du har gjort noget for mig, som jeg har tænkt alt for meget over i alt for mange år. Så med mindre du pisser mig godt og grundigt af, skal du ikke være nervæs for at jeg bruger kniven."

Han havde ret i at hun ønskede ham langt væk. Selvom hun var nysgerrig på ham og hans race, var hun dog ikke villig til at indgå i et forhold med ham hvis det skulle betyde daglige tæsk i maven og trusler med kniven. Det var dog ikke noget hun sagde højt, i stedet kom en lille latter frem fra hende ved hans antagelser.
" Du tror at du kender mig, men hvad du der sige, er alt andet end hvordan jeg ville opføre mig. En hånd til mave kan antages som sygdom og graviditet, en gerning jeg aldrig ville gøre, uanset hvor ondt det ville gøre mig, vil smerten ved aldrig at få et barn jeg kan kalde mit eget, være den der holder mig fra at holde derom." rablede hun løs, mens blikket fulgte hans bevægelse som han rullede om på ryggen. Det var næsten en mulighed for at stikke af, men kun næsten. Med kulden og sneen udenfor ville hun hurtigt være en ispind.  
Hendes blik fulgte igen flammernes dans op af brændet. 
" Jamen så må jeg nok hellere kny så jeg ikke risikerer at være en omvandrende pattegris-på-stege-gaffel. "
Hun sukkede tungt. " Og ja du har ret, jeg er i dit greb, i din vold og under din nåde. For om jeg lever hvor længe jeg lever hvor lang tid min dag kommer til at være her med dig. Om det bliver flere dage eller ej. Men jeg er  nu glad for at du kunne få forløst nogle af dine lyster."
Hun drejede atter hovedet for at se over på ham.