Du må sige til, når det bliver for kedeligt.

Til det kunne Viktor kun smile. Et langsomt, næsten velvidende smil trak i mundvigen. Kedeligt var næppe ordet. Hvis noget, ville det være beroligende - næsten meditativt - at lade sig opsluge af streger, kulstøv og den dæmpede lyd af en hånd der arbejdede hen over lærredet.

Han brummede lavmælt for at vise, at han havde hørt ham.

Synet der mødte Viktor, var dog noget helt andet end det atelier han havde forladt tidligere. Skitser og redskaber lå spredt ud i en slags kaotisk orden, som kun gav mening for den der havde skabt den. Glas med mørke pigmenter, kulstykker, papir der krøllede i kanterne. Det føltes næsten som at træde ind i efterklangen af Corinths tanker.
Viktor løftede brynet en anelse. Noget i synet fornøjede ham. "Du har så sandelig været i gang," bemærkede han med et smil i stemmen.

Viktor standsede ved en af skitserne på gulvet netop da Corinth gled forbi ham. I en let bevægelse bøjede han sig ned og samlede papiret op. Pjusket hår. Krøller.

Øjnene.

Hans bryn trak sig langsomt sammen, og blikket gled kort op mod Corinth, der stod og kæmpede med at få det lyse hår bundet op. Viktor så tilbage på tegningen.
Stilheden trak et øjeblik ud. Så samlede han endnu en skitse op. Og endnu en.

De samme øjne. Den samme linje i håret. Selv måden krøllerne faldt ned over panden på.

Det lignede… hvis han ikke vidste bedre... ham.

Et kort, næsten overrasket slag gik gennem brystet.
Viktor løftede hovedet igen og sendte Corinth en forvirret, spørgende grimasse - brynene løftet, som om han stadig forsøgte at samle tanken.

"Så det var det, der distraherede dig?" Han sænkede papirene.

Det var hurtige hænders arbejde, og langt størstedelen formåede at blive tilbage i knolden. Enkelte totter, klippet for for korte til at kunne komme med, svang tilbage imod kæben på ham da han vendte sig lidt om, for at se hvad Viktor fandt frem, pludselig lidt mere stille, efter det første indtryk. Ah, tegningerne. 
Han stod med et par stykker, et forvirret udtryk i hans kønne ansigt. Om det var dét? 
Måske en del af det. 
Hvad man fandt kønt, fandt vel vej i hans streg, og selvom han vidste at det lignede den anden, var det et ulæseligt smil, som trak op over læberne. Hvad spurgte han helt præcist ind til? "Opvarmningsskitser" 
Om det var ham?
Selvfølgelig. Det var ikke hvad han bragte op på det store lærred. som han allerede var begyndt på, det ville være for tydeligt. Men dele af ham, blødte tydeligt, og betaget, ind i det afblegede papir. Lidt studerende gled blikket over portrætterne i hans hånd, hovedet uskyldigt på skrå. "Hva da?" og selvom det var påtaget nysgerrighed, kunne den hurtigt lyde ganske oprigtig. 

Mixet af alle de forskellige tegninger, var nok hvad der ville stå klarest på lærredet, når han engang var færdig. Henover den tid han arbejdede ville det nok blive tydeligere. Og et eller andet sted, var det nervepirrende, at se hvordan det blev læst fra Viktors unge øjne. Tilbedelse? Måske. Var måden han sagde et, og vidste noget andet? Corinth var ikke selv sikker. 
Men han lå så zalans godt, når man fældede hans silhuet på papir - og i hvert fald indtil han ikke var her længere - agtede kunstneren at bruge den inspiration, som lå lige indenfor rækkevidde. 
 

"Opvarmningsskitser," gentog Viktor for sig selv med et lille nik. Han lagde hovedet en anelse på skrå, mens blikket gled tilbage til tegningen i hans hånd.

Corinths uskyldige “Hva da?” hang et øjeblik i luften.
Viktor så på ham gennem vipperne og holdt blikket nogle sekunder før et langsomt smil løftede sig i mundvigen, og noget sigende gled gennem blikket. 
Så sænkede han øjnene mod papirerne igen og lod en dæmpet latter slippe ud gennem næsen, som om han morede sig over en tanke kun han selv kendte. Han rystede svagt på hovedet.

"Ikke noget." 

Papirerne blev sænket, og han lagde dem tilbage på gulvet – en anelse mere forsigtigt end nødvendigt.
Da Viktor så op igen, kneb han øjnene en my sammen mod Corinth. Blikket var varmt - næsten drilsk. Men han besluttede sig for at lade det ligge.

Med et par lette skridt fandt han hen til chaiselongen, hvor han stadig kunne følge med i hvad der skete på lærredet. Idet han satte sig, gled blikket kort tilbage mod Corinth. Det lyse hår var samlet op nu, afslørede nakken mere end normalt, og hans blik dvælede et øjeblik ved denne mere rodede version af kunstneren, mens han knappede sin vest op. Det klædte ham. Viktor kunne endnu ikke sætte en finger på hvorfor. Men det klædte ham.

"Jeg kan lide din proces," sagde han med noget der spillede i mundvigen. Viktor satte sig bedre til rette, en smule mere henslængt, og foldede armene behageligt.
"Det gør mig lidt mindre bekymret for min egen."

Nogle gange behøvede man ikke at sige det højt, for at forstå hvad der foregik. 
Noget i Viktors mimik - hans sigende blik og langsomme smil - viste tanker han ikke delte. Og selvom Corinth ikke var tankelæser, tog han en god mængde stolthed i at være menneskelæser. Det virkede ikke til at lande forkert hos ham. 
Adelsmandens blik fulgte papiret som blev lagt imod jorden, samme uskyldige smil om læberne da han trak på skuldrene. Ikke noget specielt, eller hvad man nu engang havde sagt tidligere. 
Viktor fandt sin plads, og Corinth bevægede sig hen til sin. Det kunne nogle gange være intimiderende i begyndelsen - der hvor det hele var hvidt og blankt, alt kunne lade sig gøre. Men de rødlige øjne fandt hurtigt de streger han ville fremhæve, imellem de rodede hints af blæk og kul. 
Så perspektivet, selvom det ikke var gravet frem endnu. 

Først skyggerne. Han greb kullet på gulvet, et lyttende blik sidelæns da Viktor talte, efterfulgt af et hurtigt heh. "Jah tag ved lære, unge mand - det skal helst fylde mest muligt, for at blive godt" jokede han, og grinte lidt over den ø af ting han havde lavet omkring sig. Overraskende nok, var gulvet relativt umærket af hans forskellige pigmenter, men det var joh næsten også kun fair, at Merilla ikke behøvede bruge tid på det. En af fordelene ved magi - den gjorde det let at være doven. 

Og imens han talte, gik han igang med noget af arbejdet igen. Trak tydeligere, sorte streger ud af grå, der som skarpe kontraster, trådte mere frem i den monokrome pallette. Det var dog ikke helt fået forbi ham, hvor magelig - egentlig elegant - Viktor havde sat sig til rette i chaiselongen. Fokusset fra ham, var som varme øjne. Han nød at sole sig i opmærksomheden. Og selvom det ikke var nyt for Corinth, var det stadigvæk fantastisk. 

En dæmpet latter slap ud ved bemærkningen, og et par lave brummen, ja’er og hehe'er fulgte efter.
Han behøvede ikke gøre mere end blot at nyde samværet - øjenbrynene dansede let, som om de førte deres egen lille samtale.

Lyden af kul begyndte roligt at fylde stilheden i atelieret. Viktor lod et afslappet suk glide ud gennem næsen og lænede hovedet mod chaiselongens ryglæn uden at tage blikket fra fingrene og hænderne der arbejdede. Der var noget behageligt og utroligt beroligende ved bare at give sig hen til den kradsende hvisken, når de lette strøg rørte lærredet. 

I noget tid sagde ingen noget. 

Øjnene vandrede til Corinths ansigt. Striber af sollys gav det opsatte hår et varmt, gyldent skær og Viktor bed mærke i de fine totter der ikke ville lade sig fange af elastikken. Han blinkede langsomt, som en der var ved at lulle hen - eller måske bare var betaget af det han kiggede på. 

Tanken fra før dukkede op igen. Det klædte ham, frisuren. 

Langsomt løftede mundvigen sig. Noget i det brune glimtede. "Du er kær, når du maler." Tonen havde samme kvalitet som Corinths, da han tidligere havde sagt noget i samme stil til Viktor. Men selvom stemmen bar noget henkastet i sig, kunne det samme ikke siges om mimikken. Der lå en tilfreds dovenhed over ham, som om han nød at give igen. Lidt for meget. 

Koncentrationen var en gammel ven, som lagde sin kappe over Corinths blik da han startede. En lille rynke i panden, et sekunds stilstand og han trak sin streg videre, den her gang horisontalt. Det var som flod og ebbe, skub og træk - nogle ting måtte forsvinde, for noget andet kunne bygges op - og processen var nok ligeså vigtig som resultatet. Processen gav fred, i et hoved der sjældent var stille. 
Han kunne ofte blive ved i timer. Ignorer noget så simpelt som sult og tørst, og efter noget tid, glemte lidt af Corinth, hvordan han blev observeret. 

Først da en nonchalant lille bemærkning kom fra chaiselongen, brød Corinth sit arbejde. 

Du er kær når du maler. Som et ekko fra tidligere, og med samme, lette konstaterende toneleje som hvis han havde spurgt efter vand. 
Overrasket, og måske også fordi han var overrasket, var det for én gangs skyld tydeligt, fik det et lidt fjollet smil henover de bløde læber. Smigret, selvfølgelig - men det slog også til en langt mindre overfladisk akkord i Corinth. Fordi hvorfor var den lune fornemmelse så.. og han følte den svage rødmen brede sig over kinderne, som en næsten fremmed fornemmelse for adelsmanden. Så boblende? 
Det skete sjældent. Men han snublede lidt i hvad han ville svare tilbage. "Du- mig?" freuds slip, det var aldrig ham der var kær. Et kort og ufrivilligt tab af kontrol - men det gjorde ham ikke noget, overraskende nok, og en dæmpet latter slap Corinth, der endelig så ham. 
Elegant. Som en gud på sin trone, smuk i lyset, og Corinths smil strakte sig ud i et langsomt smil. Tog synet af ham ind. Armene krydsedes, for ellers var han nok endt med at tage sig lidt forlegent i nakken. "Tak.." og adelsmandens vægt skiftede lidt fra fod til fod imens han talte. Det var virkelig fristende at tage en pause. Og et eller andet i hans blik, kaldte på Corinth - han nød det vidst lidt for meget. 

Og med nogle rolige, dovne skridt gik han nærmere, stadigvæk på vippen om hvad han burde gøre. Men hvis han alligevel var snublet, ville han også finde den rigtige måde, at genvinde lidt kontrol på. 

Bemærkningen landede som et stumt frasé - et lille, drillende stik, sendt afsted uden varsel, og Viktor havde ikke tænkt sig at tage det tilbage. Han kunne kun ane noget af Corinths ansigt herfra, men hænderne var afslørende nok, og da de standsede et øjeblik, var det mere end tilstrækkeligt.

Han tippede hovedet en anelse, som for bedre at fange reaktionen, og et dovent smil trak i mundvigen, netop som den nåede ham - den lille forskydning, den fumlende respons, satte noget i gang i Viktor, ikke kun tilfredsheden, selvom den var der, men noget blødere, mere nysgerrigt, som fik blikket til at blive hængende.
Det gled over Corinth uden hast, dvælende, undersøgende, som om han forsøgte at finde ud af hvor meget der egentlig var blevet ramt. "Mhm," brummede han lavt, næsten uinteresseret, da Corinth endelig vendte sig mod ham, men blikket slap ham ikke. Kunstnerens kinder bar en glød som knuste rosenblade på hvid marmor. 

Var det… forlegenhed?

Han havde aldrig set ham sådan før, og tanken blev hængende lidt længere end nødvendigt, mens et dæmpet fnys slap ud gennem næsen - ikke helt en latter, mere den slags reaktion man ikke helt når at stoppe, når noget rammer lidt for rigtigt.

Viktor blinkede, og så rejste Corinth sig, hvilket fik brynene til at løfte sig en anelse. 
Blikket fulgte ham nu uden forsøg på at skjule det, som man ser på en ulv i udkanten af skoven og venter på at se hvad den vil gøre, uden helt at vide om man håber den kommer tættere på eller bliver stående.

Hjertet slog et slag, og et til, jo nærmere han kom, og indåndingen kom en anelse dybere denne gang, selvom resten af ham forblev henslængt - næsten dovent, som om intet havde ændret sig.
"Har du brug for en pause?" Ordene blev sagt let, næsten henkastet, men noget i blikket holdt fast, mens det ene ben vippede en smule ud til siden og armene løsnede sig akkurat nok til at virke afslappede. Viktor flyttede sig ikke - måske fordi han ikke tænkte over det, måske fordi han ikke helt ønskede at gøre det lettere.

Det rykkede ikke ved Viktors blik, at han nærmede sig. Ingen nervøs fumlen med hænderne, ingen rastløs fod, trippende i udkanten af deres samtale - han blev siddende. Han tronede, og det klædte ham noget så godt, konstaterede kunstnerens indvendige tanker. 
Og det noget, som der var ved selvsikkerheden, var irriterende dragende for den blonde Corinth. I mange af dem han færdedes omkring, ville man ofte finde både selvfede, arrogante og skårsikrer mennesker - karaktertræk som han fandt inspirerende, på sin egen måde. De tog hvad de ville, og var som oftest, relativt lette at tale efter munden. De var simple, og derfor også lette at kappe linen på, når det blev for intetsigende. 
Men hvis der var noget som kunne trække ham ind, var det et blik som dét.

"Det tror jeg" indrømmede han sagte, og skridtede op til ham, et blik nedover ham imens han talte. Ligesom Viktor ikke virkede til at ville slippe øjenkontakten, så virkede han ikke villig til at være foruden, så man bort fra det korte blik der gled over hans åbne vest og henslængte holdning. Han rykkede sig ikke. 
Men Corinth behøvede ikke at sidde ved siden af ham, for at få noget af det han ville. 

Hånden lagde sig kort på Viktors knæ, imens han sænkede sig. "Jeg bliver vidst lidt for let distraheret i dag" og Corinth satte sig med en dæmpet, 'opgivende' brummen på gulvet, ryggen lænet op imod ham og chaiselongen. Hovedet lænede sig lidt prøvende tilbage, ind imod hans knæ og lår for at se op på ham igen, og bragte det ene knæ ind til brystet, så han kunne folde hænderne om benet, efterfulgt af et teatralsk, dybt suk. Sikken et hårdt liv. 

Det tror jeg. Viktor hørte det knapt.
Det druknede et sted mellem blikket og sit eget hjerteslag, mens han fulgte bevægelsen af Corinths læber uden rigtigt at opfange ordene, og jo længere han blev i det blik, jo mere mindede de om noget glat og glinsende - karneoler, tænkte han flygtigt, uden helt at færdiggøre tanken.

Han svarede ikke.

Noget i ansigtet strammede sig en anelse - ikke af ubehag, men af den spæde forventning der lagde sig som en tynd spænding under huden, som han stædigt holdt på plads bag sin påtaget, næsten dovne elegance. Det var mærkeligt, hvor lidt der skulle til. Et par kludrede ord. En antydning af rødmen. Og så var det der igen; den stille varme i brystet, den der følelse af at have ramt noget, uden helt at vide hvordan. Han nød det.

Viktor nåede knap at trække vejret, før hånden fandt hans knæ. Tyngden var let, men nok.
Et kort øjeblik lukkede han øjnene - ikke helt bevidst - før han åbnede dem igen, og noget dunkede svagt i lårene, sprødt, uventet, som om kroppen reagerede før resten af ham nåede med.
Han blev siddende. Helt stille, mens Corinth i en glidende bevægelse sænkede sig ned mellem hans ben, så tæt at det næsten føltes naturligt - alt, alt for naturligt - som om det var noget der altid havde været sådan.

Blikket blev hængende ved det lyse hår, de løse totter der nægtede at blive hvor de skulle, og han fulgte dem et øjeblik for længe, mens hjertet trak sig en anelse sammen, da vægten af ham flyttede sig tættere ind. 
Kinden mod hans ben. Så ubesværet at nu var det Viktors tur til at få varme kinder.

Han lod tungen glide langs indersiden af kinden og så kort væk, for at samle sig, før blikket fandt tilbage til ham igen - til måden Corinth forsøgte at fange hans øjne nedefra.
Han havde ikke lyst til at flytte sig. Ikke endnu... og måske behøvede han det slet ikke. 

Viktor lænede sig en anelse frem.
"Hvordan får du nogensinde noget gjort," sagde han med et skævt smil i mundvigen, "når du er så let at distrahere?"
Hænderne fandt ned til hynderne, fingrene bevægede sig i et diskret spil, som om de havde brug for noget at tage sig til - ivrige, men stadig tilbageholdte.

Det var et bizart træk, men det føltes så rigtigt. Ikke at han havde regnet med at Viktor ville sige nej. 
Intet burde joh være så forkert at det ikke var godt for noget - og lige her - følte Corinth sig ganske godt tilpas. Her kunne han sole sig i opmærksomheden, frit udsyn opad, og fornøjelsen af at rykke ind i den andens intimsfære, det var en han glædeligt tog imod. 
Hvad tænkte han på? 
Svært at sige. Og alligevel, havde kunstneren en anelse, understreget af den sarte rødmen, og blikket, som stak af.  

Men tilbage efter mere, kom han alligevel. 

Lyset kærtegnede det lyse ansigt. Små, falmede fregner var rystet ud over det unge ansigt, han havde næsten glemt at han havde fregner. Lyttende gled Corinths hoved lidt sidelæns imens Viktor talte, efterfulgt af et fornøjet fnys - jah han var faktisk ikke helt sikker selv. "Du stiller de gode spørgsmål i dag" det hjalp dog heller ikke, at han nogle gange følte sig styret af sine til tider spontane idéer. Nogle var blot for gode til ikke at forfølge. 
Lige her, lavede han trods alt stadigvæk noget. Eller nogen, ekkoede tankerne, men vidste godt at det ikke var det, som Alryss sønnen mente, når han så fint lænede sig ind.

Duften af ham var lidt overdøvet af de genkendelige sæber fra Lochtree hjemmet, og faldt som et friskt pust ind i hans sfære. Blikket gled lidt ned til hændernes urolige dans, og dvælede lidt ved de slanke fingrer. Klaverhænder, havde han engang tænkt. Nu, var det nogle lidt andre ting, han hellere så dem sanse. 
".. Hvad motiverer dig?" lød det fra Corinth, men uden helt at vide hvor spørgsmålet kom fra før det forlod hans læber. Blikket kortvarigt fjernt, men blinket tilbage et sekund efter, da han fandt de nøddebrune øjne igen, og smilte skævt. 
En vag tanke var gledet imod de grå, umotiverede dage, hvor det at lave ingenting, var det eneste han kunne rumme. Men siddende her, føltes det som en fjern og forkert, træls ting. 

"Jeg har flere hvor de kommer fra." Smilet blev skævere, øjnene varmere, og noget dæmpet lå og vibrerede under hans åndedrag. Kroppen reagerede som forventet, da Corinth drejede hovedet en anelse, så det strejfede hans lår - som et strengeinstrument spændt en smule for hårdt, altid på kanten af noget, der kunne give efter.

Viktor lænede sig mere frem, overbøjet, nok til at kunne se ham bedre, og et øjeblik blev han tavs, mens blikket bare blev hængende i det andet -  en langsom, næsten doven dans, uden egentlig retning. Han kunne læne sig længere ned - hvis han turde - lade næsen dykke ned i de blonde lokker og trække vejret ind der. Et øjeblik føltes det som om han allerede gjorde det, og hjertet slog overrasket til fantomfølelsen.

Hvad motiverer dig? 

Spørgsmålet brød ind som noget fremmed i det hele, og Viktor rynkede panden let, først dér trukket tilbage i sig selv igen. "Det er et godt spørgsmål." Læberne gled langsomt mod hinanden, mens han tænkte - eller forsøgte at tænke - men tankerne føltes træge - de lå vidst stadig og flød i det samme rolige, døsige lag som før.

Han løftede hånden langsomt. Tøvede, med at strække fingrene. 
"Jeg er ikke sikker på, at jeg har et godt svar." indrømmede han med et lavt grin, der lå tættere på noget andet.
Fingrene fandt vej alligevel, næsten uden at spørge om lov, og gled let gennem det lyse hår - prøvende, spøgelsesagtigt først, bare for at mærke efter om det føltes rigtigt.

Det gjorde det. Og det fik et form for svar til dæmre i ham. 

"...At mærke noget, tror jeg," sagde han efter et øjeblik, lidt lavere nu. Han trak vejret ind, rettede sig en anelse op. Hånden turde mere når han ikke så direkte på Corinth. Var der ingen vidner, kunne han altid benægte det. Og fingrene fik en anelse mere vægt da de gled dybere ind i håret. "Ellers… kan det hele vel være lige meget." Et dæmpet smil gled frem igen, skråt og funderende. 

Det var et abstrakt spørgsmål, og det behøvede ikke noget stort svar. Måske blot en strejfende tanke, når de alligevel sad og vendte intethed med althed. Motivation og distraktion. Og midt i tankestrømmen, følte han nogle forsigtige fingrer føle sig frem.
Oh? 

Der var altid en speciel varsomhed omkring Viktor. En sarthed, som ville visne hvis man klemte for hårdt. Så han kunne være tålmodig, og han kunne sætte sig til rette. Vente på det rette øjeblik - og nu. Det var et af dem. 
Som for at få mere, lænede Corinth sig lidt tilbage til de undersøgende hænder, noget forventningsfuldt dæmrende i de dovne, sammenknebne øjne. 
At mærke noget. Ordene var dæmpede. Intime på en uhyggelig fantastisk måde, som sendte et dump, insisterende bølge af lyst igennem ham. Og han nikkede lidt enigt. Nok til flere ting, da han følte de forsigtige hænder få mere fat, og måtte sluppe noget af luften ud i en tungere udånding. Først der opdagede han, at han kort havde holdt vejret. "At mærke noget..." gentog han sagte, som for at smage på hvordan det lå, inden at han helt besluttede hvad han kunne bruge det til. 
"Essensen af at leve, er måske at nyde det mens det varer?" og han lukkede øjnene. 
Det var svært at være tålmodig. Men når det bar potentialet for udvikling, havde han aldrig været kendt for at forhaste sig. Miste kontrollen, jovidst. Men aldrig med vilje forhaste sig; han nød de små skridt frem og tilbage. Skub og træk. 

Og hvad gik Viktor så efter at mærke? Der var mange oplevelser i vente. Alt det krævede, var nok modet til at tage det. 
Med en sagte, nydende brummen lænede Corinth sig ind i de nysgerrige hænders arbejde, håbende for mere.  

 

"Mmh…" brummede han dæmpet til gentagelsen, og hjertet slog en smule skævt. Han kunne ikke helt afgøre, om det lød fjollet nu, hvor det blev sagt højt; eller om det egentlig var rigtigt nok. Det afhang af, hvordan det blev taget imod.
Blikket gled frem for sig uden rigtigt at fæstne sig, som om rummet langsomt trak sig tilbage, i takt med at Corinth lænede sig længere ind mod ham. Han mærkede det med det samme. Vægten af ham… Varmen, der ikke forsvandt, men steg.

Fingrene standsede ikke. Corinths tunge åndedræt fik et lavt prust til at slippe næsen, og brystet strammede sig, idet han lod den anden hånd finde vej også - så begge nu bevægede sig gennem de bølgede lokker. Først forsigtigt. Så en anelse mere sikkert, som om de fandt en rytme, der ikke helt var hans egen. Hans hår ville se forfærdeligt rodet ud, når han var færdig... alligevel blev han ved. 
De stille, filosofiske overvejelser gled i baggrunden, da han sænkede blikket mod den anden. Opdagede, at øjnene var lukkede og blev der. Blikket vandrede uhindret over det lyse ansigt - dvælede ved roen i det, ved den åbne, næsten ubeskyttede måde han sad på under ham.

"Ja…" Ordene faldt lavmælt, som en fortrolighed delt mellem dem. "Det ville jeg mene." Brynene buede sig en anelse, og han sank, mens fingrene begyndte at bevæge sig i små cirkler. Langsommere nu, mere bevidst. Blikket fulgte bevægelsen et øjeblik.
"Hvad med dig?" Smilet lå i stemmen. Boblede dæmpet. "Hvad motiverer dig?"

Der var nok få tidspunkter som ikke fortjente en facade. I hvert fald hvis man spurgte Corinth. Et af dem, var nok når man sov - der var man alligevel ikke til stede - og den anden... jah, det var nok når man ikke magtede at holde sammen på det længere. Når sprækkerne blev for store til at lappe, og det måske var lettere at bygge noget nyt op, hvor det gamle var faldet. 
Roen var dog ægte. Han kunne fornemme den, som et tungt, men behageligt træk i armene; nyde det der var, nu hvor de alligevel snakkede om livets små gaver. Og glæder. 

Hvad motiverer dig? Spørgsmålet var uskyldigt, men sendte et forbudt, vidende sug igennem hans ro. Ikke at det fik lov til at bryde frem. I hvert fald kun som tænksom spænding, fordi det var joh et godt spørgsmål. Og det krævede et pænere svar, end vold, dyre fornøjelser, magt, sex og tragedier. 
Hmm. 
Måske en dag de kunne dele den stund sammen. Men for nu, var der velsagtens andet man kunne trække på, og Corinth trak lidt tøvende på skuldrene. "Måske mine relationer..?" Nej. Blikket gled op i et lille ryk da han grinte. Tilføjede dæmpet, fordi han alligevel hørte noget bizart i det. "Arh. Det lyder alligevel lidt for sødt, men jeg tror du har fat i noget" og opdagede her.. at han blev observeret. Som en vag fornemmelse, der på trods af at vinklen var lidt sjov, gjorde at han ikke var i tvivl. 
Han havde set ham gøre det før. Og nogle gange, kunne han blive i tvivl om hvordan Viktor overhovedet kunne holde sammen på sine egne sprækker - tragisk komisk - men han behøvede ikke at kigge væk. Ufortrødent, uden at skippe meget mere end et hjerteslag, forsatte han sin pointe. "Du ved, oplevelser? Jah, gerne med andre" 

Hans ansigt vred sig en smule i en næsten forundret fornøjelse ved Corinths rettelse. For sødt, simpelthen? Et dæmpet fnys slap ud gennem næsen, og noget i hans blik blev varmere, mere hængende, mens han lyttede videre uden at afbryde. 
Fingrene bevægede sig stadig i håret - lidt friere nu, som om de havde glemt, at de burde tøve.
"Oplevelser med andre…" gentog han lavmælt, mere for sig selv end for Corinth, og nikkede en anelse. "At nyde livet med andre, mens det varer." konkluderede han, granskende. På den måde gik deres tanker egentlig meget godt i spænd. Blikket gled ned mod ham igen, dvælende et øjeblik. Et lille sug gik gennem ham da han blev opdaget i at kigge.

"Og er der så noget, du mangler at opleve?" Spørgsmålet lød let, næsten uskyldigt; men blev hængende en anelse for længe i luften til at være helt uden kant. Der havde ikke været bagtanker med det, men nu virkede det næsten som om at der var. Viktor kunne ikke helt finde ud af om han håbede eller frygtede, at Corinth tolkede det sådan. 

Fingrene fandt båndet i håret. Det sad allerede løsere. I en rolig, flydende bevægelse trak han det fri, lod håret falde tilbage, som om det var det mest naturlige i verden.
"Du behøver ikke sidde dernede," tilføjede han efter et øjeblik, næsten henkastet, mens blikket stadig hvilede på ham. "Gulvet er jo hårdt at sidde på." Et lille smil trak i mundvigen og han skar en grimasse, "Jeg burde det vide - jeg har trodsalt testet det for dig." Den dæmpede latter lå tæt på, men helt uden at bryde det andet, der lå imellem dem.

Måske det bare handlede om at holde sig til det reale. Inde på stien og i sidste ende, ville det ridse reglerne godt op, uden mulighed for at træde forkert. Jah det var ikke meningen at han skulle sidde her. Føle de forsigtige hænder tage mere fat, og læne sig mageligt ind i det. Men det havde aldrig været tilfredsstilende, at følge sådan nogle regler. På det punkt, ville han nok aldrig helt være en god læremester - hverken det, eller hvilket andet navn man ønskede at kalde det. 
Men indtil det enten blev for meget, eller for lidt, ville han nok nyde det. 

Og var der så noget som han manglede at opleve? 

Det var et dæmpet pust som kildede ham i nakken da håret faldt. De mørke øjne, vagt vinrøde i den dovne formiddagssol betragtede ham lidt overvejende, med et skævt smil voksende i den ene mundvig. Ahah. Det var en kvik joke, det måtte man da give ham, og Corinth lod den alligevel ikke helt slippe ud. Og var der så noget, som han manglede at opleve?
Det lagde sig i stedet som en underholdt, næsten flirtende undertone da han svarede. "Så.. ingen mulighed for at finde dig på gulvet igen, her i fremtiden?" og Corinth sank, et blik sidelæns da han mere sobert (men ikke helt ked af sin vovethed) tilføjede. "Jeg kan godt overtales til en siddeplads. Selvom jeg burde vende tilbage til arbejdet.." 
Jah der var joh mange ting man burde, men en nysgerrig, tålmodig del af kunstneren, ville se hvor Viktor ville have ham, hvis det ikke var malende. 
I slutningen gled fokusset tilbage på den kære Alryss. Samme, tålmodige nysgerrighed, som ikke helt gjorde mine til at rykke sig før han fik serveret et bedre alternativ. 

Undertonen der lå i bemærkningen vrikkede som en lokkende pegefinger foran Viktor. Og alt han kunne tænke på at svare, selvom han ikke kunne få sig selv til at sige det, var: 'det må tiden vise.' For var det usandsynligt, neej da - spørgsmålet var bare hvorfor og med hvem. Det var alt for nemt at lege med, og give sig hen til de her slags øjeblikke uden fornuft i sig.
I stedet krøllede smilet sig en smule, mere lukket nu, og et dæmpet fnys slap ud gennem næsen; noget i det næsten hemmelighedsfuldt. 

Selvom jeg burde vende tilbage til arbejdet... Det var vel Corinths måde på at give Viktor en udvej, og lade som om han ikke lagde mærke til alle nuancerne i det unge ansigt. Hænderne standsede i håret. Et øjeblik tøvede han, mens læberne langsomt gled mod hinanden, som om han smagte på noget, han ikke helt havde besluttet sig for endnu.
Noget i ham ville gerne have ham i sofaen, en djævelsk nysgerrighed der ville se hvad der skete, hvis han tillod det - og en anden, mere sober indstilling, opildnede ham til at bede Corinth gå tilbage til lærredet, som det oprindeligt var planen. 

Måske havde Corinth allerede gennemskuet Viktor. Dårlig til at holde sine kort tæt på kroppen, og måske alt for villig til at lade ham få et glimt. "Kan du overhovedet finde tilbage til lærredet," sagde han så let, men med en anelse mere kant end før, "hvis du først sætter dig herop?" luften føltes tør - kildrende gennem nerverne til nervøse hjerteslag. 
Han fjernede hænderne. Lagde dem i stedet tungt i hynderne ved sine sider, som havde han besluttet sig... eller i hvert fald lod som om. 

Hænderne faldt fra, men ordene blev. Og imens de blev vejet hos Viktor, trak han det andet ben op til sig, for at sætte sig i skrædderstilling - op skulle han nok komme, om det så var den ene eller den anden vej. Højre eller ventre. 
Og så besluttede han sig. På ægte, adelig maner, når man nu besvarede et spørgsmål med et spørgsmål. Corinth's øjne smalledes, et smil der skubbede smilerynkerne frem i det ellers lyse ansigt. Måske. Og han trak stort på skuldrene, da han alligevel ikke helt kunne afvise det. "En god overvejelse.." Så. "Lad mig teste det for dig" 

Det kunne måske godt lyde som et forslag. Men Corinth ventede ikke meget tid på et svar, og stødte hænderne imod gulvet for at komme op og sidde. Hænderne børstede lidt usynligt støv af hinanden, og han skævede henover skulderen.

Måske han ikke ville finde tilbage til lærredet lige foreløbig. 
Og måske var det også okay. 
Værende en der sjældent havde mange overvejelser over hvorfor eller hvem han fandt interessant, men altid jagtede følelsen.. jah så gav Viktors elektriske nærvær en summende fornemmelse af både ro og oprør. Man kunne ønske mere, uden nødvendigvis at vide hvorfor - og han bekymrede sig heller ikke om hvorfor. Som at stå i øjet af en orkan, og ikke ane hvordan alt omkring én blev revet op med rødderne. 
Corinth blik skævede nedover den høflige adelssøn, som så fint havde sørget for at få sat håret i større uorden end det allerede havde været. Og rykkede med et tilfreds prust til siden, for at læne sig tilbage i det blødere underlag.
Nu, indenfor rækkevidde og måske imens han ikke var helt klar på det, strakte han hånden frem i et lille grin for at rode de mørke krøller lidt drilskt rundt. Måske bare for at røre ham, måske for at gentage lidt af pladsen i chaiselongen. Måske bare fordi han kunne.