Lige nu var Viktor vågen som en sommernat, og hans nysgerrighed var næsten ikke til at bære, når han tænkte på, hvad den ældre knægt kunne mene med de ord han havde sagt. Fuld eller ej, der måtte være sandheder i dem, omend kryptiske. Og han skulle nok fange ledetrådene efterhånden som han ville få dem fisket ud af Frederik.

At man ikke er til det? Hans hjerte var en ustoppelig tromme af nervøsitet, men også et af håb. Et håb for at hvad den anden egentlig gik igennem, var noget lignende Viktors. De kunne være sammen om det, ikke? Det ville ikke være lige så svært alene.
“Frederik, er du-” han blev afbrudt af den andens tysseri, og han tav. Hånden var blevet fjernet, og Viktor skævede lidt til Frederik da han igen ‘lagde sig til rette’ op ad ham. Et mildt suk forlod ham, og han stirrede lidt frem for sig, uden rigtig at kunne tænke en ordentlig tanke, da alt for meget gik igennem ham lige nu. Hvis Frederik var til mænd… Han sank en klump, og gned sig lidt ved hjertet. De varme følelser, måtte han erkende, havde allerede taget bolig i hans bryst, men hvornår disse følelser var spiret frem, kunne han ikke sætte en finger på - som om de havde været der hele tiden, blot gemt væk, indtil Frederik fik dem frem i lyset. Det var for sent at undertrykke dem nu.

Efter et par minutters stilhed, forsøgte Viktor at sige noget igen, men Frederik reagerede ikke på det. Armen han havde liggende bag Frederik var begyndt at summe af følelsesløshed, men han rykkede sig ikke. Ville ikke ødelægge deres øjeblik. Vejrtrækningen blev tungere hos Frederik, og så løsnede de foldede arme sig en smule, og armen tættest Viktor gled fri og lagde sig i den ældre knægts skød. Sover han? Viktor måtte hellere få vækket ham, og få ham op på sit værelse så han kunne sove rusen ud men.. Blikket faldt på hånden, og hjertet hamrede fortsat. Det kriblede helt ud i de små fingre da han erindrede hvordan hånden havde ligget på hans inderlår forinden, og hvordan fingrene.. dengang, havde gnedet sig frem og tilbage på lænestolens arme.

“Frederik..?” spurgte han stille, men der kom ingen reaktion. Han fugtede underlæben med et tungt suk mens han prøvede at undertrykke sine impulser da de nøddebrune øjne betragtede den andens hånd igen. Impulsen var stærkere end ham. 

Med hjertet siddende i halsen..
Bank-bank 
fandt hans fingre vej til Frederiks..
Bank-bank
og flettede dem langsomt sammen med hans.
Bank-bank

Kroppen begyndte at sitre svagt. Det var som om deres hænder var skabt til at passe sammen, som to brikker i et puslespil. Fyrværkeri spredtes fra deres håndflader gennem kroppen på Viktor, og det føltes bare.. så rigtigt. Han turde næsten ikke trække vejret i frygt for at blive opdaget, og lænede sig langsomt tættere ind til Frederik. Øjnene søgte kortvarigt rundt, for at se om der var andre tilstede, før han hvilede hovedet mod Frederiks. Kinden i hans hår. Men det var bare Viktor og ham.. og Viktor nød øjeblikket af samhørighed mellem dem, omend det bare var skabt af ham for en stund. Ganske svagt, knugede han sin hånd lidt mere om Frederiks, så fingrene blev fuldendte i deres sammenfletning. 
Vi sidder bare sådan her lidt endnu.. og så går vi.. fortalte han sig selv, og lukkede øjnene. 

 Det tog ikke mange vejrtrækninger før Frederik var døset hen. En søvn uden drømme og ganske overfladisk. Men det var alt hvad Frederik skulle bruge lige nu. Lidt søvnige, små sovende lyde forlod ham af og til, men intet der indikerede at han var vågnet - for det var han ikke.

 Først da han mærkede en ekstra vægt mod hovedet efterfulgt af et klem om hans hånd, vågnede han lidt op. Frederik flyttede dog ikke på sig. Der var noget underligt over hele situationen. En varme om hånden, vægt mod hovedet. Frederik sank en klump. Det var meget rart. Og da han kom i tanke om hvor han var, hvem han sad med. Det var som om hjertet satte farten lidt op.
 Det var forkert. Men det var det mest rigtige han han følt i dag. Men det var forkert. Det måtte være fordi han var fuld. Kroppen var forvirret. Hovedet var forvirret. Han sov sikkert også stadig lidt. Fanget af hele stemningen, kunne Frederik ikke lade hver med lige at give hånden i hans et lille klem. Bare et lille et. Nej, det var ikke drøm.. Et mareridt! Det var hvad det ville være! Frederik forsatte dog med at sidde med lukkede øjne, og han gjorde ikke andet. Det var ikke fordi det var okay! Han var bare for træt til at virke vågen endnu!

Tætheden var kompliceret, omend rar. Den var skrøbelig, i al sin pragt og Viktor ville pakke den ind i vattæpper for at bevare den i sin helhed uden at der kom skår. Lad der endelig ikke komme revner i dette, og alligevel følte Viktor sig som en tyv i natten der stjal noget fra den anden uden hans samtykke. Men.. det var jo kun hænder der flettede sammen - selvom det kunne synes som hvis sjælene gjorde det samme. Ren indbildning, eller snarere ønsketænkning. Hjertet var dog ligeglad; den gjorde hvad der passede den. Lige nu hamrede den mod brystet som kraftig regn på ruden en stormfuld nat. 

De havde siddet sådan i noget tid, i det flygtige motiv Viktor havde skabt for dem. Han ville ønske det kunne forsætte, trods nakken føltes stiv og venstre arm der var bag Frederik kunne han ikke længere mærke. Men han mærkede alt i sin højre hånd som var forbundet med Frederik. Og så.. et lille klem om hånden,  ganske nænsomt. Viktor løftede hovedet med et lille ryk - forskrækket, og hjertet hamrede en smule panisk i frygt for at Frederik var vågen og opdagede.. det her; noget han ikke burde. Viktor sad bomstille, og ventede på om der skete mere. Vejret blev holdt, men.. der skete ikke mere. Måske var det bare en muskel i den ældre knægts hånd der havde bevæget sig mens han sov. Godt.. Den unge adelssøn sank en klump, og tog en dyb indånding som han rettede mere på sig. Det gjorde ondt at slippe forbindelsen til Frederik, men han viklede fingrene forsigtigt ud af hans, og fortrød det med det samme. Hånden føltes pludselig så tom.

"Ah" sydede han chokeret over dødvægten af venstre arm da han prøvede at flytte på den. Den føltes som en prikkende, klump kød. Men, de måtte jo hellere komme op på værelset. Han åbnede og lukkede venstre hånd et par gange for at få flimmeret til at ebbe ud, mens han skar en grimasse af ubehag. Men det var dét værd. Viktor smilede kort for sig selv, men det forsvandt og han så mere neutral ud da han fokuserede på sin ven.
 "Frederik.." sagde han dæmpet og vuggede hans skulder en smule for at vække ham. "Du skal op at sove." Og bare tanken om at søve fik ham til at undertrykke et lille flygtigt gab. 

 Den pludselige ændring i Viktors stilling ved det lille klem fik det sitre svagt i mundvigene. Opdaget. Eller ikke, for som Frederik blot blev siddende som han sov, var det også nærmest det der skete. Trætheden havde stadig sine tunge fingre om Frederiks lange krop, og stilheden der var mellem dem og i deres omgivelser gjorde det nemt at finde vejen tilbage til søvnriget. Den tunge vejrtrækning fandt tilbage mellem dem, Frederiks krop blev rigtig slap igen, og en lille, diskret snorken forlod Frederik.

 Han mærkede ikke Viktor flyttede på sig igen. Først da han blev skubbet til, sat i bevægelse, vågnede han lidt op med et lille mh, inden han vred sig lidt utilfreds over at blive vækket. 
 " ... Sover... " lød det mumlede fra han. Jeg sover allerede, en sætning hvor der meste forsvandt men essensen forblev det samme. Han kunne bare sidde der. Frederik satte sig mere op og fik foldet armene over brystet igen. Klar til at sove videre. Viktor gav dog ikke op og som han blev mere insisterende i at vække Frederik, endte den ældre knægt med at svinge en sløv, lettere ukontrolleret hånd ud efter ham for at få ham til at stoppe med et utilfreds grynt.

Det var lidt mere besværligt end som så at vække bjørnen fra sin søvn, og Viktor glædede sig ikke til at skulle være den der fik slæbt det brød af en mand op på sit værelse. Han var jo hoveder højere end adelsdrengen, men han måtte tage det som det kom - forhåbentlig ville Frederik være bare nogenlunde tilstede i sin døsende rus når de endelig kom op at stå fra bænken. Hemmelighederns bænk, døbte han den nu, og ville aldrig glemme denne aften. Det var næsten en skam at Frederik ikke vidste hvad der var sket.. men også kun næsten. 

"Frederik.." jamrede han træt, og sendte ham et blik der matchede. Alligevel var der antydningen af et smil i hans mundvige, for.. det var ret sødt, skønt det ikke var optimalt. Han rynkede panden koncentreret og skævede lidt rundt på omgivelserne igen for at se efter nogle gode idéer, da han så mærkede, (og opdagede ud af sit perifere syn) den sløve hånd daske ud mod sig. Viktor nåede lige at tage fat om den - og et lille stød af deja vu ramte ham på ny da deres hud strejfede hinandens. Helt automatisk fik fingrene sit eget liv, og klemte ganske blidt om den - og han måtte blinke for at fokusere så han ikke blev trukket ind i sit Viktor-skabte maleri igen. 
"Du kan ikke sove her." formanede han lidt, og prøvede at lyde som hans far ville have gjort. Han blev tavs et øjeblik, mens han bare sad og så på Frederik. Brynene løftede sig lidt da ansigtets folder blødte op jo mere han så på det sovende, små irritable ansigt foran sig. Hånden havde han stadig fat om - skulle han daske rundt med den igen - og så, efter mange overvejelser, rejste han sig endelig med et tungt suk. Skiftede den hånd han holdt Frederik med, og tog så fat om hans skulder. Prøvede at guide ham frem, mens han selv stod lidt foroverbøjet. Hånd i hånd, og hånd på skulder. 

"Hjælp mig lidt, Frederik - så jeg kan få dig op at stå, be' om." bad han, og synes at det hele var ganske tragikomisk. 

 " Mh mh, " lød det tvært fra den søvnige mand da han hørte sit navn. Han gad ikke, han sad godt. Han trak ikke engang hånden til sig da Viktor fik fat i den. Frederik gjorde sig bare klar til at sove videre, bare lige lidt. Han skulle nok vågne om en times tid. Men Viktor ville ikke lade ham være. 

"  Mh... Djet' fintt.. " smaskede han lidt, og da Viktor rejste sig, og derved fjernede Frederiks støtte, væltede Frederik til siden lige så stille, til han næsten lå ned, kun holdt oppe af Viktor der havde fat i hans hånd. Det gjorde lidt ondt, og Frederik gav sig lidt ved ubehage af at få vredet armen lidt om. Viktor slap ham heldigvis kort efter, og Frederik  var klar til at falde hen ned at ligge, men i stedet blev han holdt oppe ved skulderen og skubbet frem i stedet - noget der klemte på maven, og satte gang i ting der ikke var rare. En lyd skabt af en forstyrret og uroligt mave forlod Frederik, der valgte at tage Viktors bedende ord til sig, og han lagde en ujævn kraft i at komme op at stå. 
 " Urgh... " Lød det klagende fra Frederik, hvis mave bestemt ikke brød sig om at være blevet klemt lidt sammen og efterfølgende rystet rundt fra at blive hevet op at stå.

Det måtte se ganske underholdende ud, så man det hele udefra. Hvordan det lignede at kolibrien prøvede at flytte på en struds. Viktor havde det som en mus, der prøvede at bære en hel ost ned ad en trappe - det var både møg besværligt, og hans chancer for succes var begrænsede. Han fortsatte dog ufortrødent, selvom den unge adelssøn ikke ligefrem kunne prale af sin armstyrke. Eftersom hans træning primært bestod af fægtning og andre kunstneriske aktiviteter, var hans arme nærmest at sammenligne med størrelsen på en tøjklemme, i forhold til Frederiks massive biceps.

Og nu var fyrtårnet også ved at vælte ned at ligge, og vred sig besværligt i Viktors halvakavede greb om hånden, som heldigvis endte med at blive reddet af ham, da han fik ham nogenlunde støttet op at sidde igen. Han kunne mærke sin egen vejrtrækning blive tungere af det kommende besvær - men den svære del var ikke engang begyndt endnu. 
"Jeg ved det.." sagde han sympatisk da Frederik kom med sine brokkende lyde. Brynene var i en fastlåst tilstand af bekymret koncentration, der dansede en smule som han forsøgte at finde ud af hvordan han fik ham op - men som den faldende regn efter en evighed med tørke, kom Frederik selv op at stå. Viktor placerede fødderne solidt under sig, og fik armene slået om Frederik så den høje knægt kunne bruge Viktor som en støttepæl. Det resulterede også i at Viktors ansigt et kort øjeblik blev mast ind i brystkassen på den anden. Et besværet, "Umfh.." forlod næsen, mens han prøvede at møve sig op på siden af Frederik. 

"Okay.." sagde han påpasseligt, og fik presset sig helt op af den ældre knægts side. Armen kom over Viktors skulder, og han slangede sin anden arm om lænden på Frederik og holdt godt fast i ham. Før han begyndte at gå, lagde han en plan for hvad der var den nemmeste vej til værelset. Tøvende tog han et skridt frem, med en dyb indånding. Bare.. et skridt efter det andet.  

De var kun nået et par skridt, og så måtte Viktor rykke sig hurtigt til siden da Frederik igen måtte kaste op. Den unge Alryss søn støttede selvfølgelig sin berusede ven, men måtte skæve væk fra optrinnet med en rynket næse. 

Turen hen til værelset føltes som en evighed. Det var som om trappen strakte sig i det uendelige, og Viktor mærkede sveden samle sig i sine hænder, som var begyndt at ryste en smule af anstrengelsen, og hans greb om Frederiks krop var ved at glippe flere gange. De snublende bevægelser og halvvejs pauser for at få pusten tilbage var ikke nok til at dæmpe den brændende smerte i hans muskler, og han var nødt til at kæmpe sig gennem den tilbageværende afstand. 

Men selv med det opbremsende tempo, nåede de til Viktors værelse, der duftede af mandarin blomster, kaffebønner, og oliemaling. Ellers meget rent, og nydeligt. Skrivebordet havde en ufærdig skitse liggende af nogle blomster. 
"Årh.." sukkede han døjende da han endelig fik sat Frederik fra sig i sengen og ømmede sine stakkels muskler. 
"Jeg håber -" han sank en klump, og forsatte "At du værdsætter min heroiske indsats." sagde han forpustet med et lille suk til følge, og bukkede sig frem med hænderne på sine lår. 

 Viktor fik Frederik op at stå og med lidt besvær fik han gang i den højere knægts ben og de begyndte langsomt at gå et eller andet sted hen. Frederiks øjne var knap nok åbne, og egentlig var han ikke specielt interesseret i hvor de gik hen. Noget sagde ham at Viktor nok skulle passe på ham. At han kunne stole på den unge adels knægt.
 Den lille masning af maven, efterfulgt af bevægelserne fra at komme i gang med st gå en nok særlig ujævn gang, grundet Frederiks hæmmede tilstand, fik rigtig blandet tingene sammen i maven og sat gang i en særdeles ubehagelig reaktion. Som vandrede der en bølge op gennem Frederiks krop der startede i maven og sluttede i halsen, trak det hele sig sammen, og endnu en gang måtte han tømme kroppen. Den fri arm famlede lidt frem for sig efter et eller andet at støtte sig op af, som havde han glemt han ikke stod ved muren længere, og endte med at støtte den mod låret, da der ikke var andet. 

 Udtømninger virkede til at lette Frederiks beduggede sind lidt, og da de gik videre virkede han lidt mere klar i hovedet til at gå. Han hang stadig en del op og Viktor, gik stadig en del besværet, men han gik. 

 Frederik var overbevist om at Viktor måtte være ved at følge ham tilbage til Svennings Gård, for det virkede som evigheder at de gik. Det ville ingen ende tage. Indtil de nåede hvad der umuligt kunne være andet end paradis. Den lidt søde duft blandet med noget hjemligt, kunne da ikke være andet, og Frederik brummede let med mundvigene trukket op i et behageligt smil. Skyen han blev sat i omfavnede han trygt, og det tog han ingen tid at vælte omkuld i sengen, benene stadig på gulvet og overkroppen vredet sp han lå med hovedet ned mod sengen. 
 " Mmmhh.. " brummede han lavt som næsen tog skyens duft ind. Det var lige til at blive endnu mere beruset af. 
 " Hjimmelssk, " sukkede han uden rigtig at registrere hvad Viktor sagde.

Den svære del var overstået. De to knægte var nået enden af tunnelen, men.. nu begyndte fase to, og Viktor kunne unægteligt komme udenom det næste i processen. Frederik skulle ud af tøjet, så han kunne komme ordentligt i seng.

"Himmelsk?" Gentog han lidt spøjst, og rettede sig op igen. Han vidste ikke helt hvad Frederik hentydede til, men gættede at det måtte være rart endelig at ramme sengen, og det var hvad der fik fuldemands-Frede til at brumme sådan af velbehag. Forståeligt nok, bænken kunne umuligt have været behagelig.
 
Med et overvundet suk tog han synet af Frederik ind.
 "Du skal ud af tøjet så du kan sove." sagde han, mens han tøvende bed sig i underlæben. Men Frederik havde også hjulpet ham før, da Viktor var i samme tilstand, ikke sandt? Han var i det mindste kommet ud af sit tøj på en eller anden måde. I sidste ende ville Frederik nok være taknemmelig, tænkte han og håbede på det samme.

"Mhm.." Viktor brummede beslutsomt, men hans hænder rystede lidt, da han satte sig ned på gulvet og begyndte at fumle med Frederiks støvler. Stilheden i rummet var øredøvende, og det føltes næsten som om, han var på vej til at begå en forbrydelse. Men han prøvede at ignorere nervøsiteten og i stedet fokusere på opgaven foran sig. Først tog han sine egne støvler af og skubbede dem til side, inden han langsomt begyndte at binde Frederiks fødder fri. Da han løftede det lange ben for at tage støvlen af, holdt han vejret og bad til, at Frederik ikke ville vågne og opdage ham. 
Det var jo ikke fordi han gjorde noget forkert! Men heldigvis gik det smertefrit, og Viktor kunne trække støvlen af uden nogen form for modstand. Han trak et lettet suk, da han lagde støvlen fra sig og kiggede op på Frederik, der stadig så ud til at sove uforstyrret.

Så langt så godt. Blikket faldt uvilkårligt på Frederiks skridt da han var i øjenhøjde til det, og brynene rynkede sig utilpas. Kinderne der allerede var varme fra tidligere, begyndte at blomstre i sin lyserøde farve på ny. Viktor rejste sig forlegent, og gik hen for at tænde lys på bordet, så en mild oplysning uden at være for skarp bredte sig i rummet, og så vandrede han tøvende tilbage til Frederik. Han kunne ikke få sig selv til at pille ved den andens bukser, endnu. Det virkede så forkert, men.. de kunne umuligt være rare at sove med. 
Viktor tog dog den lettere opgave til sig som det første istedet, vesten.

Fingrene lagde sig om de glatte knapper, og én efter én begyndte han at få åbnet den smukke vest. Hans blik var dog hele tiden rettet opmærksomt mod Frederiks ansigt, som om han forventede en indvending. Hver gang en knap blev åbnet, bankede Viktors hjerte hårdere og hans bryst spændtes af en følelse af beruselse. Det var både nervepirrende og spændende at klæde Frederik af - og han fik helt dårlig samvittighed af at tænke sådan om den ældre knægt, der lå forsvarsløs på han seng. Han prøvede ikke at tænke på de sære følelser, og fokuserede sit bedste på at få vesten af ham. 

 Det bløde underlag og varmere omgivelser fik hurtigt lullet Frederik i søvn. Vejrtrækningen var tung og kroppen slap. Til forskel fra luren på bænken, begyndte drømmebilleder ligeså stille at infiltrere Frederiks søvn. Det var ikke andet end små glimt, men Frederik havde haft før, og for hver gang han så dem var det som om han så mere.
 Kort, lyse brunt hår, der hang let ind foran et pjusket øjenbryn.
 En en lys kind der havde milde toner af solbrun over sig, med brune skægstubbe, der løb langs kæben.
 Store, ru hænder, der var gjort grove fra fysik hårdt af arbejde.

 Hænder der kørte over han fødder, og ligeså stille gled op af Frederiks ben, mens de let trykkede i den bløde hud. Først det ene ben, og derefter det andet. Det fik Frederik til at smile i søvne og en lav, tilpas lyd forlod ham. Og da hænderne begyndte at glide over Frederiks brystkasse trak mundvigene sig yderligere op. Lige så stille gled de ned over huden, langsomt og pirrende, fik Frederik til at flytte lidt på sig, og da de nåede munden af maven slap et tungt og behageligt suk ud over Frederiks spinkle læber.
 Som Viktor fik klædt Frederik af et stykke tøj af gangen, lå Frederik blot som en kludedukke i sengen, og blandede Viktors afklædning sammen med behagelige drømme. 

Knap efter pinefulde knap. Viktor vidste godt, at måden han lænede sig ind over Frederik og afklædte ham på, var en ekstrem intim position, en ekstrem intim handling, men han fortsatte. Selvom der ikke var meget lys inde i soveværelset, kunne den unge adelsmand netop ane at Frederik smilede i søvne. Efterfølgende kom der et suk der fik hårene til at rejse sig på de bare arme, og forsatte videre op under de opsmurte ærmer. Hvad Viktor ikke ville give for at finde ud af hvad der lå til grunde for det lykkelige udtryk der lagde sig som et sandfærdigt slør over Frederiks ansigt. Men måske var det bedre ikke at vide det; for i sidste ende kunne det umuligt være ham den anden drømte om - sukkede efter. Som hvis han sagde, 'Ja, det er sådan her det skal være. Med dig kan jeg føle mig hel.'  Der var en fin balance mellem at ønske at vide det, og komplet ignorance. 

Viktor opdagede slet ikke at han i sine dybe tanker, havde fået vesten helt af det lange spektakel. Det blev næsten kun værre for hjertet da hænderne kom til skjorten, og skulle den unge adelsmand være helt ærlig, så standsede han ved sjette knap. For fingrene rystede, vejrtrækningen blev tung, og skønt han kun havde fået en smule af Frederiks vin her til aften, følte han sig enormt påvirket. Det var pinligt at indrømme, men synet af den mørke brystbehåring gav Viktor lyst til at sænke hovedet, og køre næsetippen hen over det. En spirende nysgerrighed, da det var en kontrast til hans egen glatte brystkasse. Han kunne allerede fornemme hvordan det ville kilde, og læberne ville følge trop, og kærtegne brystet, som bare fødder der løber hen over blødt græs på en mild sommernat. Men Viktor gjorde det ikke, lod det blive ved fantasien (som så meget andet), og beklagede sagte for sine upassende tanker til Frederik. 

Han måtte stoppe nu, bukserne blev hvor de var - og han rodede ikke mere ved den ældre knægts tøj. Ville Frederik ud af mere af sit tøj, måtte han gøre det selv i ly af natten. Istedet fik Viktor løsnet dynen fri, og puttede den godt om ham. Nu kan du sove - skønt han allerede var i dyb søvn. Grevesønnen kunne ikke andet end at føle en enorm trang til at passe på den mørkhårede knægt som han lå der, og svor for sig selv, at hvis han kunne - så ville han. 
"Jeg skal lige ud og sige godnat, så kommer jeg tilbage." sagde han dæmpet, selvom han godt vidste at Frederik allerede var for langt væk til at kunne høre ham. På vej han til døren kom han i tanke om sløjfen i håret, så han standsede op, og kunne ikke lade være med at smile moret, men varmt af den da fingrene kørte hen over silke stoffet. Som var det en del af Frederiks humor, og deres relation han bar i håret. Det var det. Han tog den dog ud, og lagde den som sit kæreje på skrivebordet, ved siden af morgengry kunstværket, og forlod rummet for at sige godnat til sine forældre, og gøre sig klar til natten.

En lille halv time var gået inden Viktor vendte retur til værelset, og han havde ikke nævnt for nogen at Frederik sov på hans værelse. Han kunne godt lide at værne om den hemmelighed. Han havde et glas vand med til Frederik, hvis han blev tørstig i løbet af natten, for det var forsent at få ham til at drikke noget nu. Længe stod han dog og overvejede hvordan de skulle gøre det. Sove i samme seng, skulle de sove i samme seng? Viktor bed sig i underlæben og tøvede igen. Men aldrig i livet om han skulle sove på gulvet, eller skrivebords stolen. Viktor knappede sin vest op, og lagde den over stoleryggen på vej hen til sengen. Med blide bevægelser, i frygt for at vække den anden, kom han ned at ligge ved siden af den ældre knægt, men oven på dynen. Han løsnede et par knapper i sin skjorte, og lagde sig ellers til rette med det meste af sit tøj på. Søvnen kom hurtigt til ham.

Morgenen efter, lå Viktor stadig oven på dynen, trygt ved siden af Frederik. Den ene hånd hvilende på maven, mens den anden hånd lå under krøllerne, og hovedet var drejet mod den ældre knægt. Blide, men dybe vejrtrækninger undslap ham, mens læberne lå let på gled. Ganske fredfyldt, og rummet opvarmet af morgensolens stråler der skinnede ind gennem vinduet. 

 Hænder på overkroppen blev skiftet ud med læber mod brystkassen bare hud. Brum forlod ham og Frederik bevægede sig lidt som han skød brystet op i sin drøm. Men så trak læberne sig, noget med at sige godnat, og efterlod Frederik med følelses af at være tom og fuld på samme tid. Det var frustrerende og Frederik følte sig urolig og havde det som var hele hans verden sat til at snurre rundt. 
 Trods følelsen af uro i kroppen, slå Frederik stille som en død, for han havde nok næsten drukket hjernen ihjel. Lydene der kom i takt med Viktor kom tilbage og vandrede rundt i rummet, fik den ældre knægts krop til at vågne lidt op, og han fik viklet sig lidt ud af dynen. 

 Frederik blev vækket af en dunkende hovedpine der gav han en følelse af, at nogen stod og slog ham i hovedet med en hammer, samtidig med maven slog kolbøtter imens den blev klem sammen. Alt snurrede rundt da han fik sat sig op, og det var svært at få blikket til rigtigt at fokusere, og finde en eller anden skål af en art. I et tilfældigt forsøg flagrede hånden ned under sengen, mens den anden var mod munden, i et forsøg på at holde den forrige aftens dumheder tilbage, inden han heldigvis fangede en nat potte tidsnok til at han eksploderede ned i den, frem for ud i rummet. 
 Alt hans bare hud blev klam af sved. Pandehåret klistrer sig til panden, og ryggen - der var blevet blottet i løbet af natten, som Frederik havde fået armene ud af skjortens ærmer og nu hang om livet på ham i stedet - nærmest glitrede når lyset ramte sveddråberne der stille viste sig på ryggen. 
 " Urgh.. " stønnede han utilpas da det virkede til maven ikke havde mere at tømme ud af, og udmattet og træt rakte han ud efter vandet han kunne se stå og grine af ham, ud af øjenkrogen. Munden blev skyllet og han spyttede det ud i natpotten inden han tog en lille tåre af vandet sin han drak, satte potten på gulvet og lagde sig ned i sengen igen, armen hen over øjnene. Hvad skete der den forrige aften? .. og hvor var han? Med panden rynket flyttede han armen og så sig lidt om. Han kunne ikke kende rummet - han var ikke på Svennings Gård - og så landede blikket på Viktor der lå ved siden af ham. Ah.. vent.. hvordan var han endt i seng med Viktor? Armen lagde sig foran øjnene igen og Frederik lod hovedet forsøge at forsvinde ned i sengen med et tungt suk. Det gjorde ondt det tænke for meget..

Der var et eller andet der møvede sig rundt i hans seng. Det fik madrassen til at bølge og summede ind i den unge krop som små signaler til at han skulle begynde at vågne. Men istedet rynkede Viktor bare irritabelt med brynene, og brummede lidt i søvne. 
"Hrmm.." Det ene bukseben var krøllet op ad benet i løbet af natten, og skjorten lå og blottede lidt maveskind. Skønt, pladsen i sengen var spæd, var det lige præcis muligt at de to knægte kunne ligge side om side. Lå de begge på ryggen, måtte skuldrene røre - andet kunne ikke undgås. Men det gjorde selvfølgelig ikke noget for Viktor, andet end at det var blevet varmt som natten var blevet til morgen, og havde Viktor delt dyne med Frederik, ville han have svedt mere end hvad han gjorde nu.

Et eller andet sted i det fjerne kunne han høre lyde, men han var ikke rigtig vågen, og kunne derfor ikke samle sig om dem. Han var lige på nippet til at aktivere bevidstheden som han fornemmede vægten tynge ned hvor han lå, som om noget var over ham, men måske drømte han bare. Bølgerne i sengen stoppede, og der blev stille i det lille univers. Så på kanten mellem drømme og virkelighed, vendte Viktor sig på siden, og smed armen frem for sig og knugede sig tæt ind til det første og bedste han lige kunne nå. Noget pulserende varmt, og det føltes rart at holde om. Et mildt suk forlod læberne som pegede opad  og han havde slet ikke lyst til at vågne lige nu. Han lå alt for godt. For at ligge ekstra komfortabelt smed han lige set ben over hvad han puttede med, og nussede krøllerne mod det.

 Hver gang Frederik fik sat sig i denne position, drukket sig selv så dårlig at alt gjorde ondt og havde det ubehageligt, fordømte han sig selv for at drikke så meget, nærmest svor at det ville han aldrig igen, men han konkludere også altid med sig selv, at det og have det sådan dagen efter, var bedre end at være ved sit fulde fem når han skulle spille og lade som om omkring kvinder. Han vidste det ville ske igen..
 Alligevel fortrød han det ekstra meget denne gang, mest fordi der var så meget han ikke kunne huske, som han følte han skulle huske. Han komme huske han dansede. Han kunne huske at Viktor fandt ham. Han kunne huske de gik. Men så begyndte det at blive tåget. De kom ned at sidde, så var der sløjfe... Frederik stak hånden i lommen. Han havde givet den til Viktor. Frederik smilte lidt over det og kom i tanke om hvor underholdt Viktor havde været over det. Så havde de snakket. Brynene rynkede som Frederik prøvede at komme i tanke om hvad de havde snakket om. Han kunne godt se for sig hvordan de havde siddet ved siden af hinanden, munden i bevægelse, men i hans minder, kom der ingen lyd ud. 

 Forsøget på at komme i tanke om deres samtale blev afbrudt da han nærmest blev grebet fast i og noget varmt pludseligt fik møvet sig helt op af ham. Frederik stivede, velvidende at det var Viktor der havde lagt sig hen til ham. Hud mod hud. Armene løftede sig og Frederik skævede med på Viktor, hvis bare mave nu lå tæt op af Frederiks bare overkrop. Han sank en klump og lå helt stille, usikker på hvad han skulle gøre. Det var forkert at ligge så tæt, og hvis han vækkede Viktor, ville han bare vide hvad der var sket, og det gik ikke! Men Frederik var så udmattet og dårlig at han ikke rigtig orkede at gøre et forsøg på at flytte Viktor. Han sukkede opgivende og lagde hånden ned over øjnene igen.
 Hud mod hud.. Brynene rynkede sig lidt, et flygtige minde lurende i baghovedet. Hud mod hud, hånd mod hånd, fingre om fingre. Frederik mærkede hjerter banke hurtigere i brystkassen. Viktor havde holdt hans hånd. Flettet deres fingre sammen. Hovedet blev vendt ud til siden med et fnys, som prøvede han at tage afstand fra knægten ved han side, trods kroppen sitrede en smule spændt ved tanken. Det var bare tømmermændene der spillede ham et puds.

Dynen der før havde været et skjold mellem de to knægte var for alvor sluppet væk og krøllet sig til en rodet klump mellem deres ben. Viktors ansigt var trykket ind mellem fordybningen ved Frederiks hals og skulder. Det var en god drøm - de bedste drømme var altid dem hvor man troede at det ikke var en drøm, men hvor de næsten var en en til en replika af virkelighedsbilledet han var gået i seng med. De unge læber bredte sig i et mere mageligt smil ved forestillingen om at kramme med Frederik, for det skete jo i hans drøm. De nøddebrune øjne åbnede sig som små sprækker, og den lidt svedige, salte duft blandet med efternoterne af mynte hang omkring ham. Viktor kunne endda dufte ham i sine drømme. Et skønt øjeblik.
"Mhrmm." Brummede han i en dæmpet lyksalighed og stak næsen mere ind til den ældre knægt for at dufte til ham.

Og så gik det op for Viktor, at det ikke var en drøm. Det søvnige slør løftede sig fra ham, og den vågne tilstand trådte mere og mere i kraft fra fuglekvidren på den anden side af vinduet, og fornemmelsen af en person ved sin side.

Oh

Det nøddebrune blik stirrede ned i fordybningen, men han lukkede øjnene med det samme igen, og håbede at hans vippers strejfen af huden under sig, ikke ville afsløre at han var vågnet. Den tid, det havde taget ham at bevæge sig fra søvn til vågenhed, og fra vågenhed til at beslutte sig for hvad han skulle gøre i denne kattepine, syntes alt for lang. Nu ville det virke alt for mærkeligt, eller beregnende, hvis Viktor først fjernede sig nu, frem for at have gjort det tidligere. Viktors hjerte begyndte at hamre derud af ved den pludselige omvæltning. Men han lå bomstille i sin egen panik, som var han bange for at den mindste bevægelse ville afsløre at han var vågnet. Og hvis han var vågnet, ville Frederik sikkert tænke hvorfor han ikke havde trukket sig endnu.
Oh.. åh -- Hvorfor lå han og krammede Frederik? Og hvorfor havde han ikke sin skjorte på mere? Bar hud.. vent, hårene rejste sig ved maveskindet og summede varmt da han mærkede den andens klistrede hud mod sig. En klump formede sig i halsen, men hvad skulle han gøre? Jo mere han lod som om at han sov, jo mere kunne man fornemme på ham at han ikke gjorde det. Men var Frederik vågen? Og hvis han var - hvorfor havde han så ikke skubbet Viktor væk? Det måtte vel betyde, at Frederik stadig sov, ellers ville det ikke give mening at han stadig lå så tæt op ad ham, vel.

Viktor besluttede sig for at han i det mindste kunne tage sit ben tilbage fra Frederik, og arbejde sig stille og roligt frem til at rykke sig væk fra ham. Benet trak sig tilbage, ikke øjeblikkeligt, men hurtigt nok, som om den bevidst havde ventet et passende tidsinterval for ikke at give indtryk af at have trukket sig tilbage i panik. Det skulle gerne se ud som om at han gjorde det i søvne jo.  

 Viktors ånde kilde med den følsomme hud på Frederiks hals, og hans vejrtrækning blev tungere. Hånden der stadig var i bukselommen knyttede sig og armen over øjnene pressede sig mere ned imod øjnene. Du er bare bagstiv, du er bare bagstiv, du er bare.. , lå Frederik og gentog i sine tanker, som en begrundelse for hvorfor kroppen reagerede som en gjorde. Det var ikke fordi han kunne lide det. Viktor var et barn. Et drengebarn! Det var dybt grotesk at Frederiks krop summede så intenst som den gjorde. Og da Viktors næse pressede sig mere ind mod Frederik holdt han vejret med en klump i halsen, uden af stand til at gøre til eller fra. Krop og hjerne sendte forskellige signaler, der fik ham til blot et gå helt i stå. 
 Den blide, kildede fornemmelse af noget der strejfede Frederiks hals fik han til at trække vejret igen, efter en smule anstrengt at synke klumpen i halsen. Var Viktor vågen? Hvorfor flyttede han sig så ikke? Frederik prøvede at skæve ned på knægten der lå op af ham ud under armen og se om han kunne se han var vågen, men Viktor var for godt gemt ind til ham, til det kunne lade sig gøre uden af Frederik skulle flytte på sig. Afsløre at han var vågen og ikke havde skubbet den anden væk.

 Viktor lå mere og mere uroligt, og Frederik kunne ikke finde ud af om han håbede det var fordi han sov og havde mareridt eller om det var fordi han var vågen. Sov Viktor, gav det mening han ikke flyttede sig, men det betød også at han ikke flyttede sig og Frederik skulle pines endnu længere. Var han urolig fordi han var vågnen, betød det at han kunne flytte sig, men det gjorde han ikke, og forkert som det var, gjorde det Frederik umådeligt forvirret. 
 Benet der begyndte at flytte sig, fik Frederik til at slippe en let, usikkert rømmen ud mellem læberne, i håb om det virkede som noget han gjorde i søvne, men også var tydelig nok til at Viktor træk sig helt. Det var så forkert som de lå! Hvad ville andre ikke tænke? Og tænk hvis nogle havde set dem på holde i hånd! Frederik bed tænderne lidt hårdt sammen. Han var ikke til mænd![/l]

Hvad der ville synes rigtig at gøre i situationen, forekom som et fjernt uhåndgribeligt koncept for Viktor som slet ikke kunne formå at svare på det. Det var uretfærdigt, hvordan det hele faldt tilbage på ham - at siden Frederik ikke gjorde noget, måtte det betyde at det var Viktors byrde at finde en passende reaktion til dette cirkusnummer, som ingen af dem var blevet rigtigt oplært i at kunne udføre. 

Frederik rømmede sig.

Viktor var ved at begå den fatale fejl at stivne i sine bevægelser af ren og skær frygt for at det uundgåelige var sket, at Frederik lige var vågnet, eller havde været vågen hele tiden - og var han vågen under hele seancen, så gjorde det Viktor umådeligt forvirret, men også lettere tændt og -- kroppen reagerede åbentbart som den lystede. Stop stop stop. Blodet svømmede pinefuldt nedad. Men han stivnede kun i spæde milisekunder, der kun ville blive opdaget hvis man var ekstra skærpet i sin opmærksomhed. Så benet faldt ned i lagenet de sidste små millimeter det manglede, og derefter - lå Viktor med hjertet op i halsen og ventede og ventede på at fjerne sin arm. Ventede på at Frederik gjorde eller sagde noget. Men måske var han ikke vågen. Pyha.

Ligesom benet, tog den unge grevesøn armen til sig ganske henkastet, og vendte ryggen til Frederik. Viktor slog blikket op med det samme i sin nye stilling, og stirrede anspændt ud i rummet. Pulsen dunkede i tindingerne, og håndfladerne var blevet svedige. Okay okay. Nu skulle han bare ligge lidt og lade som om; inden han skulle spille sit livs afgørende rolle som Viktor der lige var vågnet, og ikke havde ligget og krammet Frederik med fuld overlæg.

 Det føltes som om det tog en evighed for Viktors ben at flytte sig. Som om han virkelig tog sig sin tid og trak det ud. Vægten løftede sig [/i]langsomt[/i] fra Frederiks ben, varmen fra den anden fulgte med og Frederik var næsten overbevist om at han kunne mærke Viktor holde vejret. Eller var det ham selv? Det sitrede i han krop efter at flytte sin egen arm og se på Viktor. Betragte hvordan han så ud, når han sådan lå der, helt op af ham.. Om han kunne lide det. Ehm.. foragtede det! Selvfølgelig.. det var forkert, og det var godt at benet var ved at flytte sig!

 Da armen begyndte at flytte på sig, lægge an til at trække sig væk, skød en impuls gennem Frederik, om at gribe fat i armen. Bliv der. Den arm der lå hen over Frederiks øjne, løftede sig en smule, men han nåede at stoppe sig selv inden han fik fanget armen og gjort noget skandaløst. Frederik sank en klump og klemte øjnene sammen. Prøvede ikke at tænke for meget over det, og lod et par sekunder gå inden han satte sig op og svingede benene ud over kanten. Viktor kunne umuligt stadig sove.. Men Frederik sagde ikke noget til det. Gjorde ikke noget ved det. Han lod som ingenting.
 " Godmorgen.. " brummede han hæst med blikket vendt mod fødderne. Det virkede som om de snurrede rundt, og han endte med at lukke øjnene igen og gnide sig lidt på næsen ryggen med to fingre. 
 " Undskyld min opførsel i går.. det var ikke acceptabelt.. " sukkede han over sig selv og vendte endelig blikket hen over skulderen, mod Viktor. Han vidste ikke helt hvad der var at ligge i ordene, men uanset hvad havde det ikke været god pli at drikke sig sp fuld af en barn skulle hjælpe en i seng... Pinligt..

Viktor fik rystende kuldegysninger der løb gennem kroppen fra sin anspændthed, og det blev næsten kun værre da han kunne mærke at Frederik flyttede på sig kort tid efter, og lod til at sætte sig op. Var han lige vågnet? Viktor kunne pludselig ikke bedømme længere om den tid det tog for Frederik at sætte sig op fra sengen, var normal eller ej. Specielt fordi han selv var under mistanke for at opføre sig unaturligt som han lå dér. Den hæse 'godmorgen' hilsen blandede sig med den øredøvende dunken i hans hovede, og som var Viktor født til teatret, begyndte han at foregive at han vågnede ganske stille.
  "Hmm?.." brummede han, og smurte ekstra tykt på at lyde så døsig som muligt, omend han var lysvågen. 
"God-- morgen." sagde han så lidt efter, dæmpet, og foregav at gabe ind i mellem sætningen, med et par falske 'trætte' smask til følge.

Øjnene stirrede forsat frem for sig i sin stadig paniske tilstand, uden at vende sig om til Frederik. For hjertet ville endnu ikke ebbe ud i sin hastighed. Men Viktor spidsede ører til den andens undskyldning, og dét fik ham til at sætte sig op i sengen. Han turde ikke helt at se på Frederik endnu, for han var bange for at kinderne var lige så røde som de var varme. 
"Du behøver ikke at undskylde." sagde han med et lille henkastet skuldertræk, som hvis det ikke rigtig betød så meget. Trods alt, ville Viktor ikke være foruden at Frederik overnattede - og alt hvad der fulgte med. Med et lille brum svang han benene ud over kanten, og strak tæerne en smule, før han krøllede dem under foden og lod dem hvile mod det kølige gulv. Tøvende så han endelig hen på den anden med et skævt smil om læberne. Hvis kinderne var røde, så måtte Viktor undskylde sig med at han svedte. 

De nøddebrune øjne gled hurtigt henover Frederik i en enkelt flakken af et elevator blik, før han tog hånden op til munden for at skjule hvordan smilet ændrede sig til ét af forlegenhed, fordi han kunne lide hvad han så. 
"Din skjorte sidder helt hulter til bulter." påpegede han med et lille fnis, og sank en klump. Øjnene hang diskret ved den nøgne hud, men flyttede sig hurtigt til vandglasset istedet, hvis Frederik begyndte at ordne sig. 
"Har du fået drukket noget vand?" spurgte han, i et toneleje der kunne minde om ens mor når hun var efter én. 

 En døsig lyd, et gab mellem ord, og den stive tilstand fra den anden knægt i sengen, fik Frederik til at løfte det ene bryn. Det virkede... påtaget. Støttede blot op om teorien om, at Viktor havde været lige så vågen som Frederik selv var - noget af tiden i hvert fald. Og da han vendte sig rundt for at se på Viktor gled blikket overvejende ned over ham. Hvilede lidt ved det bare hud, inden han hurtigt hev det væk, og så ned på gulvet foran sig igen. 
 " Mh.. " brummede han lidt, en kende uenig. Han skulle have holdt sig i skindet, nu hvor han var.. en særlig gæst, eller hvad man nu skulle kalde det. Han rystede lidt på hovedet over det.
 " Det var ikke acceptabelt, " gentog han. Om Viktor tænkte han skulle undskylde for det eller ej, ændrede ikke på det. Vent... Hvorfor behøvede han ikke undskylde for hans opførsel? Begge bryn rynkede sig sammen, mens han overvejede tanken lidt. Han kunne jo huske nogle af tingene fra natten, og det var bestemt ting man skulle undskylde for!

 Det var dog ikke noget han nåede at tænke yderligere over, da Viktor påpegede hvordan hans skjorte sad, og Frederik kiggede ned af sig selv. Skjorten havde stadig et par spændte knapper, men var gledet ned over arme og overkrop, så den blot lå krøllet sammen om hans liv. Han brummede kort og fik den taget op over skuldrene igen, og gav sig til at spænde knapperne.
 " Jeg kan ikke huske jeg tog den af.. " mumlede han lavt, mest til sig selv. Foden flyttede sig lidt til siden, da Viktor spurgte ind til vand, og han ramte natpotten lidt så den skrattede mod gulvet, og muligvis afslørede at den ikke stod hvor den oprindeligt gjorde.
 " Ja. Tak, Viktor. " han så sig over skulderen igen, og så på Viktor. For det måtte jo være ham der havde fundet det til ham.