At han havde styr på det, eller hvert fald ville få det, havde han sagt mange gange før - især til familien, og han var sikker på at tilliden snart var ved at være opbrugt. Det var også derfor at moderen havde hjulpet ham så meget med at få denne elevplads op at stå, for at han kunne komme videre i sit liv. Han var bare ikke sikker på at han kunne holde disse løfter, ikke når han havde brudt dem flere gange før. Hvad skulle få familien til at tro ham, denne gang? "Jeg gør hvert fald mit bedste" Kom det roligt fra ham med et svagt smil, som han fangede hendes øjne, "Det håber jeg hvert fald" Han skulle selvfølgelig nok gøre sit bedste, og han var sikker på at smeden kunne hjælpe ham videre.

Han tvivlede på at hun kunne skuffe ham, hun var nok mere beskeden omkring sine evner. "Selvfølgelig gør du ikke det" Han mødte hendes øjne, som hun kiggede ned på ham. Hun var smuk og attraktiv, som de lå her i skæret fra månen og nød hinanden og deres små snakke. Han løftede roligt armen, for at lade tommeltotten ae huden hvor han før havde påført salven, "Jeg ser frem til at se dine malerier, Lilac.

Det var rart at ligge her med hende, som hun sad ved hans side. Hun havde allerede gjort utrolig meget for ham og selvom det var første gang de havde snakket sammen, og de indtil videre kun havde set hinanden lidt an, så følte han at hun allerede betød noget for ham. Det var derfor at han efter at have modtaget et lille klem fra hendes side af, som en accept på at han kunne tage hendes hånd, lod deres fingre flette. Det var en rar følelse og han kunne mærke varmen fra hende, og hendes hånd bløde hud. Der var ingen grund til at ødelægge stemnigen ved at ligge an på hende. De skulle blot lære hinanden at kende. 
 

Lilac nikkede til hans ord for at vise hun troede på ham. Det varme smil var med til at støtte op om den besked, som hun prøvede at sende til ham, uden at skulle sige det med ord. Det virkede til hendes kropssprog var nok. På samme måde beroligede hans hendes bekymringer ved at sige, at hendes malerier ikke ville kunne skuffe ham. En løgn, men Lilac lod den glide, da hun ikke brød sig om at tage sig selv eller andre ned. Medmindre det selvfølglig var fortjent - så var det en helt anden sag. Lilac ville aldrig lukke munden om, hvor dumme mændene i dag havde været mod dem. De kunne bare rådne op i et hul og det var ikke ofte, at Lilac havde tanker som disse.

Fingrene, som havde fundet vejen til hinanden, var nu flettet sammen og Bastian lod stadig sin tommeltot stryge hendes håndryg. Lilac lod blikket glide hen på dem, hvorefter hun så ind i de varme øjne som Bastian havde. Lilac var tom for ord, hvilket hun normalt aldrig var. Hvis hun blev nervøs var hun typen der plaprede løs, men ikke med Bastian. Man skulle tro stilheden mellem dem ville være akavet, da de trods alt ikke kendte hinanden særlig godt endnu. Dog virkede den slet ikke sådan, men var snarere lettere behagelig. Sjovt, at man kunne føle sig så tilfreds i stilheden.

Efter kort tid, hvor de blot havde kigget på hinanden med et fjoget smil på læben brød Lilac atter stilheden. “Hvad er noget som du ønsker, at folk vidste om dig inden de kendte dig?” Spurgte hun ud af det blå. Hun vidste ikke engang selv hvor spørgsmålet kom fra, men hun slyngede det blot ud i lokalet. Svaret havde hun ikke engang selv, hvis han havde tænkt sig at kaste den tilbage på hende. Noget i hende var blot interesseret i, hvad han ville sige. Hvad var noget, som folk ofte misforstod om hans karakter?

Stemningen i mellem dem var varm og beroligende, det havde den været hele aftenen, selvom de havde mødt hinanden på en lidt atypisk måde. Men mon ikke dette havde skubbet dem tættere sammen, end hvis de han var gået op til dem med en øl? Hun havde den effekt på ham. Stilheden mellem dem var på ingen måder akavet, han nød at kigge ind i de gyldne øjne, som hun ejede. Det var som om at de ikke vidste hvad den næste del af deres samtale skulle handle om, men alligevel så føltes det ikke som om at samtalen manglede mellem dem. De nød blot hinandens tilstedeværelse, hvilket var vigtigst. 
Deres hænder lå varmt op og ned ad hinanden, med fingrene flettet ind i omkring hinanden. Endnu en rar følelse.

Hendes spørgsmål var godt og ville helt sikkert vise mere af ham selv for hende, og mon ikke det var noget hun ønskede? "Åh," Lød det roligt fra ham, som han søgte hendes varme smil, "Jeg tror der er flere ting, hvis jeg skal være ærlig" Og mon ikke hun gerne så at han var ærlig? "Jeg tror folk har nemt ved at få et forkert billede af mig, på forhånd, hvis du forstår?" Mon ikke hun gjorde. "Jeg ved du og Lily er gode venner, og hun har helt sikkert fortalt en masse om mig på forhånd. Jeg har jo et ry i visse kredse, hvor alt måske ikke er helt sandt. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har gjort dumme ting, og været i et dårligt miljø". Han blottede sig selv overfor hende, hvilket måske ikke var helt normalt for ham. Men hun havde hans tillid. Og der var nok mere at komme efter. 

Kunne han rykke med hende, så hun ville komme tættere ind til ham? Ville hun acceptere det, var det noget hun ønskede? Hvis ikke, så håbede han ikke at det ville ødelægge noget. Han rykkede sig længere ned i sengen, så han nu ikke lænede sig op ad væggen, men lå ned på den bløde madras. Han kiggede smilende op på hende, forsøgte at dirrigere hende ned, så hun kunne lad sit hoved hvile på hans brystkasse - et af de steder, hvor hun ikke havde ondt.

Selvom Lilacs spørgsmål nok kom en anelse bag på ham, så var hans stemme stadig rolig og havde den mørke, men behagelige klang. Selvom han kom med et “åh”, så var det næppe fordi, at han fandt spørgsmålet sært, men det var nærmere overraskende. En anelse personlig måske? Men på den måde de havde mødtes, så var de hurtigt kommet ind på hinanden. I en helt anden grad en hvis de blot havde snakket på kroen. Her var det kun dem to, hvilket var en anelse intimt.

Flere ting han mente, at folk misforstod om ham? Det var da en anelse trist. “Hvad for nogle ting?” spurgte Lilac for at få ham til at uddybe, hvilket han gjorde i sin næste sætning. Hun nikkede flot af hans ord og afbrød ikke, hvis han tog sig tid til at tage en tænkepause. Af hvad Lilac kunne udlede, så havde han brug for bare at lader tankerne flyde og lade ordene strømme ud. “Går det dig på, at folk i Dianthos ofte har fordomme om dig?” Fandt Lilac sig selv i at spørge om. Hun kom selv fra en rig familie, men fordomme havde hun ikke ligefrem mødt mange af. Jo, måske at hun blot var en dum og priviligeret blondine, men mænd havde det med at udnytte det frem for at skubbe hende væk, men det var nok derfor, at hun ikke havde tonsvis af veninder.

Bastian rykkede sig nede sengen sådan han nu lå ned. Det var en anelse akavet for hende at være den eneste som sad op. Det var også derfor, at hun fulgte hans bevægelser og lagde sig ned ved hans side. Hovedet lå blot på hovedpuden, da Lilac endnu ikke vidste om hun kunne komme så tæt på Bastian. Kunne hun komme tættere på ham uden det ville bringe ham skade? Hun vidste jo, at han var skadet de fleste steder på kroppen. Af samme grund turde hun ikke at lægge hovedet på hans bryst. Også selvom, at hun rigtig gerne ville.

Spørgsmålet som hun var kommet med var mange ting for Bastian, både personligt og overraskende. Der var ingen der havde spurgt ham om den slags før, eller sådan rigtigt interesseret sig for ham på den måde. Hans forældre havde altid blot presset på, for at få ham til at komme videre, tage sig sammen og være som han søskende, som var i deres øjne var meget bedre end ham. Derfor var det overraskende, nu at have en person som Lilac som virkelig interesserede sig og prøvede at forstå ham. Det var helt sikkert det der gjorde at han, følte en varm følelse for hende. 

Det var jo blot hans billede af hvordan folk var, men han følte at folk misforstod ham. Det var også i orden, det var ude af hans hænder, med mindre han drastisk ændrede sig, hvilket han egentligt var i gang med. Bastian smilede over hendes spørgsmål, som kom før han var færdig med at tale og forklare hans version. "Det handler jo primært om det miljø jeg er kommet i, for det passer jo bestemt ikke ind i min mors planer, og så ved du at sådanne emner bliver diskuteret flittigt i de højere kredse" Det var hvert fald det han havde stået overfor, og det havde været hårdt for hans mor at skulle stå overfor den slags spørgsmål.
"Hvis jeg skal være ærlig, så nej. Jeg har lært at leve med dem" Svarede han roligt med en overvejelse i stemmen. "Det går mig nok mere på at det går ud over min familie, som har følt det her mere end jeg har" Men sket var sket og der var ikke meget han kunne gøre ved det nu, andet end at prøve at ændre sig og dermed vise at han er bedre end de rygter. 

Måske havde han ikke været tydelig nok i hans handlinger, eftersom at Lilac ikke fulgte med ham ned, som han lagde sig. Han ville gerne have hende med, og det kom hun også til sidst. Han havde forsøgt at guide hende over på hans bryst, men måske var hun bange for at gøre ham ondt, hvis hun lagde sig på hans bryst. Men det var ikke der han havde de største smerter. 
"Kom" Han smilede varmt til hende, som han rykkede hendes hoved fra puden og over på hendes bryst. Det var virkelig rart at have hende på denne måde. Han kunne dufte hende, mærke hendes varme. Bastian lagde armen omkring hende, som de lå der sammen. "Måske skulle du tage din natkjole på" Lød det roligt fra ham, hun kunne jo ikke sove i sit tøj, men lige nu lå han virkelig rart.

Lilac havde aldrig tænkt over, at hans tidligere handlinger ikke blot gik udover ham selv, men også hans omgangskreds. Selv var hun ikke typen som fulgte alt for meget med i politik, men hun vidste godt hvem hans moder var. Hun havde tænkt hende som værende en bestemt dame, der altid vidste hvad der skulle siges eller gøres i hver situation. Politikere for hende var en anelse intimiderende. Tænk at have så meget magt på daglig basis, og at deres beslutninger havde en direkte indvirkning i folks liv. Lilac foretrak blot at blive ved lærredet og udtrykke sig selv derigennem, men hun havde aldrig lavet et værk, der blev anset som værende kontroversiel. Måtte stemte det overens med, at Lilac prøvede at holde sig politisk korrekt hele tiden. 

“Er du tæt med din familie?” Spurgte Lilac. Han havde nævnt sin mor, men hun vidste endnu ikke om han havde søskende. I så fald hvor mange og hvilket forhold han havde til dem. Selv var hun enebarn, hvilket havde malet hendes fremtid. Hun var familiens guldklump og intet var for godt til hende. Måske var det derfor, at hun ikke vidste krystallers værdi og kunne bruge alt for mange af dem i perioder. Måske var det også derfor, at hun i perioder kunne føle sig alene i det store hus. Især når forældrende var væk hjemmefra. Nu havde hun Bastian.

Efter en smule tøven lagde hun hovedet på Bastians bryst. Hun lagde sig godt til rette og lagde armen om ham, og han lagde armen om hende. De lignede to mennesker der desperat holde efter en, der faktisk ville forstå dem. Lilac følte at Bastian forstod hende selvom at de næsten var fremmede. Da hun var begyndt at blinke langsomt og søvnigt med øjnene talte Bastian op. “Natkjole,” mumlede hun stille og lagde sig blot tættere ind til manden ved hendes side. Åh hvor var det dejligt at have en andens arme rundt om en. “Det kan vente til senere,” svarede hun og lukkede atter øjnene i.

Det var klart at hans handlinger påvirkede miljøet omkring ham, især hans mor. Det var måske hende det var gået værst ud over, fordi at han ikke var så eksemplarisk ligesom hans søskende, og det havde resulteret i offentlige eskapader, hvor hun havde måtte stå overfor de handlinger han havde gjort, og offentligt tage afstand og føle at folket havde misforstået ham. Det havde de måske også af og til, men han havde gjort mange dumme ting, som havde skadet hende. 

"Tja.. Det synes jeg. De har altid stået på for mig, uanset hvor meget dumt jeg har lavet" Og det var jo stort at det kunne være sådan, at ens familie ville gøre alt hvad der var muligt, for at hjælpe en igennem situationer, som ikke altid var de bedste. Men sagde man ikke også at den yngste var den værste? "Jeg har to større søskende, en søster og en bror" Svarede han roligt. "Men på et tidspunkt er nok og så nok, og det er nok der hvor vi nu er nået, og min mor har gjort alt for denne læreplads, hos smeden" Det var han selvfølgelig taknemmelig for og det håbede han kunne være med til at skabe lidt ro omkring ham. "Men nok om mig, kære" Lød roligt som han sendte hende et smil, "Vil du ikke fortælle om din familie?" 

Det lykkedes ham at få hende indtil sig, selvom hun havde virket tøvende omkring, hans smerter, men dem var der ingen af, der hvor hun endte med at ligge. At have hende så tæt på, liggende op ad en, var en følelse som var fantastisk. Deres arme gled om hinanden og han lod hånden som lå omkring hende, langsomt starte en aende bevægelse op ad hendes arm. 
Det var tydeligt at se at hun var ved at være træt, og at have hende liggende på denne måde, hjalp helt klart til. Følte hun sig tryg hos ham, var det derfor? Han kunne ikke andet end at smile stort over hendes lavmælte ord omkring natkjolen, "Den venter vi med til senere" Stemte han i, inden han kyssede hende på panden, "Bare sov, Lilac"

Lilac var, ligesom Bastian, vokset op i en lettere streng familie, hvor der var et lille skel mellem rigtigt og forkert. Af samme grund havde de nok begge udfordret autoriteten i deres forældre. Dog var Lilac ikke lige så grænsesøgende som hun havde fået indtrykket af, at Bastian var, eller havde været, men på en måde spejlede de sig i hinanden. De var blot to sjæle, der søgte efter at gøre det rigtige, men gang på gang tog nogle beslutninger, som hverken var for deres eller andres bedste. Måske var det derfor, at hun havde mistet sin mødom til en fremmed og forladt ham efter akten. Måske var det derfor, at han havde følt sig draget til gambling. Hele deres liv havde de skulle være så politisk korrekte, at facaden på et tidspunkt ville knække. Nu kiggede de begge efter de mistede stykker i puslespillet og prøvede at genopbygge sig selv som bedre mennesker. Lilac havde indset, at nogle af stykkerne havde ændret sig og de gamle brikker passede ikke længere ind i det store billede. Gad vide om Bastian havde det på samme måde?

“Skal familien ikke stå ved en gennem alt? Blod er tykkere end vand som man siger,” citerede hun og kiggede en anelse spørgende på manden foran sig. Ved hendes ord tænkte hun ikke på alle de forældre, der forlod deres børn eller bandlyste dem. Den risiko havde hun aldrig følt, fordi lige meget hvor skør eller direkte forkert hun var på den, så vidste hun, at hendes forældre altid havde hendes ryg. Måske ville hun få en skideballe, men kærlighed var ikke altid lutterlagkage, selvom Lilac også fremstillede sig som en pige, hvis liv var perfekt.

Lilac tænkte sig kort om, da han spurgte ind til hende. “Mine forældre er begge kunstnere ligesom mig, men bare langt mere succesfulde. Nogle gange tænker jeg over, om jeg nogensinde vil kunne leve op til deres eftermæle, eller om jeg blot vil være kendt for at være deres eneste datter. Kender du det?” Spurgte hun og vendte hovedet hen mod ham. Han havde selv meget succesfulde forældre, så hun håbede på hun ikke var den eneste, der mærkede presset på skuldrende. I det mindste var han ikke i det samme fag som sine forældre, fordi så undgik man ikke, at folk sammenlignede ens karrierevalg.

Hovedet lagde hun atter på brystet, hvor hendes hånd nussede siden af hans mave. Hvis han var kilden reagerede han ikke på det, og af samme grund blev hun ved. Hans hænder begyndte samtidig også at kæle for hende, hvilket hun lappede til sig. Hun elskede følelsen af at blive forkælet. Lilacs krop stivnede, da Bastian lagde sine læber på hendes pande og efterlod et kys. Den første reaktion Lilac havde var at tage hånden til panden, næsten som at spørge sig selv om det var rigtigt. Dog gjorde hun det ikke, men sommerfuglene flagrede i stedet i maven på hende. Aldrig havde hun oplevet noget ligende. “Ja, men, øh, sovekjolen,” stammede hun og trak sig fra Bastian. Hele hendes ansigt var blevet rødt af den lille interaktion, og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Faktisk var hun så spændt over situationen, at hun følte hun burde trække sig. Af samme grund rejste hun sig fra sengen og næsten løb ind på sit eget værelse for at få fat i sin natkjole. Hun kunne ikke vente på at komme ned og ligge i ske med Bastian…

Det havde været svært for Bastian at passe ind i den familie han var født ind i. De strenge regler havde hans noget ældre søskende ingen problemer med at efterfølge, men han lignede slet ikke dem, han havde et helt andet mindset, selvom de var opdraget efter samme fremgangsmåde. 
Men han var sikker på at hans søskende, ikke havde prøvet at støde ind i de forhindringer som han selv havde. Det var nok der filmen var knækket. Bastian havde ikke været nem som barn, og det var slet ikke blevet bedre i hans teenager år.
Han var sikker på at Lilac allerede havde hørt nok af rygter om ham, især fra Lily af. Meget var sikkert sandt, men han håbede ikke at alt var. Han ville have det dårligt, hvis hans rygte skulle ødelægge det de langsomt opbyggede.

"Mine forældre har også gjort alt hvad de har haft i deres magt, for at give mig det liv, som de mener jeg har fortjent. Det er mig der har brudt den tillid, med de gerninger jeg har begået" Og det var han også begyndt at kunne se nu. Han havde brudt deres tillid. Før hen havde han været ligeglad, men de havde aldrig givet op og nu havde de stillet et ultimatum, og så måtte han gøre sit bedste for at ændre sig. "De har aldrig givet på på mig, og det er derfor det nok er på tide at tage sig mere sammen" Han sendte Lilac et roligt smil, hun var helt berettiget til at stille dette spørgsmål og han følte at de to var ved at opbygge en tillid til hinanden.

Det var rart at høre om hende, og ikke kun ham. Han var bange for at han udstillede sig selv på en dårlig måde, og hun ville løbe skrigende væk. Han nød at høre hende snakke og fortælle, hendes stemme var beroligende. "Ja? Så talentet løber i årerne" Smilede han roligt, det var interessant at hun var gået samme vej som dem, han kunne aldrig finde på at gå ind i politik. "Jeg er sikker på at du nok skal blive en dygtig kunstner" Komplimenterede han ærligt og smilende, hvorfor skulle hun ikke kunne blive det? Det virkede til at hun havde de bedste lærer hun kunne få. "Jo, det kender jeg godt. Jeg har ikke hørt på andet igennem et liv, hvor stor en fiasko jeg er, i forhold til mine søskende og forældre" Han trak på skulderne med et smil. Det betød intet, for han vidste det godt, men han kunne ikke ændre på for tiden.

At have hende hos sig på denne måde, efter at have guidet hende hen imod sig, var behageligt og en rar følelse. Han smilede som hendes hånd begyndt at kæle for hans mave, og han gjorde det samme ved hendes arm. Den intimitet de havde overfor hinanden, selvom de næsten var fremmede for hinanden, var ikke en følelse han tit oplevede.
Han kunne godt mærke at kysset på hendes pande kom overraskende for hende. Det havde været et kys af følelser, et kys som skulle vise at han satte pris på hende.
Hans smil voksede, som den rødlige farve blev tydeligere i hendes ansigt, som hun trak sig væk fra ham. Det havde været det helt rigtige træk for ham at gøre. Han lå og tænkte på hende, kun hende, som hun forsvandt ud af døren. 
Mange minutter gik der ikke før hun nu var tilbage på værelset, iført natkjolen. Han skubbede sig selv længere ind mod midten, lagde sig på siden mod hende, tog smerterne ind og lod dem ikke vise, som hun kom op i sengen og lagde sig ind under dynen. Han vendte hende i første omgang med ansigtet mod ham og lagde dynen over dem begge og lagde sig lidt tættere på hende.

De store blå øjne kiggede op på Bastian mens han lod hende ind i hendes sind. Hun følte sig speciel, fordi han tidligere havde sagt, at han ikke rigtig snakkede om sine følelser eller om ting der var svære. At han uden videre havde ladet hende ind tog hun som en stor ære. “Jeg er glad for, at du altid har haft dem ved din side. Det er vigtigt at have nogen til at trække en i land, hvis man kommer på for dybt vand,” svarede hun med en kærlig stemme og lagde sit atter til rette på hans bryst.

Hun klukkede en smule af den kommentar Bastian kom med. “Ja det kan man vel sige, eller også fik jeg bare stukket en pensel i hånden som lille,” sagde hun med et svagt smil til manden, hvis bryst hun lagde på. Det var rart, at Bastian var sådan en let person at snakke med. Normalt havde Lilac let ved at snakke med de fleste, men af en spøjs grund gik hun ekstra meget op i, at alt gled på skinner med lige præcis han. “Tak. Jeg er også sikker på, at du vil finde ud af, hvad din store passion er.” Oprigtigheden i hendes stemme var ikke til at misse. Hun håbede virkelig på, at han ville finde noget hun elskede lige så meget som kunsten.

Det gik hende på, at Bastian hele livet havde hørt, at han var nul og niks. Det var en spøjs tilgang til tingene. Bare fordi han var anderledes, var han ikke et stort fiasko - Ikke i hendes øjne i det mindste, langt fra. “I mine øjne vil du aldrig blive et fiasko. Det er en underlig opdragelse af et barn.” Det blev det sidste hun sagde, inden hun forlod rummet for at skifte til sin natkjole. Kjolen hun havde på var betydelig længere og mere anstændig end natkjolen. Det var ikke ligefrem meningen, at nogen skulle se hende i den - slet ikke en mand. Dog tænkte hun ikke yderligere over det, da hun bare gerne ville tilbage til Bastian. Hun smed kjolen over en stol og iførte sig den tynde natkjole, som kun nåede hende til lidt over knæerne. Måske var det for meget hud at vise, men hun regnede ikke med, at han ville klage.

Bastians øjne lyste op da hun igen trådte ind i rummet. Lilac var derimod en anelse genert og dækkede sig en anelse til. Alligevel kravlede hun tilbage i sengen og lagde sig ved siden af Bastian, der skubbede hende tættere på. Nu delte de en hovedpude og lå under samme dyne - noget man kun burde med sin ægtemand, men Lilac havde allerede mistet sin uskyld. Dette var ikke så skandaløst i forhold til. Tom for ord kiggede Lilac blot på manden foran hende og rykkede sig endnu tættere på, sådan hendes hovede atter nåede hans bryst. Den ene arm lagde hun rundt om ham, og hans nåede rundt om hende. Hun ville sagtens kunne falde i søvn i denne position, selvom det var udvandt at sove med andre.

Det var relativt nemt at snakke om de her ting overfor Lilac. Muligvis fordi at de var alene, og hun havde den påvirkning på ham, som hun egentligt havde. Hans familie havde altid været der, på den ene eller den anden måde. Det var ikke kun i situationer hvor han brug for støtten, men bestemt også modsat. Han skulle nok høre for det, hvis han gjorde noget forkert. "Det er jeg skam også glad for" Svarede han blot med en rolig stemme.

Han nød var mere glad for at høre om hende, end at skulle tale om sig selv. "Men er du ikke glad for at male?" Spurgte han opfølgende. Det var jo det indtryk han havde fået, men han forstod godt hendes ord, og havde hørt om det før, at folk bare var blevet opvokset til at gå ind i forældrenes fodspor, uden at børnene havde alt for meget at skulle sige til det. "Ja, mon ikke det nok skal komme?" Han kunne høre at hendes ord var oprigtige, og at hun virkelig troede på ham. Det var en speciel følelse, når han så hende på den måde. Hun var virkelig lavet af noget specielt. 

Igen viste hun denne specielle side af sig selv, den side som følte noget for ham, "Tak.. Du er virkelig noget specielt, Lilac" Svarede han nu oprigtigt og sendte hende et smil, det var stort af hende at sige sådan. Det betød alligevel mere end hun regnede med. Hans forældre havde følt sådan, når han ikke passede ind i deres billede, og inderst inde forstod han det jo godt.

Hun havde ikke taget lang tid om at skifte tøjet. Han lagde selvfølgelig godt mærke til at natkjolen var mere udfordrende end den kjole hun havde haft på før, det gjorde ham intet. Han nød det blot, men mere lagde han ikke mærke til det. Lilac var dog en utrolig køn og attraktiv kvinde, hun havde samtidig vist sig at være omsorgsfuld, klog og bare behagelig at tale med. 
Som hun kom ind under dynen igen, kom de tættere på hinanden. Mellemrummet mellem dem var næsten ikke eksisterende, de delte samme pude og havde samme dyne over sig. Han kunne mærke hendes pande, som hun lagde sig op mod hans bryst. Han smilede som hendes arm lod sig ligge om ham og han gjorde det samme. Han lod sin hånd kærtegne hendes ryg, aede den roligt og lod den bevæge sig op på hendes nakke og gjorde det samme i hendes hovedbund. "Du må gerne falde til ro i mine arme" Det ville han elske.

“Jo jeg elsker at male,” forsikrede hun Bastian idet han såede tvivl om hendes store passion. “Jeg tror bare, at man hurtigere bliver udkørt af at male, når man tjener krystaller på det. Pludselig gør man det ikke længere fordi det er sjovt, men også fordi at man skal, for at få hverdagen til at løbe rundt. Nogle gange kigger jeg på mine forældre og ser de værker de bliver betalt for at producere, som jeg ved de selv hader. Som artist er det vigtigt, at man laver noget man står inde for. Derfor har jeg også besluttet, at jeg maler lige hvad jeg vil. Ikke hvad andre siger jeg skal… så må de jo beslutte om de kan lide det eller ej.” Lilac udviste igen sit talent for, at tale en del om hvad hun fandt vigtigt. Politik vidste hun intet om. Hendes eget liv vidste hun alt om, og lige nu ville hun gerne give Bastian et indblik i hendes valg. Også selvom de måske fremkom en anelse fjerne for ham.

Da Bastian fortalte Lilac, at hun var speciel, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Faktisk fik hun kun fremstammet et lille. “Tak,” inden hun smuttede hen for at skifte. Hvis hun var mindre genert med komplimenter, havde hun fortalt ham, hvordan hun også syntes han var speciel… men dog fik hun aldrig sig selv til at sige det. Hvad nu hvis han tog det på en forkert måde, hvor hun ville skræmme ham fra vid og sans?

Lilac nød at være under Bastians store og veltrænede arme. I forhold til ham følte hun sig lille, men ikke på en dårlig måde. Hun følte, at han var stor og stærk nok til at beskytte hende til trods for, at hun lige havde set, at han ikke rigtig kunne beskytte sig selv fra sine egne handlinger. Lilac havde nok en tendens til, at romantisere personer eller situationer. Bastian gjorde det så sandeligt heller ikke nemmere, når han var så satans sød og lod sine hænder løbe gennem hendes hår. Faktisk kunne hun godt falde i søvn nu…

Bastian lyttede til hendes ord og kunne sagtens forstå det hun fortalte og forklarede, der forsvandt sikkert en del at interessen når de værker man skulle lave ikke var ud af eget ønske. "Ah, det kan jeg godt følge dig i" Men burde det ikke være muligt at sætte nogle grænser? Det var selvfølgelig klart at hvis man ønskede penge, så måtte man ikke være kræsen og dermed kreerer det som folket ønsket. Det var en hårfin grænse. "Jeg tror ikke du skal være bange for at være blive ligesom dem" Nu kendte han ikke hendes forældre, en dag ville han nok komme til det, men mon ikke at Lilac var anderledes? "Men ellers skal du finde på noget andet og beholde malerierne som en slags hobby. 

Hans stærke arme lå tæt omkring Lilac, som han holdt hende tæt ind til sig. Han nød den varme hun kom med, og ikke mindst den behagelige duft som hun bar. Hun var så sød som hun lå der med lukkede øjne, og han kærtegnede hendes hår og ikke mindst hendes ryg. Det var tydeligt at hun var ved at overlade sig til søvnen. 
Bastian nød virkelig at ligge med hende så tæt, som hun snart ville falde i søvn.

Bastian endte selv med at falde i søvn efter at have ligge og nydt synet af hende som var faldet i søvn. Det virkede til at han havde haft en indvirkning på hende, og at hun følte sig tryg i hans nærvær. Det var vigtigt for ham. 
"Godmorgen, kære" Lød det roligt fra ham, som han den efterfølgende morgen slog øjnene op og det første han så var dette smukke væsen, som lå ved hans side. Hun havde endnu ikke helt slået øjnene op. 

Lilac havde aldrig været et morgenmenneske, hvilket nok også var medvirkende i, at Bastian vågnede før hende. Hun nød bare, at være svøbet ind i to stærke arme, der holdte hende som var hun det mest skrøbelige og værdifulde væsen. Lilac elskede at føle sig elsket eller i hvert fald blive behandlet som en dronning. I Bastians arme følte hun sig speciel, ligesom han havde kaldt hende dagen forinden. Der var intet sted hun hellere ville ligge, for langt om længe havde hun fået en ordentlig nats søvn, fordi hans krop lå presset op af hendes og afgav sin varme.

“Godmorgen Bastian,” mumlede Lilac stadig med øjnene lukket og lod blot dynen blive trukket længere op af sit ansigt, sådan hun øjnene tittede frem. Hvis hun kunne ville hun sove længere, men det virkede til hendes gæst ønskede, at hun skulle op af fjerene. Langsomt blinkede hun med de store blå øjne og blikket blev i det samme mødt af Bastians egne skinnede øjne. “Sovet godt?” Spurgte hun blidt sin husgæst og så på skrammen i panden af ham. Det virkede til, at Lilacs cremer havde båret frugt, for såret så betydning bedre ud end i går. Måske havde hendes hårde arbejde båret frugt. Nu skulle hun bare tjekke resten af hans krop, bare for at være sikker på, at det hele så ud som det skulle. Måske skulle hun endda finde en måde, hvorpå hun kunne få ham transporteret til en healer. En rigtig en.

Bastian var en person som ofte vågnede tidligt, uanset hvor sent han var gået i seng dagen før, og derfor havde han også lagt længe og nydt Lilac, som hun havde lagt ved siden af ham og sovet videre. Der var noget fascinerende og beroligende over at ligge og kigge på denne kvinde, som hun lå smukt ved siden af ham. Der var en ro over hende. Bastian lod sin hånd kærtegne hendes kind, som hun lå der ved hans side. 

"Godmorgen, Lilac" Smilet var stort på hans læber og han kunne godt se at hun måske ikke helt var frisk nok til at stå op, og for hans skyld kunne de ligge der resten af dagen, hvis hun ønskede det. Han fangede hendes øjne, som de tittede frem bag dynens stof og kom med et lille grin. "Jeg tror aldrig jeg har sovet bedre" Kom det ærligt fra ham, og lod armene ligge sig om hende og trak hende tættere ind til sig. 
Smerterne var blevet meget bedre, hendes behandling af ham, havde uden tvivl hjulpet som det skulle og det føltes meget bedre i hele hans krop. "Vi har ikke travlt, lad os bare ligge her lidt" Erklærede han, lænede sig frem og gav hende endnu et kys på den blottede pande, som øjnene stadigvæk tittede hen over stoffet. 

Modsat hende virkede Bastian meget frisk fra morgenstunden som om, at han havde været oppe i flere timer, men det kunne ikke passe, for Lilac havde en teori om, at man blev vækket, hvis en person kiggede på en i sin søvn. Lige nu var hun glad for, at dynen var trukket op over kinderne, for ellers ville Bastian tydeligt kunne se, hvordan kinderne blev rødere efter hans lille pandekys. Lilac kunne stadig mærke stedet, hvor hans læber havde ramt hendes hud. Det brændte næsten og sendte kuldegysninger ned gennem kroppen på hende. Som respons til hans handling rykkede hun sig en anelse tættere på ham og kom med en kælende lyd.

“Ligge os. Den kan jeg sagtens være med på,” svarede hun stadig en anelse søvnigt og lukkede atter øjnene i, men vidste, at det var forgæves. Nu hvor hun allerede havde været oppe en gang og vidste, at Bastian lå lysvågen ved hendes side, så kunne hun ikke bare falde hen igen. Derfor åbnede hun langsomt sine øjne igen og kiggede på manden som hun havde sovet ved siden af hele natten. “Så hvordan er kroppen. Er der noget jeg skal have kigget på, når vi endelig kommer ud af fjererne?” Spurgte hun blidt og lod øjnene køre ned af overkroppen på ham. Han havde ikke valgt at tage nattøjet på som hun havde lagt frem. Måske burde hun være en smule forlegen over, at hun havde sovet med en næsten nøgen mand, men lige nu nød hun synet af hans veltrænede krop fra morgenstunden. Ham gad hun godt vågne op med hver morgen.

Måske virkede Bastian som en person som havde været længe oppe, men han var også en relativ morgenfrisk person, det havde kun givet ham bedre og længere tid til at ligge og nyde synet af Lilac som sov som en drøm. Hun havde det smukkeste ansigt, med de smukkeste røde læber og de dybeste øjne.
Muligvis havde han kun kysset hendes varme pande, men lysten til at mærke læberne mod hans egne var stærk voksende.
Det lille morgen kys på hendes pande, virkede dog til at gøre det som det skulle, og et smil bredte sig på hans læber, som hun bevægede sig tættere ind på ham, med små lyde. Han lagde straks den ene arm omkring hende, og gav hende den tryghed som hun ønskede.

Bastian havde intet imod hvis Lilac faldt hen igen, hun kunne være sikker på at han for alt I verden, stadigvæk ville ligge der til hun vågnede. Det virkede dog ikke til at hendes intention var at sove videre, som hun kort efter åbnede sine øjne.
"Jeg er taknemmelig for dig, Lilac" Svarede han ærligt med et smil, "Jeg er så glad for det du har gjort for mig. Jeg har det fint, jeg mærker ikke nogen smerter lige nu" Det kunne jan ikke vide bedre, før hand rejste sig fra sengen, men umiddelbart så havde det hjulpet. Måske var det han ønskede sig allermest et varmt bad, men kunne han forlange det? Havde de mulighed for det, "Det eneste jeg kunne have godt af var et bad, efter turen i jorden igår".

At han var taknemmelig for hendes hjælp varmede hendes hjerte. Selvom situationen havde været fuldkommen forfærdelig, var Lilac glad for, at det var hende, der havde taget ham med hjem. Rigtigt nok var hun ikke en uddannet healer, men hun havde da en smule viden om, hvordan sår og skader skulle behandles. Det værste ville være, hvis Bastian var blevet liggende på fortorvet og blødt ihjel. Godt nok var ingen af skaderne dødelige, men han var blevet liggende, kunne han sagtens have frosset ihjel over natten. I Lilacs hovede i hvert fald. Hun var bekymret for sin longerende.

“Jeg er glad for, at smerterne er ved at gå væk! Og ja selvfølglig vil du kunne tage et bad. Vores kar er på anden sal,” forklarede hun og var klar på, at vise ham derhen, hvis han gerne ville i bad nu. At blive vasket fra morgenstunden ville nok være en god ide. Så kunne han få resterne af cremen af, hvorefter hun kunne putte et nyt på. “Hvis jeg følger dig derhen, vil jeg kunne forberede morgenmaden imens?” Foreslog hun og kiggede på manden, hvis arme hun lå trygt og godt i. Måske ville hun hellere ligge her for en stund, men samtidig vidste hun, at hun nok ville støde ind i Bastian en del mere. Det håbede hendes hjerte inderligt på.

Når man tænkte på at Bastian havde kigget på Lilac så længe, som han faktisk havde gjort, så kunne han på ingen måder være ked af at han var endt i hendes arme. Hun havde behandlet ham, taget sig af ham og nu lå de sammen og nød hinandens varme. Han var taknemmelig for hvad hun havde gjort, at hun havde samlet ham op og at hun havde stået op imod de unge fyrer som havde overfaldet ham. Hun var en kvinde som han nok godt vidste inderste inde, at han ikke ville kunne give slip på og gerne ville mere med. Især nu hvor han havde lært hende lidt mere at kende. 

"Det hele er jo takket være dig, kære" Han sendte hende et roligt smil, som de nu lå lidt tættere og han mærkede hendes krop op ad sin, ikke for første gang under dette besøg. "Hvad med dit eget slag?" Han lod kærligt sin tommeltot glide hen over mærket ved hendes øje. Som de lå der lod han efterfølgende armene glide omkring hende endnu engang og mærkede hendes varme tættere på. Havde han lyst til at de skulle stå op? Han nød at ligge med hende. 
"Det virker næsten mere behageligt, blot at blive liggende" Grinede han lavmælt og søgte hendes blik, "Men ja, du må meget gerne vise mig vej, og det kunne da være lækkert hvis vi kunne spise lidt sammen" Han nød at ligge og kigge på hende, dybt i de dybe øjne. 

Lilac havde næsten helt glemt, at hun selv var blevet overfaldet dagen før. Det var nok fordi, at hun lige var stået op og lå med Bastian, der var langt mere skadet end hende selv. Hun tog sig til hovedet efter at Bastian havde ladet fingrene kørt over bulen, og mærkede hvordan huden stadig var ret hævet. “Jeg er ikke blå, er jeg?” Spurgte hun en anelse forvirret og holdte stadig hånden over stedet lidt over hendes øjenbryn. Det var godt, at Bastian havde fået smørret noget paste på, da det gjorde skaden var knap så slem i dag som i går.

“Tvinger du virkelig mig til at være den ansvarlige, som skal få dig op af sengen?” Spurgte hun ham i en kritisk stemme, men legesygheden i den var også nem at spotte. I få øjeblikke blev Lilac i hans arme, hvorefter hun rullede væk fra ham og trak dynen med sig. “Du må hellere komme i bad for ellers kommer du til at fryse,” sagde hun pludselig morgenfriskt og tog dynen rundt om sig mens hun kiggede ned på Bastian, der endnu ikke var kommet i tøjet. Tanker der ikke burde være i hendes nethinde fløj forbi, men hurtigt skubbede hun de uanstændige fantasier væk. Hun skulle bare nyde, at der var et smukt stykke mandfolk i hendes seng… Hende og Bastian skulle bare ud og spise morgenmad sammen, efter at han havde været i bad. Indtil videre havde deres forhold været mere end uskyldigt og inderst inde var Lilac taknemmelig over, at han kunne tage den sådan med ro… altså hvis han var interesseret i hende.