Der kom et sagte brum fra den anden mand, der med en lille, opgivende og nok også teatralsk bevægelse fik rystet på hovedet. En lidt kort kommentar om ægteskabslivet forlod hans læber.  Ramiel lyttede dog kun med et halvt øre, da de gyldne øjne tavst gled ud foran sig, idet Kaatima virkede til at være blevet færdig med sin runde, og langsomt nærmede sig deres selskab igen. 
Let nikkede han til hende, hun virkede ganske tilfreds. Og med et lidt selvtilfreds smil hvilende over sine egne læber, kunne man ane hvordan at den sagte kompliment landede et godt sted. "Jah tak. Det vil jeg også mene" og han kastede et lille blik sidelæns til Zefek, et sigende samt venligt smil tilhørende kommentaren. 
Det kunne dog godt føles en anelse tvetydigt, hvorvidt han sagde det til ham, eller talte om ham. 

Men nok om det. Ramiels fokus fandt tilbage til Kaatima, og han gav hende inviterende en arm, det han præsenterede ham. "Zefek al Muleah, dette er Kaatima af Kazimi" og han så den anden bukke hovedet i en respektfuld hilsen. Nok ikke helt overrasket over det, men ganske tilfreds med at hans navn blev nævnt, skulle Ramiels menneskekender egenskaber tælle for noget. Han var dog lidt lusket. Som en ørkensjakal, der dog vægtede noget lig en flokmentalitet højt. Men han talte ganske pænt for sig, og Ramiels blik gled lidt afventende tilbage på Kaatima, da han vidste at der ville komme en form for kompliement med hilsenen. 
"Mig en ære og fornøjelse, prinsesse Kazimi, en af sydens sjældne ørkenroser" og handelsmanden gned sine hænder en smule rastløst, men diskret.  

Kaatima havde nu hørt om Zefek al Muleah før. Det var hellere ikke deres første møde, men det undrede hende ikke, at manden ikke kunne huske hende. Trods for hendes ydre, og de fleste nok ville huske en smuk kvinde som hende, havde mænd det også med at glemme dem så snart de var ude af syne igen. Især hvis det ikke var en kvinde, hvor det eneste spændende man kunne var at føre en samtale med hende. Hvilket alle jo godt vidste, ikke ville være tilfældet hos nogen af de mænd, som Kaatima havde bekendskaber med.
”Æren er på min side Zefek al Muleah” hun nikkede, men holde dog hendes hoved neutralt, da han trods alt ikke havde givet hende mere end et lille buk med hoved.

Kaatima vendte sig mod Ramiel, og så ikke nogen grund til hvorfor hun skulle blive her, da det tydeligvis ville tage tid før en kvinde kunne blive respekteret.
”Jeg tænker jeg vil lade jer snakke videre, kom og hent mig når de er klar” med dette lod hun sin hånd gled hen over Ramiels arm, og begav sig derefter rundt og kiggede på de forskellige bøder.

Det havde aldrig været intentionen at blive stående for længe, og Ramiel lod lyttende hovedet glide en anelse på skrå. Ah, det var en kort hilsen, og man kunne ane at Zefek ikke nødvendigvis var tilfreds. Men det virkede ikke til at røre nogle af modparterne, hverken Ramiel og (selvfølgelig) heller ikke Kaatima, at hans fine fornemmelser blev en anelse stødt. 
Nej, armen havde været en invitation til at de begge skulle tage videre; han havde fået hvad han ville ud af Zefek. Så lidt som det nu engang var, dækkede det mest af alt at se manden i øjnene, og vide at han bagved det høflige smil, nok simrede med en grad af pæn misundelse. Pff. 

Ved siden af hende, skævede han kortvarigt til den smukke kvinde, inden at han lænede sig en lidt ind til hende. "Nå. Hvor mange skal jeg holde ekstra øje med, så du ikke hiver mine handlende væk, under fødderne på mig?" klukkede han dæmpet, og mente det nok i ligeså høj grad af godmodig dril (og velvilje) end seriøs bekymring. Så længe der var en form for fælles front. Det foretrak han i hvert fald at læne sig opad. 

Ramiel samlede vingerne lidt tættere om dem, men ænsede ellers ikke forsamlingen af mennesker de fik bevæget sig forbi, hvis kursen var lagt tilbage imod kareten. 

Kaatima formåede lige akkurat at holde sin maske, og lade et blidt smil forme sig hen over hendes læber. Ramiel havde god grund til at frygte Kaatima, alle mænd der nogen sinde undervurderede hende, burde frygte hvad hun kunne gøre.
Men det havde hun ikke tænkt sig at erkende og et smil var derfor på hendes læber. Indbydende og kærligt, som hun lod fingrene glide hen over hans arm som de gik ned af gangen mod kareten.
”Jeg har ikke tænkt mig at hive noget under fødderne på dig, om andet, skal jeg sikre mig at der ikke er en anden, som prøver at hive dem fra dig” sagde hun med en smigrende stemme, dette skulle nok blive nemmere end hun havde regnet med. Måske var Ramiel ikke lige så nem at løbe om hjørner med, som hendes egen far, eller andre mænd i hendes familie. Men han havde en svaghed, en svaghed for magt og hvis der var noget Kaatima kunne give til ham, så var det netop dette.
Nok var hun ikke en mand, nok kunne hun ikke give ham tronen som hendes fars gyldne bagsæde havde forplantet sig i. Et sæde han kun rejste sig fra, når der var kvinder der kunne udnyttes eller nogen snakkede om hvordan han kun få flere rubiner mellem hænderne. Men der var andre måder at skaffe det på, og hun skulle nok bevise overfor Ramiel og hendes far at hun kunne meget mere, end de gik og troede.

En guldrose kunne forblænde selv de skarpeste øjne, og Ramiel lyttede med en lille spire af mistro i sig, der dog falmede. Beroligende virkede hun næsten, og han brummede en anelse tænksomt. "Sikre dig, siger du.." og han lagde den rindekorerede hånd, over hendes da den gled over armen. Hun havde trods alt ingen grund til ikke at læne sig op af ham. Og han skulle nok give hende lidt løs line at lege på, når det endelig kom dertil. 

Ramiel klappede lidt mildnende hendes hånd. Om læberne hvilede et skråsikkert, nok også arrogant smil, og han støttede hende med et lille smil, så hun kunne komme op i kareten igen, uden at skulle holde for meget på gelænderet ved siden af trappen. "Jeg tror det bliver en glimrende aftale, skulle du ende med at sige jah, Kaatima" og han betragtede hendes smukke skikkelse sætte sig til rette, inden at han selv trådte op. En glimrende aftale for dem begge, jah? 
Fordi når prinsessen forventede at han var grådig hvad angik magt, havde hun så sandelig ret. Alt for at komme lidt højere til tops. Selvfølgelig.