Pax gengældte smilende Junos kys, ligeså dybfølt og åndeløst som den anden. Han lo lavmælt, da Juno erklærede sit løfte og strøg derefter hans kind, forinden at han selv nåede at registrere sin hånds instinktive vandring.
”Mhm… glæder mig…”, brummede han lavmælt, hans ene øje let funklende i det flakkende lys.

”Jeg vil have en hemmelighed”, svarede Pax prompte og i samme øjeblik, at han rakte ud og modtog det nu fyldte glas. Det var nemt at bede om, for selvom Pax ikke kunne beskrives som nysgerrig – det var i hvert fald ikke top fem af udvalgte karakteristika – så var han unægtelig nysgerrig på Juno. Skønt Pax følte, at han kendte Juno bedre end nogen anden – men også vidste, at Juno kendte ham selv bedst – var den anden for ham stadig et mysterium. Der var – for – mange aspekter af Juno, Pax stadig ikke ville være i stand til at beskrive og han hungrede i det skjulte efter at kunne netop det.
”Du vælger selv hvilken en, men jeg vil have en af dine hemmeligheder.” Pax stillede bakken på kanten af karet, dernæst øllen, hvilket gjorde ham i stand til at hente den taburet, der stod placeret nær døren. Mere af vane end af vilje drejede han også nøglen i låsen før, at han omsider vendte tilbage Juno og satte sig til rette – så tæt på den anden han kunne komme.
Med øvede bevægelser, der ikke var hvad de udgav sig for, greb Pax om raflebægeret, rystede det og satte dernæst bunden i bakken. Forinden at han rev det op, kastede han et sigende og selvsikkert blik i retning af Juno. Øjeblikket efter kunne Pax konstatere, at han havde to seksere og med et moret fnys slog han yderligere to gange.
Pax endte med fire ud af seks seksere og da han kastede terningerne tilbage i deres skjul, blinkede han halvleende til Juno. ”Begynd at overvej hvilken hemmelighed, jeg skal have.”

Juno løftede begge øjenbryn, da han hørte Paxs svar. Hans første indskydelse var, at Pax ville have lov til at beholde en hemmelighed, for i sit hoved havde Juno skabt en fortælling af, at han ingen hemmeligheder havde, men han sank straks længere ned i vandet, da Pax tydeliggjorde, hvad han tænkte på.
"Jeg har ingen hemmeligheder," mumlede Juno, selv som han pludselig sad med vand helt op til hagen og et eftertænksomt blik. Han havde slet ikke lyst til at overveje, hvad han ikke allerede havde fortalt Pax, for det var den slags, han som regel holdt skjult for sig selv også. 
Da Pax rejste sig, fulgte Juno ham med blikket og tog en slurk af sin øl, som han først stillede fra sig, da Pax satte sig ned ved ham igen, og kun så han kunne slænge sig ud over kanten af karet og gnubbe sit våde ansigt mod hans skulder. Han blev siddende tæt op af ham, imens Pax slog terningerne og først da han havde slået dem alle, lænede Juno sig tilbage og skulede til ham, imens Pax kun blinkede tilbage til ham. 
"Jeg ser det hvis du snyder," mumlede han, allerede sikker på at Pax snød, bare ikke sikker på hvordan. En eller anden måde skulle man jo overleve på i Dianthos og terningespil var ikke en dårlig måde, selvom man, ligesom med alt andet, skulle være påpasselig. Juno havde altid selv været mere til den slags tyveri, hvor han blidt bumpede ind i nogen, når han gik forbi dem, eller hvor Hector skabte sig som en såret satyr og distraherede folk nok til, at Juno kunne snuppe hvad han ville uden problemer. 
Men han var trods alt lige så vild med at spille, som han var med alkohol og stoffer, så det var ikke første gang han sad med et sæt terninger. Det første slag gav ham to femmere, som han endte med at få to par ud af med et par fire, som han normalt aldrig ville have tænkt dødsdømte ham, men da han gav terningerne tilbage til Pax forsøgte han alligevel afslappet at spørge; "En gammel eller en ny hemmelighed?"

Pax hævede et sigende øjenbryn men forholdt sig ellers tavst. I modsætning til mange af hans kriminelle bekendtskaber, havde han aldrig selv gjort sig i løgnagtige terningspil. Ikke, at han ikke var ferm og besad en hvis mængde fingersnilde – havde han andet valg, når alt kom til stykket – men det havde aldrig lokket ham. I stedet var kups, af forskellige størrelser og med en række af gevinster, mere hans forte; det, at bryde ind og i skjul af skygger snige sig igennem herregårdes mange rigdomme, var hvad Pax levede for. Det afkrævede en særlig kalkulerende tankegang og at han hele tiden skulle sætte spørgsmålstegn ved det, han så. For én med en hjerne som Paxs var dens resultat tæt på følelsen af lykke.
”Jeg ser det, hvis du snyder”, svarede han i stedet, hans læber adskilt i et smørret smil.

Da det atter blev Paxs tur, lagde han en hånd i Junos nakke, ikke blind for dens anden ubehag. Han vidste, hvad han bad om, og skønt han var klar over, at den yngre mand ikke brød sig om det, havde Pax heller ikke i sinde at trække hans pris tilbage.
Han slog – et par seks – og strøg Junos nakke med sin ene tommelfinger, alt imens Juno lod sine fingre gribe om raflebægeret. ”Og du bestemmer selv.”
Efterhånden som spillet gik på hæld, følte Pax sig nødsaget til at sige resultaterne højt. Mere for Junos skyld end sin egen, for det blev efterhånden tydeligt, at skønt de lå tæt, så var Pax heldigere og havde flere point. ”Jeg sagde det jo – sidste slag. Medmindre du får rene tal, så er første sejr min.” Pax så på Juno, hans øjne bestemte, som var han allerede klar på at diskutere, hvorvidt han havde snydt eller ej (for god ordens skyld gennemgik han også hastigt delresultaterne i hovedet, bare så han kunne højlydt kunne erindre dem, skulle Juno få lyst til at modsige ham).
Først derefter tog han en tår af sin øl. Ikke den første i hans liv, men dog den første i flere år og Pax måtte skære en grimasse og ryste på hovedet, som en hund efter et irriterende og uønsket bad. ”Føj…” 

"Næppe," svarede Juno med et grin, da Pax gjorde ham opmærksom på, at det også ville blive set hvis han snød. Med et par vægtede terninger kunne han godt finde på at gøre et forsøg, men som han sad nu, nøgen og uden terninger på sig, var det svært for ham at snyde - og nemt at påstå, at Pax ikke ville kunne se forskel, selvom han vidste, at han sikkert ville. 

"Det hjælper ikke," rettede Juno på Pax med sine øjne knebet irriteret sammen. Han havde ikke lyst til at indrømme, hvor meget han havde at vælge imellem, og en smule hjælp til at sortere i dem ville have været rart, men det gjorde også kun, at han tog spillet endnu mere seriøst. Så seriøst at han hen mod enden ubevidst stoppede med at røre ved Pax, for fokuseret på terningerne og deres resultat. Han gjorde også selv et forsøg på at følge med i regnestykket, og selvom han ikke var dårlig til at regne, var han mere end dårlig til at holde fokus og ikke længere efter lod han Pax om at holde styr på dem. Når resultaterne blev sagt højt, kunne Juno alligevel godt genkalde sig de fleste af dem. 
Det gjorde det også ulideligt, da han var så tæt på at vinde, hans slag det eneste der manglede, og han stadig, efter tredje slag, ikke havde hvad der skulle til for at vinde. 
"Neeeeej," udbrød han langtrukkent og lod sine arme og hoved falde ud over kanten på karret, som var han en skuespiller på en scene, der skulle spille død. Han havde brudt sit hoved med en hemmelighed igennem meget af spillet, men havde endnu ikke fundet én han kunne lide. 
Han skævede til Pax, da der blev brokket sig over øllet, og dét fik ham til at grine lavmælt. "Det er sundt for dig, drik noget mere," opfordrede han med et grin, inden han lænede sig tilbage i karret og begyndte at tænke over en hemmelighed. 
"Jeg ved ikke engang hvad du ikke ved," mumlede han lavmælt. Der var masser af ting Pax ikke vidste om ham, især fra da han var ude af Dianthos, men det var alt sammen forfærdelige ting, forfærdelige historier, som han ikke vil ødelægge sin bryllupsrejse med. Distræt strøg han sine fingre over arret på sin brystkasse, det formet som et ulvehoved. Følelsen af det under sine fingerspidser var altid med til at minde ham om, hvor han var nu. 
Desuden var der kun én ting Juno aktivt havde holdt fra Pax, og ikke bare havde undgået at fortælle ham om, og den hemmelighed vejede så tungt, at når Pax bad ham om én, var det næsten kun dén han kunne tænke på. 
"Jeg går ud fra at du ved, hvad jeg laver med Sarah?" spurgte han, bare for at tjekke om han kunne slippe af sted med at fortælle Pax dét, men allerede inden Pax kunne svare ham, valgte Juno en anden hemmelighed; hvis ikke Pax kendte til Junos aftale med Sarah, så måtte han vinde et spil mere og spørge ind til det.
"Mit dyrebareste eje er - en sten jeg stjal i Rubinien. Fra den slavehandler vi var hos. Vi var lige blevet givet væk som gave. Fra ham til hans elskerinde. Hende som tog os hjem. Og jeg kom forbi den og... jeg kunne ikke lade være. Jeg vidste, at jeg risikerede at han ville fortryde sit valg og beholde os, eller værre, men..." Juno tog en dyb indånding og da han åndede ud var hans blik beslutsomt. "Jeg havde brug for hævn, du ved? At tage noget af hans, efter alt han havde taget fra os."
Juno havde stadig den lille gule sten i lommen overalt hvor han gik, selvom han ikke længere søgte følelsen af den i sin hånd lige så ofte som han engang havde. "Og så er den magisk, men jeg bruger den ikke til noget."
Juno trak på skuldrene, ivrig efter at komme videre så han kunne få sin egen sejr. "Kom, jeg har brug for at du træffer nogle dårligere beslutninger den her omgang," opmuntrede Juno og skubbede Paxs ølglas op mod hans ansigt, inden han også selv tog en tår af sit. 

Pax lo, hans grin så karakteristisk hæst og klukkende, da Juno noget så teatralsk faldt sammen over karets kant. Selv afholdte han sig fra at hovere; det havde aldrig været Paxs stil, i hvert fald ikke på en eksplicit vis, men særligt i dét øjeblik, velvidende hvad der snart ville ske, syntes det endnu vigtigere end nogensinde at holde sin mund lukket.
Da Juno derefter – noget modvilligt – begyndte at fortælle, reagerede Pax end ikke på spørgsmålet; som en stenstøtte sad han og betragtede den anden, hans øjne bestemte men ikke nådesløse; hans læber hvilende blødt mod hinanden, hans mundvige stadig sitrende fra latteren forinden.

Først da Juno tav og så hen på ham, trak Pax på den ene skulder. ”Dét har fundet vej omkring til mig men… ikke fra Sarahs mund. Jeg tænkte, du havde styr på det, så der var ikke nogen grund til at bringe det op.” En eftertænksom rynke satte sig fast mellem Paxs øjenbryn, men stadig veg hans blik ikke fra Juno, som søgte han efter noget på al den nøgne hud. ”Og jeg tror, jeg har set den. Engang efter vaskedag… den lugter… altså, som magi lugter.”
Pax betragtede Juno for et langt øjeblik derefter, hans blik ulæseligt men samtidig grænsende til kærligt. ”Tak”, hørte han sig selv mumle, hvorefter Pax straks gjorde dem begge en tjeneste og slog for igen. Han havde fået sin hemmelighed og måske netop fordi, at Juno nødigt ville dele den til at starte med, følte han sig nødsaget til at erkende det.
Pligtfyldt tog Pax øllen fra Juno og satte endnu engang glasset til læberne. Han tog en stor slurk, kneb øjnene sammen som han sank og skævede dernæst til den blonde fyr. ”Jeg fatter ikke, du drikker det her for sjov”, mumlede han, hans tone ikke anklagende eller belærende, blot… uforstående. Der var mange aspekter af menneskelivet, der til stadighed kunne få Pax til at skære en grimasse af forvirring.
Hans første slag grænsede til elendigt og med et let suk – Pax hadede at tabe – betragtede han Juno slog med bægret.

Juno brød sig ikke om, at Pax allerede vidste, hvad han lavede med Sarah, men det overraskede ham heller ikke. Der var en grund til, at han ikke havde fortalt det til Pax, men det var også umuligt at gemme sig fra alle dem, der løb til Pax med informationer, og des mere Juno havde set ud som om han ville skjule noget, des mere sandsynligt var det, at den information ville blive set som vigtig nok til at videregive. Det hjalp lidt, at Pax i det mindste ikke havde blandet sig, selvom han havde hørt om det. "Jeg har styr på det," var alt han sagde til dét, for i det mindste at give Pax ret i, at han ikke behøvede blande sig. 
Det var ikke så meget stenen i sig selv, der var en hemmelighed, men langt mere historien bag den. "Den fjerner magiske evner på den, der rører ved den," tilføjede Juno lavmælt, fordi Pax havde takket ham og Juno følte, at han ikke havde fortalt ham noget, han ikke allerede burde have fortalt ham, der var bare så mange ting der føltes private eller ubehagelige eller underlige at bringe op. Det var ikke den samme sten, der havde været brugt til at tage Junos evner fra ham i Rubinien, men det havde været en som dén, og ubevist frygtede Juno at den ville blive taget fra ham, hvis det gik op for Pax, hvad den mindede ham om. 
Juno grinende dog let igen, da han fik Pax til at drikke mere og kyssede smilende hans våde læber. "Det smager bedre des mere man drikker," lovede Juno ham med et grin og begyndte først da rent faktisk at vaske skidtet af sig, imens Pax grublede over nogle dårlige slag. Denne gang var Juno heldigere, selvom der ikke skulle meget til, og han hoverede allerede, da han gav raflebægeret videre til Pax. "Du kommer ikke til at kunne lide, hvad jeg beder dig om, så hvis jeg var dig, ville jeg begynde at bede til Chance," drillede han, men holdt ikke øje med hvad Pax slog, da han rejste sig op af vandet, for at tage et enkelt lag tøj på, bare lige nok til at holde varmen, og meget bevidst uden et bælte, fordi han regnede med snart at skulle ud af tøjet igen, og tog en taburet med sig hen ved siden af Pax, hvor han helt glemte at tjekke terningerne, for optaget af at trække Pax ind i endnu et kys. 
Derhjemme ville han have forsøgt at lade være med at kysse ham hver gang de havde været adskilt i mere end et par sekunder, men her gjorde han intet for at styre sig selv. Der var ikke andet han burde lave. Han var taget med nærmest udelukkende for at kunne kysse Pax når han ville, også selvom dét var konstant.

Pax så op, overraskelsen i hans skarpe ansigt ikke til at tage fejl. ”Den tog ikke min”, nåede han at svare før, at hans tanker indhentede ham og stillede spørgsmålstegn ved, om det nu også var en god idé, at bekende at have pillet ved en af Junos mest dyrebare ejendele.
At stenen dog ikke syntes at have påvirket hans evne kunne forklares med et hav af grunde. For det første var Pax ikke sikker på, at hans evne var magisk i den strengeste forstand. Han vidste, at det naturligvis krævede en form for chakra men han var også udmærket klar over, at han var født med en så lav reserve af dét, at hans hastige formskiftning ikke kunne forklares med chakra alene. At hans far var en dæmon, mente Pax derfor, måtte kunne gøre op for resten. Isiodith havde dog ikke været villig til at bekræfte med andet end et eftertænksomt: ”hm…”

Pax fnøs moret og tvang en tår mere ned i svælget, hvorefter han instinktivt fulgte Juno med blikket, imens den anden klædte sig på. Han havde ikke før skænket mange tanker til, hvordan andre mennesker så ud – deres fysik, deres ansigtstræk – men med Juno tog Pax sig selv i at tænke, at han var flot. Der var noget ved letheden af hans bevægelser, øjnene, munden…
Endnu et fnys afledte Pax fra sine tanker og han himlede med øjnene, da det atter blev hans tur. Junos mund mod hans distraherede ham men fordi, at Pax ikke havde højere tanker om den anden, end at han antog, at han ville snyde, hvis han kunne, memorerede Pax hvert slag og kunne derfor smilende, næsten leende, gengælde Junos kys.

Det skulle dog vise sig, at Juno havde ret. Pax tabte anden runde og med et udfordrende blik i hans øjne, nikkede han opfordrende til den anden.
”Såeh… hvad vil du have?”
Endnu ikke var det gået op for Pax, at hans glas allerede var halvtomt.

Juno var lige så forvirret som Pax. Thanos havde haft stenen klar fra det øjeblik, han havde fanget Juno på sit værelse og havde garanteret brugt den på utallige før ham også, men Thanos ville selvfølgelig heller ikke have fortalt ham,  hvis der var nogen, den ikke virkede på. Desuden havde Juno næsten samme tanke som Pax; ulven var en del af ham, der var så meget ham, at de to ikke kunne adskilles. Det var ikke som andre evner. 
Det gjorde ham ikke så meget, at Pax havde rørt ved stenen. Den havde altid været hvor Juno havde haft brug for den, så han var bare glad for at Pax ikke havde udspurgt ham om den så snart han havde fundet den. 

Juno ville have snydt hvis han kunne, men så snart deres læber mødtes, havde han en tendens til at glemme alt andet og hvis en terning skulle være rullet, når Pax ikke så på brættet, glemte Juno det som regel indtil de igen begge havde blikket på terningerne og det var for sent. 
Alligevel lykkedes det ham at vinde anden runde og da det kom til hans ønske, var det pludselig svært for ham at få ordene ud. Pax kunne trods alt stadig afslå ham og selvom der var flere ting Juno kunne komme på, at han gerne ville have; et kælenavn, retten til at sidde på hans skød i mere end 5 sekunder, inden han blev smidt af, og lov til at komme med ud at jage, så var det alt sammen noget Juno følte sig nogenlunde sikker på, at han kunne få på mange andre tidspunkter, hvis bare han spurgte pænt nok.
"En ring," røg det ud af ham, inden han kunne nå at tænke mere over det, og straks efter fortrød han det. Det føltes som om han bad om mere, end hvad Pax kunne give. Var de ikke allerede blevet gift? Havde han ikke selv brandmærket ham og fået lavet et halsbånd, alt sammen for hans skyld? Der var så mange andre ting, der beviste den kærlighed de havde for hinanden, og med brændende varme kinder forsøgte Juno at forklare, med ord der faldt over hinanden; "Hvis jeg havde haft én så ville Treston måske ikke - have været sådan en nar." 
Det var meget mere end dét, men alt det løb igennem Junos hoved på dét tidspunkt lød kun dummere, og pludselig var det af brændende nødvendighed at han ikke sagde flere dumme ting og han tav. 

"En ring?", gentog Pax prompte. En mild art af forundring havde fundet vej til hans blik og for et kort sekund virrede hans øjne søgende mellem Junos egne.
Da forklaringen på hvorfor dog dernæst buldrede ud af den andens mund, begyndte begge af Paxs mundvige at sitre forræderisk og temmelig ublu gned han sine kæber for på den måde at forhindre, at et smil skulle bryde ud og krakelere hans ansigt.
"Du var ret tæt på at slå ham ihjel, såeh... jeg bliver personligt ikke et bedre menneske, når det hænder for mig", mindede Pax mumlende Juno om, ikke i stand til at lade være med at drille den anden, skønt han sad og betragtede ham med ildrøde kinder.
Derefter forbarmede Pax sig dog over Junos afventende skikkelse og nikkede. "Selvfølgelig", medgav han og i grunden uden at føle sig hverken tvunget eller ubehagelig til mode. "Det virkede bare... fucking fjollet efter alt det med Evlyn... som om det ikke rigtig betød noget, når alt kom til alt, så det var... egentlig derfor jeg ikke..." Pax kunne ikke tage sit blik fra Junos, hans egen hals og ansigt varmt af noget, han ikke kunne bestemme, hvad var.
Pax rystede let på hovedet og gav pokker i, hvad Juno kunne finde på at bide igen med af sarkastiske eller spøgefulde kommentarer. Det var trods alt vigtigere at han forstod, hvorfra Pax kom.
"Mit mærke betyder også... ultimativt mere for mig. Med Evlyn... det var lidt... ikke et skuespil men noget, der minder om. Hun ville gerne have det, størstedelen ender med at have: hus og børn. En ring passede ligesom... bedre ind i den forestilling. Men det her... os... er for mig mere... mig. Mere ægte. Mere... passende." Pax tav og tog en tår af sin øl, ledende efter det sidste søm, der kunne fæstne låget til kisten. Han sendte Juno et skævt smil og trak dernæst lidt på den ene skulder.
"Selv før branden, før du forsvandt, før du forlod mig dengang... du har hele tiden været en ulv. For mig, mener jeg. Du var altid... en af os og en del af mig, selv når jeg ikke så dig i flere måneder, så... vi kunne kun blive gift på vores måde... alt andet virkede forkert... jeg overvejede ikke, at du ville have en..."

Juno gav et bestemt nik fra sig, da Pax gentog hans ønske. Selve ringen var der intet ønske til, udover at den skulle komme fra Pax og bære betydningen af deres kærlighed. "Jeg var kun tæt på," forsvarede Juno lavmælt sig selv. "Han ville ikke have sagt alle de der ting, hvis han havde vidst hvem jeg var. Så ville han have vidst, at jeg ville slå ham ihjel for dem." Han havde ikke brug for Pax til at forsvare Treston, for Juno havde som sådan endt med næsten at kunne lide ham, men det ændrede ikke på, at han ville undgå en gentagelse af oplevelsen i køkkenet. 

Juno troede næsten ikke sine ører, da Pax rent faktisk gav efter, helt uden at brokke sig eller forsøge at få ham til at ændre mening. Da Juno først havde sagt det højt, havde han regnet med at få et skænderi på niveau med, da han havde insisteret på at få lov til at kalde Pax sin kæreste. At Pax i det mindste ville have givet en tale om, at det ikke handlede om, hvad andre så, men hvad de havde sammen. 
På en måde kom den tale også, men da den gjorde, var den ikke irettesættende, bare... forklarende. Og des mere han forklarede, des mere forstod Juno, hvorfor han ikke allerede havde fået én, indtil hans ansigt ikke bestod af andet end et forsigtigt smil og røde kinder. 
Juno havde også altid set sig selv som en ulv, også da han ikke havde været villig til at indrømme det, og der var ikke andre måder han ville forenes på, men han var også andet og mere end bare en ulv. Udover årene fra før han var blevet én, havde der også været de år, hvor han havde gjort sit bedste for at ligge afstand til alt med Ulvens Flok, og han kunne ikke benægte de sider af sig selv, der stadig ikke var fuldt assimileret til flokken og som sandsynligvis aldrig ville blive det.
"Jeg synes ikke det er fjollet," mumlede han og så op på Pax, kun for at slå sit blik væk straks efter, selvom deres korte møde fik hans smil til at vokse. "Jeg vil bare have det hele med dig. Mærket og ringen. Jeg vil også have et hus og børn, men.. det har vi allerede." Da Juno denne gang mødte Paxs blik igen, holdt han det. "Tak," mumlede han, inden han skyndte sig at bunde sin øl i stedet. 

Ja…
Juno var virkelig flot…

Paxs hoved virrede blot en anelse før, at hans læber skiltes i et blændende smil. Han måtte se væk, for bevidst om sine egne tanker om den anden og derved overbevist om, at Juno på en eller anden måde således også kunne høre dem.
”Du har den så”, forsikrede Pax lavmælt, hvorefter at tavsheden roligt sænkede sig over dem. Han drak det sidste af sin øl og skar den obligatoriske grimasse af afsky, hvilket fik ham til at le lavmælt.
Efter Juno havde takket ham, nikkede Pax, et lille smil i hans mundvige, hvorefter at han slog for endnu engang. Han rejste sig, da det blev Junos tur og uden at tage blikket fra terningespillet, hev han sin skjorte henover hovedet. Også han skulle vaske sig og gerne forinden, at vandet i karet blev iskoldt.

Pax satte sig på hug, hans arme hvilende på karets kant, hvorefter han greb om kluden. Han slog, når det blev hans tur, men skyndte sig ellers gøre brug af det endnu varme vand, hans blik hele tiden søgende i retning af Junos.
Han var ikke meget for at indrømme det, men Pax mente, at hans hoved var begyndt at snurre – fornemmelsen var behagelig men den gav ham også en overdreven lyst til at fortælle Juno samtlige af sine tanker og spise… og det var decideret uvant, for Pax havde sjældent en appetit der var værd at snakke om.
”Jeg tror ikke, at det virker på mig”, sagde han, usikkert, hvorefter han nikkede i retning af sit tomme glas. ”Jeg bliver bare træt og sulten af det. Og… snaksaglig.”

"Det var nemmere end jeg havde troet," svarede Juno med et forsigtigt grin og en varm følelse, der ikke forlod ham, heller ikke da Pax gentoptog deres spil og rejste sig for selv at blive ren.

"Jeg har umuligt flere hemmeligheder du ikke allerede kender alt til," mumlede Juno, da han fik terningerne og begyndte på sine slag. "Du må finde på noget andet at bede om, hvis du vinder - eller være mere specifik med, hvad du vil vide." Han forsøgte allerede at smyge sig udenom endnu en hemmelighed, på trods af at have slået fem terninger i rækkefølge fra to til seks, inden han gav terningerne til Pax. Ét godt slag var ikke nok til, at det steg ham til hovedet endnu, og hvis Pax ikke vidste noget, var der som regel en grund til det. 
Han havde endnu ikke snydt direkte, men han afholdt sig ikke fra at fylde begge deres ølglas igen.

Lige så ofte som Pax så på Juno, havde Juno blikket rettet mod Pax. Der var rigeligt at se på, især når der ikke var flere lag af tøj på ham, og Juno lagde ikke skjul på, hvordan hans blik kom til at vandre. 
"Tror du ikke det?" spurgte Juno med et dårligt tilbageholdt smil. Han var ikke selv upåvirket, men selvom han var mindre end Pax var han også langt mere vant til at drikke. "Hvad får du lyst til at snakke om?" kunne han ikke lade være med at spørge, for det var en sjælden mulighed, der lå foran ham nu, og da han fik raflebægret holdt han det også kun uden at tage et slag, og uden at tage sit forventningsfulde blik fra Pax. 

Pax fnøs halvleende og lagde den våde klud henover sit skarpe ansigt. ”Jeg vil have alle dine hemmeligheder”, svarede han uden omsvøb, i grunden overrasket over, at Juno kunne være af den overbevisning, at Pax kendte til samtlige aspekter af hans egen eksistens allerede.
”Jeg kender kun… en brøkdel af dig, eller… sådan føles det nogen gange.” Under normale omstændigheder ville Pax aldrig have ladet ordene undslippe sin mund, men øllens beroligende og umiddelbare effekt havde omsider slået kløerne i ham. Ikke at Pax rigtig havde bidt mærke i det endnu…

Pax gjorde sig færdig ved karets kant og rejste sig, hans overkrop let dryppende. Han drejede rundt på hælen, satte kursen mod vindueskarmen med den intention at lukke det i, men da han nåede derover, kom han til at grine stille. For blot et øjeblik havde han glemt alt om terningespillet.
”Der står en sød ko dernede”, fortalte Pax, hvorefter han pegede ned på det drøvtyggende dyr. ”Jeg synes faktisk, at de er røv nuttede. Altså – køer. Især de små – du ved, kalve… jeg har altid lyst til at røre ved dem og give dem lidt græs eller… ja, jeg ved jo ikke lige, hvad man sådan ellers skulle...”
Pax lukkede vinduet til og da han vendte rundt mod Juno for endnu engang, så han kortvarig noget forvirret ud. Ikke lang tid efter måtte han dog le stille og han stor-smilede stadig, selv da han satte sig ved siden af Juno igen.

”Okay, jeg ved, hvad jeg vil bede om næste gang… og det er ikke en hemmelighed”, beroligede Pax, hvorefter han omsider kunne slå igen.
Pax vandt tredje runde og smilede smørret til den blonde mand i det, at han spøgefuldt gav ham fingeren. ”Du skal fortælle mig om… dit allerbedste minde.”

"Selvfølgelig vil du det," mumlede Juno med et smil, da Pax indrømmede at ville have alle hans hemmeligheder. "Du kender mig bedre end nogen anden," påstod han med et grin, da det føltes som om Pax brokkede sig over ikke at kende ham godt nok. I det hele taget stolede Juno ikke rigtigt på andre, og snakkede kun om sig selv, hvis det var for at blære sig, eller fordi han snakkede med et barn, så det var begrænset hvor mange der kendte ham intimt. 

Juno fulgte ham med blikket og måtte bide et grin i sig, da Pax begyndte at tale om køer ud af ingenting. "Det kan vi da godt gøre. I morgen. Når det er lyst." Juno smilede i hele hovedet ved tanken om at se Pax fodre en ko eller oven i købet kæle den. 
Det var en lettelse for Junos stadig let fugtige krop at få lukket vinduet og Juno forelskede sig en smule mere i Pax i dét øjeblik, som han altid gjorde, når Pax gjorde noget for ham. Junos smil mødte Paxs, da fyren satte sig ned ved siden af ham og Juno kunne trække ham ind i endnu et kys. 

Juno stolede på hans løfte om ikke at ville bede om endnu en hemmelighed og slappede betydeligt mere af, imens de spillede tredje runde færdig, opmærksom på at holde resten af kandens indhold op imellem deres krus imens. 
"Seriøst?" Spurgte han med et grin. "Vi er lige blevet gift, din idiot!" Udbrød han forurettet og kravlede op for at sætte sig overskrævs på Pax, imens han, stadig grinende, hev ham ind i endnu et kys. "Tror du der er noget minde der er bedre end dét? Har du et minde der er bedre end dét?" spurgte han imellem kys, men han var også ved at blive påvirket af øllet, og hele hans krop føltes let, hans hoved uden bekymringer, og han smilede og grinede igennem det hele.

Pax betragtede Juno med et ulæseligt blik og trak på den ene skulder. "Måske", mumlede han til svar, tydeligvis ikke overbevist endnu, men heller ikke villig til at forfølge emnet yderligere; måske det ikke gjorde noget, at Juno forblev et mysterie; måske var det sådan, at det skulle være...

Da Juno rejste sig og satte sig til rette overskrævs på ham, kom Pax til at ryste leende på hovedet. Han var faktisk ikke sikker på, hvorfor han slet ikke havde overvejet, at det kunne være Junos bedste minde - måske fordi det ikke var kønt for andre end dem selv...
Pax lagde instinktivt sine hænder mod Junos hofter under skjorten og gengældte ivrigt de kys, han fik skænket. "Selvfølgelig har jeg ikke det", skyndte Pax sig at udbryde, hans læber stadig adskilt i et bredt smil, han slet ikke syntes at kunne tæmme.
"Jeg var bare nysgerrig. Desuden - er det ikke rart at tale om? Nu gav du mig en hemmelighed, en du ikke ville give sådan uden videre, så..." Paxs hoved virrede en lille smule fra side til side, som gav det perfekt mening for alle såvel som ham selv.
Der var dog så meget mere til spørgsmålet, Pax slet ikke var i stand til at italesætte eller forstå, men som han udmærket var klar over fandtes et sted i hans indre - og det omhandlede alt sammen Juno.

Det var altid Juno.

Pax strammede sit tag om den anden, lagde hans arme omkring ham og trak ham tættere indtil sig. Noget spøgefuldt og udfordrende havde fundet vej frem til hans øjne, og hele hans skikkelse emmede af legesyghed, da Pax lagde sin pande mod Junos og hviskede: "Og hvorfor skal vi vente til det bliver lyst?"

Juno brød sig ikke om, når Pax ikke lod sig læse, og han kneb øjnene sammen i en skeptisk stirren, imens Pax kun svarede 'måske'. Der var ikke nogen tvivl i Junos sind - hvem ellers skulle kende ham bedre? Der var ting Pax ikke vidste, men det var ting, ingen vidste, eller kun dem, der havde været der imens vidste, eller som var mennesker, Juno var ligeglad med at imponere. Pax skulle jo gerne blive ved med at tænke højt om ham, og der var nogle hemmeligheder, hvor Juno godt kunne blive i tvivl om, hvorvidt Pax stadig ville elske ham, som han gjorde nu, hvis han kendte dem. Om han stadig ville blive ved med at tage hensyn til ham, passe på ham, skærme ham fra de værste sider af Dianthos. Dén opførsel var Juno blevet afhængig af og han havde ikke lyst til at Pax skulle gøre noget som helst andet. 

Juno smilede tilfredst mod Paxs læber, da han blev bekræftet i, at Pax ikke havde et bedre minde end deres forening. "Selvfølgelig ikke," gentog han med et grin, mellem deres kys. 
"Jo. Jo, det er rart at snakke om," medgav han, hans krop varm af glæde over hvor tydeligt Pax så ham og vidste, at han havde haft brug for noget bedre at snakke om. "De fleste af mine bedste minder involverer dig," fortalte han med et smil. "Hvis du tvang mig til at vælge et andet, så ville det blive en af de gange, du har sagt, at du er stolt af mig. Det har altid været noget af det bedste." Det var nemt at indrømme, når han sad så tæt på manden han elskede, nemt når han kunne kysse ham og røre ved ham imens. 

"Jeg har ikke sagt at vi skulle vente?" spurgte Juno forvirret, hans tanker et helt andet sted end Paxs, takket været fyrens stramme greb om ham og deres position, som Juno understregede ved at sukke imod Paxs læber, indtil det pludselig slog ham, hvad Pax måtte have ment. "Vent - mente du koen?!" spurgte han, straks efter spruttende af grin. "Vi kan godt - altså - fuck, lad os komme derned, hvad end du vil, baby," væltede det ud af Juno, der stadig grinede, men også forsøgte at skubbe sig af Pax, så de kunne komme ned til en sød ko. 

Pax var for travlt optaget af Junos bløde læber og smittende grin til, at han bed mærke i den summende fornemmelse bag hans blege pande; faktisk føltes hele hans eksistens betydeligt lettere, for der var ingen bekymringer eller overvejelser i den nærmeste horisont. Kun Juno fandtes og kun Juno betød noget. Hvad morgendagen bragte var ligegyldigt og fortiden havde ikke længere nogen magt.
Pax lo stille, klukkende, da Juno indvilligede men det var også tydeligt, at Pax ikke brød sig om deres pludselige forsvinden fra hinanden. Hans smil forblev, men det blev et ærgerligt et af slagsen og hans hænder gled modvilligt ned langs begge af Junos skarpe hofter, indtil den anden var så langt væk fra ham, at han ikke længere kunne nå ham. Det var dog også det, der fik Pax op at stå...

Pax var en anelse overrasket over sin egen stavrende gang, men så snart han atter kunne ligge en arm omkring Juno, forsvandt den tanke også straks. Ikke at han førte den anden hen imod døren - i stedet bevægede han sig tilbage mod sengen, hans læber med det samme mod Junos egne og hans hænder søgende målrettet ind under hans skjorte.
"Jeg har ombestemt mig", hviskede Pax mellem kys, hans stemme brummende. Begge af hans mundvige sitrede forræderisk og måtte bukke under for presset af et smil, da Pax rev sin mund til sig for at trække Junos skjorte henover hovedet på ham. "Jeg kan se hende i morgen. I sollyset - så jeg kan se de der store, flotte øjne rigtigt." Pax kom til at le spøgefuldt men snart efter var han atter tavs, travl med at kysse Junos hals imens, at hans hænder søgte ned og henover hans bukser.

Junos blik gled op og ned ad Pax, da han på usikre ben kom over gulvet, og indså igen, at det var lykkedes ham at få ham fuld. Indrømmelsen af, at han fandt køer søde, havde været nok til at vise dét, men det var noget helt andet at se ham have svært ved sin balance. Det var så langt fra den sædvanlige, stoiske Pax og han så ud, som Juno også følte sig, når han drak - og som han også gerne ville se Pax føle sig. Glad, mest af alt. 
Så snart Paxs arm lagde sig om ham, smeltede Juno op imod ham, altid ivrig efter at komme så tæt på ham som muligt, og fulgte derfor også tæt med uden tøven, da Pax ikke førte ham den vej, som han havde regnet med. 
"Nå?" spurgte Juno med et grin, da Pax fortalte at han havde ombestemt sig. "Hvad vil du så i stedet?" Det kunne ikke være tydeligere, hvad Pax ville, men Juno kunne ikke dy sig for at spørge, selv som hans skjorte blev hevet af ham. 
"Hey! Sig noget sødt om din mand i stedet," bad Juno med et åndeløst grin og selvom Pax ledte dem mod sengen, pressede Juno den modsatte vej, så han kunne komme tættere op mod Paxs krop, selv med hans arm imellem dem. Derefter lagde han også en hånd om Paxs hage og førte med en bestemt bevægelse hans ansigt væk fra sin hals og op til sit ansigt, så han kunne kysse hans læber i stedet. Instinktivt ville Juno gerne bestemme fra det øjeblik Paxs berøringer fik gjort ham varm og hård, og selvom han med Pax havde forsøgt sit bedste, for ikke at virke kontrollerende, så kunne han ikke stoppe sig selv fra at afprøve grænserne engang imellem, ved en bestemt berøring, men et blødt, langsomt kys. 

Hvad der skulle være blødt og flydende, var blevet til en brydekamp; når Pax skubbede Juno i retning af sengen, stod Juno imod og lige såvel som den anden grinede åndeløst, således gjorde også Pax.
Intet syntes dog at hjælpe. Hvad end Pax listede en beordrende hånd ind i Junos hår, nappede hans bløde hud på halsen eller krævede hans læber med sine egne, forblev Juno lige så krigerisk som ham selv – og det var… sjovt. Pax kunne ikke stoppe med hverken at smile eller grine lavmælt, skønt både hans hænder og læber var optaget af andet, der syntes så meget vigtigere.
De skulle omsider lande i sengen; deres åndedrag overfladiske, deres bevægelser ivrige, som sloges de stadig men også halvleende, hviskende hemmelighedsfulde ord kun for den andens ører…

Den snurrende, summende fornemmelse var stadig levende i Paxs krop og skønt Juno havde lagt stille over ham i lange, stille øjeblikke, følte Pax, at han gyngede. Stadig var han dog i et forbandet godt humør… hvordan kunne han være andet, når han var så fysisk mættet af deres nærhed?
Dog…
”Jeg er sulten. Jeg kunne æde – jeg kunne æde alt”, mumlede han pludselig, hans ene hånd dovent kærtegnende Junos hår. Derefter var der ikke meget andet at gøre end at liste ud under Juno, gribe om tøj og støvler og begynde at iklæde sig. Det tog lidt overtagelse, men snart efter kunne både Pax og Juno bevæge sig ned igennem kroens lange, mørke gang…

Pax var ikke helt sikker på sine egne ben; han stavrede endnu en smule men ikke nær så meget som tidligere. Han var også alt for optaget af Junos hånd i sin til egentlig at fatte en særlig interesse for, hvad ens hans fødder foretog sig…
Krostuen var ikke forladt, men hvad end der havde været af festlighed – havde der været en overhovedet – var for længst blevet til halvvarme gløder i en glemt pejseovn. Ikke, at Pax var på vej i retning af selve krostuen… i stedet havde han noget målrettet næsen rettet imod køkkenet, velvidende at han kunne finde alskens ting derude.
”Jeg vil have… jeg vil have det hele, tror jeg”, mumlede han, ikke vidende om, hvor ukarakteristisk det var for ham at sige. ”Tørret skinke. Brød. Suppe. Grød. Det hele!”

Enhver anden dag ville deres kamp have været en balancegang. Grænsen imellem at skubbe for hårdt og at overgive sig så let var hårfin, og både Pax og Juno havde den slags ar, der hurtigt gjorde små fejltrin alvorlige. Men ikke denne gang, ikke i nat. Juno skubbede og grinede og stod imod, og stod usikkert på benene når Paxs fingre strammede sig i hans hår, hans krop ivrig efter at falde på knæ foran ham og adlyde hvert eneste bud han kunne ytre, men hans hjerte opsat efter at lade deres leg vare så længe som muligt, når den endelig var så nem, så ukompliceret, ufarlig. 



Juno holdt sig vågen efter, selv som han lå, komfortabel og med et svagt smil på læberne, i Paxs arme. Hans øjenlåg var tunge og under ham vuggede sengen, som var de på et skib, men alkoholens virkning var okay så længe Pax var der med ham, og Juno gjorde sig kun tungere, da Pax prøvede at få dem op. Der var en kærlig hånd i hans hår, en arm om hans krop, og Pax vidste allerede, at Juno altid var imod noget, der ville adskille deres fysiske kontakt. 
"Jeg har noget du kan æde," hviskede Juno med et skævt smil og satte sig op, hans bevægelser allerede en trussel om, hvor hans pik var på vej hen, og i samme øjeblik at Pax rejste sig op i stedet, så Juno surmulende på ham. 
Juno var ikke sikker på hvordan, men det lykkedes alligevel at Pax at få lokket ham med sig. Om ikke andet, endte Juno altid med at lade sig overtale, hvis det betød at han ikke skulle undvære Pax. 

Det var et under, at Juno nogensinde havde stjålet noget fra nogen, sådan som han væltede efter Pax. Kun deres hænder flettet sammen holdt ham fra at falde ned ad trappen, og først da Pax havde ledt dem begge ud i køkkenet slap han ham, for at lade sin kæreste finde den mad han ville have, imens Juno selv lænede sig ind over køkkenøen i midten af rummet, med sin hagen hvilende i sine hænder og fulgte Pax med et drømmende blik. 

Min, tænkte han med et suk og levede betydeligt op igen, da Pax vendte tilbage med både tørret skinke og brød. Juno hævede smilede et øjenbryn, hans ord usagte men tydelige: er du tilfreds med dét? Inden han alligevel brød et stykke af brødet og begyndte at spise. 
"Min dygtige jæger," mumlede han med et grin, imens han spiste, og blev nødt til at undertrykke sin lyst til at hive i Paxs krøller, bide ham i armen eller springe op på ryggen af ham. "Nu hvor vi allerede har tøj på..." sagde han i stedet, greb om brødet, og gav kun Pax sekunder til at tage hvad end han selv ville have med, inden han tog hans hånd igen og trak ham sig udenfor, hvor han grinende løb ned ad den lille bakke der adskilte dem fra koen og tvang Pax med sig, hans arm det eneste der holdt ham oppe, som han gled over et mudret stykke på vej ned til en ko, der lå ubekymret og kun gav dem et dovent blik og et langsomt blink med dens lange øjenvipper.