På det punkt, var de nok alligevel ikke så forfærdeligt forskellige, var de? Sirius' blik fik en lidt mere forstående kant, og de smilede -
sikken en verden, hvis den kunne eksistere. En smuk tanke.. det ville joh være fantastisk. Men der var langt til dét, særligt med de ekstra bånd og kæder som Jontar bar. Nogle Sirius ikke kunne forstå - familie og forpligtelse var ikke hans begreber - men nogle prinsen levede med.
Og under.
Med et lille nik gav de ham endelig ret.
"Hvis vores veje krydses igen, glæder jeg mig til at høre om det har ændret sig" tid var også et underligt koncept, og skulle de mødes, kunne der gå alt imellem et år, til årtier. I evigheden var det ikke meget, men for mennesker?
Deres liv var foranderligt. Noget faen altid havde fundet fascinerende, jah til dels også dragende ved dem som race, og også senere som individer.
Sirius rankede sig langsomt lidt mere op, og kom i en glidende bevægelse op og stå, et tomt glas tilbage overfor hvor han før havde siddet, og et spørgende blik på prinsen.
"Måske om et år?" hvilket kunne være et absurd spørgsmål, men faktisk et oprigtigt et.
Måske om to år? Sirius ville nok kunne finde tilbage her, så længe der var en grund til det. Og monstro de ikke ville kunne få lirket Llyon til at give tilladelse? Overtalelse var efterhånden en kompetance de besad.
“Why waste strength when a single look can do the work?”