Selvfølgelig havde Jontar antaget Sirius' ord som forkerte. Men igen, hvad skulle man gøre, når der blev snakket i poetiske gåder? Hvis hele befolkningen snakkede sådan, ville Jontar uden tvivl anse sig som værende en isoleret eneboer. Han ville ikke kunne holde dette ud i store mængder. Sirius alene lige nu som den eneste, der snakkede sådan, var lige akkurat nok. Hvis der var endnu et stjernevæsenet ved bordet, som snakkede lige så forvirrende og poetisk, ville Jontar nok prompte have undskyldt sig og rejst sig op. Individer kunne kun være så spændende.

"Hvis det stod til mig, traf jeg alle mine valg uden en deadline eller indblanding." Det var en idyllisk verden, hvor Jontar kunne gøre dette. End ikke den mest ubetydende prins ville endnu have valg truffet for sig eller have tidsbegrænsninger på livsbetydningsfulde situationer i deres liv. Og med Jontars alderdom kommende tættende på at være den næste i rækken for arving, var hans valg vigtigere end andres.

På det punkt, var de nok alligevel ikke så forfærdeligt forskellige, var de? Sirius' blik fik en lidt mere forstående kant, og de smilede - sikken en verden, hvis den kunne eksistere. En smuk tanke.. det ville joh være fantastisk. Men der var langt til dét, særligt med de ekstra bånd og kæder som Jontar bar. Nogle Sirius ikke kunne forstå - familie og forpligtelse var ikke hans begreber - men nogle prinsen levede med. 
Og under. 

Med et lille nik gav de ham endelig ret. "Hvis vores veje krydses igen, glæder jeg mig til at høre om det har ændret sig" tid var også et underligt koncept, og skulle de mødes, kunne der gå alt imellem et år, til årtier. I evigheden var det ikke meget, men for mennesker? Deres liv var foranderligt. Noget faen altid havde fundet fascinerende, jah til dels også dragende ved dem som race, og også senere som individer. 
Sirius rankede sig langsomt lidt mere op, og kom i en glidende bevægelse op og stå, et tomt glas tilbage overfor hvor han før havde siddet, og et spørgende blik på prinsen. "Måske om et år?" hvilket kunne være et absurd spørgsmål, men faktisk et oprigtigt et. 
Måske om to år? Sirius ville nok kunne finde tilbage her, så længe der var en grund til det. Og monstro de ikke ville kunne få lirket Llyon til at give tilladelse? Overtalelse var efterhånden en kompetance de besad. 

At Sirius medgav ham enighed var positivt. At have en allieret af denne kaliber måtte have sine fordele, skønt Jontar følte, han ville skulle gøre mere for at få det fulde potientiale fra Sirius. Hvis denne stjerneperson i sandhed var fanget under en anden, var der rigelig med begrænsninger. Men hvad en prins ønskede, skulle en prins få. De var de mest berettiget personer i hele landet. Der var ingen begrænsninger på, hvad de kunne få. At materielle genstande i hvert fald. 

"Jeg håber heller ikke, dette er første og sidste møde mellem du og jeg, Sirius." sagde Jontar med oprigtig venlighed. Kort kiggede han over skulderen. Morosa stod endnu langs væggen, afventende ham. Han følte sig ikke overvåget af hende. Det var mere hans ansatte, der sad ikke langt fra hende, som han følte sig overvåget af. Hvor lang tid havde de brugt på ingenting? På at se Jontar konversere med universet fanget i en krop.
De limegrønne øjne vendte atter deres fokus mod Sirius. Elegant rejste Jontar sig op. "Hvis jeg husker, kan jeg sende en invitation til dig. Man kan ikke sige nej til en personlig invitation fra en prins." En hånd blev strukket ud som farvel. Sirius virkede som et individ, der ikke skulle ses på daglig basis. Der skulle år i mellem. Ligesom universet skulle jorden nå hele sin rotation om solen mindst en gang, skulle audiens med Sirius foregå med mellemrum. Men når tiden gik, ville minderne om Sirius meget vel svinde væk. Måske Jontar ville huske på individet, når han kiggede på den stjernefyldte himmel om natten. Men meget kunne ske på et år. Alt kunne ændres. Alt ville ændres.

Et nysgerrigt smil spirrede frem på de mørke læber, og faen nikkede, et tilhørende overvejende glimt i de gule pupiller. Det føltes skam lidt tvivlende indvendigt, det var en utrolig selvsikkerhed at vise frem. Men det var en de brød sig om, og ønskede mere af. Kunne man ikke sige nej? Det virkede utroligt. Men de så frem til at se det ske; utrolige ting havde det trods alt med at ske når man mindst ventede det. 

Et år ville kunne betyde mange ting, og det var ikke engang garanteret at det var muligt. Men muligheden var kærkommen for faen, der trods alt havde en tendens til at føle årene passerer hurtigt. Han kunne ligeså vel leve i en osteklokke nogle gange, og det var let bare at lade tiden gå. Men med et sidste blik på det solbrune ansigt og dets grønne øjne - fastlagde hans træk, så han måske kunne genkende ham igen  en dag i fremtiden. Men efterlod trods alt mødet, med et smil lurende om de mørke læber. Det havde været interressant. Og han så frem til at se hvad det kunne føre til.