Knæende begyndte at brokke sig næsten med det samme og med et dybtfølt suk vendte han sig på bedebænken, så han i stedet meget blasfemisk kunne slå røven i den slidte bedepude og læne ryggen op af det hårde rækværk, der enten kunne lægges foldede hænder eller stilles små lys på. Til hendes erklæring om, at han var en idiot, nikkede han bare dystert. Dét vidste han godt... Det var kinden, hvor hendes lussing stadig brændte, et udmærket bevis på...
    Han krympede sig en anelse, da hun affejede hans undskyldning, men drejede så hovedet og betragtede hendes profil, da hun fortsatte; sagde, at hun nok skulle tilgive ham og oplistede resten af de folk, han skulle rede trådene ud med.
    "Jeg ved ikke, om jeg ved, at du nok skal tilgive mig..." sagde han lidt kringlet. "Jeg tror også godt jeg ville kunne forstå, hvis du... ikke havde lyst. Dét hér - vores venskab. Det er... kompliceret, er det ikke? Har aldrig været let og ligetil..." Han kom til at tænke på præstens ord og trak blikket til sig. "Jeg tror ikke altid, jeg har været det bedste, jeg kunne være, overfor dig. Jeg har... taget mange beslutninger, efterhånden, på vores vegne - beslutninger, der har betydet noget for, hvordan vi to er sammen... Beslutninger, der har sat dig i roller, du måske ikke har haft lyst til at være i." Hans hjerne kastede ham tilbage til første gang han havde set amuletten på hendes bryst, og så direkte videre til lyden af hans egen stemme i cellen, da han havde spurgt hende om det var 'officielle Josefine eller hans fortrolige Josefine', der var kommet på besøg... Treston sukkede og bøjede atter hovedet. "Dét... har jeg måske ikke helt kunne tillade mig. Så jeg ville godt kunne forstå, hvis du på et tidspunkt bare blev for... træt..."
    Hendes hviskende undskyldning blev modtaget med skyggen af et smil, og en hånd, der gik til kæben, som ville han lige sikre sig, at hun ikke havde slået den af led. 
    "Du skal ikke undskylde... Jeg tror, jeg havde fortjent det..." Han skulle til at tilføje i spøg, at han havde udsat sig for betydelig værre og grimmere ting, når han var frustreret over sig selv og sine handlinger, men han nåede heldigvis at standse sig selv; han var ikke helt sikker på, at hun ville værdsætte hans galgenhumor lige nu...
    Derfor holdt han bare sin kæft lidt og lod blikket løbe rundt i det store tempelrum. Betragtede de bedende, de andægtige ansigter. Den underlige ro, han også mærkede over Josefine, men som han aldrig selv havde været i stand til at finde her...
    "Tror du, Isari hører dig herinde?" spurgte han til sidst - stille og med respektful neutralitet. Han forsøgte ikke at sætte spørgsmålstegn ved hendes tro - prøvede måske nærmere at forstå, hvorfor han selv havde mistet sin egen. "Tror du, hun rent faktisk... bekymrer sig om, hvad zalan der foregår i vores små, ubetydelige liv?"

Hun fornemmede godt at han ikke sad ved hende side ret længe, og hun overvejede kort at kommentere på det, at bede ham blive, men det var hans valg og han havde vel også brugt hele sin dag her så lidt forståelse var der for hans ben kunne være ømme, eller han var træt over at være i rummet. Som han talte til hende så hun over skuldren, og med et kort opgivende suk rejste hun sig og gik over til ham og med intet andet end et kort blik delt med den ved hans side og hun fik lov til at sætte sig ved hans side, og med et lille puf fik hun vingerne forsigtigt på plads uden at være i vejen for folk.
"Lige i dette hus skal jeg undskylde." lyd det forsigtigt til hans ord, og hun tyggede tydeligt på hans tidligere ord.
"Du..Tænker dig virkelig aldrig om gør du? Måske var mit billede af dig fordrejet..af at jeg så op til dig som ridder...som en mand der ledte og havde styr på det hele." hun rystede let hovedet og lænede sig lidt tilbage og lod blikket falde i loftsmalerierne, og tog Isaris historie til sig, som hun forsatte.
"Det sidste du har ret til..lige nu Tres..er at du bestemmer om jeg syntes vores venskab skal ende. Hvis du syntes det, så..er det op til dig..Men jeg vil kæmpe for at beholde min bedste ven." hun samlede hænderne i sit skød og rystede let hovedet.
"Du har..gjort langt værre ting over for mig, som du selv siger..end dette..Det ved du godt... og jeg ved godt, selv om du ikke siger det at du aldrig har tilgivet dig selv, men jeg har. Så selvfølgelig ender jeg med at tilgive dig igen..tror..faktisk jeg allerede har." hun talte ikke særlig højt, men alligevel højt nok til at han og dem nær ville kunne gøre hvad de sagde. 
"Jeg lover at være her når du kommer hjem..Kæmp for alle de andre, slaget for mig har du vundet." hun sukkede og lod blikket falde, beskuet folkende omkring dem. ham og hans selvmedlidenhed, gjorde ikke nemt.

Hans næste ord overrasket hende besynderligt meget, og endda fik blikke fra dem omkring dem til at ende i hans retning med flere blink kort før hun sendte et undskyldende og høfligt nik til de fremmede.
"Selvfølgelig tror jeg det." hun træk lidt på smilet, men sendte ham alligevel et blik der skreg "virkelig?" kort før hun forsatte.
"Jeg tror altid hun lytter, om vi beder eller ej. Hvert et ord, hvert et øjeblik ser hun, og at bede her er blot for at respektere hende. Ikke fordi hun lytter mere. Og hvis ikke hun bekrymret sig om vores liv..havde jeg aldrig fået mine vinger." hun vippede dem kort, ikke for at bevæge dem, bare for at gøre opmærksom på dem.

    Treston fulgte hendes blik op imod loftet, men kastede kun et kort blik på malerierne deroppe, før han sænkede blikket igen. "Jeg har aldrig haft styr på en skid, Josefine. Jeg har bare været rigtig god til at lade som om..." sukkede han - følte lidt han burde følge ordene op med et lille smil, men havde ærlig talt ikke energien til det. "Og du misforstår mig. Jeg vil for alt i verden ikke tage flere beslutninger på dine vegne - dét ved jeg godt, jeg ikke kan tillade mig. Jeg vil bare være sikker på at du ikke... føler dig fanget." Han fnøs en lille, ulykkelig latter og sænkede hovedet. "I øjeblikket føler jeg lidt, at du er en... tømmerflåde, eller sådan noget, som jeg klamrer mig til for ikke at drukne, og jeg vil nødigt have, at du ender med at føle at jeg... trækker dig ned med mig. Jeg vil dig bare det bedste. Og jeg er nogle gange i tvivl om, at det bedste er mig..." Han tav lidt - lyttede til hendes videre ord og sank så, fordi de både rørte hans hjerte og gav ham en klump i halsen. Han åndede skælvende ud. Det store, rugende rum - de mange, mumlende stemmer... Alt sammen føjede til, at han følte sig ualmindeligt trykket; utilpas i sin egen krop. 
    "Det lyder..." Han kørte en hånd over ansigtet og sank hæsheden igen. "Det lyder mere eller mindre som en... gidselsituation, når du beskriver det sådan..." Trods sine ord rakte han ud - lagde sin hånd åben ved siden af sig; en invitation til at hun kunne tage den, hvis hun ville. Fandt alligevel et lillebitte smil frem som han forsigtigt sendte efter hende også. "Jeg vil nu gerne kæmpe for dig alligevel, Josefine... Eller i hvert fald for at gøre mig fortjent til, at du altid er så... forstående..."
  
    Treston fangede godt hendes hurtige, misbilligende blik, men kommenterede ikke på det - lyttede bare til hendes ord. Løftede øjenbrynene en anelse, da hun nævnte sine vinger.
    "Dét..." bemærkede han. "...Er et overbevisende argument, dét vil jeg gerne give dig..." Han lagde atter nakken tilbage og brugte nu rent faktisk lidt tid på at studere loftsmalerierne. "Måske handler det i virkeligheden bare om at jeg skal... finde hende igen - finde Guderne generelt. Måske bliver al dén tempeltid alligevel god for mig..." Han var ikke helt sikker på, at han troede helhjertet på ordene, men de var rare at sige - han ville gerne, at de skulle blive sande.
    Der var stille mellem dem lidt, til han trak blikket fra loftsmalerierne og lagde det på hende i stedet for; indprentede sig hendes træk, farven på hendes øjne. Rynkede panden lidt og sukkede så. 
    "Jeg kommer til at savne dig, Jose," mumlede han og kunne så godt mærke, at det blev lidt for følelsesladet det hele. Han klappede sig ansporende på knæene og gjorde anstalter til at ville rejse sig. Sendte hende et spørgende blik. "Middag? Eller vil du hellere blive her - bede færdig uden rastløs synder til at forstyrre dig?"

Hun træk lidt på smilet som jeg indrømmede at han faktisk ikke havde styr på noget som helts, og sad stille og lyttede til ham lænet tilbage imod rækværket. Hans ord gjorde intet for at lave det hele mindre følelsesladet eller en mere glad stemning. Hun lod blikket falde som han sluttede og vidste ikke hvad hun skulle sige og i stedet lod hun synet falde over de bedende, præsten som sad med en ung mand i den anden ende af lokalet, alterdrengen som var ved at rydde op og gøre klar. Blikket bevæget sig forsigtigt tilbage til ham som han forsatte, den åbne hånd, og hans ord træk et lille smil frem på læberne igen og lod sine fingre møder hans hånd mellem dem.
"Det er svært ikke at være forstående, når jeg kan mærke hvor dårligt du har det med det. Svært ikke at tilgive det." Hånden lukkede om hans som hun let sukkede.
Hvis jeg virkelig er en..tømmerflåde, så har jeg intet imod du holder ved. Må..jeg dog spørger for hvem af os, du mener det lyder som en gidselsituation?" spurgte hun og lænede sig frem og lod den anden albue hvile imod hendes knæ. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til mange af de ting der blev sagt, at han ville kæmpe, blive bedre for hende, at han måske ikke var det bedste for hende, de ord hoppede stadig rundt i hendes indre som hun forsøgte at finde noget at sige, noget der passede, kunne betrygge og give svar.
"Jeg..er ikke meget bedre for dig." var det elegante ord hun valgte at dele med et lille suk, for de havde begge to ofte brugt den anden, enten til at græde ud ved, brokke sig og alt muligt andet. Han var altid så glad, og positiv, og hun var sikker på at han vidste at hun udnyttede hans positive syn på livet.
"kommer også til at savne dig." tilførte hun med en let trist tone, og lænede sig lidt tættere på ham for at finde støtte.
"Du lovede en middag." lyd det lettere besluttet som hun gav hans hånd et lille klem og sendte ham et lille nik.
"Jeg..har en fornemmelse at jeg får massere tid til at bede mens du..oplever din genskoling, og hvis du mangler belysning fra Isari, så kan du endelig kalde. Vil med glæde kaste dig igennem hendes tekster og hele troen. Måske vi skal tage din søster med...ud fra hvad du siger nogle gange, lyder det så om hun har..brugt for lidt....guddommelig vejledning." hun fniste lidt af sine ord, og sendte ham et smil...I et forsøg på at lettet stemningen med det humor han ofte selv sendte hendes vej, på udpassende tidspunkter.

    "For dig," svarede han og var mere end almindelig lettet over, at hun rent faktisk tog hans hånd uden at tøve. "Du sagde det selv - jeg har gjort langt værre ting imod dig end dette, og alligevel tilgiver du mig. Gang på gang - fordi du kan mærke, hvor ked af det jeg er bagefter. Men det ændrer jo ikke på dét faktum, at jeg sårer dig, og hvis jeg ikke formår at lære af det og forhindre, at det sker igen en anden gang, så..." Han sukkede og gav hendes hånd et klem. "Så er det lidt en gidselsituation, hvis du spørger mig... Men," tilføjede han, fordi han heller ikke ville have, at hun skulle få den forkerte idé. "Men det er dit frie valg at blive, hvis du vil - jeg vil bare sikre mig, at du rent faktisk har lyst og ikke føler dig forpligtet."
    Han smilede et lille smil, da hun bemærkede, at han havde lovet middag, og kom så til at grine højt og meget upassende, da hun nævnte Zirra og muligheden for guddommelig vejledning. Det korte grin rungede et øjeblik under det buede tempelloft og gjorde ham fortjent til et par misbilligende blikke fra de nærmeste bedende. Treston skjulte det efterfølgende smil bag sin knyttede næve og sendte Josefine et spillende blik. 
    "Undskyld," fik han frem. "Det er ikke... Jeg griner ikke af dig - det var et virkelig sødt tilbud, Jose, jeg er bare... Zirra er ikke den - kirkelige type, lad os sige det sådan. Jeg tror virkelig ikke hun..." Men så tøvede han, da han kom i tanke om middagen, om Kester. Om deres korte, forfærdelige samtale til rettergangen... Om de ar Zirra havde vist ham lige da de var kommet tilbage til Dianthos, og Treston havde mødt hendes... kæreste for første gang. 
    Måske ville det alligevel ikke være så underligt, hvis Zirra kom til et punkt, hvor hun havde brug for at søge trøst...
    "Eller måske..." sagde han derfor. "Jeg skal nok nævne det for hende... når jeg forhåbentlig finder hende... Og måske," han sendte hende et hurtigt, taknemmeligt blik, "måske holder jeg dig op på dit tilbud, når jeg engang er tilbage i Dianthos. Hvis jeg ikke får nok af templer undervejs..." 
    Han havde rejst sig under det sidste og holdt nu en hånd ned til hende. "Lad os komme af sted," opfordrede han. "Og jeg er ligeglad hvad du siger - vi gør et stop på vejen, så jeg kan betale middagen. Jeg har noget, jeg skal af med, og jeg lader dig ikke lægge så meget som et ravstykke, når det nu er mig, der har inviteret!"

Ordene 'for dig' fik hende til at trække blikket ned til gulvet kort.
"De ting er stadig ikke bare din skyld.." svaret hun hurtigt til hans påstand.
"At mærke dig, kæmpe med det..gør det nemt for mig at tage hånd om dig..om os." lyd det forsigtigt som hans ord endte.
"Hvis jeg ikke havde lyst til at være din ven..var vores venskab sluttet for nogle år siden." hun sukkede som det blev sagt.
"Du er uden tvivl den bedste ven jeg har haft..nok det første væsen..som faktisk kender mig og mine plager..og..faktisk gerne vil forstå dem." hun fniste forsigtigt og gav hans hånd endnu et klem.

Hans latter, han upassende latter som han holdt alt for længe, og fik det meste af kirkens besøgende til at se i han, deres, retning ganske kort og en latter der fik Jose til at tysse hårdt og med overrasket øjne som håbede inderligt at han ville tage hånden i kæften og ikke bare holde den foran. Men latterne døde ud og Josefine åndede lettet ud. "Jeg forsøgte at få dig til at smile, men..behøvede du..grine så højlydt?" hun rystede hovedet af ham, af hans familie, af Zirra som hun endelig ikke kendte.
"Som jeg har lovet skal jeg nok, passe på hende så meget jeg kan. Hvis det er med kirkelig hjælp, så får hun det." hun smilte som det blev sagt og mente endelig hvert et ord på trods af den latter hun lige havde mødt med at sige ligene ting.

Hånden blev i hans og hun tog med glæde imod hjælpen til at forlade bedebænken og gik med ham ud, han gik hurtigt, så om han virkelig ikke ønskede at være i templet mere.
"Du..ved godt at jeg nok skal få dig overbevist til at lade mig låne dig krystaller ikke?" lyd det selvsikkert som han gjort det klart maden var på ham.
"Men skal nok lade dig betale maden..en del af mig..gik og tænkte du selv ville lave den." hun fniste lidt, for hun kunne virkelig ikke forstille sig ham i et køkken, selv om hun endelig forventede at han kunne lave mad, efter nogle klodset forsøg. En ung forkælet mand hvis familie alle var soldater, maden skulle nok blive lavet..efter nogle forsøg...Han ville være en forfærdelig far, endnu mere nu han var titel og arbejdsløs. Hvornår..skulle han endelig være ude af byen? Hun havde hørt et eller andet..men i denne stund var det svært at fokusere på tidspunktet, da blot tanker om tidspunktet nærmede sig også betyd at tiden de skulle bruge hver for sig nærmede sig..Og på trods af de mange fornemmelse fra folkene omkring dem, fra ham, gik hun bag ham og blev trykket afsted hånd i hånd med en trist mine...Tænk at dette kunne være sidste gang de sås i..hvad kunne være år.

    "Du ved godt, at jeg er både storebror og lillebror, ikke? Stædighed har været mit primære overlevelsesgrundlag siden jeg kom ind i denne verden... Du får ikke et ben til jorden, Solberg!" Ordene blev afleveret tørt og med et muntert sideblik til hende - netop som de forlod templet og dukkede ud i den sene, kolde eftermiddagssol. Da hun som det næste erklærede, at han nok skulle få lov til at finansiere middagen, men at hun havde troet, han selv ville lave den, kom han til at grine højt igen - han følte sig betydelig mere let om hjertet end han havde gjort, da de gik ind i katedralen; selvom der stadig var mange usikkerheder og mange sårede følelser, så følte han alligevel, at de havde fået renset luften... i hvert fald lidt.
    "Guderne forbyde at du nogensinde skal udsættes for mine kulinariske udfoldelser!" svor han og hankede op i vadsækken med en påtaget øjenhimlen. "Min kære mor ynder at sige, at det eneste jeg kan bruges til i et køkken er at skære ting i for store stykker og tage opvasken, hvis jeg bliver pisket til det - tro mig. Det eneste mad, jeg kan tilberede nogenlunde overbevisende, er dén slags, der kan laves over et bål i en militærlejr. Og dér er mine kreationer kun spiselige, fordi alt smager godt efter en dagsmarch...!"
    Han havde sat kursen imod Det Hellige Bydistrikts nordlige port med håbet om at ramme den store hovedgade, der gik tværs igennem Dianthos - fra Nordporten til Sydporten. Derfra ville det kun være et kort smut til Tribunepladsen, hvor han kunne få klaret sin handel, og derefter ville det ikke være svært at finde et hyggeligt sted i Centrale Bydistrikt, hvor de kunne få noget i maverne.
    "Har du nogle præferencer?" spurgte han over skulderen og hentydede til maden, fordi det var dét hans rumlende mave havde fremhævet i hans tanker. Selv havde han ikke fået noget siden den meget... nøjsomme morgenmad i templet.
    De ramte hovedgaden, men drejede snart væk fra den igen - ind af de lidt mindre gader, der ledte op imod ringmuren ud imod Ydre Bydistrikt. Noget ved gaden virkede ualmindeligt bekendt, og da de i det samme passerede en lille plads med en underlig samling halvt overgroede murbrokker i centrum, gik det op for Treston, hvor de helt præcis var, og han kunne ikke holde et lille latterfnys tilbage. Hans første og sidste håndtering af eksplosiver... Det var nu lidt synd, at byfolkene ikke havde fået gravet en ny brønd ud, efter alle disse år...
    "Der er et hul i ringmuren nede for enden af gaden her," var dog det eneste han sagde til Josefine. "Tilbage fra tiden under Mørkets Styre - nogle rebeller sprængte et våbenlager i luften og tog en del af muren med. Det leder lige ud til Tribunepladsen, så det er lettere end at skulle op til porten..." Han tav lidt - hev tankerne tilbage fra de hårde år under Mørket. Besluttede sig så for, at han nok måtte advare Josefine om, hvad turen til Tribunepladsen skulle bruges på. 
    "Jeg har tolv gram opium i vadsækken," oplyste han - en lille smule ud af det blå - og fortsatte så, inden hun skulle tro han var fuldstændig gal: "...jeg kender en gut, der holder til på pladsen, og som jeg håber på at kunne overtale til en... omvendt handel, om man vil. Selv hvis jeg bliver nødt til at give ham en god pris, burde der være råd til en middag for to, og jeg tror krystallerne er bedre givet ud sådan..."

"Jeg er mor. Hr Raynlest." var det eneste svar hun gav til hans ord, at stædighed var hans levemod netop da han var mellemste, stemmen og tonen var arrogant og det blev sagt med et selvglad smil. Velvidende at dette var det mest uretfærdige argument der fandets i gudernes rige, det kunne kun gøres mere uretfærdigt med en tilførelses af din, desværre var dette ikke muligt for Josefine i netop dette argument. Hun kunne, men ønskede virkelig ikke. Hun fniste let af hans ord om hans madkundskab, eller mangle der af.
"Det er vel..også færdigheder at have i et køkken." lyd det i et halvt grin, og ordene var præget af overraskelse.
"Jeg kan lære dig at lave mad? Kunne være en sjov måde at bruge tid sammen." lyd det mere seriøst som grinet endte og hun søgte hans smil med sit og klemte lidt mere til hans hånd, som de gik, selv med den triste mime og de ubehagelige tanker om dette virkede utrolig meget som en farvel oplevelse og udsigtet til at ses følte længere og længere det flere sekunder der gik, flere ord og hændelser som blev delt mellem dem.
"Noget sødt!" lyd det øjeblikkeligt i en varm, glad og spændt tone, som han spurgte om hvad hun kunne ønske sig, og det var tydeligt hun ikke fandt tid til at tænke sig ordenligt om. En af de mærkelige gaver ved sin nye krop, eller, ny var den ikke længere men en af de mere sære ting var behovet for mad og søvn var forsvundet som kroppen blev låst fast i sin tidligere aldre, i øjeblikket af hendes død. Selv om behovet for disse ting var forsvundet havde hun aldrig vænnet sig til at lade være med at spise, eller lade være med at sove. Det bedste var dog hun ikke lagde lagt mærke til sin krop ændrede sig, muskler falmede ikke, og hun havde ikke taget på - ej heller med svagheden for alkohol og sødesager. 
"Men, ville nyde at vi..spiste nogle af dine favoritter." tilførte hun lidt forsinket til sit udbryd om noget sød på tungen.

Hun lyttede nøje til hans fortælling som de gik, og holdt sig ved hans side med hånden i hans. Men valgte ikke at sige noget, hun vidste ikke helt hvad der skulle sige men gav lyd til at hun havde lyttet til historien. Han oplevet meget i de dage, gjorde han ikke? Havde de alle gjort, alle dem der tilhørte lyset..kæmpede i skyggerne, nogle hoppede frem i lyset for at bekæmpe lysets modstandere, og hvad havde hun gjort? Været hjemme og passet børn, uden at tage nogle chancer for at risikere hendes liv. Hun blev flået ud af sine tanker som han nævnte opiumet, og i munden på ham som han forsatte udbryd hun;
"Skal ikke have det pis." kort efter ordene blev sagt blev kinderne røde og et mumlende "Undskyld." over at have talt i munden på ham.
"Er en dårlig pris, tolv gram, for en middag for to." hun fniste, men fandt alligevel et smil over det, for tænk at han ville gøre det, risikere sin nattesøvn mens han skulle til at rejse landet rundt, hvordan kunne hun ikke finde et smil over sådan en gestus.
"Og så..betaler jeg for din rejse." tilførte hun før han fik andet sagt.

    Med en overrasket og helt igennem oprigtig latter holdt Treston hænderne i vejret som tegn på overgivelse. "Jeg har... absolut intet passende at indvende imod dét," erklærede han i et tonefald, der insinuerede, at han muligvis havde noget upassende, men bestemt havde intention om at holde det for sig selv...
    Hendes tilbud om at lære ham at lave mad blev modtaget med et lille klem af hendes hånd og en bemærkning om, at dét helt sikkert kunne være hyggeligt. Men han lovede hende ikke noget - ikke endnu - for de vidste jo begge to, at det ikke ville blive en realitet, før han var tilbage igen... Og dét ville tage tid...
    "Jeg har... et sted i tankerne," bemærkede han til middagsplanlægningen. "Dér kan man både få noget sødt og noget... nærende, hvilket vi altså er nogen, der også skal bruge! Jeg siger dig, Josefine - når man er vant til Paladsets soldatermad, så lader den simple tempelkost altså noget tilbage at ønske...!"

    "Nok er du mor, Josefine," bemærkede han tørt til hendes sidste kommentar. "Men du er ikke min mor, og Zaladin tage mig, før jeg giver dig lov til at opføre dig sådan! Lad mig nu have bare de sidste rester af min værdighed nogenlunde i behold, dit stædige kvindemenneske!" De nåede ned for enden af gaden, hvor kun en sveden plet på muren vidnede om dét våbenlager han og Zirra engang havde været med til at sprænge i luften. Der var blevet bygget en ny lagerbygning - dét var sket helt tilbage under Mørkets Styre - og det eneste, blivende bevis på deres lille oprør var hullet i muren, hvor en lille sektion havde givet efter. Treston greb galant Josefine om albuen for at hjælpe hende igennem. "Men," sagde han, som en fortsættelse af sine egne ord. "Hvis... jeg ikke - hvis jeg ikke kommer på en bedre løsning. Så lover jeg at række ud, Josefine." Han fulgte hende selv over murbrokkerne og igennem hullet. "Men jeg har en anden mulighed, jeg vil udforske først. Der er én der... skylder mig en tjeneste." Han sendte hende et grin. "Og som jeg har betydelig mindre dårlig samvittighed over at udnytte!"

    Som alle andre, lyssky handler foregik opiumssalget hurtigt og diskret, selvom Treston måtte stikke en finger i brystet på sælgeren for at få ham til at holde kæft et øjeblik og høre efter. Dog fik han en udmærket pris og stak krystallerne i lommen, før han vendte tilbage til Josefine, som han havde efterladt ved én af Tribunepladsens boder.
    "Jeg fik noget bekræftet," oplyste han informativt, da de satte kursen væk fra pladsen. "Jeg har længe tænkt, at gutten dér snyder med sin vægt, og dét skal jeg da lige love for var rigtigt - selvom det lige i dette tilfælde kom mig til gode! Jeg havde præcis tolv gram - købt i dyre domme hos en apoteker, der helt sikkert ikke snyder med vægten! Men på hans vægt var der seksten." Treston trak på smilebåndet. "Han var ikke meget for at handle, men jeg tror heller ikke, han er interesseret i at miste kunder.... I hvert fald! Det korte af det lange er, at jeg har krystaller i lommen nu, og at min plan er, at vi skal besøge et Rubinsk Thehus, jeg er blevet svært glad for i Centrale Bydel. De serverer både kager og rubinske specialiteter, og jeg tror, det lige ville være noget for dig."

Så snart hans latter begyndte holdt hun ikke maske længere og tilsluttet sig hans grin, med et varmt smil. "Godt!" lyd det tilfreds tilbage, hun undret sig dog lidt over, hvornår han var begyndt at holde sine upassende kommentarer til sig selv, men valgte ikke at spørge til det, hun rystede bare hovedet og gik op til hans side frem for bag ham, holden blev i hendes så længe hun måtte. Hans ord om hvor de skulle hen fangede hende en del som han lovede både noget sødt, samt et behageligt måltid.
"Psst..bare fordi jeg har mine goder." mumlede hun til hans 'brok' over at nogle havde behov for næringen.
"Hverken paladsmaden eller tempel mad er noget vi skal prale med. Så, med glæde noget der behager tungen!" hun fniste af det, fordi hun selv havde begyndt at undgå maden på værelserne efter de havde fået den nye kok, jo der var mere mad, og mere varieret mad men salt, peber, og urter findes af en grund og de må meget gerne benyttes noget mere i det køkken. Det var næsten som skæbnen havde timet det mest uretfærdigt, første forsvandt hendes bedste ven og nu fik de ny kok.

Hun tøvede lidt som hans ord blev delt, og træk lidt på smilet som hun med en let hånlig og legende tone fik ham svaret.
"Troede du havde kastet den ud af vinduet, men fint..fint..jeg vil ikke tvinge dig. Så længe du husker at sige til! Eller sende et brev hvis jeg skal sende dig nogle ting..Lad være at tøv okay." hun sukkede som det blev sagt, fordi sandsynligheden for at han ville sende et brev vidste hun nærmest ikke fandtes.
"Eller hvis du..vil mødes et sted derude, såå..hvis ikke jeg har opgaver skal jeg nok komme så hurtigt mine vinger kan bære mig." hun træk lidt på smilet, og rystede på hovedet over hans ord, ord som alligevel træk hende langt tilbage i tiden.

Mens hun ventede på ham, stod hun der, lidt i skyggerne for med den handle der skulle til at ske hjalp det nok ikke hvis de vidste en engle fra lyset var i nærheden. Om hun var hæler eller afhører ville ingen af hendes positioner kommer i godt lys i dette nabolag, og desværre betyder færre krystaller til maden. Men tankerne blev på det ord, at udnytte, og med dybe vejrtrækninger stod hun der i skyggerne og tænkte tilbage på dagen der forklaret at de blev så tætte som de gjorde, og en fingre gled over amuletten ved hver tanke mønster der formede sig.
Hvor..meget ville have været anderledes hvis..jeg havde haft amuletten på fra start den dag? Ville vi...bare være venner så?
Hun sukkede og træk hætten over panden.
Hvis han ikke..havde så meget medfølelse..og ikke var så forbandet sød og godhjertet hele tiden.
Tankerne begyndte at køre rundt og billeder fra dengang genspillede sig.

Det var med et lille hop der gik igennem hende som han kom retur og med det samme delte sine ord, sin videnskabelige opdagelse.
"Ej hvor svinsk!" lyd det let tøvende som hun lod blikket flade over ham, ordene om spisestedet blev til intet andet end baggrunds lyde som hun lod blikket flade på de blå fangende øjne i ly fra hætten skygge.
"Tres?" spurgte hun med besvær.
"Fortryder du nogle gange?" ordene hang i luften, og blikket faldt, og hånden der stadig hvilede omkring hætten træk den lidt længere ned og vingerne faldt.
"At..den dag......At..Vi..ikke blev..gjorde....jeg.." hun sukkede, og gav op, med et ryst på hovedet.

    Smilet, der ellers havde siddet i Trestons mundvige, stivnede ved hendes ord - hendes halvudtalte spørgsmål. For selvom hendes ord var vage, vidste han præcis, hvad hun hentydede til - den første gang han havde set hendes med Kiles amulet på brystet. På årsdagen for hendes mands ulykke - dén aften de havde drukket sig fulde og de i hendes optik nær havde forbrudt sig imod det hellige ægteskab, og Treston i hans egen optik havde været lidt for tæt på at... at udnytte hende. At gøre sig skyldig i forbrydelser, der efter hans mening var langt værre end dét forræderi, han nu var dømt for...
    Dét spørgsmål hun stillede, var bestemt ikke ét, han havde forventet at få, og slet ikke nu - her. På dén her måde...
    Men måske gav det meget god mening, oven på den dag de havde haft indtil videre - der var ligesom taget hul på følelserne, måtte man sige... Måske var det ikke så underligt når man tog i betragtning, at han ville forlade Dianthos snart - at ingen af dem vidste, hvornår han ville komme tilbage.
    Måske var det egentlig det perfekte tidspunkt at stille dén slags spørgsmål...
    Han bøjede hovedet. "Er du sikker på at du vil snakke om dét nu?" spurgte han og mente underforstået: Nu? Lige inden jeg forlader Dianthos på ubestemt tid? 
    Men så sukkede han og svarede hende alligevel: "At sige, at jeg fortryder, ville være at... insinuere, at jeg ikke er tilfreds med dét vi har - og det er jeg, Josefine. Det håber jeg ikke, du er i tvivl om..." Der var et 'men' gemt, og det kunne han også godt selv høre. Han sukkede atter. "Men selvfølgelig har jeg da... tænkt. Til tider." Tanken havde da i hvert fald strejfet ham under de urimeligt lange timer med 'bøn' i templet - fremtvunget af tvivlen, som Zirras vidneudsagn havde plantet i ham. 
    Han fnøs en hård, lille latter af sig selv og satte i gang ned ad gaden. "Tingene kunne potentielt have set... meget anderledes ud - ikke sandt? Hvis situationen havde været en anden, mener jeg... Måske havde vi sågar giftet os... fået børn - hvad-ved-jeg. Ridderen og felthealeren... Alting... passer jo på papiret, ikke?" Hans stemme var stadig hård, og han brød sig heller ikke selv om tonefaldet, men af én eller anden grund kunne han ikke gøre noget for at bløde det op. "Men som sagt - det havde kun været en mulighed, hvis situationen havde været en anden; en helt anden. Hvis du havde... båret amuletten inden jeg begyndte at hælde brændevin på dig, for eksempel..." Måden han sagde det sidste på gjorde det meget klart, at der stadig lå noget selvlede begravet omkring mindet. "Men situationen var, som situationen var, og vi er dem, vi er... Og jeg fortryder ikke, at jeg valgte at tvinge min moral ned over hovedet på dig. I hvert fald ikke så meget som jeg ville have fortrudt det, hvis jeg havde..." Han pustede ud og spændte i kæben et øjeblik. "...Tvunget dig til andre ting. Og jeg siger 'tvunget', Josefine, fordi det er sådan, jeg har det med det." Hans tonefald indbød ikke til diskussion, men han kunne også godt selv høre, at det efterhånden lød en lille smule for meget som om... han forsøgte at moralprædike for hende, eller sådan noget - og dét var ikke tilfældet. Om noget prøvede han i højere grad at moralprædike over for sig selv...
    Derfor tilføjede han også, helt stille: "Men jeg ved ikke, om jeg kan give dig et endeligt svar, Josefine, for lige nu er mit liv rimelig meget i kaos, og jeg tror, det er lidt for let at... følge 'hvad-nu-hvis'-tanker i en sådan situation. Jeg mener - jeg troede, jeg havde fundet den store kærlighed, men måske var det i virkeligheden bare..." Hans stemme ebbede ud og han fnøs - forsøgte at fjerne den pludselige hæshed i processen. "Måske var det bare løgn. Den største fejltagelse..." Han fangede hendes blik med en sammenbidt, næsten trodsig mine. "Selvfølgelig har mine tanker da leget med... hvad alternativet kunnet have været." Dén udmelding blev ikke uddybet nærmere. I stedet hankede han op i vadsækken og brød øjenkontakt igen. Stirrede lige frem for sig med en underlig vrede i kroppen, han ikke helt kunne placere, selvom han havde en grim mistanke om, at den var rettet imod ham selv...
    "Hvorfor spørger du, Josefine? Fortryder du?"

Det var et forbandet svært spørgsmål at stille, og hun vidste endelig ikke om hun ønskede et svar overhovedet hvilket nok var grunden til hun ikke fik spurgt ordenligt. Men det manglende smil, det stive mundvige, der var ingen tvivl om at han forstod hvad der blev ment. Men hun følte at hun lidt blev nød til at ligge ordet ud, nød til bare at få lidt svar. For noget havde revet i hendes sind i flere dage nu, den forelskelse, og Zirras udsagn, der var bare noget der ikke stemte, og jo selv om spørgsmålet var en af hendes få selviske handlinger var der mange årsager bag ønsket om et svar nogle af det var bare umulige at ligge ord på. Men hvornår ellers at spørger, når han var hjemme? Måske med en mørkelverisk datter og kone ude i verden og med intet ønske om et liv i byen? Eller når han kom hjem efter en genskoling og fået døren smækket i hovedet af en kvinde han tror han elsker?

Hans spørgsmål overrasket ikke, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige og intet andet end et opgivende nik fra hættens ly blev sendt i hans retning som hun håbede på..håbede på hvad? At han aldrig havde fortrudt? hvem ville det svare hjælpe, eller at han havde? og hvad så..hvad skulle hun så gøre?
Hans ord..det virkede så velovervejet, så om han vidste spørgsmålet en eller anden dag ville komme. Som han begyndte at gå og fortælle begyndte hun at følge med hans side, og kort kiggede imod hans hånd og overveje at tage den igen hvis det bare ikke var så forbandet upassende netop som han snakkede om hvordan altid ville passe så fint på papiret. Hun træk lidt på smilet og gav et lille fnis som han begyndte at omtale den forfærdelige vin de havde drukket den nat, en smag der stadig i dag træk mareridt igennem hende når hun smagte hjemme bryggede flasker.

Du behøver ikke kaste det i hovedet af mig igen.lyd hendes indre, for jo det havde været fulde men alligevel stod den aften så klar i hendes sind, selv morgen efter huskede hun, desværre, hvert en handlinger og kun med få ord glemt. Det var tarveligt at kaste ham ud i denne samtale netop med det der skete det vidste hun godt og derfor havde hun det også lidt dårligt med det, men også kun lidt.
"Nogle gange..så..tænker jeg.." lyd det korte svar til hans spørgsmål, men hun vidste at det svar ikke ville have været nok. god mand, ridder..tidligere ridder, respekteret familie, ville give massere muligheder for at få det liv jeg søger..mine børn..og..så..er den mand dig..

"Indrømmer da gerne..at de overvejelser, drømme, hvad vi skal kalde det..har været der." hun sukkede før hun forsatte. 
"Men med din..moral, og din holdning om min virkelighed..er som den er..Så ved jeg også at de tanker ikke har noget hjem.. Hvad jeg vil og ønsker er lige meget - og før du går i gang med at kaste moral efter mig..så lyt." indskytte hun siden hun VIDSTE, hvad de ord ville ende med at få ham til at føle og hvilken flod af ord der ville komme.
"Så..længe du har det som du har..ved jeg at vi aldrig kan være..tætte på den måde, du vil gå hver dag, og være bange for jeg ikke holder af dig som du gør..at alt vores forhold ville være bygget på er dine følelser..være bange for du tvinger mig til ting af din lyst, og ikke min..og den fremtid vil jeg ikke bryde dig..Det..kan jeg ikke. Du ville hade dit liv, og i takt så ville jeg hade mit." hun sukkede og lod blikket falde på sin hofte hvor amuletten gang på gang ramte ved hendes skidt.
"Og..jeg nægter..at have den..ting på resten af mit liv...Selv hvis den ville åbne op for..at det kunne være en mulighed...Så selv om det har været..tanker, så ved jeg der ingen grund er til at tænke mere end til at indse, den virkelighed vil være en straf for os begge...Så jeg nægter at lade mine tanker vandre på det område, der er ingen pointe i det." hun sukkede dybt igen.
"Og noget ...helt andet..er det forelskelse du har i hjertet." hun gik i stå med sine ord.
"Luk dine øjne og forstil dig hendes øjne...Den følelser der stormer frem i dig, og du kastet om dig..Jo jeg ved da du har været, og er, glad for mig..Men..har aldrig mærket så stærk.." jo en..men den nævner vi ikke."Følelse fra dig før..hvilket bekymre mig..For hvis."

Det er ægte? Hvad så? Har han aldrig været tæt på at føle sådan for mig? Og..hvorfor..tænker over det?

Det er falsk? Hvilket forklaret hvorfor den følelse havde været så dominant? Og han ville..blive ødelagt mere end da hun mødte ham på gangen før han gjorde det dummest i hans liv.
Hun sukkede, og lod blot det usagte sige hvad hun ikke kunne.

    Treston havde ganske rigtig åbnet munden for at komme med en indvending, da Josefines '...så lyt', afbrød ham og fik ham til at klappe i igen. Og lytte. 
    Hendes ord bragte både skam og hengivenhed op i ham - rørte ham, skræmte ham. Satte hans egne tanker i gang. For selvom han var enig i hendes udlægning, kunne han ikke lade være med at... at bebrejde sig selv lidt. Det var jo ham, der var den begrænsende faktor - det havde det altid været i deres venskab. Den begrænsende faktor, der tog beslutninger på Josefines vegne, fordi han var bange for, at hvis han ikke gjorde det, ville de en dag ende dér, hvor hun vågnede op og indså, at han havde udnyttet hende igennem hele deres relation...
    Men at høre, at hun havde haft dén slags tanker... Det gav ham dårlig samvittighed - fik ham til at tænke, at han måske havde endt med alligevel at trække en masse ting ned over hovedet på hende. Godt nok ikke hverken sine lyster eller en romantik, hun måske ikke ønskede, men i stedet... manglen på begge dele.
    Treston dukkede hovedet og stirrede bare ned på brostenene mens de gik - sank hen i dystre tanker. Følte sig ussel og stædig, selvom han udmærket godt vidste, at hun forstod hans bevæggrunde og respekterede ham for dem. Det var bare... zalans kompliceret, det hele... Hvordan kunne man holde så meget af nogen, at man endte med at såre dem ligegyldigt hvad? Hvorfor skulle livet være sådan en forbandet hårknude...?
    Hendes ord om forelskelsen fik ham dog til at løfte hovedet - kom uvilkårligt til at gøre præcis som hun sagde, fordi mindet om Sednas gyldne øjne aldrig lå særlig langt væk i hans bevidsthed; end ikke nu. Varmen fra hendes hud, lyden af hendes latter - hendes stemme. Følelsen af hendes feminine form under hans hænder. Måden hun stolt løftede hagen på...
    "Hvis det er løgn..." fortsatte han hendes ord med en bitter tone og var på ingen måde klar over, at hun havde været et helt andet sted oppe i hovedet. "Så har alting været for ingenting..." 
    Han sukkede dybt og standsede så pludselig op - greb efter englen og trak hende ind i et forsigtigt knus. Strøg hende over håret en enkelt gang, før han lod kinden hvile imod toppen af hendes hoved. 
    "Jeg er ked af, at det hele er så... rodet," mumlede han og var ligeglad med, at de folk på gaden sendte dem underlige blikke. "Os... mig. Det hele. Jeg tænker nogle gange at... du må føle dig enormt snydt i dén hér relation. Jeg ved godt, at jeg måske ikke har været særlig god til at advare folk om, hvilket... kaos jeg bringer med mig."

Det var da ikke behageligt at sige dette, at sige at det hele lå i hans hænder mere end hendes og mærke at dele disse ord langt fra fik ham til at nyde samtalen. At se ham søge fliserne med sit blik og hun i takt søgte sit væk fra ham. Et blik der ikke kom retur som han begyndte at gøre netop som hun sagde, at kaste om sig med netop den forban...varme forelskelse, og igen lige som sidste var lysten til at gøre flere ting der, at stjæle noget hun vidste hun ikke fik lov til, men også at bede ham styre sine tanker bare et øjeblik og få følelse hun virkelig ikke ønskede lige nu væk, men hvad? Bede ens ven lade være at tænke på kvinden han elsker, lige efter man har spurgt.
Hun nikkede kort som han forsatte hendes ord, selv om det ikke helt var hendes tanker fangede han da i det mindste hvad der foregik bag hendes grønne øjne. Hun sukkede som han proklameret det ville have været for ingen ting, og blikket faldt til sten som forsvandt under deres fødder og med et lille sæt og overrasket lyd stoppede hun som hun nu stod med næsen i hans bryst og armene om sig, og hendes som hurtigt fandt sted omkring ham.
"Har lært ting er rodet omkring dig. På den hårde måde." hun forsøgte at fnise, men det blev ikke andet end et sært pust af luft.
"Snydt? Jeg forstår ikke..hvad der er at være snydt over.." hun klemte sig let til ham. "Du har ikke været andet end ærlig..selv ved alt det ubehagelige." denne gang lykkes det hende faktisk at fnise som hun træk sig lidt fra ham og fjernede sine arme. "Ville bare ønske, der kunne være en dag..hvor alt ikke var rodet"

For det havde altid været sært, flere gange havde de mødtes bare som hæler og soldat, og deres første ordenlige møde medførte hendes død, næste gang var midt det mest forvirret og sorg fulde øjeblikke i sine liv, så hvad? følelsesladet øjeblikke hvor de delte deres problemer og bekymringer med hinanden, og så havde de næsten lagt sammen og så nu, alt dette rod. Sedna, retsalen, han mistede sin titel og nu blev forvist fra byen til han fuldførte en genskoling han ikke ønskede at opsøge.
"Hvornår..skal du endelig være ude af byen?" spurgte hun med lidt besvær, og gav så slip helt og tog et skridt fra ham. Hænderne samlede sig foran hendes bryst i noget der kunne minde om en bøn som hun inderligt håbede på..et eller andet..godt.

    Treston mere mærkede end hørte hendes lille latterfnys og var lettet over, at hendes indstilling trods alt var god nok, til at hun kunne forsøge at grine af de ord...
    "Nej, mine ord har måske være ærlige nok," indrømmede han og løsnede grebet om hende, da hun begyndte at trække sig væk. Så kom han selv til at grine. "Men jeg tør vædde på, at du ikke havde troet det kunne blive så kompliceret her, da du så mig blive snittet mere eller mindre i strimler i dét varehus. Eller dengang du bare var en felthealer for mig, og jeg bare var en ukendt Ridder for dig..." Det var dumt - det vidste han godt - men han kunne ikke lade være med at tilføje: "...Jeg tror, det ligger til familien - vi er allesammen allerzalans gode til at give os ud for at være noget, vi ikke er..."
    Han studerede hende, da hun trak sig helt væk, og gjorde så et lille kast med hovedet, som en opfordring til at de satte kursen imod thehuset imens han svarede hende.
    "De har ikke givet mig et præcist tidspunkt - kun en begivenhed, om man vil. Når præsten, vi mødte nede i døren til templet, siger god for at jeg ikke..." Han fnøs en lille, mørk latter. "...myrder en bondefamilien på landevejen i Mørkets navn, eller hvad zalan de nu er bange for, så har jeg firetyve timer - så skal jeg være ude af Dianthos. Så det er en lille smule ude af mine hænder, men jeg har en klar forventning om, at det bliver... snart, Josefine. Det er min oplevelse, at præsten godt kan lide mig - selvom han måske har fået en anden idé om min karakter, nu hvor han har set den blideste engel i Dianthos stikke mig en flad." Ordene blev opfulgt af et rigtig gadedrengegrin, for Treston bar på ingen måde nag - vidste godt, at han havde hang til selvmedlidenhed, og at der nogle gange var brug for, at nogen - enten figurativt eller i bogstavlig forstand - gav ham én på siden af hovedet. 
    Han ledte dem ned af en lille sidegade og blev så alvorlig igen. "Jeg vil tro, der går et par dage, Josefine... Og jeg kommer til at gøre alt, der står i min magt, for at det går så hurtigt som muligt, for jeg bliver nødt til at indhente Zirra og få hende til at tage hjem igen."
    ...Og jeg bliver nødt til at finde Sedna og få styr på mit hoved og mine prioriteter... Især oven på denne samtale...

Pludselig slog det klik med Uriellas ord, hvad hun mente med de ord der var blevet sagt hvorfor det måtte have gjort ondt eller nok rettere hvorfor det burde have gjort ondt. For Uriel vidste jo mange ting, for der var en ting man ikke kunne brokke sig, snakke om, eller få en frustrationer ud, med Treston, nemlig når man ville brokke sig over Treston, og så hjalp det heller ikke at hendes værelse var lige ved siden af Josefines og havde været i år.
"Selvfølgelig forventede jeg da ikke alt dette. og..Kan du ..lade være at formulere det sådan?" at høre ham beskrive det som "snittet i strimler" var på ingen måde noget der var i stand til at gøre hendes dag bedre og den ubehaget mime gjorde det tydeligt som hun lyttede, til det sidste, det om hans familie som aldrig fik et svar eller kommentar.
"Så på søndag." mumlede hun stille til hans ord. "Hvilken dag ellers, Isaris hellige dag, dagen lyset kommer tilbage - den eneste oplagte dag at sende dig ud i verden og finde nyt lys."hun træk lidt på smilet og gik på siden af ham, og igen kort overvejede at søge hans hånd, men stoppede sin bevægele med hånden få centimeter fra hans som den forban- varme forelskelse igen forlod ham ganske kort.
"Tres..hvis nu jeg flyver op og..forklare det med Zirra, så er det ikke umuligt at du får lov at smutte i nat..At beskytte og ære sin familie er en vigtig del af troen...og præster har det med at..lytte til vingerne." hun puffede lidt til ham med den ene, for at få ham til at stoppe op.
"Det er fint, maden kan vente til når du kommer hjem.. Vil være en god måde at få hilst på hinanden igen." lyd det med et tydeligt tegn på at hun holdt noget igen, sådan som hun fumlede med sine hænder og tog blikket fra ham og tilbage til ham.
"Men..før det." forsatte hun som hun kæmpede med at finde modet.
"Du..lagde ord i munden på mig før.." hun sukkede og kæmpede stadig med at holde sine hænder i ro.
"Jeg..er endelig ikke bange..for at dine følelser er falske..Det ville i min overbevisning være det bedste udfald, for dig, og alle os andre...Og nej dette er ikke bare..grundet hvad jeg selv føler." hun sukkede som det blev sagt, og bidt kæben sammen som hun samlede sig, og fangede hans blik med sit. "Og..så kan jeg lære dig at..bekæmpe følelses manipulation..Ingen..store..problemer." tilførte hun langsomt.

"Det jeg virkelig er bange for, er at dine følelser er ægte...at du faktisk er så forelsket i denne kvinde at.. Du ønskede at rede hendes liv, på bekostning af dit eget uden at tøve. Hvis du faktisk elsker hende så meget..Så lov mig du enten får en lang snak med hende om det, eller du løber langt væk.. Ellers ender du med at blive mere udnyttet end jeg ofte bliver." hun sukkede som hænderne rystede for hvad zalens var hun ved at sige lad være at søg din egne lykke.
"Så tænk, at hvis det var mig..der sagde til dig jeg havde fundet en mand og..gjorde hvad du havde gjort, grundet min kærlighed..ville du..så kunne støtte mig op om det forhold? Så lov mig..du snakker med hende, eller løber, hvis alt dette er ægte." et sekunds pause før hendes tone skiftede til en langt mere alvorlig tone.

"Ellers, vil jeg havde det svært med ikke at tage kærligheden fra dig." tilførte hun i den alvorlig tone, og forsøgte, og kæmpede med at holde blikket på hans, for hun mente det, hvis han risikeret sit liv igen grundet denne forelskelse, så var han ikke ansvarlig nok til at bære denne følelse.
"Lover du mig det..så får jeg præsten til at sige god for at du smutter snarest."

    Treston tog imod det lille puf med hendes vinge og standsede op for at betragtede hende med et alvorligt blik - taknemmelig helt ind i hjertet over, at hun ville gøre dét for ham; at hun forstod, hvor vigtigt det var for ham at komme af sted hurtigst muligt, så han kunne afværge dén katastrofe, der var Zirra. At hun ville gøre sit for at hjælpe ham, selvom hun - ligesom han - ikke ligefrem så frem til, at de skulle undvære hinanden på ubestemt tid.
    Han havde åbnet munden for at takke hende, men nåede det ikke før hun havde taget ordet igen. Lukkede så munden i takt med at flere og flere ord flød forbi hendes læber. Mens hun forklarede, hvordan han havde misforstået dét, hun forsøgte at fortælle ham før. 
    Mens hun forklarede ham, at det værste, der i hendes optik kunne ske, ville være hvis alle følelser, der omhandlede Sedna, havde været ægte. Mens hun advarede ham om, at med dén slags følelser i hjertet ville han ende med at blive udnyttet i højere grad, end dén udnyttelse, Treston altid havde forsøgt at skærme englen imod...
    Han havde åbnet munden - ville gerne komme med en forsikring; fortælle hende, at hvis hun vitterligt fandt dén kærlighed man ville ofre alt for, så ville han støtte hende hele vejen igennem...
    Men ordene sad fast nede i halsen på ham, for dét var jo ikke sandheden, og det ville hun vide lige så godt som han. Præcedens var tvært imod for, at han ikke engang havde turde at sætte hendes dyd på spil i deres relation - for en potentiel kærlighed... Så hvis hun havde gjort som han, og risikeret sit liv for kærligheden - muligheden for kærlighed... Så havde han sagt som hun gjorde nu: Løb. Dén slags er simpelthen for farligt... 
    Han var stadig for mundlam af sine spekulationer til at have nået at formulere det mindste svar, da hendes stemme blev gravalvorlig - da hendes blik fangede hans og holdt det nådesløst. Da hendes trussel - for det var dét, det var - ramte ham som en spand isvand lige i ansigtet. 
    Dét mener du ikke... ville han sige. Det kunne du aldrig finde på...
    Men dét kunne hun, og Treston vidste, at hun også ville kunne forsvare handlingen til sidste blodsdråbe... Han havde selv fodret hende med alle argumenterne, da han på Årsdagen for hendes mands død tog en lignende beslutning - bare på hendes vegne...
     Han var tør i munden - havde en klump i halsen, så hans stemme var lav og hæs, da han sagde: "Dét hér... er et lidt for grusomt spejl, Josefine..." 
    Men selv dét var ikke rigtigt. Og det vidste han udmærket godt...
    Derfor brød han også øjenkontakt, mens klumpen i halsen voksede sig stadig større. Han fangede hendes budskab - han så hendes pointe. Og han vidste, at dette var lige så meget en fremstrakt hånd, som det var et hårdt slag lige i ansigtet... 
    Han havde virkelig, virkelig brug for dén hånd, hvis han skulle nå at fange Zirra...
    "Jeg lover at følge dit... forslag," fik han frem, mens han forsøgte at berolige sig selv med, at der var så mange uvisheder hér - at hele situationen kunne gå uendelig mange veje. At det var værd at give hende dette løfte, hvis det kunne give ham den mindste chance for at nå Zirra...
    ...At det stadig kunne nå at vise sig, at Sedna havde vredet hans hjerte og hjerne rundt...
    Han bed tænderne sammen - kunne mærke trodsigheden stige op i sig."...Men jeg kan ikke love, hvad der kommer ud af en sådan snak, Jose. Jeg kan ikke love, at jeg ender med at løbe, selvom jeg måske burde..."
    Jeg kan ikke love dig, at jeg lige nu kan overskue, hvad det ville have af betydning for vores venskab, hvis du ender med at gøre alvor af din trussel. Jeg kan ikke love dig, at jeg kan tage det med lige så stor overbærenhed, som du har gjort...

Det var lige så ubehageligt at sige, som det var at føle alt hvad der kom fra ham, tanker og følelser der tydeligt ikke kunne finde ro som selv hans ansigt skiftede mime efter mine og munden åbnede og lukket sig flere gange. Det var en lettelse at han brudt blikket for hun vidste ikke hvordan hun kunne holde det meget længere. Hun var da ikke i tvivl om hun selv ville blive mopset hvis hun stod hvor han gjorde og næsten benægtet ham muligheden for den liv han sådan havde håbet for, søgt så mange gange, og flere gange måtte hun selv endda havde lagt øre til hans håbløse forelskelser i uopnåelige kvinder.
"Tak." lyd det som han sagde at han faktisk ville tage hendes ord op, i guderne vidste hun hvor urimeligt og træls det var at få sagt, og sige.
"Det ved jeg godt..Det ville være urimeligt at forvente..Men så længe du lover at tænke bare en smule på dig selv denne her gang.." Der havde været mange ting, først at hun syntes at han skulle sige til hende Sedna at hans vidunderlige plan var at dø efter at have reddet hende, og nu alt dette, snakke om det var fornuftigt og ikke for farligt at have et liv sammen hvis dette forsatte. Hvis det var sandt, for hvad hvis det var falsk og han først fandt ud af det som han opsøgte hende? Hvad ville han gøre? Et sted tvivlede hun på at han ville finde vrede, han ville..nok bare gå i stykker.
Hun tog nogle skridt tilbage, rækte en hånd frem og strækte vingerne.
"Må..jeg låne brevet? og..et sted vi mødes efter? nordporten?" hun ventede kun lige knap på hans ord, og brevet før hun satte af, ikke fordi hun gad hans selvskab, men af den sky af følelser han kastede om sig i øjeblikket, havde de nok begge behov for et øjebliks ro. Ro for at tænke over alt der endelig var blevet sagt og indrømmet her de sidste timer, et øjeblik til..faktisk være trist over ens barn blev vredt og så hadefuldt på ens ven. Tankerne sad ikke stille som hun fløj over byen tilbage til netop det tempel de lige havde forladt hvor hun landede med et suk og brugte bare lidt på at samle sine tanker, på at få vejret.






Først, overbevise præsten..hente nogle ting og så hjem til familien Reynlest.Hvorfor skulle han også gøre det hele så besværligt, hver gang, bare en dag uden alt dette rod.
Det var ikke med hævet pande at hun gik ind i templet på ny og lod blikket falde rundt, søge ham der havde snakket til dem, og endnu mere til Treston tidligere på dagen.
"Herre?" lyd det lettere tøvende som hun tog hånden hans skuldre efter få minutters søgen.
"Frue. Rart at se dem igen." svaret han nærmest øjeblikkeligt som blikket faldt over hende, på vingerne, på mærket i hendes pande og uniformen.
"Kan..vi snakke lidt om Hr. Reynlest?" spurgte hun i stedet for at fuldføre de typiske høflige hils, og med forvirret blik nikkede præsten og førte hende lidt væk fra de bedende der havde skiftet den sidste gruppe væsner ud.
Så snart de var ude og lidt væk fra templet rækte hun ham brevet.
"Han..mødte dette og vil høre om de kunne udskyde lidt af hans genskoling? Til når han kommer tilbage til Dianthos. Da hans elsket lille søster er løbet hjemme fra i protest over hans straf, og både han og deres moder ønsker hende hjemme.
Så, ved de tillade at han prioriterer at lette deres moders bekymret hjerte og får hendes datter hjem, over genskolingen?" spurgte hun som han begyndte at læse brevet, og han så op flere gange og tydeligt genlæste det korte brev og vendte ordene flere gange.
"Skal nok få ham til at love det første han gør ved sin tilbagekomst er at opsøge templet, og derved slutte genskolingen her, og med det samme føle sig velkommen hjem." igen beskuet præsten hende lidt ved ordene som blev vendt i hans sind og med en eftertænksom hånd i hans skæg.
"Fint..jeg forstå problemet, men..Frue..Det første han gør, er at være her, ved dette tempel, når han er hjemme forstået?"
"Skal jeg nok sørge for." lovede hun i et nik og før hun forlod templet var der noget hun skulle, en ting hun altid skulle som han ikke helt gav hende lov til sidst. Hun mødte alteret lod sig stå i dets skygge som hun bøjede hovedet så meget hun kunne, lod hænderne samle foran hendes bryst som hun mumlede en takkende bøn før hun vendte sig om og forlod templet for tredje gang i dag.

Igen lod hun vingerne føre hende til det næste sted, hendes eget værelse og det vinduet hun altid lod stå på klem. Det var bare nemmere end at gå ind af døren, op af trapperne og så finde værelse, at flyve op til vinduet som aldrig var helt lukket og så træde ind i det dæmpet værelse. Et dybt, langt suk forlod hende som endnu en gang en vinge valgte at danse med hendes stol.
"..Nogle gange..så er i altså i vejen." brokkede hun sig til vingerne som hun åbnede skabet, og begnydte at rode det igennem, søge noget...søge...og med et munter smil træk hun den gamle skuldre taske ud, forslået, brun læder, og tilhørte den gamle uniform, ville næsten klæ ham. Den næste lyd som skuffen blev åbnet, lyder af de mange flasker som spillede deres klang som de ramte hinanden ville de fleste genkende, og de fleste betvivle kom fra netop dette værelse.

"mhm..hvad..ville en rejsende sætte pris på." med det hun havde sagt, og gjort de sidste timer var en afskedsgave, eller på gensyn gave vel på rette plads. Tre flasker af varmende indhold, og en lille kasse med urter til hans pibe, han røg stadig? gjorde han ikke?
Med tanken gik hun i stå og blot kigget på indholdet af rejsetasken hun var ved at lave, alkohol og sansedæmpende urter. Næsten skulle man tro han var på vej til en spiritual tur til Topalis øerne, hun sukkede og tilførte en lille læder pose, bare lidt krystaller, i bunden af tasken og forsøgte at gemme dem bag flaskerne, og under urterne og så selvfølgelig brevet i toppen af det hele.






Og så..skulle man bare finde han igen, hvor længe  hun havde brugt havde hun ingen fornemmelse af som hun lod forsvinde fra sit vindue, som denne gang blev efterladt piv åben, som vingerne førte hende mod Raynlest families hus.

    Ellers vil jeg havde det svært med ikke at tage kærligheden fra dig. Ellers vil jeg have...
    Ordene kørte stadig i ring hovedet på ham - fik vreden og forurettelsen til at vokse, selvom han gjorde sit bedste for at holde den nede; selvom han vidste, at det var ualmindelig dobbeltmoralsk af ham at føle sådan, og at hun sandsynligvis fulgte med i hans indre liv, selvom hun tydeligvis forsøgte ikke at lade sig mærke med det.
    Havde hun haft det på samme måde dengang - da deres venskab begyndte, og han cementerede præmisserne for det? Havde hun følt sig lige så frustreret og hjælpeløs, uden at han havde vidst det mindste om det?
    Måske - måske ikke. En lille del af ham - mavefornemmelsen, der ikke havde det store med fornuften at gøre - kunne heller ikke lade være med at skrige, at dét hér var noget ganske andet end dén beslutning, han havde taget på deres vegne dengang; han havde valgt at bede hende ignorere de følelser og lyster, hun modtog fra ham, og dermed havde han fjernet hendes mulighed for en relation som muligvis kunne være blevet til noget andet...
    Men hun truede med at tage følelserne fra ham - at stjæle noget, Treston bestemt mente var hans - og som han havde ofret en hel del for... 
    Dét ville han få svært ved at glemme... sådan lige med det første... Også selvom hans fornuft fortalte ham, at hun forsøgte at beskytte ham. Også selvom den objektive del af hans hjerne godt kunne se, at hun i virkeligheden var ved at ofre sig for ham igen - at hun i princippet lige havde sagt, at hun ville sætte deres venskab på spil for at redde hans liv...
    Men Treston gad ikke lytte til den rationelle del - ikke så længe hans mave var knuget sammen til en lille, hård klump af forurettelse og såret tillid. Han følte sig forrådt - dét var den barske sandhed - og selvom han forsøgte at skjule det og opføre sig civiliseret, så var han kun alt for bevidst om, at hun kunne følge med i det hele, hvilket var én af grundene til, at han bare nikkede til hendes første ord; ikke stolede nok på sin stemme til at svare hende med ord.
    Da hun spurgte ham om brevet, tvang han dog mundvigene op i et tomt smil - prøvede virkelig, virkelig at lade som ingenting. "Jeg tror aldrig, jeg fik det igen, så mon ikke du er kommet til at stikke det inden for uniformen et sted? Og jeg tror, vi skal mødes ved mine forældres hus, hvis du ved, hvor dét ligger; selv hvis det virkelig lykkes dig at få præsten til at sige god for min afrejse her i eftermiddag, så giver det først mening at tage af sted i morgen tidlig." Så havde han også tid til at forsøge at støve Ulven op - holde ham op på dén tjeneste, han skyldte... 
    ...eller om ikke andet forsøge på det. Treston gjorde sig ingen vildfarelser længere, når det kom til Pax...
    Han bed tænderne sammen og tvang sig selv til at møde hendes blik - til at sige: "Tak, Jose. Vi ses senere," før hun satte af, og han lagde hovedet tilbage og stirrede efter hende med meget blandede følelser.



    Eylia stod i køkkenet i fuld gang med dagens aftensmad, da Treston skubbede køkkendøren op efter et par høflighedsbank. Hun spærrede øjnene op og fik kørt mel ud i panden, da hun forsøgte at skubbe håret væk fra øjnene med en håndryg. 
    "Treston?" udbrød hun forbløffet og krympede sig så lidt over, hvor højt hendes stemme havde lydt i køkkenet - tænkte tydeligvis på Dastor, der sikkert befandt sig et sted i huset. Med nogle ubevidste, men meget mor-agtige bevægelser, tørrede hun hænderne i forklædet, mens hun hastede hen til sin mellemste søn. "Hvad laver du her, skat? Jeg troede kun du var blevet fritaget for kirketjeneste for at hjælpe Fru. Solberg med-"
    "Det er også rigtigt," skyndte Treston sig at afbryde, inden hun skulle komme for godt i gang. "...men jeg viste hende Zirras brev, og nu forsøger hun at få præsten til at frigive mig tidligere, så jeg kan tage ud og lede... Jeg tror, hun og præsten kender lidt til hinanden."
    "Åh! Isari velsigne hendes hjerte," mumlede Eylia og rakte så til - Trestons overraskelse - op og trak sønnen ned i et knus. Hun var virkelig blevet... kærlig her på det sidste. Men måske var det en meget normal mor-reaktion, når ens familie mere eller mindre river sig selv midt over... "Hvornår kan du så-"
    "Hvis alt går vel, kan jeg komme af sted i morgen tidlig," svarede Treston og knugede moderen et øjeblik - blev meget ufrivilligt kastet tilbage til sidste gang, han omfavnede hende i dette køkken. Til frustrationen over ikke at kunne holde hende, mens hun græd, fordi lænkerne var i vejen... "Mor, jeg tænkte - Hvis nu Josefine lykkes med sit foretagende... Kan jeg så få lov til at blive hér til i morgen? Overnatte på mit og Zirras gamle værelse, for eksempel."
    Eylia trak sig lidt væk med en underlig mine - næsten som om hans spørgsmål gjorde ondt. "Treston..." begyndte hun, og noget i hendes stemme fik Treston til at forstå.
    "Hvis far er hjemme, skal jeg nok spørge ham, så du ikke behøver," tilbød han, selvom Dastors kolde, fordømmende blik var det sidste han havde lyst til at blive udsat for lige nu. 
    Eylias øjne var atter en gang blevet tårefyldte, men hun sendte ham et lille, bævende smil på trods. "Skal vi ikke..." begyndte hun og gav hans arm et lille, elskeligt klem. "Skal vi ikke vente på din engleveninde og se, om det overhovedet bliver aktuelt? Din fader er i sit studerekammer, og du kan bare blive her i køkkenet sammen med mig indtil da... Hvis Fru. Solberg har gode nyheder med, han vi jo sammen... høre ham ad."
    Treston kunne ikke lade være med at trække hende ind i endnu en omfavnelse - pludselig helt overvældet af hengivenhed for den lille, statelige kvinde. "Tak mor..." hviskede han og håbede at hun forstod, at han mente: Tak for alt...
    
    

Selvfølgelig ville det for deres skyld, hende og Treston, havde det været bedre at blive og få snakket godt og grundigt igennem, hvad der var ment og hvilket følelser der endelig i hendes ord, og hvad der kastede sig rundt i hans sind som hun lagde styrke i vingerne. Men nu var handlingen sket og lige meget hvor meget hun tænkte på det som hun forsøgte at huske hvor deres hus var,  hjalp det ikke nu. Flaskerne kimede imod hinanden ved hvert bask. Men hvad skulle hun ellers have sagt og gjort? Selv om hun virkede ønskede at turen skulle befri tankerne fra alt dette, var det umuligt ikke at lade hendes egne ord dukke op. For kunne hun endelig? Se i hans himmelblå øjne og tvinge forelskelse fra ham og til hende selv? Ønskede hun faktisk at bære den, selv hvis det umuligt for ham at passe på sig selv. Selvfølgelig ville det gøre ondt, selvfølgelig ville de begge hade det. Men..hvad skulle hun ellers? Lade ham forkaste mere af sit liv? End blot alt han havde opnået i lyset?
Søgen for deres hus havde taget længere tid end det nok burde, landede hun med et dybt suk og langt fra et smil på sine læber som hun stirret imod den virkelig fine middelklasse hus, en have der selv i vinterne brud alle gæster velkommen og et tegn på nogle med grønne fingre boede her, og med det samme havde hun fornemmelse af nogle kiggede på hende fra det øverste vinduer. Hun træk vejret dybt og klappet sig selv blidt på kinderne.
Tag dig sammen.
Råbte hun af sig selv i sit indre, og efter hvad virkede som alt for længe gik hun imod døren, var der gået en time? Mere? Hun vidste det ikke, hun havde ikke forsøgt at holde øje med tiden, hånden lukkede sig om den slidte skuldre taske rim netop som hun skulle til at banke på døren, en dør som gik op af sig selv og i stedet for det ældre træværk var der pludselig en ældreherre som kiggede ned på hende og den første følelse hun fik fra dette hus var på ingen måde glæde.
"Hvad i gudernes navn laver de her? Frue Solberg?" lyd det bestemte stemme som fik hende til at føle sig urimelig lille og hånden der før søgte at banke på mødte hendes bryst og tog let fat i toppen af Korsettet.
"Hr..Hr Reynlest.Beklager at jeg forstyrre men kan jeg snakke med Treston? " spurgte hun lidt modvilligt og tog et halvt skidt tilbage. Det blik som hvilede tilbage på hende som det blev sagt og den utilfredse fornemmelse der kom retur fortalte hende at hun nok burde uddybe.
"Vi aftalte at mødes her.. Er han ikke kommet i nu?" tilførte hun og lod blikket falde rundt i gangen bag manden, men der var intet andet at se i hvert fald ikke en Treston.