Pax hjalp Juno op, hans arme lagt beskyttende omkring den anden, og gengældte dernæst hans kys med samme dybfølte ivrighed. Ligeså vel som Juno var stakåndet, så var også Pax det, men det brede smil over hans mund havde ikke lidt, selvom deres læber havde mødtes.
Han nikkede prompte og bekræftede derved, at ja, det var en gave. ”Men det er en hemmelighed.” Pax vidste, at Juno ikke var i tvivl, hvormed han blot pointerede det, så der heller ikke var nogen slinger i valsen, hvad angik dét faktum, om han ville sige mere til det eller ej. Paxs mund var lukket med syvsegl.
”Skal jeg bære Dem i seng, min prins?”, lød det dernæst drillende, næsten spindende som en behaget kat. Pax grinede lavmælt og rejste sig derefter, stadig med Juno omkring sig. ”De må være udmattet efter sådan en begivenhedsrig dag! Må jeg foreslå at De hviler Deres udsøgte men delikate korpus så længe, det overhovedet er Dem muligt?” Pax sendte et par spøgefulde øjne i retning af Juno, men gik dernæst afsted mod soveværelset.
”Hvis jeg er væk, når du vågner, så ved du hvorfor – så er det fordi, at jeg er på jagt!”

Juno reagerede med et fnys, da Pax nægtede at fortælle ham, hvad det var han skulle ud at finde til ham, men ikke at vide hvad det var, fik ham også kun til at glæde sig endnu mere til at få det, så han gravede heller ikke mere i det derfra. Desuden havde Pax gjort det klart, at det ville være nyttesløst. 

Juno grinede, varmt og lykkeligt, da Pax tiltalte ham som en prins og førte dem begge mod soveværelset. "Jeg er så stor og stærk som man kan blive. Der er ikke noget, der kan gøre mig træt!" Påstod han, stadig smilende, og da Pax advarede ham om, at han måske var væk, når han vågnede, tog Juno blot en dyb indånding og lukkede øjnene. "Det er okay. Jeg ved du kommer tilbage."



For en enkelt gangs skyld sov Juno tungt og længe, og da han vågnede var Pax væk og sengen kold. Da Juno med et gab satte sig op, overvejede han straks at blive i sengen indtil Pax kom hjem til ham igen, men det kunne trods alt vare flere timer, og endelig lykkedes det Juno at komme op og i gang. 

Han var knap nok kommet udenfor, med en cigaret imellem læberne og hænderne i sine jakkelommer, da Hector dukkede op som ud af ingenting. Juno hilste pænt, men de havde trods alt slået op lige inden branden, og selvom Juno var lettet over at fyren ikke var død, så vidste han heller ikke helt hvad han skulle stille op med sig selv, og han skammede sig nok over sin forsvinden og sit ansvar for banden til, at han ikke modsagde sig, da Hector tog hans hånd eller da han førte ham med ind på et værtshus. 

Det nyttede ikke noget; ligegyldigt hvor mange gange Juno sagde til sig selv, at han ikke skulle drikke, blev ét ølkrus erstattet af det næste. Det var nemt at være sammen med Hector. Magtbalancen var helt omvendt, hvor Juno var vant til at bestemme og få sin vilje, og Hector ikke gjorde andet end at give ham ret, og de to havde brugt så meget tid sammen, at det var umuligt ikke at falde ind i de samme, gamle jokes, og hvis Hector rørte ved Junos skulder eller lår flygtigt, så var hans hånd væk før Juno kunne nå at sige noget, og hvis de rykkede deres stole tættere sammen, så var det kun fordi det larmede omkring dem, og de ville kunne høre hinanden bedre sådan. 

Pax vidste, at Juno ikke var hjemme i samme øjeblik, at han åbnede hoveddøren: duftsporene var flere time gamle, tilstede men dvaske, som klamrede de sig fortsat til deres sølle eksistens, forinden at de ville forsvinde helt.
Udenfor var eftermiddagen blevet til aften. Solen havde på udramatisk vis takket af for denne gang og forsvundet bag bjergkæden i horisonten, og efterladt hovedstaden i naturens mørke. Pax havde været væk hele dagen, for der var sket dét, der altid skete: en fjer var blevet til fem høns, hvormed han havde haft travlt.
Pax havde dog ikke forventet, at Juno stadig ville være ude. Havde de ikke aftalt, at de skulle mødes hjemme hver dag forinden, at solen gik ned? Var der sket noget?
Huset var ikke forladt, hvormed Pax maskerede sit summende ubehag og med lange, målrettede skridt bevægede sig ud i køkkenet – hvori Verdis sad.
Den jævnaldrende mand var i dagens anledning klædt i et langt, farverigt skørt, hvormed Pax instinktivt ændrede sin perception fra ’han’ til ’hende’.
”Ronia er over ved Rotterne. Pigerne tog hende tidligere.”
”Taler hun?”
”Ikke så meget som hun plejer”, svarede Verdis eftertænksomt, hvorefter hun rejste sig og begyndte at klargøre krus til te.
Verdis og Pax havde været fortrolige ligeså længe, som Verdis havde befundet sig i hovedstaden. Pax havde ikke længere tal på, hvor ofte de var endt med at tale sammen alene, komfortabel i hinandens selskab og med en usagt forståelse for, at de i de situationer var sig selv: Pax var Pax og Verdis kunne iklæde sig flotte kjoler, hvis hun vel og mærke følte for det – eller lade være hvis han ikke gad.
”Hvor er Juno?”
”Han drikker øl med ham Hector. De har været sammen hele dagen. Han ser ud til at have det helt fint.”
Verdis fortsatte sin korte beretning af dagens forskellige forekomster, men Pax hørte intet af det. Omkring ham var lydene forstummet, som befandt hans hoved sig i en glasklokke, hvilket på en eller anden måde forstærkede lyden af hans hastige – for hastige – hjerteslag. Ikke længere sad dét dog i brystet, men i halsen og ørerne, og dens rytme blev hurtigere og hurtigere i takt med al det giftige, der spredte sig i hans krop. Det var nemlig noget mørkt, noget tjæreagtigt, dødbringende og vanvittigt, der satte sig fast overalt i ham: fra det yderste af hans tåspidser til toppen af det sidste, længste hårstrå.
Da Verdis vendte sig om, formåede Pax at nikke men hans strube havde snøret sig sammen. Ingen ord kunne undslippe ham. Alt Pax ønskede, var, at rejse sig op og løbe, løbe til hans hjerte sprang, til hans krop bukkede under for udmattelsen –
For Juno kunne gøre lige, hvad han ville. Pax havde jo selv set Evlyn blot dagen forinden og skønt han ikke kunne benægte raseriet, kunne han heller ikke overmande hykleriet.
Verdis skævede fra tid til anden til den krølhårede mand, men forblev selv tavs. Efter de havde drukket deres te, rejste Pax sig abrupt og mumlede: ”Bliv her til han kommer tilbage. Han skal ikke være alene.” Verdis nikkede og så undrende efter Pax, hvis skikkelse dirrede…
Pax forlod Dianthos i ly af alskens skygger og i samme øjeblik, at hans fødder nåede skovgrænsen, hev og sled han sit tøj af sin krop. Der var ingen finesse, ingen elegance eller tanke på tøjets slidte tilstand: alt det skulle var af og det kunne kun gå for langsomt. Så rasende var han, så fuldstændig opslugt, at han end ikke begravede sit tøj, men forvandlede sig og stak i en hæsblæsende løb igennem den sorte skov.
Over ham vågnede fuglene. De skreg advarende til hinanden, lyde der også nåede de andre, hvormed alle da vidste, at de havde et rovdyr i blandt sig. 

Juno opdagede ikke at solen var gået ned, før et slagsmål opstod nær dem, der trak blikke til sig, og de blev smidt ud i mørket. Med ét rejste Juno sig da op. "Jeg er nødt til at gå," udbrød han og fumlede med sin jakke, indtil Hector bad om en forklaring og Juno hastigt svarede; "Min kæreste laver mad til mig," efterfulgt af en undskyldende grimasse - indtil da havde han bevist ikke nævnt Pax. Der var historie de tre imellem, der ville have ødelagt den ellers gode stemning, og Juno havde heller ikke lyst til at fortælle Hector hvem hans kæreste var. Han var sikker på at Hector selv kunne gætte det, udfra hvad han tidligere havde fortalt ham om, hvem der havde hjulpet ham hjem til Dianthos. 

Det var på usikre ben at Juno stavrede hjem, hans tanker mere uklare, når han forsøgte at stå op, end da han havde siddet ned. Han småløb det meste af vejen og væltede stakåndet ind ad døren og ud i køkkenet hvor han så - "Verdis?" spurgte han og så sig omkring efter Pax. 
"Hvor er han?" spurgte Juno imens han kastede sin jakke af sig og hev sin trøje op til sin næse, overbevist om at den lugtede af Hector, selvom han ikke selv kunne opfange det. "Han bad mig om at vente her, på dig," svarede Verdis, og afbrød Junos overvejelser om, om han skulle gå i bad eller skifte tøj, for ikke at udsætte Pax for en duft, han var sikker på ville fornærme ham. 

Straks stivnede Juno og kæmpede imod instinktet der bød ham at smide Verdis ud; at bede den anden om at skride ud af hans hjem, så han kunne føle sine følelser alene. Eller i det mindste at efterlade Verdis i køkkenet, imens han selv gemte sig i soveværelset. 
Men Pax havde bedt ham om sin hjælp og Juno havde lovet at give ham den, så Juno tæmmede sin vrede og sagde, omend noget afmålt; "Vil du lave mig en kop te, imens vi venter?" og satte sig ned på en stol i nærheden af Verdis, forberedt på at han var interesseret i den smalltalk ham og Verdis sandsynligvis var nødt til at have, imens de ventede på Pax, og Junos hoved snurrede af alkoholen i hans krop. 

Ulvens lyserøde tunge hang dovent ud af dens mund og den prustede krampagtigt, da den kollapsede på klippeafsatsen. Vandfaldets brusende brøl maskerede dog lydene fra den, og instinktivt vidste den, at dér var den i sikkerhed.
Den havde løbet, indtil dens ben havde truet med at bukke under og selvom det var den, der i det øjeblik dominerede, vidste Pax også, at han var langt fra Dianthos. Faktisk så langt inde i den nattyste skov, at han ikke skulle bekymre sig om grådige krybskytter men blot de andre, der mindede om ham selv.
De andre ulve havde aldrig brudt sig om ham, for de vidste, at han ikke var ligesom dem. Nok lignede han til ugenkendelighed men der var noget ved ham, der strøg dem mod hårene og Ulven havde lært sin lektie mange år forinden: de ville ikke byde ham velkommen. De ville ikke lege og løbe med sådan én som ham.
*
Verdis nikkede og begyndte for anden gang at lave te. Noget var galt og hun behøvede ikke sine krystaller for at vide, at det var slemt. Hun forholdt sig tavst før, at hun satte sig ned igen og forinden, havde placeret et nyt krus foran Juno.
”Han virkede… irritabel, da han gik igen”, mumlede Verdis, påtaget tøvende, ja næsten eftertænksomt; som ventede hun blot på, at Juno ville forklare hende, hvad dét betød. ”Han mister sjældent hovedet, men lige her for tiden… hans lunte er kortere end den plejer. Der er et eller andet, der generer ham. Tror du, at det er Evlyn? Altså, at han fortryder, at han forlod hende?” Verdis skævede distræt til Juno, alt imens hun løftede sin kop til sine smalle læber og tår en lang tår.
*
Ulven vidste ikke, hvor længe den havde lagt ved vandfaldet men at dømme efter Månen og den gradvise lysning af nattehimlen, var det flere timer.
Du kunne bare blive her. I den her form har du alt, du behøver.
Som så mange andre gange skubbede Pax tanken fra sig og begyndte at lunte tilbage mod hovedstaden, hvis murer lignede tynde pinde i horisonten.
Det tog Pax yderligere to timer at finde vej hjem igen og da han trådte ind af døren, var der ikke længere lys i køkkenet – men Juno var hjemme. Og han stank.

Juno behøvede ikke at være indgået i en forening med Pax for at opføre sig som om han var Flokkens prins, og han tilbød end ikke Verdis at hjælpe hende med teen, men sad i stedet, distraheret af sine egne tanker.

Ja, skulle Juno til at svare, det er sikkert Evlyn. Men så fulgte Verdis op på sit eget spørgsmål og Juno tav, tvang sig selv til at tie, selvom han mest af alt havde lyst til at skrige af Verdis. Som ville det hjælpe ham med at holde sine følelser inde, lagde Juno sine arme over kors og vendte kun langsomt blikket mod Verdis. 
"Hvis han fortrød det, ville han vel være sammen med hende nu," snerrede Juno tilbage, selvom han netop havde lovet sig selv, at han ikke ville lade sin vrede gå ud over Verdis. "Tjah, det lignede hjertesorger," vedblev Verdis og mere skulle der ikke til, før Juno lænede sig ind over bordet, med øjne der flammede af raseri. "Hvis det er hjertesorger, er det ikke Evlyn der er skyld i dem."

Juno var spændt som en bue - han ville gerne provokeres mere, han ville gerne have en undskyldning for at vælte bordet imellem dem og kaste sig ud i en slåskamp med Verdis. Men Evlyn blev ikke bragt op derfra, og teen hjalp ikke på Junos kvalmende følelse, og på et tidspunkt faldt han i søvn ind over bordet. Det næste han huskede var, at Verdis havde slukket lysene i køkkenet, hvilket kortvarigt havde vækket ham, men han havde ikke hørt Pax, så han faldt i søvn igen, hvor han var. 

Næste gang han vågnede var det til lyden af døren, der gik op, og Juno hævede sig, fra hvor han lå ind over bordet, og så sig forvildet omkring, men kunne intet se i mørket, og troede, at han havde drømt lyden. "Pax?" mumlede han, imens han gned sine øjne. 

Verdis forblev tavs og reagerede ikke udadtil ved Junos rasende udbrud. Indvendig… oh, ja, indvendig var der dog flere brikker, der faldt på plads og med skjult fornøjelse, betragtede hun billedet, dét viste.
*
Pax så op, da han hørte sit navn men udover at tage sine to jakker og støvler af, gjorde han ikke mine til at ville lade Juno vide, at han var vendt hjem.
Ikke længere var han vred. Løbeturen havde kureret ham men den nu manglende, summende fornemmelse, efterlod ham tom. Udmattet. Det var hårdt at være rasende, så rasende at alting i verden forsvandt og at et hvilket som helst tunnelsyn dernæst var det eneste ens øjne kunne se.
Og det sved, at Juno havde glemt deres aftale – hvem sagde det mest om… ham selv eller den anden?
Pax skridtede på lydløse fødder ud i køkkenet og stillede sig bag Juno, hans hænder placeret på bordet på hver side af den blonde mand. Dernæst stak han sin næse ind i det tykke hår, der sad skævt af luren Juno tydeligvis havde taget sig. Han stank af øl og Hector men ikke af intimitet, hvormed Pax indvendig kunne ånde lettet op.
”Jeg var nødt til at tage i skoven”, mumlede Pax, hans tone beklagende. Dernæst sank han ned på knæ og rev stolen rundt, så han kunne bøje sig frem og ligge sit krølhårede hoved i Junos skød. 
”Undskyld.” Ordet lød lavmælt, lavere end hans forrige, men Pax kunne ganske enkelt ikke mønstre at sige dem højere. Ikke, at det ikke var dybfølt, for det var det, men Pax hadede at undskylde, selv når han burde. 

Juno stivnede, sikker på at der var nogen sammen med ham, men uden af stand til at se eller høre dem, før hans øjne havde vænnet sig til mørket, og inden da havde Pax lydløst fundet vej bag ham, så Junos hjerte satte sig fast i halsen på ham, da Pax's arme kom ned på hver side af ham. 
Heldigvis kunne det ikke være andre end Pax og Juno slappede af i samme øjeblik, at Pax's næse landede i hans hår. 
"Velkommen hjem," mumlede Juno, som svar på at Pax havde været i skoven. På ethvert andet tidspunkt ville han have været sur, over at være blevet efterladt alene, også selvom Verdis havde været der, men han følte sig lige så skyldig som Pax gjorde, og da stolen blev revet om, var Juno sikker på at han ville blive skældt ud. 

I stedet undskyldte Pax, og Juno sad tilbage, med det krøllede hoved i sit skød, overvældet af lettelse. "Jeg glemte tiden," undskyldte han selv og lænede sig ind over Pax, som kunne han beskytte ham, mod det han selv havde gjort ved ham, ved at dække hans krop med sin. "Jeg ville hellere have været herhjemme. Med dig."

Pax forblev liggende med sit hoved i Junos skød, hans hænder viklet omkring den andens bukseben. Da Junos ord nåede hans bevidsthed, måtte Pax synke en besværet klump og tvinge et nik igennem det øverste af nakken, for en forræderisk tanke skreg, at Juno løj; at det ikke passede, at han hellere ville være hjemme sammen med ham – og derved ikke ude med Hector.
Ikke, at Pax lod tankerne blive til reelle ord. Af en eller anden grund kunne han ikke få sig selv til dét, og så ivrig efter at kvæle fornemmelsen, mistanken der havde slået rod i hans bryst, tvang han tankerne på afstand. Han begravede dem i sit inderste, pakkede dem væk, så følelsen de havde forårsaget i stedet blev til et minde.
Det lignede ikke Pax at holde igen overfor dén, han elskede højest men det var det, han i det øjeblik gjorde uden tøven. Han var ikke sikker på, at han ville overleve at sige sandheden, lade Juno se usikkerheden og jalousien, og han havde heller ikke tænkt sig, at bede ham om ikke at se Hector nogensinde igen. Det var ikke meget anderledes end hans timer med Evlyn blot dagen forinden. Og måske det også var okay…
Det skal være okay… det skal det være…
Pludselig bevidst om, at han ikke havde svaret, rømmede han sig og nikkede under Junos (lette) vægt. ”Det fint. Lad os gå i seng.”

Juno behøvede ikke Pax's højnede lugtesans for at vide, at der var noget galt. Pax's korte, afvisende svar, var mere end nok svar i sig selv. 
"Nej," svarede han og strammede et øjeblik sit greb om Pax, inden han slap ham, kun for at glide ned ad stolen og ned i Pax's skød, hvor han lagde sin vægt i at få Pax ned at ligge på gulvet, indtil han selv var over ham, med en hånd på hver side af Pax's hoved, en refleksion af hvordan Pax netop selv havde lagt sine arme på hver side af ham på bordet.
"Vi går ikke nogen steder, før jeg har overbevist dig," beordrede han lavmælt, uden at det lykkedes ham at lyde autoritær. "Efter Evlyn - du sikrede dig, at jeg troede på dig. At du vil have mig nu. Jeg vil gerne gøre det samme for dig. Fortæl mig hvordan."
Juno var klar over at han havde lagt sin i en position af at have magt over Pax, og selvom han ikke vejede nær nok til at gøre noget ved det, hvis Pax ikke brød sig om det, så var det sådan han ville have det, fordi han mistænkte, at Pax ville snige sig udenom, hvis han fik chancen. 

Pax lod sig guide ned at ligge. Han vidste ikke hvorhen – nej, hvordan han skulle bevæge sig ud af køkkenet, fanget i hans tankespind og et grænsende til desperat behov for at være tæt med Juno.
I samme øjeblik at den blonde mand forblev tavs, trak Pax instinktivt på den ene skulder. Han anede ikke hvordan, at Juno kunne forsikre ham – eller om han i grunden burde. I stedet for at granske sin hjerne for ord, lænede Pax sig frem og kyssede Junos læber tøvende. Gradvist blev hans læbers bevægelser både mere krævende og modigere, men skønt Paxs behov også blev tydeligere, var hans kys langsomt; som ville han smage Juno ordentligt, tage sig den nødvendige tid til at nyde ham…
Paxs hænder gled henover Junos ryg og op i hans bløde nakke; ned af hans arme; nedover lænden og bagdelen; så langt de kunne falde ned over hans lår. Så snart Paxs hænder havde været et sted, tog de videre og Pax nød fornemmelsen, nød følelsen af Juno så tæt på sig – som altid lindrede det mere end både Juno og Pax kunne forudse eller forstå.

Juno forstod Pax's kys; det var samme sprog, som han selv bedst talte. Pax fik lov til at styre deres kys de første minutter, lod ham gøre hvad han havde lyst til, røre hvor end han ville, kysse ham som han ville, men det gik ikke længe, før Juno lænede sig nok ind over Pax til at fyren kunne læne sit hoved mod gulvet igen, og med et suk skiltes Junos læber ad og hans tunge skubbede sig op mod Pax's, imens hans hænder hev Pax's skjorte nok op til at Juno kunne stryge en hånd over det nederste af hans nøgne mave med endnu et suk. 
Følelsen af Pax under sig healede Juno lige så meget, som den lod til at lindre Pax, men Juno havde aldrig været god til at bevæge sig langsomt, endnu mindre når han var påvirket af alkohol, og før han vidste af det, havde han åbnet Pax's bukser og skubbet en hånd ind under stoffet. Han sad allerede på det eneste der betød noget, men strøg sine fingre gennem Pax's kønsbehåring med endnu et suk. 
"Vi sad sådan her, da det gik op for mig at jeg overhovedet havde en chance med dig," hviskede Juno imellem kys og færdiggjorde mindet ved at vugge bestemt med sine hofter over ham, og på trods af, hvordan de var endt på gulvet denne gang, smilede han, da han igen kyssede sin kæreste.

Pax nød de langsomme, hengivne kys men dernæst også, da Juno tog rollen som den dominante. Det var rart, at han for blot et øjeblik kunne stoppe med at tænke, stoppe med at føre sine hænder og blot hengive sig til den nydelse, det var, at være tæt på ham.
Et tungt suk forlod Paxs mund, da Juno rørte og gned sig op af ham. Med ét gled hans øjne i og Pax lod sit hoved falde tilbage mod gulvet, hans åndedrag pludselig overfladisk af forventning.
"Mhm", brummede han, velvidende hvilket minde Juno tænkte på. Også for Pax løb det igennem hans erindring. "Vi sad sådan her, da jeg fandt ud af, at min pik overhovedet virkede..."
Pax tvang sine øjne åbne, velvidende Juno ikke nødvendigvis kunne se det i mørket og rakte dernæst ud efter ham, således at hans hænder kunne lukke sig om hans hofter. Dernæst pressede han sit underliv op mod Junos og lod sensationen fylde ham, indtil det summede i selv hans fingerspidser.
"Det var som om, du vakte mig til live der. Vidste du godt det?"

"Det husker jeg," svarede Juno med et grin, selvom han kun mindedes selv at have opdaget, at Pax's pik kunne noget - og at den ville noget med ham. Han genkaldte sig stadig ofte mindet, når han satte sig overskrævs på Pax, velvidende at intet nogensinde ville føles lige så godt, som det gjorde første gang han følte den anden mand blive hård under sig. 

På en tæt andenplads kom det, da Pax pressede ham ned over sig og Juno fik lov til at opleve følelsen igen. Et støn satte sig fast i Junos hals og et langt øjeblik sad han helt stille, uden anden lyd end en besværet vejrtrækning, inden han mistede den sidste flig af sin stolthed og langsomt, men insisterende, begyndte at gnubbe sit skridt mod Pax's. 
"Jeg kan ikke have været den første, der har forsøgt at gnide mig op mod dit skridt," svarede Juno med et stakåndet grin, uden at opgive det han havde gang i, og uden at indse at Pax talte specifikt om ham. "Men måske jeg er den første, der ikke har noget problem med at komme i bukserne over dig," tilføjede han og trak Pax ind i endnu et kys, stadig smilende og stakåndet. 

Pax lige dele fnøs og udåndede tungt, forinden at hans læber kolliderede med Junos for endnu engang. Han gengældte kysset men afbrød det ikke lang tid efter, ligeså stakåndet som den anden også var.
”Du var ikke den første, nej, men den første, hvor jeg kunne lide det”, mumlede Pax hastigt, som kæmpede han med at få ordene udover hans læber. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i takt med hans galopperende hjerte, men Paxs tofarvede blik var fast. Han mente, hvad han sagde.
”Det kom ud af ingen ting. En slags ny forståelse… før havde jeg aldrig tænkt sådan om dig… og nu kan jeg slet ikke tænke… forestille mig dig anderledes…” Pax skar en grimasse, halvmoret over sin egen latterlighed. Til trods for sin egen usikkerhed holdte Pax dog fortsat Junos blik, og søgte det, når det forsvandt væk fra ham. ”Før… før du kom tilbage, havde jeg svært ved at finde en betegnelse på den kærlighed, jeg føler til dig… du var på en eller anden måde fucking mange ting på én gang… min søn, min bedste ven, min bror, min – kæreste… og det er ikke fordi, at jeg elsker dig mindre, men nu er du kun min kæreste. Hverken mere eller mindre. Det er rart. For mig.”

Junos blik gled nysgerrigt over Pax, som han fortalte, at Juno havde været den første. Det burde han have vidst, ud fra hvad Pax ellers havde fortalt ham, men han havde aldrig lagt to og to sammen, og havde heller ikke spurgt.
"Jeg havde tænkt sådan om dig flere år inden," indrømmede Juno med et grin. "Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg som teenager fantaserede om at finde på en undskyldning, der ville lade mig kravle op i din seng igen, som jeg gjorde som barn, når Filip skræmte mig." Med et smil lænede Juno sig frem for at genoptage deres kys, med forhåbning om at det ledte til mere, da Pax stadig havde mere på hjertet. 

Juno betragtede ham imens han talte, og fordi det føltes vigtigt, forsøgte han at sidde stille imens også, men lige så snart Pax var færdig, rullede Juno med sine hofter, hele sin vægt presset ned over ham. "Din forlovede," rettede han ham med et fnys, der ikke fjernede hans smil, da han lænede sig ind for endelig at kunne genoptage deres kys igen, kun for at trække sig ud af det igen med et frustreret suk, over ikke at kunne stoppe sig selv fra at tilføje; "Kæreste, forlovede, ægtemand. Der er kun én rigtig måde du kan elske mig på. Jeg er ikke din søn eller din bror. Og - fuck - mind mig om at vi skal snakke om Verdis bagefter."
Med det sagt trak Juno sin trøje af, hans hud svedig under den, men gav ikke Pax samme mulighed, før han trak ham ind i endnu et kys. 

Pax fnøs moret og forinden, at han helt nåede at forstå, at det var dét, han gjorde. Tanken om Juno som yngre, pludseligt befindende sig i hans seng, taget hans sure blikke i Paxs retning i betragtning, var fuldstændig absurd. Hvor ofte havde han ikke selv spekuleret på, hvorfor han havde gjort sig fortjent til Junos for skarpe blikke?
Pax lyttede dernæst til Junos irettesættelse med lukkede øjne. Ved hans første kys var de gledet i og han vidste, at han ikke kunne formå at åbne dem igen, så langt væk i forventningsfuld nydelse og længsel efter at mærke den blonde mand omkring sig.
”Forlovede”, mumlede Pax dog bekræftende men også næsten spøgefuldt, fordi også dét ord var fremmed for ham. Nogle gange følte han sig ude af trit med den øvrige virkelighed, alle andre befandt sig i og dén følelse opstod primært, når han var i selskab med Juno. Ikke, at den var dårlig. Langt fra. Des mere Juno var omkring ham, des mere følte Pax også, at han blev… normal.
Pax nikkede, velvidende hvad det kunne omhandle, hvorefter han dog overgav sig til sin længsel og lagde sine arme omkring Juno. 

"Elskede," svarede Juno stakåndet, som havde de blot sagt hinandens navne. "Jeg vil - sige dit navn foran alle vi kender og tage dig som min," hviskede han imellem kys, imens han rakte ned imellem dem og løftede sig nok op til at kunne trække i Pax's bukser. Han behøvede ikke at få dem helt af ham, og det var slet ikke noget, han var villig til at slippe deres kys for. 
"Hvis jeg havde gjort noget - inden jeg forlod Ulvens Flok - kunne jeg så have fået det her tidligere?" spurgte han, hans nysgerrighed alligevel stærkere end hans behov for at kysse Pax. "Kunne jeg have afskåret dig fra dine vilde hunde og snavet dig i en mørk gyde, indtil du holdt op med at se mig som en af dine unger?" Juno havde altid troet at det ville have været umuligt; at Pax var for god til den slags. At det var nødvendigt for Juno, ikke bare at blive selvstændig, men også at skabe en afstand imellem dem, så Pax ikke direkte længere kunne følge med i, hvordan han voksede op, men var nødt til at følge med på afstand; var nødt til at indse, at han pludselig var blevet voksen.
Men han fandt det også pludselig nødvendigt at vide, om han havde taget fejl. Om han havde kunne få alt han ville have tidligere i sit liv, hvis bare han havde haft modet til at tage springet. 

Paxs bryst fortsatte sine hektiske ture op og ned, næsten desperat efter mere luft men samtidig ikke interesseret i at få det. Kun Junos berøringer, der var ligeså bekræftende som de var lindrende, betød noget, så da Juno fjernede sig og begyndte at arbejde på Paxs bukser, rakte han utålmodigt ned og hjalp til.
Junos spørgsmål var nær fløjet over hovedet på Pax, der ikke forstod hverken til eller fra for et øjeblik. Kun det snarligt kommende fyldte hos ham, følelsen af forventningen næsten synlig for Paxs øjne men da forståelsen dog omsider fandt vej til ham, sank han en besværet klump og rystede på hovedet.
"Nej", mumlede han åndeløst men i grunden ikke sikker. "Jeg - ved det ikke. Ikke dengang. Men nu... måske ja. Ja." Pax var ikke sikker på, at hans ord overhovedet gav mening men så snart han havde sagt dem, gik meningen da op for ham.
Juno havde været nødt til at forlade ham, tvinge ham ud i periferien af hans liv, så han ikke længere så ham hver dag men for hver gang, at han endnu engang var vokset; så deres relation ikke blev fasttømret, hugget i sten, deres roller lagt til rette på en hylde, som ingen af dem turde at pille ved. Afstanden havde været livsnødvendig og det slog Pax... 
"Det var som om, jeg bare gik rundt og ventede på dig..."

Ligeså snart Pax hjalp til med sine bukser, overtog Juno opgaven med at få sine egne hevet ned, også kun nok til, at de ikke var i vejen - dér sluttede hans tålmodighed også. Han ville bare have Pax tæt på sig, så tæt på sig som muligt, det behøvede de ikke at være nøgne for. 

"Jeg troede vi skulle have ventet meget længere," indrømmede Juno med et lettet grin af Pax's svar. Hans handlinger havde trods alt ikke været forgæves. Og Pax havde ventet på ham. Bedre, end hvordan Juno havde ventet på Pax, men de forhold, seriøse som useriøse han havde haft inden, havde også været nødvendigt i hans hast efter at blive voksen, i hans hast efter at kvalificere sig til at få Pax's opmærksomhed. 
"Har du lyst til at kneppe?" spurgte han med et smil og kyssede kortvarigt sin kæreste, inden han, stadig løftet en smule op, så ham an, afventende hans hjælp, men også søgende efter en tøven. "Hvis du vil have mig ned på gulvet i stedet, så er nu din chance, Ulv," tilbød han med et kækt smil, velvidende at Pax ikke altid kunne være nederst.