Deres tunger ikke kun dansede tango med hinanden. De kæmpede lidenskabeligt med og mod hinanden. Den ene ville have kontrollen, som den anden endnu prøvede at fastholde. Det var en kamp, men en kamp, Winchell nød at lade sin tunge udkæmpe for nu. Der var så meget, de to mænd kunne kæmpe om og som den buttede mand til sidst kunne og ville overgive sig for, hvis han ikke gad mere. Det var da derfor heller ikke været megen modstand, som han havde taget den underdanige position fra start. Allerede fra første perverse bevægelse havde Winchell været bunden af de to. 
Og kampen var endnu ikke færdig, selvom deres tunger var. For Vektors hænder nede hen til de kødfulde hofter og fyldige baller. Med et enkelt ord ønskede Vektor at fastholde en uenighed mellem dem. Nej. Vektor ville ikke bære ham i sengen. Sølvelveren ville ikke overgive til det bløde underlag endnu. Og selvom Winchell blev benægtet, hvad han bad om, kunne den buttede mand se på Vektors ansigt, at han ikke skulle være ked. Der var planer  sølvelverens tanker. Planer, Winchell vidste, han ville elske.

Alligevel blev Winchell løftet. Og kun med én hånd! Winchell kunne ikke andet end at smile lummert, som han blev holdt oppe med en hånd af Vektors og sine egne ben rundt om sølvelverens talje. De låste blidt om hinanden ved Vektors bagdel. Og med en fri hånd vidste den buttede mand kun godt, hvor den skulle hen og hvad dens opgave var. Derfor kæmpede han da heller ikke imod, som benene løsnede sig lidt og han lod Vektor placere ham, som sølvelveren ville. Winchell kom til at sidde på lemmet. Blive spydet af det hårde kødspyd som en pattegris henover bålet. Et langt og sødt støn undslap Winchells læber, som lemmet kom helt op i ham igen.
Hvert et lille skridt og hver en lille bevægelse i Vektors underdel skabte friktion inde i Winchell. Og selvom der ikke var mange skridt hen til den nærmeste væg, udnyttede sølvelveren disse. Skridtene blev taget hurtig og nærmest hoppende. Og for hvert skridt gav Winchell et hvin eller støn, inden hans ryg blev presset op mod væggen. Det var hér, Vektor ville have ham. Ikke i sengen, men op af væggen. Og Winchell elskede sølvelverens tankegang. Vektor tøvede tydeligvis ikke med at udnytte Winchells evne. Den buttede mand blev bevæget op og ned lettere end noget andet. Og derfor kunne det gøres godt og eget. Svedperlerne faldt af ham, som han gav et støn i duet med Vektor. "Jeg vil have dig hårdt. Jeg vil ikke gå mere. Jeg vil have, du skal løfte mig. Hele aftenen." sagde Winchell tungt og i mellem hvert støn. To eller tre ord af gangen. Det her føltes fremragende. Fandens fremragende! Der var ikke noget bedre, end når nogen valgte at udnytte alle mulighederne, der var. Ingen grund til at overanstrenge sig om at holde Winchell oppe, når det kunne gøres med en lillefingers kraft. Resten af kraften kunne bruges på det sjove. Blive fokuseret i hofterne, så de kunne bevæge sig hårdt, imens Winchells krop blev løftet op og ned.
Hænderne var endnu bag Vektors hoved, som Winchell lænede sig ind og atter lod deres læber mødes. Tungernes kamp var endnu ikke overstået. Og imens der var gang i det ene hul, skulle det andet også gerne besudles af Vektor. Den fremragende sølvelver.

Det var så ganske tydeligt, at hans lille, negleterende beslutning og tilhørende 'nej' til at gå til sengens blødere underlag, faldt i ganske god jord hos det buttede menneske. De lyde der nemlig kom fra ham nu - nu hvor at Vektor med overraskende lethed kunne føre ham op og ned, helt som han ville - de lyde var højlydte og ublufærdige i deres nydelse. Og han havde aldrig prøvet noget så let før. Sikken en fantastisk evne! Det var, mildest talt lidt for nemt for ham, og med den andens ryg nu stødt op imod den ru væg (noget der nok ville efterlade mærker på de fleste i hver fald), var det legende let at opfylde det ønske der bagefter blev stønnet ud. 
Hele aftenen? I mange andre tilfælde ville det have været ganske umuligt, men lige i det her tilfælde? 

Vektor's læber deltes i et smil, skarpt overtaget  af de grådige kys han blev givet, og han svarede indvendigt. Jah, selvfølgelig skulle han løfte ham hele aftenen. Det var ikke hårdt arbejde, modsat så mange andre som halvelveren havde tilbragt nætter og dage omkring. 
De stød der fulgte med var hårde, var kontrollerende og var fuldkommen fokuseret af rusen der gled gennem hans krop, og med øjnene rettet imod målet, indeni. Hans egen nydelse, og til dels også den andens nydelse... man måtte dog ikke tage fejl, fordi Vektor var en forfærdelig grådig elsker når det kom til stykket - at hans partner, hvem end det så endte med at være for natten - også nød godt af den lidt voldsommere behandling og de krævende hænder, det var kun en bonus som kom med at være en anelse erfaren. 
Der var dog ingen tvivl om at Winchell var god. Bedre end de fleste, hvilket da også kom til udtryk da han med endnu et støn kvalt af den andens læber, til sidst lod hovedet glide ned imod den hoppende skulder og mere højlydt end før, lod en knurrende stønnen slippe ud. "Hng - Winchell, du-" ord kvalt af forpustelsen og det klimaks der nærmede sig med hurtige skridt. 

Hårdheden og voldsomheden fra Vektor var stor. Winchell blev presset op mod væggen hårdt. Med hver bevægelse blev den kødfulde ryg rykket mod den rå mur. Den buttede mand kunne tydeligt mærke, hvordan der blev lavet mærker og sikkert også hudafskrapninger. Friktionen mod ryggen var jo lige så voldsom som den, der foregik nede i underlivet hos de to mænd. Men hvis manden også kendte sin egen ryg og mere sin anden unikke evne, ville små mærker være væk næste morgen. Der skulle mere til for at skabe varige skader og urenheder på denne dejlige mand. Og det var også derfor, at Winchell ikke kunne styre sine lyde. Han var ukontrolleret lige nu. Vektor ramte alle de rigtige knapper. Hvin, støn, suk. Alting undslap Winchells læber, selvom de var låst fast mod Vektors. Sølvelveren tog, hvad han ville have. Og han fik alt, hvad Winchell ville give ham.

Klask, klask, klask.
Ekkoende klask efter ekkoende klask kunne lydes, som Vektor kombineret stødte og bevægede Winchell op og ned. Det var hårdt, voldsomt og uden hæmninger. Winchell fik fornemmelse, at Vektor lod sin rus og egen egoisme tager over. Det gjorde intet. Den buttede mand nød alt, hvad sølvelveren gjorde lige nu. Hvis ikke han var i Vektors sind, men sølvelverens egen nydelse, så var det sådan. Winchell var ligeglad. Han var modtageren for den voldsomme rus og han elskede det!
Som en knurrende støn fik Vektor til at sænke hovedet mod den buttede mands skulder, ramte sølvelveren et eller andet inde i Winchell. Manden lænede hovedet tilbage, lukkede øjnene og lod et langt, højtonet hvin undslippe sin mund. Før Vektor fik endnu et klimaks for deres møde, dunkede Winchells lem. Sekunder efter ejakulerede han som et vandfald. Det hvide klister ramte begge mænds maver.
Efter Vektor også havde nået sit klimaks, åndede Winchell tungt. Hovedet skød han frem og lod sine øjne kigge ind i Vektors. Sved gjorde hele ansigtet og kroppen glinsende, men det var intet sammenlignet med menneskets øjne. De funklede i Vektors selskab. Især sammen med det perverse smil.
Kort kiggede Winchell ned på sit eget værk. Han havde virkelig lavet et værre griseri på dem. Det var så perverst, at det fik lemmet i mellem dem til at pulsere, før det langsomt slappede af. Venstre hånd forblev på nakken bag de hvide lokker, men den højre vandrede rundt og hvilede med håndfladen mod den varme, svedige og bevægende brystkasse, delvist henover den blå tatovering. "Jeg hvad, Vektor?" spurgte Winchell hviskende og drillende. Igennem hårdheden, de mange klask og alle lydene havde Vektors ord ikke gået forbi Winchells ører. Sølvelveren havde sagt noget, før klimakset nået ham. Og den buttede mand agtede at høre, hvad det var. Han kunne altid gå på strejke, hvis Vektor nægtede ham. At pakke sig ind i klæder ville være en passende straf for sølvelveren, ikke? Men ikke nu. Nu lænede Winchell sit hoved frem for at give et fugtigt kys mod Vektors kindben. Tungen slikkede blidt de mange svedperler op. Kropslige væsker var altid mums. Altid.

Der var altid noget ganske specielt, over at finde nogle der legede godt med ens egne dæmoner, og dertil også ens egne foretrukne måde(r) at være omkring en anden på. LIge på den her front - med Winchell presset op imod muren og et hårdere, hurtigere og voldsommere tempo end lige den gængse borger ville finde fantastisk - der var Vektor ikke i tvivl om at de passede godt sammen. Det var til at blive helt let over. Og sjovt nok, så var Winchell ligeså let som Vektor begyndte at føle sig. 
Med et tungt men dog sagligt støn var det at Vektor kom - hænderne strammede deres greb i hans hofter og borede sig ind i den fyldige hud,, og opdagede først et par sekunder bagefter - de sekunder hvor at hovedet langsomt hævedes fra mandens skulder, og de sekunder hvor at vejrtrækningen fik lov til at falde en kende mere ned - med en indvendig lille rumlen af latter, at han ikke var nået målstregen alene. Sikke et svineri. 
Ansigtet trak sig tilbage, kun for at låse øjne med Winchell. Og om læberne, lurede et djævelsk tilfreds grin i mødet med de funklende øjne. 

Det kunne man jo næsten vende sig til. 
Blikket flakkede ned på hånden som hvilede over den karakteristiske tatovering - kunne han mærke hjretet under? Og han bakkede en anelse for at frigøre den stakkels ryg fra væggen bagved sig. Han følte dog ikke videre dårlig samvittighed, og særligt ikke når mennesket alligevel så drillende virkede ligeglad med den grove håndtering. "Hmm...." sagt med en skurrende nynnen til sig, og blikket gled op igen. "Du er fantastisk" kom det foruden meget tøven fra ham, i de afsluttende ord mennesket nok havde håbet på at høre idet at han lænede sig frem og ind det fugtige kys. 
Nok var man en løgner pr. defination, men lige her, talte sølvelveren ganske sandt. 

Kroppen føltes brugt, på en måde som den ikke havde været i lang tid. Men ikke nær noget så brugt som den vidste at den burde føles, og dét var nok hvad der i sidste ende gjorde ham så let til fods, da han med et sidste lille suk af et støn, løftede ham af sig men ikke gjorde mine til at smide ham fra sig. Spørgsmålet var bare, hvor han ville hen? Og i mangel på bedre, bevægede Vektor dem imod det lille køkken han havde. "Måske... noget vand - eller andet - er på sin plads?" spurgte han på vejen, et fornøjet, løftet øjenbryn til sit spørgsmål. Man skulle vel udnyte at man var hvor man var. 

Orgasmen virkede både langtrukken og alt for kort. Og Winchell ønskede at mærke den forevigt. Men den måtte komme til sin slut. Dog ikke uden at have grisset begge deres maver godt til. Dog var maverne ikke det eneste sted, hvor rester af en orgasme kunne ses. Eller rettere sagt mærkes. For begge mænd var kommet nogenlunde samtidig. Winchell på dem begge og Vektor oppe i ham. Den velkendte følelse af at være fyldt op af mere end bare et lem kunne mærkes. Den fugtige varme af sæden oppe i ham var en god følelse, hvis man spurgte Winchell. Så vidste man jo, der blev gjort noget helt korrekt.
Med en tung vejrtrækning var det, at Winchell kunne mærke hjertet bag den tatoverede brystkasse. Den var svedig, varm og dunkende. Præcis som lemmet lige havde været, inden det blev taget ud af Winchell. Den buttede mand kunne ikke lade være med at komme med et højtonet hvin, som lemmet blev trukket ud af ham, efterladende hullet i sin tilsmurte og ensomme stadie. Forhåbentligt ville det ikke være ensomt resten af tiden. "Du er også. Forrygende." Winchell var ikke i stand til at sige sætningen uden at holde en pause for en tung vejrtrækning. Han kunne mærke, hvor slap han var i benene. Heldigvis skulle han ikke tænke på at støtte på dem, for Vektor holdt ham endnu oppe. Løftet var endnu opretholdt. Og Winchell kunne ikke lade være med at smilende elskende over dette, inden det blev erstattet med Vektors fugtige læber. Kysset var grådigt, beskidt, hårdt og fugtigt. Præcis som sexen lige havde været.

Ryggen blev gjort fri fra væggen. Winchell kunne mærke hudafskrabninger derpå, men der blev ikke tænkt mere over disse. De ville falme i morgen tidlig og dagen efter ville de være så godt som et falsk minde. 
Skønt Vektor ikke længere var oppe i ham, forblev Winchell i sølvelverens arme. De tykke ben svang dvask rundt om hofterne på ham, som den ene hånd holdt om nakken. Den anden stadig mod brystet. Winchell kunne mærke lemmet under sig, som det gradvist blev slappere og slappere. Det måtte ændres på om ikke så længe. Men Vektors ide om noget at drikke var en god ide, hvorfor Winchell også nikkede. Uden noget at skulle eller kunne sige blev han ført hen til køkkendelen af rummet. "Vand fra hanen, eller en flaske af noget stærkere fra skabet?" spurgte Winchell tungt og næsten hviskende, som de var kommet derhen. Vand ville være dejligt forfriskende, men et glas af noget stærkere kunne gøre dem mere vågne. Mere klar til endnu en omgang. For Winchell var alt andet end færdig med Vektor. Den buttede mand var først færdig, når de begge lå udmattet og på grænsen til besvimmelse et eller andet sted i hjemmet. Sengen, sofaen, bordet, gulvet. Hvorend deres intime fest tog dem hen.

Det var med stadigvæk overraskende lethed at Vektor fik bevæget dem hen til køkkenet, og først da de var i det sparsomme værk af skabe, en vask og hvad ellers han havde fået indrettet lejligheden med, var det at han gjorde mine til at sætte ham ned på de dvaske ben. Og håbede at han ikke snublede, eller sådan noget. Han kunne - især med Winchell's fine magi - nok sagtens have båret rundt på ham i meget længere tid, men med spørgsmål om hvad Vektor ønskede at drikke, burde han nok have muligheden for at finde det frem. 
Fordi Vektor's læber krølledes opad i et smil, og han lænede sig en kende henkastet - udmattet - ind imod trædisken ved vasken. "Noget stærkere fra skabet, nu hvor du alligevel byder" 

Var der alkohol, så tog han alkohol. Både fordi at han næppe sagde nej til den styrkende, hæmningsløsnende drik, og selvom sølvelveren i sin essens var ganske... hæmningsløs i forvejen, så kildede den stærke promille ved alle de rigtige steder. Den var opfordrende, den var varm og den var stærk. Han var ikke sart, og kunne dertil også drikke det meste, lige meget hvilket sprøjt den anden mand så ville formå at finde frem. Hans forventninger var aldrig høje, givet det selskab han almindeligvis færdedes i. 

Som Vektor betragtede ham finde tingene frem, var det tilfredse, blå øjne som fulgte hans bevægelser, og vidste at det delvist var hans skyld at ryggen han nu spottede, så sådan ud. 
Se at kalde ham sadistisk ville nu være en grænse at trække. Men der var noget primal tilfredsstillelse i at se markeringerne efter hans omgang med den mørkhårede mand, og selvom han umuligt kunne vide at de ville være væk imorgen, følte han så absolut ingen fortrydelse. Det var blot hvad det var. Og han havde på intet tidspunkt, lydt ked af de grove hænders behandling af ham. Nok tværtimod. 

Komplet løftet resten af aftenen skete dog ikke. For som Winchell tilbød noget stærkere, satte Vektor ham ned. Svajende kort i benene fandt den buttede mand sit fodfæste. Det var ikke fremmed for ham. Han havde prøvet at blive taget flere gange i træk og derefter skulle gå enten hjem eller til bordelhuset. Selvfølgelig fandtes der episoder, hvor han ville gå hjulbenet og lignende mere en, der havde skidt i sine bukser, men lige nu gik det fint nok. Han skulle heller ikke gå synderligt meget. Bare stå uden at falde. Alligevel gjorde den buttede mand lidt af et nummer ud af at holde fast ved Vektor. En hånd rundt om overarmen, som var det en livslinje. Og et stålfast blik i de blå øjne med et kækt smil på læberne. Endnu kunne Winchell mærke resterne mellem sine ben. 
"Noget stærkt kommer op." sagde Winchell lavt. Hånden om overarmen slappede sit greb. Igen gjorde den et nummer ved at glide henover brystkassen af sølvelveren. Der var rester af hans helt deroppe, hvilket fik lemmet mellem de kraftige ben til at spjætte en anelse, før han vendte sig rundt. 

Hele bagsiden blev vist til Vektor. Alt fra de kønne, kraftige ben til den allerede godt brugte bagdel til den småsåret ryg til det uglede nakkehår. Og det var alt sammen Vektors eget værk.
I en blid og langsom bevægelse løftede Winchell sig op og stod på tåspidserne. Han strakte den ene arm for at åbne skabet. Denne kombination af bevægelser fik bagdelen til at stramme nok til at gøre dette synligt. Meget vel var han igang med at finde en flaske frem, men det betød da ikke, at showet skulle stoppe.

Efter en flaske endelig var fundet, vendte Winchell sig rundt. Proppen blev skruet af. Uden at tænke på at hælde op i glas satte den buttede mand flasken til læberne og vippede den bag ud. Det var en halvstærk flaske sprit. Det brændte i hvert fald godt i halsen, som Winchell sænkede flasken igen. Med den anden hånd tørrede han væskerester væk fra munden. "Vi kan godt dele lidt mere i dag, ikke?" sagde Winchell kækt, som han rakte flasken hen til Vektor. Winchell trådte alligevel et skridt tættere. Den fine vom rørte næsten mod Vektors. Deres fælles klister kunne sætte dem sammen, hvis sølvelveren ønskede dette. Eller en hånd kunne finde vej rundt mod de blævrende baller. Winchell havde i hvert fald sin frie hånd lige over toppen af den ene hofte på den flotte Vektor. Man skulle da mærke et kunstværk, når det stod for næsen af en, ikke?

Og de kunne så sandelig dele. Der var ingen brok fra Vektors side, som han tog munden af flasken i sin egen mund. Havde det været Winchell, der skulle drikke af flasken efter sølvelveren, havde han gjort et nummer i et slikke resterne af den flotte mand fra flasken. Grådig måtte den buttede mand gerne være. Han var jo ikke på arbejde. Lige nu var hans eneste opgave ikke at tilfredsstille Vektor. Jovist gjorde Winchell endnu dette. Men han måtte jo også gerne selv tænke på sig selv. Gøre, hvad han ønskede og ikke hvad han mente, Vektor ønskede. Selvom den buttede mand nemt fik tanken, at de to mænd ikke ville være meget uenige på dén front.

Et tilfreds smil blev sendt til Vektor, som flasken blev sat fra sig. Håndryggen tørrede rester af den hårde sprit af. "Jeg lyver aldrig, når det kommer til effekten af visse ting." sagde Winchell tungt og endnu smilende. Der var tydelig mere i ordene end kun om spritten. Den buttede mand var ikke et væsen af løgne, når det kom til effekter. Om det var effekten af en flaske eller en vis krop, var der ingen løgne om, hvor gode og effektive disse kunne være. Hvorfor lyve, når sandheden var så godt som perfekt?
Den vejrbidte hånd, der vandrede om på ballen, blev ikke gået uopdaget hen. Dog var den alt andet end uønsket. Dette gjorde Winchell også tydeligt ved at bide sig blidt og tydeligt nydende i underlæben midt i smilet. Og som var det ikke nok, pressede han sig helt tæt på Vektor. Han kunne mærke sølvelverens lem lige over hans eget. Hånden på hoften løftede sig hurtig og vandrede om på ryggen, hvor der var mere plads. Den anden hånd fandt hurtigt vejen dertil også. Blidt blev neglene sat i den stramme hud deromme. Ikke hårdt, men nok til at efterlade små mærke. Ikke noget, der ikke ville forsvinde igen efter få øjeblikke. Vektor var jo ikke den eneste, der kunne være fandens hård.
"Er hvor virkelig, hvad du vil spørge om nu, Vektor? Kan du ikke finde på bedre ting at spørge om? Bede om. Beordre." Den lille højdeforskel krævede endnu, at Winchell skulle vippe hovedet en anelse tilbage for at holde øjenkontakten. Balancen på fodsålerne blev skiftet, så den buttede mand kom op i højde til at låse læber med Vektor. Selvfølgelig med åben mund. Grådighed var tydeligt, hvad Winchell var lige nu. Grådig og egoistisk om sølvelveren.

Winchell forventede en krævende respons fra Vektor. Nej, han krævede en dominerende respons fra sølvelveren. Sådan som den buttede mand havde oplevet den flotte halvelver, så var det at være underdanig alt andet, end Vektor var. I hvert fald i Winchells selskab. Måske andre mænd og kvinder kunne kræve Vektor ned på knæ, men ikke Winchell. Eller måske kunne den buttede mand nok godt. Hvis han gav lidt som betaling for det. Med lidt salte safter. 
Et lille hvin undslap Winchells læber, som han blev presset det sidste op mod Vektor, imens hånden på ballen fandt vej hen til revnen og mere præcis mod stjernen. Vektor måtte kunne mærke sine rester i alle stadier der. Fra tæt på nysprøjtede til indtørrede. Winchell kunne i hvert fald ikke lade være med at trække hovedet tilbage, som fingrene legede med hullet. Hvor kunne Vektor sit gram! 

Ordren om at vende sig rundt blev godtaget. Men allerede midt i bevægelsen følte Winchell, at han blev tvunget rundt. Vektor kunne ikke vente. Han var klar igen. En hånd på ryggen pressede Winchell ned mod bordet. Hvis ikke det havde taget pusten fra ham, gjorde Vektors næste handling. Sølvelverens næste ryk ud af forhåbentlig mange. "Åh, Vektor!" druknede ud i en samling af lyde af støn, hvin og suk. 

Der var altid én sikkerhed ved en aften som den, Winchell havde haft med Vektor. Søvnen ville være fremragende! Om så man puttede med ens aktivitetspartner eller ej. Selvfølgelig gjorde det hele natten bedre, hvis ens krop havde en anden at mærke. Det blødte nærmest ind i drømmene. Hvis den buttede mand kunne huske sine drømme, ville han sikkert kunne fortælle Vektor, hvordan sølvelveren havde optrådt i den.
Hvad klokken var, vidste Winchell ikke. Han lå endnu i sin seng og drømte søde drømme om alt, hvad den buttede mand kunne lide. Han havde endnu armene rundt om Vektor. Dog ville dette ændre sig, for sølvelveren vågnede og snoede sig ud af sengen og Winchells favn som en slange. Manglen på den anden krop fik Winchell til, i sin søvn, at bevæge sig rundt. Nu lå han på maven med den store bagdel strittende op for enhver at se. Mærkerne på ryggen fra gårdagens aktiviteter var så godt som væk. Dog var der endnu rester at se på og rundt om den fyldige bagdel. De havde jo været godt igang.

Øjnene åbnede sig langsomt og lukkede endnu langsommere sammen et par gange, før Winchell rigtig vågnede. Han var endnu en anelse konfus og træt i hovedet. Dog var han klar nok til at vide, at han var alene. Kort kiggede han rundt i soveværelset. Alene endnu. Winchell kunne have troet, at hele aftenens hændelser var en drøm, men den fyldende følelse bagi huskede ham. Der var jo endnu rester af væsker, der normalt ikke var deroppe.
Svagligt syntes Winchell at høre lyde i det andet, store rum. Meget vel var den buttede mand stor af krop, men da han trådte ud af sengen, knirkede gulvbrædderne sig ikke engang. Den magiske evne. Nogle gange tændte den af sig selv. Winchell brugte den så meget, at den nærmest bare skulle være igang altid. Hurtigt tog Winchell en af sine silkekåbe og trak i den, inden han åbnede døren. Dog lukkede han den ikke. Hele fronten var endnu at se, da den buttede mand åbnede døren og fandt Vektor i færd med sikkert at lede efter alle sine ting, der var smidt i aftenens hastværk.
"Sig mig, prøver du at undslippe mig uden at lade mig byde dig på morgenmad, Vektor?" Winchells stemme var både groggy og frisk, som den buttede mand stavrede igennem rummet for at nå hen til køkkenet. Hofterne svajede blidt, som Winchell åbnede skabe for begynde på en let morgenmad. Om Vektor ville spise med, måtte sølvelveren selv bestemme. Winchell var i hvert fald sulten. Han havde jo skulle bruge meget energi i går!

Mange vil nok give et lille spjæt eller hop af overraskelse, hvis nogen snakkede til dem ud af det blå. Især, når de troede, de var alene. Og Winchell var jo endnu mere snedig. Han kunne ikke høres, selv på de halvgamle gulvbrædder, så var han snigende som en slange. Men Vektor lod sig ikke blive chokeret. Overrasket var han nok, men det var uden tvivl mere en positiv overraskelse end noget andet. Den buttede mand havde en vis effekt på folk, kvinder såvel som mænd. Også et mandfolk som Vektor.

"Besvær? Du er næppe til besvær," smågrinede Winchell, der endnu var igang med at finde, hvad han havde til at lave en tilstrækkelig morgenmad. Der var da lidt brød og boller sammen med noget ordentligt smør og pølse købt fra slagteren. "Du kan ikke bare forlade uden at sige farvel. Det får mig til at ligne en værre hore jo!" Sarkasmen flød fra ordene som spildt vind og Winchell kunne da heller ikke holde sin maske fra at smile smørret. Den buttede mand havde skam oplevet det. At falde i søvn i en andens arme og vågne op alene. Det var ikke alle kunder, der ønskede at vågne op til realiteten af, at de havde brugt krystaller på en lystmand. Så var det godt, at Vektor havde fået alt dette gratis.
Imens Winchell var som en god kone i køkkenet, trådte Vektor i rollen som den drillende husbond. Han kom om bag Winchell og pressede sin krop helt tæt på hans bagside. Et nydende suk undslap Winchells læber, som han mærke varmen fra Vektor mod sin bagside og klemmene på sig sammen med den hæse stemme. 
Nej, ikke endnu. Først morgenmad. Og det vidste Vektor også, for han forsvandt hurtigt igen for at tage plads ved bordet, kiggende på Winchell. Og fordi han nu havde fået et sæt øjne på sig, kunne den buttede mand ikke lade være med at vise sig, imens han ordnet morgenmad. Når glas og tallerkener skulle hentes fra skabene, stillede han sig på tæer og løftede armen akkurat højt nok op til, at silkekåben ville blotte bunden af de dejlige baller. Dem havde Vektor leget lystigt med for et halvt døgn siden.

"Så er der serveret," sagde Winchell, som han kom med en tallerken med to overskåret boller med smør og kødpølse på og et glas vand til Vektor. Der var et ekstra sæt på køkkenbordet, han hurtigt hentede og tog plads ved siden af Vektor. Skulle han have sat sig på skødet? Det kunne have været dejligt, men ikke lige nu. "Prøver du altid at undslippe, før den anden vågner?" Winchell var nonchalantsk i sin stemme, som der blev taget en bid af hans ene bolle, en under, imens de varme øjne kiggede afventende og kækt til sølvelveren. Han var blevet fanget, nu måtte straffen komme.

En hæs, spontan latter lød fra Vektor, og hovedet gled fornøjet tilbage i den boblende lyd, så krøllerne ukontrolleret bølgede over skuldrene. Han fik ham til at ligne en hore? Jah nu havde man også hørt det med! Der kunne næppe være tvivl... om at skulle nogle vælge at fortælle historien om i aften, ville den opgave i hvert fald være delt imellem dem, ikke? Om nogen havde Winchell været god til at trykke på sølvelverens knapper.
Alle de rigtige, for at være præcis.
Latteren forsvandt derfor ind til en fornøjet lille tilfredsheds-gnækken, og hovedet fandt stødte på håndfladen, da han lænede sig en smule over bordet. ”Åhh, Winchell…” sukkede han tilfreds, afventende på morgenmaden.

Som også blev serveret med show. Den fine opmærksomhed, varmen fra rummet og morgenens umiddelbare (og stadigvæk lurende) træthed fik drømmesælgeren til sagligt at forholde sig i ro, indtil at den endelig blev lagt frem! Da Vektor kvikt rettede en mørkebrun hånd frem imod hans bolle, var det med et sultent blik i begge øjne – jah det fik ham næsten til at overhøre det nonchalante spørgsmål der fulgte med, ikke lang tid efter. Oh?
Tyggende igennem en af mange bidder, gled halvelverens mørkere bryn en undersøgende op i panden – nu med noget drilskt lurende i det lyse hav. ”Stiller du altid spørgsmål, så tidligt om morgenen?” Vektor’s spørgsmål var retorisk, og blev efterfuldt af en lidt mere bifaldende brummen over madens smag, førhen at han faktisk rømmede sig. ”Heh… undslippe er sådan et grimt ord, min ven. Men jah. Jeg er joh en travl mand - ærinder at løbe, forretning at køre, kroer at se” han var i hvert fald travl i nogle kredse.
Vektor gav hvad der kunne ligne et ironisk blink med øjet, stadigvæk med et indvendigt ønske om ikke at be- eller afkræfte den lille påstand, og måske mere relevant – for ikke at bryde den gode stemning der lige nu svirrede omkring dem. 

Han blev sjældent til dagen efter, hvis det overhovedet kunne gøre det. 

Siddende ved siden af de tydelig endnu trætte sølvelver påbegyndte Winchell også i opgaven af at tygge sin morgenmad. Det var jo dagens vigtigst måltid. Der skulle energi fra morgenstunden af. Selvom den nogle gange kunne komme i form af andet end morgenmad. Motion fra morgenstunden gav jo også god energi. 
"Nogle dage. Andre dage har jeg andet at lave en stille spørgsmål." svarede Winchell afslappet tilbage efter at have tygget sig for munden for at påbegynde en ny bid. Det var næppe det mest fornemme morgenmåltid, der blev serveret. Hvad kunne Vektor forvente fra en bolig i den nedre del af Dianthos? Dette kunne næsten beskrives som luksus sammenlignet med, hvad Winchells naboer fik til morgenmad. Hvis de overhovedet fik noget der.

Rømmen fra Vektor fik Winchell til at fjerne sit blik fra sin bolle for i stedet at fokusere på sølvelveren. Prøvede han rent faktisk at komme afsted hurtigst muligt? Det ville give mening. Winchell kendte den charmerende type. De kunne feje benene væk under en om aftenen, men næste morgen ville de hurtigere ud af døren, end den anden nåede at få klæder på. Hvis de overhovedet blev til dagen efter! Der var Winchell heldig. Han havde fanget Vektor til morgenbordet. Kunne han mon holde ham fanget lidt længere?
Bollen blev taget en lille bid i, endnu med blikket på Vektor. "Du var alt andet end i en hast i går," pointerede Winchell drillende og satte bollen på tallerkenen igen. Nu havde sølvelveren den fulde opmærksomhed atter igen. Den buttede mand kunne tydeligt huske gårdagens handlinger. Det kunne lejligheden også. Var det ikke netop på dette bord, hvor Vektor havde taget Winchell? Fyldt ham godt op, endnu med rester oppe i ham. Elegant, men bevidst bevægede Winchell sin hånd på Vektor. Den startede på sølvelverens egen hånd, men hurtigt fandt den vej op ad armen, ned ad brystkassen og ned til låret, hvor fingerspidserne strejfede samlingspunktet af benene. Man skulle jo tjekke, om Vektor virkelig var vågen her til morgen. Et drillende blik blev givet, imens hånden langsomt bevægede sig ind ad. Måske Vektor havde brug for noget at blive kvikket op af mere end kødpølse. "Kan dine andre morgenmøder ikke vente lidt endnu?" Spørgsmålet blev formuleret og sagt som et ønske mere end en ide. Bare lidt endnu.

De lyse øjne fulgte interesseret håndens bane, fra da den begyndte at liste sig op af hans arm og til den ganske stilfærdigt begyndte at bevæge sig længere og længere ned. Det stoppede ham dog ikke i at tygge - maden var kærkommen og nødvendig - men det fik ham til momentært at holde en pause, da han fornemmede hvor både sætning og intention bar henad. Sandt, han havde ikke haft travlt i går. Spørgsmålet om fleksibilitet i forhold til ansvar, jah det var et sødt et af slagsen. Og tanken om at vente, forekom mere og mere tillokkende; skøger var farligt selskab når man ikke burde have tiden. 

Men sikken et selskab de var. 

Endnu en bid blev sunket, og en lidt dybere brummen vibrerede fra brystet. "Det kommer så sandelig an på grunden" gled det over læberne, en doven, musende overvejelse i stemmen, og et lidt mørkere skær i øjnene, da pupillerne udvidede sig i takt med hjerteslagene. 
Han havde ikke lyst til at lade Romulus vente... Sadik brødrene kunne være et farligt selskab, og selvom Vektor næppe var på tynd is... ville de ikke være helt tilfredse, hvis grunden var egen fornøjelse. Men hvis det var på grund af et salg? 
De himmelblå øjne fik et overvejende glimt, efterfulgt af et klik med tungen. "Lever du et godt liv, Winchell?" mageligt skubbede drømmesælgeren sig selv en smule tættere på lystmanden, mere ud på kanten af stilen og nærmere den kærlige hånd han så gavmildt tilbød. Elektrisk selskab, det var dét ord han ledte efter tidligere. Ikke farligt, men elektrisk, noget nær vanedannende. 
Er erhverv han trods alt selv havde stiftet bekendtskab med, som yngre. 

Man skulle tro, Vektor ikke ønskede fysisk kontakt på den måde, han fortsatte med at tygge sin morgenbolle. Men Winchell vidste bedre. Han kunne se sølvelveren. Se, hvordan sølvelveren holdte øje med hånden. Og den blev ikke nedstirret i foragt eller had. Den blev kigget på med ønske og lyst. Den blev observeret som et dyr i bur. Se, hvor den ville vandre hen næst. Og Vektor var komplet åben for håndens rute. Derfor stoppede Winchell ikke. Det krævede meget for at stoppe en lystmand, der ikke var på klokken. Vektor havde ingen kontrol over ham. På bordelhuset havde kunden altid magten. Hér kunne Winchell være i kontrol. Hvis den buttede mand ønskede det. At lade Vektor tage kontrollen var så dejligt. Minderne gjorde kun Winchell mere ivrig.

"Jeg kan komme på et par meget gode grunde, kære Vektor." hviskede Winchell tungt og legende. Det kække smil var fremme. Det dansede fint med de uglede krøller. Blandingen af morgenhår og bollehår. Kunne en mand se bedre ud end det? Hvorfor se fin og præsentabel ud, når man kunne ligne sit sande, lystige jeg?
Hånden forblev på den begyndende bule. Og den var kun begyndende, men ikke stoppende. Havde Winchell haft tvivl, om Vektor ønskede berøringen, blev denne tvivl druknet, da sølvelveren selv trak sig tættere på den buttede mand. Hånden fik bedre fat. Den koppede bulen. Den passede perfekt i Winchells hule hånd. Men den måtte mere end gerne flyde ud over. "Jeg lever nok bedre end mine naboer. Og jeg kan lide mit liv. Det er vigtigst." Alt i livet kunne Winchell lide. Hverdagen og arbejdet. Hvorfor lave noget, man ikke kunne lide? Winchell fik krystaller for det, han nærmest ville have gjort i sin fritid for ingenting. Bare tag oplevelsen med Vektor som et pragt eksempel. Ingen krystaller var blevet uddelt på nær dem i kroen, men Winchell havde givet hele armen. Som havde Vektor været en betalende kunde. Og en meget gavmild en af slagsen.