Treston stirrede på den høje, rødhårede gut og kæmpede et øjeblik både med forfærdelsen, vreden og medlidenheden. For det var tydeligt, at fortællingen ikke kom let, og at den anden mand var berørt at dét, der kom frem. Men på den anden side vidnede ordene og deres implikationer om en trussel imod Zirra - en trussel, Bertram tydeligvis havde kendt til, men ikke delt med hende - og dét faktum havde Treston svært ved at tilgive...
    "Ved alle guder..." mumlede han mørkt og lænede sig tilbage i vindueskarmen. Lagde armene over kors og kneb øjnene sammen. Valgte med vilje ikke at kommentere på den sidste oplysning - at Bertram selv havde gjort en ende på denne Helenas lidelser... Det bragte ikke ligefrem gode minder. "Jeg ved ikke, hvad denne 'retssag', du nævner, har med noget at gøre, og Zirra? Jeg sværger ved alle guder, at hvis I har giftet jer bagom ryggen på os andre, så tilgiver jeg dig aldrig nogensinde." Hans tonefald burde gøre det klart, at dét lige så meget handlede om, at han bestemt regnede med en invitation til sin søsters bryllup, når det engang kom så vidt, som det handlede om, at hun i så fald ville have giftet sig med en forbandet... "Men hvis Dianthos' komplette vampyr-samfund ved, at Mester Ildhår har fundet sig en skrøbelig, lille menneskesnack at dele seng med, så ved din forvandler det vel også snart... Og han lyder jo ikke just som en tilgivende type..."
    Med en frustreret lyd lod Treston sig glide ned af vindueskarmen. Vendte sig så imod Bertram med en brat bevægelse. "Havde hun gjort ham noget - hende din Helena? Eller var det bare hævn? Hvor bekymrede skal vi være?" Han kneb øjnene endnu mere sammen. "Er der noget, du kan gøre? Bede om beskyttelse fra dine... vampyr-venner, eller sådan noget?" 
    Trestons øjne sagde, at han var mere end klar til at sætte gang i en klapjagt på Bertrams forvandler, hvis det var dét, der skulle til, for at sikre Zirras sikkerhed. Om det så skulle ske gennem de officielle kanaler eller ej... Han havde trods alt stadig bekendtskaber blandt hærens vampyrjagere. 

Ordene sank langsomt ind. Langsommere, end de burde egentlig. Zirra havde indtil nu set Bertram som den stærke og livserfarne. Ikke spurgt for meget ind, for forbandelsen var, hvad den var. Men denne forvandler... Og Helena... Det var ikke en realitet, hun havde lyst til at acceptere lå i Bertrams bagage. At have været sådan noget igennem og vide, at gerningsmanden stadig var derude, og at man måske intet kunne gøre imod hvad hans næste syge ide blev. At han ikke kunne beskytte dem, han elskede. 
Det var aldrig min mening at forelske mig i Zirra...
Fordi det var farligt? For farligt? Fordi hun var menneske?
Zirra havde allerede set de andre vampyrer til retssagen, og hun havde set, hvordan Bertram havde frygtet, at de ville gøre hende noget. Hun var blevet slæbt med uden at få et valg, og det havde ikke været en rar oplevelse, det var sikkert. Men hun var sluppet derfra i live, og hendes Bertram levede stadig. Mon han... Fortrød at have forelsket sig i hende? Mon han hellere ville havde, det ikke var sådan? Mon han pludselig ville forsvinde fra hende, fordi faren blev for stor?
Hun havde ikke som sådan overhørt Trestons spørgsmål om, hvorvidt de havde giftet sig i smug, men heller ikke kommenteret yderligere på det. Det burde være ret åbenlyst, at hun ikke havde gjort sådan noget, så og stemningen var lidt for tung til at komme med en kæk bemærkning om det. Det var ikke det vigtigste lige nu. Det vigtigste ...
Det vigtigste satte Treston ord på, mens Zirras mund stadig stod halvåben men før hun selv havde fået sat sætningerne sammen. Så hun klappede i og så på Bertram for at få svaret. Kunne han virkelig beskytte hende, eller ville den tortur, hun lige havde overlevet, være vand i forhold til hvad hans forvandler ville udsætte hende for?

    ”Hooold nu kæft…” mumlede Treston, og selvom tonefaldet var tvært og opgivende - bebrejdende sågar - var det kun for at skjule, hvordan hjertet lige så stille gav sig til at banke i brystet på ham. Banke af frygt på Zirras vegne… Hun så så lille og skrøbelig ud, som hun lå dér i sengen…
    Med en træt grimasse trak han stolen ved siden af sengen lidt ud og lod sig så synke ned på den - fæstnede et borende blik på Bertram, og rakte lidt åndsfraværende ud for at lægge hånden på Zirras dyne; prøvede at finde hendes hånd.
    ”Skal jeg forstå det sådan, at du er i eksil?” spurgte Treston endelig, da vampyrens ord havde bundfældet sig. ”Jagter de dig ligefrem?” Ubehagelige billeder af blodtørstige, snerrende vampyrer, der jagtede igennem Undergrundens mørke flimrede over Trestons indre blik, og han kørte dén hånd, der ikke havde søgt Zirras, over ansigtet for at forvise dem. De blandede sig med billederne af Zirras forslåede og mishandlede krop, som den havde set ud, da Treston havde skåret hende ned fra dét træ, Sedna havde klynget hende op i…
    Sedna havde ikke nået at gøre arbejdet færdig. For jo, Zirra var knækket, men Zirra havde overlevet… Hvad hvis dét kun var en stakket frist?
    Tanken gjorde ham kold af frygt og fik ham til at knuge hårdere om hendes kolde, lille hånd. Dreje sig om imod hende på stolen, så Bertram blev sat på sidelinjen. ”Zirra…” mumlede han og strøg hende over håndryggen - havde uden tvivl frustrationen og frygten malet over ansigtet, selvom han forsøgte at undertrykke begge følelser. ”Hvad gør vi her? Når du er så svag, som du er lige nu… Du kan ikke-” Han brød af og bøjede hovedet. Drejede så ansigtet og øjnede Bertram med sammenknebne øjne, fordi en ubehagelig tanke var faldet ham ind. ”Du er sikker på, at der ikke er nogen, der har fulgt dig hertil, ikke?”

"Så lad os slå idioten ihjel. Igen."
Zirras stemme var hæs. Hun havde ikke drukket noget siden hun vågnede op til Bertrams fantastiske, røde hår i sit synsfelt, og jo længer tid, der gik, jo mere føltes det som om, hun havde fyldt sin mund med sand. Hendes hånd lukkede sig under tæppet om Trestons, men der var ingen styrke at spore i bevægelsen. At hun havde stået op før lod til at have været et sandt mirakel, og fingrene virkede svage og ugidelige i deres forsøg på at holde i hånd. 
Tonen i Zirras stemme var til gengæld fast. Hun havde ikke lige overlevet to dages tortur fra en mørkelver for at blive bidt i smadder af en vampyr, der burde holde sig ude af Bertrams liv. Nok havde klanen vendt Bertram ryggen, men et havde hun ikke i sinde at gøre. Ikke selvom Treston havde bekymringen malet i hele fjæset. Ikke selvom hun mærkede frygten knuge i maven. Hun havde kontakter, og de var til for at blive brugt. 
"Lyset har en deling af vampyrer," fik hun frem. Det var hemmelig information, men Bertram ønskede hun ingen hemmeligheder for, og det var ligesom for sent med Treston nu. Hvad havde hun at miste? "Jeg ville have fortalt dig det før, men ... Du var så glad for din klan. De hjælper Lyset med at finde vampyrer og få dem på ret kurs. Og hvis de ikke vil, sørger de for, de ikke kan skade nogen. Vi kan få hjælp af dem og Trestons tidligere deling af jægere. Sammen skal vi nok kunne finde ud af noget. Jeg kender også nogen folk, der skylder mig tjenester. Folk, der kan slås - eller magikere, der kan lave os nogle ting."
Rummet svømmede en smule, som hun rettede på sin stilling og fik sat sig lidt mere op. Hun vidste, hendes ord var vage og sikkert usammenhængende, men hun ville gerne ses som stærk og i stand til at tage vare på sig selv. Det blik, Treston lige havde sendt hende, havde været fyldt med så megen medlidenhed og bekymring, at det var til at kaste op over. Nu kendte han til hendes egentlige erhverv, men han lod ikke til at forstå, hvor ressourcestærk hun var. Hvor mange folk hun kendte. Hvor meget hun havde formået at udrette, mens han tumlede rundt som uduelig væbner i hælene på en ridder. 
Og Bertram ... Bertram vidste mere om, hvor meget hun kunne, men var tydeligvis stadig i tvivl om, hvorvidt hun var med på at sætte sit liv på spil for ham. Hvis hun satte livet på spil for kronen, hvorfor så ikke også for ham? Hvorfor ikke netop for ham? 
Zirras blik søgte Bertrams, og hun ville have løftet hånden for at bede ham komme tættere på igen, men hun kunne ikke finde styrken til det.
"Men du..." tilføjede hun og måtte fugte de sprukne læber for at få flere ord frem. "Du tager ikke væk vel? Lige nu?"
For nok havde hun gennemlevet alt muligt lort og overlevet det ... Hun kunne ikke bære, hvis Bertram flygtede over stok og sten og hun ikke kunne se ham her midt i sin egen ulykke.

    Da Zirra gav sig til at fortælle om den hemmelige deling i Lysets hær, der åbenbart talte vampyrer, selvom Treston som rekrut var blevet stopfodret med frygt og fordomme imod de forbandede, drejede Treston langsomt hovedet og stirrede på sin lillesøster med et blik, som om han pludselig ikke kunne genkende hende længere. For selvom han havde haft hele turen hjem fra Tusmørkeskovene til at vænne sig til tanken om, at hun tilsyneladende var en Lysets spion og havde været tilknyttet hæren næsten så længe som han selv havde, så var det... underligt foruroligende at høre hende lægge planer så flydende og selvsikkert - som havde hun været én af Trestons Ridderkammerater eller måske endda én af hans overordnede. Og endnu mere foruroligende at hun tilsyneladende havde adgang til viden om Hæren, som han selv ikke anede en skid om...
     Da dén tanke faldt ham ind, kunne han dog ikke undertrykke et lille, bittert latterfnys. "Hvor er det bare..." Han rystede vantro på hovedet. "...typisk Hæren! Der er kraftedeme altid nogle andre, der trækker i trådene, så man ikke aner hvad zalan, der i virkeligheden foregår. Man giver dem over halvdelen af sit liv, men alligevel forventes det bare, at man holder sin kæft og retter ind, og så bliver beslutningerne taget hen over hovedet på én..."
    Hans mumlende ord var ikke rettet imod nogen bestemt - og måske egentlig ment mest for ham selv - og derfor forventede han egentlig heller ikke noget svar på dem. Til gengæld rettede han sig en anelse op, da Bertram gav sig til at skyde Zirras forslag ned.
     "Her må jeg erklære mig enig med blodsugeren," indskød Treston og kiggede ikke på Bertram, da han sagde det, men havde i stedet blikket stift forankret i Zirras. Selvom hun var såret og sikkert også omtumlet af dén medicin, healerne havde hældt i hende, så kunne hendes idéer ikke udelukkende tilskrives dét. Og hvis det stod til Treston, kunne hun glemme alt om, at tage del i en vampyr jagt - om han så skulle tage hende i nakken og låse hende inde ét eller andet sted. Ligegyldigt hvilke kompetencer, hun så end måtte tro, hendes sande erhverv havde givet hende... 
    "Zirra - verden skal ramle, før jeg lader dig tage del i en klapjagt efter et morderisk bæst! Og slet ikke efter-" Ordene satte sig fast i halsen på ham og han endte med bare at slå ud imod hende - en bevægelse der omfattede sygesengen og hendes forslåede, mishandlede krop i den. "Jeg er med på, at vi skal have løst dét hér lort, men du er ikke just i en forfatning, hvor du skal lede en operation, vel?" Undervejs i svadaen var hans stemme blevet hårdere, for vreden var begyndt at stige op i ham. En desperat vrede, der kom sig af, at han ikke havde kunne beskytte hende imod Sedna, og han - trods sine egne, afvisende ord - nu fornemmede, at han muligvis heller ikke ville få lov til at beskytte hende imod denne ældgamle vampyr, der tilsyneladende havde set sig sur på enhver Bertram kastede sin kærlighed på...
    Med et næsten desperat udtryk vendte Treston sig imod Bertram. "Det er dit lort!" erklærede han - lidt ud af det blå. De andre havde trods alt ikke været i stand til at følge hans tanker, men Treston var ligeglad - frygten for Zirras velbefindende gjorde ham irrationel. Han rejste sig fra stolen igen, så den skrabede hen over trægulvet, og gentog: "Det er dit lort, mester! Så det må vel ligesom være op til dig at komme på en løsning!"

"Lad nu vær' ..." mumlede Zirra, da Treston erklærede sig enig med Bertram. Men så rejste han sig og begyndte at være mere højlydt - igen! - og hun blev nødt til at gentage sig selv. "Lad nu vær', Tres - jeg beder dig."
Der var ikke rigtig noget kraft i stemmen. Ingen udråbstegn til at tvinge opmærksomheden tilbage på hende og forhindre de to grandvoksne mænd (eller, det burde de jo være ...) i at komme op at slås her midt i healerhuset. I det mindste var der hjælp tæt på, men hvad gjorde det, hvis de allerede nåede at slå kløerne i hinanden?
Og hvad var hun værd som kæreste, hvis hun bare lod Bertram i stikken? Hun kunne ikke forventes bare at gemme sig under en sten hele livet, fordi Bertrams skaber var et surt oldtidslevn. Udover at det var en personlig fare for hende selv, var en så gammel og tydeligvis aggressiv vampyr jo også til fare for alle mulige andre. Det var sådan set noget, hun var bundet af sit løfte til Lyset om at fortælle sin overordnede, så det kunne blive løst. Men det var nok ikke det smarteste at sige lige nu ...
"Kan I ikke bare slappe af?" bad hun i stedet, træt og udkørt af alle skænderierne. "Vi finder ud af det, når jeg har det bedre. Tres ... Jeg har prøvet værre, ik'? Du ved ikke en skid endnu, så hvad jeg kan og ikke kan, er altså ikke op til dig. Men jeg kan ikke noget, mens jeg stadig ligger her. Kun planer. Jeg skal nok hjælpe, Bertram. Uanset hvad du siger. Uanset hvad Tres siger. Vi har altid taget hinandens lort - " Zirras blik fandt igen Treston. "Hvorfor skulle jeg ikke tage Bertrams?" Tårer havde gjort hendes syn sløret og stemmen knækkede en anelse. "Jeg elsker ham jo for zalan."

    Treston anerkendte kun med et hurtigt sideblik, at han havde hørt Bertrams rettelse. Der var nok én, der havde fine fornemmelser... Dog lyttede han til Zirra og pakkede aggressionerne væk igen - satte sig tung tilbage på stolen og lænede sig tilbage med armene over kors.
    For Zirras ord var hårde, men retfærdige, og selvom Treston ikke brød sig om at høre det, kunne han godt acceptere, at hendes pointe var velunderbygget. Han rakte med et lille suk ud efter hende igen og klemte forsigtigt hendes skulder en enkelt gang. Og selvom gestussen var øm, var hans udtryk modvilligt og sammenbidt.
    "Nej, du har ret," indrømmede han. "Jeg ved ikke en skid endnu. Om noget, åbenbart. Hverken dit liv eller dine evner, eller- " Han brød selv af, fordi han godt kunne høre, at ordene kunne opfattes anklagende. Sådan var de dog ikke ment - han var bare allerzalans frustreret over... over alting, egentlig...
    "Men derfor holder du ikke bare op med at være min lillesøster fra den ene dag til den anden, og jeg vil hellere hakke min egen hånd af, end at lade dig gå efter et psykotisk monster..."
    Da Bertram enigt tilsluttede sig, sendte Treston ham et afmålt, men anerkendende blik - noget kunne de da blive enige om, så helt ufornuftig kunne han vel ikke være...
    Dog rynkede Treston panden, da vampyren også nægtede ham at tage del i jagten - rettede sig lidt op på stolen og fangede den anden mands blik. "Jeg er egentlig rimelig ligeglad med, hvad du mener, du har brug for, svoger. Jeg har stadig kontakter hos Lysets Jægere, og du er dum i nakken, hvis du vælger ikke at gøre brug af dem." Treston viftede sine egne, halvfornærmende ord væk, inden Bertram kunne nå at komme med alt for mange indvendinger. "Forstå hvad jeg mener - jeg siger bare, at vi da lige så godt kan gøre brug af vores samlede ressourcer..." 
    Det gik først lidt for sent op for ham, at det egentlig var præcis hvad han netop havde nægtet fra Zirra, og med en hurtig, frustreret grimasse sendte han hende et sideblik - klar over, at hun også ville fange hans hykleri, hvis altså ikke bedøvelsesmedicinen havde gjort hende alt for sløv...
    "Jeg kender en fyr - Farran, hedder han - der kan følge folks chakra-aftryk. Han er løst tilknyttet Lysets Jægere, og jeg er sikker på, at hvis jeg hiver ham til side og forklarer ham... i hvert fald en del af problemet, så vil han gerne hjælpe - og sikkert også trække på sine kontakter hos Jægerne, hvis jeg beder ham om det." Inden Bertram eller Zirra kunne nå at indvende for meget, tilføjede Treston: "Jeg har kendt ham siden rekruttiden - han er en god fyr. Loyal. Han ville kunne holde tand for tunge."

Zirra forbandede sin tilstand langt væk, da hun hverken kunne skære tænder eller knytte næverne ved den frustration, mændene i hendes liv gang på gang bragte op i hende. De snakkede om hendes sikkerhed som om det var deres højhellige formål med livet at pakke hende ind i vat og låse døren efter sig. Imens rullede hun sig i muddergrøfter og reddede landet fra at falde i Mørkets klør.
"Hvis du smutter nu, kan jeg alligevel ikke følge efter dig," sagde Zirra til Bertram. "Alle spor efter dig er alligevel væk, før jeg når ud af den her lorteseng."
Hun kunne ikke helt holde stemmen neutral, men det gjorde ikke så meget, for hun havde lyst til at de begge to skulle høre, hvor lidt hun havde lyst til at ligge her og blive set som offeret. De seks krigere af Mørket, hun havde brændt til døde i skoven var ikke lige så heldige som hende. De ville aldrig komme til at snakke med deres familie igen.
"Men tag for zalan imod hjælpen, Bertram," bad hun så. "Der er ingen... Der er grund til at dø, vel? Igen. Jeg ... Jeg vil virkelig ikke miste dig."
Ved de sidste ord blev hun nødt til at sænke blikket og tage fat i Trestons hånd. Hun ville ønske, det var Bertrams hånd, hun fik fat i, men så heldig var hun ikke, og han holdt jo afstand med god grund. Det var stadig så forbandet uretfærdigt, at hun ikke kunne være sammen med sin kæreste uden at skulle tænke over, hvilke lyster, hun bragte op i ham - og ikke gode lyster, selvom de også havde nok af den slags, når de var sammen.

    "Jeg kan hive fat i ham i morgen, hvis det skal være," fastslog Treston. Kommentaren om, at Bertram ikke kunne gøre andet end at stole blindt på, at Trestons kammerater ikke i bogstavligste forstand stak vampyren i ryggen, blev ignoreret med en kraftanstrengelse - havde rollerne været byttet om, ville Treston uden tvivl have haft de samme betænkeligheder, og selvom han da klart fandt Bertrams en lille smule fornærmende, var han alligevel ikke så stor en hykler, at han formåede at brokke sig over det.
    Med en lille, træt lyd kom Treston på benene - slap Zirras hånd efter at have givet den et lille klem. 
    "Jeg må indrømme, at jeg havde håbet vi kunne have en lang snak om..." Han sendte sin søster et lidt fortabt blik. "Om alt det andet. Jeg forstår stadig ikke helt hvordan det lader sig gøre, at du er i Lysets tjeneste, Zi..." Der blev rystet på hovedet og gjort en lille gestus imod Bertram. "Men dét hér var selvfølgelig mere presserende, og jeg er ikke sikker på, jeg kan tage meget mere i dag... Måske jeg skulle hive fat i ham - var det Devranas, han hed? Han kan vel bringe mig nogenlunde ajour med det hele..." Treston anede ikke, hvordan han skulle komme i kontakt med den anden mand, men han kunne også godt se på det hele, at Zirra var for svag til at de skulle sætte sig ned og rede alle trådene ud sammen - han måtte acceptere, at sandheden ville komme frem lidt efter lidt, selvom han ikke var meget for det...
     "Jeg tror, jeg trænger til at sove snart... i en seng," indrømmede Treston så og trak hjælpeløst på skuldrene - en bevægelse, der var lidt trist, lidt undskyldende og lidt opgivende på samme tid. Kampgejsten var dampet af ham, og nu var der kun den knogleknusende træthed tilbage. Opgivenheden... "I vil vel også gerne have noget tid sammen alene..." Det sidste blev sagt med en næsten forsonende klang i stemmen, selvom tonen ændrede sig en smule, da Treston tilføjede: "Men Bertram? Ville du have noget imod, at vi lige snakker to minutter under fire øjne, inden jeg smutter?" 

Zirra havde ligget og kigget dybt i Bertrams øjne - også når han kiggede andre steder hen - for selvom han forsikrede hende om, at han ikke ville dø, var det bare sjældent noget, man havde særligt meget kontrol over. Nu vidste hun endnu mere, hvordan han havde det, når hun tog af sted på opgave og ikke anede, om hun ville vende hjem igen. Det var på grund af den følelse, at hun ikke var god til at fortælle sine partnere sandheden om sit arbejde. Det var derfor, familien ikke vidste noget. Det var derfor, alle hendes rigtige venner levede lige så farlige liv.
"Dev siger ikke noget," svarede hun Treston med grødet stemme og vendte ansigtet mod ham. Bare at trille baghovedet på puden bag sig virkede som en kraftanstrengelse nu. Hun skulle virkelig ikke have rejst sig op før. "Jeg vil gerne selv snakke, Tres. Når jeg ... Når jeg har det bedre, ik'? Det lover jeg ... Bare ... Hold far hen. Sig, hvad Dev siger du skal sige."
Der var en bedende undertone i det sidste, hun sagde. Det kom fra et sted i hendes hjerte, der stadig havde en rest af panik over, at Treston nu kendte hendes sande erhverv. De konsekvenser, der ville komme i kølvandet - og den mindste af dem var nok at få snakket med ham om alting. Han måtte for hendes sikkerheds skyld holde munden lukket om det, og hun betvivlede egentlig ikke, at han kunne, men var bekymret for, om han ville ændre sig over for hende nu. Om det ville ændre deres bånd. Om det havde ændret det allerede.

Zirra formåede at smile svagt til dem, mens de bevægede sig ud fra rummet, og så snart de var ude, slappede hendes krop så meget af, at hun nærmest smeltede ned under tæppet igen. Små stik af smerte rundt omkring gjorde hende opmærksom på, at hun levede, og hun fik vendt sig om på siden med et støn. Et klart, mentalt billede af Bertram holdt de mørkere minder på afstand. Øjnene kunne ikke længere holde sig åbne, og hun blev trukket tilbage ned i søvnen.

    Treston kunne ikke lade være med at trække humorforladt på smilebåndet ved Bertrams ligefremme ord - et tomt smil, der mere var en grimasse end noget andet. "Tro mig - jeg når ikke at sige alt hvad der skal siges om dét hér... Men." Han blev alvorlig og lænede sig op af væggen - foldede armene over brystet. "Jeg synes alligevel det var på sin plads at minde dig om, at dét lille mennesker derinde," der blev gjort en hovedbevægelse tilbage imod værelset, de netop havde forladt, "er det vigtigste i min verden. Så nu kunne jeg selvfølgelig kaste mig ud i en lang kliché-svada og være den overbeskyttende storebror, men dét kommer jeg ikke til, for jeg er træt og vil hjem, og hun ville rive mit hoved af, hvis det kom hende for øre... Så jeg vil bare..." Treston gjorde en træt grimasse og forsøgte at fange den anden mands blik. "Hør, jeg har set nok af Zirras forelskelser til at kunne gennemskue, at hun er forgabt i dig, og ét eller andet sted synes jeg da også, det er dejligt for jer. At du er en del af Den Forbandede Flok og sikkert hellere tager en jomfrus hjerteblod end en øl - det komplicerer selvfølgelig ting når vi skal til at lære hinanden at kende, men på den anden side ved jeg også godt, at jeg ikke kan tillade mig at dømme." Et bittert smil. "Dårlige beslutninger ligger til familien. Så med alt dét sagt, ville det være dumt af mig at gå i gang med trusler og advarsler. Derfor vil jeg nøjes med at sige, at jeg håber, dén kærlighed du gav udtryk for derinde, kom fra bunden af dit hjerte. For én ting er mig - jeg splitter dig kun ad, hvis du eller din tilstand ender med at bringe hende i fare. En anden ting er Zirra." Treston løsrev sig fra væggen og gav Bertram et hurtigt klap på skulderen, før han gjorde anstalter til at gå. "...Hun splitter dig ad, hvis du har løjet for hende. Hvis du er illoyal. Hvis hun føler sig forrådt." Endnu et bittert, humorforladt smil. "...Og jeg hjælper hende da gerne. Det skal ikke være dér skoen trykker..."

    Treston havde egentlig regnet med, at det ville være dét - at Bertram ville være tavs og trodsig og emme af foragt. Måske oven i købet bore knivskarpe blikke i ryggen på Ridderen, så Treston kunne få lov til at føle, han var dén idiot, han opførte sig som - så Bertram kunne blive bekræftet i visheden om, at Jægere var arrogante, og Treston kunne blive bekræftet i antagelsen om, at alle blodsugere var en form for sofistikerede rovdyr...
    Men Bertrams ord standsede ham, og han nåede ikke at gøre meget andet end at løfte et par overraskede øjenbryn, før den anden mand var sat i gang, ned imod Zirras sygestue, og det endte med at være Treston, der blev efterladt tilbage. Med noget ganske andet at tænke over. 
    "Det var zalans..." mumlede han for sig selv, da han hørte døren lukke sig bag den høje, rødhårede mand, og med en spirende, modvillig respekt lod han sig falde tilbage imod væggen igen og krydsede atter armene over brystet, mens han forsøgte at sluge visheden om, at det ikke kun var Zirra, han skulle undskylde sin opførsel overfor, men at han nok også blev nødt til at inkludere Bertram i dén ligning... Den anden havde vist sig som et større menneske end Treston havde forventet, og guderne skulle falde ned fra himlen, før Ridderen stiltiende accepterede, at en dumsmart, gulerodsvampyr lagde beslag på det moralske højsæde! Det moralske højsæde blev ikke overgivet uden kamp! 
    Tanken fik Treston til at smile et lille, skævt smil for sig selv, før han, med et sidste blik efter Zirras kæreste, løsrev sig fra væggen og begav sig ned ad Helbrederhusets nattemørke gange. Ved alt, der var helligt, han glædede sig til at komme hjem i sin seng - glædede sig til at vaske rejsestøvet og asken og følelsen af forræderi af sig. Så frem til at kaste sig indædt over hverdagen, så han kunne glemme alt om Sedna og dét, der var sket i Tusmørkeskovene...
    Havde intentioner om at drikke sig sanseløst beruset ved førstkommende lejlighed - måske tage en tur i Undergrunden og lade sine frustrationer gå ud over nogen, der måske ikke havde fortjent det, men om ikke andet var indforstået med spillereglerne...
    Og måske tage en proforma-øl med 'Svoger' - lade tvivlen komme den anden til gode. Om ikke andet for Zirras skyld.