Pax nikkede instinktivt, som ønskede han, at fortælle Juno, at det vidste han godt, men at det ikke skræmte ham fra at lytte. Dernæst strammede han sit greb omkring ham, selvom der ikke var mere afstand nogle af dem kunne aflægge. Pax’s ene hånd gled henover Junos ryg og op til hans nakke, hvor den lagde sig og forsvandt ind under Junos blonde hår. Omsider begyndte Juno at fortælle og Pax holdte ham ind til sig, som kunne han fysisk afskærme den anden fra minderne.

Han huskede det godt; natten, hans for sene ankomst og det kaos, der havde mødt ham. Det var som om, at hele undergrunden var mødt op – for at se på, for at mærke forfærdeligheden eller for at hjælpe. Pax huskede sine råb; sine kommandoer til de af hans folk, der våde af sved fra ilden havde kæmpet, det bedste de havde lært.

Og han huskede lugten…

Da Pax hørte, at gråden var på vej tilbage, bøjede han sig ned og kyssede Juno mellem hans øjenbryn. Handlingen var så naturlig, så instinktivt, at Pax end ikke nåede at overveje det før, at han havde gjort det.
”Fortæl mig om ham du mødte – hvad skete der så?”   

Der var ikke andre steder Juno ville have følt tryg nok til overhovedet at begynde at tænke på at genleve sit traume, men Pax's arme, duft og kærtegn, fik hans minder til at føles længere væk, end de havde været længe. Indtil nu havde han levet med dem, som en trussel lige under vandoverfladen, og selvom de blev bragt op nu, var de ikke længere lige så farlige, som de havde været, da Juno havde prøvet at holde dem væk.
Følelsen af Pax's læber mod sin pande var også, hvad der fik Juno til at kunne fortsætte. 

"Han hedder Ellis. Vi fulgtes hele vejen hertil. Han - han blev godt træt af, at jeg altid havde mine parader oppe omkring fremmede mænd, især fordi vi var så afhængige af fremmedes hjælp på vores rejse. Han gad ikke den - den attitude jeg nok havde omkring dem. Sammen med ham blev jeg tvunget til at, det ved jeg ikke, opføre mig pænt? Jeg har næsten fået venner her, takket være Ellis' vedholdende insisteren på at jeg skal være sød." Juno lagde ikke skjul på at han holdt af Ellis, når han omtalte ham. Det var også nemmere at tale om, end al den usikkerhed og frygt, de to unge mænd havde været igennem sammen, på deres rejse til Zircon og deres første stykke tid der, indtil de faldt nogenlunde til.
Juno så ingen grund til at bekymre Pax mere end højst nødvendigt. 

Det hele er på en eller anden måde lidt for… godt, Juno. Hvad er det, du ikke fortæller mig?

Pax brummede bekræftende, hvorefter han lod sin tommelfinger glide ned langs Junos ene øreflip. Bevægelsen fik ham til at tænke tilbage på dét tidspunkt, hvor de to mænd, der dengang var drenge, havde mødt hinanden; Pax havde skævet til Junos små og spidse øre dengang, overbevist om, han måtte være noget andet end blot et almindeligt menneske. Ikke at han nogensinde havde spurgt. I stedet havde de snakket i flere timer – Pax havde i hvert fald forsøgt og da Juno omsider havde åbnet op, ikke sagt særlig meget – og dernæst gået hjem til undergrunden, den fjortenårige og den syvårige hånd i hånd.

”Når du en dag er klar til at fortælle mig hele historien, så vil jeg gerne høre den”, mumlede han, hvorefter Pax trak sig en smule tilbage, så han kunne se ned på Juno. ”Og når du godkender folk, så kan du faktisk godt være helt tålelig at være sammen med. Desuden er du ret sjov.” Pax’s ene mundvige sitrede spøgende, men hans øjne var stadig præget af en form for sørgmodighed. Hans ord var dog oprigtige. Juno var sjov.

”Du kan vise mig byen senere i dag, hvis du vil. Jeg skal bare lige – sove nogle timer og have skaffet noget mere tøj.” 

For Pax var det måske bare en simpel berøring, da han strøg en tommelfinger over Junos øreflip, men for alt Juno vidste af, kunne hans hånd lige så godt have været imellem hans ben, og han slap et blødt suk imod Pax's hud.

Han blev tvunget til at klare sine tanker op, da Pax talte til ham, men han ignorerede alligevel bevidst den første del af det han sagde. Han var ikke engang klar til at lade Pax vide, at han havde ret i, at han havde fået den rosenrøde version.
"Jeg er meget mere end 'tålelig' at være sammen med!" påstod Juno spruttende. "Jeg er festens højdepunkt, hvor end jeg er." Hvilket til tider også kunne være sandt. Medmindre den han socialiserede med var voksen, eller en mand, eller rig, eller Juno på anden måde ikke kunne relatere til - i hvilket tilfælde Juno som regel ikke gav andet end en kold skulder.

"Du må tage hvad end du kan passe," svarede Juno og gestikulerede mod en dragkiste, da Pax nævnte mere tøj. "Må jeg - blive? Imens du sover?" Juno regnede ikke med selv at kunne falde i søvn imens, men han hungrede efter at være tæt på Pax, og havde ikke lyst til at slippe ham, hverken med blikket eller hænderne. 

Pax kom til at fnyse moret. ”Når okay –”, svarede han, lige dele spøgefuldt og sarkastisk. ”Det skal jeg da lige bide mærke til næste gang så.” I samme øjeblik hans ord havde forladt hans mund, tog Pax sig selv i at læne sig frem, parat til at sætte sine læber mod Junos. Handlingen var drevet af et lystfuldt instinkt, der ikke havde hørt andet end den andens bløde suk og ikke mærket andet end den varme ånde mod hans hud –

Det var næven mod døren, der fik Pax til at stoppe det, der nær var sket. En næve der fortsatte sin banken, dog lavmælt, som ville den – en mand dækket af sved og øl, så meget kunne Pax lugte – der stod bag den, ikke alarmere hele loftet om sin tilstedeværelse.

Pax skævede ned til Juno med et spørgende blik, men det han så i de blå øjne, fik ham til at reagere. Han trak sine arme til sig og rullede rundt, før han i en glidende bevægelse – en, der mindede om et rovdyrs – rejste sig op. Dernæst aflagde han afstanden til døren, som han låste op og åbnede på vid gab.
Manden der mødte hans dovne blik var fuld og ikke kun af daggammel sprit. Bulen i bukserne var ét tegn, men Pax kunne lugte begæret som en tyk odør, der hev og sled i hans næsebor og strube.
”Kan jeg hjælpe dig?”
Manden fnøs moret. ”Du er lidt for gammel til mig knægt, men din ven derover – ham har jeg kigget længe efter.”
Pax skulle til at himle med øjnene, men nåede at stoppe det, hvorefter han i samme øjeblik lænede sig en smule op af døren og lagde sin hånd mod det øverste af træet. Dernæst skævede han til Juno over skulderen, som var han ligeglad med, hvad han så, hvorefter han nikkede. ”Hvor meget?”
”Skal vi sige fem ravstykker?”
”Så sutter han dig kun.”
Manden lo lavmælt og skævede ned langs gangen. Pax vidste, at de var alene, hvormed han ikke efterlignede handlingen. Der var ingen fremmede pulse eller lugte i nærheden – kun alt det fæle der stod overfor ham.

Hvad der skete dernæst gik hurtigt: i det at manden så sig tilfreds og afgjorde, at han kunne liste uset ind i værelset, trådte Pax et skridt væk fra døren. Stadig forblev hans hånd på det øverste af træet, og da afstanden omsider blev rigtig – og det gjorde den efter to skridt – hamrede Pax døren ind i den fremmede, fedladne mand med sådan en kraft, at den anden end ikke nåede at ømme sig før, at han faldt til jorden.

Det var ikke første gang, der blev banket på Junos dør på dén måde, og Juno blev instinktivt helt stille. Han trak ikke vejret, han rørte sig ikke ud af stedet. Det var ingen overraskelse, at Pax kunne se, at der var noget galt, men da den anden fyr rejste sig op, rystede Juno på hovedet og kæmpede sig op på knæ, hvor han greb ud efter ham, for at holde ham væk fra døren, uden at være nær hurtig nok til at følge med Ulvens reflekser.

Juno havde aldrig åbnet døren før, men han havde altid vidst, hvem der stod bag den. Hans stemme, lokkende eller truende, havde jævnligt hjemsøgt ham fra den anden side af døren, og Juno havde ikke haft modet til at gøre noget ved det. Når ikke han gik helt i panik over det, lykkedes det ham engang imellem at klatre ud af vinduet for at undgå det, men sidste gang havde det efterladt ham med en forstuvet ankel, der havde kostet ham krystaller, han ikke havde råd til at miste.

Idet at Pax åbnede døren, havde Juno dog mest af alt lyst til at tage sin chance med at hoppe ud af vinduet igen, ligegyldigt hvor galt det gik sidste gang. Men han kunne ikke. Da først han havde fået øjenkontakt med manden på den anden side af døren, sad han fastfrosset til stedet, hans instinkter lige så uduelige og ødelagte, som de havde været da Asad holdt ham nede tilbage i Dianthos, eller som de havde været da Thanos havde holdt ham op imod en stak af trækasser i en mørk gyde, og taget ham indtil Juno havde følt, at han havde fortjent det.

Junos hjerte sad i halsen på ham, imens der blev forhandlet om prisen på ham. Det burde give sig selv, at Pax ikke mente et ord af det, men Juno kunne ikke høre andet end hans ord, som et ekko af Julias, da hun havde solgt hans ydelser for ham. 
Først da døren smækkede, med et brag på den anden side, hvor manden faldt om, kunne Juno hive panisk efter vejret igen. 
"Dit dumme svin," hvæsede han imellem sin kamp for at få vejret. Hans ord kom kun af hans forskrækkelse, og han regnede ikke med at Pax ville tage dem alvorligt, men at han ville se dem som de var; et behøv for at udtrykke den vrede, han egentligt skulle have følt allerede da der blev banket på døren. 

Planen tog form, i takt med at Pax førte den ud i livet og havde deres situation været en anden, havde Pax været mere som sig selv, havde han også vidst, at Juno ikke mente sine hvæsende ord - det var bare ikke tilfældet. Det var derfor til ekkoet af Junos talte, at Pax satte sig på hug ved den faldne mand og begyndte at gennemrode hans lommer. Han fandt hurtigt frem til en lille læderpung, hvis indhold han tømte og stak i lommen, hvorefter han kastede den ind i rummet med det formål, at brænde den, når han vendte tilbage.

Han tog alt, hvad han mente, havde værdi; en lille urtekniv, der røg ned i hans ene støvle, og han fandt flere krystaller i mandens ene brystlomme. Han vidste ikke hvordan, at så fælt et menneske kunne gå rundt med en lille formue på sig, men Pax konstaterede med galde i munden, at pengene havde et formål; et formål der var den blonde mand på gulvet, der nu syntes han selv var værre en skrald.

Pax kastede et flygtigt blik i nærheden af trappeopgangen, alt imens han gik rundt om manden og dernæst greb ham under begge skuldre. Det var igennem en kraftanstrengelse, at Pax løftede ham og hev ham hen mod den snoede vindeltrappe, og til trods for den store vægtforskel, kunne Pax til forveksling lige en, der ikke tænkte synderligt over, at hans ryg var under massivt pres.

I det at Pax nåede enden af trappen, lagde han manden ned igen og begyndte at iscenesætte det fald, der havde været hans oprindelige idé, siden hans tofarvede øjne for første gang havde set, hvem der stod på den anden side. Begge de tykke træstammer af mandens ben blev placeret på øverste trin, og dernæst gik Pax om bag ham, hejste ham op i hvad der kunne ligne en stående position -

Og skubbede.

Han ville ikke dø af det - det var i hvert fald det Pax satsede på og selv hvis han gjorde... Ja, det var en bro, de måtte krydse, skulle de komme dertil.

På de rovdyrs-agtige fødder, der lignede menneskefødder i støvler, listede Pax lydløst tilbage til værelset, alt imens lyden af manden der væltede ned af de hårde trappetrin, gav genlyd i den øde gang.

Pax tog hurtigt døren i nøje øjesyn og konstaterede, at næsen havde kastet blod derpå, da døren var kollideret med det grimme ansigt. Hastigt skridtede han ind og vædede en klud fra en vaskebalje, der stød placeret på et lille og vakkelvornt bord. Da pletten var fjernet og døren låst forsvarligt igen, kastede Pax slutteligt begge genstande - kluden og den tomme pung - ind i den brændende ild.

Først da skævede han til Juno, hans blik reserveret: "skal jeg gå? Jeg kan komme tilbage - senere." 

Juno kæmpede imod sin egen krop. En krop, der simultant ville stikke af, græde, skrige, og slå. Ud af øjenkrogen registrerede han svagt, hvad Pax lavede, men det hjalp ham ikke med at få vejret igen. Det eneste det hjalp, var en kvalme, han ikke havde opdaget, før den forsvandt, sammen med synet af manden.
Lyden, af noget tungt, der skvattede ned af trapperne, fik ham oven i købet til at smile forsigtigt, selvom det var svært at holde sit smil, når hans krop ellers var i en tilstand af panik.

Men han fik det heller ikke værre, da Pax kom tilbage. 
"Nej," snerrede han, hans vejrtrækning fortsat ujævn. "Du skal håndtere konsekvenserne af dit pis." Juno følte den vrede, der var i hans stemme, men det var ikke meningen, at den skulle være rettet mod Pax og han vidste det godt selv, allerede som ordene forlod hans mund.
Han gnubbede en hånd over sit ansigt, i et forsøg på at slippe ud af sin egen hud og de oplevelser, han havde haft i den. Pax fortjente en forklaring, så meget var han klar over. En undskyldning, faktisk, men sådan én var Juno ikke klar til at give ham. Lige så lidt, som han kunne takke ham. 

"Det er ikke første gang han banker på," fortalte han i stedet. "Og ikke bare dét, men-" Juno stoppede sig selv og klemte sine to hænder hårdt mod hinanden, for at få dem til at stoppe med at ryste. Han havde aldrig haft lyst til at fortælle Pax om nogle af de her oplevelser. Han havde hintet til nogle af dem, ligefrem fortalt om andre, men han var aldrig gået i detaljer, og hvis han begyndte at fortælle om den mand, der sikkert lå for foden af trappen nu, så var der kun detaljer at fortælle. Det var for tæt på, for svært at lyve om eller få til at lyde pænere end det var. 

Pax sank en klump og lod sit blik fare fra Juno, da han atter snerrede af ham. Det hele ville have været så anderledes, var Pax ikke nær så ødelagt selv, og for et langt sekund anede han ikke, hvad han kunne stille op.

Ligesom med Evlyn - intet af det han havde gjort, havde været det rigtige at gøre.

En arret hånd gled igennem det askegrå hår før, at Pax begyndte at snøre bukserne op. Han trådte ud af støvlerne, hev uldsokkerne af og dernæst skjorten over hovedet -

Det var ulven, der roligt nærmede sig Juno. Ikke Pax i sin menneskelige skikkelse, for selvom den anden havde sagt, at han var god, så var han unægteligt også en mand. Pax gjorde derfor det, han mente var bedst - ligesom han havde gjort de få nætter, de havde nået at få sammen.

Ulven satte sig ned foran Juno og lod sin bløde snude glide undersøgende henover de sammenfoldede hænder. Dernæst stak den sin lyserøde tungespids ud af mellem tænderne og slikkede dem ganske hurtigt, før at den bevægede sig tættere på og lagde sit hoved over Junos skulder.

Sådan sad den lidt og ventede; ventede på at Juno ville slå den eller lade den fortsætte sine hengivne kærtegn.

En skjorte landede på gulvet og Junos hals snørede sig sammen. Det er Pax, mindede han sig selv om, men hans krop reagerede alligevel, som den ville have gjort, hvis det var enhver anden, og først, da det gik op for ham at det var ulven, der satte sig foran ham, gav han slip på en skælvende udånding.
Ulvens tykke, bløde pels mod Junos krop, fik ham til at slappe betydeligt mere af på ingen tid. Det eneste han forbandt den med, var tryghed. I skoven eller i sengen, ulven havde aldrig tvunget ham til noget han ikke ville, truet ham eller skammet sig over ham. Pax havde heller aldrig gjort nogle af de ting, men Juno kunne nemmere tillægge et menneske, sine egne ideer om, hvad der foregik i deres hoved. Det var nemmere med ulven. 

"Undskyld," mumlede han og møvede sit ansigt ind i dens pels. "Tak. For dét. Jeg - Jeg fryser stadig fast det meste af tiden." Han forklarede sig lavmælt, hans ord yderligere dæmpet af pelsen de blev sagt ind imod, men imens han talte lykkedes det ham at få sluppet sine hænders tag i hinanden, så han i stedet kunne lægge sine arme om ulvens store krop og holde den ind mod sig.
"Mit største fremskridt var, da det lykkedes mig at springe ud af vinduet, for at undgå ham. Ikke ligefrem min bedste plan. Og - jeg har lige sagt til dig, at jeg kan klare hvad som helst, men..." Junos fingre rystede, hvor han begravede dem i Pax's pels. Jeg har stadig brug for din hjælp, Pax. Jeg er ikke lige så stærk som du tror. 

Pax kunne ikke påstå at vide, hvad Juno undskyldte for men han afgjorde også hurtigt, at det var lige meget. Det var trods alt ham selv, der havde lavet en fejl og han havde endnu ikke regnet ud, hvad præcis det var.

Var det fordi, han havde åbnet døren, skønt Juno ikke ville have det? Var det iscenesættelsen af forhandlingen?

I det at Juno lagde sine arme omkring ham, skubbede Pax tankerne fra sig. Han havde ikke råd til at tænke på det nu - alt han skulle bekymre sig om var Juno og at han fik det bedre.

Ulven puffede forsigtigt den blonde mand ned og ligge på gulvet, hvorefter den troligt fulgte efter og lagde sig tungt ovenpå ham.
Imens Juno hviskede forklarende ord, lod ulven sin snude glide henover den andens bløde hans og kind. Snudens vandring blev fra tid til anden afbrudt af den lyserøde tungespids, der hastigt gled ud mellem tænderne for at slikke den salte hud. I det at Juno ikke lang tid efter tav, lagde ulven sit hoved mod dens bryst, hvorpå den gned sig hengivent. 

Jeg er her. Hvad end det er - jeg fikser det for dig. Jeg elsker dig.

Indtil ulven havde lagt sig på ham, havde Junos hjerte galopperet afsted, men den tunge, bløde vægt fik langsomt hans hjerterytme til at falde mere og mere til ro igen, indtil selv Junos hænder holdt op med at ryste. Juno lukkede øjnene, imens ulvens varme, våde tunge kolliderede med hans hud, og snart blev også hans vejrtrækning normal igen.

Juno åbnede øjnene igen, da ulvens hoved gned sig mod hans bryst, og han kørte kærligt sine hænder igennem dens pels, i cirkler og lange streger, indtil han nåede op til dens ører, som han kærligt gnubbede. 

"Det var ikke dig, jeg var sur på," forklarede han lavmælt, som undskyldning for at have snerret af ham. "Det var mig selv. Jeg troede, jeg kunne håndtere det bedre end jeg gjorde." Han trak det store ulvehoved ned til sit ansigt og gnubbede sit ansigt op mod hans kæbe, op til hans øre, og ned til hans hals. "Jeg elsker dig," mumlede hans ind mod pelsen. "Og jeg er ikke bange for dig. Heller ikke som mand." Det var sagt som et løfte, og det var det også. Han havde haft et øjeblik, hvor han ikke havde kunne genkende Pax, men det havde været dumt af ham. Han vidste, at Pax aldrig ville gøre andet end at beskytte ham. 

Ulven hørte, at manden ikke længere var alene; det drejede sig om tre mennesker, alle ivrig efter at få skaffet en fjerde - en helbreder? Tilsyneladende var planen dog lykkes.
"Sådan en skide dranker - bløder alle vegne, det skvat!"

Den lyserøde tungespids slikkede Junos kind i det, at han undskyldte, men Pax skiftede ikke form. Af en eller anden grund kunne han ikke få sig selv til det - også selvom at Juno havde fortalt, at han ikke frygtede ham som mand. Der var en tryghed for dem begge i, at han forblev dyret, for Junos rasende ord gav stadig genlyd i hans tanker.

Havde Pax været mere sig selv...

Havde Pax gjort det rigtige...

Ulven rejste sig og puffede til Juno, som tegn på han skulle gøre det samme. Dernæst luntede den over til sengen, hvor den hoppede op.
Dens fugtige snude kørte hastigt henover tæpperne, duftede til færten af den blonde mand, før den gik rundt om sig selv et par gange og brat lagde den sig ned, som var den faldet. De tofarvede ulveøjne så afventende på Juno -

Kom.

Juno satte sig op, da han blev bedt om det, og fulgte ulven med blikket, imens den fandt sig til rette i sengen. Blikket ulven sendte ham var ikke til at tage fejl af, og Juno sparkede sine støvler af, inden han rejste sig op og, som en eftertanke, hev sin skjorte af også, inden han lagde sig op i sengen.
Her trak han tæppet op over sig, inden han møvede sig helt ind til ulven. 
"Jeg elsker dig," gentog han, med sit ansigt begravet ind imod dens pels. Han sagde det om og om igen, imens hans hænder strøg over dens ansigt, ned ad dens sider, op af dens mave, ned ad dens lange ben og over dens poter, kun for at starte forfra igen.
"Du må ikke forlade mig," bad han, inden hans hånd faldt hvile ved ulvens skulder, hvor han begravede den i den tykke pels. 

Ulven lyttede til de dybfølte ord med sine øjne lukkede. Det kunne ligne at den befandt sig langt væk, men hvis man så nøje efter, kunne man se, at der over dens øjne var formet rynker i en forpint grimasse –

Du må ikke forlade mig.

Det var de ord, der gjorde udfaldet og forvandlingen, der dernæst fandt sted, skete på et øjeblik. Først mange timer efter ville Pax gruble over, hvorfor han havde kunne gøre det så hurtigt – og derefter om det var værd at tage op med hans… far.

Pax trak Juno indtil sig og lagde sin pande mod den blonde mands. De atletiske arme knugede hårdt om Juno, som ville det på en eller anden måde gøre op for den fejl, han havde begået. Pax vidste også, at han burde undskylde – beklage, bede om tilgivelse, forklare sig! Bare et eller andet men alt, han kunne hviske tilbage, var: ”Jeg elsker også dig. Og det er dig – dig der – jeg forlader dig ikke.” Ordene var et løfte og Pax nåede ikke – ville ikke – stoppe sine læber i det, at de grådigt søgte Junos egne.

Pax’s tunge skilte sultent Junos og tog den andens tunge med sin. Det var berusende, for det var dette, han havde mistet i branden også – dét, han havde troet, han ikke ville få tilbage. Pax lod dernæst en af sine hænder glide undersøgende ned over Junos brystkasse, og selvom hans mund var optaget af en intense leg, registrerede Pax stadig, hvordan den andens hud føltes.

Det gik først op for Juno, at han havde savnet menneskeformen af Pax, da den ældre fyr vendte tilbage til den, og han knugede sig desperat op mod hans nøgne hud, så snart han kunne. Det føltes ikke længere nødvendigt at forklare eller forsvare sig, når Pax påtalte, hvem det var der havde forladt hvem, for alt, der betød noget, var at Pax elskede ham og at han ikke forlod ham.

Junos mund faldt åben i samme øjeblik, som Pax's læber mødte hans, og han skubbede straks sin tunge op imod den anden mands. Juno nægtede at slippe deres kys, for at sige noget, men lod i stedet sin krop tale for sig; bevise, at han også elskede ham. 

Hele Junos krop levede op under Pax's berøring, og des mere Pax gav ham, des mere ville Juno have, indtil han ikke kunne tage det længere og rullede sig op at lægge over Pax, så deres kroppe var så tætte, som de overhovedet kunne komme. Juno kyssede ham med hele sin sjæl, og førte sin hånd ned til Pax's lyske, hvor han kærligt strøg sine fingre over den varme hud, ivrig efter at tage det næste skridt, men bange for at han ville overskride endnu en grænse, hvis han gjorde det. I stedet holdt han sig til at komme så tæt på som han kunne, uden at blive afvist. 

Pax glemte, i det at Junos læber kolliderede med hans, at han eksisterede udenfor det kys, den anden havde skænket ham; med ét stod tiden stille, det meningsløse fik formål og Pax’s hjerte svulmede op til dobbeltstørrelse, pludselig fyldt med en dyb tilfredsstillelse over den nærhed, han havde troet, han havde mistet. 

”Jeg ved ikke, om det var kærlighed –”
”Selvfølgelig var det dét, knægt! Selvfølgelig var det dét!”
”Jeg mener… det føltes som om, at det var den eneste måde, vi rigtig kunne… fortælle hinanden, hvad vi betød?”
”Ja, men det er jo ligesom også det, at kærlighed er! Ved alle Guderne – folk tror altså, at du er begavet! Og ræk mig lige den der – nej, den grønne – ja, præcis! Og lidt tjept, tak!”

De arrede hænder gled ned ad Junos ryg i samme øjeblik, at han rullede op og lagde sig på ham. Pludselig besat af tanken om at mærke ham, mærke alt ham, som havde han ikke spist eller drukket i umenneskelige tider, og Juno var hans eneste mulighed for livgivende næring, stak Pax sin ene hånd ned og indunder den blonde mands buksekant. Hans hånd fæstnede sig om Junos ene balde, som han klemte om, imens han selv spændte i maven og hejste sig selv blot en smule op. Pax’s faste greb guidede Juno længere frem mod ham selv, så han unægtelig ville komme til at gnide sig op mod Pax’s skridt og da det hændte, sukkede han tungt mod Junos mund.

Juno stønnede lavmælt imod Pax's læber, da den andens hånd sneg sig ind under hans buksekant, og igen, da der blev klemt om ham. Der var for Juno ingen grund til at lægge skjul på, at han nød hver eneste af Pax's berøringer - tværtimod forsøgte han højlydt at gøre ham opmærksom på alt, der føltes godt, i håb om at han ville gøre mere af det. 

"Hvad kan han, som jeg ikke kan?"
"Han er - livsnødvendig."
"Og hvad er jeg?"
"En bonus."
"Så du forlader mig for, hvad, ilt?"
"Sådan kan man godt sige det."

Igen føltes Pax lige så livsnødvendig som ilt. Juno slap ikke hans mund med sin, heller ikke da han med et gisp indså, hvad det var han gned sig op af. Det tog ikke mere overbevisning end dét, før Juno febrilsk sparkede sine bukser af og lagde sin vægt ned over Pax igen, så han kunne rulle med sine hofter og dermed gnide deres lem op mod hinanden.
Heller ikke dét holdt hans dårlige tålmodighed dog til særlig længe, og Juno blev endelig tvunget til at slippe Pax's læber, imens han kravlede længere op at sidde på ham. "Vil du give mig den sådan her, hvis jeg opfører mig pænt?" spurgte han med et kækt smil og foldede sine arme på ryggen, for at indikere, at han havde lært fra deres gang i skoven og ikke ville holde ham nede. "Eller vil du have mig på anden måde?" Allerede imens han spurgte, lænede han sig ned, for igen at afkræve Pax's mund mod sin, uvillig til at undvære den længere, og bange for at Pax ville ombestemme sig, hvis han lod hans tanker blive for klare.

Pax’s blik var sløret af lyst i det, at de åbnede sig for at se, hvor Junos mund forsvandt ind. Dernæst lød ordene, i takt med hans eget hektiske åndedrag, og den ældre mand måtte synke besværet. Der var helbredelse at hente i Junos kærtegn og i foreningen af deres kroppe, og Pax kunne ikke tænke på andet end dét møde. Det var nemlig livsnødvendigt. Hele hans eksistens afhang af det, for mørket havde slået sine kløer i ham og han havde brug for det lys, Juno, for hans øjne, gik rundt med – det var det eller det uheld, der som en tvangstanke havde rumsteret bag hans blege pande i ugevis…

”Jeg vil have dig sådan her”, svarede Pax åndeløst, hvorefter han hejste sig op, så mavemusklerne spændtes til det yderste. Dernæst greb hans hænder om Junos og guidede dem om at lægge mod hans ryg. På intet tidspunkt forlod de tofarvede øjne den andens blå, men hænderne, der havde vist vej frem, forsvandt og lagde sig i stedet mod Junos skarpe hofter.

Pax’s hjerte hamrede uregerligt og taktløst. Der var ingen rytme længere, kun det hungrende behov, som Pax greb om sig selv og førte sig tættere mod Junos indre. ”Du behøver ikke opføre dig pænt”, hviskede han, forinden at Pax afkrævede hans læber for endnu engang; ligeså besidderisk og krævende som før.

Du skal ikke opføre dig pænt. Jeg har ikke gjort mig fortjent til det her øjeblik – jeg er mere beskidt, end da du forsvandt, Juno. 

"Sådan her?" Gentog han med et kækt smil, hans kække, drengede attitude i fuldt flor igen, imens han skubbede sin brystkasse op imod Pax's, og kyssede ham, deres tænder skrabende imod hinanden, fordi han ikke kunne holde op med at smile imens, og han slap heller ikke deres kys, da hans hænder blev ført om på Pax's ryg. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde ført sig sådan frem eller grinet i en seng med nogen, men han havde på fornemmelsen, at det måtte have været sidste gang han havde været sammen med Pax. 

"Det gør jeg sjældent," lovede Juno med et grin, da han fik lov til at lade være med at opføre sig pænt, og hans fingre strøg op ad Pax's ryg, indtil hans ene hånd greb fat om en håndfuld af den anden mands hår og gav det et blidt ryk, imens han sænkede sig selv ned over Pax, indtil han sad helt over ham, hvorefter han stakåndet bed ham i underlæben, en drillende opmuntring til at komme i gang og en påmindelse om, at han ikke var lavet af porcelæn, som Pax til tider lod til at tro.
"Det behøver du heller ikke. Jeg stoler på dig," mindede Juno ham om, med et suk imod hans læber og rullede med hofterne.